Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Så kammede retorikken alligevel over: Højrefløjens trusler har skabt borgerkrig hos de borgerlige

I TOTTERNEJustitsminister Søren Pind advarer indædte islamkritikere mod at piske en stemning op. Fra højre: Mikael Jalving, Eva Selsing og Katrine Winkel Holm. Collage: Katinka Bukh / fotos: Polfoto og Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Landets mest islamkritiske debattør er vokset ud af undergrunden og har fået en enorm gennemslagskraft, ikke mindst takket være sociale medier. Derfor kan det få konsekvenser, hvis der er ved at udvikle sig en borgerlig fløj, som sætter spørgsmålstegn ved de demokratiske spilleregler – helt ligesom det skete for den rabiate venstrefløj i 1960'erne og 1970'erne. Jacob Mchangama har denne kommentar til en tilspidset debat.

Der er udbrudt åndelig borgerkrig i det borgerlige Danmark. Seneste offensiv fandt sted i sidste uge, hvor justitsminister Søren Pind åbnede en bredside mod den mest islamkritiske del af højrefløjen, der ifølge Søren Pind øger risikoen for terrorangreb fra psykisk syge personer på begge sider af islamdebatten.

Søren Pinds modoffensiv kommer, efter en række nationalkonservative bloggere og debattører, herunder Katrine Winkel Holm og Eva Selsing, har langet ud efter Søren Pind for at sælge ud og være naiv og eftergivende, når det gælder islam.

Holdningen kan bedst beskrives som defaitisme. Magelighed. Slaphed. Selvopgivelse med dertilhørende selvvalgt blindhed,” skrev Katrine Winkel Holm om Søren Pind i Jyllands-Posten midt i juli.

I sit aktuelle angreb på højrefløjens tænkning skrev Søren Pind blandt andet om faren for, at retorikken kan skabe en ny Anders Breivik:

Nogle af de ting, som den yderste højrefløj vil have os til at gøre, fremelsker nogle af de her typer. Og det er problematisk, sagde Søren Pind til Politiken den 20. august.

Søren Pinds indirekte beskyldning om, at navngivne debattører faciliterer terror, forekommer temmelig løs, al den stund at hverken Katrine Winkel Holm eller Eva Selsing har advokeret for vold eller selvtægt. Og når justitsministeren tilmed tilføjer, at han også udtaler sig som den øverste chef for efterretningstjenesten”, kommer sådanne udokumenterede påstande let til at virke som et elitært forsøg på at lukke munden på hans kritikere.

Det er en skam. For Søren Pind har en række væsentlige pointer, som hans borgerlige kritikere burde tænke grundigt igennem. Her kommer de fire vigtigste.

1. Det kan ikke være op til en statsmagt at definere, hvad en bestemt religion står for

Ét meget væsentligt spørgsmål er, hvad det præcist betyder, når islamkritikere insisterer på, at Danmark er i krig” med islam som sådan – snarere end med Islamisk Stat eller islamismen.

Hvis man skal tage kravet om, at et lands regering burde erklære krig mod en religion for pålydende, må det jo umiddelbart betyde en ændret status for dem, der bekender sig til denne religion. De må så betegnes som krigsfjender, der som bekendt ikke nyder den samme beskyttelse som almindelige borgere under en krig. Men da Søren Pind – igen uden konkret belæg – antog, at hans kritikere ønskede at internere danske muslimer, blev denne anklage rasende afvist af blandt andet Katrine Winkel Holm. Det er betryggende og i tråd med Winkel Holms skarpt optrukne, men grundlæggende demokratiske synspunkter.

Men hvis Winkel Holm ikke mener, at muslimer er fjender, der skal have frataget deres borgerrettigheder, hvad er så konsekvensen af at erklære islam krig?

Kravet er i bund og grund et krav om, at den danske regering indtager en såkaldt essentialistisk position, hvor staten definerer islam i henhold til en bestemt udlægning af troen. Men Danmark er ikke længere en konfessionel stat. I et demokrati som det danske skal regeringen – naturligvis – ikke tage udgangspunkt i, hvad der basalt set er en teologisk udlægning af en religion, som titusinder af dens danske følgere ikke ville skrive under på. Søren Pind er justitsminister og ikke chefteolog. Derfor gør han ret i at skelne mellem at erklære krig mod Islamisk Stat og islam som religion, selv om islam utvivlsomt er en afgørende komponent i Islamisk Stats ideologiske arsenal og i de problemer, det danske samfund oplever med radikalisering og parallelsamfund.

2. Det er umuligt i praksis at erklære islam uønsket

Der er stærke praktiske grunde til ikke at erklære islam krig. Hvordan mon danske muslimske embedsmænd, dommere, soldater, læger, politibetjente og andre, som dagligt tjener den danske stat – nogle af dem med livet som indsats – ville opfatte det, hvis landets justitsminister erklærede, at Danmark var i krig med deres religion. Hvor langt er der egentligt fra at erklære krig mod islam til at erklære, at de, der bekender sig til islam som tro, ikke kan være danskere og i bedste fald lever her på tålt ophold? Socialdemokrater og demokratiske socialister var afgørende i forhold til at bekæmpe kommunismen, selv om både den demokratiske og den totalitære del af venstrefløjen havde ideologisk udspring i marxismen. På samme måde er danske demokratisk indstillede muslimer afgørende i forhold til at imødegå islamistisk terror og parallelsamfund, selv om de deler religion med dem, der ønsker sharialovgivning og begår terror.

Derfor skylder Katrine Winkel Holm med flere et seriøst svar på, om man blot ønsker en ændret retorik uden reel betydning, eller om man er klar til at tage de politiske og juridiske konsekvenser, der normalt følger af, at en stat erklærer krig, og hvilke de i givet fald er. I modsat fald er krigsretorikken jo blot tom teatertorden.

3. Vi kan ikke straffe folk for at være uenige

Mens Katrine Winkel Holm og Eva Selsing ikke kan beskyldes for at støtte eller billige terror, så skal man ikke søge længe efter eksempler på prominente personer, der er villige til at tage endog meget vidtgående skridt. Tag forfatteren og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, der den 22. juli i år skrev følgende opdatering på Facebook med små 400 likes og mere end 150 delinger som følge.


Ifølge Lars Hedegaard er de demokratisk valgte politikere, der igennem årtier har fulgt en udlændingepolitik baseret på solide folkelige flertal, men som han er uenig i, landsforrædere”, der skal straffes”, ligesom borgerne skal sætte sig ud over lov og ret og ty til selvtægt. En Facebooksøgning på landsforræder” og straf” resulterer i deprimerende mange af denne slags kommentarer fra danske borgere. Der er langt fra Hedegaards Facebookopdateringer til handling. Men det burde være tydeligt for enhver, at de tanker, Lars Hedegaard giver udtryk for, er i eklatant modstrid med det demokrati og den retsstat, som Hedegaard og hans frænder påstår, at de vil forsvare. Reelt set kræver Lars Hedegaard retten til at sætte demokratiet ud af kraft, når politikere og befolkning vælger politiske løsninger, han er uenig i. Han efterspørger en slags diktaturstat, med andre ord. Eftersom dansk udlændingepolitik fra og med den berygtede udlændingelov fra 1983 er vedtaget med (ofte store) flertal i Folketinget, må man spørge, om den del af befolkningen, der har stemt på de ansvarlige politikere”, også skal straffes for medvirken? I så fald står Hedegaard som gammel socialist og redaktør på Information vel også til straf.

Selv hvis man er enig i Lars Hedegaards underliggende analyse om faren for islam, bør man tænke på, hvad en mand, der mener sig berettiget til med tilbagevirkende kraft at straffe” demokratisk valgte politikere for deres fuldt ud lovlige politik, ellers føler sig berettiget til at indføre af tiltag af hensyn til nationens” eller befolkningens” overlevelse.

Her ser vi nogle af de sidste trin på essentialismens trappe ned mod demokratiets afgrund, hvor folk deles op i venner og fjender, og hvor der kun er plads til dem, der fuldt ud deler de rigtige” holdninger.

4. Vi kan ikke straffe kollektivt

Endnu mere rabiat er følgende opdatering fra den tidligere S’er og nuværende DFer Mogens Camre:

Trussel?Ovenstående tweet fra 2014 førte til en dom for racisme, som blev stadfæstet i landsretten, tidligere i år. Mogens Camres Twitterkonto er i dag suspenderet. Screenshot

Twitters begrænsning på 140 tegn medfører en iboende usikkerhed i forhold til at udlægge den præcise betydning. Men medmindre Camre mener, at muslimer skal begå kollektivt selvmord, er det ganske nærliggende at udlægge det som et ønske at dræbe (alle?) europæiske muslimer – hvorfor dette tweet flirter med opfordringer til vold og massemord. Hvis Hedegaards opdatering udgjorde det næstsidste trin på essentialismens trappe mod demokratiets afgrund, er Camres det sidste og uigenkaldelige. Der, hvor fjendebilledet omsættes til et krav om kollektiv afstraffelse af en hel befolkningsgruppe.

Sådanne holdninger trives desværre også ganske mange steder på nettet, men det er ganske sjældent, at man oplever nationalkonservative gå ud og tage klar og utvetydig afstand fra det tankegods, som Hedegaard og Camre giver udtryk for. Måske fordi man mange steder i borgerlige kredse er præget af forrige årtiers offentlige debat, hvor borgerlige stemmer var i mindretal og blev mødt med vilde anklager om racisme og fascisme af en centrum-venstre-elite, der stod langt stærkere i den offentlige debat, end det er tilfældet nu. Det kan have skabt en belejringsstemning med en uudtalt præmis om at stå sammen uanset hvad, hvilket skaber sin egen politiske korrekthed”, hvor det anses for tabu at gå i rette med egne meningsfæller, uanset om man synes, de går for vidt. Men det er mindst lige så selvretfærdigt og udskammende” at kalde sine politiske modstandere landsforrædere som at blive kaldt racist” og islamofob” i Politiken.

Vi bør ikke acceptere, når muslimer bortforklarer terrorhandlinger med henvisning til diskrimination eller Vestens krige. Men tilsvarende bør nationalkonservative ikke bortforklare eller relativisere, når meningsfæller fremsætter utvetydige angreb på det demokrati, som langt størstedelen af alle danske borgerlige heldigvis er enige om at forsvare.

Demokratisk sindede nationalkonservative som Katrine Winkel Holm, Eva Selsing og Mikael Jalving kan med rette føle sig gået for nær, når Søren Pind associerer dem med terrorister som Breivik, som de klart og utvetydigt fordømmer. Men de skylder svar på, hvad præcist de mener, når de vil i krig med islam – ligesom de i klare vendinger bør lægge afstand mellem sig selv og de antidemokratiske stemmer på højrefløjen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem