1. Hvorfor skal vi læse den bog lige nu?
Forleden fik jeg en kommentar på Facebook. Det var efter et interview, jeg lige har lavet med børnepsykolog Per Schultz Jørgensen om, hvorfor han mener, vi bør gøre børn mere robuste.
“Det ville være forfriskende,” lød kommentaren, “hvis vi kunne få bare en kort pause fra folk, der mener noget om andre folks måde at være forældre på.”
Kommentaren giver udtryk for en træthed, jeg ofte støder på, over for den omsiggribende forældre-bashing, der fokuserer på, hvad dagens forældre burde gøre (typisk noget andet end det, de gør).
Det fik mig til at tænke på den engelske sociolog Frank Furedis bog On Tolerance. Selv om bogen ikke er helt ny (den er fra 2011), forekommer den mere relevant nu end nogensinde, hvor verden virker mere splittet politisk, geografisk og kulturelt, end den plejer.
Det gør det endnu vigtigere at huske, hvad tolerance egentlig betyder.
2. Hvad er pointen i bogen?
Furedi argumenterer for, at tolerance i dag har mistet sin betydning. For at kunne tolerere en besværlig holdning, der går midt imod vores egen, kræver det, at vi selv har stærke overbevisninger, at vi tager stilling til andres holdning og dermed dømmer andres holdninger. For man kan ikke tolerere det, man mener, er noget vrøvl uden først at have vurderet det som sådan.
Men i dag er tolerance nærmere blevet en respektfuld ligegyldighed, mener Furedi, en blind eftergivende accept af diversitet, hvor man ikke må dømme andre. Men så tager vi ikke dem, vi er uenige med, seriøst, mener han, og det har intet med tolerance at gøre.
Hans mission er derfor at genetablere den oprindelige betydning af tolerance, fordi han mener, at en tid med uvished som vores forudsætter tolerance.
3. Hvad er det for en slags bog?
Selv om Frank Furedi fortæller, hvor begrebet tolerance har sine rødder historisk og filosofisk, så er det ikke en akademisk nøgtern bog. Hans standpunkt er klart liberalistisk, han citerer J.S. Mill (en af liberalismens fædre) med løs hånd og skriver, at tolerance er uløseligt forbundet med individets frihed til at handle efter sit eget valg, sin samvittighed og sin overbevisning. Staten skal ikke blande sig, mener han.
4. Hvordan skal vi så håndtere modsatrettede meninger?
Vi konfronteres hver dag med politiske holdninger, vi er uenige i. Vi møder kulturelle forskelle og værdimæssige uoverensstemmelser. Nogle gange føles det, som om vi står og råber fra hver sin side af Helvedesgabet, hvor ingen tør springe over.
Derfor er det mere aktuelt end nogensinde at huske, hvordan vi håndterer modsatrettede meninger, og hvad det egentlig vil sige at tolerere meninger, man er uenig i.
Furedis pointe er, at vi ikke blindt skal omfavne forskellene. Vi skal dømme andres meninger, udvikle vores evne til moralsk at ræsonnere, sige højt, at vi er uenige. Og at det er helt i orden. Faktisk mener Furedi, at det er forudsætningen for et åbent og frit demokrati.
Desuden understreger Furedi, at tolerance historisk ikke er forbundet med en accept af diversitet. For tolerance drejer sig ikke om at anerkende grupper med en særlig kulturel, religiøs, seksuel eller national identitet, mener han. Tolerance handler om det enkelte individs meninger og overbevisninger.
Så når UNESCO har kaldt tolerance for harmoni mellem forskelle, så tager de fejl ifølge Furedi. Tolerance er netop ikke harmoni. Tolerance er en anerkendelse af åbenlys uenighed, kritik og misbilligelse.
5. Hvad har det med Facebook-kommentaren at gøre?
Fordi Furedi også ser en stigende social intolerance i samfundet, hvor eksperter, organisationer og regeringer vil blande sig i livsstilsrelaterede spørgsmål som for eksempel børneopdragelse. Når vi får at vide, hvordan vi skal leve vores liv, så er det udtryk for intolerance.
Når videnskabelige studier bliver ophævet til moralske formaninger, så er det dybt problematisk, mener Furedi. Først når folk får lov til at tage deres egne valg, fejle og have holdninger, som bliver anset for forkerte, lever vi i et tolerant samfund, mener han.
Det, der gør, at Per Schultz Jørgensen – i mine øjne – ikke bare er endnu en (intolerant) forældre-basher, er, at han ikke serverer en opskrift på vellykket opdragelse. Han argumenterer for, at det fællesskab, vi har sammen i familien, i skolen og i institutionerne, og de værdier, vi deler dér, er udslagsgivende for børns udvikling, ikke de resultater, de opnår. Og det mener han, at vi skal være bevidste om både i familien, i skolen og på Christiansborg.
Han peger og siger: Det her er vigtigt. Han dikterer ikke, hvordan vi skal gøre.
6. Hvorfor er Frank Furedi værd at lytte til?
Det, der gør, at han er værd at læse, selv om man ikke nødvendigvis bekender sig til Furedis liberalistiske standpunkt, er, at han rusker grundigt op i et uundgåeligt begreb og opfordrer til en diskussion.
Og det vidunderlige er, at med Furedi kan man både være uenig – og blive klogere samtidig. Det er i sig selv værd at anbefale.
Frank Furedi, On Tolerance: A Defence of Moral Independence, Continuum International Publishing Group, 2011.