Sådan her troede vi i 1990erne, at internettet ville revolutionere arbejdslivet

FIRST MOVERTele Danmark-medarbejdere gik forrest med IT-teknologi og hjemmearbejdspladser i 1990’erne. Foto: Ernst van Norde / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

For 20 år siden indtog computerne de danske hjem, og vi diskuterede det nært forestående ‘informationssamfund’ eller ‘netværkssamfund’. Hovedtesen lød, at muligheden for ‘fjernarbejde’ ville gøre os mere fleksible, frigøre tid til familien og skabe bedre plads på vejene. I dag har vi for længst fået alle de teknologiske muligheder. Spørgsmålet er, om vi har været gode nok til at udnytte dem til vores fordel?

Fjernarbejde er fremtiden”

Sådan lød overskriften på en artikel i Jyllands-Posten den 30. oktober 1996, altså for lige godt 20 år siden.

I artiklen kom en ekspert med en forudsigelse, Jeremy Millard hed han, og han var chef for et EU-projekt om de store fremtidsperspektiver ved telearbejde’.

I løbet af fem år, spåede Millard, ville halvdelen af arbejdsstyrken i Danmark benytte sig af telearbejde i gennemsnit halvdelen af deres arbejdstid”. Altså arbejde hjemmefra via nettet.

Da artiklen blev trykt (!), havde IT-feberen for alvor ramt Danmark. Antallet af danske hjem med computer steg hastigt, og internettet stod foran sit store gennembrud.

Kloge hoveder forudså en fremtid, hvor informationsteknologien ville vende op og ned på måden, vi levede og ikke mindst arbejdede på. Mange troede som Millard, at vi ville udnytte muligheden for at arbejde hjemme i stor stil. Så kunne vi spilde mindre tid på transport, til gavn for miljø og familieliv.

Det var en drøm om et teknologisk fix på et problem, som i dag – i hvert fald hvis man følger den offentlige samtale – ser ud til at martre os mere end nogensinde: Hvordan i alverden får vi arbejdsliv, familieliv og alt muligt andet liv proppet ind i én og samme kalender?

Måske vidner netop dét, at problemet stadig piner os, om, at vi ikke helt forstod at udnytte mulighederne til at gøre livet bedre – frem for blot at gøre det mere effektivt.

HJEMMECOMPUTEROle Trautwetter havde computer i 1996. Fem procent af danskerne var på internettet dét år, året efter var det dobbelt så mange. Foto: Kurt Petersen / Scanpix

I 1994 besluttede den daværende regering at nedsætte et tomandsudvalg for at gennemtænke, hvordan Danmark kunne få det bedste ud af den nye informationsteknologi. Opgaven tilfaldt tidligere minister Lone Dybkjær og topembedsmanden Søren Christensen, og i rapporten Info-samfundet år 2000 skrev de:

Computerens muligheder for uafhængighed af sted (…) vender op og ned på den traditionelle forestilling om, at arbejde kun kan udføres ved tilstedeværelse på en arbejdsplads.”

Virksomhedernes personalepolitik, anbefalede forfatterne, måtte derfor indrettes på de nye muligheder og friheder, som computeren giver den enkelte. Den traditionelle forestilling om arbejdslivet og heraf følgende krav til arbejdstider mv. må på mange områder revideres kraftigt”.

Informationsbibliotekar var en af de jobtitler, man i 1996 forestillede sig, at internettet ville afføde. Sådan én skulle leve af at sortere i de store mængder information på nettet.

I 1999 var informationssamfundet’ blevet til netværkssamfundet’, men forudsigelserne var de samme.

Meget peger på, at en væsentlig del af arbejdskraften kommer til at udføre en stor del af deres arbejde fra hjemmet,” lød det i regeringsrapporten Det Digitale Danmark – omstilling til netværkssamfundet.

Forældre i mange småbørnsfamilier vil kunne vælge at lægge en stor del af deres arbejdstid hjemme. Det vil kunne opbløde det stramme tidsskema, hvor man i tidsrummet 8 morgen til 18 aften skal nå at hente og bringe børn, klare jobbet og købe ind til aftensmaden. Det kan give et bedre liv.”

26 %

af de beskæftigede havde arbejdet hjemme mindst én gang de seneste fire uger, da Danmarks Statistik spurgte dem sidste år. Der var altså et stykke op til forudsigelserne fra 1990’erne.

Man forudså ligefrem, at internettet ville få folk til at flytte på landet:

Hvis det ikke længere bliver nødvendigt at stille på arbejdspladsen hver dag, kan vi arbejde i én region og bo i en anden – hvor der eksempelvis er mere natur, flere kulturtilbud, bedre skoler eller flere solskinstimer,” hed det i rapporten Det Digitale Danmark.

Dybkjær og Christensen mente ligeledes, at en langt større geografisk spredning af bosætningsmønstret” kunne aflaste myldretidstrafikken i storbyområderne”. Og en kollega til førnævnte Jeremy Millard fra EU-projektet om fremtidens telearbejdere funderede i Jyllands-Posten:

Virksomhederne skal til at tænke på, at der kan være masser af små filialer rundt omkring, der, hvor medarbejderne er, eller hos kunden. På længere sigt kan der også komme decentrale fabrikker og en vækst i antallet af lokale telehuse, hvor folk kan gå hen, når de har behov for mere udstyr, end de har derhjemme.”

12 %

af danskerne bor i dag i et landdistrikt. Tallet er faldet støt gennem 40 år, og samme tendens gælder for byer med under 2.000 indbyggere. Udviklingen er accelereret de senere år.

Som bekendt gik det ikke helt, som man forudsagde: Folk flytter fra landdistrikterne og de små byer, trafikken stiger støt, og hjemmearbejdet har slet ikke nået det forventede omfang. Selv om teknologien er både bedre, hurtigere, billigere og mere udbredt, end man forestillede sig i 1990’erne, har vi ikke brugt de nye muligheder som forudset.

Hvorfor?

Måske kan man finde nogle svar allerede i forudsigelserne fra 1990’erne – alt var nemlig ikke sød fremtidsmusik.

Transportrådet konkluderede i rapporten Distancearbejde og Teleindkøb fra 1996, at telependling’ højst ville få trafikken til at dale med én procent. Årsagerne? Blandt andet, at folk stadig skulle til møder, og hvis de så var flyttet langt fra jobbet, skulle de jo bare køre længere.

Rapporten Det Digitale Danmark advarede om muligheden for en arbejdsdag uden ende”, og Dybkjær og Christensens rapport om Info-samfundet år 2000 advarede om, at arbejdet kan stjæle af fritiden”.

Andre advarede mod, at virksomhedernes kultur kunne stå i vejen for udviklingen (som også Dybkjær og Christensen var inde på) – at man ikke magtede omstillingen til en ny virkelighed, hvor folk blev betalt for at løse konkrete opgaver, ikke for at bruge et bestemt antal timer.

Men så var der også det sociale aspekt. Var det overhovedet sundt at sidde alene derhjemme og kun kommunikere med andre via fjernforbindelser?

I det amerikanske magasin Wired advarede HR-eksperten Fredric Crandall i 1996 mod en virtuel blindgyde” med isolerede og ineffektive medarbejdere. Herhjemme udskrev Forskningsministeriet samme år en kronikkonkurrence kaldet Informationssamfundet år 2005 – min drøm, og også her optrådte dystre forudsigelser om informationsalderen:

Hvorfor er der aldrig nogen, der ringer mere. Tv-fonen er ellers åben. Det er da også frit for enhver at kigge forbi. Det er lige før, man bliver helt nostalgisk og længes efter menneskeligt selskab af ikke-cybermæssig art. Men face-to-face-kommunikation i kød og blod er håbløst gammeldags her i 2005,” skrev en bidragyder.

Selv den telearbejde-begejstrede Jeremy Millard – ham med forudsigelsen om, at halvdelen af arbejdsstyrken ville arbejde hjemme halvdelen af tiden – påpegede nødvendigheden af at mødes med kollegerne. Kontakten til de andre er vigtig,” sagde han.

Men der kan jo også være helt andre årsager til, at vores arbejdsliv ikke blev transformeret helt så meget som forudset – til trods for at vi har fået langt flere muligheder end forventet.

Måske er vi bare langsomme, fantasiløse – eller hvad?

I et af de andre bidrag til Forskningsministeriets kronikkonkurrence lød det fra kronikørerne Susanne Staun og Fritz Henglein:

Vores håb er i fremtiden at kunne bruge tech-grej til at smide skraldet ud med og til at generobre de gode ting ved den svundne tid. Til at generobre tiden og passe på livet før det forsvinder – som boblerne i bækken, som bærrene på hækken.”

Tak til Zetland-medlem Lotte Krull for idéen til denne artikel.