Der var mange ting, der var bemærkelsesværdige ved den aften i 2012, da Sara Hauge for første gang stillede sig op på en scene og læste et af sine egne digte højt for et publikum i en konkurrence, som kaldes poetry slam, hvor deltagerne dyster om at vinde de tilhørendes stemmer for det bedste digt.

Der var den måde, hendes hænder, ben og torso skælvede helt ukontrollabelt, lige inden hun gik på.

Der var den hede, som 50-60 kroppe afgiver i et lillebitte, oplyst kælderrum.

Der var venindens overdrevne og lettede latter, da Sara Hauge begyndte at sige det, hun var kommet for at sige.

Der var stemmen, som sagde det. Høj og sikker var den, hendes egen og alligevel ukendt. Jysk var den endda. Vred frem for alt.

Og så var der stilheden. For første gang så længe Sara Hauge kan huske, var stemmerne tavse.

Hun var alene i sit eget hoved.

På et spisebord af træ har den i dag 34-årige Sara Hauge serveret kaffe, rismælk og kanelsnegle en fredag i april 2018. Bordet står i hendes stue, hvor også en smuk, gul sofa af ældre dato breder sig i baggrunden, og hvor man ud af vinduet kan skimte et omfattende vejarbejde. I køkkenet brummer Sara Hauges opvaskemaskine sagte.

Det er den virkelighed, Sara Hauge og jeg deler. Men det er ikke den eneste virkelighed, der findes i Sara Hauges stue.

Den anden har jeg ingen adgang til, det har kun Sara Hauge og de stemmer, hun har delt den med, siden hun var helt lille. De stemmer har Sara Hauge kendt så længe, at det først var ret sent, at hun overhovedet opdagede, at de var særlige.

“En dag nævnte jeg for en veninde, hvad en af mine stemmer havde sagt. Og så var hun sådan: Øh, hvad? Så måtte jeg spørge: Tænker du ikke sådan? Det gjorde hun ikke,” siger Sara Hauge. Hun ler. Det gør Sara Hauge meget.

“Men jeg har jo altid haft det sådan, så hvordan skulle jeg vide, at andre ikke havde det sådan? Det er ligesom, når vi kigger på farver. Vi kan begge to genkende rød, men vi ved jo ikke, om vi ser det samme.”

Sara Hauges udgave af virkelighedens farveskala kaldes skizofren, skulle hun senere finde ud af. Eller med en lidt bredere betegnelse: psykisk syg. I den sidste kategori har hun mere selskab end nogensinde før. Antallet af børn og unge med ADHD, angst, depression eller spiseforstyrrelser er tredoblet i de seneste ti år – fra 10.367 til 32.625, skrev fagbladet Medicinsk Tidsskrift i marts på baggrund af en ny analyse fra Sundhedsdatastyrelsen. Fra 2009 til 2016 steg antallet af patienter i voksenpsykiatrien med 29 procent – fra 89.614 til 115.618.

Mange står med andre ord med samme udfordring, som Sara Hauge har skullet håndtere siden episoden med veninden: De skal finde en måde at få den indre kaotiske virkelighed til at stemme overens med den ydre velordnede ditto. De skal slå sig til tåls med at være anderledes.

Hvordan gør man det?

I stuen sidder jeg for at stille Sara Hauge netop det spørgsmål. Fra den danske poetry slam-scene har hun nu i nogle år gjort sig bemærket med digte om emner, der ligger et stykke væk fra den almindelige, velfærdsindpakkede, middelklasse-unges virkelighed med dating, forældre og sociale medier. Sara Hauge slammer om emner som mobning, psykisk sygdom og samfundskritik. Hun gør det, så folk brøler af grin. Jeg ved det, for marts i år vandt hun i øvrigt danmarksmesterskabet i disciplinen for anden gang, og jeg har ret ofte set hende optræde.

“Gennem tiden har jeg oplevet at blive beskyldt for bare at være sjov,” siger hun, da jeg nævner den tørre sarkasme, hun ofte møder de tunge emner med.

“Men jeg ser det meget omvendt. Jeg siger noget sjovt for at sige noget vredt.”

Et af Sara Hauges mest karakteristiske satiriske digte handler om et fiktivt land, hun kalder “kasselandet”. Et vers lyder sådan her:

Alle børnene i rigets kasseklasser
lignede børn fra samme arvekassemasser

De havde alle sammen fine kasser på
og havde haft det, siden de ku’ stå og gå

De blev stablet op i bitte små lokaler
og hørte læreren holde lange kassetaler

En kasseklasselærer kunne meget nemt forklare,
hvordan kasserne, de hjalp dem alle med at spare

For i et kasseland som dette kasserige
blev der mere plads, når kasserne stod lige.

Det lyder, som om det er samfundet, Sara Hauge er vred på, siger jeg. Er det det?

Sara Hauge tænker sig om. Der er da nok af ting at sige om samfundet, svarer hun. Om stigmatisering og om regeringer og om kommunen.

Men den værste vrede for Sara Hauge har i mange år været vendt indad, ikke udad.

“Jeg har brugt mange år på at have samme krav til mig selv, som hvis jeg ikke havde en psykisk sygdom, ” siger hun.

“Og derfor har jeg været meget vred over min sygdom. Jeg har været vred på medicinen over, at jeg har taget på. Jeg har været vred på min krop over, at den ikke kunne tabe sig igen.”

I stuen er Sara Hauges stemme mild og behagelig (og i øvrigt ikke jysk som på scenen). Når hun laver sjov, er det med sig selv.

“Nogle gange har jeg spurgt mig selv, hvor universets kontor ligger, hvor man kan melde sig og sige: I fik mig. Jeg kan ikke. Hvor skriver jeg under på, at jeg giver op,” ler Sara Hauge.

“Men hvad betyder det overhovedet at give op? Det kan man ikke. Altså jo, du kan begå selvmord. Men det er alligevel også lidt drastisk i de fleste sammenhænge.”

Det er ellers ikke sådan, at Sara Hauge ikke har overvejet muligheden. Grundigt. At hun ikke er endt med at gøre alvor af det, skyldes ifølge hende selv et paradoks. Al den tid Sara Hauge har vidst, at hun var psykisk syg, har hun forsøgt at lade, som om hun ikke var det. At indrette sit liv, så det nærmest ikke kunne ses. For eksempel kender hun kun én, der lider af samme sygdom som hende selv.

“Jeg skal gøre ekstremt meget for at komme op og minde om det, alle andre gør. Jeg lider af ekstrem behagesyge og et pleasergen. Det har jeg altid haft, også før jeg fik diagnosen.”

Paradokset er dette: For at blive raskere måtte hun indse, hvor syg hun var.

“Jeg er,” som hun siger, “blevet træt af altid at være den dygtige psykisk syge.”

Det var først i tyverne, at Sara Hauge fandt ud af, at den måde, hun var anderledes på, havde et navn.

“Stemmerne og alt det, der har været der altid. Diagnosen var bare sådan en officiel: Ja, du er skør-agtig,” siger Sara Hauge om dengang, hun blev diagnosticeret med skizofreni for ti år siden. “Jeg kan huske, at jeg gik direkte hjem og læste på symptomer, og jeg har aldrig følt mig så beskrevet i noget, som jeg gjorde der.”

Diagnosen fik hun, da hun var flyttet fra barndomsøen Bornholm til København for at læse en bachelor i religionsvidenskab og japansk kultur.

“Jeg har altid været særlingen, og det var let at være på Bornholm. Jeg gik i badedragter og tylskørter og gummistøvler i gymnasiet. Det var sådan en reaktion på ikke at føle, at jeg havde noget indeni, det skulle jeg skjule ved at være meget speciel udadtil. Jeg skulle være den eneste af min slags.”

Hvad har stemmerne sagt? spørger jeg.

“Jeg har sådan en vrangforestilling, ville folk nok kalde det – for mig er det jo ægte – at det er en fejl, at jeg er her, at jeg har fået en krop, der er en andens. Jeg har for eksempel også stemmer i mit hoved, der gør mig bange for, at det er den person, der skulle have været i kroppen i stedet. Og som nu er meget sur på mig, fordi jeg har skubbet den væk,” siger hun.

“Så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg egentlig er.”

Spørgsmålet studser jeg allerede over, da jeg skriver til Sara Hauges e-mailadresse for at høre, om hun vil lade sig interviewe. [email protected] lyder den. Svaret har forandret sig over tid. Da hun lige havde fået diagnosen, var det ligefrem rart at kunne svare: Psykisk syg.

“Lige først var det en lettelse. Jeg kan huske, jeg fik min endelige diagnose en fredag, og at jeg lige var startet på religionsvidenskab. Så jeg gik ned i fredagsbaren og gav øl til alle. Det var så rart at få at vide, at der er en grund til, at jeg ikke kan alle de her ting,” siger hun.

“Men da jeg fik min depression, fandt jeg ud af, at jeg aldrig har accepteret min sygdom. Jeg har bare brugt den som et mærkat, som jeg så har kunnet brillere med. Hvor jeg kunne bevise, at jeg kan det samme som alle andre, trods min sygdom.”

Depressionen, som Sara Hauge fik, varede et år og begyndte på et tidspunkt i 2016. Hun er lige kommet ud af den.

“Folk tænker jo om selvmord, at det er egoistisk mod familien,” siger hun. “Min depression og mine stemmer sluttede sig sammen og sagde, at det var egoistisk af mig ikke at begå selvmord. Der var kampe, jeg skulle kæmpe hver nat. Og når nogen siger noget til dig, så er du jo også bange for at give efter bare for at få fred.”

Paradoksalt nok var det i arbejdet med at behandle andre psykisk syge, at det skulle gå op for Sara Hauge, hvor syg hun i virkeligheden var. På Gentofte Hospital blev hun ansat som såkaldt recovery-mentor i psykiatrien – en funktion, der varetages af en person, der selv er psykisk syg, men rask nok til at agere kommunikationsled mellem personale og patienter.

“Det var jo drømmen om at være den syge person, der kunne det. Men jeg kan ikke adskille andres smerte fra min egen. I dag ved jeg, at ligegyldig hvor rask jeg bliver, skal jeg aldrig have sådan et job igen,” siger hun.

“Til sidst måtte jeg sige op. Hvilket var lig med at give op.”

Sara Hauge bryder sig ikke om at tale om sin depression, som om den var nyttig. I et helt år var hun stort set altid alene, stort set altid vågen, stort set altid indendørs og stort set altid midt i en kamp på liv og død med sig selv.

“Jeg ville gerne have undværet den. For man er jo bare knækket. Men jeg føler også, at jeg er et andet menneske nu. Der er nogle ting, der er grundlæggende ændret inde i mit hovede, fordi der er nogle ting, jeg har oplevet ved at være isoleret,” siger hun.

“Det var usynlige kampe, men de har gjort mig til en anden. Det er ikke nødvendigvis et skridt fremad eller tilbage, det er til siden. Jeg har taget et skridt over på en anden vej. Det er en vej, hvor jeg bedre kan lide mig selv. Jeg kunne ikke lide mig selv før, og jeg kan heller ikke lide mig selv nu, men jeg kan bedre lide mig selv. Et eller andet sted har jeg fundet en omsorg for mig selv, som jeg ikke har haft før.”

I dag er Sara Hauge på kontanthjælp. Hendes drøm er på et tidspunkt at komme til at forsørge sig selv som selvstændig tekstforfatter af lejlighedssange, digte og andre medieopgaver. Sidste år lavede hun for eksempel en radiojulekalender på P1.

Men tanken om et 8-16-job er droppet. For selv om Sara Hauge forholder sig rimelig rationelt til sin egen sygdom, er det ikke det samme som, at den ingen betydning har.

“Jeg kan jo godt have en vrangforestilling og samtidig konkludere, at det er en vrangforestillling. Så det kan være logisk at konkludere, at hvis jeg nu selv ved, det er en vrangforestilling, så kan jeg vel også se, den er forvrænget. Men sådan er det ikke. Jeg føler jo, at det er rigtigt, selvom det ikke er en del af vores delte virkelighed,” siger hun.

“Altså. Hvis jeg ser en dæmon i hjørnet, og jeg så siger, at jeg kan se noget, du ikke kan se, så er det jo en erkendelse. Men derfor er det stadig fucking ‘noieren’, at der står en dæmon i hjørnet.”

Den aften i 2012, hvor Sara Hauge stod på scenen for første gang, var første gang, hun opdagede noget mærkværdigt:

På scenen får Sara Hauge fri fra sine vrangforestillinger. Hun ved ikke hvorfor. Ligesom hun heller ikke ved, hvorfor det overhovedet skulle være hende, der hører stemmer.

“Jeg er blevet nødt til at indse, at jeg føler, at jeg har fået lagt en uretfærdig byrde på mine skuldre. I mit hovede manøvrerer jeg i, at jeg har taget et andet menneskes plads, og at jeg burde give dem det tilbage. Samtidig med at jeg af rent egoistiske årsager ikke kan, fordi jeg er faktisk blevet ret glad for at være her,” siger hun.

“Og det er uretfærdigt, synes jeg. Det er uretfærdigt, at jeg skal vælge mellem mit eget liv og den, der burde have været her, men der er ikke nogen steder, jeg kan kanalisere det hen.”

Når hun i dag introducerer sin sygdom, siger hun, at hun har skizofreni. Ikke at hun er skizofren. Det er blevet forliget i forhandlingen mellem hendes sygdom og hende selv.

“Jeg er stadig vred, men nu tager jeg de lange kampe. Jeg prøver at sige til mig selv, at min krop jo ikke kan gøre for, at den ikke kan tabe sig,” siger hun.

“Jeg er begyndt at lege med tanken om at have et selvværd,” smiler Sara Hauge.

Hvad er det så, spørger jeg, hun vil med den vrede, hun demonstrerer på scenen? Skal den trøste eller forandre noget for nogen?

“Hverken eller, tror jeg. Jeg tror bare, at jeg forsøger at pointere afmagten. Jeg har ikke nogen problemløsning, men det tænker jeg heller ikke, er mit job. For hvis jeg havde problemløsningen, så forsøgte jeg jo at blive politiker. Det er ikke, fordi man skal holde sig til at stå og pege og kritisere, men man må gerne bare sætte i perspektiv.”

Sara Hauge smiler.

“Når man for eksempel ankommer i psykiatrien, så går de jo – selv om de er gode, personalet – så går de jo hjem klokken 16. Og du går hjem og græder videre,” siger hun.

“Jeg tror, at det, vi gerne vil, alle os, der er syge, er – bare en gang imellem – at prøve at få fri klokken fire. Og når det så ikke kan lade sig gøre, så vil vi gerne have, at folk engang imellem forstår, hvordan det er.”