Kan man standse en seriemorder før det første drab? Denne psykolog har viet sit liv til at gøre forsøget

Florence McLean er ekspert i seriemorderes sind. Hendes viden kan hjælpe os med at gribe udsatte unge, før deres liv kører af sporet.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Da Florence McLean var lille, var der spøgelser. De levede i mørket, i de dunkle kroge i den faldefærdige hytte på Jamaica, hvor hendes bedsteforældre boede, og i bushen mellem bananpalmerne, hvor syvårige Florence og hendes søster fangede ildfluer i syltetøjsglas. De to piger holdt glassene mellem hænderne, når de sad i mørket og gysende mindede hinanden om de historier, deres jamaicanske far havde fortalt dem. Der var så mange historier,” siger Florence McLean. Om genfærd og monstre. Om den hovedløse kvinde på muldyret, som deres far selv havde set med sine egne øjne. På Jamaica blev Florence kaldt Bread, og hendes søster Yam – for hvis en djævel hørte deres rigtige navn, kunne den komme og tage dem. Vi var jo pisseangste konstant,” siger Florence McLean og griner. Men vi syntes samtidig også, det var spændende.”

Et års tid senere flyttede familien til Danmark, hvor Florence McLeans mor er fra, og hvor hun i øvrigt også selv er født. Her, i Aarhus’ gader, var der noget, der undrede Florence. Hvor var spøgelserne blevet af? Hun besluttede sig for at konsultere en ekspert: Far,” sagde hun, du har aldrig fortalt om spøgelser her. Hvorfor er der ikke spøgelser i Danmark?”

Hendes far tænkte sig om et øjeblik. Så svarede han: Der er for meget elektricitet.”

Og det er jo et genialt svar,” ler Florence McLean. Der er fandeme for meget lys her i Danmark, til at vi kan holde fast i de der vanvittige historier.” For monstre trives bedst i mørke. Der kan de vokse sig store og farlige. Men når man tænder lyset, kan man se, hvad der i virkeligheden foregår – det var ikke en djævel, der sneg sig rundt om huset, det var bare avisbuddet, et ganske almindeligt menneske. Frygten mister sit tag i os, fordi monsteret faktisk er noget, vi kan forstå.

På en måde er det det, Florence McLean har brugt hele sit voksne liv på – at trække det, som er skræmmende, ud af mørket og ind i lyset, så vi kan se det for, hvad det er, forstå det – og lære af det. Hun er 55 år, uddannet psykolog og specialist i klinisk psykologi, psykoterapi og og børne-neuropsykologi, og hun arbejder til daglig med særligt udsatte børn og unge i Aarhus Kommune. Og så er hun noget så usædvanligt som ekspert i seriemorderes psyke og uddannet criminal profiler. Hun er med andre ord ekspert i det, man kalder kriminel profilering, en disciplin, som du måske kender fra amerikanske tv-serier som Profiler, FBI Files og Mindhunter. Kort sagt betyder det at analysere et mordgerningssted og tegne en psykologisk profil af morderen ud fra det, man finder.

Men Florence McLean beskæftiger sig ikke med at opklare mordgåder. Hun brænder for at forstå, hvorfor mennesker slår ihjel – og særligt hvor man skal sætte ind for at forhindre, at det kommer dertil. Florence McLean bruger sit noget specielle (nogle ville sige makabre) ekspertområde til at hjælpe børn og unge, hvis tilværelse er på vej ned ad et skidt spor. Og i denne måned, april 2021, udkommer hendes første bog, Seriemorder – Mennesket bag monsteret. Hun understreger, at misrøgtede danske børn ikke nødvendigvis ender som seriemordere – det er heldigvis meget usædvanligt – men der er mange andre ting, der kan gå galt i et menneskeliv, hvis ingen når at gribe ind. Det kan ende i vold, voldtægter og anden alvorlig kriminalitet, som vores samfund betaler en høj pris for, både på den økonomiske og den menneskelige skala.

Det er det, Florence McLean har lært at spotte: Hvor kan det gå galt, og hvem kan det gå galt for? Men vigtigst af alt,” siger hun, hvornår vi skal reagere i stedet for bare at sidde og se den her ulykke ske for vores øjne.”

For når børn med problemer bliver til voksne, der gør andre mennesker ondt, så er det ikke skæbnebestemt, siger Florence McLean. Man kan i de fleste tilfælde, mener hun, ændre en dårlig livsbane, før den bliver en tragedie. Men det kræver, at vi tør se nogle monstre i øjnene.

MOD"Mit udgangspunkt har altid været, at hvis der er noget, jeg har været bange for, så er jeg altid gået frem mod det. Så er jeg gået tættere på," siger Florence McLean. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Arthur Shawcross var seriemorder. Mellem 1972 og 1989 slog han mindst 13 mennesker ihjel. Hans første ofre var to børn, hans sidste en 19-årig kvinde ved navn Felicia Stephens. Hvis man Googler hendes navn, kommer der et enkelt, sløret portræt af en smilende sort kvinde med grønne øreringe frem. Hun kom fra Rochester, NY, og hun var sexarbejder. Den sidste nat, hun blev set i live, rasede en snestorm gennem byens gader. Ligesom en række andre kvinder blev hun myrdet af Arthur Shawcross og smidt i den flod, der senere skulle give ham tilnavnet The Genesee River Killer.

Arthur Shawcross’ historie er velbeskrevet i artikler og dokumentarfilm, for han var en rigtig lækkerbisken for journalister på jagt efter et uhyre. Han myrdede, voldtog og lemlæstede sine ofre og åd ligefrem af ligene. I dokumentaren Interview with a Serial Killer, som Netflix har på hylderne, fortæller Shawcross selv om sine forbrydelser helt ned i de ægte detaljer”, som streamingtjenesten formulerer det. Men det var ikke monsteret Arthur Shawcross, som Florence McLean var interesseret i, da hun i 2002 satte sig ned i sin lejlighed i Aarhus og skrev et brev til ham, mens han afsonede sin dom på 250 år i et fængsel i staten New York. Det var mennesket.

Jeg skrev, at jeg ikke var interesseret i at høre om hans mord,” fortæller hun. Det, jeg ville høre om, var hans barndom og tidlige ungdom.” Arthur Shawcross var ikke den eneste seriemorder, Florence McLean skrev til. Hele 33 andre seriemordere fik et lignende brev fra hende. Og ligesom Arthur Shawcross sagde de ja til at lade sig interviewe af den danske kvinde.

Årsagen til, at Florence McLean ønskede at tale med nogle af jordens mest brutale forbrydere, var, at hun var ved at skrive speciale på psykologistudiet på Aarhus Universitet. Og hun havde en tese, hun gerne ville afprøve. Hvis man fik seriemordere til selv at fortælle, hvordan deres tidlige år havde været, var det så muligt at se et mønster? Var der særlige omstændigheder, hændelser og adfærd, der gik igen hos dem? Og kunne man ud fra det spotte en potentiel seriemorder, før han begik sit første mord – og dermed forhindre det?

Mit mål var at forstå for at forebygge,” siger Florence McLean. Og for at vide, hvor vi skal tage fat, og hvem vi skal tage fat i, er man nødt til at spørge dem, der selv lever i det. Det er dem, der har nøglen til forståelsen.”

På det tidspunkt, hvor Florence McLean skrev rundt til seriemordere over hele verden, havde hun utroligt nok allerede mere viden om drab og drabsmænd end mange erfarne danske kriminalbetjente. For psykologuddannelsen var ikke det eneste, hun brugte sin tid på.

I slutningen af 1990’erne var Florence McLean blevet dybt optaget af criminal profiling. Det var begyndt med tv-serien FBI Files – en amerikansk dramadokumentar, som blev sendt på Discovery Channel. Florence McLean så med, når serien oprullede ægte sager fra FBIs arkiver. Når efterretningstjenestens profileringseksperter blev sendt ind, var hun for alvor fanget. Jeg syntes, det var vildt. At de kunne se på et offers påklædning, og hvordan kroppen lå, og så ud fra det vide, hvem morderen var,” fortæller hun. Jeg tænkte: Det er dét, jeg vil være.’ Og så ringede jeg til FBI.”

Ja, det kunne man dengang i 1990’erne. Florence McLean gjorde det i hvert fald, og det kom hun ikke til at fortryde. Den unge aarhusianer blev mødt med lutter hjælpsomhed af efterretningstjenesten på den anden side af Atlanten. De sagde: Hvis du er interesseret i profiling, så skal du tale med en mand, der hedder John Douglas.’”

Florence McLean anede ikke, hvem John Douglas var. Det var først mange år senere, efter at hun havde kontaktet ham og var blevet indlemmet i et online bulletin board, hvor en gruppe af ligesindede profilerings-entusiaster delte viden, opdagelser og teorier med hinanden under vejledning af John Douglas, at hun fandt ud af, at han var Mr. Profiling himself. John E. Douglas er tidligere FBI-agent, og han var en drivende kraft i at udvikle efterretningstjenestens profileringsprogram og de metoder, man i dag bruger i politistyrker over hele verden. Hans arbejde er belønnet med flere priser, han har mødt og studeret en række af de mest kendte amerikanske seriemordere – Charles Manson, Ted Bundy, John Wayne Gacy – og Netflix-serien Mindhunter bygger på John Douglas’ bog af samme navn.

John Douglas blev en god kontakt for Florence McLean. Og derfor var det naturligvis ham, hun gik til, da hun fik idéen til sit universitetsspeciale. Den udsprang nemlig direkte af hendes interesse for profiling. Jeg tænkte,” forklarer hun, at når man ud fra et gerningssted kan sige så præcist, hvad det er for en person, vi har med at gøre, så må der ligge nogle psykologiske teorier bag profiling-metoden, som man kan sætte i system og bruge til noget.”

Eller sagt på en anden måde: Hvis man nu tog profiling-metoden og vendte den rundt ved at undersøge mennesker, der allerede havde begået mord, kunne man så spotte en potentiel seriemorder?

John Douglas syntes, at idéen var god. Han hjalp Florence McLean med at forberede sig på at interviewe seriemorderne, og han var hendes sparringspartner på specialet. Men der var et helt centralt aspekt af hendes projekt, han ikke brød sig om.

John Douglas havde set ofrene for seriemordere med egne øjne. Skamferede lig, hoveder på stager, gerningssteder smurt ind i blod. Ting, kun et uhyre burde være i stand til. Så når Florence McLean nægtede at se et monster, men holdt blikket fæstnet på årsagerne til seriemordernes adfærd og på det barn, de engang var, så bød det ham voldsomt imod. Han sagde: Florence, du menneskeliggør dem,’” fortæller hun.

Og det havde han ret i. Florence McLean var villig til at gå langt for at forstå, hvad der drev seriemorderne. Når hun skrev med dem, var hun empatisk, forstående, lyttende og aldrig kritisk eller fordømmende. Og det kunne jeg jo ellers godt have haft lyst til,” siger Florence McLean. At skrive til dem: Hvad fanden er der med dig, at du slår mennesker ihjel? Hvad er du for et dumt svin? Tag dig sammen!’ Men så kommer man bare ikke videre. Du får aldrig noget ud af et andet menneske, hvis du bare siger til dem, at det er noget lort, de laver. Men hvis du tør sætte dig ned, kigge den anden i øjnene og sige: Jeg vil faktisk gerne vide, hvad der foregår’, så kommer man faktisk tættere på.”

UDSAT"Jeg ser min bog som en mulighed for måske at ændre på noget," siger Florence McLean. "Jeg har siddet med udsatte børn gennem 20 år, og set, hvordan de får det værre og værre." Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Under Arthur Shawcross’ retssag erklærede han sig ikke skyldig under henvisning til sindssygdom. Han var blevet anholdt kort efter mordet på Felicia Stephens og anklaget for mord på ti kvinder, men Shawcross var, erklærede en psykiater, hjerneskadet og havde været udsat for seksuelt misbrug. Hans mor og hans tante havde, efter hans eget udsagn, forgrebet sig på ham, da han var barn. Og så havde han, fortalte Shawcross selv, oplevet ting i sin tid som soldat i Vietnamkrigen, der havde mærket hans sind og efterladt ham med posttraumatisk stresssyndrom. Men retten fandt ikke, at der var nogen formildende omstændigheder. Arthur Shawcross’ psyke var fuld af problemer, men han vidste, hvad han gjorde, da han slog sine ofre ihjel. Han var ikke sindssyg.

Det, fortæller Florence McLean, er et fællestræk hos seriemordere. De er ikke de ravende galninge, som vi kender fra horrorfilm. De har meget ofte psykiske afvigelser som psykopati, sociopati eller narcissisme, men de er, så at sige, ved deres fulde fem.

Der findes enkelte eksempler på seriemordere, som er psykotiske,” siger Florence McLean. Men de når ikke at slå ret mange ihjel, for de kan ikke finde ud af at dække deres spor. De allerfleste seriemordere lever et liv, der er helt normalt. Nogle af dem har familier og jobs, de passer. Det er også forkert, at de ikke kan føle empati. De fleste af dem kan sagtens føle empati for deres nære, men de er empatiforstyrrede. De føler ikke med deres ofre, selv om der er eksempler på seriemordere, som pludselig har fået medfølelse med offeret og efterfølgende har sluppet det fri.”

Det passer heller ikke, at seriemordere er blottet for moral, siger Florence McLean. De er klar over, at det, de gør, er forkert. Men de vælger at gøre det alligevel. Og så er der en forskel på seriemordere og andre typer af drabsmænd såsom massemordere, der myrder et stort antal mennesker på én gang, eller folk, der begår rovmord. Seriemorderen dræber ikke for at stjæle, at hævne sig eller med et ideologisk motiv. De dræber for selve det at dræbe. For den følelse, det giver dem at tage et andet menneskes liv. Meget af det handler om, at de har et behov for at føle sig magtfulde, at være i kontrol,” siger Florence McLean. Det er det samme, der er på spil hos serievoldtægtsmænd.”

Det er en væsentlig pointe, psykologen får skudt ind her. For vi har ikke mange seriemordere i Danmark – ikke ud fra den definition, som man arbejder med i retspsykologien, og som Florence McLean benytter sig af. Men vi har flere serievoldtægtsmænd, og de har i høj grad samme profil. For dem gælder det også, at de ved, hvad de gør, når de begår overgreb. Det er ikke noget, de kommer til,” forklarer Florence McLean. For den type forbryder er det et valg, når de går ud og slår ihjel eller begår voldtægt.”

Men det er ikke det samme, som at de ved hvorfor. Florence McLean fortæller, at de fleste seriemordere vil svare, at de ikke aner, hvorfor de dræber. De ved bare, at de har en trang til at gøre det, og den vokser og vokser, indtil de har slået ihjel. Så falder de til ro igen, indtil trangen vender tilbage.”

Der findes heller ikke ét svar på det spørgsmål. Alle seriemordere er forskellige, siger Florence McLean. Men det, hun fandt ud af ved at studere de 34 seriemordere samt en lang række historiske eksempler, var, at der var visse omstændigheder og adfærdsmønstre, der gik igen hos langt de fleste af dem.

De kommer næsten alle sammen fra kaotiske hjem. De har ikke fået ro til at vokse op. En stor del af dem har i en eller anden grad været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, ligesom de fleste har været udsat for vold.” Et andet mønster, som hun fandt, var, at mange havde haft mødre, som var meget hårde ved dem, og fædre, som ikke var der. Og så havde seriemorderne meget ofte været genstand for ydmygelser, grov mobning – og isolation.

Isolation er noget af det værste, man kan udsætte et menneske for,” siger Florence McLean. Et spædbarn skriger hjerteskærende, når det bliver forladt, og det er, fordi det instinktivt ved, at hvis det lades alene, er det den visse død. Det eksisterer kun i kraft af fællesskabet. Det er en grundlæggende psykodynamisk mekanisme, at bliver et lille barn ladt alene, oplever psyken det som at blive tilintetgjort.”

Det er en af de læringer, Florence McLean har taget med sig fra seriemorderne og ind i sit arbejde med udsatte børn og unge. Isolation er en stor risikofaktor for et barns udvikling, og det skal tages meget alvorligt, når man møder det. Og det gør Florence McLean alt for ofte, siger hun. Jeg har nogle gange siddet med et barn, hvor jeg har tænkt: Der er simpelthen nogen, der skal kunne lide det her barn, for ellers går det her galt.’ Der er børn, som ingen kontakt har til andre, som ikke bliver set, og som ingen vil lege med. Der er ingen, der vil være sammen med dem, heller ikke i familien.”

Det er ikke, fordi de børn automatisk bliver seriemordere, hvis man lader stå til. Men risikoen for, at deres udvikling på en eller anden måde kører rigtig galt, er stor, fortæller Florence McLean. Nogle reagerer udad, og andre reagerer indad,” siger hun. Dem, der reagerer indad, kan blive depressive, få spiseforstyrrelser, angst eller selvskadende adfærd. Og de, der reagerer udad, vil vende det, de slås med indeni, imod andre.”

Derfor skal de børn have hjælp, siger Florence McLean. Også selv om det ikke er et sødt og nemt barn, men et, der står med grønt snot ned ad ansigtet og skriger”. For som hun siger: Du bliver kun til et menneske, hvis nogen ser dig i øjnene og spejler dig og siger, du er okay.”

FORVANDLING"Når du møder et andet menneske med empati i stedet for vrede, så forandrer det menneske sig," siger Florence McLean. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Ligesom de fleste seriemordere vidste Arthur Shawcross ikke, hvorfor han havde slået de mange kvinder ihjel. Det var blandt andet, mener Florence McLean, derfor, han sagde ja til at deltage i hendes projekt. Han syntes, det var interessant, at jeg måske kunne fortælle ham noget om ham selv,” siger hun. I flere af de breve, han sendte hende, spurgte han, om hun kunne forklare, hvorfor han var, som han var, og om hun kunne finde en kur. Og da hun var færdig med sit speciale, bad han om at få at vide, hvad hun var kommet frem til.

Florence McLean opsummerede de analyser, hun havde lavet af Shawcross, og sendte dem til ham. De indeholdt selve humlen af hendes projekt: at der var en række omstændigheder i hans barndom, som tydeligvis havde været dybt traumatiserende for ham, og hvor han skulle have haft hjælp, men ikke fik det.

Og der hørte jeg ikke fra ham,” siger Florence McLean. Han plejede ellers altid at svare hurtigt, men der blev helt stille. Der skete et eller andet der.”

Det, der skete, mener hun i dag, var, at Arthur Shawcross mødte noget, han ikke kunne magte – fordi han ikke havde mødt det før. Noget så grundlæggende menneskeligt som empati.

De her mennesker er vant til at blive mødt med hårdhed. Det er sket hele deres liv, og hele verden hader og frygter dem, de er nu. Arthur Shawcross var kannibal, han var morder, han var vant til at blive portrætteret som ondskaben selv. Og så tuner jeg ind på den lille Arthur Shawcross, som går rundt som fem-seksårig og taler med sig selv, bliver isoleret og mishandlet. Jeg har empati for den lille dreng. Jeg siger ikke: Det er derfor, du bliver seriemorder.’ Men jeg siger: Det var her, man skulle have hjulpet dig. Det var der, man skulle have sat ind.”

Der er noget, der er vigtigt at få sagt her. Florence McLeans budskab er ikke, at seriemordere i virkeligheden er små, forsømte stakler, som ville kunne blive gode, rare mennesker igen, hvis bare vi mødte dem med omsorg og forståelse. Det er ikke sådan, det er, siger hun. De seriemordere, hun har haft kontakt med, var uden for pædagogisk rækkevidde. De fleste af dem viste ingen tegn på, at deres sind var et andet i dag end dengang, de slog ihjel. Behovet for at føle sig magtfuld boede stadig dybt i dem. Eller som hun selv siger: De var overhovedet ikke kommet videre.”

Hun har adskillige breve, hvor seriemordere forsøger at manipulere med hende eller intimidere hende med skjulte trusler. Jeg ved, hvor du bor”, var en sætning, hun flere gange blev konfronteret med. En af forbryderne bad hende ligefrem sende ham nogle fotos af hende selv til gengæld for hans deltagelse i projektet. Han beskrev nøje, hvilket tøj hun skulle have på, og hvordan hun skulle posere. Florence McLean afviste naturligvis, og da hun senere undersøgte hans mord-historik, viste det sig, at det, han havde bedt hende om, var at klæde sig ud som kvinder, han havde slået ihjel. Tiden er løbet ud for de her mænd,” siger hun. Vi kan ikke gøre noget for dem. Men vi kan lære noget af dem.”

Den vigtigste lektion at tage med sig fra seriemorderne er, at hvis man vil forhindre, at mennesker udsætter andre for frygtelige ting, er det i barndommen og ungdommen, der skal sættes ind. Vi skal holde bedre øje med vores børn og unge,” siger Florence McLean. Jeg synes dybest set ikke, vi passer godt nok på dem i dag. Der er altid tegn, man kan reagere på. Vi skal turde se, at her er der nogen, hvor det kan gå rigtig galt.”

For det nytter noget at gribe ind. Florence McLean har flere gange været med til at bremse en udvikling, hvor en ung fyr var på vej ned ad motorvejen til noget skidt”, som hun siger. Det er en stor indsats, der skal til, med to-tre års terapi, pædagoger og sagsbehandlere. Det er ikke sådan, at de bliver bedsteborgere, men de går ikke ud og smadrer folk.”

Og ja, det kræver kommunale ressourcer, det er Florence McLean helt klar over. Men,” siger hun, at hjælpe en ung på 16-17 år er langt dyrere end at hjælpe en på 4-5 år og få det bremset dér.”

Og så ender vi tilbage i mørket. I de steder i vores sind og samfund, hvor vi ikke har lyst til at kigge hen. Det er voldsomt for os som mennesker at konfrontere børn og unge, som er på vej ind i skyggerne. Det er svært for et system og et samfund at erkende, at der findes steder, hvor alle har svigtet. Præcis ligesom det er lettere at kigge på en seriemorder og se et monster i stedet for et menneske. Men vi er nødt til at gå derind og se det, der er farligt, i øjnene, siger Florence McLean. Og tænde lyset.

FAT MOD"Vi ved godt, hvad der skal til for at hjælpe. Men vi skal turde gøre noget anderledes." Foto: Tobias Nicolai for Zetland