Er nogle af os født til at fejle? Forskere er i færd med at opklare den sociale arvs gåder

Måske handler det om noget, vi ikke bryder os om at erkende.

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Kvinderne var på mange måder vidt forskellige. Nogle var tykke, andre tynde, nogle unge, andre ældre, nogle havde mørkt hår, andre lyst. Nogle havde haft en lykkelig barndom i et harmonisk hjem, andre var vokset op under vanskelige kår. Nogle havde lange uddannelser og gode jobs, andre var uden for arbejdsmarkedet, fattige. Men én ting havde de 13.687 britiske kvinder til fælles: De fødte alle sammen et barn i løbet af den samme regnvåde uge i marts 1946. Hvad ingen af kvinderne formentlig skænkede en tanke, mens de lå med deres nyfødte baby ved brystet, var, hvor meget de individuelle forskelle imellem dem ville påvirke barnets chancer for at få et langt og lykkeligt liv.

I årevis har jeg været besat af tanken om at kunne sætte mennesker på formel. Præcis hvilken betydning har det for os, hvilke gener vi fik med fra vores forældre? Hvor mange smøger vores mor røg? Hvor mange kilometer vores far løb om ugen? Om vores mor spiste chiagrød eller krydderboller under graviditeten? Hvilken betydning har det for udviklingen af din personlighed, om dine forældre benyttede sig af godnat-og-sov-godt’-metoden, om de stod og heppede under alle dine håndboldkampe, eller om de døde, da du var 14? Hvad er konsekvensen af en kuldsejlet eller ugengældt første forelskelse, en inspirerende matematiklærer, en bemærkning fra en tilfældig person i toget, en særlig sang, du hørte, en tekst, du læste, en film, du så, da du var teenager?

Hvor meget man end kunne ønske sig, at tingene var så enkle, lader den slags spørgsmål sig selvsagt ikke sætte på formel. Men for at finde ud af, hvor tæt på man kan komme, dykkede jeg ned i en række rapporter om lykke, social mobilitet og børnedødelighed og talte med sociologer, lykkeforskere og læger. Det gav mig en masse fascinerende svar – samt nogle nye, provokerende spørgsmål. Når forskerne skal forsøge at forklare, hvorfor et menneskeliv går, som det går, kigger de typisk på det store billede, de store grupper. Men jo mere vi lærer om vores gener, jo mere tyder det på, at vi allerede i det sekund, vi bliver undfanget, har fået fastlagt ret meget af vores om ikke skæbne, så i hvert fald de odds, vi skal overkomme her i livet. Spørgsmålet er så, hvad der gør os i stand til at overvinde de odds.

MOD ALLE ODDS

Menneskeheden har haft det svært på det seneste. Mildest talt. Men måske har modgangen lært os noget vigtigt om verden og os selv. Sommeren igennem fortæller Zetland historier om at møde udfordringer og lykkes mod alle odds – og nogle gange komme klogere ud på den anden side.

Det tætteste, man kommer på en formel for den sociale arv, er nok det, man kalder kohortestudier. Det er studier, hvor man over en længere årrække følger en stor gruppe mennesker, som har nogle bestemte ting til fælles, for at undersøge, hvad det er, der påvirker deres livsbane.

Et eksempel på sådan et kohortestudie er det, jeg nævnte i indledningen: I løbet af den samme uge i marts 1946, ti måneder efter afslutningen på Anden Verdenskrig, nedkom 13.687 britiske kvinder, og lige siden har en gruppe forskere fulgt med i, hvordan børnene har klaret sig i livet. Og når jeg siger fulgt med, så mener jeg det på den mest grundige måde, du kan forestille dig. De 13.687 spædbørn, der blev født i England, Wales og Skotland i løbet af den uge, er i dag den bedst studerede befolkningsgruppe på kloden. Forskerne ved mere om deres liv, end de fleste mennesker ved om deres partnere eller bedste venner – og måske endda mere, end gruppen ved om sig selv. Siden den første kohorte er nye grupper blevet føjet til forskningsprojektet cirka hvert tiende år, og studiet rummer derfor helt enormt mange datapunkter.

Jeg læste om studiet i den prisvindende bog The Life Project fra 2016, som er skrevet af forfatteren Helen Pearson. Bogen spørger, hvad der afgør, om mennesker bliver succesfulde, sunde og lykkelige. Det er en af de mest interessante bøger, jeg har læst i mange år. Noget af det, der fascinerede mig mest, var, hvordan vores chancer for at klare os godt i livet i meget høj grad bliver bestemt, mens vi er fostre og i løbet af vores første leveår. Samt hvor ualmindeligt svært det er at slippe væk fra den sti, der allerede bliver lagt for os i det øjeblik, hvor lige netop vores mors æg bliver befrugtet af lige netop vores fars sæd.

Det er helt tydeligt, at du på næsten alle sundheds- og uddannelsesparametre er bagud fra starten, hvis du kommer fra en familie, hvor forældrene har kortere uddannelser og tjener mindre,” siger Helen Pearson, som bor i London og i dag er redaktør på det velansete videnskabsmagasin Science. Jeg havde ringet til hende for at tale med hende om bogen og det store britiske kohortestudie, som den læner sig op ad. Desværre må jeg sige, at det indtryk, jeg fik, var, at det er de færreste, der undslipper deres sociale arv. De børn, der blev født ind i fattigdom, havde en meget større risiko for at have en række udfordringer senere i livet. Og det er sandt for dem, der blev født i 1946, og for dem, der blev født i år 2000. Det, som vi forstår ved den amerikanske drøm – at du kan stige fra rags to riches ved din egen begavelse og dit eget drive – er i høj grad en myte, både i Europa og i USA.”

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Det kan måske lyde lidt mærkeligt i danske ører. Danskerne har ry for at være verdensmestre i at bryde den sociale arv, og da en OECD-rapport i 2018 rangerede verdens lande efter social mobilitet, lå Danmark helt i toppen – i øvrigt lige foran vore nordiske naboer Norge, Finland og Sverige. Det hænger ifølge rapporten – ikke så overraskende – sammen med vores vilje til at inddrive skatter for at bruge pengene på tiltag, som skaber mere lige muligheder for alle borgere. Men selv om det øjensynligt er nemmere at trodse sine odds i Danmark end i andre lande, har vi stadig store udfordringer. Jens-Peter Thomsen, som er seniorforsker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, fortalte mig i telefonen, at der selv i Danmark er overvældende stor sandsynlighed” for, at et barn af ufaglærte forældre ender i samme sociale klasse som sine forældre. Det underbygger nylige studier, der viser, at unge fra højtuddannede hjem har cirka tre-fire gange så stor sandsynlighed for at opnå en bacheloruddannelse, som unge fra ufaglærte hjem har. Udviklingen går endda den forkerte vej; hvor forskellene i forældres uddannelse kunne forklare omkring 30 procent af forskellene i uddannelse for børn født i 1960’erne, er tallet over 40 procent for børn født i 1980’erne.

I Danmark er vi også gode til det med kohortestudier. En af de mest kendte undersøgelser er Østerbroundersøgelsen, som har til formål at undersøge årsagerne til hjerte-kar-sygdomme. Undersøgelsen har fulgt næsten 25.000 danskere siden 1976 og er stadig i gang. Indtil videre har den kastet tæt på 1.200 videnskabelige artikler og afhandlinger af sig.

Når man læser om Østerbroundersøgelsen og en række lignende undersøgelser, bliver det tydeligt, i hvor høj grad social klasse, indkomst og andre relaterede faktorer spiller ind på danskernes helbred. En 30-årig mand med en lang videregående uddannelse kan i gennemsnit forvente at leve syv et halvt år længere end en mand, der forlod uddannelsessystemet efter folkeskolen. Og faktisk er forskellen i levealder mellem mennesker med lange og korte uddannelser steget over de sidste 30 år. Middelklassen,” siger professor og læge Gorm Boje Jensen, som var blandt initiativtagerne til Østerbroundersøgelsen, lever i langt højere grad end dem med en kortere uddannelse i en sundhedskultur. De ryger og drikker mindre, dyrker mere motion. Og vi ved som et eksempel, at det at være fysisk aktiv føjer fem-seks år til din forventede levealder.”

Det lægger sig i forlængelse af en af de mere skræmmende statistikker fra Helen Pearsons bog. I det britiske kohortestudie havde de mødre, som blev kategoriseret som en del af den laveste klasse, nemlig 70 procents større risiko for at føde et dødt barn end dem i den mest velhavende klasse. Heldigvis dør der i dag langt færre børn generelt inden for deres første leveår end i marts 1946, men forskellene i børnedødelighed mellem den rigeste og den fattigste del af befolkningen består. Og selv hvis du klarer den sociale arvs første hurdle og overlever din fødsel, har du, både i Storbritannien og i Danmark, større risiko for at veje under gennemsnittet, hvis dine forældre tjener mindre end gennemsnittet. Spædbørns vægt ved fødslen og i løbet af de første måneder er nemlig ret præcist korreleret med en række socioøkonomiske indikatorer; nogle forskere hævder sågar at kunne forudsige folks indkomst i 40-årsalderen på baggrund af deres fødselsvægt. Der findes også forskning, som viser, at forældres fødselsvægt har stor forudsigende kraft for, hvor godt børn klarer sig i deres voksenliv. Social arv rejser altså i allerbogstaveligste forstand på tværs af generationer.

Efter min samtale med Gorm Boje Jensen ringede jeg til Anja Lykke Madsen, som er daglig leder af Østerbroundersøgelsen. Hun fortalte mig, at der eksempelvis er en enormt stor social skævvridning” i, hvem der får hjerte-kar-sygdomme. Og selv når alle får tilbudt den samme behandling, er der en tendens til, at personer fra lavere sociale klasser bliver væk fra deres behandlinger. Senest har flere medier fortalt om en tendens til, at langt færre borgere i udsatte boligområder møder op, når de bliver tilbudt en vaccine mod COVID-19. Anja Lykke Madsens eksempler på de barrierer, der kan være for såkaldt ressourcesvage mennesker, viser, hvor komplekst og subtilt den sociale arv kan sætte sine spor: Vi har,” siger hun, set eksempler på folk, som er bange for, om de har pænt nok tøj at tage på til at komme til opfølgende møder med læger.”

Selv i et land som Danmark, der som få andre er gået langt for at udjævne forskellene, er der bare dynamikker, vi ikke kan overkomme. Og måske skal forklaringen på, hvorfor det her er så svært, findes dybe steder inde i os, hvor forskerne ikke altid er lige glade for at gå hen for at finde svar.

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

I sin bog The Life Project identificerer Helen Pearson tre områder, som har helt afgørende konsekvenser for en persons livsbane. Det første er forældrene. De britiske studier viste, at børn, hvis forældre interesserede sig for dem og deres læring, klarede sig bedre senere i livet – også når man tog højde for andre faktorer såsom forældrenes indkomst eller uddannelsesniveau. Det andet område handler om uddannelse. De børn, der gik i en ambitiøs’ grundskole med de rette ressourcer, klarede sig ikke overraskende bedre i det senere uddannelsessystem. Det tredje område drejer sig om det sted, hvor børn vokser op. De børn, som klarede sig godt, boede generelt i områder med gode skoler og gode muligheder for at finde arbejde inden for en række forskellige brancher. Alt, vi skal gøre for at skabe et lige samfund fyldt med mønsterbrydere, er med andre ord at sikre os, at alle børn har gode forældre, går i gode skoler og vokser op i et godt område.

I min samtale med Helen Pearson refererede hun til USAs præsident Joe Bidens planer om at genopbygge den amerikanske middelklasse gennem blandt andet en form for børnepenge – en ordning, vi i Nordeuropa har haft i mange år. Sådan et tiltag kunne, mente Pearson, få vidtrækkende betydning for den gennemsnitlige amerikaner. Jeg tror, vi vil kunne se konsekvenserne på områder som uddannelse og sundhed om ti og 20 år, hvis loven bliver vedtaget.”

Jens-Peter Thomsen, den danske seniorforsker fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, bekræfter, at man kan få en positiv effekt ved at skrue på nogle tandhjul” af den slags, Biden har udset sig. Men han understreger samtidig, at de ting, der synes at have størst betydning for folks chancer for at trodse deres odds, er noget, man ikke rigtig kan lovgive om. Og at det i det hele taget er så komplekst, at der ikke findes noget politisk quickfix. Det kan være virkelig svært at sige, hvad det er, der gør enkelte individer til mønsterbrydere,” siger han. Han fremhæver et eksempel fra sit ph.d.-studie, som han foretog på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Her undersøgte han studerendes baggrund og fandt ud af, at de næsten alle sammen kom fra højtuddannede hjem. Dog stødte han på en enkelt ung kvinde, som havde to ufaglærte forældre og var vokset op på Lolland. Det er jo umuligt at sige, hvorfor det var hende og ikke hendes veninde med de samme forudsætninger, der endte på statskundskab,” siger Jens-Peter Thomsen. Måske havde hun en særlig god lærer i 8. klasse.”

Og det bringer os hen til det andet sted, hvor man kan søge efter svaret på gåden om den sociale arv. Nemlig det enkelte menneskes gener og personkarakteristika. Sociologer leder sjældent her, når de forsøger at finde forklaringerne på de sociale forskelles varige spor. De er skolet til, og får løn for, at fokusere på samfundet, på strukturer, på institutioner og mønstre, og interesserer sig til gengæld ikke lige så meget for individuelle, psykologiske eller kognitive dimensioner. Og diskussionen om, hvad generne betyder for vores evner, tilbøjeligheder og præferencer, er da også lidt af et minefelt at vove sig ud i, både som forsker og som journalist.

Ikke desto mindre mener mange forskere i stigende grad, at vores gener og i-nogen-grad-medfødte personlighedstræk er helt definerende for vores muligheder for, eksempelvis, at bryde ud af et misbrug, leve et liv frit for vold eller terpe den ekstra time før en eksamen i stedet for at gå i byen. I sin mega-bestseller Grit argumenterer den amerikanske psykolog Angela Duckworth for, at din vedholdenhed, din grit, er den mest afgørende faktor for, om du får succes i livet. I en TED Talk, som er blevet set mere end 32 millioner gange, fortæller hun, hvordan hun interviewede en lang række studerende, soldater og virksomhedsledere for at finde frem til, hvilke træk de mest succesfulde havde til fælles. Hun beskriver desuden en undersøgelse af tusindvis af skoleelever fra Chicago, som kom frem til, at den uden sammenligning vigtigste faktor for, om børnene endte med at bestå deres eksamener, var netop vedholdenhed, selv når man kontrollerede for faktorer som forældrenes indkomst. Duckworths research er blevet kritiseret, især for hendes påstand om, at grit er noget, der kan tillæres. Men den kritik underbygger sådan set bare pointen om, at nogle faktorer er uden for politikernes rækkevidde, når det kommer til at bryde den sociale arv.

Det måske mest kendte og berygtede forsøg, der illustrerer denne pointe, er det såkaldte Stanford Marshmallow Experiment. Studiet havde til formål at undersøge, hvilken rolle evnen til behovsudsættelse hos børn på tre-fem år spillede for deres videre udvikling. Børnene blev tilbudt en skumfidus og fik at vide, at hvis de ventede et kvarter med at spise den, så ville de få én til. Der var der nogle, der godt kunne, mens andre ikke kunne vente med at spise deres skumfidus, selv om de vidste, at det ville tjene dem godt i det lange løb. Opfølgende studier i de følgende årtier viste, at de børn, der havde evnet at betvinge trangen til at spise skumfidusen her og nu, klarede sig bedre i uddannelsessystemet. Nogle studier viste sågar en sammenhæng mellem evnen til behovsudsættelse og større modstandsdygtighed over for stress eller lavere tilbøjelighed til stofmisbrug. Siden har studiet modtaget kritik, blandt andet for ikke at korrigere for, hvordan eksempelvis det at vokse op i fattigdom eller med voldelige forældre kan påvirke et barns tilbøjelighed til at stole på voksne og vælge en usikker fremtidig belønning frem for en sikker belønning her og nu. Men studiet fortæller os noget om, at personlige egenskaber, tilbøjeligheder og karakteristika har indflydelse på vores livsbane. Flere andre psykologiske studier har også vist, hvordan børns egenskaber og tilbøjeligheder i en meget tidlig alder har stor forudsigelseskraft for blandt andet deres fysiske helbred og finansielle succes senere i livet.

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Det er ikke helt ligetil at måle, hvilke træk vi har arvet fra vores forældre, og hvilke der opstår ved en slags social sammensmeltning gennem vores liv. Tager vi intelligens først, er det i sig selv en kontroversiel betegnelse. Men den mest brugte og videnskabeligt accepterede måleenhed er intelligenskvotienten, IQ. Den måler faktorer som evnen til at ræsonnere, løse problemer, planlægge, forstå komplekse sammenhænge, tænke abstrakt og så videre. Den måde, forskere studerer arvelighed af IQ på, er blandt andet ved at undersøge forskelle og ligheder mellem forskellige familiemedlemmer. De familiemedlemmer, forskerne allerhelst vil studere, er énæggede tvillinger, som blev skilt ad ved fødslen. Selv om den slags tilfælde er sjældne, kan de fortælle utrolig meget om, i hvor høj grad træk som intelligens kan forklares ud fra vores gener. Studiet af menneskets sammensætning er forholdsvis nyt og i rivende udvikling. Foreløbig indikerer forskningen dog, at menneskers intelligens i meget høj grad er arvelig. Det menes, at vores gener er ansvarlige for mindst halvdelen af variansen mellem forskellige menneskers intelligens – og ofte helt op til 80 procent. Mens genernes indflydelse på småbørns intelligens kan være så lav som 20 procent, vokser den støt, efterhånden som børnene vokser op, og ender altså ofte helt oppe omkring 80 procent. Som forfatterne bag et studie af intelligens skriver: Et barns IQ lader til i nogen grad at reflektere miljømæssige påvirkninger som social klasse og det hjem, hvor de vokser op, men de påvirkninger forsvinder, efterhånden som barnet modnes. Og de er nærmest fuldkommen væk, når barnet er voksent.”

Hvis du synes, disse tal lyder overraskende eller endda obskøne, så tænk på, hvordan vi gennem århundreder har fremelsket særlige træk i vores kæledyr. Ingen er i tvivl om, at rejsen fra ulv til chihuahua gik gennem generne. Vi mennesker er blot ét blandt mange pattedyr, og ligesom resten af dyrene er vores fysiske og personlighedsmæssige træk i høj grad determineret af vores gener. I præcis hvor høj grad kan vi ikke sige. Men der er to ting, vi ved med sikkerhed, og som er relevante for diskussionen om social mobilitet: 1) Intelligens er i høj grad arvelig, og 2) intelligens har en enormt stærk forudsigelseskraft for en række variabler, der relaterer sig til social mobilitet, herunder hvordan mennesker klarer sig på deres job eller i deres karriere.

Én ting er IQ, en anden er vores personlighed. Her bliver det endnu sværere. Hvor der findes nogenlunde gode metoder til at måle et menneskes IQ, kan man ikke på samme måde værdisætte personlighed, og det er derfor sværere at dokumentere sammenhænge. Ikke desto mindre sagde forfatteren Helen Pearson i telefonen, at: Vores gener har indflydelse på vores personlighedstyper og evner, og de spiller sammen med vores miljø, vores venner, forældre, om at skabe de personer, vi hver især er.” Den opfattelse deler Gorm Boje Jensen, lægen og professoren bag Østerbroundersøgelsen. Over de seneste årtier,” sagde han, har vi fået ny viden om, at generne styrer langt mere, end vi egentlig troede. Vores gener har indflydelse på, hvor meget kaffe og alkohol vi drikker, om vi sover kort eller længe – alle sammen vigtige faktorer for vores generelle sundhed.” Også dette er et område i rivende udvikling. Vi ved stadig alt for lidt om, præcis hvordan gener spiller sammen med hinanden og med sociale faktorer om at forme vores personlighed. Og det er faktisk endnu mere komplekst, end vi har forstået, indtil vi for relativt nyligt er begyndt at forstå mere om epigenetik. Det er et felt, der beskæftiger sig med, hvordan vores gener og deres udtryk kan ændre sig, alt efter hvilke stimuli vi bliver udsat for i vores liv. Eksempelvis viser ny forskning, at traumatiserende oplevelser i barndommen kan sætte deres aftryk på vores gener og på, hvordan vores krop og vores hjerner reagerer på stress senere i livet.

Gener eller ej: Det er som nævnt utrolig svært, selv i Danmark, at bryde den sociale arv og trodse sine odds. Og det er, som vi har set, næsten lige så svært at sige med nogen grad af nøjagtighed, hvordan vi kan sænke de odds.

Men bag de spørgsmål gemmer der sig et mere grundlæggende et, som sjældent bliver stillet i bøger og videnskabelige artikler om emnet. Nemlig: Hvad mener vi egentlig, når vi taler om at bryde den sociale arv? Og hvorfor betragter vi social mobilitet, forstået som evnen til at tjene flere penge og få en længere uddannelse end vores forældre, som et succeskriterium for et samfund? Som Helen Pearson spurgte ud i luften mod slutningen af vores samtale: Hvad mener vi egentlig med at vinde over oddsene? Hvordan definerer vi succes? Betyder det, at man er lykkelig, har gode relationer? Eller at man bliver præsident for Verdensbanken?” Efter en pause tilføjede hun: Hvorfor er det, vi synes, det er vigtigt, at børn har mulighed for at gå imod deres odds?”

Det er et godt spørgsmål, som illustrerer, hvor komplekst hele dette område er: Måler og fremhæver vi social mobilitet, fordi den mobilitet i sig selv har værdi, eller fordi den afstedkommer afledte positive konsekvenser som for eksempel længere og bedre liv for flere mennesker?

Ifølge Jens-Peter Thomsen, seniorforskeren, handler det i nogen grad om de idealer, vi har for vores samfund: Vi vil gerne have,” siger han, at alle mennesker har de samme muligheder for at få de uddannelser og jobs, de gerne vil have, uafhængigt af deres forældres uddannelse. Vi synes ikke, man skal kunne arve sig til noget.” Dertil kommer det, som Thomsen kalder effektivitetsargumentet. Det er ikke effektivt, siger han, hvis de veluddannedes dumme børn kommer foran i køen og skubber de kloge arbejderbørn bagud. Det er ikke en optimal udnyttelse af talenterne.” Og endelig er der et spørgsmål om repræsentation: Vi vil gerne have,” siger Thomsen, at eksempelvis vores dommere har forskellige baggrunde, så de har blik for de mange forskellige aspekter, der kan være i sager.”

Der er altså en hel del grunde til, at vi som samfund gerne vil promovere social mobilitet af den slags, der tillader folk at rykke opad på den socioøkonomiske stige. Hvis vi så fokuserer på individet snarere end fællesskabet, giver det også god mening, at man eksempelvis ønsker for sit barn at få en længerevarende uddannelse; ny forskning peger på, at der er en stærk korrelation mellem uddannelseslængde og variabler som indkomst, beskæftigelse og endda ægteskab. Jeg kan dog ikke helt slippe tanken om, at der også er et element af snobberi i vores fokus på social mobilitet; at vi som samfund anser længerevarende uddannelser som mere værdifulde ikke bare ud fra et økonomisk perspektiv, men helt grundlæggende, i sig selv. Og at vi derfor accepterer det som en selvfølge, at mennesker altid vil og bør stræbe efter længere uddannelser og højere lønninger.

Hvis vores fokus netop var på individet – hvis vi, som Helen Pearson foreslog, skulle måle succesen af vores tiltag på, om socialt mobile mennesker rent faktisk fik lykkeligere liv – lader det til, at vi skulle se mod et helt andet studiefelt.

Et studie fra Harvard University, som har fulgt en gruppe mænd siden 1938, viser, at den uden sammenligning vigtigste faktor for et langt og sundt liv er nære, kærlige relationer med andre mennesker. Nære relationer er tættere forbundet med et langt og lykkeligt liv end nogen andre variabler, inklusive IQ, social klasse og gener.

Alligevel er det sådan, at jo højere oppe på indkomststigen, man befinder sig, jo lykkeligere er man over en bred kam også. Det fortæller Michael Birkjær, som er senioranalytiker på The Happiness Research Institute i København, hvor man, som navnet antyder, forsker i lykke og i, hvordan en befolkning kan blive mere lykkelig. Godt nok aftager rigdommens effekt på lykkeniveauet gradvist, efterhånden som man bevæger sig op ad stigen, men sammenhængen er veletableret og tydelig. Men, pointerede Michael Birkjær, det betyder ikke, at et lands indbyggere nødvendigvis bliver lykkeligere i takt med, at landet som helhed bliver rigere. Det hænger sammen med et omdiskuteret fænomen, der bliver kaldt for Easterlin-paradokset, opkaldt efter den amerikanske økonomiprofessor Richard Easterlin. Han observerede, at selv om individer generelt bliver mere lykkelige, når de får flere penge, så bliver et samfund som helhed ikke nødvendigvis lykkeligere, når det bliver rigere. Ifølge Michael Birkjær hænger det formentlig sammen med teorien om relativ indkomst. Den forudsiger, at det aspekt af vores lykke, som hænger sammen med vores indkomst, i høj grad afhænger af, hvor rige vi er i forhold til mennesker omkring os, snarere end af tallet på vores bankkonto i sig selv. En person, der bor i Horsens, vil altså sammenligne sin indkomst med andre i byen eller i Danmark, mens en person, der bor i Tokyo, vil sammenligne med sine naboer eller andre japanere. Nogle vil måske kalde det misundelse, men det er uanset hvad en observation, der er gjort på tværs af lande og kulturer.

Derfor kan social mobilitet godt være positivt for det enkelte individ, der bevæger sig opad på den socioøkonomiske stige, men på samfundsniveau er det ikke givet, at det vil lede til en større sum af lykke. Alle mennesker i en gruppe kan i sagens natur ikke samtidig blive rigere i forhold til den samlede gruppe. Det er et nulsumsspil, hvor kagen ikke bliver større; der bliver bare byttet rundt på, hvem der får de store og de små stykker.

Okay. Vi begyndte med historien om de 13.687 kvinder, som alle fødte i den samme uge i marts 1946. Det, som både det britiske kohortestudie og Østerbroundersøgelsen viste os, var, at hvis målet er at øge befolkningens helbred og forventede levetid, gælder det om at løfte så mange mennesker som muligt op i indkomst- og uddannelsesniveau. Men det vil netop være en øvelse i at gøre kagen større, og det er ikke altid det reelle resultat af social mobilitet. Hvis et barn skal have et større stykke kage, må et andet barn sommetider spises af med et mindre. Absolut social mobilitet ville jo nødvendigvis betyde, at hver gang et ufaglært barn brød den sociale arv ved at få en længere uddannelse end sine forældre, var der et barn af højtuddannede forældre, der brød den sociale arv ved at få en kortere uddannelse end sine forældre. Det er sjældent det, sociologer og politikere mener, når de taler om vigtigheden af social mobilitet.

I øvrigt viser en analyse fra The Happiness Research Institute, lavet på vegne af Ældre Sagen, at livsstilssygdomme – som især er dem, der har en social slagside – har en marginal effekt på ens lykkeniveau sammenlignet med den væsentligste faktor: meningsfulde sociale relationer. Det kan være svært at skille ad,” siger Michael Birkjær, for ensomhed er meget mere koncentreret hos folk med lav socioøkonomisk status. Men alle vores studier viser, at der skal virkelig meget indkomst- og sundhedsforøgelse til for at gøre det ud for gode sociale relationer.” Social opstigning er altså i sig selv ikke nogen garanti for et bedre liv. Anja Lykke Madsen, lederen af Østerbroundersøgelsen, var inde på det samme, da hun under vores samtale sagde: Jeg er ikke overbevist om, at mønsterbrydere nødvendigvis er lykkeligere. Det kan godt være, du får en lang uddannelse og tjener flere penge end det miljø, du kom fra. Men jeg har også indtrykket af, at mange kan føle sig fremmedgjorte i et nyt miljø, hvor man ikke på samme måde er vokset op og kender koderne for socialt samvær. Så du får måske – i gennemsnit – fem-seks års længere levetid ved at bevæge dig opad i de sociale klasser. Men bliver du et gladere menneske?” Hun understregede, at betragtningen stod for hendes egen regning.

Så ja. Spørgsmålet om, hvor den sociale arv opstår, hvordan vi bryder den, og hvad vi vinder derved, er et stort og komplekst spørgsmål uden entydige svar. Man kan – heldigvis, kan man sige – ikke sætte mennesket på formel. Men efter alle interviewene, rapporterne, studierne, artiklerne og bøgerne står én ting i det mindste klart:

Hvad enten du er rig eller fattig, højtuddannet eller ufaglært, hvad enten din far var advokat eller tyv, eller din mor var tyk eller tynd; hvis du som individ har en honnet ambition om at få så lykkeligt et liv som muligt – hvilket samtidig vil sikre dig det længst mulige liv – så er løsningen denne: Læg telefonen fra dig, luk computeren, gå ud i den virkelige verden, og brug tid sammen med mennesker, du holder af.