Favoritlisten_

En kvinde blev væk i sit eget liv og fire andre historier til din weekend

  • 23. april 2021
  • 4 min.

En af redaktionens største podcast-entusiaster har haft en åbenbaring, der handler om en modig kvindes opgør med Hells Angels. Du kan også læse om boligprisernes sorte hul, en bog fra 1800-tallet, en by delt på midten og de magiske skove, som dine tip-tip-tipoldeforældre samlede svampe i.

Forsoning. En lille by i Amerika

USA er et dybt splittet land. Den fortælling har vi hørt mange gange, jeg har selv forsøgt at bore i den. Men det er ikke en entydig historie. The New York Times’ journalist Nicholas Kristof er en af dem, som bedst forstår polariseringens nuancer, som bedst sætter tænksomme ord på det USA, der gav Donald Trump magten. Her handler det om en historie, han har skrevet om en lille by i Oregon, hvor mennesker, der engang var fjender, måske viser vejen til, hvordan amerikanerne igen kan finde hinanden. En lille historie om en kæmpe historie. Hvis man vil have endnu større perspektiver, kan jeg varmt anbefale Kristofs bog Tightrope.

They Overcame Mutual Loathing, and Saved a Town’ – The New York Times

Dyrt. Boligmarkedet, mand

Priserne på boliger i det meste af Danmark stiger helt afsindigt for tiden. Hvis du har lyst til at dykke helt ned – og jeg mener heeeelt ned – i, hvor stort et problem det er eller ikke er, så læs denne her historie fra netmediet Altinget. Journalist Kristine Korsgaard har talt med økonomer, borgmestre, husejere, tænketanke og politikere om, hvordan vi fik det her problem, hvad det gør ved vores land, og hvordan vi kan skrue på knapperne, hvis det skal se anderledes ud. Bagefter står især én ting klart: De stigende huspriser forstærker nogle helt særlige uligheder i vores samfund – hvis de da ikke skaber nogle helt nye. Samtidig er det tæt på umuligt at finde en løsning, der ikke træder rigtig mange mennesker hårdt over tæerne. Held og lykke, alle sammen.

Er vi nogle, der er for heldige på boligmarkedet? Der kommer en god løsning i 2024’ – Altinget

Kapitalisme. Hvad hvis der findes en løsning på alt?

Min kollega Mads har lige anbefalet en lang artikel om problemet med boligpriserne i det danske samfund. Han konstaterer også, at det er lidt bøvlet at finde en perfekt løsning. Men hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at der rent faktisk findes et svar på alle kapitalismens udfordringer – fattigdom og ulighed, uhørte boligpriser, udnyttelse af lønmodtagere? Og at de blev formuleret i 1800-tallet af en kapitalistisk økonom? Du ville nok svare noget i retning af: Det må være løgn.” Lad det komme an på en prøve, hvis du tør. Her kommer linket til en fremragende gennemgang af Henry Georges bog Progress and Poverty, og så må vi jo vende tilbage til, om han havde fat i noget. Det er langt og lidt nørdet – og det er noget af det bedste, jeg har læst hele ugen.

Your Book Review: Progress and Poverty’ – Astral Codex Ten

Botanik. Dengang naturen var vild

Når jeg for tiden befinder mig i en dansk skov midt i det danske forår, kommer jeg let til at tænke på en fascinerende fortælling, jeg læste sidste år. I den tager journalist Maja Funch os med på en opdagelsesrejse ud i den danske natur, som den så ud engang – og som den kan komme til at se ud igen, hvis vi ønsker det. På Botanisk Centralbibliotek i København får hun adgang til en ung botanikers dagbogsnotater om Køge Ås. I 1835 noterede den 22-årige Bernhard Kamphøvener med gotiske bogstaver alle åsens arter ned i sin notesbog. I dag er stedet dækket af neongrøn bøgeskov, men det så helt anderledes ud dengang, fortæller journalisten. Skoven var så åben, at man kunne se lige igennem den. Der var veterantræer, enorme ege med stammer på tre meter i diameter, blandet med yngre træer, lind, elm, ask, i alle nuancer af grønt. Nogle træer voksede i fodposer af tornede buske, tjørn, slåen og vild æble, oversået med hvide blomster. Der voksede gule og lilla blomster af arter, som nu er sjældne eller helt væk.” Som en ekstra feature kan man rent visuelt få indtryk af, hvordan naturen har ændret sig. Det er på én gang horisontudvidende og en smule skræmmende.

Sådan så Danmark ud, dengang naturen var vild’ – Kristeligt Dagblad

Rockerliv. En kvinde krydser sig spor

Noget af det bedste ved podcastserien som format er, at antallet af episoder og timer til rådighed giver plads til at fortælle ekstremt komplekse historier. De kan nå at stritte i mange retninger undervejs, før de endelig knytter trådene sammen til ét punkt og en stor oplevelse i sidste ende. Sådan er det med serien Relative Unknown’, som både handler om broderskab og afstumpet vold i Hells Angels, om fejlene ved det amerikanske vidnebeskyttelsesprogram og mest af alt om en datters forsøg på at finde ud af, om hendes far virkelig var et monster. Det lyder som aaalt for meget til én historie, men tro mig, det er det ikke. Serien er et overflødighedshorn af velresearchede detaljer, ægte optagelser og et overraskende indblik i en verden, som man ikke havde forestillet sig eksisterede. Noget af det bedste, jeg har hørt inden for genren.

Relative Unknown, Episode 1: The Remains’ – C13 Originals