Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

En dansk sygeplejerske blev dømt for drabsforsøg. Nu vil hun have internettet til at glemme sin fortid

Kan man få sit navn renset på internettet?

Foto: Malene Anthony, Zetland

Hvad er det første, du gør, når du vil vide mere om en person, men det eneste, du ved om personen, er personens navn? Du googler selvfølgelig personens navn. På den måde er Google-søgeresultater på ens navn blevet en slags virtuelt førstehåndsindtryk. De første tre-fire søgeresultater på ens navn er i mange tilfælde det første, en potentiel arbejdsgiver eller date ser, og det første, ens nye svigerforældre lærer om én. Og for en fremmed er man mere eller mindre sine søgeresultater.

Men hvad nu, hvis du for maaange år siden blev dømt for at forsøge at dræbe et andet menneske, og du i dag gerne ville have, at internettet glemmer alt om det – hvilke rettigheder har du så? Det er en dansk kvinde ved at finde ud af. Kvinden har for længst afsonet sin alvorlige straf, men internettet har ikke glemt hendes fortid. Googler man hendes navn, finder man 16 år gamle artikler, der omtaler hendes dom. Google er blevet en slags virtuel straffeattest uden udløbsdato. Men når tidligere dømte forsøger at få deres navn renset på internettet, skader det også internettets hukommelse.

Hvis du vil høre mig forklare Lea Korsgaard, Zetlands bestyrelsesformand og medstifter, hvad retten til at blive glemt har af konsekvenser for internettets evne til at huske, skal du høre lydudgaven af denne Frederik forklarer internettet. I serien forklarer jeg internetfænomener, man er nødt til at forstå for – til fulde i hvert fald – at forstå den verden, vi lever i. Find hele serien i bunden af denne artikel.

For at forstå, hvorfor kvinden ønsker pletterne fra sine søgeresultater fjernet, er vi nødt til at tale om, hvad hun gjorde for 16 år siden. Hun var dengang 36 år og i pengenød. Flere års poker og kasino på internettet havde givet hende en gæld på op mod en halv million kroner. Om natten arbejdede kvinden som hjemmesygeplejerske, hvor hun tilså en svagelig 88-årig kvinde på Amager. En dag franarrede sygeplejersken den ældre dame 500.000 kroner. Senere låste sygeplejersken sig ind hos damen og satte ild til hendes lejlighed. Men ilden gik heldigvis ud, og damen overlevede.

I november 2005 blev den 36-årige sygeplejerske dømt skyldig i drabsforsøg, brandstiftelse og dokumentfalsk, og Østre Landsret mente, det skulle koste otte år i brummen.

Alt det her ved jeg kun, fordi Google findes. Søger man på kvindens navn, finder man 16 år gamle nyhedsartikler og Ritzau-telegrammer, der omtaler domsfældelsen. Sygeplejerske ville dræbe patient” og Sygeplejerske dømt for drabsforsøg”, lyder overskrifterne. I nogle nævnes også kvindens fulde navn.

Det interessante her er, at en plet på ens straffeattest har en udløbsdato, så man kan komme videre med sit liv efter at have afsonet – det er hele grundtanken bag vores retssystem. Men på internettet har omtaler af ens forbrydelse ingen udløbsdato. Og det placerer os i et dilemma, fordi internettet er blevet den her arkivskuffe om hver enkelt af os, der for nogles vedkommende går årtier tilbage. Og det giver offentligheden en værdifuld og ubegrænset adgang til viden om vores kollektive fortid. For det enkelte individ kan den fortid være ret belastende. Især hvis man engang forsøgte at slå nogen ihjel. Sat på spidsen synes internettets hukommelse altså at stå i vejen for ønsket om at blive glemt.

Glemmes vil kvinden utrolig gerne i dag. Så meget, at hun har bedt seks medier, herunder DR, TV 2 og Kristeligt Dagblad, om at slette, anonymisere eller afindeksere artiklerne om hendes dom fra 2005. At afindeksere betyder, at medierne underretter Google om, at lige dén eller de her artikler ikke længere skal optræde i søgeresultater. Men medierne sagde nej – de ville ikke begrave kvindens fortid. Hun er dømt for alvorlig kriminalitet, og det skal ikke slettes fra samfundets kollektive hukommelse”, som Jeppe Duvå, redaktionschef hos Kristeligt Dagblad, formulerede det.

Kvinden prøvede også at gå direkte til Google og bede dem afindeksere artiklerne, men det afviste Google med henvisning til, at de skal have mediernes accept – og den havde Google ikke. Derfor klagede kvinden så til Pressenævnet, som er et offentligt og uafhængigt nævn, der afgør sager, hvor nogen klager over et medies behandling af dem, og for nylig afgjorde nævnet tvisten mellem kvinden og medierne.

Afgørelsen er kontroversiel og kan få konsekvenser for internettets hukommelse. Men før jeg spoiler afgørelsen, vil jeg fremføre kvindens synspunkter, så vi bedre forstår, hvordan det føles at blive forfulgt af sin fortid online. Kvinden er i dag i start-50’erne og blev faktisk løsladt efter bare fire år, det vil sige i 2009. Hun har fået nyt efternavn, men hendes børn på otte og 12 år bærer stadig det internet-plettede efternavn. I hendes forsvar står der, at artiklerne kan være ødelæggende for hendes børns muligheder her i livet, deres sociale relationer m.m., da den med få klik kan søges frem.” Der står videre, at hun derfor ønsker at få ryddet op i al den negative omtale om hende på internettet”, så artiklerne ikke længere skal være hendes livstidsstraffeattest uden udløbsdato.”

Pressenævnet gav kvinden medhold i, at medierne skulle have afindekseret artiklerne, så kvindens livstidsstraffeattest’ på Google kan blive pletfri. Vi har lagt vægt på, at der er gået 16 år, siden der faldt dom i sagen, at [Klager] ikke indtog en fremtrædende stilling i samfundet, og at hun ikke er en offentlig person,” lød det fra nævnet. Afgørelsen er blevet kritiseret af en hel del mediechefer. Artiklerne er danmarkshistorie, og ved at afindeksere dem fra Google bliver kladderne til vores fælles historieskrivning skjult, lyder argumentet. Andre mener, det er på tide, at folk får kontrol over deres fortid og privatliv online. Og her når vi også det dilemma, sagen i virkeligheden handler om.

I EU har vi den her rettighed på internettet, som hedder retten til at blive glemt’. Det betyder, at hvis nogen har skrevet noget om dig på internettet, som du ikke bryder dig om, så kan du faktisk få det fjernet. Måske der står noget krænkende eller løgnagtigt om din person, eller måske nogen har skrevet, hvad du tænder på i sengen, eller hvor du sover om natten, altså noget intimt og privat, whatever det kunne være. Hjemmesiden, der skal fjerne noget, det kunne for eksempel være Google eller et nyhedsmedie, skal dog først vurdere, om offentligheden har så stor interesse i at kende til oplysningerne, at det trumfer din ret til at blive glemt. Så er du et magtmenneske såsom en politiker, der har lavet fy-fy, kan du glemme det.

Retten til at blive glemt giver os større kontrol over, hvad det er for en historie, vores Google-søgeresultater fortæller om os, og jeg tror, at mange vil blive overrasket over, hvor meget der faktisk bliver slettet fra vores fælles erindringsbank. Jeg opdagede det for nylig ved et tilfælde. Jeg googlede en mand, og da jeg kom til bunden af den første side med søgeresultater, stod der, at et eller flere søgeresultater var blevet fjernet. Nå, tænkte jeg og prøvede at finde ud af, hvad der var blevet fjernet. Det fandt jeg aldrig ud af. Til gengæld opdagede jeg, at der er nærmest grænseoverskridende meget gennemsigtighed fra Googles side om, hvad personer skriver i deres anmodninger om at få fjernet søgeresultater om dem selv. Men før jeg fortæller om det, skal vi have lidt tal.

Siden sommeren 2014 har Google fået knap 14.000 anmodninger fra personer i Danmark om at få fjernet links til indhold vedrørende dem selv fra over 48.000 hjemmesider. Alene i år har Google modtaget knap 1.400 anmodninger fra danskere, der ønsker indhold om dem fra over 5.000 hjemmesider fjernet fra vores alle sammens søgeresultater. I halvdelen af de pågældende links sagde Google ja til at skjule, så når vi googler hinanden, er tusindvis af links skjult. Størstedelen linker til nyhedssider, som udgør 42,5 procent af hjemmesiderne, som folk har ønsket at få søgeresultater på deres navn fjernet fra.

Så hvad er det, vi beder Google om at skjule? En database ved navn Lumen indsamler sletteanmodninger fra Google – og jeg fået adgang til den database. Her er hundredvis af anmodninger fra danskere, der har ønsket at benytte sig af retten til at blive glemt’. Det gør, at vi kan komme helt tæt på og se, hvordan den her rettighed bliver brugt i praksis.

Eksempelvis beskriver mange at være udsat for chikane eller mobning af en person, som har besudlet deres navn eller deres professionelle virke online. Som én skriver: Der bliver skrevet, at jeg er kriminel. Jeg har ren straffeattest, og det kan jeg fremvise, hvis I ønsker det. … Han skriver også, jeg har truet ham med tæsk. Jeg har et notat fra politiet om, at det er ham, der har truet mig med tæsk.” En anden har ønsket at få fjernet links til en hjemmeside, der hedder Datingpsychos. Vedkommende skriver: Det ødelægger mit professionelle liv. Jeg mister mit job og risikerer ikke at kunne finde et fremtidigt arbejde.” Der er også en del, der ønsker at få fjernet billeder af dem selv, nogle gange bare fordi de synes, at billedet er grimt. Én skriver eksempelvis: Dårligt billede af mig i fængsel.” Andre ønsker billeder fjernet, fordi de er blevet delt uden deres samtykke.

Det her fortæller os altså, at retten til at blive glemt’ i den grad bliver brugt. Kritikere vil sige, at når Google skjuler links, så lider internettet af demens. Men hvis man er den, der er udsat for chikane eller bagvaskelse af ens ry og rygte eller forsøger at komme videre fra en kriminel fortid ligesom sygeplejersken, så er Google din ven. For internettet glemmer aldrig – men Google kan godt glemme. Og hvad er det, man siger? Ude af øje, ude af sind.