Klimaet har indtaget dansk litteratur. Forklaring følger her

TIL LIVETVandet var “krøbet helt op til dem og ind i deres haver, og nu var den altså også trængt ind under dørsprækker og trækkanaler," skriver forfatteren Nina Bolt. Hun er en af flere danske forfattere, der bruger oversvømmelse som tema. Polfoto / collage

Derfor skal du læse denne artikel

Det danske bogmarkedet er for tiden fyldt med klimadigte, økonoveller og oversvømmelseskrimier. Her får du et overblik over tendensen. Og et muligt svar på, hvad klimaet overhovedet skal med litteraturen

Klimakrisen findes. Oversvømmelser og folkevandringerne findes, og der findes klimaministre og FN-topmøder og CO2-kvoter og videnskabsmænd. Og så findes der mennesker - jeg er sådan et menneske - der ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre med eller tænke om eller føle for klimaet. Og som derfor glæder sig over, at klimaet er rykket langt ind i bøgerne.

For den danske klimalitteratur, den findes: Der udkommer for tiden en masse danske bøger og særligt en hel masse dansk lyrik, der gør noget skønlitterært med miljøet og med klimaet og med de kroppe, vi går rundt i klimaet med. (En skov af træer bliver - som digteren Caspar Eric let arrigt har mindet sine kollegaer om - bogstaveligt talt fældet for at få papir til poesi og romaner, der bogstaveliggør de selvsamme træers ulykkelige skæbne.)

I april udkommer Charlotte Weitzes sort-humoristiske nærfremtidsroman Den Afskyelige, der handler om hovedpersonen Heidis forhold til en meget svedende klimafanatiker (der er indlagt på svedklinik) og om Nordens sidste skiulykke” (man formoder, det er blevet meget varmt). Weitze skriver sig dermed ned i den økologisk bevidste underskov, der pibler op af den danske litteraturmuld:

På universiteterne udbyder man nu fag i økokritik,” og på den virtuelle litteratursalon PRMNDN har man i årevis diskuteret økolitteratur” og økoteori” og mørk økokritik” i indlæg med titler som Mere mørk økologi og Økopoetiske skitser. Digterne Theis Ørntoft og Lars Skinnebach har stiftet bandet Klimakrisen, der laver soundtracket til din ukuelige dumhed,” og på det lille non-profit-forlag OVO Press udgiver man håndsyede bøger med titler som Jeg elsker naturen og alt omkring mig. For nyligt udkom tidsskriftet Ny Jord på forlaget Virkelig, hvor poeter og biologer og litterater og kunsthistorikere krydsbefrugter for fuld hammer i forsøget på at forme en naturkritik hinsides klimakrisens blanding af alarmisme og nihilisme.“
Litteraturen har i dén grad lukket døren op for klimaet. Man kan,” som Martin Gregersen, der forsker i dansk klimalitteratur på Aalborg Universitet, siger med uvanlig akademisk uforsigtighed helt sikkert tale om en tendens.”

Bonusinfo. Yahya Hassan kommer til at skrive om klima i sin kommende digtsamling. Det siger han i et interview til det norske dagblad Morgenposten.

Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster fra 2011 udgør en form for bog 0 for den moderne, danske økolitteratur. Det var en vild og bister digtsamling, der tog gamle Georg Brandes’ ord om, at en litteratur, der Intet sætter under Debat”, er i færd med at tabe al betydning” meget inderligt på sig, og som blandt andet lød sådan her:

Mennesket
er en svulst der først nu begynder at forstå
den er en sygdom”

Skinnebach var åbenlyst - og er sandelig - aktivistisk eller demonstrativ i sin økoarrige lyrik, men forhører man sig hos forskere og forlag og i den litterære blogosfære, er den økolitterære diversitet høj og breder sig fra den aktivistiske poesi over poetisk-melankolsk kortprosa til dystopiske krimier.

Tag til eksempel novellen (eller hvad Søren vi skal kalde den) Luna Secunda fra Ursula Scavenius’ (hvis jeg må være så fri) fantastiske debut, novellesamlingen Fjer fra 2015. Her er en ekstramåne (deraf titlen, selvfølgelig) dukket op ved siden af den måne, vi allerede kender, og har fucket gevaldigt med tyngdekraften. Det er en fortælling om et efter - som i: efter katastrofen. Hør bare, hvordan det hele starter:

De kører formålsløst omkring på vejene forbi syge mennesker og dyr, forbi to æselføl, der ligger slynget sammen inde i et pigtrådshegn, forbi en død kalv, som sidder fast under en nedfalden væg, og forbi biler, der svømmer i dalen.”

Luna Secunda er strengt taget ikke en fortælling om klimakrisen, men om en månekrise (og om ret meget andet interessant, mennesker for eksempel). Alligevel er det dunkle og sumpede efter månen ikke rigtigt til at tænke ud af vores eget efter, der hele tiden våger over eller under fortællingen og af og til stikker hovedet helt frem og spørger: Hvad hjalp det, at de forskede, når de ikke kunne gøre noget?”

Eller tag - for nu at opholde os ved oversvømmelsesmotivet - Nina Bolts Oversvømmelsen, en psykologisk roman fra 2013, hvor klimakrisen er skrevet noget mere håndgribeligt ind i fortællingen i form af en oversvømmende sø i det nordsjællandske, en sø der både fungerer som olmt varslende horisont for det psykologiske drama inde i parcelhuset og som en selvstændig instans, der i nattens løb var krøbet helt op til dem og ind i deres haver, og nu var den altså også trængt ind under dørsprækker og trækkanaler. Det var ikke muligt. Sådan tænkte alle”.

Og så er der selvfølgelig den måske mest omtalte klima-undergangs-digtsamling i Danmarkshistorien; Theis Ørntofts Digte 2014, hvor en desperat og arrig stemme flyder rundt i revolutionær, men resigneret melankoli:

Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet
ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker
jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind
jeg har fået nok af at fylde munden med petroleum
og se boreplatformene komme sejlende
se dem skyde deres flammer op i mørket.”

På den måde beskæftiger klimalitteraturen sig med dét klassiske spørgsmål i al samtidslitteratur: Hvad vil det sige at være menneske i den tid, vi lever i? Litteraturen giver sprog til de følelser, vi ikke kan finde ud af at sætte ord på, og den sætter noget vild realitet på den viden, vi ikke fatter, hvad vi skal gøre med.

Men litteraturen stiller også spørgsmålstegn ved, hvad vi overhovedet forstår ved de kategorier, vi bruger til at forstå. Hvor trækker vi grænsen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, mellem kroppen og det, der ikke er kroppen, naturen og kulturen, subjekt og objekt, klima og ikke-klima?

Skal man forstå den nye, økologisk bevidste litteratur, så udgør den britiske litteraturprofessor Timothy Mortons tanker en vigtig ramme både for forfatterne, der skriver bøgerne og litteraterne, der prøver at forstå dem. Så hvad siger Morton?

Lad mig prøve at gøre det kort: For at tænke økologisk, skriver Morton i the Ecological Thought, for at fatte den forbundethed, der kendetegner verden, skal vi glemme romantikkens natur og dens unaturlige kvaliteter” som hierarki, autoritet, renhed, neutralitet og mysterie”. Naturen er ikke det store udenfor, for der er ikke noget udenfor. Det, vi kalder natur, er uadskilleligt sammenflettet med det, vi kalder kultur, ligesom vores kroppe hele tiden gennemtrænges af partikler og bakterier. Verden er, med andre ord, et stort sprudlende net af indbyrdes forbindelser uden et definitivt center eller grænse”.

Det er ikke svært at se det poetiske potentiale i sådan en tanke, og det er svært ikke at se Morton, når man til eksempel læser Theis Ørntofts poesi:

Engang var diktatoren et menneske af kød og blod.
Nu er de tider forbi.
nu er de blæst til atomer
Og nu ligger jeg et sted blandt de atomer
og ser mine tænder svæve ud af munden
som en rumfærges besætningsmedlemmer
nu trækker jeg vejret og holder det inde, som om det var mit.”

Men den slags litterære grænsesletningsprocesser forstyrrer også grænsen mellem det, vi kan kalde økolitteratur og det, der er blevet kaldt kropslitteratur, forklarer Martin Gregersen, økolitteraturforskeren. Det er svært at få øje på klimaet eller miljøet i en formulering som Ørntofts, men omvendt er den elementære erfaring, der formuleres, kroppens radikale forbundethed med eller opløselighed i alt det, vi ikke kalder for krop. Og på den måde bliver kropslitteratur til økolitteratur.
Eller som Gregersen siger: Forurener vi naturen, forurener vi også os selv.”

Bonusinfo. Thorkild Bjørnvig skrev i 1975 digtsamlingen Delfinen med undertitlen 'miljødigte', en genre Bjørnvig videreførte i Abeguder fra 1981.

Og vi forurener jo hele tiden os alle sammen og hinanden, også forfatterne og digterne. Der rejser sig således et spørgsmål, der er etisk: Kan man skrive økologisk bevidst litteratur uden at leve et økologisk bevidst liv - og hvor økologisk skal det økologisk bevidste liv være?

I sensommeren var to af den yngre generations fremmeste digtere ude i et regulært klimaskænderi på tværs af kulturmagasinet Atlas og dagbladet Information.

Caspar Eric lagde ud med i et interview i Dagbladet Information at beskylde Lars Skinnebach for at være en klimaaktivistisk hykler (hans digte udkommer på papir) og tog Victor Boy Lindholms digtsamling GULD som et eksempel på et klimapolitisk selvhad, der ikke engang rigtig når at blive et selvhad”. Og så fortalte han ellers, at han selv var stoppet med at drikke Coca Cola fordi jeg mener det, jeg skriver, må det have nogle konsekvenser for, hvordan jeg gebærder mig i verden.”

Særligt den med colaen blev for meget for Victor Boy Lindholm. Han svarede igen i magasinet Atlas med en længere smøre om middelklassens dårlige klimasamvittighed for til sidst at konkludere: GULD handler om dårlig samvittighed, og det har jeg rimelig fucking meget af. Du er stoppet med at drikke cola. Jeg regner ikke med, at din samvittighed er ren. Jeg har skrevet en bog mere. Jeg er mere beskidt end nogensinde. Smurt ind i min klasse. Økolitteratur er klasselitteratur.”

På behørig, småborgerlig journalistafstand virker det forbløffende, at poeter diskuterer cola i en klimakontekst (eller i en hvilken som helst anden kontekst). Det er sært overraskende at opleve klimakrisen, som vi er så vant til at deponere på konferencer og i sporadisk-økologiske indkøb, blive taget så alvorligt og måske særligt så personligt.

Og det er netop pointen. Klimalitteraturen vil noget med os og den måde, vi er i verden på. Eller som Skinnebach og Ørntoft formulerede det på facebooksiden for deres fælles band Klimakrisen (et ord de forkorter KK) i en kras parafrase over Brandes’ gamle påbud om, at litteraturen skal lukke samfundet inden døre:

Kunst der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (KK) er ikke værd at beskæftige sig med.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: