Ja, Kina forsøger at overtage verdensherredømmet.

Og planen begynder i et ukendt underpanel i FN

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

20:42

Tilbage i januar udspillede der sig et tankevækkende drama på den del af Twitter, som følger Kina tæt. Dramaet handlede om en sjældent omtalt international organisation, nemlig The International Civil Aviation Organization, forkortet ICAO, som fastlægger reglerne for flys bevægelser rundt i verden. Konflikten begyndte, da en bølge af brugere på de sociale medier samledes om det budskab, at Taiwan – der i Beijing som bekendt opfattes som en del af Kina – burde have sin egen plads i flysektorens FN-organ.

Det overraskende var det næste, der skete. ICAO reagerede på forslaget ved at blokere brugernes profiler.

Kritikerne blev rasende, og det lykkedes dem at grave frem og publicere, hvem der stod bag blokeringerne. Det drejede sig om en kinesisk statsborger ansat på ICAOs sociale medie-kontor i Montreal. Online-aktivisterne opfattede blokeringerne som endnu et eksempel på et omsiggribende problem: kommunistpartiets forsøg på at infiltrere globale institutioner. Set fra Beijing var anklagen derimod endnu et eksempel på den skingre skepsis, Kina mødes med ude i verden.

I Beijing føler styret ikke, at dets svulmende økonomiske magt de sidste 40 år har trukket en matchende indflydelse med sig. Som verdens andenstørste økonomi og verdens største handelsnation vil lederne i Beijing gerne have fingrene om taktstokken i det globale orkester. Vi befinder os således i en skrøbelig periode i verdenshistorien, og vi kan se frem til spændinger og splittelse i de institutioner, den eksisterende verdensorden er grundlagt oven på.

På den måde er historien om ICAO et eksempel på de sprækker, verdens hurtigst voksende supermagt skaber inden i de globale systemer. Resten af verden står i et næsten eksistentielt dilemma. Skal vi gå på kompromis med vores værdier for at fastholde en verdensorden, hvor vi sidder ved samme bord som kineserne … eller skal vi risikere, at de i forvejen skrøbelige forbindelser, der binder verden sammen, splintrer? At dilemmaet er reelt, afsløres af kinesernes to metoder til at forme verden i deres billede. Landet forsøger med alle midler at påvirke den gamle verdens institutioner indefra – og arbejder parallelt med at skabe helt nye institutioner. En af dem har Danmark spillet en rolle i i kulissen. Den vender vi tilbage til. For først må vi forstå Kinas position på den gamle verdens magtscene.

Da Kina trådte ind i FNs sikkerhedsråd i 1971, fik landet ret over eget navn; da Kina trådte ind i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001, fik landet adgang til verdens markeder på fordelagtige vilkår. Det er svært at pege på et land, der har haft større gavn af de multilaterale organisationer end Kina over de sidste 40 år. Kapital, knowhow og købestærke fjernmarkeder har gjort Kina rigt og innovativt, og i Beijing vil man gerne have, at det bliver ved med at være sådan.

Det har været en klar succeshistorie for Kina – men fra det kinesiske perspektiv er billedet mere mudret. Det moderne Kina, som vi har kendt det siden 1979, udviklede sig inden for det eksisterende internationale system. Men det eksisterende system holder i tiltagende grad Kina tilbage, oplever lederne i Beijing, fra at udleve landets fulde globale potentiale. I klassisk diplomatisk tone har Xi Jinping formuleret det på følgende måde: Kina er en deltager, bygger og begunstiger af det eksisterende system. At reformere og forbedre det eksisterende system betyder ikke, at man skal starte forfra, men derimod, at man skal promovere udvikling i en mere fair og rimelig retning”.

Det lyder venligt, men nøgleordene er mere fair og rimelig”. Beijing føler ikke, at kineserne får den nødvendige respekt ude i verden – sammenlignet med deres bidrag til den globale vækst og udvikling. I årtier år sad Kina på bagsædet i globale forhold, men det er begyndt at ændre sig de sidste par år. Allertydeligst under coronakrisen, hvor kineserne har forsøgt at optræde med et nyfundet engagement i verden.

I Beijing kan man som sagt vælge mellem to veje til at skabe et mere fair og rimeligt” globalt system: Den første er via de eksisterende systemer, hvor man vil indtage forsædet – eller ligefrem førersædet – i den globale bus.

Ifølge egen optælling er Kina i dag det land i verden med flest oversøiske diplomater spredt ud over verden. Man er den næststørste bidrager til FNs budget og den største bidragsyder i flere søsterorganisationer, og fire ud af FNs 15 specialagenturer har kinesere i spidsen. Men Beijing har kæmpet forgæves med at opnå lige så stor dominans på indersiden af de multilaterale organisationer – kommunikationsmedarbejderen hos ICAO er en af knap 1.200 kinesiske medarbejdere i FN-regi, 800 færre end Canada ved seneste optælling.

Økonomisk fylder Kina mere end nogensinde. Landets bidrag til FN er tredoblet over det sidste årti, og det har kineserne ikke noget problem med. Det kinesiske udenrigsministerium skrev i en rapport i 2019, at Kina i de seneste år har påtaget sig en mere proaktiv rolle i internationale affærer og bidraget mere til verdensfred og udvikling”. Da USA lukkede for sin betaling til WHO i vrede over sundhedsorganisationens håndtering af coronakrisens udbrud i Kina, stod samme Kina klar med en stor check.

Checken er et godt eksempel på, at der har åbnet sig store muligheder i institutionerne de seneste år takket være Donald Trumps isolationisme. Bedst eksemplificeret ved Xi Jinpings tale ved Davos i 2017:

Der var engang, hvor Kina var i tvivl om økonomisk globalisering, hvor man var usikker på, om man skulle slutte sig til Verdenshandelsorganisationen. Men vi nåede til den konklusion, at verdenshandlens integration er en historisk trend. For at vokse økonomisk må Kina have modet til at svømme på den globale markeds endeløse ocean. Hvis man er bange for at sejle gennem uvejret og udforske den nye verden, vil man før eller siden drukne i havet,” sagde Xi Jinping og demonstrerede samtidig kinesisk politiks forkærlighed for storladne metaforer.

Han konstaterede, at Kina havde haft hovedet under vand og både forceret strømhvirvler og voldsomme bølger. Men nu, erklærede Xi Jingping, nu svømmer Kina.

Talen fik for en kort stund verdens internationalister til at falde i svime over den kinesiske leder.

Hvis der er én institution, der nyder særlig popularitet i Beijing, er det da også Verdenshandelsorganisationen WTO. Optagelsen i 2001 førte til et produktions- og eksportboom i Kina, som gik fra syv billioner dollars i eksport i 2001 til omkring det tredobbelte ti år senere. I Beijing har man da også været påpasselig med ikke at bide hånden, der har fodret én. Kina har en fornem historik i forhold til at leve op til domsafsigelser i WTO, skriver Weihuan Zhou fra University of New South Wales i sin bog China’s Implementation of the Rulings of the World Trade Organization. Ifølge Zhou lever Kina op til kravene i 99 procent af dommene imod landet i WTO. Samtidig kan kineserne meget nyttigt pege på USA som det sorte får, da landet er mål for det største antal klager i WTO-regi. Kinas og WTOs overhoveder har generelt været generøse i deres ros af hinanden.

HØFLIGHEDSVISITXi Jinping skåler med Schweiz' daværende forbundspræsident, Doris Leuthard i januar 2017. Gallamiddagen fandt sted et par dage inden den kinesiske leders store tale om at svømme i frihandelshavet. Foto: Peter Klaunzer, AP/Ritzau Scanpix

Der er én oplagt forhindring for kinesernes ambitioner om at udfordre de globale institutioner. Nemlig at eventuelle uenigheder bunder i noget så fundamentalt som de grundlæggende værdier omkring et godt samfunds opbygning. Et godt eksempel er borgernes individuelle rettigheder – det, som i Vesten går under betegnelsen universelle menneskerettigheder”.

Man skal ikke tage fejl af, at det, Vesten ser som universelle værdier, er mere nord-for-ækvator-værdier.

Yiqin Fu fra Stanford Universitet har kigget på stemmeafgivelsen i FN og tydeliggjort, at der ville være stor politisk afstand mellem et FN domineret af Kina og et FN domineret af Vesten. Fu har blandt andet kigget på, hvem der var enige med kineserne i perioden fra 1971 til 2017. Der var ikke ét europæisk eller nordamerikansk land blandt de 20, der stemte mest overens med kineserne i FNs Generalforsamling. Tværtimod var de 20 nationer, der stemte mindst ens med kineserne, med få undtagelser europæiske og nordamerikanske. Kun i hver femte afstemning mente Kina og USA det samme.

Så uenigheden om, hvor verden skal hen, er stor. Kineserne ved imidlertid godt, at institutionerne er for etablerede til, at de kan gennemtrumfe en totalrenovation. Men derfor kan de godt bearbejdes – især på områder, hvor uenigheden er størst, såsom menneskerettigheder. Heldigvis for Kina bakker en voksende gruppe af autoritære stater op om den kinesiske tilgang.

Sammenslutningen G77 består af 135 udviklingslande samlet under én fane for at give modvægt til den nordlige halvkugle. Kina er paradoksalt nok ikke medlem, men ikke desto mindre har man forsøgt at lede gruppen i en form for koalition mod Vesten. I første omgang handler det om at sikre de mange udviklingslande en stemme i FN. En stemme, der vel at mærke gerne skal lyde som Kinas.

De nationalstater, der hælder til at stemme ens med Kina i FN, tenderer til at ligge lavt på Economist Intelligence Units Democracy Index. 18 ud af de 20 lande, der stemmer mest overens med Kina, regnes som ikke-demokratier ifølge indekset (de to sidste er Indien og Namibia).

Et delmål for Kina er at introducere kinesiske ord’ i den globale samtale. Med kinesiske ord menes først og fremmest politiske fraser fra præsident Xi Jinpings samling af tanker’, som de officielt hedder. Det er begreber som win-win-diplomati’, økologisk civilisation’ og et samfund med en fælles skæbne’. Sidstnævnte formulering har sneget sig ind i officielle dokumenter fra flere FN-institutioner, viser research af den franske forsker Nadège Rolland.

Andre kinesiske sejre er mere synlige. I september 2019 fik Kina en af de fem pladser i den rådgivende kommité for FNs Menneskerettighedsråd, hvilket fik Hillel Neuer, chef for ngo’en UN Watch, til at sammenligne det med at sætte en pyroman i spidsen for den lokale brandstation”.

Sophie Richardson, chef for Human Rights Watch i Kina, ser september-udnævnelsen som en brik i et større spil, hvor målet ikke blot er at sørge for, at de her institutioner ikke kan udfordre Kina, men at de ikke kan udfordre nationalstater overhovedet. Man forsøger at fjerne idéen om, at ikke-nationalstater har noget at sige i for eksempel spørgsmål om menneskerettigheder internt i lande,” sagde hun i et interview til The Little Red Podcast. Kina foretrækker, at omverdenen lader være med at blande sig i deres interne affærer, hvad enten det drejer sig om menneskerettigheder, statssubsidier eller miljøpolitik.

Kinas succes på den front har ført til voksende kritik af FN-institutionerne fra alle fløje og især fra USA. De bliver beskyldt for at være tandløse.

Alligevel er der som sagt grænser for, hvor stor realpolitisk gennemslagskraft den kinesiske retorik kan få på FNs målsætninger.

Og derfor arbejder Beijing også i et andet spor, nemlig at skabe helt nye institutioner. De kinesiske institutioner er ofte fokuseret på bestemte regioner. Lad os se på nogle af de mest interessante:

I Europa har kineserne etableret en organisation, der går under navnet 17+1, som er et kinesisk forsøg på at tale til de østeuropæiske landes Kina-drømme. De 17 refererer til de 11 østeuropæiske lande i EU, de fem lande på Balkan og så lige Grækenland. Plus én? Det er naturligvis Kina.

I Europa frygter man, at 17+1 forsøger at underløbe det europæiske sammenhold. Kina har beskrevet organisationen som en arena, hvor tidligere kommunistiske lande kan dele deres erfaringer inden for markedsøkonomi. For de 17 er muligheden for kinesiske investeringer og adgang til det kinesiske marked en del af tiltrækningskraften.

Længere østpå samler Shanghai Cooperation Organisation de eurasiske lande – også kendt som stan’erne’ – og Rusland i en sikkerhedspolitisk gruppe, der i stigende grad også koordinerer handel.

Sammenslutningen BRICS – stavet med forbogstaverne i Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – og den tilknyttede New Development Bank er et andet eksempel. Kina er på grund af sin størrelse tyngdepunktet i gruppen, der tilsammen repræsenterer over 40 procent af Jordens befolkning.

Og så er der selvfølgelig Belt and Road-initiativet, som kan være svært at få greb om, men som bør ses som det mest ambitiøse af alle de nye kinesiske institutioner. Kernen er kinesisk finansieret infrastruktur, og initiativet er på den ene side blevet beskrevet som et udviklingsprojekt, der stimulerer verdenshandlen – og på den anden side som et sikkerhedspolitisk forsøg på at dominere den sydlige halvkugle. Fem år efter projektets fødsel regnes 130 lande som medlemmer’.

Selv blandt landene på listen er der tvivl om, præcis hvad Belt and Road forsøger at udrette. Italien er for eksempel underskriver, men har modtaget færre investeringer end Frankrig, som står udenfor. Styret i Beijing er ofte bedre til at se gode investeringsmuligheder end at opbygge alliancer.

Når det gælder handel, er Beijings fokus i det hele taget ofte på bilaterale aftaler – sådan kan kineserne udvide deres magtsfære ét land ad gangen. Hvis man vil have adgang til det kinesiske marked, kræver det blandt andet, at man føjer Beijings linje på udenrigspolitiske spørgsmål, hvilket primært handler om at tie om de tre T’er: Tibet, Taiwan og Tiananmen, altså Den Himmelske Freds Plads, hvor styret knuste en reformbevægelse i 1989.

Adgangen til det kinesiske marked fungerer både som gulerod og pisk. Norge faldt eksempelvis i unåde i Beijing, alene fordi systemkritikeren Liu Xiaobo blev tildelt Nobels Fredspris i 2010. Australierne kom under pres, da de efterspurgte en uafhængig undersøgelse af coronavirussets udbrud. Kina stoppede for import af australsk korn og advarede kinesiske studerende mod at tage til Australien på grund af påstået australsk racisme, og en australsk mand blev dømt til døden efter at have siddet fængslet for narkosmugling i syv år. For klodens nationalstater bliver Kina-spørgsmålet således et binært for eller imod. Det attraktive kinesiske hjemmemarked sørger for, at de fleste klapper i og svarer vi er for!” – og hver gang bliver den kinesiske interessesfære ét land større.

Der findes imidlertid én ny kinesisk institution, som fungerer efter mere klassiske principper. Nemlig Asian Infrastructure Investment Bank, forkortet AIIB, som er modelleret efter den tankegang, man kender fra vestlige pendanter såsom Verdensbanken. Bankens mission er at forbedre sociale og økonomiske resultater i Asien” ved at investere i bæredygtig infrastruktur og andre produktive sektorer”. Danmark er medlem og sidder efter et bidrag på 370 millioner dollars på en halv procent af bankens stemmer. Bankens kasserer i opstartsperioden 2016 til 2019 var en dansk finansmand ved navn Søren Elbech.

Det klareste tegn på, at AIIB er fri for politisk detailstyring fra Beijing, er bankens manglende investeringer i Belt & Road-initiativets projekter. Ifølge en kilde i banken vil man ikke røre ved initiativet – delvist fordi projekterne ikke har høj nok kvalitet, delvist af hensyn til bankens politiske uafhængighed.

Den er tilsyneladende stor, også selv om 30 procent af AIIBs indeståender kommer fra den kinesiske regering. Samtidig med at Indien og Kina stod i en blodig grænsekonflikt tidligere denne sommer, gav AIIB et 750 millioner dollars stort lån til Indien. Et andet tegn på uafhængigheden er, at store dele af bankens lån bliver udlånt i amerikanske dollars frem for kinesiske renminbi.

Da AIIB gik i luften i 2016, skabte det en del røre. Amerikanerne nægtede at deltage og frarådede deres allierede at gøre det samme. Som daværende Kina-korrespondent for Information Martin Gøttske skrev i en leder dengang, var Danmark med sin indmeldelse med til at sikre, at Kina kan øge sin geopolitiske og økonomiske indflydelse på bekostning af USA.

AIIB har fulgt mantraet om, at den, der lever stille, lever godt. Der er skrevet meget lidt om banken i den internationale presse de seneste år. Selv om udviklingsbanken stadig hører til de mindre på den globale scene, er den involveret i en række ambitiøse projekter. For eksempel med lån til en ny hovedstad i Indonesien – et projekt, der i tidligere tider typisk ville have ligget i Verdensbanken.

For optimisterne er AIIB et tegn på, at Kina kan have kurs mod at etablere mere traditionelle institutioner baseret på ligeværdige relationer i stedet for kinesisk magtpolitik. Men uanset graden af uafhængighed vil de kinesiske institutioner altid være kinesiske i deres dna. Det store spørgsmål er måske i virkeligheden, hvor mange af klodens lande der vil opfatte dem som et bedre match end de vestlige institutioner.

Eller som den indonesiske finansminister forklarede det til Financial Times, da han blev spurgt, hvorfor han havde valgt den Beijing-baserede udviklingsbank til sin nye hovedstad:

Den er mere fleksibel. Med de gammeldags banker bliver jeg bekymret … De er meget langsomme.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: