Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Ytringsfriheden er et fremragende våben mod radikale kræfter – fortæller en afhopper fra Hizb ut-Tahrir

FORMØRKET Da 32-årige S vendte ryggen til sunni-islamismen, var han blandt andet påvirket af liberalismen. Foto: Kasper Løftgaard / Zetland


Derfor skal du læse denne artikel

Kampen mod radikalisering er et af tidens største politiske og principielle spørgsmål, og det meste af Christiansborg har  kæmpet for at præsentere de bedste idéer til nye initiativer. Men hvad hvis den bedste idé simpelthen er at bruge det frie ord, som vi siger, at vi kæmper for? 

S sidder på sin sofa i poloshirt, skæg og lange bukser. Han har intet ansigt og intet navn i denne artikel, men for nogle år siden kunne han ikke gå ned ad Nørrebrogade uden at blive stoppet af folk, der hilste med hånden på hjertet.

I dag er han usynlig. Ingen har stoppet ham, siden den dag han forlod Hizb ut-Tahrir efter ti år, heraf de sidste år som en del af den islamistiske organisations ledelse.

Han er anonym, fordi han ikke vil gå helhjertet ind i den offentlige debat med den energi, det kræver. Han er videre, studerer, arbejder og har en lille dreng med sin hustru, som han mødte i Hizb ut-Tahrir. De forlod bevægelsen sammen.

Han tog skridtet af flere grunde, men et insisterende forsvar for ytringsfriheden gav ham det sidste skub.

Debatten om Hizb ut-Tahrir består kun i, om vi skal forbyde dem eller ej. Jeg mener ikke, de skal forbydes, blandt andet fordi de ikke er voldelige. I stedet bør vi diskutere ideologien og hive deres ækle holdninger frem i lyset. Vi er nødt til at argumentere, så muslimer kan indse, at det kalifat, Hizb ut-Tahrir drømmer om, er ét stort diktatur,” siger 32-årige S.

Radikaliserede unge som han selv har været topprioritet hos skiftende regeringer, og for nylig vedtog regeringen begrænsninger i ytringsfriheden, der skal ramme de imamer og hadprædikanter, der taler til unge i moskéer, kulturcentre og medborgerhuse.

Det advarer S imod. I hans øjne er ytringsfriheden en strålende idé i kampen mod radikalisering; fortællingen om hans år i Hizb ut-Tahrir giver således et sjældent indblik i, hvordan en åben og offentlig debat rent faktisk kan trænge igennem til islamistiske miljøer.

Han fortæller sin historie som en gestus til de frihedsrettigheder, der var med til at åbne hans egne øjne.

På papiret havde S ingen problemer. Han er født i København af forældre, der kom til Danmark som pakistanske gæstearbejdere og ikke var specielt religiøse. De bad ikke, og kvinderne gik ikke med tørklæde. Hans far arbejdede i en videobutik, hvor han solgte indiske film, og hans mor arbejdede i en periode som pædagog. S gik selv i folkeskole på Nørrebro, en klassisk ghettoskole, som han kalder det. Han begik ikke kriminalitet, og det var vigtigt for ham at opføre sig ordentligt. Nogle gange råbte han endda efter folk, der smed skrald på gaden.

Men han havde følelsen af hele tiden at skulle forsvare sig, når folk spurgte, hvorfor muslimer ikke spiser svinekød, eller hvorfor deres kvinder går med tørklæde. Han oplevede også enkelte tilråb på gaden som sorte svin!, men mest af alt havde han en følelse af at være peget ud, af at blive set ned på.

I den sindsstemning gik han til sit første møde i Hizb ut-Tahrir. Året var 2000, og da han trådte ind i Nørre Allé Medborgerhus opdagede han, at han ikke var alene om sine følelser. S havde ikke noget dybere kendskab til organisationen i forvejen, for der var lang tid, til organisationen skulle blev landskendt for sine kønsopdelte stormøder, sine højlydte demonstrationer og sin uddeling af foldere på gaden.

På scenen så S en tidligere bandeleder fra Blågårds Plads fortælle, hvordan han havde lagt kriminaliteten bag sig.

Jeg blev blæst omkuld. Han kom med en meget velformuleret og energisk kritik af Vesten, frihed og demokrati. Han fremlagde islam som en intellektuel, robust, historisk ideologi, og sådan havde jeg aldrig set islam. Han havde en fortid, der gjorde ham cool, og samtidig havde jeg også stor respekt for, at han havde lagt det bag sig. Han tordnede mod Vesten og satte ord på nogle frustrationer, jeg selv havde følt,” siger S.

Den tidligere bandeleder citerede koranvers uden besvær, og S vidste ikke på det tidspunkt, at det var udenadslære, som han også selv skulle komme til at mestre for at fremstå som en religiøs autoritet over for andre unge, der var lige så lette at imponere som ham selv.

Især budskabet om lighed og retfærdighed ramte ham. Hizb ut-Tahrir talte om etnisk udrensning i Bosnien og Tjetjenien, og om at muslimer har brug for en stat, der kan beskytte dem. De talte om, at 10 procent af befolkningen ikke skal eje 90 procent af værdierne, og om korrupte muslimske regimer, der torturerer deres borgere.

Han gik til flere møder og hørte igen og igen unge mænd fortælle i mikrofonen, at muslimerne har glemt deres sande identitet. At der ikke findes racer eller nationaliteter, ingen pakistanere eller palæstinensere. At grænserne er konstrueret af vestlige kolonimagter, og muslimerne er i virkeligheden en global umma, en overlegen nation, der en dag vil hæve sig over falskheden og finde sit sande udtryk. S følte en oprejsning og et tilhørsforhold, han ikke kendte.

Pludselig er jeg ikke længere en lille insignifikant minoritet, folk bare kan træde på. Jeg bliver en del af et internationalt broderskab på 1,3 milliarder mennesker, og det, vi mangler, er bare at manifestere den her storhed i form af kalifatet, der er lige rundt om hjørnet, hvis vi bare giver den en skalle. De sagde, at kalifatet kommer meget snart, og det kunne jeg som 16-årig hjælpe til med.”

Hizb ut-Tahrir al-Islami, Det Islamiske Befrielsesparti, blev grundlagt i 1950’erne i Jordan af palæstinenseren Taqi al-Din al-Nabhani. Hans verdenssyn var islamisk, men inspireret af samme marxistiske tankegods, der prægede datidens palæstinensiske uafhængighedsbevægelser. Afdelinger af partiet blev etableret i andre lande, og i dag fungerer bevægelsen som en global, men marginal, islamisk bevægelse, der i Vesten primært tiltrækker unge efterkommere.

Hizb ut-Tahrirs danske afdeling menes at være åbnet engang midt i 1990’erne. Hvem formanden er i dag, vides ikke. Det fremgår ikke af hjemmesiden, og organisationen repræsenteres primært af en dansk konvertit ved navn Junes Kock, der er såkaldt medierepræsentant.

Antisemitiske budskaber har fået bevægelsen forbudt i Tyskland, og i Danmark har Dansk Folkeparti igennem flere år kæmpet for samme forbud, men Hizb ut-Tahrir er aldrig blevet knyttet til voldelige aktiviteter, hvilket er en forudsætning for et forbud efter gældende lov. I Danmark blev daværende talsmand Fadi Abdullatif dog dømt i 2002 for at uddele løbesedler, der opfordrede til drab på jøder.

S identificerede sig med modsætningsforholdet til resten af samfundet. Optændt af brandtalerne i medborgerhusene begyndte han at føle sig bedre end sine omgivelser. Han havde forstået det, som andre ikke fattede, og oprøret var ikke kun vendt mod danskere. Det var også vendt mod den første generation af indvandrere, der ofte var mindre religiøse, end deres børn blev.

Han blev skuffet over sine forældre, fordi de ikke levede op til det islamiske ideal. En opfattelse han delte med mange andre unge i bevægelsen, hvoraf nogle blev smidt ud hjemmefra, fordi forældrene ikke ville høre på deres prædikener.

Jeg kom hjem og sagde, at grænserne er falske og påduttet os af kolonialisterne. Vi er nødt til at stå sammen og praktisere islam. Mine forældre var heldigvis temmelig liberale, så de bad mig ikke om at pakke en taske. De sagde dybest set bare, at det er ikke en islam, vi kan genkende’. På det tidspunkt vidste de ikke, hvor ekstrem en bevægelse, det er.”

S blev langsomt sluset ind i bevægelsen. Han blev lukket ind i en studiekreds”: det nederste trappetrin i Hizb ut-Tahrirs topstyrede organisation. Her modtog han undervisning i private hjem, primært med udgangspunkt i tre af grundlæggerens bøger, sammen med to-tre andre. De blev undervist af et fuldgyldigt medlem, som de så op til, men som ikke var meget ældre end dem selv, og i nogle tilfælde heller ikke meget mere belæst. Her blev S fortrolig med den løsning, Hizb ut-Tahrir tilbød på muslimernes problemer.

ORDENES MAGT Bøger af både islamiske og vestlige forfattere var med til at skærpe S' kritiske syn på Hizb-ut-Tahrir. Mange medlemmer nøjes med at læse organisationens egen litteratur. Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

Kalifatet står centralt i Hizb ut-Tahrirs ideologi. Det forklarer samtidig en del af bevægelsens appel til unge: Kalifatet er et konkret mål, et modsvar til Vestens kapitalisme, dekadence, fremmedgørelse og individualisering. Kalifatet omtales ikke i overført betydning eller som en åndelig belønning efter døden. Kalifatet er en verdensomspændende stat, der har opslugt alle andre stater, en gennemført islamisk utopi, der vil brænde alt syndigt væk, så kun det rene står tilbage. Bevægelsens tilhængere håber, at det vil strække sig fra Mellemøsten og forbi Wien i Østrig, hvor Det Osmanniske Rige stoppede i 1600-tallet.

Hizb ut-Tahrir har endda sin egen grundlov, Constitution of the Khilafah State, som kalifatet en dag skal bygges på.
Den er én stor selvmodsigelse. Artikel 6 slår fast, at alle borgere i staten skal behandles lige, uanset religion, race, farve eller noget andet forhold”, mens den næste paragraf dikterer, at de, der er skyldige i frafald fra islam, skal henrettes”.

Resten af de i alt 191 paragraffer rummer diskrimination af kvinder, ikkemuslimer og muslimer, der ikke anerkender kalifatets udlægning af islam. Kvindens primære’ rolle er således som mor og hustru, og partier, der ikke baserer sig på islam, er forbudt. Vantro skal betale en særlig skat, og selv om alle borgere må åbne et medie, vil man blive holdt ansvarlig, hvis mediet forbryder sig mod det guddommelige’. Grundloven har også lavpraktiske regler for valuta (kun guld og sølv er tilladt), mens sundhedsydelser skal være gratis. Private ydelser er dog også tilladt, og staten skal tilbyde arbejde til alle borgere.

Hizb ut-Tahris kalifat er med andre ord et fuldendt diktatur.

S afbryder sig selv flere gange, da han går i gang med at forklare, hvad han fik at vide om, hvordan han som 16-årig skulle være med til at grundlægge kalifatet.

Det virker lidt åndssvagt … men vi skal sørge for, at muslimerne ikke integrerer sig. Vi skal sørge for, at muslimerne ved, at deres primære identitet er som muslimer, og at de skal tage islam til sig som en fuldkommen, politisk ideologi. Ikke kun som en åndelig størrelse. Det virker sindssygt, det her. Men når kalifatet er nået forbi Wiens grænser og også omfatter Danmark, skal vi agere en slags femte kolonne.”

Han stopper sig selv.

Man kan sige, at Hizb ut-Tahrir lever op til højrefløjens værste fordomme om muslimer.”

Det lyder fuldstændig urealistisk. Hvorfor troede du på det?

Det er de ting, Hizb ut-Tahrir officielt taler om, der sælger budskabet: lighed, retfærdighed. Du bliver overbevist om de ting først, og så køber du resten af pakken. Du bliver villig til at se bort fra en masse inkonsistente argumenter. Når du er 16 år, eller 20 eller 24, opdager du ikke, at de sælger dig et paradoks. Du vil afskaffe diktaturerne i Mellemøsten, men du skal arbejde for et endnu større diktatur, hvor kaliffen har al magten. Der er ingen substans i det argument. Det er logisk korrumperet. Hvordan får du så bildt folk ind, at det er vejen frem? Retorisk styrke. Intet andet,” siger S.

Det første år tog det næste. S begyndte på HF og kom dybere ind i bevægelsen. Han fik indblik i en ekstremt topstyret organisation, der er meget mindre, end mange har indtryk af. Ledelsen tæller kun omkring fem mænd, der træffer alle strategiske beslutninger.

Under ledelsen befinder sig næste trin, de lokale ledelser og de fuldgyldige medlemmer, der ifølge S tæller op til 80 personer, heraf 15-30 dedikerede, der driver aktiviteterne.

Under dem er et lag af op til flere hundrede såkaldte studerende, og dermed udgør Hizb ut-Tahrirs kerne kun en lille del af den folkemængde, der dukker op til stormøderne. Mange har intet formelt at gøre med organisationen, og for nogle er stormøderne deres første kontakt, hvor de potentielt rekrutteres.

Strukturen sikrer, at kun de mest loyale og overbeviste lukkes ind i ledelsen, og at man kan styre budskabet til sine tilhængere. Hizb ut-Tahrir er ikke en diskussionsklub, hvor det bedste synspunkt vinder. Ifølge S fungerer det som en sekt, hvor ledelsen dikterer sin udlægning, som så adopteres og forsvares af bevægelsens tilhængere.

I studiecirklerne mærkede S et gruppepres, når de unge drenge konkurrerede om at fremstå som stærkest i troen over for deres underviser.

Da ledelsen efter nogle år besluttede at lukke ham ind som medlem, var han igennem et ritual, der tydeliggjorde, at bevægelsen var alfa og omega. I den daværende formands private hjem med to andre til stede forseglede han sin loyalitet ved at sværge på tre ting.

Jeg skulle sværge ved Gud, at jeg ville adoptere Hizb ut-Tahrirs holdninger og forsvare dem, hvor end jeg er. Jeg skulle sværge på, at jeg ville adlyde ledelsen i alt, hvad den besluttede, og på, at jeg ville beskytte islam mod dens fjender,” tilføjer S.

Optagelsen i inderkredsen flyttede S et skridt op i status og anseelse over for de andre unge i Hizb ut-Tahrir.

Hans grundige, intellektuelle tilgang og evne til at fordybe sig i bøgerne fik ledelsens øjne op for ham. S var ikke god til at rekruttere (han overbeviste færre end 20 personer på ti år), men ledelsen ville gerne bruge ham til at styrke og fastholde dem, der trådte ind i bevægelsen.

Jeg var effektiv i forhold til at undervise folk, og jeg havde også idéer til at effektivisere organisationen og dens kommunikation. Jeg blev mest brugt til at dække hullerne og kunne komme med den dybere forklaring. Jeg var desværre nok med til at udrydde tvivlen hos mange af dem, der var kommet i tvivl. Fordi jeg ofte selv havde tænkt over et svar. Der var et medlem, der ville ud, to år før jeg selv gik. Det gav ingen mening for ham længere. I løbet af en aften var jeg i stand til at nedbryde hans tvivl og overbevise ham om at blive,” siger S.

Men besværgelserne udløste også modstridende følelser. Hvis Hizb ut-Tahrir virkelig besad sandheden, hvorfor måtte kristne missionærer så ikke arbejde i kalifatet? Hvorfor måtte man ikke kalde til demokrati i kalifatet? Og hvorfra havde Hizb ut-Tahrir så strenge kriterier for en korrekt, islamisk stat, når andre muslimske teologers kriterier var meget mere vage?

S begyndte at tvivle.

Min tvivl blev afgørende, og i dag er jeg stolt af, at jeg stod fast på de indvendinger, jeg havde. Men dengang skammede jeg mig over at skille mig ud. Min centrale følelse var, at det må være mig, der er noget galt med. Jeg vidste ikke, om jeg var klar til at give mit liv for det her. Jeg følte, at jeg ikke var seriøs nok omkring en sag, vi alle burde være seriøse omkring. Du sidder og læser passager, der virker stadigt mere svage og meningsløse, og alle andre lader til at forstå det her crap. Folk virker oprigtigt imponerede over materialet, og jeg sidder og tænker come on, måske var ham Nabhani ikke det største geni. Det kunne være skrevet af en gymnasieelev, og han ville ikke engang få særlig høje karakterer.”

S satte sig for at udrydde tvivlen. I stedet for at se den som et faresignal, gik han i gang med at dække hullerne bedre end sine kammerater, og han lærte sig selv arabisk (han talte selv urdu) for at læse Koranen og klassisk islamisk teologi på originalsproget. Han læste også vestlig litteratur, blandt andet Francis Fukuyama.

Ironisk nok er det dét, der er med til at få mig ud af partiet: Jeg gør dét, andre medlemmer tøver med, nemlig at lede efter svar.”

Efter cirka seks år blev han inviteret ind i ledelsen af den daværende formand. Han havde ingen formel titel, men fungerede efter eget udsagn som lederens medhjælper. Dermed blev han del af den gruppe, der træffer alle beslutninger i Hizb ut-Tahrir.

Oppefra tog bevægelsen sig ud i et nyt lys.

I ledelsen fik han indblik i finansieringen af den danske gren af Hizb ut-Tahrir. Medlemmer betaler en form for kontingent, der udgør minimum fem procent af deres nettoindkomst. Ifølge S er den primære funktion af Hizb ut-Tahrir-afdelinger i Vesten at sende penge til bevægelsens ledelse i Mellemøsten. Når de var i kontakt med emiren, den internationale leder, var et af de første spørgsmål altid, hvor mange penge de havde indsamlet. Fem procent af en dansk løn er mange gange højere end fem procent af en indkomst i Pakistan, og det er også kontingenterne, der betaler de forskellige sale, der lejes til stormøder.

Det var surrealistisk at se det hele i helikopterperspektiv. Det var i virkeligheden en meget kynisk proces, hvor begivenheder blev udnyttet til egen fordel og propaganda blev tilrettelagt.”

Da Muhammedtegningerne blev trykt, blev den daværende formand spurgt til et stormøde, hvad man skulle mene om dem.

Han så ikke det store potentiale i sagen. Han affejede det og sagde, at de fornærmelser foregår hver eneste dag, så hvorfor skulle man gøre en stor sag ud af netop det? Men da det senere blev en kæmpe sag, holdt man en hel konference om tegningerne, for nu kunne de pludselig bruges til noget. Alle midler, der tjener sagen, kan bruges til at propagandere for deres budskab mod Vesten.”

STENKAST Ifølge S. bygger Hizb-ut-Tahrir på paroler og selvmodsigelser. ”Jeg indså, at jeg kunne gå ind på et dansk folkebibliotek, kaste en sten i en tilfældigt retning og ramme en bog, der var dybere end den dybeste bog, Hizb-ut-Tahrir havde skrevet.” Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

Disciplinen internt i bevægelsen var stram. Uenighed blev ikke tolereret, og S oplevede medlemmer blive ekskluderet eller få frataget deres bemyndigelse på bestemte områder, hvis de afveg fra partiets principper. S husker en episode, hvor et medlem sagde noget, der kunne tolkes som kritik af lederen.

Han blev skældt ud og komplet ydmyget af en af ledelsens udsendinge, som om han havde forbrudt sig mod en guddommelig lov. Han blev talt ned til i en grad, så han blev inaktiv i partiet, som han havde arbejdet for i mange år.”

S selv blev uenig i flere og flere ting. Han begyndte at komme i konflikt med de andre i partiet, når de jokede med, hvilke ikkemuslimske kvinder de ville tage til fange, når kalifatet kom. De foreslog blandt andet tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og Britney Spears.

Jeg kunne ikke holde min kæft. Den dag i dag chokerer det mig, at jeg var den eneste, der sagde idéen imod. Jeg var hele tiden i undertal. Det kvindesyn og syn på retfærdighed var ikke det, jeg var gået med til, ikke den kulde, hvormed de talte om at tage andre mennesker til fange. Jeg sagde, at vi er her faktisk for at sprede islam, ikke give islam et dårligt ry. Hvis vi genindfører slaveriet, går vi bare tilbage i tiden. Det var meget mystisk for de andre medlemmer at høre på, for det var jo Guds lov. Pludselig var det ikke et spørgsmål om at sige enkelte medlemmer imod, men jeg sagde Gud imod. Hvordan kunne jeg tillade mig det?”

Det bliver tydeligt for S, at loyaliteten over for ledelsen var vigtigere end loyaliteten over for Gud.

På det tidspunkt havde S næsten hele sit liv i bevægelsen. Han var blevet gift med en kvinde fra Hizb ut-Tahrir, fra søsterafdelingen’, som den kaldes, og han havde opbygget et helt netværk af mennesker tilknyttet bevægelsen. Samtidig havde han brændt sine broer til dem, der ikke var. I Hizb ut-Tahrir er spørgsmålet simpelt: Vil du islam det bedste eller kufr, vantroende, det bedste?

Det er næsten en George Bush-agtig logik. Jeg var modig og sagde min mening i nogle sammenhænge, men hvis jeg virkelig havde været modig, var jeg gået ud af partiet for længst. Jeg lod mig presse og fortsatte i gruppen i meget lang tid. Alt for lang tid,” siger S.

Det, der havde bragt ham ind i bevægelsen, var en søgen efter et styrende princip, en højere moral, den rigtige måde at leve på. Nu så han så mange huller i fundamentet, at de ikke længere kunne bortforklares. Det verdenssyn, han havde svoret at forsvare, baserede sig på én mands sammenstrikkede, pseudointellektuelle sammenblanding af islamisme, baathisme og gruppepsykologi.

Jeg havde dybest set læst en opdigtet litteratur. Jeg indså, at jeg kunne gå ind på et dansk folkebibliotek, kaste en sten i en tilfældig retning og ramme en bog, der var dybere end den dybeste bog, Hizb ut-Tahrir havde skrevet.”

Sprækkerne i S’ krakelerede verdensbillede lukkede noget andet ind. Det danske samfund og retsstatens principper, som han før havde nedgjort, besvarede nogle af hans spørgsmål.

Et af vendepunkterne kom, da Dansk Folkeparti endnu en gang havde foreslået at forbyde Hizb ut-Tahrir, og han på tv oplevede jurist Jacob Mchangama, nu direktør i tænketanken Justitia og deltidsskribent hos Zetland.

Jacob Mchangama forsvarede Hizb ut-Tahrirs ret til at ytre sig, og det kunne jeg ikke ignorere. Jeg tænkte, at hvis han havde levet under det ideelle kalifat, ville vi diktere, at han skulle halshugges. Han forsvarede min ret til at ytre mig, og hvis situationen var omvendt, ville vi dårligt give ham et sekund i retten. Det imponerede mig voldsomt,” siger S.

Det gik op for ham, at liberalismen udgjorde det sammenhængende samfundssystem, han havde ledt efter i Hizb ut-Tahrir. Han fandt ikke de samme selvmodsigelser som i bevægelsen, og især liberalismens principper om ikkediskrimination imponerede ham.

Da han indså, at der ikke var nogen vej tilbage, traf han beslutningen. Han mødtes med organisationens lokale områdeleder for at sige, at han ikke længere var ombord.

Det var en person, jeg selv havde undervist i flere år, så det var en meget akavet situation. Jeg sagde dybest set, at jeg ikke længere troede på litteraturen og tankerne, og at jeg var nødt til at komme videre. Han diskuterede det ikke med mig. Jeg tror, han var bange for selv at komme i tvivl. Og så sagde jeg farvel. I det øjeblik, jeg begyndte at gå væk, følte jeg den største lettelse. Og næste dag begyndte propagandakampagnen mod mig. Fra den ene dag til den anden var jeg bare enemy.”

Rygter blev spredt om, at S havde været for svag til at klare arbejdet for kalifatet. At han gik mere op i sine egne interesser, studier og arbejde i stedet for den store sag. I det miljø er det ikke en kvalitet at være optaget af sig selv og sine egne behov. Nogle af hans venner ringede og sagde, at ledelsen sværtede hans rygte til. Han fik at vide, der blev holdt møder om nogle af de ting, S havde sagt. Når han så nogle på gaden, nægtede de at hilse.

I virkeligheden er de rædselsslagne for at tale med en, der kunne sige noget, der gør dem i tvivl. Det er jo euforisk at være komplet overbevist om, at du er bedre end andre. At du er en engel. I denne tid, hvor alle er usikre på alt, folk ved ikke, om de tror på Gud, og der er identitetskrise, er det fantastisk at tro på noget, at have et rum, hvor du kan udtrykke de tanker igen og igen og genforstærke dem og ikke blive modsagt. Den følelse vil de ikke have taget fra sig. Derfor nægter de al form for interaktion.”

S frygtede, at hans liv ville falde fra hinanden, nu hvor fundamentet var krakeleret. Derfor fokuserede han udelukkende på at få styr på sin hverdag.

Jeg var meget forsigtig med alt, jeg foretog mig. Jeg havde fuldt fokus på mine studier, mit arbejde, mit ægteskab. Nogle eksmedlemmer træffer dårlige beslutninger, fordi de ikke ved, hvordan de skal takle den nye frihed. Bevægelsen har tænkt for dig.

UDFLYTNING Da S. gik ind i Hizb-ut-Tahrir boede han på Nørrebro. I dag bor han i en lille lejlighed uden for København med sin hustru og deres lille barn. Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

S er sulten, og der er flere timer, til solen går ned. I den lille lejlighed uden for København har han stillet en enkelt kop kaffe på sofabordet, en tallerken med småkager og en stor flaske Faxe Kondi med et glas, men han rører ikke noget af det selv. Han holder fasten igennem ramadanen.

I dag er det fem år siden, S gik ud, og nu er han alt det, han bekæmpede:

Han er demokrat, ansat i den danske stat og i gang med at tage en kandidatgrad i islamiske studier på Københavns Universitet.

Han er ude på den anden side, men alligevel har han taget noget med sig ud af Hizb ut-Tahrir.

Islam.

Han er i dag endnu mere religiøs, end da han gik ind i Hizb ut-Tahrir, men han ser det ikke selv som et paradoks. I hans øjne blev han præsenteret for en forkert islam, hvorefter han fandt frem til den udgave, han mener er den rigtige. Han praktiserer i dag en mere indadvendt tro, der ikke kolliderer med verden uden for hans dør.

I dag betragter jeg islam som en åndelig og etisk størrelse. Jeg ser ikke et modsætningsforhold mellem islam og det demokratiske system. Jeg er gennemført sekulær i den amerikanske betydning. Jeg går ind for adskillelsen af religion og politik, og det er fint foreneligt med islam. Islamismen har fejlet så voldsomt i alle dens former, at man skal være blind for ikke at se det,” konstaterer han.

Men du var ikke religiøs, da du gik ind i Hizb ut-Tahrir. Hvorfor droppede du ikke bare religionen, da du gik ud?

Det er rigtigt, at min interesse for islam var drevet af arbejdet i Hizb ut-Tahrir. Men mod slutningen prøvede jeg at søge svar og læste muslimske lærde fra islams klassiske periode. Jeg syntes, det var det ene mesterværk efter det andet. Det var det, der skruede min åndelighed op, og jeg fandt den form for islam meget mere appellerende. Jeg fandt det heller ikke sandsynligt, at alt jeg havde troet på, var forkert. Jeg ville ikke forkaste det hele.”

Hvordan lever du efter de værdier i dag?

Dengang ville jeg aldrig tolerere en demokratisk muslim, medmindre jeg skulle omvende ham. Jeg ville ikke mænges socialt med den type mennesker eller kvinder. Sådan lever jeg ikke længere. Jeg betragter ikke islam som en politisk doktrin. Jeg er meget mere tolerant i dag og kan sagtens drikke kaffe med folk, hvis livsstil jeg ikke deler. Jeg har forandret mig. Jeg er liberal. Folk må gøre, hvad de vil. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg kan godt leve islam på en måde, der ikke betyder had til andre mennesker. Det har været en åbenbaring for mig, at min religion har primært fokus på forholdet til Gud, ikke på at være fordømmende over for andre.”

Men islam er en lovreligion, og politisk islam er på fremmarch i flere lande. Hvordan forener du islam og demokrati?

Jeg mener ikke, at alt i Koranen skal tages så bogstaveligt. Nogle ting, som for eksempel hvordan muslimer beder til Gud, skal tages bogstaveligt. Men andre ting er dynamiske. Muslimer har igennem verdenshistorien levet under forskellige styrer og tilpasset sig. Enhver, der siger noget andet, har hverken set indersiden af en historiebog eller en islamisk jurabog.”

Har islam brug for en reformation?

Jeg ved ikke, om jeg vil bruge det ord. Nogle tolkninger af islam er komplet uforenelige med civilisation, med moral, med livet i den moderne verden. Jeg håber ikke, de kommer til at vinde kampen. Jeg mener, at den åndelige og progressive side skal vinde. Hvis den sejr er en reformation, så kald det bare reformation.”