Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Røvhulschefer findes overalt. Men nu har vi et supervåben mod dem

Michael Dyrby var "et dygtigt røvhul". De nedbryder mennesker og talent, og de kan sjældent se det selv.

Illustration: Julie Ravn Hansen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


11. december 2021
13 min.

Michael Dyrby var den store mandTV 2. Chefen for det hele. Udadtil strålede tv-stationen med selvtillid. I dag ved vi, at der under Dyrbys ledelse herskede en giftig machokultur fyldt med seksuelle krænkelser, en meget grov omgangstone og måske endda fysisk vold. 11 kvinder, der er eller har været tilknyttet TV 2, er i december 2021 stået frem i dokumentaren Sexisme bag skærmen og har fortalt om de massive problemer, og siden er sagen kun vokset.

Oprindeligt var det kun den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen, hvis navn blev nævnt som en af krænkerne i dokumentaren – fordi anklagerne imod ham for længst var kommet til offentlighedens kendskab. En mand, der er gået fra at være hele Danmarks Mr. News, troværdigheden selv, til at være associeret med grove seksuelle krænkelser.

Helt fra start var det en afgørende pointe fra producenter og medvirkende i dokumentaren, at kulturen i nyhedsafdelingen var inficeret. Rødderne til denne kultur voksede frem i skyggen af chefen over cheferne på den hurtige tv-station: Michael Dyrby selv. Da dokumentaren kom ud, tilbragte han ni dage i flyverskjul, før han stod frem og indrømmede, at han havde fejlet og blandt andet havde haft upassende forhold” på TV 2 – uden at ville uddybe, hvad det dækker over. Alt det undskyldte og beklagede han, samtidig med at nye belastende oplysninger piblede ud fra krogene. I et interview med Berlingske konkluderede han selv:

Måske var jeg bare et røvhul. Men et dygtigt røvhul.”

Den erkendelse står nu tilbage, efter at Michael Dyrby den 10. december 2021 forlod sin post som chefredaktør på B.T. Det er meget sjældent, at en chef sætter det mærkat på sig selv: røvhul. Og hvis vi løfter blikket en smule fra sagen om TV 2, dukker en anden og større historie op. Røvhuller er nemlig ikke isoleret til medieverdenen. De findes på lærerværelser og i reklamebureauer, i socialforvaltningen og investeringsafdelingen.

Røvhuller kan man ikke gardere sig mod. De er i alle organisationer,” siger professor Anker Brink Lund fra CBS i København.

Røvhuller kan mobbe, krænke og gøre livet surt for én. De kan udslette arbejdsglæden som et kys fra en af Harry Potter-universets dementorer, der suger sjælen ud af folk. Det er selvfølgelig en ubehagelig oplevelse for den enkelte. Men hvis der ikke bliver slået hårdt ned på røvhulskultur, kan det få store negative konsekvenser, ikke bare for den enkelte, men for hele den organisation, de indgår i. Derfor er det værd at undersøge, hvad røvhuller betyder for vores arbejde, og hvad man kan gøre, hvis man befinder sig i en giftig kultur. Den gode nyhed er, at MeToo har vist en vej til at håndtere røvhullerne. Det har givet os et supervåben, som rent faktisk virker, og selv om røvhullernes dage næppe er helt forbi, kender vi nu, hvis vi tager ved lære af sagerne, vejen frem, når fanden er løs.

I løbet af de seneste år har en række internationale forskere og topfolk i det internationale erhvervsliv beskrevet, hvad der skal til for at skabe et godt arbejdsliv for den enkelte medarbejder og succesfulde virksomheder som sådan. Her spiller opgøret med røvhuller og anden dårlig opførsel en bemærkelsesværdigt stor rolle. For nogle år siden var der nærmest mode i at hæfte betegnelsen psykopat’ på kolleger og chefer, der ikke opførte sig ordentligt. Men psykopati er en klinisk størrelse. Det er røvhuller ikke. Michael Dyrby er jo ikke syg eller ond. Men magt kan korrumpere,” siger Anker Brink Lund.

Når både jeg og Michael Dyrby bruger ordet røvhul’, er det ikke bare et grimt bandeord, der bliver brugt i flæng. Der er faktisk tale om et ganske velbeskrevet begreb brugt af seriøse forskere. Stanford-professoren Robert I. Sutton beskriver dem detaljeret i bogen Nul røvhuller-reglen’. Han bruger netop ordet røvhul, fordi han ikke synes, at et ord som idiot’ er stærkt nok. Definitionen på et røvhul lyder: En person, der får os til at føle os mindre værd, ikke-respekterede, uden energi og/eller undertrykt. Med andre ord: en, der får dig til at føle dig som lort.” Hvis man har lyst til en detaljeret gennemgang af alle røvhullets strategier for at skabe gift på en arbejdsplads, er den bog vejen frem.

Men her kommer et par af de konkrete advarselslamper, der lyser, hvis røvhuller er på spil. Den finske ledelsescoach Bo-Magnus Salenius, der er medstifter af virksomheden TalentMiles, som arbejder med global ledelse, remser op: Det kan være folk, der giver offentlige skideballer, konsekvent straffer eller ignorerer folk, taler hen over dem, opfører sig sexistisk, homofobisk eller på anden vis ekskluderende. De kan afsløres af, at arbejdspladsen dyrker en heltekultur, der deler kollegerne op i grupper. Røvhuller er ofte af den overbevisning, at enten er folk med mig eller mod mig. Og at reglerne ikke helt gælder for dem,” siger han. Derfor er én slags røvhuller værre end andre: dem, der er blevet chefer.

Chefernes adfærd siver nemlig nedad i organisationen. Den sætter sig i væggene, i møderne, i omgangen med virksomhedens kreditkort, i adfærden over for praktikanterne, i bagtalelse og frygt. Der findes et klassisk mundheld i ledelsesteorien, der hedder: Kultur spiser strategi til morgenmad. Det betyder, at man kan lægge nok så mange fine strategiplaner eller aftale, at på denne arbejdsplads opfører vi os ordentligt, men hvis man ikke samtidig får ændret den kultur, en ændring skal udfolde sig i, så gør vi alle sammen i morgen det samme, som vi gjorde i går. Man kan lave nok så mange whistleblowerordninger. Men hvis man er soldat i hæren og hører sin hærchef, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, omtale whistleblowerordningen som en stikkerlinje’ – ja, det skete faktisk – så er det indlysende, at den ikke kommer til at virke. Ligesom der også før MeToo eksisterede en opmærksomhed om sexchikane på arbejdspladser, men hvor antallet af tillidsmænd, der ikke havde ænset MeToo-sagerne, før kvinderne selv stod frem, er ret forbløffende. Kultur trumfer altid regler og formelle strukturer.

I lidt mere generelt sprog kan man sige, at røvhuller modvirker følelsen af at være psykologisk tryg på sin arbejdsplads. Hvis man er psykologisk tryg på sit arbejde, tør og kan man sige sin mening og være sig selv – uden frygt for repressalier. Verdens førende ekspert på dette område hedder Amy Edmondson, hun er professor på Harvard, og hun har i årevis studeret, hvad der er fælles for disse organisationer: De er karakteriseret ved åbenhed og ærlighed, at idéer kan siges højt, og det samme kan kritik af chefens store nye åbenbaring. Det skaber miljøer, der er gavnlige for kreativitet, læring og innovation. Hvor fejl ikke bliver straffet, men hvor man sammen undersøger, hvordan man kan gøre det bedre næste gang. Det sætter i sagens natur store krav til cheferne i sådan en organisation: Hvordan reagerer man, når kritikken bliver rejst? Hvis noget er ved at gå skævt? Først og fremmest handler det om, at vedkommende ægte lytter. Ægte tror på, at vedkommende selv ikke har alle svarene. Men samtidig har en klar vision om, hvor man skal hen. Og siger klart fra, hvis man ser opførsel, der ikke hører til i organisationen. Amy Edmondson har også samlet eksempler på, hvad der sker, når arbejdsmiljøet er psykologisk utrygt, og folk ikke tør sige, hvad de mener, eller bliver overhørt. Stress og angst er naturligvis en del af det, men efter at have arbejdet med det i årevis har hun en ret vild liste af eksempler: Fly falder ned. Rumfærger eksploderer. Patienter dør på operationsbordet. Atomkraftværker bliver oversvømmet.

STOP_ Foto: Khan Tariq Mikkel / Ritzau Scanpix

Men hvad nu, hvis røvhullerne er dygtige og skaber store resultater? Selv om det er nemt at blive forblændet af deres resultater på den korte bane, arbejder tiden alligevel sjældent til røvhullernes fordel, forklarer finske Bo-Magnus Salenius: Nogle røvhuller skaber gode resultater, men over tid vil du typisk se, at resultaterne forsvinder igen.” Der findes mange eksempler, lad os bare tage et fra Amy Edmondson: Den tyske bilgigant Volkswagen blev drevet ud i at fuske med deres bilers udledninger og efterfølgende straffet hårdt, fordi ingen turde fortælle et ægte røvhul af en topchef, dr. Martin Winterkorn, at hans visioner var umulige at gennemføre uden at svindle. Eksemplet viser farerne ved den hierarkiske virksomhedsstruktur. Det er ikke nødvendigvis svært at sige din ligestillede røvhulskollega imod eller at undsige røvhulschefen, hvis man har en kultur, hvor menige medarbejdere kan åbne munden. Men har du et røvhul på toppen af en stejl magtpyramide, har du et problem.

Det behøver ikke at være svindel, der er konsekvensen. Det kan også bare være talent, der forsvinder, så man ikke udnytter det potentiale, der findes blandt medarbejderne. Evnen til at tænke innovativt vil typisk falde i organisationen,” siger Bo-Magnus Salenius. Vigtige stemmer begynder at tie stille, når der ingen gevinst er forbundet med at foreslå noget, der går imod chefens idéer, eller hvis man ligefrem bliver straffet for det. Det kan jo være de folk, der er mest værdifulde, der tier stille. I stedet gør de bare deres arbejde og bukker hovedet. Det er det største problem,” siger Bo-Magnus Salenius og fortsætter med at beskrive, hvad der sker, når de folk så forlader jobbet: Så begynder de at tale, og så taler de grimt om arbejdspladsen, og så afskrækker de andre dygtige kandidater fra at søge derhen.

Professor Anker Brink Lund kender de manglende resultater fra blandt andet offentlige arbejdspladser, hvor en særlig gruppe ledere går under betegnelsen vandrepokaler’: chefer, der meget ofte skifter job. Dermed når man ikke at se konsekvenserne af deres ledelse: Man ser ikke, at de ting, de gennemfører, ikke virker.” Altså: Fordi en røvhulschef skaber gode resultater på den korte bane, er det ikke nødvendigvis godt for arbejdspladsen på den længere. Men faktisk er Anker Brink Lund skeptisk over for kun at se på de økonomiske resultater i en virksomhed: Hvis bundlinjen tæller mere end mennesker, så skaber man bare flere røvhuller. Jeg tror, at det bliver til nye former for overgreb,” siger han og peger her især på meget mandsdominerede organisationer.

Det var for eksempel tilfældet hos den amerikanske virksomhed Uber, der ville gøre det at tage en Uber’ lige så almindeligt som at tage en taxa. Vækststrategien var aggressiv, men det var især de mandlige chefers opførsel også. Et voldsomt seksualiseret, homofobisk miljø fik først en enkelt kvindelig medarbejder til at sige fra, og siden fulgte mængder af kvinder. Sagen endte på forsiderne af alle store medier i USA, et stort antal medarbejdere sagde op eller blev fyret, og til sidst måtte også topchefen Travis Kalanick fratræde sin stilling efter krav fra fem store aktionærer. I en moderne medieverden gør den type adfærd ikke kun skade på ansatte, men også virksomheden selv. Og her ligger en nøgle til supervåbnet mod røvhullerne.

Sagen om mediechefen Michael Dyrby indeholder én kendsgerning, der står lysende tilbage: nemlig hvor utrolig lang tid det tog ham at komme frem til, at hans opførsel var indlysende forkert. Han var chef på TV 2 i mere end ti år, og i mere end et år kendte han til dokumentaren. Men først da han så den, faldt tiøren. Michael Dyrby sagde, han havde indset det, og undskyldte, men kritikere fandt indrømmelserne hule og opportune, og samtidig dukkede der nye oplysninger op. Senest at Dyrby i sin tid som chefredaktør på BT havde forfremmet en redaktør, vel vidende at vedkommende havde sendt stærkt grænseoverskridende sms’er til studentermedhjælpere. Dyrby forlod til sidst sin post som chefredaktør på B.T.

Men hvorfor er det så svært for magtens mænd og kvinder, røvhullerne, at erkende, at de har gjort noget forkert? At indse, at i dette tilfælde kvinder, men i princippet alle mulige andre, bliver ofre for deres magtudøvelse?

Forklaringen er, at disse magthavere ofte viderefører en kultur, de selv har lært et andet sted, i en anden tid, siger Bo-Magnus Salenius. Røvhullerne gør jo bare det, de altid har gjort. Måske har de hele vejen igennem deres arbejdsliv opført sig som røvhuller, men det får først store konsekvenser, når de selv bliver chefer. Og at blive chef er i sig selv en mulig røvhulsfælde: Forskning viser, at chefer taler mere, afbryder mere, bliver mindre empatiske, mere blinde for egne fejl, ja, ligefrem at chefer er dem, der oftest tager den sidste småkage på fadet. Cheferne har måske nået en højtprofileret post uden selv at være bevidst om, at de egentlig udøver stærk magt. Alle pyramider ser flade ud ovenfra,” siger Anker Brink Lund. Altså: Når du står på toppen af organisationen, kan det ligne, at vi alle er lige. Men i en stor organisation er der jo mange lag nedenunder, et hierarki, som ses meget mere tydeligt nedefra end oppefra. Det er jo ikke bare dig og mig, der lige sidder her og får en øl, og så glemmer vi lige, at jeg tilfældigvis er chefen, og du er den kvindelige praktikant. Men det kan ikke tages ud af ligningen. Nogle har jo magt. Nogle har mulighed for at distribuere tjenester, lige fra taxaboner og lønforhøjelser, til hvilke vagter man skal tage.

Så siger man over en bajer: Jamen, det finder vi da ud af. Og er det så et røvhul, vi har med at gøre, så kan han stille og roligt ekspandere sin magtposition, og der er ingen til at stoppe ham,” siger Anker Brink Lund. Han mener, at risikoen er særlig stor på kreative arbejdspladser, fordi de er præget af stor organisatorisk frihed – som må og skal være der, fordi den frihed er vigtig for produktet. God kreativ ledelse er at give sine medarbejdere lang snor. Risikoen er så, at røvhullerne misbruger det,” siger han.

Så hvad kan man gøre for at komme røvhulskulturen til livs? Finske Bo-Magnus Salenius svarer uden tøven, da jeg spørger ham, hvad man gør, hvis man er kommet i kløerne på et røvhul: Quit,” siger han. Sig op. Livet er for kort. Hvis du ikke er chefen selv, har du ikke nok indflydelse. Prisen for et opgør med et røvhul kan være meget høj.”

Mere optimistiske toner lyder fra Anker Brink Lund. Han ser, at MeToo har åbnet en helt ny dør for, hvordan det er muligt at samle sig mod en stærk magt. Et enkelt, gammeldags, men kraftfuldt supervåben er kommet i brug: Nemlig at det er muligt at stå sammen. Tale højt. Og vise problemerne frem. Det er den positive lære af en betændt sag som den om TV 2: Selv når det gælder noget så tabubelagt som seksuelle krænkelser af kvinder, noget, der er belagt med skyld og skam, har det været muligt at kaste lys over det.

Der er kun én vej frem, og det er, at man organiserer sig og snakker om det. Folk har opdaget, at det kan betale sig at dele det med hinanden. Det er en tillidsmands forbandede ret og pligt at gribe ind,” siger han. Og netop fordi konsekvenserne af MeToo er så store, vil det have en klar afskrækkende effekt: Jeg er overbevist om, at de berørte virksomheder har lært en masse af forløbet, så selv om der stadig vil komme røvhuller på direktionsgangen, er det nok andre former for magtmisbrug, vi skal forvente os i fremtiden.”

En særlig fremgangsmåde advarer Anker Brink Lund dog alle organisationer imod, hvis man vil arbejde mod uacceptabel kultur som for eksempel den, TV 2 viste: Vi skal tænke os rigtig godt om,” siger han: Pas nu på, at svaret ikke bliver at indføre en masse nye regler, der egentlig er rettet mod fortiden. Det kan smadre friheden og skade fremtiden.” Det afgørende er, at god ledelse bygger på tillid, og den skal nogle steder genskabes – eller ligefrem skabes. Og det gør man ikke ved at indføre rigide regelsæt. Skulle sjæle i de kreative brancher være det mindste i tvivl om vigtigheden af den advarsel, kan man bare spørge ovre i den offentlige sektor, hvor det mindste udsving er reguleret af retningslinjer, godkendelse og dokumentation.

En ting er at ændre organisationerne, noget andet er røvhullerne i sig selv. Der er Bo-Magnus Salenius ikke optimistisk: Det er meget svært at få dem til at ændre sig,” siger han. Med svært’ mener han faktisk nærmest umuligt. Han nævner to livsbegivenheder, han gennem årene har set få røvhuller til at ændre adfærd: Enten hvis de ender med at være arbejdsløse i en længere periode, eller hvis de får et hjerteanfald eller anden alvorlig sygdom tæt på sig. Så kan de ændre sig: Det har jeg faktisk set mange gange,” siger han.

Men ikke alle røvhuller når til den erkendelse. De ser ikke, at verden ikke længere synes, at de er supermænd. De forstår ikke, at sætninger som det var en anden tid” ikke slår til, når skyggerne fra festerne 20 år senere er blevet til fuldvoksne spøgelser i andre voksne menneskers liv. I stedet kører de videre uden at opdage, at tiden er løbet fra dem. Og når fortiden får konsekvenser for dem, føler de sig misforståede, eller som Michael Dyrby selv formulerede det, da han forlod sin post: Godstoget ruller på de udlagte skinner med stærke holdninger. Der er ikke plads til nuancer. Det er sort/hvidt”. Bo-Magnus Salenius sukker: De er i virkeligheden meget triste skæbner.”