Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi bruger rummet som skraldespand. Det kan ødelægge drømmene om at kolonisere Mars (og din GPS)

KASKADESatellitter og rumskrot kan skabe “en katastrofisk kaskade af kollisioner” – og spærre os inde på en potentielt ubeboelig planet. Måske. Illustration: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vores jord er indhyllet i døde satellitter og rumskrot. Det er farligt for både astronauter og GPSer, og det bliver kun værre de kommende årtier, når tusindvis af nye satellitter bliver sendt i kredsløb blandt vragdelene. For nylig var det faktisk alt for tæt på at gå helt, helt galt. Der skal ryddes op i rummet, men som det typisk er med planetariske kriser, så er det svært at finde en, der vil betale.

Den 29. januar klokken præcis 18:39 holdt Jonathan McDowell vejret. Han sad på det flade betontag over Harvards observatorium, hvor han arbejder som astrofysiker. Det var koldt, og for første gang i flere uger var det stjerneklart.

I teleskopet så han en satellit, der bevægede sig hastigt hen over himlen, som så mange gør det hver dag. Men det her var anderledes. Satellitten skulle passere så tæt forbi en anden, at der var reel risiko for, at de ville kollidere. Jeg var faktisk moderat bekymret,” fortæller han over Skype fra hjemmet i Boston. Forestil dig, du sidder i en lastbil, og en anden lastbil kører få meter forbi dig med over 50.000 kilometer i timen. Det er pænt skræmmende.”

Ét lysglimt, og han ville vide, at noget var gået galt.

De to satellitter var for længst gået på pension, men deres rejse over himmelbuen fortsatte. Og det er helt normalt. Faktisk er kun et mindretal af satellitterne over os stadig aktive; de fleste svæver døde rundt i et formålsløst kredsløb.

Det kan måske virke fjernt, det, der foregår derude, på den anden side af atmosfæren. Men satellitterne er en integreret del af vores hverdag. Og vi vil blive stadig mere afhængige af dem i fremtiden. I dag er omkring 5.000 satellitter, levende og døde, i kredsløb om Jorden, men det antal er på nippet til at eksplodere. Nye nationer melder sig for alvor ind i rumkapløbet, og det samme gør store virksomheder som Amazon, Samsung og SpaceX, der alle vil sende tusindvis af mikrosatellitter i kredsløb for at forsyne kloden med bredbånd fra rummet. Det har fået forskere til at anslå, at vi allerede om fem år vil se over 1.000 nye satellitopsendinger hvert eneste år. Det vil forsyne os med lynhurtigt internet på selv den fjerneste bjergtop. Hvis alt kører som hidtil, vil satellitterne fortsætte deres kredsløb længe efter, deres formål er udtjent.

Det får verdens stjernekiggere til at frygte, at vi ikke længere vil kunne se stjernerne for bare satellitter. Men det har også en – lidt – mere jordnær konsekvens. Risikoen for sammenstød stiger. Allerede i dag flyder omkring 130 millioner menneskeskabte fragmenter ifølge Den Europæiske Rumorganisation rundt i rummet. Udtjente satellitter, rakethylstre, skruer, møtrikker og vragdele. Knap en million af fragmenterne er så store, at de ved sammenstød vil kunne skade eller helt ødelægge rumskibe og satellitter. Det kan i alleryderste konsekvens føre til en uoverskuelig kædereaktion, der kan ødelægge alle de satellitter, vores kommunikation i dag afhænger af – og samtidig spærre os mennesker inde i en galaktisk sky af vores eget affald.

På et tidspunkt bliver vi nødt til at forholde os til konsekvenserne og rydde op,” konstaterer Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space. Det er faktisk ikke så anderledes fra andre former for forurening. Vi har jo også tænkt, at der var masser af plads i de store oceaner, så herregud, om jeg smider en plastikpose i eller ej, det gør jo ingen forskel. Men på et tidspunkt bliver vi klogere og opdager, det ikke bare er et stort, sort hul, der ikke kan fyldes op.”

Den erkendelse har fundet sted for de fleste, der arbejder med rummet. Men ligesom flere af de kriser, der truer planeten Jordens fremtid, er også den menneskeskabte rumtrussel svær at løse, fordi den ikke holder sig inden for nationalstaternes grænser. Verdenssamfundet kan nemlig ikke blive enige om, hvem der skal betale regningen efter et halvt århundredes temmelig skødesløs omgang med vores planetariske omgivelser.

SKRAMMEL130 millioner menneskeskabte fragmenter flyder rundt et sted derude. Her vises alle over en millimeter. GIF: ESA

Heldigvis gik det ikke galt i sidste uge. Fra observatoriets tag kunne Jonathan McDowell i sit teleskop se den tydeligste af de to satellitter fortsætte sin bane forbi det sted på himlen, hvor passagen skulle finde sted, og i timerne efter bekræftede andre observationer, at der ikke var sket noget. Jonathan McDowell fortæller, at en kollision ville have været meget alvorlig, fordi den ene af satellitterne er usædvanlig stor og tung. Derfor kunne et sammenstød have slået begge satellitterne i småstykker, der herefter ville være fortsat i kredsløb – og have gjort rummet mere usikkert, end det er i forvejen. Alligevel håbede en lille del af mig måske også på en kollision,” siger Jonathan McDowell med et lettere dæmonisk grin, mens han gnider sine hænder. Der ville være så mange seje beregninger at lave bagefter.”

Michael Linden-Vørnle kalder hændelsen en tæt barbering”, og det er nærmest en underdrivelse. Efterfølgende analyser har vist, at den ene satellit passerede bare få meter under den anden.

STRAMTSå tæt var barberingen, da satellitterne IRAS og GGSE-4 passerede få meter forbi hinanden.

Det er usædvanlig tæt. Men det er på ingen måde nyt, at satellitter kan kollidere eller komme til skade. Alene i dagene omkring sidste uges lige-ved-og-næsten ulykke observerede en amerikansk virksomhed fire andre tilfælde, hvor to satellitter passerede hinanden med en afstand på mindre end 500 meter. Og tilbage i 2009 skete der faktisk et regulært sammenstød, da to kommunikationssatellitter, henholdsvis amerikansk og russisk, kolliderede med 42.000 kilometer i timen et sted over det nordlige Sibirien. Det sendte flere tusind stumper og stykker i kredsløb. To år senere måtte Den Internationale Rumstation lave en undvigelsesmanøvre for ikke at støde ind i et fragment på 10-15 centimeter, der ifølge NASA kom fra sammenstødet. Det var, må man sige, en vigtig manøvre, for ifølge Den Europæiske Rumorganisation kan alt større end ti centimeter knuse en satellit eller et rumfartøj til småstykker”.

Det er altså hverken utænkeligt eller usandsynligt, at to satellitter igen en dag vil kollidere. Og hertil kommer så risikoen for mere eller mindre bevidste eksplosioner. I 2007 skød Kina en af deres egne satellitter ned for at demonstrere, at de kunne – og skabte den største pludselige forøgelse af rumskrot nogensinde. Den slags nedskydninger kan sagtens blive en del af fremtidens konflikter i en tid, hvor regulær krig mellem supermagter kan medføre total atomar udslettelse – og hvor en russisk satellit så sent som denne uge er blevet beskyldt for at stalke en amerikansk spionsatellit. Angivelig for at kunne følge med i, hvilke mål amerikanerne er i gang med at spionere mod. Det kunne jo være lidt fristende at skyde sådan en snylter ned.

I den mere fredelige ende kom det i forrige uge frem, at en amerikansk tv-satellit er i overhængende fare for at eksplodere, når den næstkommende solformørkelse finder sted den 25. februar. Satellitten bruger nemlig normalt solceller, men når Jorden skygger for Solen, bliver et batteri i stedet aktiveret. En fejl i batteriet risikerer at få hele konstruktionen til at springe i luften, så derfor skal satellitten nu akut flytte sig selv til et såkaldt kirkegårdskredsløb.

For ja, der findes faktisk et sted, hvor satellitter dør. Nemlig særlige baner, hvor de bruger deres sidste brændstof på at navigere hen for så at fortsætte kredsløbet ind i uendeligheden.

Risikoen for uheld af den ene eller anden art vil kun blive større, når antallet af satellitter i de kommende årtier ser ud til at mangedobles. Og det helt store problem er, at en ulykke sjældent kommer alene – heller ikke i rummet. Tilbage i 1978 beskrev NASA-forskeren Donald Kessler et ret uhyggeligt scenarie, der siden slet og ret er blevet kendt som Kessler-syndromet (og udgør det meste af plottet i filmen Gravity). Idéen kan nok bedst beskrives som en slags harmonikasammenstød på rummets mest befærdede motorveje. I de baner, hvor flest satellitter er i kredsløb om Jorden, vil en kollision mellem to objekter kunne skabe en ustoppelig dominoeffekt, hvor sammenstødet sender nye fragmenter i kredsløb, der så vil smadre andre satellitter til pindebrænde. Eller som Michael Linden-Vørnle udtrykker det: En omgang stumper brager ind i noget andet og skaber nye stumper, og så ender det med, at alt bliver knust.” I den yderste konsekvens kan det føre til, at Jorden bliver omkranset af så meget rumskrot, at det vil blive umuligt for nye satellitter og rumskibe at forlade atmosfæren helskindet. Vi bliver med andre ord fanget på en planet, der som bekendt ikke er i helt så god stand, som da vi overtog den. Ja, faktisk er den så presset, at alverdens rigmænd, fra Jeff Bezos til Elon Musk, drømmer om at stikke af. Det får de svært ved, hvis deres satellitplaner gør Kessler-syndromet til virkelighed.

Konceptet bag mareridtsscenariet er velkendt og kan føres helt tilbage til solsystemets oprindelse, har Donald Kessler og tre kolleger senere forklaret i en forskningsartikel. Det er for eksempel det samme princip, der har slået asteroider i kredsløb om Solen til mindre meteoroider, så hvorfor skulle det ikke kunne ske med satellitter i kredsløb om Jorden? Teoretisk set er det muligt, og risikoen stiger med antallet af satellitter. Spørgsmålet er, om risikoen er stor nok til, at vi skal tage den alvorligt.

En førende australsk astrofysiker sagde sidste år til nyhedsbureauet Reuters, at vi måske kun er et par årtier væk fra en katastrofisk kaskade af kollisioner.” Michael Linden-Vørnle er mere forbeholden. Det har været diskuteret meget,” siger han, men det ser ikke umiddelbart ud til at være et realistisk scenarie. Men på den anden side, hvis man sender så mange satellitter op, som det lige nu er planen, kan scenariet jo hurtigt ændre sig.” Og så er der Jonathan McDowell, der slet ikke er afvisende over for muligheden. Det kan helt sikkert ske,” siger han. Og jeg tror, vi skal være bekymrede. Skrottet kommer ikke til at falde ned og ramme folk oven i hovedet, men jeg tror ikke, folk forstår, hvor afhængige de er af rumsystemer.”

Satellitter er i dag afgørende for GPS-systemerne i vores telefoner, vores vejrdata, orkanvarslinger og klimamodeller. I fremtiden vil flere og flere af vores ejendele, inklusive selvkørende biler, være koblet op på satellitter, og hvis alt går efter planen, kan de blive selve livsnerven i fremtidens internet. Så der er altså god grund til at forebygge, at Kessler-syndromet bliver til virkelighed. Men hvordan?

Når vi sender noget ud i rummet, skal vi også have en plan for, hvordan vi får det ned igen,” mener Michael Linden-Vørnle. Det er heldigvis også den vej, det går. Satellitoperatørerne tager i stigende grad ansvar for deres eget skrald ved for eksempel at udvikle metoder til at bremse hastigheden på de lavtliggende satellitter, så de til sidst brænder op i atmosfæren.

Men så er der alt det, vi allerede har efterladt derude – som de to satellitter, der i sidste uge havde lidt for nær kontakt. Det føles naturligt, at de, der har efterladt det, også må tage skraldet. Men det er, mener begge de to astrofysikere, ikke særlig sandsynligt. Der er nemlig ingen konsekvenser, hvis de lader være.

Jonathan McDowell foreslår, man lægger en skat på alle satellitopsendinger og bruger pengene på at rydde op i rummet. Men der er en række udfordringer, der står i vejen. Ikke mindst juraen. De rumadvokater, jeg har talt med, og jeg har talt med en del, ved ikke, om det ville være lovligt at fjerne andres rumskrot,” forklarer han.

SØSATHer sætter Den Internationale Rumstation et eksperiment i værk: en lille satellit, der skal teste metoder til at indfange rumskrot – blandt andet en ret sej rumharpun. Foto: NASA

Vi mangler også stadig at finde ud af, hvem der skal betale for det. Ingen af de to eksperter tror på en international aftale gennem FN, fordi der er for stor forskel på landenes ambitioner på området. I stedet tror Michael Linden-Vørnle på eksemplets magt. At nogen simpelthen går forrest og begynder at rydde op. Lige nu er det ikke mindst Den Europæiske Rumorganisation, der har taget den rolle på sig. I december besluttede organisationen at sætte gang i en pionermission, der skal finde sted i år 2025. Prisen? Små 900 millioner kroner. For at fjerne ét stykke affald.

Forestil dig, hvor farligt det ville være at sejle på verdenshavene, hvis ethvert skib, der nogensinde var gået tabt, stadig flød rundt på vandet,” sagde organisationens generaldirektør Jan Wörner i den sammenhæng. Og et sted skal man jo starte. Om andre så vil følge efter, det må tiden vise.

Der er et sidste redskab, det internationale samfund kan tage i brug, og som Jonathan McDowell er stærk fortaler for. Nemlig at regulere, hvor mange satellitter de private virksomheder får lov at sende i kredsløb, så vi langsomt kan lære af erfaringerne. Men jeg tror ikke, det kommer til at ske,” siger han. Jeg tror, at udviklingen vil fortsætte med fuld fart, og at vi vil se flere uheldige sammenstød. Måske ikke nok til at udløse et fuldt Kessler-syndrom, men nok til at øge risikoen for andre satellitter betragteligt.”

Først da, tror Jonathan McDowell, vil vi for alvor se en seriøs indsats for at begrænse skaderne. Det er den sædvanlige historie om, hvordan vi mennesker håndterer miljøproblemer. Vi handler først, når det næsten er for sent.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: