Denne artikel har Philip Flores fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Arkitekten bag EU’s store flygtningeaftale kalder den nu et bluff

MOD MURENGerald Knaus og hans lille tænketank i Berlin har fået enormt gennemslag – alligevel er han i dag aldeles desillusioneret Foto: Maria Sturm / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

EU’s kontroversielle aftale om at sende asylansøgere retur til Tyrkiet har lammet den største rute til Europa for flygtninge og migranter, men hvad nu, hvis det er for godt til at være sandt? Dette er et – urovækkende – interview med østrigeren Gerald Knaus, der tegnede skitserne til Tyrkiet-aftalen.

Det er umiddelbart ikke til at se, at der i en godt slidt førkrigstids-bygning i en ganske almindelig boligkarré i det levende og multikulturelle Kreuzberg-kvarter i Berlin skulle ligge et kontor, der med en vis sandsynlighed kommer til at få sin plads i de europæiske historiebøger – for enten godt eller ondt.

Når man ved, hvad man leder efter, så er det til gengæld et fingerpeg, at den sandfarvede bygning er overdænget med store plamager af rød maling, tydeligvis kastet fra gaden i retning mod et vindue på første sal.

Nogle uger forinden har en gruppe autonome været på besøg. Malingen var tiltænkt en mand, den østrigskfødte Gerald Knaus, der fra tid til anden opholder sig i de beskedne omgivelser inde bag vinduet på første sal, hvor den lille tænketank European Stability Initiative (ESI) huserer.

Når jeg skriver fra tid til anden, er det, fordi han i disse måneder bruger hovedparten af sine vågne timer på at rejse i pendulfart mellem flygtningelejre, meningsdannere, politikere og diplomater for at forsøge at redde resterne af den aftale mellem Tyrkiet og EU, som han selv – og hans kolleger i tænketanken – havde udarbejdet i detaljer, længe inden Angela Merkel ud af det blå præsenterede idéen som en europæisk løsning på de store migrantstrømme i et tysk tv-talkshow i oktober 2015.

Gerald Knaus kaldes ofte i tyske og internationale medier for arkitekten bag aftalen, der på søndag fylder to år. En aftale, der nok blev beskrevet som EUs syndefald, da den blev præsenteret i marts 2016, men som i dag bliver omfavnet af de fleste europæiske ledere. Måske mest fordi den nærmest har sat en prop i den mest trafikerede rute for de flygtninge og migranter, der i disse år desperat forsøger at komme til Europa.

Men hallo: Hvis aftalen har virket, og de fleste er glade, hvorfor rejser Gerald Knaus så rundt som en anden desperado for at råbe beslutningstagere og offentligheden op?

Fordi – siger han:

I realiteten er det hele ét stort bluff, og det bluff er ved at blive kaldt.”

Mens det udsagn – og perspektiverne, hvis han har ret – lige får lov til at bundfælde sig, så er her et kort oprids af, hvad det egentlig er, aftalen går ud på:

Grækenland fik med aftalen for to år siden lov til at sende asylansøgere, der ankommer til de græske kyster, retur til Tyrkiet. Til gengæld lovede EU at tage et tilsvarende antal registrerede og godkendte flygtninge fra tyrkiske flygtningelejre, der så skulle fordeles mellem EU-landene. Det var dog en forudsætning for EU, at Tyrkiet skulle forbedre forholdene for flygtninge i Tyrkiet til et niveau, der gjorde, at EU ikke kom til at forbryde sig mod EU-love og flygtningekonventioner. Ligesom det var en forudsætning for Tyrkiet, at EU sendte en historisk stor håndsrækning (læs: check) til at håndtere de millioner af flygtninge, der allerede befinder sig i Tyrkiet.

Simpelt nok, i virkeligheden, og på overfladen har det været en fin løsning for alle parter (måske bortset fra de flygtninge og migranter, der nu er strandet i Tyrkiet). Tyrkerne har sat ind over for menneskesmuglere, og så er lysten til at begive sig ud på den farefulde færd over Middelhavet nok svundet noget ind ved udsigten til alligevel at blive sendt retur til Tyrkiet.

Men det er det – siger Gerald Knaus – der i virkeligheden blot er et fatamorgana. En forestilling, som både Europa (der er glad for at få langt færre flygtninge og migranter) og Tyrkiet (der er glad for at få mange flere penge) har en interesse i at opretholde, men som dækker over, at aftalerne i virkeligheden slet ikke er blevet overholdt.

Her er, hvad der i virkeligheden er foregået siden marts 2016, som Gerald Knaus beskriver det:

Det begyndte egentlig fint, i månederne efter aftalen blev indgået. Der blev ret hurtigt sendt nogle større grupper af afviste asylansøgere retur, og embedsmænd fra hele EU – franske, danske, svenske, hollandske – blev sendt til de græske øer for at hjælpe med at håndtere sagsbehandlingen,” siger han:

De tilrejsende embedsmænd blev sat til at udføre dybdeinterviews med de ankomne, som de normalt ville have gjort i deres egne lande, og i langt de fleste tilfælde lød afgørelsen, at folk ikke var berettiget til asyl og derfor burde returneres.

Så langt så godt. EU-cheferne dunkede hinanden i ryggen, og roen lagde sig over Europa.

Fakta. I 2015 ankom godt 885.000 flygtninge og migranter til Europa via den såkaldte østlige Middelhavsrute fra Tyrkiet - i 2017 var antallet nede på omkring 30.000 mennesker.

Men det viste sig ganske snart – det har vi bare ikke hørt så meget om på disse breddegrader – at burde sendes retur ikke var det samme som at kunne sendes retur. Da de første måneder var passeret, og det nye system begyndte at fungere i praksis, begyndte de græske myndigheder nemlig at omstøde størstedelen af afvisningerne. Og det med ganske god grund, siger Gerald Knaus.

De græske myndigheder gjorde sådan set bare deres arbejde. Det stod godt nok i aftalen med Tyrkiet, at tyrkerne skulle garantere acceptable vilkår for de returnerede asylansøgere, men hver eneste rapport, der siden er udkommet, beretter det samme: nemlig at folk, der returneres til Tyrkiet, bare forsvinder ned i et sort hul. EU har stort set intet foretaget sig for at sikre, at tyrkerne lever op til deres garantier,” siger Gerald Knaus:

Derfor kan jeg da godt forstå den enkelte sagsbehandler eller dommer i Grækenland.”

Ikke nok med, at de græske myndigheder i cirka halvdelen af sagerne siden marts 2012 har givet asylansøgere lov til at blive i Europa, fordi de ikke kan forsvare at sende dem retur til Tyrkiet: Den anden halvdel – de afviste – har naturligvis appelleret, og her bryder illusionen om den nye europæiske mur” for alvor sammen. Da Knaus for nylig besøgte den græske ø Chios, der blot ligger syv kilometer fra den tyrkiske kyst, gav chefen for asylmyndigheden ham følgende urovækkende tal:

Appelsystemet kan kun håndtere cirka 100 afgørelser om måneden, så hvis alle appellerer, så har du altså et system, der effektivt kun kan returnere 100 mennesker om måneden til Tyrkiet, svarende til det antal nye ansøgere, der ankommer hver eneste dag,” siger Gerald Knaus.

Det passer meget godt med de officielle tal, der siger, at der, siden Tyrkiet-aftalen blev indgået for to år siden, kun er blevet returneret 1.500 mennesker til Tyrkiet.

Endelig har EU-landenes solidaritet ikke helt stået mål med de flotte ord om at ville fordele flygtninge fra såvel Grækenland som Tyrkiet mellem sig. Ud af de 66.400 asylansøgere, de øvrige EU-lande har forpligtet sig på at genbosætte fra Grækenland, er blot 21.703 blevet genbosat, og det er udelukkende asylansøgere, der er registreret, før Tyrkiet-aftalen trådte i kraft.

Summa summarum så er der, siden aftalen blev indgået, ankommet cirka 56.000 mennesker til de græske øer. Cirka 12.000 mennesker sidder fortsat i venteposition i forfærdelige og overfyldte lejre på de græske øer, men langt størstedelen er – som Gerald Knaus beskriver det – bare forsvundet ind på det græske fastland eller ud i Europa.

Man kan sige, at aftalen har virket, i den forstand at vi har skræmt folk fra at flygte til Europa. Det minder om den australske strategi, hvor man truede folk med at isolere dem på en forfærdelig ø langt fra den australske civilisation,” siger Gerald Knaus: Men i virkeligheden er, at systemet de facto er brudt sammen, og vi er allerede begyndt at se, at antallet af asylansøgere er begyndt at vokse igen. Og der er en betydelig risiko for, at det antal vil stige dramatisk.”

KONTROVERSIELGerald Knaus er blevet angrebet af både det yderste højre og det yderste venstre - selv mener han, at hans løsning kan samle europæerne Foto: Maria Sturm / Zetland

Det kunne lyde, som om det er selve strukturen i Tyrkiet-aftalen, den er gal med, men spørger man arkitekten, så lyder forklaringen – måske ikke overraskende – at det skyldes elendige politikere. Det er derfor, Gerald Knaus stadig rejser rundt og forsøger at redde aftalen.

Samme dag som vi mødes i Berlin, har han deltaget i et morgenmøde i Hamburg med hele redaktionen på den tyske avis Der Spiegel, der med seks millioner læsere og stor international gennemslagskraft er Tysklands mest indflydelsesrige medie. Han har så langtfra opgivet at få aftalen til at fungere.

Det er dybt frustrerende. Aftalen kunne have virket, hvis EU og grækerne havde været deres ansvar voksent. Den kunne have reddet det europæiske asylsystem. Det kan den stadig.”

Det, han rejser rundt og prædiker i disse måneder, er, at aftalen skal gennemføres, som den oprindeligt var tænkt, og siden kopieres til andre lande:

Europæerne bebrejder grækerne, grækerne bebrejder tyrkerne, tyrkerne bebrejder europæerne. Men det er ikke vanskeligt. De skal bare få det til at fungere,” siger han og peger på tre områder, hvor man akut skal sætte ind:

  1. Sikre ordentlige vilkår for afviste asylansøgere, der returneres til Tyrkiet
    Vi må have folk på jorden i Tyrkiet og en ombudsmand, der kan varetage rettighederne for hvert eneste individ, vi returnerer til Tyrkiet.

  2. Gøre modtagecentrene i de europæiske lande mere effektive
    Vi skal samle ressourcerne om at træffe hurtige asylafgørelser i lande som Grækenland, Italien og Spanien, så de her mennesker slipper for at lide i uvished i månedsvis og årevis.”

  3. Stå sammen om en solidarisk fordeling af registrerede flygtninge
    De liberale EU-lande kan ikke vente på, at et land som Ungarn vil tage flygtninge. Dem om det. De lande, der har en samvittighed, må gå forrest.”

Det sidste er centralt, siger han. Måske det vigtigste. I hans øjne kan Tyrkiet-aftalen hverken – som den oprindeligt var tænkt – tilskrives en højre- eller venstreorienteret tankegang.

Der er mange lande, der føler, de har en moralsk forpligtelse til at tage flygtninge. Det står ikke i modsætning til at mene, at man skal reducere de illegale strømme.”

Aftalen var snarere et opgør med et perverst’ system:

Husk lige på, hvordan det gamle system fik de forskellige EU-lande til at kæmpe om at tilbyde asylansøgere de værste tænkelige forhold for at lokke dem til at søge mod nabolandet i stedet. Så skruede Danmark lidt ned for lommepengene, så lukkede svenskerne broen, så forsinkede østrigerne sagsbehandlingen, så gjorde tyskerne det sværere at få familiesammenføring,” siger han:

Vores idé var sådan set, at vi kunne give præcis lige så mange mennesker beskyttelse som før – bare på en mere værdig måde.”

Det – tror han – er noget, som store dele af Europa vil kunne samles om på tværs af politiske tilhørsforhold.

Det kan godt være, at en mand som Viktor Orban i Ungarn har fået overbevist sit folk om, at arabere og afrikanere er begyndelsen på enden, men jeg tror, at borgerne i lande som Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig og Sverige gerne vil vise anstændighed og hjælpe mennesker på flugt,” siger han.

Fakta. Gerald Knaus har selv grundlagt tænketanken European Stability Initiative, der er specialiseret i udviklingen i det sydøstlige Europa og finansieres af alt fra svenske udviklingsmidler til donationer fra den kontroversielle multimilliardær George Soros.

Lige nu og her, som tingene står, kan han nu selv blive i tvivl om, hvorvidt han og hans tænketank (ESI) – med deres plan, der blev til Merkels plan, der blev til EUs plan – reelt har bidraget til at gøre verden til et bedre eller et værre sted. Han forstår godt, at temperamenterne er i kog, når man ser, hvordan Tyrkiet-aftalen er endt i praksis.

Jo, ifølge Knaus har den historisk store pulje penge, Tyrkiet – som en følge af aftalen – har fået, gjort en enorm forskel” for uendeligt mange flygtninge og migranter. De titusindvis af flygtninge og migranter, der forsøger at bruge Tyrkiet som transitland for at komme til Europa, er nemlig et mindretal. De flygtninge og migranter, der opholder sig i Tyrkiet i håb om en dag at kunne vende tilbage til særligt Syrien, skal tælles i millioner:

Tre millioner flygtninge i Tyrkiet har fået mulighed for at leve et lidt mere anstændigt liv. En million mennesker modtager socialhjælp fra EU-støtten gennem et kontantkorts-program. Mange flere børn går i skole end før, flere har adgang til sundhedshjælp,” siger han.

Men jo – erkender han – en del politikere har også brugt Tyrkiet-aftalen til at legitimere et opgør med konventionens ord om, at man aldrig bare kan vende ryggen til et menneske på flugt.

Gerald Knaus vil helst ikke have, jeg gør for stor en ting ud af malingen, der er blevet kastet mod bygningen, hvor ESI holder til – eller nogle af de andre trusler, han jævnligt modtager som tak for sit bidrag til at løse flygtningekrisen i Europa.

Det er intet imod, hvad politikerne jævnligt udsættes for, mener han, og så er det i hans øjne udtryk for en forvirring i det politiske landskab”, at han netop nu er under beskydning fra den yderste venstrefløj.

Det er ret morsomt, fordi jeg i mange år er blevet angrebet af højrefløjen for at være muslim-elsker, og selv om nødhjælpsorganisationer og andre NGOer har ret, når de kritiserer implementeringen af den her aftale, så er sandheden, at uden den her aftale så er der ikke noget asylsystem.”

Med det mener han, at intet land i Europa i disse år er indstillet på at vende tilbage til en situation som i 2015, hvor hundredtusindvis af flygtninge og migranter vandrede op gennem Europa – som vi så det på de danske motorveje i nogle dramatiske sensommerdage. Gerald Knaus siger:

Enten står vi sammen om at få den her aftale til at fungere, eller også er det ragnarok. Der er ikke noget land i Europa, der igen vil lokke desperate flygtninge og migranter ud i faldefærdige joller på Middelhavet. Der er ikke noget europæisk land, der igen vil åbne passagen op mod Tyskland og Sverige.”

I sidste ende er der ikke noget europæisk land, der igen vil forære den ekstreme højrefløj i Europa så overbevisende argumenter, som man har gjort de seneste år, mener Gerald Knaus:

Det er den virkelighed, man må forholde sig til. Det må aldrig igen se ud, som om de på den yderste højrefløj er de eneste, der har en plan.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem