Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Michael Eis er medlem af Zetland og har delt den med dig.

De historier, vi fortæller hinanden, har kæmpe indflydelse på økonomien. Så er vi ved at tale økonomien i sænk?

SMITSOMTFortæller vi hinanden nok historier om en snarlig økonomisk nedtur, kan det blive en selvopfyldende profeti. Illustration: Calum Heath for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Kan vi tale os selv ind i en recession? Ja, måske. Ifølge en nobelpristagers nye bog former historier – både i medierne og over kaffen – i høj grad økonomien. De historier, vi lytter til og selv fortæller videre, kan forstærke op- og nedture, bobler og kriser. Måske kan de endda skabe dem selv. Det er en ny måde at forstå økonomien på, og den rejser en vigtig kritik af den måde, vi træffer økonomiske beslutninger på i dag.

Der var historien om mændene, der sneg sig ud midt om natten. De havde haft almindelige jobs. Men nu, efter det store krak i 1929, havde de mistet alt. De listede rundt i gaderne i ly af mørket, hvor ingen kunne se dem. Og så rodede de i skraldespandene efter mad.

Der var historien om selvmordene. Forretningsfolk var blevet ruineret af krakket, og nogle gav helt op og tog deres eget liv. Skyd ikke dig selv,” advarede en lokalavis. Selvmord til højre og venstre gjorde et forfærdeligt indtryk på mig,” huskede en forretningsmand. Det var hjerteskærende … På Wall Street gik folk rundt som zombier.”

Der var historien om robotterne og maskinerne, der tog folks jobs. Der var historien om alle dem, der løb ned til bankerne for at få deres penge. Og der var historier om frygt og panik og om et aktie-crash, der havde ændret alt.

Alle de mange historier bredte sig i USA, efter at aktiemarkedet krakkede i 1929. Nedturen blev begyndelsen på den største krise i moderne tid: den store depression i 1930’erne. Der er mange årsager til krakket og krisen, men én årsag har fået mindre opmærksomhed, end den fortjener: de historier, der blev fortalt på det tidspunkt. Måske var historierne, der florerede omkring krisen i medierne og blandt folk, i høj grad medvirkende til at skabe depressionen og forværre den.

Historierne havde rod i virkeligheden, men mange var også stærkt overdrevne. Jo, krisen var ekstremt alvorlig. Men der var reelt ikke mange flere selvmord end normalt. Frygten for, at maskinerne tog folks job, var ude af proportioner. Det vrimlede ikke med mænd, der spiste af skraldespande om natten. Men det var de historier, der blev fortalt, i aviserne, i radioen, på arbejdspladserne og derhjemme. Det var de historier, der definerede tiden og økonomien – og som formede begge dele.

Sådan lyder pointen i en ny bog, Narrative Economics, fra nobelpristager i økonomi Robert Shiller. Vi er vant til at forstå økonomien som tal og statistik, som BNP og årsregnskaber. Økonomi bliver set som noget strukturelt og rationelt, nærmest som en hård videnskab. Hvis noget er billigt – en aktie, en bil, en pakke havregryn – køber jeg det. Hvis det er for dyrt, gør jeg ikke. Økonomer og centralbanker træffer beslutninger ud fra økonomiske indikatorer; de hæver eller sænker renten, når nøgletallene siger, der er brug for det.

Men den forståelse af økonomi misser noget vigtigt, mener Robert Shiller, der er professor på Yale University. For økonomien er også i høj grad drevet af narrativer – fortællinger. Det gælder både vores egne private økonomiske valg og de helt store økonomiske bevægelser i samfundet.

Hvis man prøver at forstå store økonomiske begivenheder ved blot at kigge på økonomiske data,” skriver Shiller, risikerer man at overse de underliggende grunde til forandring. Det svarer til at ville forstå en religiøs vækkelse gennem omkostningerne til at trykke pamfletter.”

Det er en ny måde at se på økonomien, og den har betydning for os alle sammen. For hvis kriser og bobler i virkeligheden i høj grad bliver drevet af historier, så skal vi bruge nogle andre værktøjer end i dag til at forstå dem. Det kan, skriver Shiller, hjælpe os til at blive bedre til at træffe økonomiske beslutninger, forhindre kriser og forudsige, hvor økonomien er på vej hen. Og hvis vi omvendt ikke lader historier få en større plads i forståelsen af økonomi, kan konsekvenserne blive alvorlige.

Så forbliver vi blinde over for meget reelle, meget tydelige, meget vigtige årsager til økonomiske skift,” mener Shiller.

Så kan vi ende med at forværre, eller endda sætte gang i, den næste krise. Så kan vi ende med at fortælle os ind i en ny recession.

FLOKMENTALITETBobler og kriser, opture og nedture hænger i høj grad sammen med vores fortællinger, mener Robert Shiller. Foto: Brendan McDermid / Reuters / Ritzau Scanpix

Når antropologer har undersøgt, hvad der kendetegner ellers vidt forskellige menneskelige samfund, går nogle universelle elementer igen. Et af dem: Vi fortæller historier. Mennesker forstår i høj grad verden gennem de historier, vi fortæller og lytter til. Fortællinger kæder begivenheder sammen og skaber mening i vores liv.

Men den indsigt har været alt for fraværende i økonomien, mener Shiller. Narrativer har floreret i andre dele af videnskaben – i litteraturstudier, psykologi, sociologi, historie – men sjældent i økonomisk videnskab. Det er en fejl, siger Shiller, for vi er også mennesker, når det handler om økonomi, og derfor er vi også dybt påvirkede af historier, når vi træffer økonomiske valg – som individer og som samfund.

Det skal understreges, at den slags tanker har været oppe at vende før i økonomien, også mange år tilbage, men Shiller har i sin forskning, som bogen bygger på, udviklet den narrative tilgang til økonomi med en grundighed og dybde, så den nu for første gang står som en helstøbt teori.

Og helt centralt står hans idé om smitsomme fortællinger. For ligesom sygdomme kan udvikle sig til epidemier, kan historier gøre det samme. De kan sprede sig lynhurtigt og smitte millioner af mennesker, indtil epidemien efterhånden klinger af. Nogle historier bliver, ja, virale.

Narrative epidemier mimer faktisk sygdomsepidemier,” skriver Shiller.

Han viser i bogen, hvordan mediernes omtale af særlige økonomiske historier følger samme kurve, som sygdomsepidemier ofte har. Udviklingen ligner en bakkes form. Først er kurven lav – næsten ingen er smittet. Så stiger den brat – mange bliver smittet hurtigt – og når så et et topniveau, indtil den begynder at falde igen.

Historier om depressionen i 1930’erne følger for eksempel samme udvikling som spansk syge, en voldsom influenzaepidemi nogle år tidligere. En anden smitsom fortælling – historien om bitcoin – følger også et klassisk epidemi-mønster. Det samme gør adskillige andre smitsomme økonomiske fortællinger ifølge Shillers data: om boligmarkedet, om aktier, om kriser, om ny teknologi og endda særlige økonomiske teorier, der pludselig slår igennem overalt og påvirker politikerne dybt – for så at forsvinde igen.

Det vrimler med eksempler på smitsomme historier i Narrative Economics. Og det kan være hjælpsomt at forstå dem på to måder. For det første er der konkrete økonomiske historier, der pludselig spreder sig med epidemisk fart – for eksempel fortællingen om selvmordene efter krakket i 1929.

Eller den fængslende historie om bitcoin, der efter sigende blev opfundet af en mystisk person, der kaldte sig Satoshi Nakamoto; historien rummer en teknologi, der skulle tage magten fra eliten og staterne og give den til folket; den rummer vækst og frigørelse, oprør og mysterium, løftet om gevinst og længslen efter en anden verden. Fortællingen om bitcoin udviklede sig epidemisk, påpeger Shiller, og det har haft betydning for både bitcoin-kursen og den generelle udbredelse af kryptovaluta.

For det andet lokaliserer Shiller en slags mere abstrakte arke-fortællinger. Det er dybe, nærmest evige historier, der går igen med jævne mellemrum, med nye konkrete udtryk og skiftende styrke. Arkefortællingerne, som både findes i en negativ og positiv version, kan være: Teknologien vil tage vores jobs/teknologien kan redde os, aktiemarkedet/boligmarkedet er attraktivt/problematisk, mådehold/iøjnefaldende forbrug er vejen frem, og lad os gå i panik/juble over økonomien.

Når arkefortællingerne får karakter af epidemi, kan de definere en tid. De kan også ligge stille i noget tid – som en virus, der ligger latent – indtil de pludselig vender tilbage i ny, muteret form.

I 1920’erne og 1930’erne, for eksempel, florerede fortællingen om maskinernes farlige fremmarch i den grad. Det vrimlede med historier om, at automatiseringen ville gøre masserne arbejdsløse. Ordet robot begyndte at sprede sig – det samme gjorde robotfrygten. De robotter, der var tale om, var meget langt fra vor tids avancerede kunstige intelligenser: Det var for eksempel de nye drejetelefoner, som overflødiggjorde de mennesker, der hidtil havde sørget for at stille ens opkald videre. Nu kunne man selv dreje nummeret – og lade maskinen gøre resten af arbejdet. Det kan virke lidt komisk, at en drejetelefon kan vække robot-angst i et helt samfund, men frygten var betydelig: Problemet er at frigøre mennesket fra jernmandens slaveri,” skrev The New York Times i 1928.

Shiller påpeger, hvordan den udbredte teknologifrygt kan have haft væsentlig betydning for, hvordan krisen i 1930’erne udspillede sig. Folk var bange for at blive overflødiggjort af maskinerne og holdt derfor mere på pengene, hvilket fik økonomien til at gå endnu mere i stå.

I dag, knap et århundrede senere, er arkefortællingen om teknologiens fremmarch nu igen en af tidens vigtige narrativer. Den har længe udspillet sig i en ekstremt positiv version: fortællingen om Silicon Valley og den nye teknologi, der kan ændre verden fundamentalt – til det bedre.

Historien om den helt nye økonomi var med til at drive opsvinget i 1990’erne frem, til it-boblen brast i 2000, og fortællingen ligger i endnu højere grad under tech-industriens sejrsgang de seneste år. Det er fortællinger om disruption og deleøkonomi, som måske har givet ekstra medvind til virksomheder trods deres enorme underskud – Uber og WeWork – fordi de rummede løftet om at virkeliggøre en af tidens fortællinger om teknologiens magisk forandrende kraft.

Samtidig – og i stigende grad – ser vi den dystopiske teknologi-fortælling vinde frem, påpeger Shiller. Det er historierne om kunstig intelligens, der kan presse folk ud i ledighed – og på sigt kan overflødiggøre de fleste af os. Den historie advarer Shiller særskilt mod. Den kan, frygter han, være med til at forstærke en kommende recession; en overdreven frygt for maskinerne kan få os til at træffe forkerte, og for defensive, valg, som kan forværre en fremtidig krise.

Shiller peger på, at når historier virkelig blive smitsomme, kan de blive til selvopfyldende profetier. Jo mere vi taler om, at en bank er i krise, jo flere mennesker trækker penge ud af banken – og gør krisen reel. Jo mere vi taler om en virksomheds fantastiske historie, jo flere får lyst til at købe dens aktier – og så bliver dens værdi måske pludselig også fantastisk. I en tid, i hvert fald.

PRISRobert Shiller vandt nobelprisen i økonomi i 2013 for sin forskning i finansielle markeder. Michelle McLoughlin / Reuters / Ritzau Scanpix

Shillers bog fokuserer i høj grad på USA, men man kan lige så vel finde eksempler fra Danmark. I 00’erne var det blandt andet en selvsikker, optimistisk fortælling om iøjnefaldende forbrug, der gik sin sejrsgang herhjemme, påpeger ph.d.-stipendiat Mads Vestergaard fra Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet. Vi fortalte hinanden historier om hastigt stigende boligpriser uden ende; det gjaldt om at komme med, inden toget var kørt.

Kort før finanskrisen, da økonomer advarede om overophedning, afviste statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han sagde i stedet, at de økonomiske lærebøger burde skrives om. Det var en del af en overoptimistisk fortælling om, at finansielle bobler og økonomiske kriser hørte fortiden til, og at træerne og friværdien derfor kunne vokse ind i himlen,” siger Mads Vestergaard.

Så kom finanskrisen. Amagerbanken – landets ottendestørste bank – fik alvorlige problemer. Banken kom under administration, og det endte med, at politikerne lod banken gå konkurs. Det var en unødvendig undergang, påpeger journalist Uffe Gardel i en bog om Amagerbankens fald – også fordi undergangen var påvirket af historier. I kølvandet på finanskrisen var en ny fortælling fremherskende: Bankerne var gået alt for vidt, og de skulle straffes. Uffe Gardel vurderer, at det i det mindste ikke havde været nødvendigt at lade banken gå ned på en så voldsom måde, hvor kundernes penge også skulle være med til at dække bankens tab – det var et særsyn i hele Europa, når vi taler om andet end helt små lokale pengeinstitutter.

Men politikerne ønskede at fortælle en historie til omverdenen om, at de var parate til at gå så langt. Det var et narrativ om straf til vælgerne, som var utilfredse med at have støttet bankerne med milliarder – og det var et narrativ til den finansielle sektor: Se, vi er klar til at træffe hårde valg,’” siger Uffe Gardel.

Således fik fortællingerne – og ikke blot kølige økonomiske kalkuler – indflydelse på en af tidens vigtige økonomiske beslutninger, påpeger han.

Både herhjemme og i USA findes også eksempler på konkrete, personlige historier, der har fået bred politisk betydning. Præsident Ronald Reagan talte i 1980’erne om en kvinde i Chicago, der brugte 80 falske navne til at få ekstra offentlig forsørgelse fra staten. Den slags hyperkonkrete fortællinger satte gang i debatten om welfare queens – folk, der nassede på systemet – hvilket førte til opstramninger af de offentlige ydelser.

Herhjemme har vi i nyere tid haft historierne om såkaldte Fattig-Carina, hvis levestandard som kontanthjælpsmodtager og livsvalg blev et stridspunkt mellem politikerne Özlem Cekic og Joachim B. Olsen, og om Dovne-Robert, der også var på overførselsindkomst, og som fortalte de danske tv-seere at han ikke ville have et lønarbejde. Begge historier fik enorm opmærksomhed. Igen var specifikke fortællinger om enkeltpersoner sandsynligvis med til at rykke en bredere økonomisk og politisk debat om arbejdsløshed, ansvar og ydelser, påpeger Mads Vestergaard.

De historier, som var baseret på blot to personer, skabte det, som kan betegnes en moralsk panik, og kaprede meget af dagsordenen,” mener han.

Selv om historierne om kvinden i Chicago eller om Dovne-Robert ikke var særligt repræsentative, fik de betydning, netop fordi de var konkrete. Vi kunne mærke dem, langt bedre end vi mærker statistikker over arbejdsløshedsprocenter.

Det lærer os to ting, skriver Shiller. At enkelte fortællinger – hvis de er stærke nok – kan få overdrevent stor indflydelse på debatten. Og at fortællinger kræver nogle særlige komponenter for at blive smitsomme.

Shiller er lidt vag om de komponenter – med god grund. Som han selv påpeger, findes der ingen matematisk formel for, hvornår en historie virkelig tager fart. Virkelig mange ting spiller ind: timing, fortælleren (kendte personer kan have en betydning), klare visuelle billeder og mange, mange andre faktorer. Men, skriver han, basalt set kræver en smitsom historie, at du har lyst til at fortælle den videre, når du hører den.

Lige nu trænger en ny fortælling sig i den grad på. Den handler om en kommende truende økonomisk nedgang. Nyhedsmedierne er de seneste måneder flydt over med historier om en ny recession. En ny krise truer,” lød det i Berlingske. Advarsel om øget risiko for recession,” skrev DR. Alarmlamperne blinker rødt,” meddelte B.T. Økonomer advarer om en ny økonomisk krise,” skrev, øhm, jeg selv her hos Zetland tilbage i august.

Der er selvfølgelig også oplagte grunde til den type artikler. Økonomien er presset flere steder, ikke mindst et land som Tyskland er hårdt trængt – et vigtigt eksportmarked for Danmark. Der er masser af usikkerhed fra handelskrig og Brexit. Men de talrige historier om en kommende nedtur kan også være med til at skabe den – eller i hvert fald forstærke den, påpeger Shiller, og det samme har en hel del forskning vist.

En undersøgelse konkluderede, at negative nyhedshistorier i medierne får folk til at overvurdere risikoen for et aktiekrak. Selv irrelevante negative historier, for eksempel om et jordskælv i lokalområdet, har vist sig at få folk til at få et mere negativt syn på økonomien. En anden rapport, fra den amerikanske centralbank, påpeger, hvordan nyhedshistorierne i perioder har været ude af trit med den økonomiske virkelighed. Konsekvensen er, at forbrugertilliden til tider bliver presset væk fra, hvad fundamentale økonomiske faktorer ellers ville tilskynde til,” lyder det.

Shiller siger selv, at han ikke er i tvivl om, at der kommer en recession på et tidspunkt, og at risikoen for den er højere end tidligere. Men nyhedsmediernes og vores alle sammens fortællinger kan påvirke, hvordan og hvornår den udspiller sig. Får fortællingen om en nedgang karakter af epidemi – altså hvis den bliver smitsom – kan det få store økonomiske konsekvenser. Især, påpeger han, hvis den bliver forstærket af andre fremherskende arkefortællinger, som den om frygten for ny teknologi og kunstig intelligens, der allerede ligger og arbejder i den kollektive bevidsthed lige nu.

Som Shiller siger det: Vores konstante snak om en kommende nedtur kan blive en selvopfyldende profeti.

STORE ORDDonald Trump forstår værdien i at fortælle historier. “Jeg taler til folks fantasier,” har han sagt. Foto: Tom Brenner / Reuters / Ritzau Scanpix

Bevidstheden om historiers økonomiske betydning fører også til en anden indsigt: Vi kan selv påvirke dem. Vi kan selv fortælle historier og modhistorier. Fortællingerne bliver en afgørende økonomisk kampplads.

Under den store krise i 1930’erne dominerede de mørkere fortællinger, vi berørte i begyndelsen: selvmordene, skraldespandsmændene, robotterne, der tog folks job – fortællinger om panik og frygt. Men samtidig forsøgte politikerne at fortælle en modhistorie. Tingene var ikke så slemme, lød det. Det var muligt at kæmpe imod.

Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv – den unævnelige, uretfærdige, uberettigede terror, der lammer den nødvendige indsats for at forvandle tilbagetog til fremgang,” sagde daværende præsident Franklin D. Roosevelt i sin berømte indsættelsestale i 1933. Han opfordrede befolkningen til ikke at ligge under for rygter og falske historier: Stop med at hive alle jeres penge ud af bankerne. Gå ud i verden og lev jeres liv, som I plejer.

Det var en kamp mellem to modsatrettede fortællinger, som havde meget reelle økonomiske konsekvenser.

Noget lignende ser vi lige nu. Donald Trump, der om nogen forstår fortællingens magt, taler konstant om økonomiens fremgang og optur. Mens det vrimler med dystre fortællinger om mulig recession i nyhederne, forsøger Trump at fortælle recessionen væk. Og noget tyder på, at det har en effekt.

Investorer på Wall Street har allerede lavet investeringsprogrammer, der inkluderer Trumps kommentarer på Twitter; et tweet om en virksomhed kan have betydning for dens aktiekurs; et tweet om handelskrigen med Kina, kan have betydning for hele økonomien.

Robert Shiller peger på, at Trumps insisterende og konstante fortælling om økonomisk succes kan være med til at holde en recession væk i flere år. Fortællingen fra den mest magtfulde stol i verden påvirker markedet – og i hvilket omfang helt almindelige amerikanere bruger penge, siger han.

På sin vis har Trump således forstået noget, som økonomer måske har brug for at tage mere til sig: at fortællinger i høj grad driver økonomien. Problemet er bare, som Shillers bog viser igen og igen, at fortællinger er nødt til at have en rimelig forbindelse til virkeligheden. Ellers fører de os længere og længere ud på den tynde is, lige indtil det går galt. Hvis fortællingen om evigt stigende huspriser og aktiekurser eller om en altid voksende økonomi kommer for langt væk fra virkeligheden, knækker isen til sidst. Og så ryger de, der har vovet sig for langt ud, ned med et iskoldt plask.

Det rejser et af tidens afgørende spørgsmål: Hvilken af fortællingerne om økonomien – den dystre eller den lyse, nyhedsadvarslerne eller Trumps tweets – matcher bedst virkeligheden? Og hvilken fortælling har størst potentiale til at blive smitsom og starte en epidemi?

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: