Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Jette Odgaard Villemoes er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Alle snakker om præsidentvalget. Men et andet valg i Frankrig er på mange måder vigtigere

LE DÉBATDet ER spændende, om det bliver Le Pen eller Macron. Men ... Foto: Eric Feferberg / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

På søndag bliver det afgjort, om den næste franske præsident bliver Macron eller Le Pen. Men i virkeligheden burde vi rette blikket på et andet valg i Frankrig. For uden en efterfølgende sejr i parlamentsvalget om en måned bliver den nye præsident en galionsfigur a la den britiske dronning. Det etablerede politiske system er kastet op i luften.

Der er ikke noget at sige til, at den politiske verdens opmærksomhed er rettet mod det franske præsidentvalg. Det er trods alt det mest spændende, utraditionelle og udslagsgivende i årtier.

Men kandidaterne selv, Emmanuelle Macron og Marine Le Pen, har øjnene rettet længere ud i horisonten, nærmere bestemt mod to datoer i juni. Her finder første og anden valgrunde til den franske nationalforsamling, Assemblée Nationale, nemlig sted, og uden flertal her har præsidentposten ikke meget politisk tyngde. (Det franske parlament består af to kamre, Nationalforsamlingen og Senatet, men Nationalforsamlingen har langt mere politisk magt.)

Derfor er valgkampen slet ikke ovre, når stemmerne er optalt og den nye præsident kåret søndag aften eller mandag aften, for både for Macron og Le Pen bliver kandidaternes sejrschampagne eller gravøl startskuddet på et politisk maraton, der først slutter den 18. juni.

For Macron er valget på søndag det nemme. Den egentlige prøvelse begynder først derefter, når han skal forsøge at få flertal i valget til Nationalforsamlingen,” fortæller Pierre Mathiot, der forsker i fransk politik ved det anerkendte franske universitet Sciences Po.

John Huber, der er professor ved Columbia University og forsker i lighederne og forskellene mellem det amerikanske og franske demokrati, fortæller, at en fransk præsident uden flertal i Nationalforsamlingen er endnu svagere end en amerikansk præsident uden flertal i Kongressen. Alligevel har pressens fokus på valget til parlamentet stort set været fraværende. Det myldrer med historier om personerne, mens det mere abstrakte, sværere håndterbare, men meget væsentlige valg til parlamentet ikke får særlig opmærksomhed.

Jeg er meget overrasket over, at pressen ikke stiller de meget væsentlige spørgsmål, du stiller, men i så altovervejende grad fokuserer på udfaldet af valget på søndag. Den franske forfatning resulterer i en meget svag præsident,” siger han.

Jeg har indkredset fire grunde til, at parlamentsvalget er mindst lige så vigtigt som præsidentvalget. Uanset hvem der vinder på søndag, så er det de her spørgsmål, der kommer til at påvirke fransk politik i årene, der kommer.

1. Præsidenten er en svækling uden Nationalforsamlingen

Det direkte valg af præsidenten i Frankrig og den medfølgende store medieopmærksomhed omkring posten kan få den franske præsident til at virke mere magtfuld, end han eller hun egentlig er. Som regel får det parti, der vinder præsidentposten, også flertal i Nationalforsamlingen, og når det er tilfældet, bliver præsidentens magt kun udfordret i begrænset grad. Men når den nyvalgte præsident ikke får flertal i det efterfølgende parlamentsvalg – hvilket der er stor sandsynlighed for sker i år – så bliver præsidentens magt udfordret nedefra.

Lige under præsidenten sidder premierministeren nemlig, og det er ham eller hende, der styrer det politiske slags gang. Forfatningen dikterer, at det er premierministeren og ikke præsidenten, der udpeger regeringsmedlemmer, styrer regeringens handlinger og fastlægger og styrer regeringens politik på det indenrigspolitiske område (præsidenten styrer til gengæld udenrigspolitikken, udpeger premierministeren og har magten til at erklære undtagelsestilstand og opløse Nationalforsamlingen). Når den nyvalgte præsident ikke får flertal i Nationalforsamlingen, er han eller hun som regel presset til at vælge en premierminister fra oppositionen, og franskmændene kalder de perioder, hvor præsidenten og premierministeren kommer fra forskellige partier, for cohabitation – samliv.

Der er dog mere skilsmisse end honeymoon over det; perioderne er kendt for at føre til politisk dødvande, og i 2000 blev det besluttet at lægge parlamentsvalget lige efter præsidentvalget i håbet om at undgå cohabitation-perioder i fremtiden.

Hvis ikke flertallet i Nationalforsamlingen er af samme politiske overbevisning som præsidenten, så kan flertallet gøre, hvad det vil, mens præsidenten sidder bænket på sidelinjen,” siger professoren John Huber, der har skrevet bogen Rationalizing Parliament: Legislative Institutions and Party Politics in France.

Den franske forfatning giver præsidenten meget begrænset institutionel magt; flertallet i Nationalforsamlingen kan sikre, at premierministeren og ministrene er efter flertallets smag, og med opbakning fra flertallet i Nationalforsamlingen kan premierministeren og ministrene forfølge deres politik og ignorere præsidentens politiske ønsker,” siger John Huber.

Den udlægning er Pierre Mathiot fra Sciences Po enig i, omend franskmændene ifølge ham bruger andre metaforer:

Vi joker med, at præsidenten har så lidt magt, hvis det parlamentariske flertal er imod ham, at han har lige så lidt at sige som Englands dronning,” siger han.

De seneste mange år har kampen mellem Kongressen og præsidenten i USA og det resulterende deadlock, eller politiske dødvande, trukket overskrifter. Situationen vil være endnu mere fastlåst i Frankrig. Den franske præsident kan nemlig ikke nedlægge veto mod parlamentets lovgivning, som præsidenten kan i USA. Og selv om den franske præsident kan gøre brug af samme præsidentielle dekreter – lovgivning uden om Nationalforsamlingen – der de sidste år har været et kontroversielt emne i USA, så kan det franske parlament bedre blokere for dem.

2. Det traditionelle system er splittet til atomer

Mens det endnu er meget usikkert, hvad resultatet af parlamentsvalget vil være, så er der bred enighed om, at resultatet af valget har vidtrækkende konsekvenser for det parlamentariske system. Traditionelt er præsidentposten gået på tur mellem de to store, etablerede partier på hver deres fløj, og flertallet i Nationalforsamlingen er fulgt efter. I år er hverken det store højre- eller venstrefløjspartis kandidat repræsenteret i anden valgrunde af præsidentvalget – for første gang nogensinde – og begge partier spås også tilbagegang i Nationalforsamlingen.

Det er slutningen på det tværpolitiske system, der har defineret fransk politik siden 1965. I virkeligheden er det slutningen på Den Femte Republik og tilbagevenden til Den Fjerde, med al den ustabilitet, den bar præg af,” siger Pierre Mathiot med henvisning til Frankrigs forskellige forfatningsperioder.

Den Femte Republik blev etableret i 1958 med det formål at gøre den udøvende magt stærkere efter Den Fjerde Republik, som varede fra 1946-1958, og som var præget af politisk ustabilitet og skiftende regeringer.

Med andre ord: Meget tyder på, at Frankrig sandsynligvis får en svag præsident, som er kraftesløs i en fjendtlig, åben konfrontation med et pulveriseret parlament,” som en anonym embedsmand sagde til Politico. Der bliver tale om massivt kaos.”

Mathiot forventer, vi er på vej mod et parlament, hvor der ikke længere er to store, dominerende partier, men hvor vi i stedet vil have mere end en håndfuld partier i Nationalforsamlingen; ud over Emmanuelle Macrons helt nye bevægelse En Marche!, Marine Le Pens Front National, Republikanerne og Socialistpartiet vil La France Insoumise, De Grønne og en række andre mindre partier præge Nationalforsamlingen fremover, vurderer han.

Der er 577 medlemmer af Assemblée Nationale, der vælges ved direkte valg i enkeltmandskredse, og de sidste fem år har det store venstreorienterede parti – Socialistpartiet – siddet på 284 pladser, mens det store højreorienterede parti – Republikanerne – sidder på 199. Der er endnu ikke offentliggjort meningsmålinger for valget, men i 2012 fik Socialistpartiet 28,6 procent i første valgrunde ved præsidentvalget; i år fik de 6,3 procent. De forventes ikke at gå lige så meget tilbage i Nationalforsamlingen, men det er uundgåeligt, at både Front National og En Marche! vil gøre indhug i Socialistpartiet og Republikanernes pladser. Lige nu har de henholdsvis 2 og 0 pladser i Nationalforsamlingen.

Det skal understreges, at der selvfølgelig er stor usikkerhed om, hvordan valget vil gå. De franske medier baserer dækningen på det franske indenrigsministeriums tal for, hvordan de forskellige partiers kandidater klarede sig i de forskellige valgkredse til præsidentvalget. Ifølge de tal førte En Marche! i 240 distrikter, Front National i 216, den kommunistiske Luc Melenchons parti, La France Insoumise, i 67, og republikanske Fillon i 54. Der er dog som regel en del forskel på præsident- og parlamentsvalget, og de traditionelle partier forventes at klare sig bedre på lokalplan.

Normalt ser man en dynamik, hvor det parti, der vinder præsidentposten, bliver styrket af sejren og klarer sig bedre i parlamentsvalget end forventet. Men i år, hvor mange forventer at Macron vil vinde, er det anderledes. For det første har han ikke et parti, men en politisk bevægelse. For det andet vil mange i højere grad sætte deres kryds ved ham for at stemme mod Le Pen end for ham, og det er slet ikke sikkert at de også vil støtte ham i parlamentsvalget,” siger Martin Schain, der forsker i fransk og amerikansk politik ved New York University og har boet mange år i Frankrig.

Han mener, det er en helt ny situation, hvor det gamle partisystem er ved at uddø, uden at der eksisterer et nyt partisystem, der er klar til at tage over. Det bliver derfor sandsynligvis nogle kaotiske år. Og hvis Macron vinder præsidentvalget, bliver hans største udfordring at navigere og skabe alliancer i Nationalforsamlingen, mener Martin Schain.

NY STARTFranskmændene har stemt de etablerede partier helt ud af præsidentvalget – for første gang. Foto: Lionel Bonaventure / Scanpix

3. Nationalforsamlingen, partierne og den politiske klasse skal genopfinde sig selv

Spændingen op til parlamentsvalget gøres endnu større af, at En Marche! endnu ikke har offentliggjort deres kandidater. Den politiske bevægelse, der blev oprettet for et år siden og ikke har anden erfaring i et valg end det nuværende præsidentvalg, skal finde kandidater at opstille i de 577 distrikter og hjælpe dem med at vinde valget uden den politiske og logistiske maskine, de etablerede partier har gjort brug af i årtier. Macron har svoret, at det vil lykkes partiet at opstille kandidater i hvert eneste distrikt, og første skridt for at finde En Marche!-kandidater var at oprette en hjemmeside med en ansøgningsformular, hvor bevægelsen fik 14.000 ansøgninger. Macron har lovet, at halvdelen af de 577 kandidater vil være kvinder, og at halvdelen vil have erfaring fra den virkelige verden frem for den politiske.

Vi er nødt til at gøre op med den politiske klasse, som alt for ofte består af mænd på over 50 år, der aldrig har haft et rigtigt job,” sagde han i marts til Reuters.

Dermed kan Nationalforsamlingen komme til at bestå af en helt ny politisk klasse; både En Marche! og Front National forventes at stille med en stor gruppe kandidater, der har begrænset eller ingen politisk erfaring.

Hvis de kandidater bliver valgt, bliver det lidt som det første parlament efter Anden Verdenskrig i 1944-45, hvor en stor gruppe ikke var professionelle politikere, men havde anden erfaring. Det vil være et stort skift for den politiske klasse,” siger Pierre Mathiot, hvis oldefar var medlem af Nationalforsamlingen dengang.

En del politikere fra især det socialistiske parti har annonceret, at de vil stille op for En Marche! i stedet for Socialistpartiet, og det har ført til debat om, hvorvidt det socialistiske parti kan overleve, eller om det er ved at uddø. Mens nogle – blandt andet Pierre Mathiot – forventer, at dele af partiet, sandsynligvis ledet af den tidligere premierminister Manuel Valls, der har bakket op om Macron, vil løsrive sig og skabe et nyt socialdemokratisk parti, der ligger mellem En Marche! og det traditionelle socialistiske parti, så forventer andre – blandt andet Martin Schain – at partiet vil uddø og genopstå i En Marche!-klæder.

Der er tradition for, at de store partier genopfinder sig selv, og at præsidenten bruger den maskine og magt, præsidentposten giver, til at bygge et nyt, stort parti. Macron vil ikke kalde det et socialistisk eller centerparti, men jeg bliver overrasket, hvis han ikke kreerer et nyt stort parti – det er umuligt at regere uden,” siger Martin Schain.

4. Front National kan sejre i præsidentvalget, men ikke i Nationalforsamlingen

Selv om Le Pen førte i 216 distrikter og Front National var det parti, der klarede sig næstbedst i første valgrunde, forventer politiske eksperter ikke, at partiet bliver afgørende i Nationalforsamlingen.

På grund af det franske valgsystem er det nemlig særdeles svært for partier, der befinder sig på yderfløjene af fransk politik uden allierede, at vinde pladser i Nationalforsamlingen. Det vidner valget i 2012 også om; mens Marine Le Pen fik 17,9 procent af stemmerne i første valgrunde af præsidentvalget, så vandt Front National kun to pladser i parlamentsvalget.

Det skyldes valgsystemet. Og nu bliver det lidt teknisk.

Ligesom præsidentvalget består valgsystemet af to runder. Den første runde finder i år sted den 11. juni, og den anden og afgørende den 18. juni. I modsætning til ved præsidentvalget kan der være mere end to kandidater i anden runde: hvis ikke én kandidat i første runde får mere end 50 procent af stemmerne, så går de kandidater, der har fået mere end 12 procent i første runde, videre til den anden runde. Inden anden runde er der tradition for, at partier indgår alliancer, der fører til, at det svageste parti i alliancen trækker deres kandidat og opfordrer deres vælgere til at stemme på alliance-partiets kandidat i stedet. Hvis eksempelvis kandidaten fra Front National, Republikanerne og to venstreorienterede partier går videre, vil de to venstreorienterede partier ofte blive enige om at trække en kandidat, sådan at de venstreorienterede stemmer ikke vil blive splittede mellem to kandidater, men at den ene, tilbageværende venstreorienterede kandidat har bedre chance for at vinde. Det system er grunden til, at Front National – der ikke har nogen politiske alliancer blandt andre politiske partier – indtil nu har klaret sig så dårligt i parlamentsvalgene.

Det er meget tvivlsomt, at der er nogen partier, der vil træde tilbage for at forbedre en Front National-kandidats chancer – det er ikke før sket, at en republikansk kandidat har trukket sig til fordel for en Front National-kandidat. De har ikke nogen alliancer at trække på,” siger Martin Schain fra New York University.

John Huber fra Columbia University er enig – han henviser til, at den højreorienterede kandidat François Fillon valgte at opfordre sine vælgere til at stemme på Macron frem for Le Pen.

Så selv hvis Le Pen vinder præsidentvalget, er det ekstremt usandsynligt, at der vil være mere end en håndfuld Front National-parlamentsmedlemmer. Hun vil blive tvunget til at træde i baggrunden til fordel for det anti-Front National parlamentariske flertal,” siger John Huber.

Professoren fra Columbia mener, at dét er den vigtigste faktor, der påvirker fransk politik de kommende år: hvordan valgene i Nationalforsamlingen og den efterfølgende koalitionsdannelsesproces udfolder sig.

Og lige nu, påpeger han, er der ingen, der har en klar idé om, hvad der kommer til at ske. Til gengæld er der stærk enighed om, at Front National vil være svag i Nationalforsamlingen og dermed have begrænset indflydelse på Frankrigs fremtid, siger John Huber.

Selv hvis Le Pen vinder valget på søndag.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem