Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Engang vrimlede det med hybenhjerter, viltre svaler og brede bøge i den danske sang. Så hvor forsvandt digte om naturen hen?

HVAD VAR DET DOG, DER SKETE?Sange om naturen spillede engang en helt fundamental rolle for Danmark. Sådan er det ikke helt længere. Foto: Preben Madsen, Ritzau Scanpix / Illustration: Maria Tran for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Det var den danske naturdigtning, der trak nationens selvfølelse op af sølet efter nederlag på nederlag i 1800-tallets krige. I sange og digte blev naturen et spejl at se dansk identitet gennem, men i dag er strande, skove og dyr stort set forsvundet ud af vores poetiske sprog. Så hvad betyder det, at ingen længere skriver kærlighedshymner til den danske natur?

I sne står urt og busk i skjul, det er så koldt derude og sikkert også vindblæst, men så er det alligevel ikke værre, for der er også liv, en lille fugl, der sidder på en kvist ved den frosne rude og synger. Modstillingen er klar, der er mørke og lys, kulde og varme. Efter det ene kommer det andet.

B.S. Ingemann skrev sit digt i 1831, og dengang var der brug for, at han gjorde det. Danmark havde tabt flåden til England i 1807, var gået statsbankerot i 1813 og havde mistet Norge i 1814, den tidligere stormagt var fundamentalt i krise, både politisk, økonomisk og helt grundlæggende i forhold til dens selvforståelse og nationale identitet, men her kom Ingemann og skrev, at der også var en fremtid. Mørke og lys kæmpede bestandig mod hinanden, det var hans fortælling om verden, som han så den, men lyset ville sejre.

Det var naturen, den lille fugl på kvisten, som Ingemann lod repræsentere Danmark i I sne står urt og busk i skjul, og dermed skrev han sig ind i en tradition, der var med til at bygge et nyt nationalt fællesskab i netop de år af danmarkshistorien. Efter de mange nederlag blev naturen ophøjet og romantiseret, for den var trods alt noget, vi stadig havde, noget, man endnu ikke havde taget fra os, og først og fremmest var den dansk, herfra vores verden gik. Sådan blev det nødt til at være. Vi havde ikke længere så meget andet at gøre godt med.

Det var hyldestdigte, en lovprisning af den natur, vi er omgivet af, og som vi er bundet til. Det, som giver os mulighed for vores sande identitetsudfoldelse. En helt tydelig nationalromantisk forståelse af naturen,” siger Jørgen Carlsen, formand for Højskolesangbogsudvalget og tidligere forstander på Testrup Højskole. Naturen, den danske natur, ophøjede man til at være det nærmeste, man kom paradis på jord. Jeg tror ikke, man i Højskolesangbogen finder hverken neutrale eller kritiske beskrivelser af naturen. Det er lovprisende hele vejen igennem,” fortæller han, og det hænger selvfølgelig sammen med kærligheden”. Kærligheden, siger Jørgen Carlsen, er aldrig neutral.

Sådan var det dengang, men sådan er det ikke så meget længere. Sangene, vi synger med på, når vi hører dem i radioen i dag, er ikke hyldester til den ophøjede danske natur (selv om der selvfølgelig findes nogle moderne sange om den), de bygger ingen nationsforståelse gennem billeder af små fugle, der trodser kolde vintre. Vi diskuterer danskhed og leder efter de helt rigtige definitioner af, hvad vores nationalidentitet egentlig består af i alle mulige afkroge af vores kultur, men naturen, det, der engang var med til at definere og redde os, er sjældent i spil længere, når vi synger om, hvem vi er.

Vores sprog for naturen er i det hele taget på tilbagetog. I en undersøgelse, min kollega Jonathan Tybjerg og jeg bad analyseinstituttet DMA om at lave for nogle uger siden, troede 22 procent af den yngste generation eksempelvis, at fladfisken rødspætte er en fugl. Under halvdelen af de unge kunne genkende bladet fra et egetræ, under en fjerdedel kunne genkende en gederams. Biologer og naturformidlere fortæller historier om hullerne i danskernes viden, især blandt de yngre.

Så altså. Noget forsvandt på vejen fra Ingemann til P3. Spørgsmålet er, hvor naturen blev af, og hvad det betyder for os, at den gjorde det.

I Jeppe Aakjærs ‘Stille, hjerte, sol går ned’ fra 1912 står storken i reden, mens humlebier summer over den jyske hede. Digtet, der fik sin melodi tre år senere, handler om en verden, der nu er tabt, for hvor der var hede, er der i dag mark, og storken er der ikke mange af tilbage. Illustration: Maria Tran for Zetland

Vi har nærmest altid sunget om den danske natur, i begyndelsen også af rent praktiske årsager. Sangene om markerne, der skulle mejes på det helt rigtige tidspunkt, fungerede som påmindelser om, at det skulle gøres, men skal vi slå ned på et tidspunkt, hvor det især giver mening at tale om natursangene som særligt identitetsskabende, så skal vi, i hvert fald ifølge Jørgen Carlsen, nok netop kigge på B.S. Ingemanns tid. Det er den, der bliver kaldt guldalderen.

Man forbinder naturen med hjemstavn og ser det i modsætning til det fremmede,” siger han. Simpelthen.”

Der findes en slags oprindelsesmyte om den danske folkelige fællessang i guldalderen, en meget konkret fortælling om, hvor og hvornår den blev født. Det skete, altså ifølge nævnte myte, den 17. oktober 1838, da digterpræsten Grundtvig, efter i øvrigt at have været censureret på grund af en injuriesag, holdt en offentlig forelæsning på Borchs Kollegium i København.

Grundtvig talte om krigene mod England (dem med Slaget på Reden, bombardementet af København, tabet af flåden og så afståelsen af Norge) i begyndelsen af århundredet, og især fremhævede han den danske søhelt Peter Willemoes, der blev fremstillet som modig og dristig og som nærmest legemliggørelsen af den danske fædrelandskærlighed. Willemoes døde i et søslag ved Sjællands Odde i 1808, og Grundtvig afsluttede sit foredrag ved at citere fra sin egen tekst på Willemoes’ gravsten: Danske af tunge, af æt og af id. Thi skal de nævnes i løbende tid, fædrenes værdige sønner.” Da han var færdig med det, var der helt stille i salen, indtil der ikke var det mere. Pludselig begyndte tilhørerne at synge Grundtvigs sang om Willemoes, Kommer hid, I piger små!, og en af dem, der sang, en Frederik Barfoed, skrev dagen efter en artikel om øjeblikket i avisen Kjøbenhavnsposten:

Men, endnu er min Fortælling ikke endt; thi jeg maa endnu give Dem et glædeligt Bevis paa, at Nordens Aand ikke er uddød, at den endnu lever kraftig hos dens Sønner og kun behøver at anslaas, behøver kun et vinget Ord fra den begejstrede Taler, for at blive sig selv og sin Glæde over sig selv bevidst,” skrev Barfoed, og så er det måske lige før, man selv mærker denne Nordens ånd og glæden over sig selv og noget, der kunne fylde det tomme hul i folkesjælen efter de her traumatiske år. Han skrev videre:

Og det var uden Forudaftale, at denne Kæmpevise blev afsungen; Trangen dertil fyldte hver Sjæl, da Grundtvig havde udtalt, og der behøvedes kun en enkelts Opfordring, for at den tætte Masse med den elskede Skjald og Lærers egne Ord skulde bringe ham sin hjærtelige Tak.”

Frederik Barfoed sluttede med et retorisk spørgsmål:

Og behøver jeg at skildre Dem Klyngens Stemning under og efter Sangen, da Grundtvig dybt bevæget atter besteg Katederet og bragte os sin Tak?”

Nok ikke.

Da højskolerne i årene, der fulgte, begyndte at dukke op rundtomkring i Danmark, blev sangene om Danmark og danskerne vigtigere endnu. I 1859 skrev en P. Bojsen, højskolelærer ved den helt nye højskole i Uldum, til en ven om sine elever:

Jeg synger paa Kraft med dem, og de brøler med, saa det dundrer; jeg formaner dem til, at de endelig maa synge fra Leveren, selvom de ikke kan gøre det bedre end Nattens Ugler. I Skolestuen er der altfor lavt til Loftet; Tobaksrøgen og Dampen af de mange Mennesker samler sig under Bjælkerne og drypper ned igen; allerværst er det paa Katederet, saa jeg undertiden maa tage Regnkappe paa; men det gør ingenting; her er Stemning og altid godt Humør – det er Hovedsagen.”

Sangene om Danmark, især den danske natur, som guldalderdigtere som B.S. Ingemann og H.C. Andersen skrev, satte ord til det nationale behov for at høre til i en vild og usikker tid. Andersen skrev i 1829 i Hist, hvor vejen slår en bugt, at drengen er så frisk og sund, æblekinden rød og rund”, og idyllen var ikke til at skære igennem, men det var der altså også brug for. Under Treårskrigen omkring midten af århundredet fik den folkelige fællessang sit helt store gennembrud, igen af nød, for eksempel beskrev forfatteren J.P. Trap det i foråret 1848 sådan her:

Det var paa denne Tid, at de danske Fædrelandssange begyndte at lyde gjennem vore Gader i Aftenstunden af store Skarer, der dels hørte til de nys udskrevne Soldater, dels ogsaa til andre Folkeklasser, der var grebne af Fædrelandets truende Stilling og af Begeistring for den forestaaende Kamp. Nu begyndte Folkeviser at blive udbudne til Salg. Den første noget nær var vel Kaalunds Sang til det danske Folk: Opmand Dig, Du Danske!

Fællessangen blev altså et nationalt anliggende, den handlede om Danmark, om, hvad Danmark var og skulle være i en foranderlig verden, og den var virkelig foranderlig. Med indførelsen af folkestyret i 1849 skulle magten pludselig fordeles blandt flere, end den plejede, og både skolelærere og præster brugte fællessangene til ligesom at synge forståelse ind i almuen. Som Inge Adriansen, ph.d. i nordisk folkemindevidenskab, for et par år siden skrev i en afhandling om sangenes rolle for nationens opbygning

Denne forståelse kunne hjælpes på vej gennem oplysende foredrag, men den kunne også synges ind i bevidstheden, så den kom til at ligge som en ubevidst viden, en førforståelse’. Når man deltog i fællessangen, blev man en del af en syngende skare, som gjorde sangens ord til sine egne.”

Centralt i disse sange stod den særligt danske natur, som altså blev billedet på nationen, der igen skulle rejse sig og det forhåbentlig snart. Spørgsmålet er så, om de mange sange om dansk natur og kærligheden til den var et eksempel på kulturpolitisk spin-strategi anno 1800-noget, men det kan man ikke sige med sikkerhed, mener i hvert fald Jørgen Carlsen.

Men de facto kommer de her sange af H.C. Andersen, Grundtvig, Blicher, Ingemann og så videre jo til at fungere nationsopbyggende, ingen tvivl om det. Jeg tror ikke, man forsøgte at skabe en konstruktion, hvor det nye Danmark nu skulle synges frem, men det var ikke desto mindre det, der skete.”

I ‘Jeg er havren’, skrevet af Jeppe Aakjær i 1916, fremstår naturen nærmest mere poetisk end det menneske, der dyrker den. Havren, der er digtets fortæller, er i hvert fald meget optaget af naturens lyde, for eksempel dem fra lærker, humlebier og ryler. Illustration: Maria Tran for Zetland

I dag, når Morten D.D. Hansen, biolog og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, går tur ved de danske fjorde, så tænker han på Det lysner over agres felt af digteren Ludvig Holstein. Især hvis solen skinner, det er klart, det ligger lidt i titlen.

Jeg er vokset op med de her sange, og de har været med til at åbne mine øjne for sanseligheden i naturen,” siger han. Virkelig.”

I digtet, som Holstein skrev i 1915, beskriver han en vandretur i det dejlige efterårsvejr, hvor han går og ser på markerne, der er ved at blive pløjet, og på de mange farver, den danske natur får om efteråret, for der er både røde rønnebær og brombærrankers mørke glød. Det sætter tanker og følelser i gang, han er både vemodig over og glad for efteråret, der er kommet, og vinteren, der er på vej, det første, fordi sommeren er ovre, men det sidste, fordi de to årstider er nødvendige, hvis alt skal kunne begynde forfra igen til foråret. Teksten er, som Morten D.D. Hansen siger, mere end noget andet sanselig. Det samme gælder hos Kaj Munk:

Når han kan skrive, som han gør,” siger Morten D.D. Hansen om digterpræsten og holder en lille kunstpause. Så begynder han at recitere fra Munks Hvad var det dog, der skete? ‘Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smeltes ved at se det, den første dag i marts.’ Ikke også? Det er sindssygt sanseligt skrevet, men det ser vi ikke rigtig mere. Hvis nogen beskriver naturen i musikken i dag, så er det bare sådan noget med, at fuglen synger. Dengang var der noget … De var sgu gode. Jeppe Aakjær, H.C. Andersen. Frank Jæger. Kaj Munk. De var sgu gode til at få det virkeligt sanselige med.”

Kaj Munks digt fra 1943 om den lille anemone, der var både ukuelig og sikker trods ensomhed og gus”, bliver af mange læst sådan, at blomsten er et billede på Munk selv og Danmark under besættelsen. Den lader sig ikke holde nede: Som om alverdens modgang her har givet den et større værd. En lille amazone. Og dog min anemone som søens bølge skær.”

Morten D.D. Hansen ser også en slags romantisk tabsfortælling i mange af de danske sange om natur. Langt hen ad vejen har man jo hyldet det, der var ved at forsvinde,” siger han. H.C. Andersen skriver det i Jylland mellem tvende have: Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark står.” Det er en hyldest til det landskab, der langsomt forsvinder. Og det er jo egentlig tankevækkende.”

Hvilken følelse giver det dig at gå der ved fjordene og tænke på Det lysner over agres felt’?

Det giver mig en ekstrem sentimentalitet, en følelse af, at jeg er den sidste af min slags,” siger Morten D.D. Hansen. Den sidste, der kan sangene på rygraden, og som bruger dem på den måde. Jeg tror, det er vigtigt, at vi forbliver sanselige omkring det her. Ellers bliver vi bare skide teknikere, som kan sige noget, som at dette er en røllike, og den kan det og det. Vi er nødt til at formidle, hvad det er, naturen fortæller os. Hvad det er for en betydning, den har.”

Thøger Larsen udfører i ‘Danmark, nu blunder den lyse nat’ fra 1914 et sanseangreb, for der er både kukkende gøg og søer blå, lærker og hyld og korn, køer og heste og får på græs. Larsens hyldest til den lyse sommernat var en lejlighedssang til vennen Jeppe Aakjær. Illustration: Maria Tran for Zetland

Omkring århundredskiftet skete der igen noget, hvad angik det poetiske sprog om Danmark og det, der var dansk. Nu skrev Jeppe Aakjær og Thøger Larsen som en del af det såkaldte folkelige gennembrud, der også bestod af blandt andet Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø, en lang række hjemstavnsdigte om bønder, fiskere, arbejdere, provinsen egentlig, for eksempel var der Ole, der sad på en knold og sang, men især var der idyl i den hårdtarbejdende bonde.

I telefonen kan man høre Jørgen Carlsen bladre i Højskolesangbogen.

Jeppe Aakjær er helt fantastisk,” siger han. Hvis du tager sådan en som Der dukker af disen min fædrene jord, så beskriver han en rejse fra Sjælland med hjuldamperen til Aarhus, og der ser han så Jylland i det fjerne, og så er det, han går fuldstændig amok i nostalgi. Det er meget smukt. Bestemt. Det er nummer 367.” Han bladrer og bladrer. Ja, vers fire: Hvad var vel i verden det fattige liv med al dets fortærende tant, om ikke en plet med en dal og lidt siv vort hjerte i skælvinger bandt. Om ikke vi drog fra det yderste hav for bøjet og rynket at stå, og høre de kluk, de mindernes suk fra bækken, vi kyssed som små.’ Altså, det er helt klart, at her bliver naturen ikke bare set som omgivelse, men som hjemstavn. Som noget, man er følelsesmæssigt tilknyttet.”

Thøger Larsen, jyde som Aakjær, så i Jørgen Carlsens ord nærmest erotisk på naturen.

Han var den mest suveræne af de her landskabsdigtere, vil jeg sige. Man ser det både i Danmark, nu blunder den lyse nat og Du danske sommer, men det er næsten endnu tydeligere i hans forårsdigt Nu hælder Europa mod sol igen, jeg ved ikke, om du kender det?”

Nej, det må jeg med skam melde, at jeg ikke gør.

Okay, men så skal du bare høre her. Det er nummer 271. Der emmer det simpelthen af erotik.” Jørgen Carlsen bladrer igen. Jeg skal lige have fundet den.” Og bladrer. Godt.” Så begynder han at recitere og når efter et minuts tid til sjette vers. Og så kommer det: Der fløjter fugl, der summer insekt, der ligger en lykke forborgen. Nu kvinde og hundyr, korn og siv besvangres skal med det evige liv, som vaktes i tidernes morgen.’”

Jørgen Carlsen griner.

Altså, det er nærmest et kosmisk knald, det her.”

Ludvig Holstein skrev ‘Det er i dag et vejr’ i 1903. I digtet er det, som om alt svæver, nu hvor foråret næsten er her. Kvinden, hovedpersonen, køber forårsbebudere i form af hyacinter og er enormt glad for dem, hvilket hendes ven også bliver, da han eller hun til sidst får dem som gave. Illustration: Maria Tran for Zetland

Så sådan var det dengang, spørgsmålet er så, hvordan det er i dag. Naturen findes stadig i dansk litteratur, for eksempel er der Theis Ørntoft, der i sin dystopiske Solar sidste år greb ud efter det efterhånden ret kølige forhold mellem os og vores omgivelser, og går man længere tilbage, var der i 1991 Inger Christensen og hendes Sommerfugledalen, hvor menneskelivet og særligt dets afslutning blev spejlet helt ind i naturen, fra de allermindste celler og til det allerstørste eksistentielle perspektiv. Eller endnu længere tilbage, til Det fra 1969, hvor hun virker til nærmest at være forbundet med naturen i kraft af sit sprog om den:

Jeg ser de lette skyer
Jeg ser den lette sol
Jeg ser hvor let de tegner
Et endeløst forløb
Som om de føler tillid
til mig der står på jorden
Som om de ved at jeg
Er deres ord’

Så noget natur findes stadig i den danske poesi, men alligevel er det slet ikke, som det var engang.

Den danske naturdigtning er ikke fuldstændig forsvundet,” siger Jørgen Carlsen. Men jeg tror, at den oplevede et stort traume i Anden Verdenskrig, som det ragnarok, den var med holocaust og atombomber over Hiroshima og Nagasaki.”

Ifølge Carlsen handler det om en forståelse af menneskets evne til at smadre alt omkring os. Denne evne blev mangedoblet med atombombens komme, og i nazisternes udryddelseslejre så man, hvor destruktive vi kunne være. Måske skal man forstå det sådan, at naturdigtningen blev om ikke desillusioneret, men så i hvert fald vingeskudt, og så kom Den Kolde Krig, og det blev det jo nok ikke bedre af.

Herhjemme fik modernismen for alvor vind i sejlene, og her var naturen noget, der var underlagt menneskets beherskelse,” siger Jørgen Carlsen. Nu oplevede man naturen som noget, der var truet. Vi forstod, i hvor høj grad vi var i stand til at krænke og true naturen.”

Og så ændrede naturdigtningen natur. Så at sige. Nu er vi så der, hvor Nik og Jay har rappet om at se solen gå ned over Bellevue, en østvendt strand nord for København, og hvor vi ellers ikke hører meget til naturen i tidens digte og sange.

I guldalderen, dengang B.S. Ingemann skrev om den lille fugl ved den frosne rude, opererede man med begrebet mimesis, kunsten at efterligne og fremhæve naturen, men den er gået fløjten”, siger Jørgen Carlsen. Det fortæller en del om hele vores relation til det naturlige. Det er et typisk modernistisk træk, at man får et brudfyldt forhold til den umiddelbare natur,” siger han. Der er af et århundrede (også) defineret af krige, atombomber, industrialisering drevet en kile ned mellem menneske og natur. Af civilisationen generelt og en voldsom udnyttelse af naturen sådan mere specifikt. Vi føler os ikke forbundne med den længere, spejlingen i naturen giver ikke mening, som den gjorde engang, og derfor forsvinder den ud af den kunst, vi tyer til, når vi gerne vil sige noget om, hvem vi er. Og som Jørgen Carlsen påpeger, så går den samme udvikling igen i andre kunstarter.

Hvis du ser på malerkunsten, så laves der stort set ingen landskabsbilleder mere, i hvert fald ikke af de kunstnere, som er noget ved musikken. Og sådan er det altså også i vores sange.”

Hvad tror du, det gør ved os?

Jørgen Carlsen tænker ret længe i telefonen.

Ja. Det er et godt spørgsmål.”

Jørgen Carlsen er en underspillet mand.

Det er i hvert fald godt, at vi stadig har de gamle sange. Det vil jeg sige.”


Hvis naturen er forsvundet fra de danske sange, den engang spillede så afgørende en rolle for, så må noget gøres ved det. Derfor vil vi på Zetland (nærmere bestemt jeg, Andreas Thorsen, og Helikopterens huskomponist, Eva Stokkendal) forsøge at skrive en moderne sang til den danske natur og få den med i Højskolesangbogen. Johan Olsen, forsanger i Magtens Korridorer og molekylærbiolog ved Københavns Universitet, har tilbudt sin hjælp som konsulent, og Jørgen Carlsen har lovet at se på resultatet med fair, men kritiske øjne. Du kan høre resultatet af vores bestræbelser senere i denne uge.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: