Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En generation af piger har ondt i sjælen. Mød psykologen, der mener, at vi bør blande os (mere) udenom

HVA’ SÅ, SKATDe voksne vil så gerne hjælpe. Nogle gange skulle de måske gøre lidt mindre. Illustration: Ellice Weaver for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

En generation af unge mennesker kæmper med psykisk sårbarhed. Især pigerne oplever stigende ensomhed og får oftere antidepressiv medicin end de jævnaldrende drenge. De voksne har en stor opgave i at lære pigerne at være i det, der er svært, mener direktør for organisationen GirlTalk, psykolog Anna Bjerre. Nogle gange vil de voksne så gerne hjælpe, at de overtager problemerne – i stedet for at lære de unge, at nogle ting også går over af sig selv.

Anna Bjerre går forbi sit gamle teenageværelse hver eneste dag. For det hus, hun bor i, er hendes eget barndomshjem, og det værelse, der engang var hendes, ligger på første sal. Det er stadig et teenageværelse, men i dag er det Anna Bjerres 13-årige datter, der bor der, og de skrå vægge er ikke længere tapetseret med plakater af Melodi Grand Prix-stjernen Carola, den knaldrøde 1980’er-sovesofa er byttet ud, og der er ikke længere klistret blanke cd’er i loftet til pynt. Faktisk er det eneste, der ikke har forandret sig, siden Anna Bjerre var teenager, at man fra vinduet kan kigge over på Herlev Hospital.

Teenagetiden – den er også en anden.

Der er ingen tvivl om, at det er anderledes at være ung i dag, end da jeg var 15 år,” siger Anna Bjerre, der er psykolog og direktør for organisationen GirlTalk, der rådgiver og hjælper piger mellem 12 og 24 år. Dengang var der ingen digital verden, hvor man konstant blev konfronteret med virkelig mange andre menneskers liv – og dermed også sit eget. Der var kun kammeraterne og ALT for damerne at spejle sig i. Det var også andre værdier, der var centrum for de voksne, end det er i dag, mener Anna Bjerre. Hendes far spurgte i hvert fald ikke sig selv, hvordan han havde det, inden han tog på arbejde hver morgen. Han tog bare på arbejde. I dag gør vi som forældre meget ud af at spørge, hvordan vores børn har det. Det lå slet ikke til den ældre generation på samme måde.

Det var ikke, fordi de voksne var ligeglade med den mentale sundhed førhen, men nogle af dem var vokset op uden smør på brødet, og så er det bare nogle andre ting, man tænker på først. For eksempel at sikre sig, at ens børn kan få en uddannelse og et arbejde.”

I dag er Anna Bjerre en del af en voksengeneration af forældre, lærere og pædagoger, der er meget opmærksomme på børnenes trivsel. Nogle gange så opmærksomme, at de i deres iver for at hjælpe børnene kommer til at overtage deres problemer, mener psykologen. De misforstår nogle gange, hvor meget og hvornår de skal blande sig i de unges konflikter.

Der kan være visdom i nogle gange at vente lidt,” siger Anna Bjerre, man skal ikke hele tiden snakke om problemerne og altid forsøge at løse dem med det samme.”

Det er umuligt at beskrive en hel generation på fire linjer, for de unge’ er alt muligt og mange forskellige ting. De er ambitiøse, seje, fornuftige og reflekterede. Men de er også mere ensomme end tidligere, flere bliver ramt af angst, depression og stress, og det er især pigerne, der er udsatte. Den pressede generation”, kalder nogle politikere dem. I folketingsvalgkampen sagde Mette Frederiksen, at vi bliver nødt til at tale om, hvordan vores børn og unge har det”, og det er da også en ambition for den nye regering at give gratis psykologhjælp til unge mellem 6 og 24 år, hvis de for eksempel har angst.

Det er, med undtagelse af et par dage, præcis femten år siden, at Anna Bjerre grundlagde GirlTalk: den første chatrådgivning for piger i Danmark. Det var i 2004, hvor det første mange piger gjorde, når de kom hjem fra skole, var at tænde for deres stationære computer og chatte med deres venner og veninder på MSNs chattjeneste Messenger (det gælder i øvrigt også for skribenten af denne artikel). Anna Bjerres mål var at skabe et sted, hvor pigerne kunne bruge deres sprog – chatten – til at fortælle om deres problemer. I løbet af årene har Anna Bjerre chattet og talt med, hvis ikke tusindvis, så i hvert fald hundredvis af unge piger om deres problemer. Og skal hun sige noget om generationen som helhed, så kunne det være, at de er meget optagede af at leve et lykkeligt liv. Eller måske rettere: det perfekte liv.

De skriver ikke til GirlTalk og siger, at de er kede af det, fordi de føler sig som ofre for en præstationskultur. De skriver ikke, at de ligger under for et performanceideal. Det er voksenord, psykologord. Men de taler om en følelse af utilstrækkelighed, om ikke at føle sig god nok, om ikke at slå til,” siger Anna Bjerre.

I dag er der 8 ansatte i GirlTalks sekretariat i København og mere end 200 frivillige, for eksempel psykologistuderende, der rådgiver på chatten, og andre, der holder foredrag eller tager ud og rådgiver skoler.

En af de skoler er Lukas-Skolen i Vejle. Her hedder viceskolelederen Jakob Fischer-Nielsen, og for nylig fortalte han i et indlæg her på Zetland, hvordan GirlTalks medarbejdere havde fået dem til at ændre praksis i forhold til at tackle problemer hos skolens teenagepiger. På vores skole kan de fleste piger komme til deres klasselærer og bede om et pigemøde, som de ofte får bevilget. Så sidder pigerne og deres klasselærer og taler om for eksempel mobning, drenge, eksamener og gruppedannelse,” skrev han. Hidtil havde det været skolens opfattelse, at de udviste handlekraft, stor empati og gjorde en præventiv indsats ved at afholde disse møder. Men,” skrev Jakob Fischer-Nielsen, GirlTalk hjalp os til at forstå, at pigemødets betydning måske ikke var så stort hver gang. Faktisk hjalp det nogle gange mere at sige vent’, end det gjorde at holde et pigemøde og dermed danse efter teenagepigernes fløjte.”

DIREKTØRAnna Bjerre startede GirlTalk som 25-årig – samme dag som hun begyndte på psykologstudiet. I dag er hun 40 år gammel. Foto: Les Kaner

Det lyder måske, som om Anna Bjerre vil hælde vand på den mølle, der skælder curlingforældrene ud for at pakke deres børn ind i vat. Eller kritiserer de unge for at være blevet for navlepillende og selvoptagede. Og selv om hendes pointer er beslægtede med den debat, så er hun ikke interesseret i at skælde ud på hverken curlingforældre eller på Instagram. Hun er interesseret i, hvordan man håndterer den virkelighed, der findes i dag – hvor den digitale verden er en indgroet del af de unges liv, og hvor de voksne er dybt optagede af børnenes trivsel. Hun er interesseret i at ruste de unge piger til et godt selvværd midt i en kultur af perfekthed og performanceidealer.

Et af de mest centrale råd, som GirlTalk arbejder efter, at lære de unge at udholde det, der er svært. Vi voksne skal ikke altid tage affære lige med det samme,” siger hun. De kan med fordel holde sig lidt tilbage, indimellem gøre lidt mindre, holde en pause og se, hvad der sker. For nogle gange falder store følelser til ro, og nogle gange løser problemer endda sig selv.

Selv om der selvfølgelig er undtagelser, så mener Anna Bjerre, at de voksne for ofte kommer til at skride ind og løse konflikter i stedet for at udstyre de unge piger med redskaber til selv at løse dem – og nogle gange endda bare være i dem.

Hvis nu man er blevet uvenner med Louise igen, så skal vi voksne lade være med at sige: Den fikser jeg. Lad os indkalde alle til et pigemøde med det samme og få belyst sagen fra begge sider og finde en løsning.’ I stedet kunne man sige det er rigtig godt, du fortæller det, lad os tale om det på tirsdag’. For når det så er blevet tirsdag, så har nogle af konflikterne måske forandret sig eller løst sig selv. Eller også har pigerne – om ikke andet – i hvert fald lært at udholde konflikten.”

Selv om det er i bedste mening, kan de voksne uforvarende komme til at vedligeholde problemerne, hvis de overtager dem og straks gør dem til et voksenanliggende. Anna Bjerre mener i stedet, at de voksne skal give ansvaret og handlekraften tilbage til de unge.

Vi skal spørge os selv, hvad de egentlig har brug for. Og målet er jo, at de unge bliver mere selvstændige og kan stå på egne ben.”

Kan vi ikke komme til at efterlade nogle skrøbelige unge i en situation, de ikke kan håndtere?

Jo, det kan vi. Og det her gælder selvfølgelig ikke for alle unge, uanset hvad. Det er ikke meningen, at vi skal efterlade dem i et traumehul og være ligeglade. Vi skal finde en balance og vurdere, hvor alvorlig den enkelte situation er,” siger psykologen. Min pointe er, at hvis vi virkelig vil ruste de unge, så skal vi også lære dem at udholde de ting, der er svære.”

I dag er det ikke alle unge, der får mulighed for at øve sig nok i den slags livsduelighed. Måske fordi de voksne fjerner forhindringerne på deres vej, og hvis det skal ændres, så kræver det ikke kun noget af de unge – det kræver i særdeleshed noget af de voksne. For det er også en kæmpe udfordring for de voksne at håndtere, at deres børn ikke har det godt.

Hvis vi nu virkelig skal kigge indad, så er det måske også lidt nemmere for os forældre at løse problemerne for børnene. Men der skal vi spørge os selv, om vi hjælper vores børn på sigt, eller om vi bare løser et problem her og nu.”

Og det tager ganske rigtigt længere tid at vente på, at ens barn selv lærer at binde snørebånd, end det gør at binde dem selv. Det er både mere besværligt, og måske giver det flere tårer undervejs. Den samme logik gælder, hvis barnet er blevet uvenner med en veninde, hvis det er ramt af mismod, har fået dårlige karakterer eller er dumpet til sin kørekortprøve.

Men, siger Anna Bjerre, Tænk, hvis vi satte os sammen med de unge og sagde: Fuck, du dumpede dit kørekort. Det er ikke rart.’ I stedet for straks at begynde at løse det og sige, at det er lige meget og du består bare næste gang. For man kan ikke være god nok hver gang og perfekt hver gang. Man kommer til at gøre ting forkert,” siger Anna Bjerre. Og det er okay.”

Hun ved godt, at det er svært. Og i øvrigt ville det være meget nemmere, hvis selvværd var noget, man kunne trække i en automat. Det er det bare ikke, og det forandrer sig nok ikke foreløbig.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem