Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Mennesker er nogle gange nogle svin på en øde ø. Men andre gange er de okay

Skibbrud er interessante, fordi de er vilde fortællinger om liv og død og drabelige odds, men også fordi de viser os ind i noget grundlæggende menneskeligt i dem, de går ud over. Det gode og det onde.

Illustration: Victor Vilela for Zetland

Den 3. januar 1864, lige omkring midnat, hamrede skonnerten Grafton ind i klipperne ud for Auckland-øens kyst. Det var ikke så godt. I timevis havde dens besætning, fem mand i alt, kæmpet for at holde skibet fra klipperne, men en vild storm, subantarktiske vinde fra Sydhavet, havde vundet over dem, og nu forestod katastrofen. En mere forfærdelig rysten end nogen af dem, der var kommet før, fik fartøjet til at skælve fra for til agter,” skrev en af dem, François Raynal, en fransk guldgraver og, skulle det i månederne siden vise sig, noget af en renæssancemand, senere i sin dagbog. Et frygteligt brag ramte vores ører – den så frygtede katastrofe var indtruffet!”

De fem samlede febrilsk, hvad de kunne bære af redskaber, forsyninger og personlige ejendele, og kravlede op på det efterhånden næsten lodretstående skibs højeste punkt. De sad der hele natten, mens vinden og regnen rasede omkring dem, og da det blev morgen, fandt de ved hjælp af en redningsbåd vej ind til kysten. Her så de skibbrudne, hvor slemt det stod til, og hvor de var.

Øen, de var strandet på, var øde. På den voksede en lav skov af knudrede træer, der på grund af den konstante vind lå nærmest vandret. Ellers var der intet. Her skulle de fem nu være. Hvordan og hvornår skulle jeg kunne flygte fra denne ø, gemt på havet, på den anden side af den beboede verdens grænser?” skrev Raynal senere i sin dagbog. Måske aldrig! En voldsom fortvivlelse overvandt mig.”

Det så sort ud. Men det vilde var, at det sådan set gik ret godt.

Historien om skonnerten Grafton og dens fem besætningsmedlemmer er interessant, fordi den viser os ind i en ekstrem af menneskets formåen. Auckland-øen, som også lyder maori-navnet Motu Maha, ligger 465 kilometer syd for New Zealand, nede i det subantarktiske Sydhav i en noget nær konstant vinter. Dernede er det for en skibbruden svært at overleve. Sådan er det i dag, og sådan var det også, egentlig nok i endnu højere grad, i 1864.

Men her kom altså disse fem mænd og viste, hvordan det skulle gøres. De fem mænd var gode til at være skibbrudne, fordi de var gode til at være mennesker, forstået på den måde, at de klarede sig med afsæt i fundamentalt gode menneskedyder som kammeratskab, demokrati og hårdt arbejde. Det var næsten for meget, nærmest usandsynligt romantisk, så gode de her fem mænd var til at være mennesker og med det skibbrudne.

Men historien om skonnerten Grafton og dens fem besætningsmedlemmer er også interessant, fordi den ikke står alene. For nogle måneder senere, i maj 1864, gik et andet skib til grunde ved Auckland-øen, dette bare på nordkysten, modsat det andet. De to grupper levede på hver sin side af den samme ø, deres forudsætninger var nærmest de samme, men deres måder at gå til overlevelsen på kunne ikke være mere forskellige. Fordi deres instinkter, deres måder at være mennesker, var grundlæggende forskellige. Det var Robinson Crusoe mod Fluernes herre.

Som sådan udgør de to skibbrud et ret unikt studie af den menneskelige naturs ekstremer. Den gode og den dårlige. Debatten om, hvorvidt mennesket er det ene eller det andet, er efterhånden en del tusind år gammel og kører stadig på højeste tryk. Og af en eller anden grund er øde øer et konstant tema i den diskussion. Skal vi lære noget af de mænd, der led skibbrud på lige netop denne ø, er det måske, at netop Fluernes herre-tanken, denne allestedsnærværende analyse af, hvad mennesket er, når det virkelig kommer til stykket (læs: et røvhul), måske nok er en sandhed, men ikke sandheden. For det står rimelig klart, at vi har måder at dæmpe vores røvhulshed og komme bedre steder hen. På den måde handler historien om Auckland-øens skibbrudne både om, hvad vi er, og hvad vi kan være.

MOD ALLE ODDS

Menneskeheden har haft det svært på det seneste. Mildest talt. Men måske har modgangen lært os noget vigtigt om verden og os selv. Sommeren igennem fortæller Zetland historier om at møde udfordringer og måske endda lykkes mod alle odds – og komme klogere ud på den anden side.

Så altså. Det var i begyndelsen af januar 1864, og skonnerten Grafton var forlist ved klipperne ud for Auckland-øen. Besætningen bestod af den amerikanske kaptajn Thomas Musgrave, franskmanden François Raynal, der var skibets anden officer, to sømænd – en stoisk nordmand kaldet Alick og en venlig englænder ved navn George Harris – og så en af spedalskhed deformeret portugisisk kok, der hed Henry Forgès.

De var sejlet fra Sydney i håbet om at nå Campbell-øen, en anden af Sydhavets vindblæste klippestykker, fordi de havde efterretninger om, at der på den fandtes en hidtil uberørt forekomst af sølv. De ville tjene penge. Det vil man jo. Det gik, som det gik.

Forlisets indledende chok varede nogle dage, som de fem mænd tilbragte på stranden, sammenhutlede under et stykke sejl, de havde reddet i land. Men så gik de i gang. De fældede træer og samlede tørv og sten og kunne efter 31 dage flytte ind i en hytte, der, selv om den ikke var helt tør, havde et ildsted, hvor de kunne tilberede de sæler, de fandt på strandene rundtomkring, og som de efterhånden lærte at slå ihjel med et effektivt kæppeslag mellem øjnene.

I den måneds tid, der var gået, siden de forliste, var der blandt mændene opstået et nærmest demokratisk humør. Søens hierarki var så småt gået ned med Grafton, alle arbejdede lige hårdt, og snart begyndte de tre, der ikke var officerer, altså Alick, Harris og Forgès, at tiltale kaptajn Musgrave og François Raynal som ligemænd. Først var især kaptajnen, en sømand af den gamle skole, ikke meget for det. Det er sandt, at jeg ikke længere har kommando over dem,” skrev han i sin dagbog. (…) Men jeg har arbejdet lige så hårdt som dem, og jeg synes, at taknemmelighed burde få dem til at fortsætte med at være villige og lydende.”

Franskmanden Raynal så bruddet, der var ved at ske. Han forstod faren ved det. Han kendte til det direkte demokrati fra sin tid i de australske guldfelter og foreslog, at mændene skulle afholde valg om, hvem der skulle være deres leder. Min idé,” skrev han, var, at vi iblandt os skulle vælge et familieoverhoved’, ikke en mester eller en overordnet.”

Raynal nominerede kaptajn Musgrave, som blev enstemmigt valgt. Hans ego var tilfredsstillet, og det var mændenes behov for medbestemmelse også. Fra da af sad Musgrave for bordenden, når mændene spiste, og uddelegerede de daglige opgaver som sæljagt og generel fouragering efter spiselige planter (det var ikke vildt fedt at få skørbug, noget, sømændene var pinligt bevidste om). Han skrev i sin dagbog om vigtigheden af, at de alle havde noget at lave. Lediggang var ødelæggende, tænkte han, så når dagens arbejde var ovre, holdt de skole for hinanden i hytten. Skolen var, i overensstemmelse med deres valg af Musgrave som familieoverhoved, overraskende egalitær, og de skiftedes til at være lærer. Dette nye forhold forenede os yderligere; ved skiftevis at løfte os op over hinanden lå vi i virkeligheden på samme niveau og skabte en perfekt lighed imellem os,” skrev François Raynal.

Vigtigst for de fems nye forhold var det, at det var mændene, der havde givet kaptajn Musgrave hans magt, ikke en eller anden feudal fornemmelse af et grundlæggende hierarki importeret fra den gamle verden. Og som sådan skete der i Sydhavet noget, der på nogenlunde samme tid skete i Europa, 19.000 kilometer væk.

Det hele blev pludselig lidt moderne.

BONUSINFO. På dette tidspunkt opdagede François Raynal også, at han kunne destillere alkohol ud af nogle planter, der groede på øen. Han fortiede dog opdagelsen for de andre. Måske klogt nok.

Den 3. maj forlod det 888 tons tunge skib Invercauld Melbourne på vej mod Sydamerika. Ombord var 25 besætningsmedlemmer. Om aftenen endte de i en katastrofe, som på mange måder lignede den, der var overgået de fem på Grafton fire måneder tidligere. Invercauld blev fanget i en storm. Regn, sne og vind væltede ind over dækket. Kaptajnen, George Dalgarno, prøvede alt, han kunne, men lige lidt hjalp det, skibet endte med at brage ind i en klippeformation, som senere skulle få tilnavnet Helvedes kæber’.

Et af besætningsmedlemmerne hed Robert Holding, han var 23 år gammel og havde, ligesom François Raynal på Grafton, tilbragt nogen tid i de australske guldfelter. Nu var hans håb at finde vej fra Sydamerika og hjem til England. Da Invercauld ramte klipperne, blev han slynget i vandet og kom lidt senere til sig selv på stranden. Her fandt han, at et par af de andre besætningsmedlemmer var druknet, men at de fleste af dem var blevet skyllet i land. Herfra gik det ikke meget bedre. Det er muligt, at vi havde klaret det bedre, hvis vi havde kendt hinanden bedre,” skrev Holding senere.

Problemet var, at besætningen på Invercauld reagerede på forliset nogenlunde lige modsat den på Grafton. De menige sank sammen i armod, hvilket måske nok kunne forventes, men oplevede intet lederskab fra deres kaptajn George Dalgarno, som var så paralyseret, at han end ikke beordrede dem til at lede efter føde eller vand. De spiste de skaldyr, de kunne finde på stranden, og ellers skete der ingenting. I fem dage lå kaptajnen der bare, og således også hans besætning. Apatien havde slået rod. Undtagen hos Robert Holding.

Ham var der til gengæld gang i. Han brugte de første uger på Auckland-øen på at tage på jagt, bestige en bakke og opdage et bedre sted at slå lejr. Han tilskyndede de andre, hvoraf nogle stykker nu var døde af sult og sygdomme, til at bryde op fra stranden, men de var helt ude at skide og kunne ingenting. Det tog flere dage at gå nogle hundrede meter, og da de nåede frem, var endnu flere døde. Mange døde i det hele taget ofte. Kaptajn Dalgarno fortalte nogle år senere en journalist fra Aberdeen Herald, at han en dag havde været ude for at lede efter mad, da han vendte tilbage til lejren og prøvede at finde plads i rundkredsen omkring bålet. En af hans mænd puffede til en anden, så han kunne gøre plads til kaptajnen, men der var ingen reaktion. Han var død, som han sad der.

Det hele ramlede. En aften var Holding med en mindre gruppe på vej tilbage til Invercaulds vrag for at lede efter forsyninger, da en bådsmand foreslog, at de skulle trække lod om, hvem af dem der skulle være den første til at dø, så andre kunne leve. Robert Holding var forfærdet og udbrød, at han aldrig ville spise et andet menneske, men indså, at han, idet han sagde det, gjorde sig selv til et oplagt første offer. Samme nat flygtede han fra de andre. Da en af dem, Big Dutch Peter hed han fantastisk nok, tilbød at tage med ham, sagde han nej. Han frygtede et slag i baghovedet og løb alt, hvad remmer og tøj kunne holde.

BONUSINFO. Man bør her være fair og nævne, at besætningen på Grafton havde det lettere end den på Invercauld af én ret væsentlig årsag. De forliste på Auckland-øen om sommeren, hvilket betød bedre vejr og flere sæler.

I oktober var de fem fra Grafton efterhånden desperate. De spiste sælkød og planter og havde deres hytte og aftenskole, men vinteren havde været nådesløs. Sælkolonierne var blevet sværere at finde, og dem, der stadig var på øen, blev bevogtet voldsomt af deres alfahanner, for eksempel en ældgammel en, de kaldte Royal Tom. Da de dræbte ham, var det bittersødt. Det var smertefuldt at dræbe disse stakkels dyr, især den gamle han, som vi altid havde respekteret, men nødvendigheden pressede os, sulten truede, vi kunne ikke trække os,” skrev François Raynal. Han og kaptajn Musgrave havde med nogle forretningsforbindelser i Sydney en aftale om, at man skulle sende et skib ud og lede efter dem, hvis ikke man hørte fra dem i ni måneder, og den tid var altså gået. Desperationen blev blandet med håb. Den længe ventede måned er her endelig (Gud sende hjælp, inden den er forbi),” skrev kaptajn Musgrave.

På den anden side af Auckland-øen, oppe på nordkysten, gik det endnu værre, for her var der intet håb overhovedet. Der var nu kun tre tilbage, Robert Holding, styrmanden Andrew Smith og kaptajn Dalgarno. Holding gik på jagt og fangede fugle og fisk, men de to andre var fortsat apatiske. Der var i månederne på øen ikke opstået noget, der bare lignede et venskab i den lille gruppe, heller ikke som de så de andre besætningsmedlemmer fra Invercauld dø af sult og kulde omkring sig, men nu blev sammenholdet om muligt endnu værre. Kaptajn Dalgarno og styrmand Smith, som var officerer, forventede ærbødighed fra Robert Holding, som, selv om det var ham, der lavede det hele, jo blot var en menig sømand. Han, på den anden side, anså sig selv som deres ligemand, om ikke bedre, og nægtede at behandle dem, som skibets hierarki tilsagde. Dalgarno og Smith brød op og lavede en ny lejr omkring 20 meter fra Holdings og lå så der og ignorerede ham, det bedste de havde lært. Indtil han kom hjem med fisk eller en sæl. Så kom de over og fik aftensmad.

Holding, skrev han, kunne ikke lade være med at tænke på, hvor anderledes situationen kunne have været, hvis officererne havde lyttet til ham i begyndelsen, hvor han havde tilskyndet dem til at bygge en ordentlig lejr i stedet for at ligge apatisk på stranden og spise de skaldyr, de lige kunne nå. Det er nu slutningen af oktober,” skrev Holding. I de fem måneder, der var gået siden skibbruddet, havde 16 mand mistet livet, fordi de og deres kaptajn ikke kunne finde ud af noget af det, de fem fra Grafton kunne på den anden side af Auckland-øen. Sammenligningen kunne han dog ikke lave. For så vidt Robert Holding vidste, var de alene på øen.

På den anden side af øen, omkring 30 kilometer sydpå, begyndte et gigantisk arbejde.

BONUSINFO. Der havde været mennesker på Auckland-øen før de to forlis. En lille britisk koloni og et par hvalfangstprojekter havde tidligere slået fejl. På et tidspunkt rejste en mand fra øen, selv om der ikke var råd til, at hans kone kunne følge med. Så meget hadede han at være der. Det kan selvfølgelig også være, han ikke kunne lide sin kone.

Så blev det jul, og så blev det nytår, og så havde de fem fra Grafton været på Auckland-øen i et år. Redningen fra Sydney udeblev, og jubilæet tog hårdt på dem. Mine kammerater lå omkring på jorden, helt stille, deres ansigter formørket af den værste melankoli,” skrev François Raynal. Dette var ikke godt nok for manden, der i løbet af året, der var gået, havde vist sig som en dygtig jæger, samler, kok, ingeniør og endda fabrikant af både sko og sæbe ud af forhåndenværende ressourcer, som altså ikke var så forhåndenværende endda. Med en fast, stærk stemme,” skrev han, skældte han dem ud for at give efter for fortvivlelsen. Hvis mennesket opgiver os, må vi redde os selv.” Og sådan indrammede manden deres problem bedre, end nogen anden nok kunne. Men også deres løsning.

En plan var opstået i franskmandens hoved. Vi tager til New Zealand,” sagde han. Dette var, sagde en af de andre, umuligt. Der var over 400 kilometer gigabølger mellem dem og den britiske kolonis sydligste punkt, og de havde intet skib at sejle i. Den var Raynal med på, hans idé var derfor, at de skulle bygge et. De var ikke så begejstrede for mit forslag, som jeg havde forventet,” skrev han. Nogle blev blege og stille med tanke på at begive sig ud på et hav, som så konstant var ramt af storme; andre protesterede ved at tale om de uoverstigelige udfordringer, som nødvendigvis måtte stå i vejen for sådan et stykke arbejde.” Alligevel endte alle med at gå med på idéen.

De samlede træ og byggede endda en smedje, hvor Raynal stod dag og nat og lavede søm ud af metalrester fra Graftons vrag. Der var brug for arbejdet, ikke bare for ambitionen om at komme væk fra øen, men i endnu højere grad end før også for mændenes mentale helbreds skyld. Søndag den 26. marts 1865 skrev kaptajn Musgrave efter nogle måneders arbejde: Havet raser, og vinden hyler. Disse lyde har næsten konstant runget i mine ører i 15 måneder.” Han beskrev, hvordan der var noget frygteligt dystert ved den dunkende lyd af bølgerne, der slog ind over klipperne. Nogle gange får det mit kød til at ryste at høre den lyd.” Sådan en vild lyd på sådan et vildt sted kunne måske glæde elskere af vild romantik, skrev han ironisk, men jeg kunne ikke ønske, at selv min værste fjende skulle være i denne situation”.

På trods af sandfluer (de, som har været i New Zealand, vil kende til dette det værste insekt i verden!) og værre og værre vejr arbejdede de fem hver dag, hele dagen. Raynal stod ved smedjen, mens de andre fældede træer og skar planker til. Andre igen var på jagt. Kaptajn Musgrave syede et sejl fra resterne af det, der hang på Grafton, og Raynal bemærkede spidst i sin dagbog, at han var glad for, at kaptajnen havde kastet sig over lige netop den opgave, fordi han var en elendig tømrer, og som sådan var mere tilbøjelig til at ødelægge ting, end han var til at bygge dem.

BONUSINFO. Det lille skib, de fem skibbrudne fra Grafton byggede, endte med at blive fem meter langt og lidt under to meter bredt.

Den 22. maj 1865, 12 måneder og ti dage efter, at skibet Invercauld og dets 888 tons og 25 besætningsmedlemmer bankede ind i Helvedes kæber’ og gik ned, var Robert Holding på vej tilbage til lejren, som han igen delte med kaptajn Dalgarno og styrmand Smith. De to var i mellemtiden kommet over deres fine fornemmelser og var flyttet tilbage til Holding. Han var trods alt god til meget. Og det var de ikke. Holding så nu kaptajnen hoppe op og ned på stranden, mens han råbte og skreg. Et skib! Et skib! Et skib! Et skib!” Ganske rigtigt sejlede et skib forbi ude på havet i netop det øjeblik. De tre mænd lavede hurtigt et flag af en skjorte og en lang pind og viftede den hektisk frem og tilbage. De tændte et bål. Havde mændene på skibet set dem? Smith mente at kunne høre lyden af en kanonskud. Skibet sejlede tættere på. Redningen var nær.

Pludselig var respekten, som kaptajnen af nød havde fået for sømanden, forsvundet igen. Netop som skibets jolle gled ind gennem brændingen, vendte Dalgarno sig mod Holding og beordrede ham til at holde sin kæft. Du nærer dig for at tale til dem,” sagde han. Det bliver mig, der taler.” Holding protesterede ikke, for som han senere huskede, var han for følelsesladet, og da jollen nåede stranden, viste det sig også, at der var tale om spanske sømænd, som alligevel ikke talte særlig meget engelsk. De blev roet ud til skibet, Julian hed det, og blev vel modtaget. Kaptajn Dalgarno huskede med glæde senere, hvordan han og Andrew Smith fik lov at bo i de spanske officerers kahytter, mens den stædigt ulydige Robert Holding fik plads hos de menige. Da kaptajnen år senere talte med en journalist, nævnte han ikke engang hans navn. Vores ledsager,” sagde han, sømanden, fik plads blandt sine ligemænd længst fremme i skibet.” En skiderik til det sidste.

BONUSINFO. Kaptajn Dalgarnos fortælling om, hvordan han og Andrew Smith og Robert Holding overlevede på Auckland-øen, divergerede i det hele taget meget fra den, som de to andre senere fortalte.

I sommeren 1865 var de fem fra Grafton ved at være klar, de havde bygget deres båd om til et mindre skib, som de kaldte Rescue. Tak, Gud!” skrev kaptajn Musgrave. Vi er nu virkelig der, hvor vi kan overvinde og afslutte vores elendighed.” De blev enige om, at kun Musgrave, Raynal og Alick, den stoiske nordmand, skulle forsøge sig med rejsen, fordi fartøjet ellers nok ville kæntre. George Harris og Henry Forgès skulle blive tilbage og vente på, at de tre andre kunne sende redning.

Den 19. juli begyndte vinden at blæse fra sydvest, den perfekte retning, og de fem samledes på stranden foran den hytte, de havde boet i i et år, seks måneder og 16 dage. De var i mellemtiden blevet venner. Siden de den 12. november 1863 var sejlet ud af havnen i Sydney, havde de delt alle strabadser ligeligt og arbejdet lige hårdt. De havde valgt deres leder, som havde ledt dem godt, og de havde været heldige med at have François Raynal iblandt dem, for François Raynal havde vist sig at kunne næsten alt. Nu var det på den ene eller anden måde snart ovre, i hvert fald for tre af dem. Vi var alle dybt berørte,” skrev Raynal. Og det kan man nok godt forstå.

Det blev en vanvittig tur over Sydhavet. Det var nu vinter igen, og stormen og sneen og regnen tæskede det lille skib rundt. Flere gange var de tre sikre på, at nu var det slut. En gang blev skibet drejet rundt om sin akse, da en kæmpe bølge, langt højere end skibets mast ramte det lige på. Vi troede, vores sidste øjeblik var kommet,” skrev Raynal senere. Det tog dem to dage at sejle de 465 kilometer til Stewart Island, New Zealands sydligste ø. Her lagde de til land i en maori-landsby, hvor en enkelt europæer havde et lille skib liggende. Landsbyen tog dem måbende ind og gav dem mad og husly, og dagen efter blev de sejlet ind til den større havneby Invercargill. Musgrave, Raynal og Alick havde klaret den.

BONUSINFO. De tre skibbrudnes første måltid efter redningen bestod blandt andet af en “pyramide af dampende varme kartofler”. Måske giver det mening. Kartofler er vidunderlige, egentlig undervurderede.

Nogle uger efter var kaptajn Musgrave tilbage på Auckland-øen. Det regnede, og hytten, han havde boet i så længe, var totalt indhyllet i tåge, da han sammen med et mindre redningshold fra Invercargill sejlede ind mod stranden. Da portugiseren Henry Forgès så kaptajnen, blev han bleg som et spøgelse”, skrev Musgrave, og stolprede over til en pæl, som han lænede sig op ad, nok fordi han var ved at besvime. Den anden, George, greb min hånd i begge sine og gav min arm en voldsom rysten, mens han græd: Kaptajn Musgrave, hvordan har du det? Hvordan har du det?” Han var tilsyneladende ikke i stand til at sige noget andet.”

Det, der drager os til historierne om øde øer, tror jeg, er renheden i det hele. Mennesket er tilbage i naturen, uden alle bekvemmeligheder, og det, at det hele er skrællet af, viser vores grundbestanddele frem. Historien om Robinson Crusoe viser os det gode menneske, og Fluernes herre viser os det dyriske, egoistiske menneske, og den slags historier bliver konstant trukket frem af filosoffer og endda politikere i ambitionen om at argumentere for, hvorfor verden ser ud, som den gør. Eller hvorfor vi skal ændre verden. Det, jeg tager med mig fra Auckland-øen, er mest af alt, at, ja, mennesket har det onde i sig. Det snæversynede, selvoptagede, dog-eat-dog-agtige, der gør det (u)muligt at klare sig. Men vi har også det andet. Vi har de gode intentioner i os, og måske endnu vigtigere, vi har opfundet systemer, der giver os mulighed for at overvinde det onde, vi måtte have i os selv.

Den 15. september var alle skibbrudne samlet i byen Invercargill. Kaptajn Musgraves senere udgivne erindringer slutter her med ordene: Journalen for mestersømanden Thomas Musgrave, beskrivende forliset af Grafton og eventyrene for de forliste på Auckland-øen, kan her passende ende med dyb taknemmelighed til en nådig Guds forsyn for at redde mine kammerater og mig selv fra en ulykkelig skæbne.”

Men det var, hvis vi skal være helt ærlige, nok ikke den nådige Guds forsyn, der havde reddet kaptajn Musgrave og hans mænd. Det var dem selv.