Helikopter_

Fredag 30. august 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver spacey.

Konflikten mellem USA og Iran viser, hvor normal og afgørende cyberkrig er blevet

USA har lavet cyberangreb mod Iran hen over sommeren. Angrebene viser ind i en større historie om, hvordan alverdens stater har lært at bruge cyberspace til at udkæmpe deres kampe. Vært: Mads Olrik. Gæst: Jeppe Teglskov Jacobsen, Forsvarsakademiet.

19 min

Dagens citat

“At blive født ind i usikre tider giver én et stort ansvar”

Det skrev Joshua Wong, et af de mest genkendelige ansigter under demonstrationerne i Hongkong. Torsdag blev han skubbet ind i en bil og anholdt.

Dagens store historier

Foto: Hamad I Mohammed / Reuters / Ritzau Scanpix

USA versus Iran

  • I denne uge bekræftede de amerikanske myndigheder, at de tilbage i juni udførte et cyberangreb mod Iran. Angrebet forkludrede en database, som Iran brugte i forbindelse med deres sabotage af tankskibe i Den Persiske Golf (The New York Times).

  • Cyberangrebet er det seneste eksempel på den skyggekonflikt mellem de to lande, der har stået på i over ti år. Den begyndte i 2010, da det kom frem, at USA i samarbejde med Israel angreb iranske atomanlæg ved hjælp af computerormen Stuxnet.

  • Det lykkedes virussen at inficere de centrifuger, iranerne brugte til at berige uran, og fik dem til at gå i stykker. Det var første gang, at et cyberangreb forvoldte skade på fysisk isenkram (Wired).

  • Konflikten blev genoplivet, da Donald Trump sidste år trak USA ud af atomaftalen og strammede de økonomiske sanktioner mod Iran. Den amerikanske præsident mente, at han kunne presse iranerne til at indgå en bedre aftale, men i stedet er spændinger eskaleret. Og det ses altså særligt i cyberspace.

  • Det er nok noget, vi godt kan begynde at vende os til. Og det er jo fint, at lande nu kan nøjes med at kortslutte databaser frem for at kaste med bomber, men cyberkrigsførelse er stadig nyt – og fordi det er uklart, hvor de røde linjer går, risikerer vi også, at det kan eskalere ud i krig (Zetland nyhedspodcast).

Foto: Anushree Fadnavis / Reuters / Ritzau Scanpix

Hongkong

  • Politiet i Hongkong er begyndt at arrestere fremtrædende aktivister. Fredag blev flere kendte ansigter fra den demokratibevægelse, der er en af hovedkræfterne bag de gigantiske demonstrationer, skubbet ind i biler og kørt væk.

  • Det er i øvrigt mange af de samme personer, der tilbage i 2014 var centrale i Paraplybevægelsen, der demonstrerede for mere demokrati (Bloomberg).

  • Samtidig afviste myndigheder en stort anlagt demonstration, der skulle finde sted i morgen lørdag.

  • Tingene hænger sammen. Lørdag markerer nemlig femårsdagen for det kinesiske styres beslutning om drastisk at indskrænke demokratiet i Hongkong. En beslutning, der udløste den prodemokratiske Paraplybevægelse (The Guardian).

  • Over 900 mennesker er blevet anholdt, siden de nuværende demonstrationer startede i begyndelse af juni. De er en reaktion på et lovforslag, der ville gøre det lettere for myndigheder at få indbyggere i Hongkong sat for en kinesisk domstol.

  • Anholdelserne behøver ikke at være et problem for bevægelsen, der er notorisk kendt for at agere uden at have en klar leder. Det er på samme tid bevægelsens fordel og ulempe (South China Morning Post).

Det skal du også vide

22 syriske flygtninge er rejst tilbage til hjemlandet. De danske myndigheder har indført en ordning, hvor flygtninge kan få 140.000 kroner med sig i bagagen, hvis de frivilligt forlader Danmark. Siden maj har 22 syrere sagt ja tak (DR).

Landbrugslobbyen skrev hele afsnit i videnskabelig klimarapport. En rapport fra Aarhus Universitet viste, at oksekød ikke var så stor en klimasynder, som vi gik og troede. Rapporten er siden blevet pillet fra hinanden af andre forskere, og nye dokumenter viser, at organisationen Landbrug & Fødevarer skrev dele af den (Information).

Forskerne mister troen på koralrevet. Myndighederne i Australien har i den seneste rapport om Great Barrier Reef kraftigt dæmpet deres forhåbninger om, at revet kan overleve. Det store problem er (stadig), at havet omkring revet bliver varmere og surere (TV 2).

Dagens Zetland-historier

Foto: Jonas Pryner for Zetland

Big business. Et dansk firma forsøger at bruge data til blandt andet at forudsige, hvornår firmaers medarbejdere kommer til at sige op. Velkommen til fremtidens HR.

Virkelig big business. Kina bruger rigtig mange penge på at købe sig politisk indflydelse i blandt andet Mellemøsten. Det virker. Og skaber store problemer for resten af verdens stormagter.


Tak, fordi du var med i denne uge. Vi gør det hele igen fra på mandag. Vi ses.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: