Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Justitia Tænketank er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sådan kan vi bekæmpe terror uden at undergrave retsstaten

STOP! Danske politikere går langt, nogle ville sige ekstremt langt, i deres forsøg på at begrænse radikalisering. Illustration: Benny Box



Derfor skal du læse denne artikel

Frygten for terrorangreb på dansk jord driver danske politikere ud i initiativer, som ofte gennemføres på bekostning af retsprincipper, vi tidligere anså for ukrænkelige. Terrortruslen mod Danmark er fortsat markant, og det bør optage os som samfund at finde løsninger, der er mere effektive eller kaster færre skygger. 

Grundlovsdag trykte Jyllands-Posten et manifest underskrevet af 63 forfattere, debattører og akademikere – mig selv inkluderet – vendt mod regeringens såkaldte imampakke. Vi beklagede navnligt, at lovpakken svækker ytringsfriheden.

Kritikken blev efterfølgende affejet af kirke- og kulturminister Bertel Haarder:

Jeg vil kalde det de rene hænders front’, hvor man glemmer, at der er nogle, der skal sørge for at bekæmpe parallelsamfund og forebygge dårlig integration. De har jo ingen svar på, hvad de så vil gøre.”

Bertel Haarder har absolut en pointe. Det er lettere at kritisere fra en tryg position som debattør end at bære det tunge ansvar, det er at varetage landets sikkerhed mod en tiltagende radikalisering, der allerede har kostet menneskeliv – og samtidig skulle balancere ønsket om sikkerhed med hensynet til retsstaten.

Som en af dem, der har argumenteret mest vedholdende mod regeringens efterhånden mange tiltag rettet mod islamister og terrorister, giver det mening at anerkende Haarders kritik og selv fremføre alternativer. Konkrete tiltag, der trækker tænderne ud af den ideologiske og væbnede ekstremisme –  men som gør det uden at give det liberale demokrati banesår i processen. Nedenfor følger fire konkrete bud.

1. Forbyd økonomisk støtte til trossamfund fra lande, der groft og systematisk krænker religionsfriheden

En af Vestens centrale udfordringer er den radikalisering, der udspiller sig i visse indvandrermiljøer i Europa. I nogle af dem er der en meget konkret modstander: Saudi-Arabien – og i et vist omfang også Qatar – arbejder målrettet på at afløse heterogene og lokale fortolkninger af islam med langt mere intolerante salafistiske udgaver, hvorfra springet ikke er langt til mere voldelige, jihadistiske doktriner.

I et wikileaks-notat fra den amerikanske ambassade i Belgien kan man eksempelvis læse, at Saudi-Arabien – ud over at have finansieret Belgiens største moské i Bruxelles – også støtter en række af landets øvrige moskéer med indkøb af koraner, vedligeholdelse af lokaler og andre ting. Ifølge Washington Post udbydes 19 ud af 20 af de kurser om islam, som belgiske muslimer kan melde sig til, af imamer uddannet i Saudi-Arabien.

Denne spredning af stærkt intolerante versioner af islam med oliepenge i ryggen har givetvis været en medvirkende faktor til, at Belgien er et af de lande, som har størst problemer med radikalisering, terror og fremmedkrigere. Tysklands vicekansler, Sigmar Gabriel, har i The Independent påpeget problemet med Saudi-Arabiens finansiering af radikale moskéer i Vesten, og i en nylig artikel i Politico skrev USAs forhenværende ambassadør i Afghanistan, at det saudiske styre nu indrømmer, at det har udbredt ekstremisme og finansieret terrorisme.

Herhjemme har Qatar finansieret opførelsen af Københavns Stormoské i Rovsinggade i Københavns Nordvestkvarter (uden at der dog så vidt vides har været problemer med radikalisering i den forbindelse). Den shiitiske Imam Ali-moské på Vibevej i København er flere gange blevet beskyldt for at være støttet af Iran – hvilket moskéen dog afviser. Den salafistiske Grimhøjmoské har ifølge Weekendavisen fået økonomisk støtte fra en kuwaitisk organisation, der efterfølgende er blevet sat i forbindelse med terrorfinansiering.

Hvordan imødegår man det problem, at rige golfstater spreder radikalisering og ekstremisme via finansiering af moskéer og religiøse aktiviteter? Regeringens bud er en række begrænsninger af ytringsfriheden, der meget vel kan komme til at ramme langt bredere end såkaldte hadprædikanter. Men at ofre ytringsfriheden er en stærkt tvivlsom kurs i et liberalt demokrati, og derfor bør man tænke i alternativer. Man kunne for eksempel indføre et forbud mod, at trossamfund og foreninger og institutioner med religiøse aktiviteter kan modtage støtte fra stater, der ikke respekterer religionsfrihed på deres hjemmebane.

Forbuddet ville sende et signal til lande som Saudi-Arabien, Qatar og Iran om, at prisen for at søge indflydelse i Vesten med petroleumsdiplomati” er en gensidighed. Hvis Saudi-Arabien ville støtte en bestemt religiøs forkyndelse i Danmark, skal landet tillade opførelse af kirker og udbredelse af bibler. Qatar må tillade andre trosretninger end de abrahamitiske og lade ikkemuslimer missionere. Og Iran må undlade at slå ned på trosretninger, der afviger fra shiismen. Vesten har længe haft en hyklerisk tilgang til de tre stater, som aldrig for alvor konfronteres med den destruktive rolle, deres promovering af ekstremisme spiller verden over.

ØRKENGULD Københavns Stormoské er finansieret fra Qatar (og ligger 900 meter fra Zetlands redaktion, tilfældigvis). Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

2. Tillad ekstremister indrejse – men begræns deres mulighed for at blive i landet

Tiltaget udspringer af regeringens bebudede indrejseforbud til hadprædikanter. Idéen er, at der skal udarbejdes nationale lister med navngivne omrejsende udenlandske religiøse forkyndere, som kan udelukkes fra at indrejse under henvisning til, at de må anses for en trussel mod den offentlige orden i Danmark”.

Kriteriet for at udgøre en trussel mod den offentlige orden i Danmark er, at religiøse forkyndere forinden har fremsat udtalelser i udlandet, der ville være strafbare, hvis de var blevet fremsat her i landet”. Ud over tilskyndelse til terror og vold omfatter potentielt strafbare” ytringer blandt andet blasfemi (ingen er dog blevet dømt efter blasfemiparagraffen siden 1946).

Et af de bedste argumenter er selvfølgelig, at forbuddet er en begrænsning af danske borgeres ret til at modtage informationer. Der er principielt ingen forskel på at forhindre en udlænding i at holde et oplæg på en dansk konference og på at censurere eller blokere vedkommendes holdninger på internettet eller i fjernsynet.

Lovforslagets største problem er, at det er hullet som en si. Det omfatter ikke EU-borgere, og det kan omgås af prædikanter fra resten af verden blot ved at rejse til Danmark via et andet Schengenland. Men derudover er lovforslaget uklart og inviterer dermed til vilkårlighed, når det skal omsættes til praksis. Listen omfatter nemlig personer, der ifølge en central passage er kommet med udtalelser i udlandet, der efter deres indhold undergraver og modarbejder de principper om demokrati og respekt for menneskerettigheder, som det danske samfund bygger på”.

Hvad ovenstående præcis omfatter, er svært at definere. Man behøver blot se på Storbritanniens erfaringer med lignende lovgivning, som har ramt både islamkritiske politikere, radioværter, kunstnere og abortmodstandere.

Så hvad er alternativet? Man kan begynde med at konstatere, at der årligt ankommer millioner af mennesker til Danmark som turister, konferencegæster og forretningsrejsende. Personer, der ikke er EU-borgere, vil typisk kun have ret til et kort ophold i Danmark. Mange af disse mennesker vil utvivlsomt have holdninger, der er uforenelige med de principper om demokrati og respekt for menneskerettigheder, som det danske samfund bygger på”, uden at det udgør et problem. Træder de over stregen ved at opfordre til vold eller terror, kan de selvfølgelig straffes, selv om de ikke er danske borgere.

Det giver til gengæld god mening at skelne mellem midlertidig indrejse – og tildeling af opholds- og indfødsret. Med en opholdstilladelse får en udlænding en række rettigheder i Danmark, og med tiden kan han eller hun opnå permanent opholdstilladelse, adgang til økonomiske ydelser, familiesammenføring, stemmeret ved kommunalvalg med videre.

Det giver åbenlyst mening at stille højere krav til personer, der får langvarigt ophold, end dem, der blot suser ind for at holde et oplæg i en moské eller et forsamlingshus.

Når det gælder opholdstilladelser, virker det rimeligt at afvise personer, der aktivt har bidraget til aktiviteter, der søger at omstyrte demokratiet. Sådanne holdninger vil naturligvis stadig være lovlige at ytre – men det er ikke urimeligt, at Danmark som stat vælger at prioritere tildeling af opholdstilladelser til personer, som kommer for at bidrage til snarere end at underminere de værdier, som det danske demokrati bygger på. De samme betragtninger gør sig gældende, blot i endnu højere grad, for tildeling af indfødsret.

Det bør dog ikke (som foreslået af blandt andre De Konservatives Naser Khader) være medlemmerne af Folketingets Indfødsretsudvalg, der interviewer kandidaterne og vender tommelfingeren op eller ned baseret på deres personlige opfattelse. Man kunne derimod godt gøre det diskvalificerende, hvis man inden for de seneste år aktivt har deltaget i aktiviteter, der søger at omstyrte demokratiet og erstatte det med et diktatur. Et sådant kriterium vil lade den materielle ytrings- og foreningsfrihed være uantastet (man har altså ret til aktivt at modarbejde det demokratiske samfund, hvis det sker med fredelige midler) – men kan ikke påregne at blive statsborger og få stemmeret, hvis man aktivt modarbejder demokratiet. Det vil selvfølgelig stadig være en væsentlig – og svær – opgave at udforme reglerne, så de rammer præcist.

Bonusinfo. En af de provokatører, som er afskåret fra at rejse ind i Storbritannien, er baptisten Shirley Phelps-Roper. Hun har blandt andet arrangeret protestdemonstrationer ved begravelser af homoseksuelle.

3. Rejsebegrænsninger målrettet den begrænsede gruppe, de er mest relevante for

Den måske mest prominente trussel mod europæiske lande er de såkaldte fremmedkrigere: borgere med statsborgerskab eller bopæl i Europa, der rejser til Syrien eller Irak for at tilslutte sig militante grupperinger, eksempelvis Islamisk Stat.

En række studier viser, at terrorangreb udført af fremmedkrigere er mere dødbringende end angreb begået af personer uden kamperfaring. En række af bag- og gerningsmændene til de spektakulære angreb i Paris og Belgien var da også veteraner fra Syrien. Herhjemme er mindst 125 danskere rejst til Syrien eller Irak, heraf er 62 registreret som tilbagevendte. For at imødegå denne trussel har den tidligere og nuværende regering vedtaget en række tiltag. Eksempelvis muligheden for at tage passet fra personer, der mistænkes for at ville rejse til konfliktzoner; en landsforræderparagraf, der straffer danskere, der tilslutter sig en fjendtlig væbnet styrke som IS; samt et indrejseforbud til bestemte geografiske områder i Syrien og Irak.

Særligt pasloven har dog vist sig ganske uhensigtsmæssig fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt. To af de mest prominente sager har vedrørt den dansk-kurdiske kvinde Joani Palani og danskeren Martin”, der begge har kæmpet mod IS i Irak og/eller Syrien. Mens Joani Palani tilsyneladende har kæmpet for både PKK og Peshmerga, har Martin efter eget udsagn alene kæmpet for Peshmerga, der trænes af og kæmper sammen med den vestligt ledede alliance. Af en spørgsmål og svar”-oversigt ledsagende et nyt lovforslag om at kriminalisere indrejse til bestemte geografiske områder skrev Justitsministeriet da også i april: Et indrejseforbud omfatter ikke offentlig tjeneste og hverv og dermed heller ikke militær tjeneste i andre landes hære. Det kan for eksempel være en statslig kurdisk styrke som Peshmergaen.”

Ikke nok med at politiet således har udstedt udrejseforbud til danske borgere, der kæmper mod IS og på samme side som danske kampfly og specialstyrker – forbuddet rammer også folk, der kæmper for en hær, som Justitsministeriet tilsyneladende opfatter som en statslig styrke, som det er tilladt at kæmpe for. Denne uklare og vilkårlige praksis er svær at forsvare.

Hvis man ophævede pasloven, kunne man i dens sted indføre følgende instrument i de tilfælde, hvor PET vurderer, at en person, som ikke omfattes af de andre love, udgør en reel fare for statens sikkerhed.

Control Orders er et instrument, Storbritannien i en årrække anvendte mod personer, som myndighederne mente udgjorde en fare for statens sikkerhed, uden at de nødvendigvis kunne dømmes for det. De blev i stedet underlagt en række kontrolforanstaltninger i form af eksempelvis påbud om at opholde sig inden for et bestemt geografisk område, at være hjemme i et bestemt tidsrum eller afholde fra kontakt til bestemte personer.

I en række tilfælde blev den britiske model dog underkendt af domstolene, fordi kontrolforanstaltningerne blev så omfattende, at de udgjorde en form for ulovlig frihedsberøvelse. Men i princippet har både den britiske regerings uafhængige Terrorism legislation reviewer og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anerkendt en sådan model, såfremt den indeholder tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier. I Danmark kunne den bruges over for personer, der har opholdt sig i bestemte konfliktområder (primært dele af Syrien og Irak), og som myndighederne mener udgør en fare for statens sikkerhed. Beslutningen om at underlægge sådanne personer control orders skulle i så fald træffes af uafhængige domstole på baggrund af beviser, som PET skulle fremlægge, ligesom bevisbyrden naturligvis skulle påhvile myndighederne. Dermed ville det være en mikroskopisk del af den danske befolkning – i praksis måske en håndfuld af de cirka 60 hjemvendte fremmedkrigere, der har kæmpet for IS eller lignende jihadistiske grupper – der var omfattet af reglerne.

Bonusinfo. “Jeg er jo ikke en hellig kriger. Mine værdier er jo i overensstemmelse med de danske værdier, vi har.”

– Joanna Palani, efter den danske stat forhindrede hende i at rejse til Kurdistan og slås mod IS.

4. Kontrolleret overvågning: sessionslogning i målrettet version.

Det danske politi har længe efterspurgt en udvidelse af de såkaldte logningsregler, der forpligter teleudbyderne til at registrere data om (men ikke indhold af) telefonopkald, sms’er og mobilmast-oplysninger om alle danskere i et år. Med en retskendelse i hånden kan politiet få adgang til disse data og dermed rejse tilbage i tiden” og kortlægge en mistænkts kommunikation. Når politiet ønsker logningen udvidet til også at gælde vores færden på internettet, skyldes det blandt andet, at vi i stigende grad anvender internetbaserede tjenester – det begyndte med chatprogrammer og Skype – til at kommunikere med. Internetbaseret kommunikation er ikke omfattet af de nuværende logningsregler. Bruger du eksempelvis iMessage frem for sms til at sende beskeder fra din iPhone, kan politiet ikke hente oplysninger fra dit teleselskab om, hvem du har kommunikeret med den sidste måned. Set fra politiets perspektiv er det forståeligt at ønske sig en form for logning 2.0”.

Sessionslogning er imidlertid udtryk for mere indgribende overvågning end gammeldags teleoplysninger. Sessionslogs kan nemlig siges at give et langt mere dækkende billede af en persons livsførelse. Har man adgang til en persons såkaldte metadata, kan man danne sig et ofte ret entydigt billede af en persons politiske og religiøse overbevisninger (hvis vedkommende eksempelvis systematisk besøger politiske partiers eller religiøse organisationers hjemmesider) og seksuelle forhold (hvis han eller hun ofte besøger en hjemmeside for en swingerklub, sider, der promoverer utroskab eller sider målrettet personer af en bestemt seksuel overbevisning).

Man kan imidlertid argumentere for et kompromis, der tilgodeser politiets efterforskning uden at svække retssikkerheden og øge statens overvågning af den samlede befolkning.
Kompromiset kunne i første omgang være at begrænse den personkreds, om hvem der logges oplysninger.

Processen kunne være toleddet: I tilfælde, hvor politiet eller PET har en rimelig formodning” om, at en person er involveret i alvorlig kriminalitet (for eksempel defineret ved en strafferamme på mindst seks år), kunne teleudbydere pålægges at logge data eksempelvis i et halvt eller et helt år. Kravene for politiets adgang til de loggede oplysninger ville ikke ændre sig. Politiet skulle stadig opfylde kravene i retsplejeloven om forbrydelsens alvorlighed, mistanke, krav om retskendelse og så videre. Hvis politiet ikke skaffer en retskendelse til dataen inden for en tidsfrist (det kunne være et år), slettes data, medmindre politiet kan begrunde en forlængelse af perioden.

Politiet ville således have mulighed for at logge oplysninger om personer, der færdes i netværk mistænkt for pædofili, terror, organiseret kriminalitet eller lignende – blot kun i et vist omfang.

Den røde tråd i ovennævnte forslag er, at de er målrettede og afgrænsede i forhold til den konkrete trussel, som Danmark står overfor. Dermed adskiller de sig fra regeringens forslag, der på en række punkter går langt videre end nødvendigt – og også får konsekvenser for balancen mellem hensynet til sikkerhed og de liberale værdier, som vi normalt bekender os til.