Træt af at høre, du får børn for sent? Bare rolig. Din tipoldemor var mindst lige så gammel

INGEN VÅRHAREDenne artikel blev udgivet første gang i april 2016. Ovenfor: en typisk familie på Bornholm med en kvinde i 40'erne, hendes mand og deres fire børn. Billedet er taget i 1902. Foto: Bornholms Museum

Derfor skal du læse denne artikel

Man får let det indtryk, at moderne storbykvinder udskyder moderskabet til en historisk høj alder, hvilket gør det vanskeligt for dem at få børn, når de langt om længe prøver. Det passer bare ikke. Læs mere for at blive bedre rustet til at tale begavet med om de fertilitetsudfordringer, vi unægtelig står over for.

Tilbage i 1950’erne købte mine bedsteforældre et nedlagt husmandssted i nærheden af Pedersker, så de havde et sted at tage hen om søndagen og i ferierne, når de havde fri fra arbejdet på mejeriet i Klemensker. Det har fungeret som familiens sommerhus siden, og der er faste rutiner, nærmest ritualer, forbundet med et besøg: ned forbi Øster Sømark, hvor Erik sælger friskfanget torsk, som han flår og fileterer i sit lille skur på havnen, frokost på røgeriet i Årsdale, kaffe og is på havnen i Gudhjem og, da jeg havde en veninde med, der aldrig før havde været på Bornholm, en tur i Ekkodalen samt et besøg ved den største af øens rundkirker i Østerlars. Det meste ligner sig selv.

Og så fik jeg alligevel lidt af en overraskelse, da jeg sad og bladrede i Bornholms Tidende. På vej gennem anden sektion studsede jeg over en artikel med overskriften De gamle mødre’. Den fylder et helt teksttungt opslag, sparsomt illustreret af et kort over øen og en håndskrevet faktura fra 1866. Om mødre over 40 i Østerlars og Øster Herred i 1800-tallet,” står der tørt.

Jeg ved ikke med jer, men jeg går rundt med en opfattelse af, at kvinder får børn senere og senere i livet, og at det er et problem. Jeg læser i klummer og debatindlæg om, hvordan gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget fra 22,7 år til 29,1 år siden 1965. Faktisk er tallet 32,5 år i Gentofte, 31,8 år på Frederiksberg. Det skyldes, kan jeg forstå, vores karriereorienterede livsstil, som gør, at vi har travlt med at studere, rejse, feste, realisere os selv på jobmarkedet og sikre os på boligmarkedet, inden kvinder lader deres krop gøre det, den biologisk set var optimeret til at gøre i alderen 16 til 25: blive gravid. Som man gjorde i gamle dage, dengang unge mødre var en selvfølge snarere end et TV-program.

Så er det godt, man har Bornholms Tidende og Camilla Luise Dahl. Hun er født i Sandkås, en lille by på nordøstkysten, har uddannet sig til historiker i København og er nu ansat som arkivar ved Bornholms Ø-arkiv. Hun har været en tur i arkiverne, nærmere bestemt kirkebøgerne fra Østerlars, og jeg er stadig en smule målløs over, hvad hun har fundet frem til. For det viser sig, at mange kvinder var godt oppe i årene, når de fik børn i 1800-tallet. Fra 1858 til 1900 var det sådan, at godt 45 procent af de fødende var mellem 30 og 39 år. Næsten 10 procent var fyldt 40.

Året 1875 tager prisen med 23,68 procent af fødende kvinder over 40 år. Den gennemsnitlige fødealder var lige over 33 år. Den er faldet lidt i 1900, til 31,56 år, hvilket var en smule under landsgennemsnittet på 32 år det år – mere end et år ældre end i 2015.

Bonusinfo. Den gennemsnitlige fødealder i 1860’erne var op mod 10 år ældre end i 1960’erne.

Det var sådan, dengang, at man ikke måtte gifte sig, før man havde råd til at stifte hjem. Det tog tid at spare op. Typisk skulle man ud at tjene i en del år, inden det rakte til et hus og et stykke jord. Så ægteskabsalderen var høj i midten af 1800-tallet. Men den var faktisk endnu højere i slutningen af 1700-tallet. Så vores historiker fra Sandkås tøver ikke med at kalde 1960’ernes fødealder, som ellers ofte fremhæves som et fertilitetsmæssigt ideal, for en parentes i historien”.

Unge ægteskaber og barnemødre i 20-årsalderen er et fænomen, der historisk set kun har fundet sted hos overklassen og i enkelte modebølger, hvor ungdommen i stigende grad dyrkede et borgerligt og ungt ægteskabsideal.”

Hendes artikel er fuld af tal. Jeg var helt rundtosset, da jeg havde læst den færdig. Det var tilmed på færgen mod Ystad, så søsygen begyndte så småt at sætte ind. Det gjorde en undren også. En undren over, hvorfor nutidens medier er fyldt med advarsler om at få børn, før det er for sent” og bebrejdende spekulationer om, at danske kvinder venter for længe med at blive gravide”.

Dagbladsbloggere formaner: Vil du have børn, så lad være med at vente” – for det er ganske hæsligt, lyder det til, at få børn som 40-årig: Du skal i hormonbehandling. Dine æg skal have hjælp, og hvis det lykkes at få befrugtet dem, skal du have hormoner for at holde fast på dem. Du skal stikke dig selv i maven 1-2 gange om dagen. Derudover skal du stikke dig for at få ægløsning. Du skal ligge med stængerne i bøjler og insemineres for at sikre, at sæden kommer helt op til ægget. Herefter skal du sprøjte gelé i arrangementet i 14 dage. Gelé, der løbende gennem dagen, forlader dig i hytteostlignende klumper. Yes, man føler sig som en regulær sexraket, når man prøver at få børn. Hvis du er heldig, lykkes det.”

Jeg citerer ikke denne lange passage for at udstille den. Den er givetvis korrekt. Mange oplever vanskeligheder med at opnå og gennemføre en graviditet, når de er i slutningen af 30’erne eller begyndelsen af 40’erne. Men det er ikke sikkert, at det behøver være sådan. Hvis vi for en kort bemærkning vender tilbage til Bornholms Tidende, så runder artiklen om de gamle mødre af med en sidste sammenligning. Det er en sammenligning mellem en nygift 38-årig kvinde i 1850’erne og en nygift 38-årig kvinde i 2016. Førstnævnte blev typisk mor til 3-4 børn. Sidstnævnte vil højst sandsynligt få et barn efter at have gennemgået fertilitetsbehandling i et par år. En lillebror eller -søster kommer der næppe.

Det er, som Camilla Luise Dahl skriver om fortidens mødre, ganske bemærkelsesværdigt i en tid med dårligere ernæring og kortere levealder”.

Bonusinfo. Der blev født flere børn af mødre over 40 år i 1890, end der gjorde i 1990.

Lad det være en opfordring til den videre fertilitetsdiskussion. I stedet for at bebrejde kvinder deres beslutning om at bruge de første 15-20 år af deres voksenliv på at skabe sig en karriere, foretrække en uforpligtende singletilværelse eller følge deres nysgerrighed ud i østlig filosofi, ja, så var det måske mere interessant at spørge, hvordan det kan være, at en 40-årig kvinde har meget sværere ved at få et barn i 2016, end hun havde for 150 år siden.

Det spørgsmål har jeg stillet Søren Ziebe. Han er klinikchef på Rigshospitalets fertilitetsklinik og professor i klinisk embryologi ved Institut for Klinisk Medicin. Hvilket vil sige, at han ved meget om, hvordan befrugtede æg udvikler sig, og hvad der skal til, for at sådan et æg kan blive til et barn.

Ziebe lægger i god forskerstil ud med et forbehold: Ingen ved rigtig, hvad den naturlige fertilitetsrate er i dag, så det er noget sværere at sammenligne 40-årige kvindekroppes evne til at få børn på tværs af århundreder, end jeg har gjort her ovenfor. Men nuvel, professoren vil godt lege med, så hvis vi antager, at det er blevet vanskeligere, så er her hans – uvidenskabelige – bud på, hvad det kan skyldes.

1. Sex. Eller mangel på samme. En nygift 38-årig kvinde i 1850 havde med en vis sandsynlighed haft begrænsede mængder sex i sit liv. Muligvis var hun jomfru, moralen var en anden dengang. 2016-udgaven af hende har i over 20 år knaldet lystigt med en række forskellige mænd, muligvis også et par kvinder. Så risikoen for, at hun på et tidspunkt har stiftet bekendtskab med en kønssygdom, er betragtelig. Klamydia er en af de mere udbredte, og det er også en af de værste fra et fertilitetsmæssigt synspunkt. Æggelederen er et meget, meget tyndt rør, og klamydia er en infektion, som kan gøre, at røret lukkes. Så kan ægget ikke komme fra æggestokken til livmoderen. Vejen er simpelthen stoppet.

2. Kemikalier. De er over det hele. Når du tager en pizza med hjem i sofaen, så er den i en bakke, som er fyldt med et stof, der forhindrer fedtstof i at løbe igennem og gøre dine bukser beskidte – eller hvor du måtte hvile pizzabakken; jeg har den som regel liggende i skødet. Ja, så det er jo rigtig smart, bortset fra at det samme stof har, hvad Ziebe kalder en rådden effekt på vores reproduktionsevne”.

Det samme med det stof, der gør cowboybukser nemme at rengøre, hvis fedtet alligevel løber igennem pizzabakken. Og de brandhæmmende stoffer i fjernsynet, som fordamper og bliver indåndet af os, inden vi går i bad og vasker os med sæber og smører os ind i cremer, som også er fyldt med kemikalier, som måske ikke hver især udgør nogen fare for vores evne til at få børn, men som samlet set er langt over det anbefalede niveau.

3. Mad. Vi har meget bedre mad til rådighed, end man havde i 1800-tallet. Det er en af grundene til, at vi lever længere. Men vi har også meget dårligere mad til rådighed, end man havde i 1800-tallet. I hvert fald usundere mad. Pizzaer for eksempel. Nogle mennesker spiser rigtig mange pizzaer, Vesten oplever en fedmeepidemi uden lige, og det påvirker vores evne til at få børn. Fertilitetsklinikkerne kan se det på de kvinder, der kommer for at få hjælp: Der er flere og flere overvægtige iblandt.

4. Alkohol. Ziebe fortæller, at en kvindes æg har smagt, hvert eneste glas vin hun har drukket, hver eneste smøg hun har røget. Man røg og drak også i 1800-tallet, men måske var den slags laster ikke helt så tilgængelige for landsbykvinder i Østerlars som for en KUA-studerende på Nørrebro i dag.

5. Sædkvalitet. Det handler ikke kun om kvinder. Mændenes sædkvalitet er påvirket. På grund af kemikalierne under punkt 2, men også hvis ens mor for eksempel røg, mens man lå inde i hendes mave og udviklede sine testikler. Det er noget værre noget. Og det var helt almindeligt engang. Det gjorde min mor faktisk tilbage i 1979, går det lige op for mig. Og jeg har, så vidt jeg ved, ikke gjort nogen gravid endnu.

Men det er en anden historie.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem