“Det er bare så hvidt et spørgsmål at stille,” siger manden i røret.

Dave Bicking er med på en telefonforbindelse fra Minneapolis. Han har været aktiv i Borgerrettighedsbevægelsen i 50 år, for tiden i organisationen Community United Against Police Brutality. Selv sidder jeg i Los Angeles i mit lille køkken, og jeg forstår fuldstændig, hvor Dave Bickings frustration kommer fra. Det “hvide” spørgsmål, jeg stillede ham, var det her:

Hvorfor plyndrer og nedbrænder sorte amerikanere andre sorte amerikaneres forretninger?

Han og andre aktivister er igen og igen blevet spurgt til det voldelige aspekt af det igangværende gadeoprør de seneste uger. Millioner af mennesker, der har set tv-billeder fra optøjerne i USA, vil gerne blive klogere på, hvad de har set, så derfor er det vel fair nok – vel nærmest min journalistiske pligt – at hjælpe dem med at forstå.

Dave Bicking lyder ikke sur over spørgsmålet, men jeg kan mærke, han er træt af det. Svaret falder også med det samme i en venlig tone:

“Optøjer er de stemmeløses røst. De stemmeløse i denne sammenhæng er de fattige, undertrykte og vrede sorte,” siger Dave Bicking. “Jeg er ikke fan af ildspåsættelser og plyndringer. Men tager man den enorme mængde forsømmelse, sorte i Minneapolis og overalt i USA har været udsat for – alle de brudte løfter, al den frygt og følelse af håbløshed, de lever med hver dag – så kan jeg vitterlig godt forstå, at de reagerer, som de gør.”

Dave Bicking sammenligner volden med en orkan forårsaget af klimaforandringerne. Orkanen og destruktionen i dens kølvand er et problem, naturligvis. Men den er kun et symptom. Lad os i stedet tale om klimaforandringerne, siger han.

Samtalen mellem mig og Dave Bicking er symptomatisk for en langt større diskussion, der pågår i USA lige nu. Som er et forsøg på at definere kernen i det oprør, der er gået ind i sin tredje uge og har spredt sig fra USA til en lang række andre lande. Det er en svær samtale, især når det handler om oprørets voldelige aspekter. De voldelige optøjer fik navnlig i begyndelsen en enorm betydning for opfattelsen af bevægelsen. Volden fik nogle til at sætte spørgsmålstegn ved dens legitimitet. Selv broren til George Floyd – den 46-årige mand, hvis drab blev gnisten til optøjerne – bad om fredelige protester. Alligevel opstod der nok plyndringer og ildspåsættelser til, at de blev et omdrejningspunkt for dækningen i oprørets første uge.

57 procent af amerikanerne opfatter ifølge en undersøgelse demonstranternes vrede for “fuldt ud berettiget”. En næsten lige så stor andel – 52 procent – går ifølge en anden undersøgelse ind for at sætte militæret ind mod voldelige demonstranter. Fra Washington, D.C., har præsident Trump kastet al sin mediemagt ind på at skabe en samtale om volden. Den vold, som legitimerer hans ambitioner om at sætte hårdt mod hårdt. Det er med andre ord ikke så mærkeligt, at Dave Bicking stejler over spørgsmålet om, hvorfor volden er nødvendig.

Så jeg famler efter, hvordan jeg skal stille spørgsmålet på en mindre “hvid” måde.

Jeg ankom til Los Angeles for en uge siden. Byen sundede sig stadig efter en weekend med voldsomme optøjer og beredte sig på endnu en hård nat. 2.700 anholdte hen over weekenden og mange butikker plyndret. Som modsvar indførte L.A.s borgmester spærretid: Efter klokken 17.00 skulle alle, der ikke var på arbejde eller medlem af ordensmagten eller pressen, holde sig hjemme.

Den pågældende weekend havde demonstrationer spredt sig til omkring 200 byer, store som små. Videoen af drabet på 46-årige George Floyd havde vækket endnu en social eksplosion i USA. Forløbet er kendt: I 8 minutter og 46 sekunder ser man politibetjenten Derek Chauvin sidde med sit knæ og hele sin kropsvægt på George Floyds hals. På videoen gør George Floyd flere gange betjenten opmærksom på, at han ikke kan trække vejret. Senere hører vi den rædselsslagne sige “momma, momma” – hans mor har været død i to år.

Videoen var kulminationen på en række af tre håndholdte videoer, der på hver sin måde slog fast, at sorte amerikanere stadig risikerer rutinemæssig undertrykkelse. I februar var der sagen om 25-årige Ahmaud Arbery, der blev skudt af to hvide mænd i Georgia-byen Brunswick. De mente, han lignede en indbrudstyv. Uden videre efterforskning vurderede den lokale anklager, at de to mænd reagerede i nødværge. Lige indtil der dukkede en video op på nettet, som undergravede de to mænds forklaring; de er nu sigtet for mord sammen med en tredje mand.

Den seneste viste, hvordan en hvid kvinde, Amy Cooper, pudsede politiet på en sort mand, efter at han havde bedt hende sætte sin hund i snor i Central Park i New York. Særlig den episode river op i USA’s gamle racistiske sår, da det under segregationen i Syden ikke var uhørt, at hvide kvinder brugte lignende trusler mod sorte: hvis de ikke makkede ret, ville sheriffen blive tilkaldt.

Det er svært at måle frustrationerne, der leder frem til en konflikt. Når et bæger flyder over, kender man kun det sidste skvulp. Men vi ved, at videoerne spredte sig i afroamerikanske lokalsamfund, der er blandt de hårdest ramte i den igangværende pandemi. Sorte amerikanere er i større risiko for at blive smittet med COVID-19 og for at dø af sygdommen, fordi de oftere bor i tætte bebyggelser og lider af de sygdomme, som øger risikoen. De bestrider også mange af krisens dårligt betalte frontlinjejobs – chauffører, butiksassistenter, sundhedshjælpere og så videre. Og de mister i højere grad deres job som følge af den økonomiske krise, ofte med et meget spinkelt socialt sikkerhedsnet under sig.

Demonstrationerne bredte sig hurtigere, end det var til at overskue. De handlede om politibrutalitet, men var i lige så høj grad udtryk for frustrationer over racisme i systemet, over et fundamentalt fravær af retfærdighed. Rundtomkring i USA så mennesker med aktivistiske ambitioner en once in a lifetime-chance for at skubbe bag på en nødvendig diskussion om sorte amerikaneres livsforhold.

Én af dem var 24-årige Elevn St. James. For tre uger siden levede han et liv som musiker, nu er han en leder tilknyttet Black Lives Matter-bevægelsen.

Jeg møder ham lørdag morgen i en mindre penthouselejlighed i downtown Los Angeles. Stemmen er hæs og slidt efter næsten to uger med dundertaler. Diskrimination har fyldt meget i den unge mands liv. Han er sort, homoseksuel, queer og voksede op som en af de få sorte i en by med primært hvide. Han fortæller mig om en episode i 10. klasse, hvor deres historielærer fortalte dem om det grufulde ved drabet af Trayvon Martin, der blev skudt i 2012. Elevn St. James brød grædende sammen i klassen – til stor morskab for hans klassekammerater. Men som søn af to præster har Elevn St. James lært at fokusere på næstekærligheden og at vende den anden kind til. Og jeg spekulerer på, om det mon ikke også har bidraget til, at han er blevet så fremragende en taler, at folk i Black Lives Matter straks udpegede ham til leder.

Da demonstrationerne begyndte, var Elevn St. James i første omgang ikke meget for at deltage. Han blev afskrækket af de billeder af optøjer, han så i nyhederne. Retfærdighedsfølelsen vandt dog, og sammen med en kammerat sluttede han sig til.

Demonstrationerne var kaotiske i begyndelsen, de udviklede sig vilkårligt og havde ingen egentlig ledelse, fortæller han. De havde ingen fælles stemme og ingen til at dirigere deltagerne, uanset om målet var at bremse destruktive personer i egne rækker eller reagere på politiets aggressioner. Han husker især en oplevelse den første uge, hvor politiet i hans udlægning ventede på dem, og pludselig angreb med gummikugler og tåregas.

Siden har Elevn St. James brugt sin tid og energi på at samle folk til fredelige demonstrationer. Hans medarrangører og han tolerer ingen aggressioner hos folk i deres midte.

“Der var en episode for et par dage siden, hvor én spraymalede, og jeg gik hen og fik det stoppet. Politiet skal ikke have nogen undskyldning for at angribe. Pointen er netop at udstille politiets overdrevne magtanvendelse. Lad kameraerne vise det, og lad dem vise, at vi er fredelige, at vi hverken provokerer politiet eller ødelægger ejendom.”

Det måtte han gøre noget ved, og da folk alligevel så ham som en leder, besluttede Elevn St. James sig for at stifte en ny organisation. No More Names hedder den. Den er ikke en formel del af den i forvejen løse Black Lives Matter-organisation, men de hjælper hinanden, forklarer han.

Det må ikke være nemt at starte en borgerrets-ngo, samtidig med at medierne er fyldt med historier om voldelige demonstranter. Så det spørger jeg ham om:

Hvor svært et miljø var det for jer at operere i i sidste weekend, hvor de voldelige demonstrationer brød ud?

“Jeg anerkender ikke den påstand, du kommer med. Der var ikke nogen voldelige demonstrationer. Alle organisationer i L.A. har ledt fredelige protester. Der har været optøjer og plyndringer, men at kalde det voldelige demonstrationer er at forvirre budskabet. Der har været en undergruppe af folk, der er løbet løbsk og har forsøgt at stjæle øjeblikket for dem selv, men vi kan ikke kalde dem demonstranter. Og i de fleste tilfælde var det politiet, der eskalerede volden. Og folk gengældte den aggression, de blev mødt med.”

Jeg er helt med på, at det store flertal af demonstranter er fredelige, men mener du helt ærligt, at der de sidste to uger ikke har fundet hærværk, ildspåsættelser og plyndringer sted begået af demonstranter? Tag for eksempel Minneapolis, hvor demonstranter nedbrændte en politistation, og hvor folk derefter gik ud og plyndrede. Hvad vil du kalde det, hvis ikke en demonstration?

“Men ved at fokusere på den fortælling betyder det, at vi værdsætter ejendom højere end sorte menneskers liv. Du skal ikke tale til mig om plyndringer på gader og stræder. Medierne har det narrativ kørende på repeat, mens fortællingen om plyndringen af sorte liv har været fraværende. Det vil jeg ikke bidrage til. Vi skal huske på, hvordan det her startede. Det startede med mordet på en sort mand på åben gade,” siger han.

“Vi er dødtrætte af, at disse mord på uskyldige sorte amerikanere fortsætter år efter år, generation efter generation. Nok er nok. Det er det, fortællingen handler om.”

Samtidig med at jeg sidder og interviewer Elevn St. James, forbereder en anden gruppe en ny demonstration. Som de har gjort det hver dag hele ugen. De er så at sige den nye uformelle ledelse for Black Lives Matter i Los Angeles, efter at den gamle ikke har kunnet stille sig i front denne gang. Blandt andet fordi hun, som førhen var mest aktiv, ligger syg med coronavirus. Gruppen af nye ledere er vokset, som dagene er gået, og tæller nu 13 personer i alderen 24 til 35.

Lørdag aften, efter at de har demonstreret i otte timer, møder jeg dem alle foran en lille, men imponerede flot bankbygning på hjørnet at Sunset Boulevard og Vine Street. Jeg bliver lidt overrasket over, at hele 9 af de 13 sætter sig på to rækker på trappen for at blive interviewet. Men det har været en kamp at få interviewet i stand, så jeg vælger at acceptere denne præmis. De taler nemlig ikke meget med pressen. De foretrækker selv at komme ud med deres budskaber via de sociale medier og give interviews til youtubere, instagrammere og podcastere, de har tiltro til. Så jeg sætter mig for foden af trappen, slår min computer op og begynder at stille mine spørgsmål.

Efter mediernes dækning af demonstrationerne ligger tilliden til pressen på et meget lille sted, forklarer Jenna Nolen, en af de unge ledere. En kvinde med et gennemborende blik, der gør, at jeg ikke kan se hende i øjnene ret længe ad gangen. En leder, som skåret ud af et maleri, tænkte jeg, første gang jeg så hende holde tale fra bagenden af en jeep.

“Medierne viser kun ti procent af, hvad der sker ude på gaden ved demonstrationerne. De vil hellere vise billeder af brande og folk, der kaster ting efter politiet. Især konservative medier som Fox News vil kun vise plyndringerne. Men ude på gaden er det i virkeligheden så fredeligt. Vi spreder vores budskab med kærlighed og positivitet,” siger Jenna Nolen.

Min kontakt, en veltalende ung mand, der hedder Joseph Haynes, byder ind: “Vi prioriterer fredelige initiativer. Først og fremmest for at tage til genmæle. Fordi det er virkelig ærgerligt at se, nyhederne stadig fokuserer på noget, der fandt sted for en uge siden. De kalder os stadig ‘looters’ og ‘rioters’. Men narrativet har ændret sig. Hele Black Lives Matter-bevægelsen har ændret sig. For vi har indset, at folk ikke lytter, når vi græder af smerte. Nu bliver de tvunget til at lytte til vores råb om frihed. For vi bliver ved med at marchere fredeligt, indtil det racistiske system er skiftet ud og sorte amerikaneres liv er lige så meget værd som alle andres.”

De fortæller, at de har samme strategi som Elevn St. James: Enhver form for aggression til deres demonstrationer er forbudt. Men de tilføjer, at leden og sorgen ved at blive behandlet med brutalitet og diskrimination hos landets institutioner gennem et helt liv betyder, at det ikke er alle, der kan tøjle deres følelser.

Spændingerne inde i bevægelsen kom til udtryk ved en demonstration foran borgmesterens hus torsdag, hvor de unge ledere havde åben dialog med talspersoner fra Los Angeles’ politi. Meldingerne fra politiet huede ikke alle, og en stor, bredskuldret mand vred sig pludselig frem i mængden. Med kroppen dirrende af vrede begyndte han at råbe:

“Det er ikke nok! Vi bliver henrettet på åben gade, hvad …”

Mere nåede ingen at høre. Demonstrationens ledelse igangsatte kampråbet “Peaceful protest! Peaceful protest!”, imens gik Joseph Haynes hen og beroligede manden.

“Vores bevægelse er en ansvarlig bevægelse,” forklarer en anden af lederne, Kayla Lions. “Vi siger til folk, vi ikke vil have nogen former for provokation. Blandt andet fordi det gør det nemmere for os at retsforfølge og udstille politiet, hvis de beslutter at angribe. Som vi ser det, vil enhver aggression fra politiets side mod vores fredelige demonstrationer være det samme, som når de prajer sorte ind til siden for ingenting, og som når de skyder ubevæbnede folk. Så vores besked til både de negative demonstranter og politiet er, at de ikke får lov til at tage kontrol over narrativet.”

Emnet “voldelige demonstranter” er følsomt for alle, jeg har snakket med i løbet af ugen. Som demonstranten Ivan Mozo sagde til mig tirsdag. “Vi vil ikke bifalde det, men vi vil heller ikke fordømme det.” For det vil betyde, at de underkender, at nogen kan have en forståelig grund til at ty til brand og plyndringer.

For en udenforstående virker det paradoksalt, at alle demonstranter, jeg har talt med, på den ene side siger, “vi forstår optøjerne, fordi de er drevet af vrede og frustration”, men samtidig viger uden om at anerkende de problemer, som disse mennesker efterlader med deres rygende ruiner og plyndrede butikker. Som giver skyts til dem, demonstrationerne opfatter som deres modstandere, uanset om de befinder sig på politistationerne, i Det Hvide Hus eller hos Fox News.

Jeg kigger rundt på de stålsatte unge ledere, der sidder på trappen foran mig, og funderer som en gal på, hvordan jeg kan formulere det spørgsmål, da Darian Robinson, som indtil videre har forholdt sig stort set tavs, rækker hånden op.

“Jeg vil gerne indskyde, at selv om plyndringerne skabte en masse negativitet, så var de også med til at sætte fokus på, at sorte er blevet dræbt i årevis, mens omverdenen har vendt ryggen til. Så selv om optøjer er skidt i sig selv, så kan det føre noget godt med sig,” siger han. “Jeg siger ikke, vi skal plyndre, og nogle sorte forretninger blev også ramt, hvilket er forfærdeligt. Men nu skete det, og det gjorde det på baggrund af uretfærdigheder begået mod sorte. Jeg forstår ikke, hvordan hvide mennesker kan sidde derhjemme og være så hykleriske omkring det. Blev USA ikke skabt, fordi de hvides forfædre gjorde oprør mod englænderne, fordi de mente, de blev behandlet uretfærdigt?”

De fredelige demonstranters tvetydige forhold til dem, som plyndrer, er ikke et nyt fænomen. Der har altid været en kløft mellem de to grupper ifølge Dana Fisher, sociolog ved University of Maryland, som har forsket i demonstrationer i 20 år.

Magasinet The Atlantic forsøgte for nylig at få et overblik over den ret begrænsede viden, forskerne har om de dynamikker, der udspiller sig inden for oprørsbevægelser som den, der er vokset frem de sidste. Artiklen folder sig i høj grad ud som et forsvar for dem, der griber til vold. Undervejs konstaterer forfatteren Dana Fisher, at det altid er forkert at opfatte demonstranter som en samlet masse med samme potentiale til vold.

“Jeg har aldrig set nogen gå ind i en fredelig demonstration og så sige ‘hey! Dem derovre har lige smadret et vindue. Nu begynder jeg at plyndre’,” siger Dana Fisher.

En anden sociolog, som The Atlantic har talt med, er Rashawn Ray, der også er fra University of Maryland og fortæller, at andre tyr til plyndring, fordi de ser det som en vej til at undslippe deres magtesløshed. For et øjeblik tager de deres værdighed tilbage fra de myndigheder og det system, som de føler har behandlet dem som afskum. “Når du får chancen for at vinde noget af magten tilbage, tager folk gerne den mulighed til sig,” siger Rashawn Ray.

Professionelle kriminelle og andre, der ønsker at berige sig selv ved plyndring, er helt oplagt også blandt de første, der udnytter optøjer til at udføre deres ærinde. Politidistrikter flere steder i USA melder, at de seneste uger har budt på usædvanligt veltilrettelagte røverier. Blandt andet mod en bilforhandler i San Leandro, hvor tyvene nåede at køre væk med næsten 75 amerikanske muskelbiler til op mod 100.000 dollars stykket, før politiet dukkede op.

“Beviserne for, at det ikke kun er sorte, der iværksætter plyndringer og hærværk, er overvældende,” siger borgerretsveteranen Dave Bicking til mig.

Hvorefter han skifter spor:

“Den glædelige nyhed er, at disse ugers fredelige demonstrationer tiltrækker så mange forskellige mennesker, at jeg aldrig har set noget lignende.”

I mit interview med veteranen finder jeg til sidst frem til et andet spørgsmål, der måske kan hjælpe til at forstå, hvorfor han ikke har lyst til at svare mig på, hvor lysten til at smadre butikker og sætte ting i brand kommer fra.

Hvorfor er det et hvidt spørgsmål?

“Fordi det er meget generaliserende. Og det antager to skjulte præmisser, jeg finder dybt problematiske. At sorte ikke kan være solidariske med hinanden i en krisesituation, og at det i så fald skulle være unikt for sorte. Sagt på en anden måde, at sorte amerikanere – i modsætning til folk af anden etnicitet – ikke kan finde ud at være solidariske.”

Dave Bicking afviser, at det skulle være tilfældet i Minneapolis. Han fortæller, at målet for optøjerne for det meste var banker, indkøbscentre, store virksomheder og pantelånere. Han medgiver, der også var små virksomheder, men han forklarer det med, at ikke alle småforhandlere er lige velansete i lokalsamfundet. Ifølge ham udnytter nogle af dem områdets billige arbejdskraft.

Det eneste nogenlunde grundige studie af folks bevæggrunde for at plyndre konkluderede, at folk fra samme bydel ofte viser større solidaritet med hinanden under optøjer. Ligeledes konkluderer rapporten, der er lavet af Enrico Quarantelli og Russell Dynes, at skønt folk har forskellige grunde til at plyndre, er tendensen at vandalisere ting og bygninger af symbolsk værdi. Banker, multinationale selskaber og politibiler. Altså systemets repræsentanter.

Det kan Dave Bicking genkende fra de sidste ugers optøjer i Minneapolis. Han siger, at ingen beboede huse eller lejlighedskomplekser blev rørt, ligesom steder, der er vigtige for lokalsamfundet, er gået fri af plyndringer og hærværk. Han nævner et teater, som ligger urørt lige ved siden af den nu nedbrændte politistation. Men han vil igen gerne væk fra at diskutere emnet.

“Sorte, hvide, asiater. Alle mennesker er formet af deres miljø. I en krisesituation vil der være sorte, som af forskellige årsager går ud og plyndrer andre sorte, ligesom der vil være hvide, der gør det samme mod hvide. Jeg anerkender, at spørgsmålet er sociologisk, men det er også psykologisk, så hvis du vil have et mere fyldestgørende svar, må du jo spørge dem, som plyndrer.”