Et farligt bjerg, en dyr lufthavn og en hel masse skoler. Tag med på en overflyvning af det grønlandske valg

Der er valg i Grønland, og derfor er vi gået på jagt efter de temaer i valgkampen, der kan vise, hvor Grønland er på vej hen.

Foto: Martin Fyhn Lykke Lladó / Biofoto / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

12:15

Det er let at glemme den nordlige ende af rigsfællesskabet, når kriserne presser sig på. Men grønlænderne skal stemme til Inatsisartut, altså deres parlament, den 6. april.

De få historier om Grønland, jeg har set i danske medier de seneste år, har handlet om globale dagsordener. At indlandsisen smelter, at den amerikanske præsident ville købe Grønland. At der potentielt skal etableres en stor mine i Sydgrønland, og at Danmark måske, måske ikke har ret til at blande sig i beslutningen.

Der er masser af drama i de tre historier. Men tilsammen giver de et forvrænget billede af, hvad der er på spil for grønlænderne ved valget. Så i stedet dykkede jeg ned i nogle af de nyheder fra grønlændernes egne medier, der har præget valgkampen indtil nu – for at forsøge at identificere, hvor Grønland er på vej hen, både i forhold til Danmark og i forhold til sig selv.

Grønlandsk politik er ligesom politik alle andre steder præget af modsætninger og uenigheder, der ofte skæres hårdt op. For at styre uden om de firkantede fortællinger allierede jeg mig med en lektor, der står med ét ben i det grønlandske samfund og ét ben udenfor.

Hun hedder Maria Ackrén og er lektor på Ilisimatusarfik, altså Grønlands Universitet. Hun kommer oprindeligt fra Åland, den selvstyrende øgruppe mellem Sverige og Finland, og hun skrev i 2009 en ph.d. om selvstyrende områder, herunder Grønland. I Nuuk holder hun til i lokale C231 mellem flere hyldemeter med forskningsresultater, undersøgelser og iagttagelser om det grønlandske selvstyre fra de ti år, hun indtil nu har været tilknyttet universitetet.

Ifølge Maria Ackrén er der to gennemgående temaer, som omkranser næsten alt i valgkampen. Det ene er selvstændighed, og det andet er økonomi.

I forhold til selvstændighed er der efterhånden et bredt funderet ønske om uafhængighed fra Danmark, mens der til gengæld er stor uenighed om hvornår, hvordan og hvor meget. Når det handler om økonomien, er Grønland ligesom mange andre lande ramt af det fænomen, der populært kaldes dødens gab: Der kommer flere og flere ældre, som skal forsørges af færre og færre unge. Selv om økonomien har været i fremgang de seneste mange år, vil Grønland ifølge Det Økonomiske Råd i Grønland alene på grund af andelen af ældre mangle én milliard kroner om året, når vi når 2035.

Med de to største problemstillinger på plads kan vi stige på flyet og indlede vores overflyvning af Grønlands politik.

Vi begynder på fjeldet Kuannersuit

På dansk kaldes fjeldet nogle kilometer nord for Narsaq i det sydlige Grønland for Kvanefjeld – og så kan du måske godt huske, at du har hørt om det. Her er et af de største politiske dramaer ved at udspille sig lige nu. En stor koncentration af sjældne metaller ligger i fjeldet, og det diskuteres ivrigt, om der skal gives tilladelse til at åbne en mine. Der er demonstrationer, skænderier og en splittet grønlandsk befolkning.

Hvad taler for minen? Jamen det gør som sagt det faktum, at grønlænderne har brug for nye indtægter for at kunne opretholde deres samfund. Et beslægtet ønske er at gøre sig mere uafhængige af fiskeriet, hvor priserne svinger op og ned. Fiskeprodukter, primært torsk, rejer og hellefisk, udgør cirka 95 procent af Grønlands eksport, dertil kommer alle de afledte indtægter i form af skatter og jobs. En mine vil både give arbejdspladser og øget indtjening.

Men da fjeldet også indeholder store koncentrationer af uran, kan det ifølge kritikerne betyde forurening. Og ud over at det er noget skidt, sådan helt generelt, så kan det potentielt også ramme blandt andet kvægdriften i det sydlige Grønland – som i parentes bemærket også er et af de erhvervsområder, man gerne vil bevare for at mindske afhængigheden af fiskeriet.

Derudover trækker muligheden for øget minedrift også tråde helt ind i den grønlandske sjæl. Hvilke hensyn skal der tages, hvis man går ind i minedrift? som Maria Ackrén formulerer det. Det har virkelig splittet befolkningen og partierne. Der mangler en egentlig ramme for, hvordan man skal håndtere minerne og egentlig også andre projekter,” siger hun. Meningsmålingerne understreger, at det er umuligt at forudse, om der vil være flertal for eller imod minen efter valget.

Hun peger både på det økonomiske aspekt, som er så fint beskrevet i rapporten Til gavn for Grønland, der blev lavet af forskere fra Københavns Universitet og universitetet i Nuuk i 2014. Minedrift er kun en god forretning, så længe minen er i drift. I det øjeblik den er tømt, forsvinder indtægten.
Så kan det godt være, at man har fodret dødens gab’ i en årrække, men hvad gør man så, når den løbende indtægt er væk, samtidig med at man har fjernet en ressource, der – om man så må sige – “lå i banken” til fremtidige generationer? Den strategi findes ifølge rapporten ikke, og selv om rapporten er fra 2014, og politikerne har arbejdet en del med problemstillingen siden, er spørgsmålet stadig aktuelt, mener Maria Ackrén.

Og så peger hun på det kulturelle aspekt, der også kan blive berørt af øget minedrift – og i virkeligheden i udviklingen af samfundet sådan mere generelt. Det er balancen mellem det moderne og det traditionelle. Mange har måske et mere skandinavisk liv, mere moderne, men samtidig er det vigtigt at have den kulturelle arv med sig. Altså hvor fjeldet og naturen, det at gå på jagt, er en vigtig del af livet,” siger hun.

Vores næste stop er Qaqortoq i det sydlige Grønland

Her er byggeriet af en ny lufthavn blevet udskudt, fordi de firmaer, som lagde billet ind på at bygge, ikke kunne holde sig inden for den pris, Kalaallit Airports, der driver de grønlandske lufthavne, havde budgetteret med. Og dertil skal lægges, at projektet, selv om det altså har været politisk besluttet, i forvejen ikke tegnede samfundsøkonomisk rentabelt.

I virkeligheden handler projektet i Qaqortoq også om at gøre Grønlands økonomi mere robust ved at sprede den ud på flere erhverv. Sammen med de allerede igangsatte udbygninger af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat og bygningen af flere hoteller er det et milliarddyrt forsøg på at forbedre infrastrukturen, erhvervsmulighederne og lette adgangen for turisterne. Og derved skabe øget indtjening uafhængigt af fiskeriet.

Det store regnestykke, som formanden for Økonomisk Råd i Grønland, professor og tidligere overvismand Torben M. Andersen, tit har fremlagt, er som følger: hvis Grønland skal gøre sig økonomisk uafhængigt af Danmark, kræver det 5 milliarder kroner om året i ekstra indtægter. De 3,8 milliarder kroner skal gå til mistet bloktilskud, og de 1,2 milliarder kroner til at hjemtage de opgaver, der p.t. klares af centraladministrationen i København (dertil kommer så førnævnte milliard, som de ældre vil koste ekstra i 2035).
Med et indbyggertal på cirka 56.000 kræver uafhængighed altså en øget indtjening på, hvad der svarer til mere end 100.000 kroner per indbygger. I 2018 var bruttonationalproduktet per indbygger til sammenligning på 278.000 kroner.

Ifølge rapporten om minedriften, jeg nævnte før, vil det kræve 24 mineprojekter i stor skala alene for at udligne bloktilskuddet. Der skal med andre ord rigtig, rigtig mange turister til for at batte i det store billede.

Som Torben M. Andersen sagde på Future Greenland-konferencen i 2019, så kan grønlænderne enten halvere deres offentlige udgifter, fordoble deres skatter og afgifter eller øge erhvervsaktiviteterne. At halvere udgifterne eller fordoble skatterne er svært at gennemføre, og det er derfor, der bliver snakket om lufthavne, miner og til dels turister i valgkampen.

Vi lander ved en skolebygning i Grønlands største by, Nuuk

Både Torben M. Andersen og Maria Ackrén leder os videre til næste punkt i nyhedsbilledet. Det har ikke fyldt så meget i dækningen af valgkampen – endnu – men det plejer at komme op til diskussion. Og det er ikke desto mindre det måske vigtigste for Grønlands fremtid ifølge Ackrén. Det drejer sig om uddannelse. Især folkeskolen. Det er afgørende, at grønlænderne bliver bedre uddannet, sådan helt generelt, og det begynder i grundskolen,” forklarer hun.

Torben M. Andersen har tidligere fremlagt en fremskrivning, der viser, at med det nuværende niveau vil 40 procent af den grønlandske befolkning have en folkeskoleuddannelse som højeste uddannelse i 2040.

Det billede er selvfølgelig ikke sort-hvidt, da en kortuddannet fisker kan bidrage med stor værdi til det grønlandske samfund – men jo højere gennemsnitligt uddannelsesniveau, jo bedre er mulighederne for at kunne klare sig selv, fortæller Ackrén. Her på universitetet har vi derfor fokus på eksempelvis kurser i jura og erhvervsøkonomi.”

Hun mener, at det især er manglende kontinuitet, der rammer den grønlandske folkeskole hårdt. Når der kommer lærere fra eksempelvis Danmark, er de der nogle år og tager så af sted igen. Det gør det svært at opbygge en stærk grundskole.

Uddannelse trækker samtidig tråde til boligpolitikken. De unge flytter væk fra de mindre bysamfund og ind til Nuuk, og nogle derfra videre til typisk Danmark. Jo bedre muligheder der er for at uddanne sig, jo større er muligheden for at kunne fortsætte sit liv i Grønland. Og det er i virkeligheden det, der skal til, for at man kan snakke om uafhængighed og en bedre økonomi.

Og med de ord er vi tilbage ved begyndelsen: uafhængighed og udfordringerne for Grønlands fremtidige økonomi.

Lektor Maria Ackrén i Nuuk smågriner, da jeg spørger til de lange linjer i grønlandsk politik. For når jeg zoomer ud, har de samme to emner – uafhængighed og økonomi – domineret den politiske samtale i en menneskealder. Det er de samme debatter igen og igen. Der sker meget lidt,” konstaterer hun.

Jeg spørger hende, hvorfor de to emner fylder så meget – ligesom ved valget i 2018 og ved valget i 2014. Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på,”siger hun.

Hun kan dog alligevel ikke lade være med at pege på den aktuelle politiske situation som værende et billede på Grønlands politiske liv gennem de seneste mange år. Valget er blevet udskrevet på en bund af usikkerhed i Siumut, altså det historisk set store socialdemokratiske parti, der har siddet på posten som formand for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, alle år siden 1979 på nær fra 2009 til 2013. I november blev Kim Kielsen, der er formand for Naalakkersuisut, væltet som formand for Siumut, og det har givet så meget uro, at 27 ud af 31 medlemmer af parlamentet krævede valg.

Maria Ackrén ser Grønland som meget politisk ustabilt”, hvilket hænger sammen med alle de modsætningsforhold, landets politikere har skullet håndtere. Natur og kultur står potentielt som modsætning til fremskridtet. Ønsket om frihed står over for den fortsatte økonomiske afhængighed af Danmark. Det går meget langsomt fremad, men Grønlands politikere skal selvfølgelig kunne finde sig selv” i udviklingen, som hun siger.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: