Så var det umagen værd at stifte Zetland? Jeg tager vores egen medicin her

MØRKEVi spiste mængder af pizza i ugerne op til lanceringen af Zetlands avis i marts 2016 og arbejdede til langt ud på natten. Jeg kan ikke huske, hvad jeg og Helikopter-styrmand Mads Olrik arbejdede med, da dette billede blev taget. Måske bare at holde os vågne. Foto: Sara Galbiati

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Når iværksættere taler om deres start-up-virksomhed, lyder det ofte, som om alt går fantastisk, men virkeligheden er altid mere kompliceret – for ikke at sige kaotisk. Zetlands historie er ingen undtagelse. I denne artikel fra 2018 giver Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør, den ucensurerede version af, hvorvidt det faktisk var umagen værd at stifte Zetland.

Her er et minde, der har prentet sig ind i min hukommelse fra den tid, hvor Zetland var lige præcis ingenting ud over fire mennesker (mig selv, Jakob Moll, Hakon Mosbech og Silke Bock), der havde forladt vores stillinger i den etablerede mediebranche for at stifte … et eller andet nyt medie.

Vi havde lejet et nedlagt mikroskopisk butikslokale på Jægersborggade i København. Rummet var sparsomt møbleret, der var ingenting ud over nogle skriveborde, som vi hver især havde haft med hjemmefra, og en døråbning uden dør i, der ledte ind til et baglokale, som en håndfuld kaospiloter havde lejet. De havde langt hår ned foran øjnene, var i færd med at udvikle en app og spiste makrelmadder hver dag til frokost.

Jakob Moll, der kom fra en stilling som forlagsredaktør på Lindhardt og Ringhof, sagde, at vi skulle købe en printer. Vi kunne ikke være medieiværksættere uden en printer. Det skulle være en god printer. Han gad ikke det der blækpatron-show. Det skulle være en laserprinter af en ordentlig kvalitet, og han havde fundet en til 2.000 kroner, hvilket jeg syntes lød som et svimlende beløb, eftersom vi havde lige præcis nul kroner.

Det var vanvittigt.

Jeg havde forladt min stilling på Politiken, som jeg ville have givet min højre arm for, da jeg læste til journalist i begyndelsen af 00’erne. Jeg havde sagt farvel til pensionsordning, kantineordning og ordning i det hele taget, en printer, nogle andre havde købt, en helpdesk, man kunne ringe til, hvis den ikke virkede, en 100 år lang avistradition, et hæderkronet brand, som alle, jeg kender, kendte – en identitet som journalist med en eftertragtet stillingsbeskrivelse på visitkortet (som man, ja, stadig brugte dengang).

Nu spurgte folk, om jeg var på dagpenge. Og Jakob ville købe hardware til 2.000 kroner.

Det her, tænkte jeg, bliver op ad bakke.

Jeg tror, de fleste iværksættere vil genkende, at efterhånden som ens virksomhed vokser, vokser også ens fortælling om virksomheden, og fortællingen tager form som perler på en snor, for perler på en snor er nemme at forholde sig til: Der skete dét, som førte til dét, som førte til dét, som førte til dét, og sådan skabte vi en succes.

Fortællingen passer sjældent. Heller ikke i Zetlands tilfælde. Der er ingen perler på en snor. Der er ét stort kaos af idéer og tilfælde og forsøg og slid og fejl og åbninger og principper, og ud af det kaos kommer der måske noget, som engang med tiden vil vise sig at være en succes. Men så længe det kaos står på, bliver du hele tiden konfronteret med spørgsmålet: Hvordan går det så? Var det dét værd?

Og på det spørgsmål findes der to svar: Det, du giver. Og det, der er sandt.

Denne sommer på Zetland har vi dedikeret alle historier til at belyse ét bestemt spørgsmål – hvornår noget er umagen værd. Det kan være sundt at tage sin egen medicin. Her er mit forsøg på det.

HMMMMHer er jeg i Zetlands første hjem i et nedlagt butikslokale på Nørrebro i København, tibage i 2010. Bemærk blikket i øjnene, der kan tolkes inden for en skala fra grov skepsis til mild panik. Foto: Privatfoto

Lad mig først fastforwarde gennem Zetlands historie – perler-på-en-snor-versionen: Det, der i 2012 kom ud af det mikroskopiske butikslokale, var en lille medievirksomhed, der udgav én journalistisk fortælling om måneden i et e-bogsformat – såkaldte singler – som man kunne købe enkeltvis eller abonnere på som medlem af Zetland. Navnet var noget, Hakon Mosbech fandt på. Vi havde en liste, hvorpå der stod dårlige forslag som Ringsted og Scoop og Radar, indtil Hakon kiggede på Wikipedia for at finde hybriddyr, fordi vi var et slags hybridmedie, der ville kombinere ny teknologi med klassiske journalistiske dyder. Ud over muldyret (resultatet af en hest og et æsel, der parrer sig), findes der blandt andet en tigon (en løve parret med en tiger), en cama (kamel og lama), en beefalo (bison og ko) og altså en zetland, som er resultatet af en zebra, der har haft seksuelt samkvem med en shetlandspony. Det er et lille grimt dyr, der ikke kan reproducere sig selv, men det undlod vi at tage som et varsel, for navnet lød fedt, og z’et ville se flot ud grafisk. Det tog vi.

Da vi lancerede Zetland, forsøgte vi ud over de månedlige udgivelser at putte journalistik ind på en scene i formatet Zetland Live. Vi vidste ikke noget om at lave sceneshows, men rimelig hurtigt var det dét, der tog fart. Vi kunne fylde Gamle Scene på Det Kongelige Teater på baggrund af et enkelt Facebook-opslag, og snart blev vi hyret som konsulenter for andre organisationers live-events.

Samtidig udgav vi vores singler. De var gode, en af dem blev nomineret til en Cavling, men de var langtfra altid nødvendig læsning, og de løste ikke et problem, som vi betragtede som større og større: eksplosionen af nyheder på nettet, det medfølgende informations-overload og de manglende muligheder for at finde frem til det egentlige væsentlige og fordybe sig i dét. Vi var blevet konsulenter, der sommetider udgav en virkelig god historie. Det var ikke derfor, vi havde sagt vores gode stillinger op. Vi havde sagt vores gode stillinger op, fordi vi syntes, der var behov for nytænkning i den danske mediebranche. Så vi sadlede om.

Vi besluttede at etablere en digital avis, der skar gennem nyhedsstøjen. Vi lavede en forretningsplan og rejste de vigtigste millioner fra tre private investorer. Vi fik opbakning fra 1.400 mennesker i en kickstarterkampagne, innovationsmidler fra Kulturstyrelsen, ansatte omkring 20 mand m/k, byggede en digital platform, lancerede avisen i marts 2016, tiltrak løbende mere kapital og håber at nå det tidspunkt, hvor vi omsætter for lige så meget, som vi bruger, inden udgangen af 2018.

Altså. Således perler-på-en-snor-versionen.

Her kommer kaos-versionen.

TUSMØRKEEngang slog vi os sammen med måltidskassevirksomheden Aarstiderne og lavede en særudgave af Zetland Live om magiske planter på en mark ved Krogerup. Det regnede – næsten – ikke. Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

Tommy Ahlers, Danmarks nye forskningsminister, gav engang et interview til Ud & Se om livet som iværksætter og beskrev det som en slags forelskelse – som at være fuldstændig forgabt” i arbejdet. Det kan jeg overhovedet ikke genkende. Jeg kan genkende de mange, mange timer, der skal arbejdes, hvis man vil have noget, der ingenting er, til at være en hel masse, og hvis man er et af de eneste mennesker på kloden, der kan få det til at ske, fordi man er et af de eneste mennesker på kloden, der tror på idéen. Men forelskelse? Nej.

De første år af Zetlands historie, inden vi begyndte at ansætte folk, var det kun momentvist sjovt og forelskelsesagtigt. Det var mest bare hårdt. Vi skændtes sommetider heftigt i stifterkredsen om alt muligt (er det et sell-out at lave et portræt af Michael Laudrup? Hvem bestemmer hvad og hvorfor?). Min mand tog det meste af barslen med vores to yngste sønner, og jeg tog en principbeslutning om, at jeg ikke havde tid til kaffeaftaler, hvis ikke det involverede en dagsorden. Når en journaliststuderende skrev og bad om et godt råd til, hvad han skulle læse på sin overbygning, tog jeg det som en personlig fornærmelse at blive forstyrret midt i alt muligt.

Der er en overhængende risiko for at blive sær, når man dedikerer så meget energi til at få en virksomhed banket på benene. Da jeg var ung, var min største frygt at falde igennem på det journalistiske arbejdsmarked. Nu er det, at jeg ikke har nogen ud over min familie, der finder det naturligt at holde tale til min 40-årsfødselsdag. I bakspejlet kan jeg se, at den første skræk var overdreven. Det er den anden ikke.

Når man stiller spørgsmålet Var det umagen værd?’, forudsætter man, at det er op til den enkelte at afgøre svaret. Var det umagen værd at bestige bjerget? At slå rekorden? At risikere sit gode navn og rygte? Men måske kan den enkeltes svar aldrig være dækkende. Var det umagen værd for min mand, at jeg var med til at stifte Zetland? For mine forældre, de evige børnepassere? Min drenge? Mine venner? Det er ikke givet, at deres svar vil være det samme som mit.

Spørgsmålet Er det umagen værd?’ snyder dermed nemt. Og ikke kun af den grund.

BAG SKÆRMENRullegardiner havde ikke ligefrem førsteprioritet, da vi flyttede ind i Zetlands nuværende redaktionslokaler. Det har det på sin vis stadig ikke. Her fandt medstifter Hakon Mosbech en smart løsning i marts 2016. Foto: Sara Galbiati

Hvad alle bøger om iværksætteri påpeger, men hvad de færreste iværksættere forstår, før de står midt i det, er den udfordring, der er forbundet med at vokse fra skramlet baggårds-start-up til en virksomhed med omkring 20 ansatte. Når det sker, ændrer ens rolle som stifter af virksomheden sig markant. Man går fra at vide alt om virksomheden til overhovedet ikke at vide alt – for eksempel hvad den nye praktikant hedder, eller hvad snakken går om nede i rygerklubben i gården. Man går også fra at være en, der har været dedikeret til at lave det produkt, man har sat i verden, til at skulle lede de mennesker, der nu er dedikeret til at lave det produkt.

Zetlands idéskribent Torben Sangild sendte en dag en af de der personlighedstests rundt til os andre – en af de tests, man kan tage på nettet. Jeg tog testen og tænkte, jeg måtte blive en af ledertyperne. Titlen som protagonist (“karismatisk og inspirerende leder”) eller kommandør (“modig, fantasifuld leder med stærk vilje”) lød passende, syntes jeg. Jeg blev ingen af delene. Testen klassificerede mig som debattør’ og gav følgende karakteristik med på vejen: Debattører er de ultimative djævlens advokater – de nyder at nedbryde argumenter og forestillinger og at lukke katten ud af sækken, så alle kan se den. I modsætning til mere beslutsomme personlighedstyper gør debattører det ikke for at opnå et dybere formål eller strategisk målsætning – men bare fordi de nyder det.” Videre hed det: Debattører finder en vis glæde i at være underdog. De nyder den mentale udfordring i at stille spørgsmålstegn ved herskende tænkemåder … Debattører ville dog blive ulykkelige, hvis de rent faktisk dagligt skulle administrere implementeringen af deres forslag.” Det blev også oplyst, at kun tre procent af befolkningen er debattører. Gudskelov, kunne man tilføje.

Rundt om frokostbordet delte de andre højlydt deres personlighedstyper. Jeg gik mere stille med resultatet af min test og havde det som den dag, jeg kom på arbejde uden mascara, hvilket svarer til at komme på arbejde uden tøj. Det er en fin ting at kunne vende tingene på hovedet og sige: Sådan her kunne det også se ud.” Men som leder er det også en fin ting – jeg vil gå så langt som til at sige en nødvendig ting – at kunne sige: Lad os lægge en plan.” Og: Nu holder vi fast i det, vi besluttede i går.”

Min storesøster er en genial leder. Meget sigende har hun altid været eminent god til at holde fest. Hun mestrer rollen som organiserende værtinde til perfektion. Jeg derimod har altid mestret til perfektion at være gæst til hendes fester. Ankomme let om hjertet, uden værtindens nervøsitet i kroppen, uforpligtet af ansvaret for de gæster, der ikke kender så mange, sætte gang i dansegulvet og forlade stedet, lige præcis inden der skal gøres rent og samles flasker.

Jeg forlod den etablerede mediebranche, fordi jeg ville bidrage til den nødvendige nytænkning af journalistikken, der var så hårdt brug for. Men jeg forlod også mit lønmodtagerjob, fordi jeg var vildt rastløs. Der var en frihedslængsel under den idealistiske overbygning, en lyst til at blive chefen i mit eget liv. Virkeligheden, jeg flyttede ind i, viste sig at være langt, langt mere forpligtende end det, jeg kom fra. Jeg blev den organiserende værtinde. Den, der står i gangen nervøst trippende og venter på de gæster, man håber kommer, den, der skal fylde chips i skålene undervejs og inderligt ønsker, det hele flasker sig, at folk har det rart, at festen varer ved så lang tid, at man kan kalde den en succes.

Hvad skulle jeg have svaret, da jeg sprang ud som iværksætter, hvis nogen havde spurgt mig, om det ville blive umagen værd? Uanset hvad jeg havde svaret, ville svaret have været forkert. For nogle gange ændrer målet sig, erfaringerne gør i hvert fald altid, og derfor ændrer målestokken sig også for, hvorvidt det er umagen værd. Hvad du i begyndelsen troede ville være plusser og minusser, er ofte nogle helt andre end dem, du ender med. Jeg lagde ud med at ville have frihed. Nu har min virksomhed et lån med sikkerhed i mit hus, jeg har medansvaret for 25 medarbejdere, et forpligtende fællesskab at møde ind til hver morgen, og jeg ville synes, det hele var meningsløst uden alt det.

Som redskab er spørgsmålet om, hvorvidt noget er umagen værd, så godt som altid unyttigt. Da du lagde ud, kendte du ikke præmisserne. Senere er svaret ligegyldigt, for du har truffet beslutningen. Og gælder det egentlig ikke alle store beslutninger i livet? At blive gift. At sætte børn i verden. Forestillingen om det persiske tæppe blegner fuldkommen mod erfaringens klodsede kludetæppe, som er det eneste, der viser sig at være til salg i tilværelsens basar.

Også derfor snyder spørgsmålet, om det er umagen værd. Og så snyder det af en sidste vigtig grund.

ON AIRKlokken var 00:55, da vi gik i luften med zetland.dk natten til 14. marts 2016. Designchef Katinka Bukh (som står med sin ene arm i vejret cirka midt i billedet) cyklede hjem kort efter og så et hus i brand på vejen. Jeg tænkte: “Det er godt, jeg ikke er overtroisk.” Foto: Sara Galbiati

Der findes lommer i den danske mediebranche, hvor tiltroen til Zetlands fremtid kan ligge på et meget, meget lille sted. Det er da også korrekt, at livet på Zetland kan føles som én lang forhindringsbane af udfordringer, som skal løses, hvis der en dag skal stå store og sorte tal på bundlinjen. Det er også korrekt, at havde de forudsætninger, vi lagde ind i det oprindelige budget, holdt stik, så var vi nået forbi breakeven i dag og havde formentlig ikke anet en pind om virkeligheden, fordi virkeligheden som regel – viser det sig – indebærer, at forudsætningerne ændrer sig, og at opgaven derfor først og fremmest går ud på at tilpasse sig og drage fordel af det nye.

Jeg er helt sikker på, at for skeptikerne er der kun ét svar på, om det hele var umagen værd, og det svar er et rødt tal, der bliver til et sort.

Men svaret på spørgsmålet findes ikke der. Det findes heller ikke i de meritter, som passer flot ind i PowerPoint-præsentationer til mulige investorer: at vi vistnok er Nordens hurtigst voksende digitale avis, at vi generelt har overordentlig tilfredse medlemmer, og at omkring en tredjedel af vores medlemmer er under 30 år (hvilket er vildt, fordi folk for få år siden troede, det var umuligt at få unge til at betale for journalistik). Vi har store forretningsplaner, som at bringe Zetland til udlandet og få mindst én procent af den voksne danske befolkning som medlemmer, men selv hvis det en dag lykkes, vil det så være svaret på spørgsmålet Var det umagen værd?’

Jeg tror det ikke.

For spørgsmålet snyder som sagt. Det snyder, fordi det nemt kan lede til et kynisk svar. Og et kynisk svar snyder altid.

SÅ SYNG DAAlle dage på redaktionen begynder med en sang fra Højskolesangbogen. En grim porcelænshund går på tur, og den, der har hunden, skal vælge en sang. Teknologiskribent Frederik Kulager kommer altid for sent, sjovt nok. Vi sang også, da vi havde inviteret Zetlands medlemmer til lanceringsfest i 2016, hvilket, når alt kommer til alt, faktisk lød godt. Foto: Daniel Hjorth / Zetland

I det langsommelige, besværlige arbejde med at opbygge noget vil man altid støde på et ocean af anledninger til at påpege, at selvfølgelig var det ikke umagen værd. Planen var urealistisk. Bjerget kunne ikke bestiges. Det var tåbeligt at kaste sig ind i den kamp.

Og den, der påpeger alt det, vil lyde rationel. Han vil iklæde sig noget, der ligner ansvarlighedens gevandter, og ansvarlighedens gevandter vil få ham til at fremstå klædeligt kritisk.

Men der er ikke tale om kritik. For en kritiker entrerer kampen med sig selv som indsats. Hvad der derimod er tale om, er den særlige form for åndelig dovenskab, som er kynikerens kendetegn. Kynikeren er ikke ude på at tage ansvar. Kynikeren er kun ude på at beskytte sig selv, men får det til at ligne en lige kamp – mellem den, der siger ja, og den, der siger nej.

Kampen er imidlertid ikke lige. Man risikerer at tage fejl på tusind flere måder, når man handler, end når man kritiserer. Både opbygning og nedrivning,” som filosoffen Bertrand Russell engang formulerede det, tilfredsstiller viljen til magt, men opbygning er som regel vanskeligere og giver derfor større tilfredsstillelse til den, der kan få det til at ske.”

Det ville være oplagt, selvfølgelig, at sige, at det netop er her, svaret ligger gemt – at det, når alt kommer til alt, var umagen værd at bygge Zetland, fordi indsatsen er større, og gevinsten dermed også kan blive det.

Men det hænger heller ikke sådan sammen.

Det er ikke den mulige gevinst, der gør det umagen værd. For indsatsen er gjort af en anden grund. Den er gjort for helt at fravælge kynismen som livsfilosofi. Ikke på baggrund af forretningshensyn eller strategiske kalkuler, men ud fra en overbevisning om, at en kultur, hvor de hånlige fnys gjalder højest, er en tragisk kultur.

På sin vis er dét Zetlands hovedanliggende: At gå til virkeligheden med andet end en vrængen. At vove pelsen. At være med til at bygge op. At insistere på en kultur, hvor dét at melde sig ind i kampen bliver betragtet som mere attråværdigt end fornøjelsen ved at snerre ad de kæmpende. At trodse tidens herskende idé om, at forsvindende lidt bør aftvinge respekt. At ville et samfund, hvor agtelsen i udgangspunktet tilfalder dem, der sætter sig selv på spil, dem, der forsøger, fejler, forsøger igen, tager ansvar, og som kommer til at se herrens ud og lugte af sved og støv og blod, og som fortumlet kommer til at kende terrænets dybeste dale, men alligevel tager turen – i ejerforeningen, på arbejdspladsen, i lokaludvalget eksempelvis – fordi de hellere vil leve et liv drevet af glødende overbevisning og dedikeret pligtfølelse end et liv med armene over kors, hvor følelser som stolthed og ydmyghed aldrig kan høre hjemme.

Det nemmeste er at sige nej, og mulighederne for at sige nej forekommer endeløse i denne stejle enten-eller-tid. Derfor er der så meget desto større grund til at kæmpe for et hverken-eller og minde sig selv om det, en klog kvinde har formuleret sådan her: Håb uden kritisk tænkning er naivitet. Kritisk tænkning uden håb er kynisme.

At fravælge kynismen som livsfilosofi er et princip. Og det er sådan med principper, at de aldrig kan opvejes på rationalets guldvægt, men på hjertets.

Så var det umagen værd?

Fra første dag.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: