Nej, det er ikke bare en influenza. Tag med ind i den COVID-19-ramte krop

ADForskere fra Rocky Mountain Laboratories på The National Institute of Allergy and Infectious Diseases i USA har brugt et elektronmikroskop til at tage billeder af corona-virusset. Virusset er det orange, det blå er en almindelig menneskecelle. Foto: NIAID

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

31:16

Derfor skal du læse denne artikel

Jo mere viden verdens forskere får om COVID-19, jo tydeligere er det, at det her ikke bare kan sammenlignes med de bølger af influenza, vi kæmper med hvert år. Når man dykker ned i biologien, helt ned på cellulært niveau, kan man se, hvorfor det lige præcis blev corona-virusset, der lagde verden ned.

Forestil dig det her: Du har lige kløet dig selv under næsen. På din finger, uden du vidste det, sad der et par tusind partikler af corona-virusset. De kom måske fra et dørhåndtag, du har haft fat i, måske har nogen hostet ud i luften i et rum, du gik ind i lige bagefter, eller du kom til at give hånd til nogen. Men nu har de fundet vej ind i din næse. Og partiklerne er på vej videre, ned i dit svælg og længere ind i kroppen.

Hvad der helt præcist sker herefter, er der lige nu tusindvis af forskere over hele verden, der forsøger at finde ud af.

Arbejdet med at indsamle viden om den biologiske side af det nye corona-virus har været i gang i ganske få måneder og er på mange måder imponerende. Hver dag bliver der uploadet mellem 20 og 30 nye studier på websites, hvor andre forskere kan læse dem igennem, kritisere dem eller bruge viden og data til selv at komme videre i deres egne projekter. Hver uge kommer der store nye brikker til vores puslespil af viden om, hvordan virusset egentlig rammer menneskekroppen. Når man forsøger at samle brikkerne, kan man for det første se, at puslespillet overhovedet ikke er færdigt endnu. Men man kan trods alt se aftegningerne af det store billede. Og det billede er, hvis man ikke allerede skulle have opdaget det, småuhyggeligt.

Det, der efterhånden står klart, er, at SARS-CoV-2 har nogle helt unikke biologiske træk, der gør det perfekt til at sprede sig fra menneske til menneske. Når man tager det store forstørrelsesglas frem og går helt ned på celleniveau, kan man se grunden til, at læger, myndigheder og politikere er langt mere bange for dette her virus end dem, vi normalt bliver ramt af. Dér i forstørrelsesglasset kan vi se, hvordan virusset fungerer, hvordan det arbejder sig igennem vores krop og videre til den næste krop – og hvordan det på nogle helt centrale punkter fungerer anderledes end de sygdomme, vi er vant til, og som det er blevet sammenlignet med. Det er i de allermindste afkroge af menneskekroppen, at vi ser grunden til, at corona-virusset har lagt verdenssamfundet ned.

Den partikel, vi lige nu forestiller os er på vej ind i din krop, er meget lille, mellem 80 og 160 nanometer i diameter. På den måde minder den om de influenza-viruspartikler, din krop er vant til, og når den først er nået gennem dit svælg og ned i halsen, kommer den ned i noget, der er specifikt designet til at frastøde den. På indervæggene i din hals er der et lag slim, der forsøger at fange de her partikler, inden de kommer ned i lungerne. Og uden på slimen er der så række på række af bittesmå fimrehår. Hårene bevæger sig i en konstant rytmisk dans. Dansen skal gøre, at partiklerne bliver skubbet fra de nederste og hele vejen op til de øverste hår, så de skadelige partikler kan hostes ud. En af grundene til, at sygdomme som influenza rammer hårdere i vintermånederne, er, at laget af slim i halsen bliver tyndere, når vejret er koldt og tørt. Så har fimrehårene sværere ved at skubbe partiklerne op.

Men selv om det nu er blevet forår og lunere i vejret, lykkes det ikke slimen og fimrehårene i din hals at stoppe corona-partiklen. Så partiklen kommer længere ned i halsen, hvor den støder på en af dine celler. Og det, forskerne fandt ud af et par måneder efter, virusset først dukkede op, var, at corona-virusset kan noget helt særligt, der gør det i særklasse godt til at snyde sig ind og tage bolig i vores celler.

Forestil dig, at vi zoomer helt ind på din celle dér i halsen, og at størrelsesforholdet bliver blæst op, så cellen fylder det samme som en lille stue. Stuen er fire meter på tværs, fire meter på langs, vi står midt i den. I det størrelsesforhold er viruspartiklen, der prøver at komme ind, på størrelse med en kaffekop. Men det er ikke så meget partiklens størrelse, som det er dens design, der har været med til, at det er lige præcis dette her virus, der blev til en pandemi.

Corona-viruspartiklen er dækket af en lille fedtkant, der beskytter det indre af partiklen. Ud fra denne her fedtkant stikker der noget, der hedder proteinfremspring eller spikes, men lidt ligner nogle små tentakler. De gør, at partiklen mest af alt ligner en af de miner, man i gamle dage lagde ud for at ramme ubåde. Når corona-virusset støder på en celle dernede i din hals, er det tentaklerne, der griber fat.

Det, der sker på dét stadie, er meget a la influenza,” siger Thea Kølsen Fischer. Hun er professor i infektionssygdomme og forskningschef på Nordsjællands Hospital.

Dette her corona-virus og så influenza bruger lidt forskellige indgange ind i cellen. Der sidder forskellige receptorer på vores celler, og forskellige vira kan bruge forskellige receptorer til at snige sig ind, men fremgangsmåden er i princippet den samme.”

ANGREBDe små orange pletter er corona-viruspartikler, der sidder uden på en celle, som de er i gang med at forsøge at komme ind i. Foto: NIAID

Nu bliver det teknisk, men vigtigt: Der er noget, der tyder på, at den helt specifikke måde, corona-virusset rent faktisk trænger ind i vores celler, er ret afgørende for hele denne her krise, vi står i. Fordi det, corona-virussets tentakler griber fat i på din celle, er et særligt protein. ACE2, hedder det. Det var det samme protein, SARS-virusset fra 2003 brugte som fortøjringsplads, men noget tyder på, at tentaklerne på det her nye corona-virus har det perfekte design, der gør det ekstra godt til at gribe fat i ACE2-proteinet. Det klæber simpelthen bedre. Det kan være med til at forklare, hvorfor corona-virusset er så smitsomt. De tal, vi har indtil videre, tyder på, at coronaen smitter dobbelt så meget – hvor hver person med influenza i gennemsnit overfører smitten til 1,3 andre mennesker, smitter en person med corona cirka to eller tre andre. Med et lille aber dabei: Et af de store mysterier lige nu er, hvorfor denne her pandemi ikke rigtig rammer børn og unge. Sammenlignet med tidligere epidemier er patient- og dødstallet blandt de yngste betydelig lavere. Sådan har den anekdotiske erfaring været i hele verden, og i et islandsk studie fra begyndelsen af april nåede forskerne frem til, at børn kun har 25 procents risiko for at sprede smitten i forhold til voksne.

Vi ved stadig ikke helt hvorfor, og der er flere forskellige hypoteser i spil. Én går på, at børn faktisk bliver smittet lige så nemt som voksne, men børns immunforsvar er på mange måder bare stærkere og mere effektivt til at håndtere en corona-infektion end ældres. En anden hypotese er børns immunforsvar i højere grad end voksnes og ældres allerede er aktiveret af nogle af de andre og mildere vira i corona-familien, der plejer at florere henover vinteren uden at vi lægger mærke til det. Oven i det kommer så vores viden om det her protein, ACE2. Proteinet spiller en central rolle i, hvordan og hvor godt corona-virusset binder sig til vores celler og trænger ind i dem. Og vi ved, at ACE2-proteinet virker anderledes hos børn end hos voksne.

Dette kan have betydning for, at SARS-CoV-2 nemmere trænger ind i celler i dybere luftveje hos ældre end hos børn og yngre,” siger Thea Kølsen Fischer.

Uanset hvad: Corona-viruspartiklen har nu hæftet sig fast på en af dine celler. ACE2-proteinet på cellen fungerer nu som et dørhåndtag, virussets tentakler kan åbne op, og virusset penetrerer cellemembranen. Det er inde. Og virussets kode, RNAet, kan indtage det indre af cellen.

Den måde, corona-virusset er bygget op på, minder ret meget om influenza-virusset, så derfor er det bedste bud, at når corona-virusset er sluppet ind, går det i gang med den samme proces, som influenza ville gøre. Det overtager hele cellen og bruger den groft sagt som fabrikshal til at producere kopier af sig selv, fragte dem ud til cellens membran og derfra videre ud i kroppen. De nye viruspartikler kan inficere andre celler, der også bliver til fabrikshaller. Millioner af viruspartikler kan strømme ud i din hals, op i munden, ned i lungerne. Herfra går det ind i den næste fase. Og meget tyder på, at det er det, der sker dér, som har skabt så store problemer, at hele den vestlige verden er blevet lukket ned.

KRONEDe lyserøde cirkler er corona-virusset, der ligger i menneskevæv. Man kan lige akkurat ane viruspartiklernes tentakler, der omgiver partiklen og får dem til at ligne små havminer. Foto: NIAID

For virkelig at forstå, hvad det er, corona-virusset er i stand til, er det bedste, vi kan gøre, at sammenligne det med to andre sygdomme, som vi kender bedre, nemlig den første SARS-epidemi fra 2003 og så den almindelige influenza. For når man kigger på biologien i det hele, er det nærmest, som om det corona-virus, der altså nu begynder sit arbejde dér i din hals og dine luftveje, har taget det mest potente fra de to sygdomme. Den kombination har på én og samme tid gjort det mindre farligt for det gennemsnitlige menneske, men langt farligere for samfundet.

Som navnet antyder, er det nuværende corona-virus SARS-CoV-2 i familie med det oprindelige SARS-virus fra 2003. Men SARS1 var tilsyneladende ikke lige så dygtigt til at komme ind i menneskecellerne, som det nye er. Og så lavede SARS1 en klassisk virusfejl: Det afslørede sig selv for hurtigt. Virusset kom hurtigt ned i lungerne, hvor patienten hurtigt blev hårdt ramt. Det er virkelig farligt for patienten, og SARS havde en meget høj dødelighed. Men i forhold til at sprede sig er det ikke en optimal strategi for et virus. Ikke bare fordi mange af viruspartiklerne sidder for dybt nede i lungerne til at kunne blive hostet ud på andre, men især fordi så snart patienten har symptomer, ryger han eller hun i behandling og spreder ikke længere virusset.

Hvor SARS1 var virkelig dødelig, men til gengæld dårlig til at sprede sig, er den almindelige influenza nærmest det omvendte. Influenza rammer nemlig mest i halsen og i svælget. Det gør den mindre farlig, fordi den sjældnere når ned i lungerne. Til gengæld har den nemmere ved at sprede sig, fordi virusset sidder så højt i halsen, at det kan blive hostet ud.

Men lige nu, i din hals, viser corona-virusset, at det, alt efter perspektiv, har taget enten det bedste eller det værste fra de to sygdomme og kombineret dem. Fra den første celle, som virusset brød ind i, er der nu millioner af viruskopier, der er strømmet ud i dine luftveje. Og af en eller anden grund, vi ved endnu ikke hvorfor, mærker du ikke det store til det. Du kan gå i op imod ti dage, mens det her er i gang inde i dig, uden at mærke noget til det. Og på et tidspunkt har corona-virusset fået så godt fat deroppe i svælget, at det kan begynde at bruge dig til at smitte andre. Måske mærker du det kun som lidt hoste, som lidt almindelig forårsforkølelse, og at du har så milde eller ingen symptomer i adskillige dage, gør, at virusset kan sprede sig til andre.

Det tager mellem fire og 14 dage, fra du er blevet smittet med corona-virus, til dine eventuelle symptomer går i gang. De danske myndigheder vurderer, at du kan smitte andre en til to dage før, symptomerne dukker op.

Vi ved jo, at der er rigtig mange asymptomatiske tilfælde, hvor det måske bare er sådan en halskriller, hvor man kan teste positiv for det, men hvor det aldrig bliver til andet,” siger Thea Kølsen Fischer fra Nordsjællands Hospital.

Efter at have siddet i skjul i måske nogle dage i svælget kan corona-virusset gå over i næste stadie, hvor det rykker ned i lungerne og begynder at skabe virkelig store SARS1-agtige problemer. Vi ved stadig ikke helt præcis, hvorfor det kan begge dele, men det kan det. Og det er, når virusset har vokset sig stærkt nok til at indtage lungerne, at det bliver rigtig farligt.

Det er vigtigt at sige, at den historietangent, vi er på vej ud ad nu, sker for et minimalt antal patienter. Alt peger på, at hvis du bliver ramt af corona-virusset, så er det mest sandsynlige, at du enten nærmest ikke har nogen symptomer, eller at de har været så milde, at du måske slet ikke opdager, at virusset har været i dig.

Der er jo et hav af mennesker, der er gået rundt derhjemme og ikke har vidst, de havde det,” siger Claus Lund, som er chef for intensivafdelingen på Hvidovre Hospital. Derfor er det et fåtal, der kræver hospitalsindlæggelser, og endnu færre, der kræver intensiv, så det er meget få, det går så voldsomt ud over.”

Jeg har ringet til Claus Lund for alligevel at forstå den mest dramatiske vej, virushistorien kan tage i din krop. Kun sådan kan vi forstå virussets trussel mod ikke bare de mest udsatte patienter, men mod hele samfundet.

Hvis SARS-CoV-2 virker ligesom sin fætter, SARS1 fra 2003, er det indtil nu lykkedes virusset at undertrykke det advarselssystem, der ellers bliver aktiveret i dine celler, når de bliver angrebet af et virus. Det betyder, at virusset har kunnet agere under radaren de første par dage og måske have spredt sig til andre, du har kysset på, hostet på, eller som har kløet sig under næsen efter at have givet hånd til dig. Men i takt med at virusset inficerer flere og flere celler, er der også flere og flere celler, der brænder ud og dør. På et tidspunkt, når der er nok virus og nok døde celler, opdager dit immunsystem, at noget er i gang, og begynder at bekæmpe det. Ifølge i hvert fald ét studie fra Australien tyder noget på, at dit immunsystem forsøger at bekæmpe corona-virusset på nogenlunde samme måde, som det ville bekæmpe en influenza-infektion. Immunforsvaret består groft sagt af nogle menige soldater (T-celler) og så nogle elitetropper (B-celler). Dine T-celler angriber som de første de fremmedlegemer, immunforsvaret har opdaget. Og når det som her handler om et virus, kommer B-cellerne ind som en ekstra styrke. B-celler har den ekstra funktion, at de kan huske tidligere angreb og kan genkende en fjende, hvis de har stået over for den før. Den kamp, der går i gang, kan du mærke som feber.

Igen kan historien gå forskellige veje herfra. Virkelig mange oplever tilsyneladende, at deres immunforsvar rent faktisk får bekæmpet corona-virusset, men vi bliver på den dramatiske vej, hvor dit immunforsvar mislykkes. Vi ved stadig ikke, hvorfor nogle kommer snildt igennem, og andre ikke, men hvis virusset ikke bliver nedkæmpet af immunforsvaret, går det i gang med at angribe dit lungevæv. Og så er det nu, man ikke længere bare taler om, at du har corona-virus. Nu taler man om, at du har sygdommen ved navn COVID-19. Og det er tid til at komme på hospitalet.

Mange af de patienter, der kommer til Hvidovre Hospital, har brug for hjælp til at trække vejret,” siger Claus Lund. Det, der sker, siger han, kan på nogle måder sammenlignes med, hvad der sker med de værste tilfælde under en influenza-sæson. Virusset er blevet så slemt, at det er blevet til en lungebetændelse.

"Kroppen begyndte at reagere, som om jeg blev kvalt indefra." – Havanna Frandsen, COVID-patient, til TV 2 Lorry.

Det, vi oplever lige nu, er bare helt specielt. Problemet er, at corona-lungebetændelse af en eller anden grund opfører sig anderledes, end vi normalt ser med en influenza-lungebetændelse,” siger Claus Lund.

Det helt store problem opstår nu, hvor virusset er nået helt ud i de små membraner, du har i dine lunger. De celler, der nu bliver angrebet, udfører nemlig en virkelig vigtig opgave. Membranerne er dem, der sørger for, at ilten kommer fra lungerne og over i blodet. Men nu er virusset gået i gang med også at bruge dé celler til at kopiere sig selv. Cellerne brænder ud, og for hver celle, der dør ude i membranen, kan der komme mindre ilt fra lungerne og ud i blodbanen.

Det er ikke svært at få luften ned i lungerne. Problemet er, at den ilt, man hiver ned, ikke kommer ud i blodet,” siger Claus Lund.

Du mærker det først som åndedrætsbesvær. Så bliver det brystsmerter i takt med, at du får en decideret lungebetændelse. Og der er et eller andet ved corona-virusset, der gør, at denne her lungebetændelse opstår hurtigere og mere aggressivt, end den gør under en influenza-infektion.

Der er mange teorier om, hvorfor det er anderledes. Én teori er, at ens immunsystem hyperreagerer. Det ser man også ved andre sygdomme, og der sker det, at dit immunsystem går amok.”

Når det sker, siger Claus Lund, begynder både dit immunforsvars menige soldater og dine elitesoldater at skyde ikke bare på fjenden, men på alt, der bevæger sig. Viruspartikler, raske celler, alt. Det betyder, at dit eget immunsystem nu også går i gang med at ødelægge lungevæv. Hvis det bliver så slemt, at du skal fra den almindelige hospitalsseng og over på intensivafdelingen, betyder det også at du bliver bedøvet, så er det nemmere at få de rør ned igennem halsen på dig, så dine lunger kan blive ventileret. I takt med at flere og flere af dine celler dør, kan Claus Lund og hans kolleger følge med i skaderne på deres røntgenbilleder. På billederne bliver dine lunger langsomt mere og mere hvide i takt med, at lungevævet dør. Omkring dig står lægerne og kan ikke gøre så meget andet end at holde dig i live.

Vi har intet middel, der kan ramme selve virusset. Hvis det var en bakterie, du var blevet ramt af, kunne man give noget antibiotika, men her kan vi kun lave understøttende behandling.”

Med det mener Claus Lund, at det eneste, lægerne kan gøre, er at hjælpe din krop til selv at klare problemerne. Det betyder, at man måske kan vende din krop, så du ligger på maven i stedet. Nogle gange gør det, at noget af det lungevæv, der stadig fungerer, har nemmere ved at få ilt ud i blodet. Man kan lade respiratoren pumpe mere ilt ned i dine lunger. Og så må man ellers lade tiden gå. Og håbe på det bedste.

Og nu er vi nået til den del af historien, hvor vores viden om corona-virusset forsvinder ud i tågerne. Vi ved ikke, hvad der foregår derinde i dine lunger. Det, Claus Lund kan se, når han kigger på patienternes kroppe udefra dér på sin intensivafdeling, er, at det her er noget helt nyt.

Normalt, når vi har en hård influenza-epidemi, kan vi måske have fem-seks af den slags patienter liggende i respirator, når det er værst. Men når det kommer til influenza, ligger patienterne kun i respirator i måske tre eller fire, måske fem dage. Det, vi ser lige nu, er, at folk kan ligge i respiratoren i 14 dage. Vi er på vej igennem tredje uge med nogle af patienterne, og måske, hvis du ringer igen om to uger, vil jeg sige, at de patienter stadig ligger i respiratoren. Jeg ved det ikke.”

Claus Lund har kigget undrende på mange af sine patienter. De har måske haft det virkelig slemt i nogle dage, så får de det pludselig bedre. Det varer kun kort tid, så kommer sygdommen buldrende tilbage, og de får det meget værre. Sygdommen er langt mere dynamisk og pulserende end det, lægerne er vant til at se, og de forløb, patienterne går igennem, er lange og uforudsigelige. Det er her, svaret ligger på, hvorfor denne her corona-epidemi er langt værre for sundhedsvæsnet end en influenza-epidemi. Der er (indtil videre) betydelig færre, der er døde. Men sundhedsvæsnets ressourcer kan presses i bund af, at folk har brug for hjælp i så lang tid. Hvor Claus Lund og hans intensivafdeling normalt har 9 eller 10 patienter liggende i afdelingens 12 senge ad gangen, er de lige nu presset til at udvide kapaciteten. Efter påske udvider de igen, så de har 30 pladser, måske skal de helt op på 39 på et tidspunkt. Han ved ikke, om det er nok. Det bliver afgjort af, hvordan alle vores forholdsregler påvirker smittetrykket.

Hos de patienter, hvis system bliver overvældet af virusset, er det en stille slutning. Når læger og pårørende er enige om, at der ikke er mere at gøre, slukker de for respiratoren. Man er bedøvet, idet man sover ind.

SLUTSådan kan det se ud, når en menneskecelle (det grønne) er blevet totalt overmandet af virusset. Foto: NIAID

Læger som Claus Lund står med meget store spørgsmål. De ved ikke, hvorfor virusset rammer lungerne så hårdt, de ved ikke, hvorfor immunforsvaret kan overreagere, de ved ikke, hvilken medicin de kan bruge til at ramme virusset, og de ved ikke, hvilke forløb de kan regne med, patienterne skal igennem. Og hvis vi lige kigger på nogle af de andre veje, historien om en corona-infektion kan gå, så er der stor usikkerhed alle steder. Hvis du har været hårdt ramt og overlever, er der tilsyneladende risiko for, at du får varige lungeskader, men vi ved det ikke. Og den helt store joker i det her er, at vi stadig ikke ved, hvordan eller overhovedet om man bliver immun over for corona-virusset, når det først har været inde og vende.

Når vi kigger på de sygdomme, vi kan sammenligne corona-virusset med, kan vi få et hint om, hvad det mest sandsynlige er. Når det handler om influenza, opbygger dit immunsystem immunitet over for selve den udgave af sygdommen, der rammer i et givet år, men influenza muterer fra sæson til sæson, og derfor kan man blive ramt igen vinteren efter. De patienter, der blev ramt af den første SARS-epidemi i 2003 og overlevede, viste sig at være immune over sygdommen i flere år efterfølgende. Baseret på erfaringerne fra de to sygdomme mener langt de fleste derfor, at det er meget sandsynligt, at man opnår immunitet mod corona-virusset, når man har fået det. Samtidig er der ikke noget, der tyder på, at corona-virusset laver store, afgørende mutationer, som ændrer den måde, det rammer os på, hvilket også øger sandsynligheden for, at vi kan blive immune. Men sandheden er, at vi stadig ikke ved det. Vi aner ikke, om vi kan opbygge de antistoffer, der skal til for at kunne stå imod virusset, hvis det skulle ramme os igen i anden eller tredje bølge.

Når Claus Lund kigger tilbage på sine snart 40 år som læge, har han sådan set masser af eksempler på, at han stod over for en sygdom, som han ikke helt forstod.

Der er mange sygdomme, som man ikke forstår i deres grundsubstans, men som man alligevel behandler på. Og så kan man måske gøre folk raske, men man har aldrig rigtig forstået, hvad der egentlig sker helt ned på celleniveau i sygdommen. Så på mange måder er det hverdag for læger at bevæge sig i et felt, hvor man ikke ved, hvad der foregår.”

Forskellen på den situation og det, Claus Lund og hans kolleger oplever nu, er dels mængden.

Hvor jeg tidligere måske har stået med én patient, hvor vi ikke forstod, hvad der foregik, har vi nu hele afdelingen fuld.”

Og så er der den forskel, som vi alle sammen mærker, men som er særlig hos læger som Claus Lund. Normalt mærker han en mavefornemmelse. Han ved sådan cirka, hvordan en influenza-infektion, for eksempel, vil forløbe, hvor længe den vil vare og hvordan de forskellige stadier vil udspille sig.

Den mavefornemmelse findes ikke lige nu,” siger han.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: