Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Europa skal være en stormagt. Og den skal være grøn

STJERNERDet skal lyse med visioner fra de gule stjerner på det blå Europa, mener Joschka Fischer. Foto: NASA

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Verden er ikke længere præget af efterkrigstidens iver efter fred og samarbejde. I dag er Kina, USA og Rusland mere end klar til magtkampe for at fremme egne interesser. Europa kan ikke sidde denne udvikling overhørig. I stedet er det på tide at beslutte sig for, hvilken form for stormagt man vil være, argumenterer Joschka Fischer, Tysklands forhenværende udenrigsminister, i denne kommentar, hvor han opfordrer til at vælge én vej: den grønne.

Anden Verdenskrig, og den afkoloniseringsperiode, som fulgte i kølvandet, gjorde en ende på de europæiske stormagters århundredlange verdensherredømme. Efter 1945 var ingen af de to ledende stormagter – USA og Sovjetunionen – europæiske, og et væld af nyligt uafhængige nationer trådte op på den internationale scene.

Efter at have vundet sejre i både Stillehavet og Europa var kun USA stærkt nok til at forsyne det stadig dominerende Vesten med en politisk og økonomisk verdensorden. USA leverede militær beskyttelse og støtte til politisk samarbejde og frihandelsaftaler, mens resten af den vestlige verden forsøge at komme de nationalistiske og protektionistiske kræfter til livs.

USA skabte også regelbaserede internationale institutioner. I Europa udviklede dette multilaterale samarbejde sig til et nyt (vest)europæisk system af medlemsstater: det nuværende EU. Efter ophævelsen af Sovjetunionen på første juledag i 1991 var USA verdens eneste supermagt – og blev hurtigt spændt hårdt for. Denne enerådige fase endte med den absurde amerikansk-anførte invasion af Irak i 2003 – et land, som USA har forsøgt at trække sig ud af i over et årti.

Men den globale verdensorden kan ikke eksistere i et vakuum, for der vil altid stå nye kræfter klar til at udfylde tomrummet. Den nye stormagt Kina har derfor haft travlt med at gøre sig gældende på den internationale scene, og det samme har et styrket Rusland, verdens andenstørste magtspiller inden for atomkraft næst efter USA. Den nuværende verdensorden er ikke defineret af én eller to stormagter, og den er heller ikke baseret på multilaterale løsninger – eller på noget andet grundlag, som er udviklet til at afstemme de modstridende interesser og inddæmme, forebygge eller løse konflikter.

Valget af Donald Trump som USAs præsident markerede begyndelsen på USAs aktive afståelse fra den verdensorden, som landet selv havde hjulpet med at konstruere. Under Trump har USA bevidst forsøgt at ødelægge efterkrigs-institutioner som for eksempel Verdenshandelsorganisationen, WTO, og samtidig sætte spørgsmålstegn ved velafprøvede internationale alliancer såsom Nato.

Koldkrigstidens multilaterale pax americana er blevet afløst af en tilbagegang til en verden, hvor individuelle lande gør deres nationale interesser gældende på bekostning af andre, svagere kræfter. Nogle gange medfører det, at der udøves økonomisk eller diplomatisk pres, og indimellem – som det er tilfældet med Ruslands handlinger i det østlige Ukraine – medfører det regulær militær magtanvendelse.

Europa kan ikke bare afværge eller ignorere resultaterne af disse omfattende, radikale forandringer. Og på trods af at EU er stærk inden for de økonomiske, teknologiske og handelsrelaterede områder, så er unionen ikke en stormagt i sig selv. Den mangler den ensartede politiske vilje, som understreger reel verdenspolitisk magt, og den tager efterhånden mange af sine egne traditioner for givet. Men som en overstatslig kæmpeorganisation af 27 medlemsstater er den udsprunget af lige præcis den samme multilaterale struktur, som nu er i tilbagegang.

Den historiske omvending fra regelbaserede multilaterale systemer til et ustabilt system baseret på stormagters rivalisering står i sørgelig kontrast til den aktuelle blanding af voksende globale udfordringer, ikke mindst klimaforandringerne. Det vil kræve en fælles indsats fra en international sammenslutning af langt de fleste lande at forebygge katastrofal global opvarmning. Det, der ikke er brug for, er en genoplivning af en verdensorden, som bygger på konkurrence mellem landene.

Heldigvis er EU allerede i en førerposition, når det kommer til afhjælpningsforanstaltninger i forhold til klimaforandringerne, både teknologisk og i forhold til lovgivning og regulering. Europas opgave er nu at vedholde og forøge den førerposition, ikke kun for klodens skyld, men også på grund af egne økonomiske interesser. I sidste ende tvinger USAs tilbagegang Europa til at blive en selvstændig magtspiller. Hvis ikke det sker, vil unionen blot blive et magtesløst værktøj for andre kræfter.

I verdenspolitisk henseende har trumpisme, Kinas vækst og russisk revisionisme – som udmønter sig i militære angreb på grund af Ruslands svækkede økonomiske grundlag – tvunget europæerne til at efterstræbe stormagtsstatus. Den aktuelle bølge af teknologisk udvikling har styrket denne nødvendighed. Digitalisering, kunstig intelligens, big data og (muligvis) kvanteteknologi vil afgøre, hvordan morgendagens verden kommer til at se ud, herunder også hvem der skal lede den.

Det helt centrale ved den digitale revolution er politik, ikke teknologi. Individets frihed og samfundet i almindelighed er på spil. I den digitale fremtid kommer den politiske frihed, som lægger grunden til den vestlige civilisation, til at afhænge af spørgsmål om dataejerskab. Kommer europæiske data til at tilhøre firmaer i Silicon Valley eller Kina, eller kommer de til at høre ind under europæernes egen suveræne kontrol? Efter min mening bliver dette spørgsmål altafgørende i etableringen af Europas stormagts-mandat i de kommende år og årtier.

Europæerne har længe debatteret forfatningsspørgsmål såsom den ønskede mængde integration eller centralisering i EU. Men tiden for disse drøftelser er forbi, i det mindste lige nu. Det politiske skift, der er på vej, bliver tvunget ned over hovedet på både integrationstilhængere og på dem, der går ind for mellemstatslige samarbejdsmodeller. Nu er udfordringen at omdanne Europa til en stormagt, før den bliver pulveriseret af større teknologiske og geopolitiske magter.

Europa har ikke råd til at sakke bagud inden for teknologi eller de områder, der omhandler verdenspolitisk magt. Europa har en forpligtelse til at føre an over for resten af verden, når det gælder problemerne med klimaforandringerne, og det vil kræve teknologisk såvel som lovgivningsmæssig fornyelse. I en verden, som hurtigt forfalder til nulsums-rivalisering, bør det være Europas topprioritet at blive en klimapolitisk stormagt.

Argumentet er oprindeligt bragt hos det internationale politiske medie Syndicate. Det bringes her i en let redigeret form. Oversættelse: Marie Carsten Pedersen

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: