Da jeg var 16, gik jeg i moské hele tiden, da jeg var 27, tog jeg til min første fest. Nu ved jeg ikke, om jeg er fri eller fortabt

NYE TIDERI dag bor Ayan Yasin i København. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Nogle opdagelsesrejser ender aldrig. Ayan Yasin var 27 år, skilt, mor til to og grundlæggende forvirret om sin muslimske identitet, da hun tog på en rejse i Egypten. Her begyndte hendes udgave af en moderne frigørelseshistorie, der ikke gjorde hende mindre forvirret. "Hvem er jeg egentlig," skriver hun her, "hvis jeg lægger doktrinerne til side?"

JEG FINDER EN TOM BÆNK at sidde på, stiller mine kufferter og ser ud på den store flyvemaskine. Egypt Airline” står der på den. Jeg er spændt. Det er sommeren 2017, og det er nu, i mit 27 år lange liv, at jeg for første gang skal rejse helt alene.

Jeg taler i telefon med min somaliske veninde. Hun spørger, om jeg glæder mig til at komme til Cairo, og om jeg er spændt på at møde fyrene dernede. Jeg fortæller hende, at jeg stadig er i tvivl om mine seksuelle præferencer. Jeg ved ikke, om jeg er til hvide, gule, brune eller sorte mænd, eller om jeg overhovedet er til mænd.

Hun siger med en autoritativ stemme, at jeg helt sikkert ikke er homoseksuel. Jeg siger, at det kan vi ikke udelukke, for jeg har kun været i ét forhold hele mit liv. Hun afbryder min talestrøm og siger, at jeg bliver nødt til at lægge den tanke fra mig. Jeg føler mig tvunget til at finde et stærkere argument. Jeg forklarer hende, at hvis jeg er homo, så kan jeg jo spare penge på tøj og sko. Hun spørger, hvor jeg har det fra. Jeg svarer hende, at jeg jo så kan dele hendes tøj og sko, fordi vi begge to er kvinder. Altså såfremt vi bruger samme størrelse.

Min veninde siger, at hun ikke gider deltage i min ret sent opståede identitetsforvirring, og at jeg bare skal sende hende en sms, når jeg lander.

OTTE ÅR TIDLIGERE blev jeg gift. For seks år siden blev jeg mor for første gang og for fire år siden for anden gang. Sidste år fik jeg afleveret mit speciale i psykologi og arabisk om migration blandt somaliere, og to måneder senere blev jeg skilt. Sidste uge havde jeg sidste arbejdsdag som adjunkt på et handelsgymnasium, og i dag skal jeg på sprogophold i Cairo sammen med andre internationale studerende.

Sprogrejsen varer to måneder, og den skal hjælpe på mit haltende arabiske, men ikke kun det. I Egypten vil jeg udvide min horisont, bevæge mig uden for min komfortzone. Følge nye regler og ignorere andre. Det har jeg på forhånd besluttet.

Min private verden har indtil videre været overvejende brun, dikteret af religiøse doktriner og kulturelle forventninger. Aldrig har jeg – haft tid til – at stille mig selv spørgsmålet:

Hvem er jeg egentlig, hvis jeg lægger doktrinerne til side?

Vil jeg være principløs?

En fortabt sjæl?

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. Imens tager nyhedspodcasten Helikopter sig som altid af dagens store historie. God fornøjelse.

DET BEGYNDER MED, at jeg møder en lyshåret englænder, der er næsten to meter høj og går under navnet Simon. Eller det vil sige, at egentlig hed han noget andet, men jeg har anonymiseret navnene i den her fortælling. Simon er en af dem, jeg skal bo på kollegie med. Så møder jeg Hang fra Kina, der læser arabisk på Edinburgh Universitet sammen med Jessica fra Texas og Samuel fra Massachusetts. Lacour, en fransk konvertit, og Michael, en bankmand fra Australien, der for nylig har fået interesse for det arabiske sprog. Michael har boet længst tid på kollegiet, men har valgt at flytte ud og dele lejlighed med lokale egyptere.

En aften sidder vi på en rooftop i Zamalek og nyder solnedgangen over Cairo. Langt under os forsvinder Nilens strøm ud i horisonten. Vi piger spiller Heads Up!, mens Samuel og Michael spiller brætspil. Michael spørger, om vi kommer med til hans indflytterfest, som han holder senere på ugen. De mumler i munden på hinanden, og på ingen tid er opgaverne fordelt. Michael fanger mit blik og spørger med et smil på læben, om jeg også kommer med. Jeg svarer, at jeg selvfølgelig kommer med, selv om jeg aldrig har været til fest før. Jeg kan mærke nervøsiteten i min mave, og jeg kan høre min mors stemme. Alkohol! Mænd! Musik! Opskriften på en somalisk forfaldshistorie og begyndelsen på et relativt dårligt somalisk CV.

Men hvad skal jeg have på?

Mit værelse er oversvømmet med tøj, jeg har taget på og af. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke ejer et skema for festtøj, og sidder fortvivlet tilbage på min seng. Jessica kommer ind på mit værelse – i særligt højt humør og siger, vi skal gå, nu! Jeg smider tørklædet rundt om hovedet og vælger min lange blå kjole fra Magasin.

JESSICA OG JEG mødes med de andre, der står med sorte poser i hånden, og vi går sammen op på tredje sal, hvor Michael bor med to egyptere. En ung mand og en pige, der venter på sit amerikanske visum, så hun kan flytte til USA og blive gift med sin forlovede.

Festen foregår i et stort, mørkt, brunt værelse. Musikken spiller højt i baggrunden, og der er et tyndt lag af røg i luften. Jeg kigger efter en røgmaskine – det perfekte indslag til festen, tænker jeg, men jeg kan ikke finde den. Jeg går lidt rundt i lejligheden og ser ansigter, jeg ikke kan genkende. Mine nye venner sidder rundt om et bord og spiller Cards against Humanity. Jeg kender ikke spillet, men spørger, om jeg må være med. De afviser mig som en ung perkerdreng foran et dansk diskotek med ordene: Dette spil er ikke noget for dig, kære.

Jeg finder Michael, der sidder i et hjørne og ruller en cigaret. Jeg går nærmere og opdager, at cigaretten er mindre end normalt. Måske er smøgerne i Cairo meget mindre. Han tager den op og slikker på den. Jeg spørger ham, hvad det er. Han stopper og kigger op på mig. Han ligner en, der har set et spøgelse og spørger med den tykkeste australske accent, om jeg laver sjov med ham. Der er en akavet stilhed. Michael fortæller at det er en joint. En joint? Jeg kommer i tanke om alle de highschool movies, jeg har set i min tidlige ungdom. En joint? Er det det samme som weed, og hvad er egentlig forskellen på det og marihuana? Jeg stiller Michael spørgsmålene. Han griner og spørger, om jeg har boet i en hule hele mit liv.

JEG VIL NU IKKE MENE, at jeg har boet i en hule. Men siden jeg var 16 år, har jeg gået i moskéen. Særligt én somalisk moské, som ikke er en moské på papiret, men et foreningssted. Bøn og religiøse skrifter, forkyndelse og stræben efter point til det næste og evige liv var en del af hverdagen. Sådan var det, indtil jeg, kort inden min sprogrejse, brugte seks måneder af mit studie på at forske i det somaliske mindretal i Danmark og deres tilhørsforhold til dette land.

Jeg fandt ud af, at jeg vidste mere om det arabiske landskab i 600-tallet end det danske samfund, som jeg færdes i til daglig. Mænd som Husserl og Rousseau samt konceptuelle begreber som placeboeffekt rykkede pludselig ved mine egne tanker om tro.

Noget inde i mig gik i stykker, og jeg ved stadig ikke hvad. Måske var det min naive forestilling om verden. Måske er jeg blevet rørt’ af djævelen. Min mor vil nok mene det sidste.

MICHAEL BLIVER FÆRDIG med at rulle sin joint, og efter noget tid sidder vi alle sammen på en lukket balkon, og jointen går på runde. Den når til Hang og springer så mig og en ung egyptisk mand over. Vores blik fanger hinanden i den fælles afvigelse fra normen. Han spørger, om jeg vil med i køkkenet og have noget te. Jeg svarer højtideligt shukran, som betyder tak på arabisk.

Egypteren går i køkkenet og sætter kedlen over, og jeg står ved dørtrinnet og observerer. En fremmed følelse opstår i mig. Alt foregår langsomt, og jeg bliver lige pludselig meget fokuseret på hans biceps. Og så: lettelse. Gudsketakoglov – eller alhamdulillah, som det hedder på arabisk. Jeg er ikke homoseksuel. Og jeg rammes ikke af væmmelse som førhen. Her står jeg og er tiltrukket af en mand.

Vi sætter os i stuen og taler. På egyptisk, og jeg slår hvert tredje ord op. Det er en krævende samtale, men ikke desto mindre er den spændende. Han fortæller mig, at han til daglig spiller professionel fodbold, og at han har store fremtidsvisioner. Jeg kigger op mod de andre, der står og danser, og jeg ser Hang. Jeg kan ikke se, om hun griner, eller om hun græder. Hun fortalte godt nok om nogle kæresteproblemer, men jeg er i tvivl, om jeg skal gå hen og trøste hende. Hvad nu, hvis hun har det sjovt? Jessica, der er katolsk opdraget, bekender, at hun aldrig kan slippe for den dårlige samvittighed over sine synder. Jeg føler en vis forbindelse der. Jeg kommer vist også i helvede for dette.

Den unge egyptiske fodboldspiller spørger, om jeg vil med ind på det store soveværelse. Jeg tænker, det er en genial ide, fordi det er det eneste rum med aircondition. Vi følges ned ad den lange gang, og Jessica kigger skeptisk på mig. Jeg går ind på værelset, stiller mig under airconditionen og ser i hans bogsamling, om der er nogle bøger, jeg kan genkende. Michael kommer farende ind på værelset og beder mig prompte om at følge med ham. Jeg kigger på ham. Jeg tænker, at jeg godt kan genkende det adfærdsmønster. Mænd, der kontrollerer, føjelige kvinder.

JEG FØLGER MIN HVIDE PATRIARK ud af værelset og ud på balkonen. Sætter mig ned. Lacour spørger, om jeg hygger mig. Jeg smiler og siger, at her er ganske hyggeligt. Han svarer, at klokken er ved at være to om natten, og om det ikke er en god idé, hvis vi finder vejen hjem inden morgenbønnen. Jeg tager min taske og siger til de andre, at de nok også skal følges med os hjem, da det er forbudt at gå beruset i Cairos gader. Den unge egyptiske fodboldspiller spørger, om jeg skal hjem, og jeg svarer ja. Han spørger, om han må få mit nummer.

Få mit nummer. Det er der ingen fyre, der nogensinde har spurgt mig om før. Min eksmand fik mit nummer af sin kusine. Jeg giver egypteren mit WhatsApp-nummer, og jeg sætter kursen mod lejligheden.

Næste morgen vågner jeg til en godmorgen-besked på egyptisk, og jeg får et smil på læben. Om nogle timer skal jeg mødes med to veninder, hvoraf den ene går med niqab og den anden med chador. Mine veninder og jeg skal ud og se pyramiderne, og jeg har under hele turen min telefon i hånden og skriver beskeder. Min veninde spørger, hvem det er, der er mere interessant end de gamle historiske monumenter.

I en ekstase som hos en nyforelsket teenager fortæller jeg hende om den unge egyptiske fodboldspiller, der ikke røg en joint, der ikke drak alkohol og lavede den kop te, og ja, den der biceps. Jeg fortæller hende, at han muligvis kommer forbi senere i dag efter sin træning. Hun insisterer på at møde ham, og jeg opgiver at stride imod efter et par indvendinger.

Klokken er ved at være otte om aftenen, og min veninde og jeg sidder i stuen og venter. Der kører tusind tanker i hovedet på mig. Han skriver, at han er der lige om lidt, og jeg svarer, at han skal huske sit ID, fordi vi har vagter udenfor. Jeg kan høre hans skridt, og jeg tænker på min nye familiekonstellation. Tænk, at mine børn skal have en egypter som stedfar. Og hvad var det nu med de nye regler for familiesammenføring? Gud, Støjberg. Støjberg, for fanden! Det banker på. Jeg åbner døren.

Jeg bliver omfavnet. Hans erigerede lem presser mod min krop. Jeg skubber ham fra mig. Ham, der står foran mig, ligner et behåret, forvokset barn. Jeg kan genkende ham, uden det rigtig er ham. Jeg bliver opmærksom på min veninde, der griner. Højlydt. Jeg står stadig ved døren, byder ham velkommen og spørger, om han vil have saftevand. Han takker ja og sætter sig på sofaen. Min veninde forsøger stadig at tage sig sammen og opføre sig nogenlunde civiliseret, og han spørger på egyptisk, om hun er okay.

I KØKKENET BLANDER JEG saftpulveret med vand. Jeg forsøger at samle mine tanker og får en sms fra Michael om, at gruppen spiser sen aftensmad på den yemenitiske restaurant, og om jeg ikke lige kan møde dem. Jeg siger til egypteren, at jeg har glemt, jeg har en aftale, og at jeg i øvrigt ikke må få gæster efter klokken 20. Jeg siger undskyld, og at jeg virkelig beklager. Det er fuldstændig min fejl, og jeg er ked af det. Han drikker sit saftevand færdig og spørger, om han må komme igen. Jeg smiler og giver ham et high five.

Mine nye venner sidder og venter på mig. Den yderste plads ved bordet står tom. Jeg kommer i tanke om de familiemøder, min mor indkaldte til, da jeg var yngre. Jeg sætter mig ned og spørger, hvad der foregår. Michael begynder. Han spørger, hvad der skete i går. Jeg sidder fortvivlet tilbage og siger, at ingenting skete. Michael spørger, om Muhammed ikke kom forbi min lejlighed i dag. Så kommer jeg i tanker om, at de to deler lejlighed. Jeg svarer, svedig i håndfladerne, på panden og på ryggen, at det gjorde han, men at han lige var gået. De griner lidt nervøst. Alle sammen. Jeg kan ikke afkode, hvad der foregår. De spørger, om jeg ved, hvor gammel han er.

Jeg svarer, at alder ikke rigtig kom på tale. Michael kigger på mig og siger, at Mohammed kun er fucking 16 år. Jeg kigger rundt på dem og siger, at det er ikke, hvad det ser ud til. Og at jeg kan forklare, wallahi

OM MORGENEN DEN EFTERFØLGENDE ONSDAG sidder jeg i den sorte London-taxi på vej til lufthavnen og på vej hjem til Danmark. Jeg sidder alene på bagsædet og kigger ud mod det brune landskab. Solen er ved at stå op, og stræderne er tomme for mennesker. Stilheden matcher ikke min larmende indre tvivl.

Tvivlen har ikke været tavs siden. Jeg er ikke homo. Men hvem er jeg så?

Måske er jeg fortabt.

Måske er jeg fri.

Måske er det det samme.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem