Mageligheden er vores største trussel, siger dansk erhvervslivs nye helt. Han vil have et velfærdsoprør

FULD FART FREMAndré Rogaczewski deler sin tid mellem København og London, hvor hans kone og to børn bor. Foto: Tobias Selnæs Markussen / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Aktuel igen: De økonomiske vismænd roser den danske produktivitet i en rapport for nylig – men siger samtidig, at den kunne være højere. I april interviewede Kirstine Dons Christensen André Rogaczewski, administrerende direktør i Netcompany, som i januar ansatte medarbejder nummer 1.000 – noget der ikke er sket for en nystiftet virksomhed i tyve år. Han vil gøre oprør mod danskernes “BMW-syndrom” siger han, for den danske magelighed står i vejen for storhed.

Tirsdag den 31. januar skete der noget ret utroligt: Den danske it-virksomhed Netcompany ansatte sin medarbejder nummer ét tusinde.

Det var mange ellers begyndt at anse for noget nær en umulighed. For selv om Danmark kan opvise 169 virksomheder med over 1.000 medarbejdere, så har de alle på nær Netcompany det tilfælles, at det er mere end tyve år siden, at de blev startet. Siden sluthalvfemserne er det ikke lykkedes for så meget som en eneste dansk iværksættervirksomhed at forcere grænsen på de 1.000 medarbejdere; landet har været som ramt af en uforklarlig erhvervsmæssig tørke, der har bremset alle, der har forsøgt sig, i væksten.

Det siger noget om, at der er muligheder, der suser forbi vores land,” sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen om tendensen sidste år. Ikke bare suser de forbi, det lader sig direkte aflæse på handelsbalancen, at størrelsen betyder noget: Virksomheder med over 1.000 medarbejdere står for over 50 procent af Danmarks eksport.

Spørgsmålet er, hvad der er galt i dansk erhvervsliv. Ingen af vores nordiske naboer har tilsyneladende været påvirket af samme stilstand. Hvorfor skulle der gå tyve år, før Danmark fik en ny, stor – og livsvigtig – virksomhed? Svaret, hvis man spørger hovedpersonen den 31. januar, administrerende direktør i Netcompany André Rogaczewski, handler ikke så meget om, hvorfor nogle er mislykkede, men mere om, hvorfor danske virksomheder overhovedet skal prøve.

I Danmark er der egentlig ikke nogen grund til at nå 200 medarbejdere eller 300 eller omsætte for det tredobbelte, når først du har nået de 80,” siger han, da vi sidder på hans kontor cirka tre måneder efter festdagen.

På det tidspunkt har du både opnået magt og materiel luksus. Og altså, hvor meget rødvin og hvor mange bøffer kan du spise?” spørger han retorisk.

Den tilstand, som indtræffer på præcis det tidspunkt, har et navn, fortsætter André Rogaczewski. BMW-syndromet”, hedder det, og det er på en måde dansk velfærds største problem lige nu, mener han.

Bonusinfo. I 2016 omsatte Netcompany for 900 millioner kroner. Det er mere end dobbelt så meget som i 2012, hvor omsætningen var 400 millioner kroner.

BMW-syndromet har sit navn, fordi det typisk indtræffer lige omkring det tidspunkt, hvor virksomhedslederen får råd til en BMW, måske to, og således kan se et langt, lykkeligt og nogenlunde luksuriøst liv foran sig.

At André Rogaczewski og hans medstiftere af virksomheden i 1999, Claus Jørgensen og Carsten Gomard, ikke slog bremserne i ved BMWen, fremgår meget tydeligt af de omgivelser, som vores interview foregår i. Netcompany, som tilbyder it-løsninger og rådgivning til offentlige såvel som private virksomheder, ligger på Grønningen i København i samme rødbrune murstensbygninger, som grevinde Alexandra bor i. Udsigten over Nyboders gule huse, Marmorkirkens løgkuppel og Kastellet fra mødelokalets tagterrasse er smuk selv i tyk tåge. Døren ned til køkkentrappen, som jeg går forbi i jagten på det rigtige husnummer, er udsmykket smukkere end min hoveddør, og foran bygningen, som ejes af ejendomsvirksomheden Goldschmidt, er opstillet en statue af virksomhedens logo, Atlas, der bærer jorden på sine skuldre. Symbolikken taler sit tydelige sprog:

Det er en adresse, hvor de virksomheder, der bærer Danmark på sine skuldre, bor. Jeg spørger André Rogaczewski, hvorfor den bedrift, det er at ligge her, ikke i sig selv skulle gøre det attraktivt nok for virksomhedsledere at presse på, også efter garagen har fået selskab af en BMW?

Men pointen er netop, at vi i Danmark ikke betragter dyre adresser som en kvalitet i sig selv, indvender han.

BMW-syndromet handler om, at du på et tidspunkt spørger dig selv: Hvad er målet med livet? Hvad er et lykkeligt liv? Og de fleste vil gerne nyde livet. De vil ikke mangle noget, og de vil gerne have indflydelse. Men det har du, når du har 80 medarbejdere. Jeg tror ikke, at folk ser væsentligt anderledes på en mand, der har en virksomhed med 300 ansatte end på en mand, der har en virksomhed med 60,” siger André Rogaczewski.

Så hvis du skal drive det videre, skal du vække en eller anden form for ærgerrighed og ambition,” siger han.

Danmark har, påpeger André Rogaczewski, intet problem med generelt at fejre iværksættere. DR-programmet Løvens Hule er et eksempel, hvor håbefulde iværksættere søger penge til opstart hos et panel. Prisen for årets Gazellevirksomhed er et andet (måske mere professionelt) eksempel, nævner han. Men både rapporter fra Erhvervsstyrelsen og Center for Vækstanalyse har klarlagt, at mens vi har mange iværksættere, vokser kun få virksomheder sig store nok til for alvor at kunne skabe arbejdspladser. Alt imens står Danmarks 169 virksomheder med over 1.000 medarbejdere for cirka 15 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark.

Meget kunne vindes ved at skifte fokus fra de små til de store virksomheder i de priser, der for eksempel gives, mener André Rogaczewski.

Det kunne være fantastisk, hvis vi i Danmark i lidt højere grad kunne sætte noget rampelys på de virksomheder, der måske har eksisteret i 5-7 år og sige: Kan den virksomhed blive Danmarks nye Lego? Er der et potentiale for, at den kan blive en af Danmarks nye grundpiller?” siger han.

Jeg tror, at samfundet har et behov for at sende et klart signal om, at vi har brug for, at noget kan blive rigtigt stort. At du bliver mere velanset og et bedre menneske selv, hvis du prøver at gøre det endnu bedre og større.”

Vil vi for alvor rykke ved antallet af store virksomheder, er lysten til at blive virksomhedsleder i den firecifrede vægtklasse dog for sent at så, når virksomheden allerede er etableret, ifølge André Rogaczewski. Den skal sås allerede hos fremtidens virksomhedsledere, som skal ledes” til at forstå, at med evnerne følger også pligten, mener han.

BEVARINGSVÆRDIGTElevatoren i bygningen, der huser Netcompany, er ikke en, man har synderligt lyst til at forlade. Foto: Tobias Selnæs Markussen / Zetland

André Rogaczewski er ikke som virksomhedsejere er flest, og det skyldes ikke kun hans virksomheds størrelse.

Hans opvækst foregik for eksempel milevidt fra Grønningen i København, og ikke kun i geografisk forstand. Som søn af polske indvandrere, der kom til Danmark i 1970’erne, er han vokset op i ghettoen i Aalborg Øst. Han var en ud af få i sin folkeskoleklasse, der gik videre til gymnasiet, og at André Rogaczewski var blandt dem, er intet tilfælde.

Jeg har altid gerne villet blive til noget stort,” som han siger. Komponist for eksempel.”

På universitetet overvejede han at læse historie eller litteratur, men i sidste ende valgte han matematik og så datalogi – et fag, der har interesseret ham lige siden, han i begyndelsen af 1980’erne overtalte sine forældre til at købe en primitiv computer, hvor spillet Space Invaders kunne programmeres på.

I dag, når André Rogaczewski skal ansætte medarbejdere (for tiden har 20-25 nye medarbejdere første arbejdsdag hver måned), er de fleste nyuddannede, hvilket blandt andet har bevirket, at gennemsnitsalderen i virksomheden er omkring 30. Den tilgang er aldeles tilsigtet, forklarer han. For hos unge mennesker er ærgerrigheden nemmere at vække, så i stedet for specifikke meritter – han er ikke særligt optaget af præcis, hvad de har læst, så længe de har læst noget naturvidenskabeligt – leder han efter viljen og ambitionen til at arbejde sig opad. Lyset i øjnene,” som André Rogaczewski siger.

For når de først er ansat, begynder arbejdet for alvor.

Først og fremmest, fremhæver André Rogaczewski, lærer man som ny medarbejder på Netcompany, at man er en digital helt. Sidder medarbejderne for eksempel til et middagsselskab med kirurger, jurister, økonomer og andre af samfundets typiske helte en lørdag aften, opfordrer han medarbejderne til at lade være med at sige som det første, at de programmerer it-systemer. I stedet skal de sige, at de med deres it-løsninger er med til at skabe et overskud i statskassen på 50 millioner kroner, og at det kan man få 20 læger for.

For det andet indebærer en ansættelse i Netcompany, at man hurtigt lærer grunddisciplinerne i branchen og finder ud af, hvad man har talent for – og ikke mindst, hvad man ikke kan finde ud af.

Det nytter ikke noget, at jeg for eksempel sidder med en medarbejder og tænker: Hende dér, hun er en naturlig leder. Hun skal bruge nogle få år på at lære grunddisciplinerne, men hun har evnerne, og på et tidspunkt skal hun lede et projekt på tyve mand. Og så siger hun: Det har jeg ikke lyst til, jeg har lyst til at være specialist, jeg kan kun tage ansvar for mig selv,” siger André Rogaczewski.

Så bliver jeg nødt til at sige: Du er sådan set dygtig nok til det, men du er ikke den dygtigste, jeg har. Der er rigtig mange specialister, der er dygtigere end dig, og de har ikke naturligt talent for ledelse. I det tilfælde er det mit ansvar som den med erfaring at skubbe hende i den rigtige retning, selv om hun måske ikke lige selv kan se det lige nu,” siger han.

Hele incitamentsstrukturen i Netcompany er bygget op omkring den tankegang. To gange om året evalueres medarbejderne fagligt og menneskeligt” og får at vide, hvor god deres præstation er, alt efter hvor længe de har været ansat.

Jeg spørger, om ikke den form for konkurrence giver en utryg virksomhedskultur.

Nej, jeg vil kalde den transparent. På denne måde er der ikke nogen hemmeligheder – alle ved, hvor de står, og vi kan også spejle os i hinanden,” svarer André Rogaczewski.

Pointen med den form for ledelse, forklarer han, er, at den er ærlig. På arbejdsmarkedet findes ikke valgmuligheden mellem at evaluere og lade være med at evaluere. Der findes kun den dårlige, uigennemskuelige og konfliktsky evaluering over for den åbne, ærlige og kontante evaluering, mener André Rogaczewski.

Det gælder ikke bare for ledelse i en virksomhed, fortsætter han. Faktisk kan hele velfærdssamfundets overlevelse afhænge af, hvorvidt vi i fremtiden indretter vores samfund til at vække konkurrencegenet, skaberlysten – og ærgerrigheden – hos os alle.

Bonusinfo. I dag opererer Netcompany både i Norge og Polen foruden Danmark.

Den tanke udtrykker han sådan:

Jeg kunne tænke mig et velfærdsoprør,” siger André Rogaczewski og sætter sig tilbage i sin stol.

Jeg er dødtræt af at høre om velfærd, som om det var en naturlov. Jeg hader det. Folk taler om velfærdssamfundet, som om det har været der altid og vil være der altid. Det tager kun tre generationer at glemme, og vi er ved at glemme, at vi ikke er de eneste i verden, der har det godt. Vi er unikke, for vi er et velfærdssamfund,’ tænker vi. Nej! De har det også godt i Holland, og de har det også godt i Belgien, og de har det fint i Spanien.”

André Rogaczewskis ønske om et velfærdsoprør skal ikke forstås som et oprør mod velfærden – tværtimod, understreger han.

Jeg er stor fortaler for velfærdssamfundet, jeg er selv et produkt af det. Jeg har gået i skole, i gymnasiet, på universitetet, jeg har fået en masse muligheder i mit liv, så jeg synes, at der er rigtig god grund til at vogte om det. Jeg mener, at alle mennesker skal have en chance og en uddannelse og adgang til behandling, hvis de er syge,” siger han. Og netop derfor synes jeg, at vi skal gøre op med de selvfølgeligheder, som ikke er gode for vores samfund.”

Vi tager det for eksempel som en selvfølgelighed, at vi kan konkurrere med andre lande, siger André Rogaczewski. Men i Holland, Belgien og Spanien er de lige så ambitiøse og ærgerrige – “hvis ikke mere” – når det kommer til at skabe virksomheder, og på sigt kan det blive et livstruende problem for os.

Velfærdssamfundet kan ikke overleve, hvis ikke der kommer en anden mentalitet i forhold til at bidrage til det,” siger han.

Folk, der forsvarer velfærdssamfundet mest indædt, er ofte dem, der ikke bidrager synderligt til det. Det er en mekanik, som vi skal have vendt. Vi skal have dem, der bidrager til det, til at forsvare det, og dem, der ikke bidrager til det, til at bidrage til det.”

PÅ TOPPEN André Rogaczewski overvejede som ung både at læse litteratur, historie og at blive komponist, inden han endte med at læse matematik og senere datalogi. Foto: Tobias Selnæs Markussen / Zetland

En anden selvfølgelighed, som André Rogaczewski harcelerer imod, er beskyttelsen af arbejdspladser, der er på vej til at blive outdatede og erstattet af andre nye arbejdspladser.

Selv var han indkaldt i statsminister Lars Løkke Rasmussens første introduktion til hans disruptionråd”, som skal hjælpe regeringen med at fremtidssikre danske arbejdspladser, og behovet for at få løst den opgave bliver kun mere akut, efterhånden som ny teknologi og tendenser – såsom cirkulær økonomi og deleøkonomi – vinder større magt, tilføjer André Rogaczewski.

Forleden fik vi et af de hidtil største eksempler på sammenstød mellem velfærdssamfund og nye økonomiske tendenser, da kørselstjenesten Uber lukkede ned i Danmark. Et lovkrav om sædefølere og dankortterminaler i alle biler blev for stor en forhindring for kørselstjenesten, der også er stærkt omdiskuteret for ikke at ville kalde sig selv en virksomhed og dermed betale skat. Hos SF spiste man kage for at fejre begivenheden som en sejr i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

André Rogaczewski tager sig til hovedet.

Ved du, hvad det minder mig om? Det minder mig om typografkonflikten tilbage i 1980’erne. Typograferne strejkede, fordi der kom nogle andre fra en anden faggruppe, som ved hjælp af teknologi kunne udføre opgaven bedre. Det er præcis det samme, der sker for taxachaufførerne nu,” siger han.

André Rogaczewski understreger, at han mener, at Uber burde kalde sig selv en virksomhed og betale skat. Hans frustration over lukningen skyldes, at et rigidt og – ifølge ham – overflødigt lovkrav betyder, at udviklingen på det område nu går forbi Danmark. Dansk økonomi ender med at sidde fast i fortiden, hvis ikke nybrud som Uber også har adgang til Danmark, mener han.

Der er jo ingen tvivl om, at hvis du sparer tyve kroner på at køre i taxa, så køber du bare en hotdog eller går til en koncert eller køber en app – eller noget andet. Så dine penge bruges jo til at skabe vækst et andet sted.”

Jeg indvender, at hele det politiske landskab, ikke mindst i lyset af valget af Donald Trump som amerikansk præsident på løftet om at genskabe gammeldags industriarbejdspladser, vel er et bevis på, at det netop ikke er så nemt. Det hjælper jo ikke taxachaufføren, at jeg bruger mine penge på en hotdog i stedet for?

Nej, men det hjælper hotdogsælgeren,” siger André Rogaczewski.

Vi kan ikke synes, det er synd for nogen. Jo, som menneske kan man godt personligt synes, at det er synd for et andet menneske, men vi kan bare ikke bruge det til noget i forhold til, hvad vores samfund skal blive. Hvor var vi ellers? Så ville vi have været huleboere nu,” siger han og holder en kort pause.

Det er nu engang sådan, at den taxachauffør, som vi synes, det er synd for, han eksisterede ikke for få generationer siden. Dengang fandtes en hestedrosche, og før det var der overhovedet ikke nogen by og slet ikke nogen taxachauffører. Erhvervet taxachauffør har ikke noget krav på at eksistere. De er her midlertidigt, ligesom så mange andre erhverv er skabt og forsvundet. Ellers flytter vi os ikke fremad og skaber vækst.”

Bonusinfo. André Rogaczewski mener, at en af grundene til Netcompanys succes er, at virksomheden gør en dyd ud af at aflevere til tiden. Det kan ellers ofte være et problem, når det kommer til it-systemer.

Hvad der kunne hjælpe på problemet, mener André Rogaczewski, er, hvis vi blev bedre til at forudse, hvilke uddannelser der førte til jobs, og så regulerede uddannelsespolitikken efter det. Taxachaufførerne skal ikke overlades til sig selv, understreger han – de skal hjælpes til at erhverve sig andre kompetencer, så de kan tage de job, som opstår i stedet for. På den måde ville vi både gavne samfundet og den enkelte, mener han.

Vi var gode til i 1950′erne og 1960′erne at skabe store virksomheder, som kunne skabe værdi for Danmark, men vi kan se, at vi nu kan blive overhalet indenom. Og der bliver vi nødt til at tage skyklapperne af og sige: Hvad skaber værdi for velfærdssamfundet, og hvad gør ikke? Det, der ikke gør, bliver vi nødt til at lukke ned for. Det kan ikke nytte noget, at vi uddanner mennesker, som ikke kan få et job. Det kan godt være, at vi synes, det er sympatisk, men det er bare ærgerligt,” siger han.

Jeg kan jo ikke forstå, hvorfor man ikke, når man bliver færdig i gymnasiet, i lidt højere grad får at vide: Det dér, det kan du ikke tjene penge på, og det dér kan du få et job indenfor, som du kan leve af.”

Jeg afbryder ham. Grunden til, at vi ikke gør det, indvender jeg, er vel, fordi mennesket ikke er til for samfundet – og penge er jo ikke nødvendigvis lykken?

Arrrh, men prøv lige at høre, der er rigtigt mange unge mennesker, som gerne vil have et godt liv. Og de skal hjælpes. Man skal jo spørge dem, hvad de drømmer om. Er du okay med at skulle bo i en toværelses uden opsparing og udsigt til et job? Eller vil du gerne på ferie, have et hus og have råd til din alderdom? Hvis du har den ambition, skal du nok snarere læse noget andet.”

Nu afbryder André Rogaczewski sig selv.

Eller endnu bedre: Jeg kan jo se, at du har fået ti i matematik tre år i træk på gymnasiet. Jeg kan jo se, at du både kan skrive og læse på et højt niveau. Der er liv i øjnene. Og så kommer du gudhjælpemig og fortæller mig, at du vil være noget, hvor du ikke skal bruge dine evner og talent. Er du nu helt sikker på det? For der er rigtigt mange andre i Danmark, med mindre boglige evner, som kan blive fantastiske inden for det, du har valgt. Måske i virkeligheden meget bedre end du nogensinde bliver. Why the fuck do you wanna go that way?’”

Man skal have lov til at vælge selv, understreger André Rogaczewski. Men det skal ske erfaringsbaseret, faktabaseret, vækstorienteret og ikke på: Hvad har du lyst til? Hvor er dit hjerte?’ Hey, de er bare 18-19 år. Det kan være meget svært at gennemskue, hvad resten af livet skal gå med i den alder.”

Jeg stiller et sidste, velfærdsidealistisk spørgsmål af den gamle, lighedsorienterede – og nogle vil sige naive – skole. Der er vel ikke, indvender jeg, i et velfærdssamfund forskel i værdi på en børnehavepædagog og en virksomhedsleder?

Er alle ikke lige vigtige?

Jo, svarer André Rogaczewski. Alle er lige, men de fleste er forskellige. Og hvis Danmark for fremtiden skal gøre sig håb om flere mastodontvirksomheder til at trække indtjeningen og arbejdspladser, kan vi ikke sætte os ned og vente på, at folk af egen vilje og uden vejledning trodser middelklassemageligheden og BMW-syndromet og vækker deres indre ærgerrighed og lyst til at gøre en forskel, siger han.

Der er ikke nogen, der er mere værd end andre. Men det er jo vanvittigt at have en, der skulle have været en dygtig børnehavepædagog til at blive en dårlig akademiker, og så en rigtig god akademiker til at rende hjælpeløst rundt mellem små børn. Der har vi altså et svind,” siger André Rogaczewski.

Det allerværste er, at vi uddanner nogen til ledighed, som kunne have gjort en forskel. Og i jo højere grad samfundet kan kalibreres efter det, jo højere grad er det i stand til at bygge, konstruere, realisere en værdi til gavn for næste generation,” siger han.

Sådan er det også i en virksomhed.”