signature

"Min mest overvældende følelse er vrede." Så fortvivlede er verdens klimaforskere

SORTSYNVerdens klimaforskere føler sig frustrerede og afmægtige over, at deres forskning ikke bliver mødt med handling. Illustration: Jørgen Stamp

Derfor skal du læse denne artikel

Nogle af verdens mest anerkendte klimaforskere kæmper for at undgå at bukke under af frustration. De er tynget af politikernes passivitet og af at gå rundt med en voksende viden om klimaforandringerne, som nogle knap tør dele med deres ægtefæller og børn.

Andre giver følelserne frit spil og oplever pludselig at blive hørt

Ruth Mottram har sommetider svært ved at sove. Når bekymringerne tager over, ligger hun og tænker på, hvordan Danmark ser ud i 2040, hvor hendes to døtre vil være omtrent samme alder som den 38-årige forsker i dag.

Det er noget, hun ved noget om. Som klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut har Ruth Mottram brugt de sidste 18 år på at blive en af verdens førende eksperter i afsmeltningen af Arktis og betydningen af gletsjerspalter. Hun er en af de få i verden, der fysisk har målt dybden af gletsjerspalter og været med til at påvise, at tæt på overfladen virker spalterne som solfangere. Spalterne øger afsmeltningen, som allerede er accelereret af den menneskeskabte afbrænding af olie, kul og gas.

Min personlige holdning er, at nu skal der virkelig gøres noget ved det. Videnskaben har i over 130 år vidst, at CO2 er en drivhusgas. Vi taler, ser og mærker nu konsekvenserne, men ingenting sker reelt,” siger hun.

Når Ruth Mottram ligger der i sengen uden at kunne sove, siger hun til sig selv, at det ikke nytter noget at blive nedtrykt og opgivende. Det gælder om at bevare håbet. Optimismen forsøger hun også at indgyde i andre, hun møder til fester og familiesammenkomster, og som spørger, hvordan det egentlig går.

Udviklingen bevæger sig den forkerte vej, men vi kan godt nå at vende situationen,” lyder svaret typisk.

Alt imens udelader hun de værste fakta om, hvor slemt det egentlig står til.

Ruth Mottram er ingenlunde alene med sin frustration. På målestationer og laboratorier overalt i verden finder der et skred sted hos flere af de fysikere, biologer, statistikere og glaciologer, vi har sat til at måle, dokumentere og forudse, hvorvidt og hvornår vi har gjort kloden ubeboelig for os selv.

Flere af dem har fået nok af at udføre forsøg, dobbeltforsøg, udarbejde peer-reviews, rapporter, dobbeltkontrollere grafer og revalidere data, mens politikerne ifølge forskerne ignorerer selvsamme data, og klimaproblemerne blot vokser.

For at få luft for frustrationerne har 69 førende klimaforskere, inklusive Ruth Mottram, på websitet Is this how you feel? nedfældet deres følelser af, hvordan det er at befinde i sig den videnskabelige frontlinje i studiet af konsekvenserne af en varmere jordklode.

Nogle af forskerne er ængstelige over at berette om deres følelsesliv. De frygter at give næring til klimabenægtere og blive skudt i skoene at være forudindtagede. Andre er lettede over omsider at fortælle højt, hvordan indsigten i klimaforandringerne påvirker dem mentalt.

Jeg er frustreret over, at jeg end ikke kan overbevise dem, som står mig mest nær om, at vi som samfund opfører os uansvarligt, og at vores børn, børnebørn og alle andre kommer til at betale prisen,” skriver Anna Harper, forsker i biokemisk feedback ved Exeter Universitet, på Is this how you feel?

Corey Bradshaw, professor i miljøvidenskab fra Adelaide Universitet fortæller:

Min mest overvældende følelse er vrede. En vrede næret af dem, som er grådige på bekostning af fremtidige generationer. Min frustration med disse grådige, løgnagtige bastarder er personlig (…) som en far, hvis familie bliver truet.”

Der er også Stefan Rahmstorf, professor i oceanfysik ved Potsdams Universitet, som beskriver sine mareridt:

Nogle gange drømmer jeg, at jeg er ude at gå en tur og opdager et afsides beliggende hus i brand. I et af de øvre vinduer er der børn, som kalder på hjælp. Jeg ringer efter brandfolkene. De kommer ikke, fordi en eller anden skør person bliver ved med at fortælle dem, at det er en falsk alarm. Situationen bliver mere og mere desperat, men jeg kan ikke overtale dem til at rykke ud. Og jeg kan ikke vågne fra det mareridt.”

KVÆSTETStudiet af gletsjerspalter kan være livsfarligt feltarbejde. Her er det en forslået Ruth Mottram, efter hun gled ned i en spalte og blev kilet fast. Så sent som den 22. oktober i år døde en skotsk professor i glaciologi, da han gled ned i en gletsjerspalte i forsøget at opstille målestationer. Foto: DMI

En gennemgående sindstilstand blandt forskerne er frustration over misforholdet mellem den øgede viden og den politiske passivitet, særligt under FNs årlige klimatopmøde. Sådan et møde finder sted netop nu i Marokko. Her er det meningen, at de mest forurenende lande skal forsøge at forpligte hinanden til at bruge væsentligt færre fossile brændstoffer. Men i to årtier har møderne haft for uvane at ende i mundhuggeri og trøstesløse forhandlinger. Statsoverhovederne har været mere rædde for at miste vækst og konkurrencefordele ved at skære ned på brugen af olie og kul end udsigten til større risiko for oversvømmelser, hungersnød og tørke.

Det kuldsejlede klimatopmøde i København i 2009 med en udkørt, halvsovende Lars Løkke Rasmussen i spidsen bliver i forskermiljøet tit brugt som eksempel på, at der er noget galt med politisk konsensus over for naturvidenskabelig konsensus.

Blandt andre har NASAs ledende klimatolog, fysikeren Gavin Schmidt, fortalt, at klimatopmødet i København nær var ved at kaste ham ud i en alvorlig depression. Dels på grund af det skuffende resultat, dels fordi der forekom tegn på urent spil, idet klimaforskernes interne korrespondancer blev hacket via servere opstillet i Rusland og Saudi-Arabien, to af verdens mest olieproducerende lande.

Og mens det efterfølgende klimatopmøde i Paris sidste år blev udlagt som succes i medierne og af FN selv, fordi det rent faktisk lykkedes at få politikerne til at forpligte sig til en aftale, har mange klimaforskere og FNs egen interne miljøorganisation rystet på hovedet af aftalen.

Klimaaftalen, som trådte i kraft i denne måned, dikterer, at medlemslandene skal forsøge at gøre deres for at undgå en global temperaturstigning i forhold til før-industrielt niveau på 1,5 til 2 grader. Uambitiøst og i værste fald ligegyldigt, lyder det fra kritikerne. Baseret på den fortsatte udledning af menneskabte drivhusgasser peger de på, at vi allerede er på vej mod en temperaturstigning på tre grader.

NØLVerdens ledere var i 2009 samlet i København til COP15. For mange klimaforskere symboliserer dagene i Bella Center i København, hvor lidt politisk handlekraft der er på klimaområdet. Foto: Christian Als / Scanpix

Men er der overhovedet plads til følelser inden for formidling af naturvidenskab? Emotionalitet bliver ofte anset som modsætningen til rationalitet og objektivitet. De er idealerne i den naturvidenskabelige formidling og metode, som søger en beskrivelse og forklaring af processer i naturen. Svarene skal være logisk sammenhængende og mulige at efterprøve. Svarene skal være upersonlige og kulturneutrale.

Her i 2016 er den opdeling ikke længere så simpel.

Tag nobelprisvinderen Camille Parmesan. Hun var hovedforfatter på de internationale klimarapporter fra FNs klimapanel og udnævnt af magasinet The Atlantic som en af vor tids modigste tænkere på linje med Apple-stifteren Steve Jobs og den amerikanske præsident Barack Obama. Camille Parmesan kvittede sit job ved University of Texas. Hun var ved at opgive klimaforskningen for i stedet at hengive sig til at skrive romaner, studere sommerfugle eller noget helt andet, hvor hun slap for bekymringer om smeltende isbjerge og truet dyreliv.

Professionelt deprimeret på grund af politisk nøl og det håbløse klimatopmøde i København, lød begrundelsen.

Jeg kender ikke en eneste forsker, som ikke har en følelsesmæssig reaktion på det, vi er ved at miste,” udtalte Camille Parmesan i 2012 i en rapport om, hvorfor USAs sundhedsvæsen angiveligt er uforberedt på de mentale aspekter af global opvarmning.*

Ifølge den amerikanske retsmedicinske psykiater Lise Van Susteren er mentale problemer såsom depression og tvangstanker en naturlig psykologisk reaktion, hvis man dagligt vader rundt i ildevarslende data om, at stigende temperaturer vil resultere i mere tørke, hungersnød og elendighed og ikke får et følelsesmæssigt afløb.

Prætraumatisk stresslidelse kalder Lise Van Susteren og flere andre psykologer og psykiatere lidelsen. Altså en lidelse beslægtet med posttraumatisk stresslidelse, som kan indtræffe, hvis en person har været vidne til eller involveret i livstruende hændelser såsom krig, overfald eller flystyrt.

Det kendetegnende ved prætraumatisk stress er, at stresslidelsen opstår, før katastrofen har fundet sted. Ved visheden om, at den er på vej. Eventuelt forstærket af følelsen af at advare, men tale for lutter døve ører. Og modsat soldater, læger og brandfolk, der både før og efter voldsomme begivenheder modtager psykologisk krisehjælp og mentale redskaber, står forskerne oftest alene.

Bonusinfo. 1,5 grader. Så meget bør den gennemsnitlige temperatur højst stige i forhold til før-industrielt niveau, dikterer FN’s klimaaftale. Men vi er godt på vej til tre grader ifølge både Shell og forskere under FN’s miljøorganisation UNEP.


Andre frustrerede forskere trækker sig tilbage fra den offentlige sfære eller lægger bånd på sig selv for at værne om deres mentale helbred. Et markant eksempel er det tre personer store forskerhold bag hockeystav-kurvenen.

Kurven, der blev præsenteret i 1999, viser temperaturudviklingen i Nordeuropa fra år 500 til 2000. Den viser en nogenlunde flad udvikling – indtil år 1900, hvor kurven pludselig ryger i vejret og fortsætter lodret opad. Altså en form, der minder om en hockeystav med dens blad for enden af stangen.

Den markante temperaturstigning hænger sammen med menneskets øgede afbrænding af kul, olie og gas. Da kurven blev offentliggjort, blev den anset som banebrydende videnskab, og FNs klimapanel så den som beviset for, at klimaforandringerne ingenlunde kan forklares ud fra naturlige klimatiske svingninger.

Med hockeystav-kurven blev forskerne lovprist i store dele af miljøet af klimaforskere. Alligevel blev holdet efter publiceringen demoraliserede. En lykkedes næsten med at begå selvmord.

Forskernes reaktioner skyldtes en økonom og en matematikers indsigelser imod metodevalg i den statistiske behandling af dataene bag hockeystav-kurven. Forskerne medgav kritikerne, at i nogle tilfælde var nogle af sammenligningerne, der ligger til grund for kurven, behæftet med usikkerhed, som de ikke havde taget nok forbehold for. Men de mindre fejlkilder rokkede fortsat ikke ved det overordnede billede. Efterfølgende har syv andre uafhængige videnskabelige undersøgelser nået frem til samme kurve og fastslået, at hockeystav-kurven snarere underdrev end overdrev effekten af menneskets påvirkning af de globale temperaturer*.

Men kurven var i forvejen ikke faldet i god jord i republikanske kredse i USA, og kritikken tændte derfor en gnist. De tre klimaforskere blev kritiseret for at forsøge at politisere ved at overdrive effekten af fossile brændstoffer.

I kølvandet på udgivelsen af kurven forsøgte politikere at presse forskernes universiteter til at fyre dem. Forskerne blev trukket gennem høringer, modtog hvidt pulver i postkassen og e-mails med budskaber som du bør skydes, parteres og lægges ud til grisene sammen med resten af din familie”. En britisk journalist causerede over, hvorvidt den elektriske stol burde anvendes.

Reaktionerne har medført, at to af forskerne bag kurven i dag er ekstra påpasslige med, hvad de siger af frygt for, at deres budskaber bliver hivet ud af en sammenhæng. Derudover har de på hver deres måde bearbejdet truslerne i en form for offentlig selvterapi.

Professor Michael Mann med udgivelsen af en galgenhumoristisk tegneserie om argumenterne for og imod eksistensen af global opvarmning. Raymond S. Bradley med en bog om hans oplevelse med at dokumentere samme fænomen.

At fortælle om al den fornedrelse jeg måtte lide under og at skrive bogen blev en form for åndelig renselse,” siger Raymond S. Bradley, som er professor ved afdeling for geovidenskab ved Massachusetts Universitet

Der findes dog også eksempler på forskere, der har reageret på den politiske passivitet og den generelle frustration ved at råbe højere og mere direkte i stedet for at træde tilbage. Tag for eksempel Jason Box.

Professoren, der arbejder i København for De Nationale Geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), blev på et tidspunkt så frustreret over ligegyldigheden over klimaforandringerne, at han hoppede ind og fik afløb på Twitter:

Vi er f…d, hvis blot en lille mængde af kulstofferne under havbunden i Arktis bliver udledt til atmosfæren,” skrev han.

Mere skulle der ikke til, så var GEUS og deres bandende professor i stort set alverdens massemedier fra Vice til Esquire – Jason Box og GEUS blev endda en del af Leonardo DiCaprios klimadokumentar Before the Flood.

BEKYMRET“Jeg tror, de fleste forskere render rundt og forsøger at begrave en åbenlys anerkendelse af de forfærdelige sandheder om klimaforandringerne i et beskyttende lag af benægtelse,” har professor Jason Box fortalt til magasinet Esquire. Her ses han sammen med Leonardo DiCaprio i forbindelse med klimadokumentaren Before the Flood. Foto: Ratpac Documentary Films

Normalt er stemningen løssluppen ved de afsluttende fredagsmøder på Danmarks Meteologiske Institut. Men for Ruth Mottram og de øvrige klimaforskere blev fredag den 9. september skelsættende.

Ligesom mange andre havde de nydt den dejligt lune danske sensommer. Om morgenen i hjemmet på Frederiksberg havde Ruth Mottram ligefrem galgenhumoristisk joket sammen med sin mand om, at de her nye temperaturer da egentlig ikke var så slemme.

Nu har vi de bedste druer nogensinde!” sagde hun.

Til mødet på DMI skulle forskerne præsenteres for de nyeste klimatiske data fra hele kloden. De vidste i forvejen, at 2016 med 99 procents sandsynlighed bliver det hidtil varmeste år nogensinde registreret, men alligevel forventede de at se faldende temperaturer til mødet. 2016’s varmerekorder var nemlig ikke så meget på grund af klimaforandringerne, men lige så vel på grund af El Niño, et helt naturligt vejrfænomen med en varm havstrøm. Med en aftagende El Niño ville vi nu komme til at se mere normale kølige temperaturer. Sådan plejer det jo at være om efteråret.

I stedet viste de nyeste data, at varmen ville fortsætte. Den ville endda stige. Stigningen skyldes, at El Niño og klimaforandringerne har fået verdenshavene til at opsuge så meget hede, at varmen nu bliver pumpet ud i atmosfæren. Den menneskelige afbrænding af fossile brændstoffer har altså rykket årstiderne. Sådan vil det i vid udstrækning se ud resten af århundredet.

Bonusinfo. Kassandra-komplekset stammer fra græsk mytologi og handler om Kassandra, som både fik skænket profetiens gave, men også nedkaldt en forbandelse over sig: Trods hendes viden om fremtidige begivenheder kunne hun hverken ændre dem eller overbevise andre om sine korrekte advarsler og bekymringer.


Da Ruth Mottram cyklede hjem for at hente sine døtre fra børnehave og skole den dag, forsøgte hun som sædvanligt at lægge arbejdet bag sig. Men tankerne kredsede om, hvordan Danmark vil se ud i 2040: Den øgede havstand vil æde på kysten og ekstremregn fosse ned. Men i vid udstrækning er Danmark heldigt placeret i forhold til nærmest alle andre lande. Til gengæld vil danskere formentlig mærke presset fra andre landes befolkninger.

Der kan blive tale om en massemigration, som vil få vor dages flygtningedebat til at ligne århundredets underdrivelse. For eksempel fra Østafrika, hvor 300 millioner mennesker er afhængige af den østafrikanske monsun og måske søger op imod Europa, hvis nedbørssystemerne ændrer sig.

Ruth Mottrams døtre på fire og seks år ved ikke helt, hvad deres mor laver. Mor laver vejrudsigterne i tv, siger de i skolen og børnehaven på Frederiksberg. Ruth Mottram lader dem blive i troen.

Hun gør sig mange tanker om, hvordan børnene undgår at blive skræmte af den viden, hun i stigende grad besidder. Omvendt synes hun, hun bør forberede dem på den nye fremtid.

Ruth Mottram forsøger at indprente vigtigheden af at genbruge. Og når hendes ældste datter beklager sig over, hvorfor de ikke flyver på ferie ligesom alle andre eller har en bil, de kan køre til skole i, forsøger Ruth Mottram at forklare, at så forbrænder man olie, og det er skidt for miljøet.

Problemet er også velkendt for hendes kolleger med børn i DMI og ude i de internationale forskermiljøer. De har ligefrem til frokostmøder og på Twitter forsøgt at udveksle råd. Og heri gemmer sig den sværeste situation, når det gælder klimaforandringerne og hendes viden gennem jobbet som forsker, siger Roth Mottram:

Jeg aner virkelig ikke mine levende råd, om hvordan jeg skal fortælle det til mine børn.”

*Tilføjelse og rettelse 5/12:
I afsnittet lige under overskriften, den såkaldte Derfor-tekst, stod der oprindeligt, at Nogle forskere stopper deres virke”. Det er der ikke belæg for i teksten. Fejlen skyldtes, at en række historier, som jeg læste under researchen, udlagde, at forskeren Camille Parmesan var stoppet efter et selvvalgt exit fra sit amerikanske universitet. Det er ikke tilfældet, og en decideret svipser gjorde, at jeg glemte at rette det i den publicerede version af denne historie.

I den oprindelige version stod også, at fem ud af de syv forskere tilknyttet den såkaldte hockeystav-kurve trak sig fra den offentlige debat og ikke fik den akademiske lynkarriere, som publiceringen af hockeystav-kuren ellers lagde op til. De blev bl.a. hæmmet af trusler.

Det er en forkert udlægning fra min side og skyldes, at jeg desværre kom til at blande den kritiske modtagelse af hockeystav-kurven sammen med den såkaldte climategate sag nogle år senere. De to sager har en del overlap bl.a. blev en del af forskerne bag den første version af hockeystav-kurven også impliceret i climategate. Afsnittet er nu ændret til kun at berette om de tre forskere tilknyttet den første, ikke-redigerede version af hockeystav-kurven. Derudover har afsnittet fået tilføjet et citat fra en af de berørte forskere Raymond S. Bradley.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem