Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Byggesektoren er den vildeste af alle CO2-syndere, men vi har brug for huse og broer. Så hvad %&# gør vi?

UNDTAGELSENVi råder over løsningerne til at udlede færre eller slet ingen drivhusgasser i transportsektoren, energisektoren, fødevaresektoren og mange andre sektorer. Byggesektoren har et gevaldigt forbehold, og det skyldes især produktionen af stål og cement. Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

For at løse klimakrisen er vi nødt til at ændre byggesektoren. Den tegner sig for de fleste drivhusgasudledninger og rummer de sværeste udledninger at få has på. Disse klimabelastninger stammer fra produktionen af stål og cement. Et mislykket måneeventyr og algevækst fra Østersøen viser nogle af de få, men mest løfterige chancer for forbedringer.

Vi tilhører eliten, men er ikke elitære. Vi er besatte af cifre, men sjove. Vi er skæve, men tiltrækker klodens mest talentfulde hjerner. Sådan lyder ordene, når det tekniske universitet Massachusetts Institute of Technology (MIT) beskriver sig selv. En lidt for overdrevent positiv amerikansk arrogance? Tja, muligvis, men netop i tilfældet med MIT er det vanskeligt at beskylde universitet for at være storskrydende. De har noget at have det i.

Tænk på en opfindelse – bare det første, du kommer på –  der inden for de seneste 150 år på en håndgribelig måde har ændret verden til det bedre. Sandsynligheden taler for, at en eller flere fra MIT har spillet en afgørende rolle. Der er ferritkernelageret, som har ledt til digitale computere. Den kemiske syntese, der var en præmis for kommercialiseringen af penicillin. Navigationssystemet, som muliggjorde rumrejser. Konceptet bag internettet, netværksprotokollerne og forbedringen af litiumbatteriet i din computer eller mobiltelefon, som gør, at du overhovedet kan læse dette –  alt det er frembringelser, vi kan takke MIT-folk for.

Men når MIT selv udvælger sine mest verdensændrende” opfindelser i løbet af sin 150 år lange historie, optræder mange af disse slet ikke på universitetets egen liste. Den er 21 opfindelser kort, og noget af det mest opsigtsvækkende er en opfindelse fra dette årti, som de færreste nok kender til: stålproduktion, der kun udleder ilt som biprodukt.

Det er den opfindelse, denne historie handler om. For én ting er, at kendskabet til den er begrænset – men spørgsmålet er, om vi overhovedet kan forstå perspektiverne i den, når den står oplistet der mellem banebrydende robotteknologi og medicinsk-teknologiske landvindinger som CRISPR. For menneskeheden har jo mestret masseproduktion af højkvalitetsstål helt tilbage i det 3. århundrede i Kina.

Men når en samling af klodens kløgtigste hjerner hos MIT betragter denne anderledes stålproduktion af yderste vigtighed for menneskeheden, så har det en årsag. Og den knytter sig til den største teknologiske og tekniske udfordring i dette århundrede: at reducere klimaforandringerne ved at skabe et drivhusgasneutralt samfund inden 2050.

Inden for de næste 31 år kræver den omstilling, at vi skal finde på og implementere alle påkrævede metoder, der gør, at vi ikke længere udleder flere drivhusgasser. Netto-nul. Produktionen og forbruget af alle bekvemmeligheder samt nødvendigheder i et moderne samfund skal dekarboniseres. Ikke flere udledninger. Gældende for samtlige sektorer. Hver og en.

Det er mildt sagt en enorm udfordring. Og en af de helt store knaster er produktionen af stål og produktionen af cement. To vidt forskellige materialer, hvis fællesnævnere er, at de er noget nær umulige at undvære, at produktionen af dem udleder enorme mængder drivhusgasser, og at disse udledninger er de allersværeste at få til at gå i nul eller bare at reducere en smule inden 2050.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel er del af en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Brugen af beton og stål knytter sig til bygge- og boligsektoren: en sektor, som står for næsten 40 procent af de globale energirelaterede udledninger af CO2. Det gør det til den mest drivhusgasbelastende sektor. Isoleret set er byggesektorens CO2-udledninger årligt steget med omkring en procent siden 2010. Problemet forværres de næste 40 år med udsigten til et heftigt byggeboom. FN og Det Internationale Energiagentur forventer, at der her vil blive bygget 230 tusind milliarder ekstra kvadratmeter gulvareal. Et område på størrelse med Paris vil altså blive føjet til jordkloden hver uge de næste fire årtier.

Alle metoder skal mildt sagt tages i brug for, at byggesektoren blot skal bevare en bitte chance for at nå i nul med sine drivhusgasudledninger inden 2050. Den gode nyhed er, at energien brugt til opvarmning og nedkøling af huse og bygninger kender vi stort set løsningerne på. Renovering, bedre isolering, øget brug af fjernvarme og vedvarende energikilder er nøgleordene her. Den dårlige nyhed er, at efterspørgslen på beton og stål vil fortsætte og dermed også drivhusgasudledningerne herfra. Med andre ord er det i selve produktionen, der skal ske forandringer. Og – endnu en god nyhed – mulighederne for det er faktisk derude: De er få, men de giver håb.

Bonusinfo. To tusind milliarder tons stål svarende til cirka 226 kilo per person på kloden ligger det årlige globale behov for stål på.

Lad os først lige tage et grundigt kig på, hvor problemet med stål og cement egentlig ligger. For at begynde med stål, så er produktionen af det alene forbundet med cirka syv procent af klodens samlede CO2-udledninger. Flytrafik står til sammenligning for to-tre procent af udledningerne. Men mens det er muligt at drosle ned på brugen af fly, er det sværere at komme uden om stål. Stål er en legering af jern med en formidabelt høj trækstyrke. Ingen andre metaller i samme billige prisklasse har noget nær de samme eftertragtede egenskaber. Men i klimahenseende opstår problemet, når stål dannes ud fra jernmalm, som proppes ned i en støbeform i en højovn mere end 800 grader varm – fordi ovnen har et meget højt energiforbrug. Oveni kræves der kulstof til at fjerne ilt i jernmalmen og øge mængden af kulstof til selve jernmalmen for at opnå den ønskede stållegering. En kemisk proces, som i sig selv skaber et affaldsprodukt i form af CO2. Som tommelfingerregel siger man, at der produceres et kilo CO2 for hvert kilo produceret stål.

Så ja, hvis du synes, det lyder som en ret vanskelig opgave at omstille stålproduktionen inden 2050, har du ret. Men bare vent, til du hører om cementproduktion, som er forudsætningen for at lave beton. Det er endnu værre. Hele otte procent af verdens samlede CO2-emissioner stammer fra cementfabrikker. Hvis cementindustrien var et land, ville den nation være klodens tredjestørste udleder, kun overgået af Kina og USA. Og hvis Cementland’ ikke formår at ændre sig fundamentalt og udlede markant færre drivhusgasser, er det stort set umuligt at indfri hensigten fra klimaaftalen i Paris med at holde den globale opvarmning inden for 1,5 eller 2 grader. Blandt andet skal cementindustrien ifølge FNs klimapanel formå at skrue ned for sine udledninger med 16 procent inden for de næste 10 år.

Men Cementland’ er svært at undvære midt i et århundrede med byggeboom. Den årlige cementproduktion er næsten firedoblet siden 1990. Alene Kina brugte mere cement mellem 2011 og 2013, end USA gjorde i hele det forrige århundrede. Hovedparten af cementen bruges til produktion af beton, hvor forbruget ligeledes er steget brat. Næsten uanset hvor du befinder dig i samfundet, vil du have udsigt til byggeri støbt af beton. Alt fra broer, skoler, almennyttige boligbyggerier, svømmehaller, dæmninger til vandkraftværker er støbt i beton. Selv det antikke Pantheon i Rom og vor tids mest nakkevridende skyskraber Burj Khalifa i Dubai.

EN KLODE STØBT I BETONFra brutalistiske betonunderværker eller øjebæer såsom Vikingeskibsmuseet i Roskilde til Le Corbusiers fremtidsstad Chandigarh i Indien, som du ser her på billedet. Beton udgør både fundamentet og klimabelastningen i det moderne samfund. Foto: John Macdougall / AFP / Ritzau Scanpix

Produktionen af beton i sig selv udgør ikke klimabelastningen. Det er produktionen af cementpulver, som er uundværligt i beton. Cementpulver fremstilles af kridt eller kalk og ler opvarmet og mikset i en kemisk proces ved 1.400-1.500 grader i en roterende, cylinderformet ovn. En enormt energislugende proces, som forværres ved, at der i dag primært fyres med kul på mange cementfabrikker. De fabrikker er ved at fornemme, at grøn omstilling er vejen frem, og er så småt begyndt at omlægge til alternative brændsler som affald og biomasse eller vedvarende energikilder.

Desværre betyder det ikke, at problemet med cementproduktion vil løse sig selv med tiden. Fysikken og kemiens love gør, at vi som udgangspunkt kun kan reducere cirka 50 procent af CO2-belastningen ved den gængse cementproduktion. Selv om en cementfabrik forbedres til at køre på 100 procent vedvarende energi, går CO2-udledningen ikke i nul, og det skyldes, at kridt og kalksten indeholder calcium, kulstof og ilt. Det er calciummet, vi er interesseret i at hive ud for at producere cementpulveret. Når kridtet eller kalkstenen afbrændes i den brandvarme roterende ovn, får vi fat i calciummet, men vi skaber også et affaldsprodukt, der suser til vejrs: kulstof og ilt i form af drivhusgassen CO2. Det er det, der giver en virkelig svær grøn udfordring.

DOBBELT KLIMABELASTNINGNår et fossilt brændstof fungerer som optænding af cementovnen til de påkrævede 1.400 grader, bliver der udledt CO2. Ekstra meget CO2 bliver tilsvarende udledt, når kridtet og kalkstenen bliver opvarmet. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Producenterne af stål og cement er udmærket klar over deres gevaldige klimabelastning. Inden for de seneste ti år har de lagt sig i selen for at effektivisere produktionen. De har formået at skrue på og optimere flere dele af produktionen, så mindre CO2 bliver udledt. Men disse reduktioner har intet hjulpet i det store billede. Effektiviseringerne bliver opvejet af verdenssamfundets umættelige appetit på nye, større årlige leverancer af stål og beton.

Så hvad skal der til? Forbrugerpres som det, vi oplever omkring bevægelsen væk fra kød til fordel for plantebaserede proteiner, vil ikke have megen effekt – beton og stål er varer, der handles i et globalt forsyningsnetværk bestående af få selskaber, og at boykotte en bro, man ved er opført af ekstra klimaforurenende stål og beton, ændrer intet. Politisk pres ville betyde noget, men intet tyder på, det vil ske. Politikere har en berøringsangst over for cement- eller stålproduktion, hvilket hænger sammen med, at brancherne tilhører den såkaldte sværindustri, der leverer hundredvis af arbejdspladser og hårdt tiltrængte skatteindtægter.

Tilbage står vores forskere og ferme forretningsfolk. Meget tyder på, at det er dem, vi er nødt til at sætte vores lid til, når det gælder klimakrisen forværret af forbruget af cement og stål. Og dermed er vi tilbage ved Massachusetts Institute of Technology og deres praleliste over universitetets vigtigste opfindelser. For den grønne stålproduktion, der står på listen, er en af vejene til at løse problemet. Og MIT ikke ene med mulige forbedringer. Her er fire bud på, hvordan produktion af stål og cement kan gå en grønnere fremtid i møde.

1. MIT sætter strøm til stålproduktion

MITs bud på stålproduktion fri for CO2-udledninger stammer fra et kikset forsøg på at vinde en konkurrence udskrevet af NASA ved årtusindskiftet. Opgaven lød: Find på en måde at udvinde ilt fra Månen for at opbygge en rumbase. Donald Sadoway, en professor i materialekemi ved MIT, foreslog at anvende en elektrolytisk celle. Disse celler bruges normalt til at nedbryde kemiske forbindelser ved såkaldt elektrolyse. Sadoway tænkte, at de elektrolytiske celler også kunne bruges til at udvinde ilt fra måneklipper. Metoden var ikke helt vellykket, men han opdagede, at en bieffekt ved processen var, at metalindhold i klipperne smeltede.

Donald Sadoway var i forvejen optaget af måder at reducere drivhusgasudledninger på. Men metoden viste sig svær at overføre til stålproduktion, fordi jernmalmen i mødet med de elektrolytiske celler enten rustede eller blev nedbrudt forkert. Et gennembrud kom i 2013, da han sammen med en MIT-kollega opdagede, at en strømledende komponent af krom var robust nok til at fungere som et bindeled til at smelte jern med elektrolytiske celler. Kulstof var altså ikke længere synonymt med stålproduktion. Og dermed heller ikke CO2-udledninger.

Donald Sadoway patenterede metoden og stiftede med sine forskerkolleger Boston Metal – et spinoff-selskab på baggrund af MIT-forskningen. Selve metoden kalder Boston Metal for Molten Oxide Electrolysis (MOE) – smeltet oxid-elektrolyse på kringlet dansk fagsprog. Metoden er (næsten) såre simpel, men alligevel radikalt anderledes i forhold til den måde, vi i århundreder har fremstillet jern på. I stedet for at skrue op til mere end 800 grader og tilsætte det klimabelastende kulstof i en højovn for at frigøre den kemisk bundne ilt fra jernmalmen og øge kulstofindholdet, har Boston Metal vendt processen på hovedet. De har nærmest elektrificeret processen. Deres udvinding af jernmalm minder mest af alt om processen i et batteri. I stedet for kulstof er det den elektrolytiske celle, der står for udskillelsen af de uønskede stoffer i jernmalmen. Den elektriske ladning sørger kort sagt for, at opvarme jernmalmen, så der inde i en ovn bliver skabt en simrende suppe. Ilten i jernmalmen bliver udskilt nede i suppen og bobler herefter op til en åbning i toppen af ovnen. Fordi der altså ikke er tilsat noget kulstof, bliver der ikke udledt noget CO2 modsat traditionel stålproduktionen. Eneste udledte biprodukt er ilt.

Bonusinfo. Af materialer anvendt af os mennesker er det kun olie, kul og gas, som er forbundet med flere drivhusgasudledninger end stål og beton.

Ved at eliminere brugen af kulstof mener Boston Metals, at deres metode er i stand til at reducere op til fem procent af klodens CO2-udledninger. I dag seks år efter opdagelsen angler selskabet dog stadig efter de afgørende investorer til at hoste op med de sidste milliarder af kroner til en produktionsfabrik, og dermed muligheden for et kommercielt gennembrud. To hurdler er, at selskabets CO2-fri stålproduktion er dyrere end traditionel stålproduktion, og firmaet mangler stadig at overbevise byggesektoren om, at grønt stål er præcis lige så stærkt som normalt klimabelastende stål. Til gengæld producerede Boston Metals i foråret 2019 sit første mindre parti klimavenligt stål på et demonstrationsanlæg.

2. Svenskere skrotter kul

Et tilsvarende løfterigt stålprojekt bebudes fra et svensk konsortium. Det består af minedriftsselskabet LKAB, SSAB og energifirmaet Vattenfall. De tre firmaer har bebudet, at de senest i 2035 masseproducerer stål uden nogen former for fossile brændstoffer.

Fidusen består i at bruge eldrevne ovne samt brint i stedet for det ellers så afgørende kul til at udskille ilt fra jernmalm i ståludvindingsprocessen. Brint er ellers et ret spøjst grundstof. Det er en energibærer, fordi brint kan lagre overskydende energi og let indgår i grupper med andre grundstoffer. Brint findes dog ikke i fri form her på jordkloden, men kun bundet til andre grundstoffer såsom vand. Brinten kan udskilles, men i energikrævende processer. Den mest klimavenlige måde at fremstille brint på er ved elektrolyse, hvor man kort sagt spalter vand ved at sætte strøm til det. For at processen er klimavenlig, skal strømmen naturligvis komme fra grønne energikilder såsom solceller, atomkraftværker eller vindmøller. Hvilket jo netop er tilfældet med langt hovedparten af strømmen i Sveriges elnet.

Når brinten er udskilt, tilsættes den inde i højovnen. Fordi brint let danner par med andre grundstoffer, reagerer brinten med den uønskede ilt inde i jernmalmen. Og allervigtigst: fordi der ikke er noget kulstof i processen, bliver restproduktet nu ikke længere CO2, men blot H2O – altså vand.

Sværdindustriens stålnæve mod klimakrisenMasser af kul bliver afbrændt under stålproduktion. Til gengæld er stål let at genbruge, men gevinsten fra genvindingen står slet ikke mål med produktionen, der stiger støt på grund af øget efterspørgsel fra det globale byggeboom. Foto: Morten Rasmussen / Biofoto / Ritzau Scanpix

Det svenske konsortium er i færd med at producere et demonstrationsanlæg, og indtil videre har uafhængige forskere ikke påvist nogen skjulte forhindringer ved teknikken. Til gengæld er de tre svenske firmaer bag konsortiet med fossilfrit stål åbenmundede om de to største samfundsøkonomiske barrierer ved deres grønne stål. Den første barriere er, at på nuværende tidspunkt vil deres fossilfri stål være 20-30 procent dyrere end traditionelt stål fremstillet ved hjælp af koks. Det skyldes de nuværende priser på strøm og kul, og det svenske konsortium plæderer derfor offentligt for, at de svenske og europæiske politikere trækker i arbejdstøjet og lægger afgifter på brugen af fossile brændsler i endnu større grad, så grønnere produktionsformer såsom deres stålproduktion kan blive mere konkurrencedygtig på det åbne marked.

Den anden samfundsøkonomiske barriere ved at kunne fremstille fossilfrit stål er adgangen til et højproduktivt, grønt elnet. Som Magnus Hall, administrerende direktør for Vattenfall, udtrykker det i en offentlig udmelding med en appel til Sveriges politikere:

Vi har brug for store mængder fossilfri elektricitet,” siger Magnus Hall.

Helt præcis ti procent af Sveriges nuværende elektricitetsforbrug vil en fossilfri stålproduktion i Sverige lægge beslag på. Til gengæld er stålproduktionen i Sverige en alvorlig akilleshæl i vores nabolands bestræbelser på at skabe et drivhusgasneutralt samfund. Selve CO2-belastningen fra netop stålproduktionen i Sverige er tilfældigvis på ti procent af landets samlede CO2-udledninger. Altså samme procentgrad som behovet for strøm til de fossilfrie stål. Perspektiverne ligger ligefor.

3. Forslugne alger dulmer CO2-hovedpinen

I Sverige finder vi også et af de mest lovende projekter, når det gælder om at få bugt med CO2-udledningerne fra cementproduktion. Helt præcis i byen Degerhamn på Sveriges sydlige østkyst ved nogenlunde samme breddegrad som Århus. Næsten alle af byens 300 indbyggere er direkte eller indirekte beskæftiget med cementproduktion i Degerhamns 130 år gamle cementfabrik. Den er ejet af det tyske cementkonglomerat Heidelberg Cement.

For 15 år siden stod fabrikken over for en lukning. Dens udstyr var forældet, og driften alt for omkostningstung i forhold til Heidelbergs øvrige 160 cementfabrikker spredt ud over kloden. En række tilfældigheder førte i stedet til, at den slidte fabrik gik hen og blev til et testlaboratorium, der viser vejen for, hvordan nutidens cementfabrikker muligvis kan bidrage til at løse deres del af klimakrisen.

Cementfabrikkens roterende ovn er ellers grundlæggende lige så problematisk for klimaet som andre cementovne verden over. Kalksten fra tilstødende klipper proppes ind i ovnen for at producere cementpulveret. Den kemiske proces skaber et restprodukt i form af CO2, der kanaliseres videre op i en skorsten – og normalt ville det også betyde direkte op i atmosfæren. Men ikke i Degerhamn. Et filter i skorstenen leder drivhusgassen ned i et rørsystem. Rørsystemet zigzagger sig ud til en plads foran cementfabrikken. Her pumpes drivhusgassen ned i en række af otte standere. Det ligner et forvokset system af tørresnore, men i stedet for tøj hænger her en gruppe gennemsigtige plastikposer på snorene.

De gennemsigtige poser er spækket med vand tappet fra Østersøen 100 meter væk fra cementfabrikken. Ligesom havvand overalt på kloden indeholder østersøvandet bittesmå lokale forekomster af alger. Disse mikroalger vokser på stort set samme måde som træer. Gennem deres evne til fotosyntese ved at udnytte energien fra solstrålerne og CO2 kan algerne blive større. Gennem ekstra meget CO2 pumpet ind som restprodukt fra cementproduktionen vokser mikroalgerne i poserne endnu hurtigere. Fuldt udvoksede har algerne næsten optaget al CO2en pumpet ind i en pose. Tørrer man algerne, har man et produkt, der er oplagt som foder til kyllinge- eller svineopdræt.

Mikroalger har et godt potentiale til at fungere som et proteintilskud, da det har et lignende protein og fedtindhold som sojabønner,” har den ene opfinder bag systemet, professor Catherine Legrand fra Linnéuniversitetet, sagt.

Sammen med Heidelberg Cement prøver Catherine Legrand at afsætte mikroalge-foderet i faste leverancer til landbrugssektoren og dermed understøtte cementfabrikken i en næsten drivhusgasneutral produktion. Nogen overskudsgesjæft bliver foderproduktionen dog formentlig aldrig. Dertil er der for mange omkostninger forbundet med at opstille og drive filteret samt rørsystemet, der pumper CO2en ned i poserne med havvand. Catherine Legrand understreger desuden, at det slet ikke er sikkert, at mikroalger fra havvand andre steder vokser lige så let i en pose med CO2, som det er tilfældet med algerne fra Østersøen.

4. Nordjyder med en verdensnyhed

Har en cementproducent ikke lyst til at begive sig ud i produktion af alger, er der også en anden metode. Den lover Aalborg Portland at præsentere på markedet i 2020.

Aalborg Portland er Danmarks eneste cementproducent og råder over en af Nordeuropas største cementfabrikker beliggende i Aalborg. Selskabet producerer en særlig hvid cement takket været en høj forekomst af nordjysk kridt. Denne hvide cement indgår i alt fra OL-byen i London over skyskrabere på Manhattans Park Avenue. Døgnet rundt og hele året roterer selskabets ovne for at levere cement til kunderne over hele verden. Sådan har det foregået i stort set 130 år, men fra næste år har Aalborg Portland erklæret, at sortimentet inkluderer en ny cement ved navn Futurecem. Produktionen af den cementtype er forbundet med 30 procent færre CO2-udledninger.

Det bliver en verdensnyhed baseret på gennembrudsteknologi,” lyder det fra Thomas Uhd, leder af Aalborg Portlands afdeling for bæredygtighed og eksterne relationer.

Cementtypen er baseret på mere end fem års forskning i selskab med en lang række af byggeriets aktører og vidensinstitutioner som Teknologisk Institut og Danmarks Tekniske Universitet. Mærkbart for Futurecem er, at den normale cement fra Aalborg Portland indeholder 80-90 procent klinker, som er det mellemprodukt, der kommer ud af cementovnen. Futurecem indeholder 62 procent klinker. Til gengæld er klinkerne udskiftet med andre og mindre klimabelastende materialer, der dog har tilsvarende egenskaber for at kunne skabe beton. Det er kalksten og gips, men som den helt store nyskabelse indeholder Futurecem også såkaldt kalcineret ler. Det stammer fra forskellige lertyper, der findes i Danmark og mange andre steder.

Fordelen ved at anvende kalcineret ler er, at det kun skal opvarmes til omkring 800 grader frem for 1.400 grader i den roterende ovn for at opnå den såkaldte kalcinering, som giver de ønskede egenskaber til cementpulveret og dermed i sidste ende betonen. Og når ovnen næsten kun skal blive halvt så varm som normalt, er det lig med en omfattende energibesparelse til gavn for klimaet.

Det kalcinerende ler indeholder desuden markant mindre CO2 end andre råmaterialer i cementproduktionen. De to elementer betyder alt i alt en markant lavere CO2-udledning ved fremstilling af beton,” fortæller Sergio Ferreiro Garzón, kemiingeniør ved Aalborg Portland. Helt op til 30 procent mindre CO2 ifølge de bedste beregninger fra Aalborg Portland. En opskalering af Futurecem beror nu på stabile forsyninger af kalcineret ler, som der omvendt er store forekomster af herhjemme.

UMÆTTELIGT BEHOVI mere end 130 år har Aalborg Portlands maskiner gravet løs i de tilstødende kridtgrave for at levere cement til klodens stadig voksende efterspørgsel på beton. Foto: Mie Brinkmann / Politiken / Ritzau Scanpix

Lykkes det, vil det i så fald ikke være første gang, at Aalborg Portland formår at skrue ned for klimabelastningen. CO2-udledningen per ton cement produceret af nordjyderne har siden år 2000 været nedadgående. Hele 18 procent mindre. En reduktion, som især er sket takket været energieffektiviseringer af driften, øget brug af spildvarme og udfasning af kul til fordel for alternative brændsler såsom biomasse og ikke-genanvendeligt affald. Men igen: Denne reduktion har i det store billede ikke battet noget for klimaforandringerne. De samlede CO2-udledninger fra Aalborg Portland er nemlig tilsvarende steget – fordi den nordjyske cementproduktion har øget produktionen for at følge med det voldsomt voksende behov for mere beton. Et knivskarpt lille billede på, hvorfor udfordringen i byggesektoren er så kringlet, som den er – men også på, at forskning, innovation og modet til at satse på nye løsninger i selve det afgørende led af stål- og cementproduktionen er vejen frem, hvis byggesektoren skal løfte sin del af den grønne omstilling.

Der er en sidste mulighed, som skal rundes her: For godt nok skrev jeg tidligere, at der mere eller mindre ikke findes nogen erstatninger for beton eller stål til større, bærende konstruktioner. Det passer ikke helt. I 2002 godkendte de første byggemyndigheder en ny måde at anvende træ i bygninger på, så alt fra højhuse til skyskrabere primært konstrueres af tømmer. En trærevolution er derfor ved at indfinde sig på byggepladserne. Den kan du læse mere om i en opfølgende historie.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: