Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Det nye jerntæppe går gennem Østersøen og dermed Danmark

NERVEPIRRENDE Under den kolde krig stirrede amerikanske og sovjetiske soldater på hinanden ved Checkpoint Charlie midt i Berlin. Foto: US Army



Derfor skal du læse denne artikel

Under den kolde krig stødte øst og vest sammen ved Berlinmuren. I dag sker konfrontationen mellem Rusland og Vesten i Østersøen, og næsten ugentligt kommer der urovækkende nyheder fra regionen om nye missiler, øvelser og troppeforstærkninger. I yderste konsekvens handler konflikten om Europas fremtid – og midt i det hele ligger Danmark.

150 meter. Længere var der ikke mellem de sovjetiske og amerikanske kampvogne. Én for én rullede de brølende frem mod den sandsækbefæstede sektorgrænse ved Checkpoint Charlie midt i Berlin med kanonerne pegende lige lukt mod hinanden, indtil der stod 10 kampvogne på hver side. Sådan blev de stående i 16 timer, mens frygten for en storkrig spredte sig.

Episoden fandt sted for 55 år siden og krævede et telefonopkald mellem USAs præsident John F. Kennedy og hans sovjetiske modpart, Nikita Krustjov, før nidstirringskonkurrencen endelig blev afblæst. Optrinnet udsprang af noget så profant som amerikanske diplomaters ønske om at gå uantastet i operaen i Østberlin, men den sagde en hel del om, hvor anspændt forholdet mellem øst og vest var på lige netop det sted, hvor verdens to altdominerende magtsystemer stødte sammen dengang – nemlig ved den indre tyske grænse.

I dag er Østersøen godt på vej til at få samme rolle, som grænsen mellem Øst- og Vesttyskland spillede dengang i 1961, bare i en ny og anderledes konfrontation mellem øst og vest – en konfrontation, som vel at mærke bliver mere og mere militariseret, uden at nogen ende på oprustningen er i syne. Nærmest ugentligt kommer der for tiden urovækkende nyheder fra Østersøregionen om opstilling af missiler, militære småskærmydsler, store øvelser og yderligere troppeforstærkninger.

Det hele har stor betydning for Danmark. Både fordi vi denne gang ligger ved frontlinjen på en helt anden måde, end vi gjorde det under den kolde krig, og fordi det grundlæggende handler om fremtiden for hele den sikkerhedsarkitektur, som har garanteret freden i Danmark og Europa siden anden verdenskrig – nemlig Nato. Rusland og Vesten lægger kort og godt arm om Europas fremtid, og i stedet for at gøre det ved et forhandlingsbord sker det gennem oprustning i Østersøen.

Her er tre spørgsmål og svar om udviklingen, og hvad man mon kan gøre ved den:

1. Hvad sker der i Østersøen og dens omegn?

Rimelig meget.

Rusland satser på en strategi, som i forsvars-jargon hedder A2/AD. Det står for Anti-Access/Area Denial og betegner evnen til at lukke et område af for andre landes militær i en krisesituation. Russerne vil nemlig gerne være chef i Østersøen.

Seneste tegn på strategien kom i sidste uge, hvor russerne ifølge nyhedsbureauet Interfax flyttede nogle topmoderne krydsermissiler til Kaliningrad-enklaven mellem Polen og Litauen. Missilerne kan skyde skibe ned helt ovre ved den svenske kyst, og dermed kan russerne i tilfælde af en krise gøre det meget risikabelt for Nato-styrker at sejle dybere ind i Østersøen end sådan cirka 20 kilometer øst for Christiansø.

Russerne har også opstillet nogle potente luftforsvarsmissiler i Kaliningrad og andre steder, hvorfra de (ifølge russerne selv) kan skyde fly ned fra himlen over alle de baltiske lande, en god del af Finland, spidserne af Øland og Gotland, Bornholm og cirka halvdelen af Polen.

Dertil kommer talrige russiske jagerfly, udstyr til elektronisk krigsførelse og så de berygtede Iskander-missiler, som russerne i oktober flyttede til Kaliningrad. Missilerne kan udstyres med atomsprænghoveder og ramme uhyre præcist så langt væk som Warszawa eller København. Også russiske flådefartøjer, der kan udstyres med atommissiler, er dette efterår rykket ind i Østersøen.

FORSVARSBOBLER Cirklerne viser russiske missilers (påståede) maksimale rækkevidde, som man lige skal huske at tage med et gran salt – jo længere missilerne skal flyve, jo lettere bliver de at skyde ned, før de rammer målet. Grafik: Jørgen Stamp

Det er alt sammen skræmmende nok i sig selv, men især af to årsager:

  • For det første (og især) på grund af russiske styrkes ageren i Østersøområdet. Nogle ville kalde den decideret hasarderet. Russiske piloter har demonstreret et temmelig afslappet forhold til andre landes luftrum, og russiske ubåde mistænkes for at have krænket finsk og svensk territorialfarvand. Dertil kommer, at russiske piloter adskillige gange har foretaget stærkt risikable manøvrer tæt på amerikanske fly og flådefartøjer. Skrækscenariet er, at en af manøvrerne en dag ender i et uheld, der fejltolkes som et angreb og derfor fører til et modangreb, og så videre. Det hele kunne pludselig gå meget hurtigt og ende et sted, ingen kan forudsige.
  • For det andet (og mere spekulativt) fordi russernes isenkram kan bruges til at svække Natos troværdighed. Det er ikke sådan, at man fra Natos side slet ikke ville kunne komme ind i Østersøen, hvis russerne prøvede at forhindre det. Men det ville være farligt og rumme risikoen for en farlig eskalering af konflikten på grund af russernes potentielt atombombebærende missiler. Hvis sådan et fyres af, skal Nato-landene så behandle det som et atommissil (og svare igen af samme skuffe) – eller satse på, at missilet kun’ bærer på almindeligt sprængstof? Alene udsigten til at skulle træffe den slags beslutninger frygtes – sammen med russernes luftforsvar – at kunne afholde Nato-landene fra at komme til undsætning, hvis Rusland finder på et eller andet i Baltikum, som i princippet burde få alliancepartnerne til at strømme til hjælp. I så fald vil alliancen være afsløret som en papirtiger, og Rusland vil i et eller andet omfang have ændret Europas politiske orden, så stormagtsinteresser kommer til at stå over ethvert lands ret til at vælge sin egen skæbne. Frygten for et sådant scenario næres af russiske militærøvelser, der indimellem ligner forberedelser til invasioner, og af den generelle opgradering af det russiske militær de senere år.
TÆT PÅ Sådan så det ud, da et russisk jagerfly i april fløj demonstrativt tæt forbi et amerikansk krigsskib i Østersøen. USS Donald Cook, som skibet hedder, indgår i Natos missilforsvar. Foto: US Navy / Scanpix

Russerne, skal det siges, begrunder deres opførsel og oprustning med frygt for Nato. Især alliancens missilforsvarsplaner opfattes som et forsøg på at underminere Ruslands status som stormagt – den hviler i høj grad på alle russernes atommissiler, og derfor er russerne bange for, at vi bliver i stand til at skyde missilerne ned. Også finske og svenske overvejelser om at melde sig ind i Nato vækker bekymring i Moskva, og så er Vladimir Putin og hans kumpaner formentlig nervøse for, at vestlige lande kan puste til den utilfredshed med regimet, som ulmer et eller andet sted i det russiske folkedyb.

Natos modsvar til russernes oprustning og aggressive fremfærd har været at styrke afpatruljeringen af det baltiske luftrum (som Nato har taget sig af siden 2004), oprette en særlig udrykningsstyrke på 5.000 mand og udstationere i alt 4.000 Nato-soldater i Estland, Letland, Litauen og Polen. Målet med det sidste er at sikre, at enhver russisk aggression i de fire lande automatisk ville gå ud over andre end landenes egne tropper og dermed inddrage nogle af Natos stormagter direkte fra første dag.

USA har også besluttet at sende en panserbrigade mere til Europa, ligesom Storbritannien har besluttet at sende flere flådefartøjer ind i Østersøen.

Og så er der selvfølgelig missilforsvaret, som officielt intet har med Rusland at gøre. USA har flådefartøjer, som indgår i systemet, sejlende rundt i europæiske farvande (også Østersøen), i maj åbnede Natos første landbaserede missilforsvarsbase i Rumænien, og i juli blev systemet erklæret delvis operativt.

Bonusinfo. I lyset af situationen i Østersøen har Sverige udstationeret soldater på Gotland, der ellers har været afmilitariseret. Svenskerne har også genoplivet et kystforsvarssystem, der var sendt på pension.

2. Hvorfor er det altsammen særlig vigtigt for Danmark?

Af en ret simpel årsag: Fordi vi ligger ved indsejlingen til Østersøen. Gennem store dele af vores historie har Danmarks vigtigste geostrategiske skakbrik været det faktum, at hvis nogen ville ind i Østersøen, kunne de vælge mellem tre vandveje, som vi kontrollerede alle sammen: Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Sådan er det dybest set stadigvæk, og den aktuelle militarisering af Østersøregionen har sat netop det geografiske faktum på dagsordenen igen. Hvis russerne vil sejle mere militært isenkram ind i Østersøen, skal de forbi os først.

“Rusland,” sagde daværende udenrigsminister Kristian Jensen under en konference tidligere på året, “er en konstant.” Hvad han mente var, at vi altid har skullet forholde os til vores store nabo mod øst. Det gælder stadigvæk.


3. Ok. Hvad skal vi så stille op med det alt sammen?

Tjabum. De fleste eksperter er enige om, at hvis ikke spændingerne mellem Nato og Rusland skal gå op i ukontrolleret oprustning og i værste fald krudtrøg (eller ligefrem paddehatteskyer), er der nok behov for en eller anden kombination af militær afskrækkelse og politisk dialog. Hvor eksperterne lægger snittet, afhænger typisk af deres syn på Putins Rusland.

Hvis man tager Vladimir Putin på ordet, kan man godt argumentere for, at hans mål er at skabe et imperium, hvor nabonationerne må føje Ruslands vilje – sådan som det var tilfældet i tsartiden og under kommunisterne. I så fald vil man måske argumentere for, at der skal sættes hårdt mod hårdt, ikke viges en tomme og så videre, fordi dét er det eneste sprog, Putin forstår. Først når oprustningen når et niveau, hvor russerne har svært ved at følge med rent økonomisk eller bare synes, det hele bliver for farligt, kan man for alvor forhandle, lyder tankegangen.

Opfatter man derimod Putins regime som et halvmafiøst foretagende, hvis primære prioritet er at sikre egen overlevelse, kan russernes aggressive adfærd – inklusive annekteringen af Krim – tolkes derhen, at Putin blot gør brug af et velafprøvet kneb fra kynisk hersker-drejebogen: Hvis du er upopulær, så start en krig. Også russernes megen snak om Natos skumle hensigter kan ses som et forsøg på at samle befolkningen om frygten for en ydre fjende. Tolker man situationen sådan, vil man typisk være mindre bange for russiske imperiedrømme og tro mere på effekten af politisk dialog her og nu.

Med dét på plads kommer her nogle lidt mere konkrete bud på, hvad man kunne gøre:

Militært kunne man for eksempel:

  • Ruste op. De fleste lande i Østersøregionen er allerede i gang med at øge forsvarsbudgetterne, faktisk er Danmark det eneste, der ikke er. Men det kommer nok med næste forsvarsforlig i 2017 – i hvert fald er det et erklæret mål i det nye regeringsgrundlag.
  • Sætte mere skub i Natos omstilling til noget, der minder om den selvforsvarskapacitet, alliancen havde under den kolde krig – det vil sige mere grej og flere og bedre øvede soldater, som kan flyttes hurtigere hen til et brændpunkt, hvis det bliver nødvendigt. Herhjemme er hæren faktisk allerede i gang med at øve sig mere på territorialforsvar end for blot få år siden, Nato har øget øvelsesaktiviteten i Baltikum, og det nye regeringsgrundlag nævner et eksplicit ønske om en markant dansk deltagelse i Natos fremskudte forsvar i Baltikum”. Kritikere mener dog, at der skal langt mere til.
  • Melde Sverige og Finland ind i Nato. Det ville være stærkt upopulært i Rusland, men er noget, man er begyndt at diskutere mere seriøst end måske nogensinde i de to lande.
  • Styrke nordisk forsvarssamarbejde. Svenskerne og især finnerne er stadig rimelig langt fra at melde sig ind i Nato, og der er også et lidt mindre provokerende alternativ i form af mere samarbejde i Norden. Man kunne for eksempel blive bedre til at dele militære efterretninger og tillade brug af hinandens territorium – helt konkret underskrev de nordiske forsvarsministre i denne måned for eksempel en aftale, som giver danske jagerfly lov at skyde genvej over Sverige, hvis de skal til Bornholm og afvise et russisk jagerfly.
  • Lave vores egen A2/AD-boble. Alle de lande i Østersøen, som ikke er Rusland, kunne også satse på samme strategi som russerne – evnen til at lukke Østersøen af for russiske fly og flådefartøjer. Det har været foreslået af professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet, som også har pointeret, at Danmark ligger ret godt placeret i den sammenhæng. Konkret kunne det være sådan noget som at udstyre Søværnets fregatter med luftforsvarsmissiler, hvilket Løkke-regeringens såkaldte udenrigspolitiske gransker Peter Taksøe-Jensen foreslog i foråret. Han foreslog i øvrigt også at gøre Flyvevåbnets helikoptere i stand til at bekæmpe ubåde i Østersøen.

Politisk kunne man række hånden ud til russerne på forskellige måder. Leder af Center for War Studies ved Syddansk Universitet Sten Rynning har for eksempel et par interessante idéer, som kan opsummeres sådan her:

  • For det første kunne man lindre Putin og Co’s frygt for, at Vesten i virkeligheden drømmer om at vælte det halvautoritære regime i Kreml. Russerne kan begrunde deres frygt i de grundlæggende aftaledokumenter fra 1990’erne om Ruslands forhold til Nato og resten af Europa. Dokumenterne taler en hel del om demokrati og om, at Rusland skal transformere sig efter vestligt forbillede. Måske er det på tide at genforhandle indholdet. Man kunne starte med en Nato-erklæring om noget i stil med, at man ønsker et nyt forhold, hvor Nato og Rusland kan sameksistere i et stabilt Europa” (diplomat-kodesprog for vi holder nallerne fra jeres indre anliggender”) og så tage alle problemerne derfra.
  • For det andet kunne man sætte nogle flere kræfter ind på at lave nye aftaler om våbenkontrol. Mange af de aftaler, der blev lavet under eller kort efter den kolde krig, er nemlig praktisk talt døde. ABM-traktaten om missilforsvar trak USA sig fra allerede i 2002, og CFE-traktaten om begrænsninger på konventionelle styrker i Europa døde i praksis, da Rusland trak sig i 2008.
  • For det tredje kunne man lave aftaler for udbygning af civile relationer, det vil sige samhandel, turisme og mellemfolkeligt civilsamfundsarbejde. I dag er det sådan, at russiske ngo’er, der samarbejder med ngo’er i Vesten, risikerer hårde straffe for landsskadelig virksomhed – og gensidige sanktioner fremkaldt af Ukraine-konflikten sætter som bekendt grænser for samhandlen.

Fra dansk side har vi, skal det nævnes, nogle særlige muligheder for at føre politisk dialog med Rusland om ting, vi godt kan blive enige om. Udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen pegede i sin rapport fra foråret på, at vi både sidder i Østersørådet og i Arktisk Råd med russerne. Østersørådet giver gode muligheder for dialog om ikke-krigeriske emner, og Arktisk Råd har under hele den aktuelle forværring af forholdet mellem Rusland og Vesten vist sig som et sted, hvor man godt kan tale pænt sammen om praktiske problemer.

Det var altså problemerne i grove træk og en værktøjskasse med redskaber til at angribe dem med. Er der mon noget, jeg har overset?