Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

88 procent af corona-ofrene er over 70, når de dør. Bruger vi pengene i sundhedsvæsenet retfærdigt?

Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


Mette Gammelgaard har fået ørene i maskinen masser af gange for at lufte sit synspunkt om regeringens corona-strategi. Efterhånden er hun, der er hospicesygeplejerske på 12. år på Djursland, begyndt at nævne det sjældnere for at slippe for den dårlige stemning. Men det tager alligevel kun et par minutter, fra jeg ringer op, til hun, i en rivende ordstrøm, afslører, hvorfor corona-strategien kan hidse hende op. Vi er,” siger hun, ekstremt dårlige til at tåle, at livet koster livet. Og at man bliver syg, og at man dør.”

Tirsdag i denne uge gik sundhedsministeren og justitsministeren flankeret af embedsmænd igen foran kameraet til et corona-pressemøde, og de havde nye restriktioner med til beværtningerne i Københavns natteliv. Restriktionerne handlede mest om barernes og restauranternes lukketider (klokken 22 senest) og om adfærd (man skal have maske på, til man sætter sig, og så skal man blive siddende). Men budskaberne på pressemødet angik mange flere end blot dem, der bor i de 17 berørte kommuner. For vi risikerer at stå på kanten af anden bølge”, som sundhedsminister Magnus Heunicke formulerede det, inden han indgød til samfundssind” på afstand. Direktøren for Statens Serum Institut Kåre Mølbak var som altid god for en direkte besked. Alle bør helst finde en social boble at være i” hen over efteråret. Børn skal helst ikke lege med nogen fra parallelklassen, singler må finde sig i at være begrænsede. Man skal,” sagde han, finde måske fem eller ti personer, som man kan være sammen med.”

Med andre ord er det ikke så mærkeligt, hvis man sidder med lidt af et deja-vu. Vores vaner skal begynde at ligne dem fra foråret, sådan at færrest muligt smittes, indtil vi får en ny vaccine. Men én ting er anderledes end i foråret. På pressemødet (jeg selv sad lige bag ved en af kameramændene) var det ret tydeligt, at de spørgsmål, vi i dag stiller til coronaindsatsen, ikke handler om, hvad vi gør eller hvordan, men om hvor meget. Om vi gør nok. Er bøderne store nok? Er politiet rustet til opgaven? Er smitteopsporingen effektiv? Vigtige spørgsmål, når man vil vide, om regeringens strategi er effektiv, med andre ord. Men selve strategien – og hvilke præmisser den hviler på – evaluerer vi ikke. Og besvarelserne er slet ikke i nærheden af at berøre det, som får Mette Gammelgaards sætninger op i et rivende tempo. Livet er et farligt sted at være. Vi har kun ét liv. Og i det liv, der skal vi både nå at fødes, elske, finde mening, blive kede af det, blive lykkelige, blive alt det imellem, inden vi dør. Men vi dør, og det er helt sikkert. Og når vi isolerer gamle på plejehjem … det skærer mig i hjertet. Jeg kan ikke holde det ud. Det giver ingen mening whatsoever. At de skal leve deres sidste år alene, fordi de skal beskyttes mod en sygdom, som formentlig kan tage livet af dem,” siger hun. Jeg er nødt til at sige, at i vores land er det simpelthen næsten blevet forbudt at dø.”

Fra begyndelsen af coronakrisen har statsminister Mette Frederiksen gjort klart, at alle tabte liv er en tragedie”. Og fra begyndelsen har det været lige så klart, at det koster penge, hver gang der skal reddes liv. Penge, som går fra noget andet. Sådan er det med politiske prioriteringer og især i sundhedsvæsenet: Man kan ikke redde alle med de ressourcer, der er til rådighed. Sundhedsvæsenet foretager derfor hver eneste dag overvejelser om, hvad det koster” at redde nogen. Og naturligvis er der også en pris på bekæmpelsen af corona.

Lad os begynde med det rent økonomiske. Indtil videre har det økonomiske fald været stejlere – men også mere kortvarigt – end det var under finanskrisen. Store virksomheder som Grundfos og Mærsk virker til at klare krisen okay, men det ser anderledes ud for de små og mellemstore virksomheder (som tilsammen beskæftiger næsten dobbelt så mange som de store). I en særkørsel fra Danmarks Statistik, som Berlingske har skrevet om, kan man se, at det for industrien som helhed er 31 procent af virksomhederne, der angiver, at de mangler efterspørgsel. Blandt de små og mellemstore virksomheder drejer det sig om hele 45 procent, og i hovedstaden forventer restaurationsbranchen nu en del nye konkurser på grund af de nye restriktioner. Danmark – og resten af verdens lande for den sags skyld – har håndteret den økonomiske nedtur ved at stifte gæld. Og mens der er bred enighed om, at hjælpepakker er den eneste sikre vej frem i det akutte økonomiske morads, bekymrer økonomer sig også i stigende grad om en gældsboble. Verdens samlede gæld er nu oppe på 258.000 milliarder dollars, hvilket svarer til 331 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt. Det er uholdbart. Der kommer en dag, hvor den her gæld på den ene eller anden måde skal betales tilbage,” sagde Saxo Banks administrerende direktør Kim Fournais i weekenden til Berlingske. Det virker lidt, som om mange har glemt den realitet.”

Og så er der de menneskelige omkostninger. For Mette Gammelgaard betød restriktionerne tilbage i foråret, at hun oplevede flere tragiske dødsfald på det hospice, hvor hun er sygeplejerske på 12. år. Ikke fordi patienterne døde af corona, men fordi de døde uden at have mulighed for at holde deres nære i hånden. Det var, siger hun, at gøre vold på dem”. Nogle af dem blev, vurderer hun, psykotiske” i deres ensomhed. Det er jo for helvede, undskyld mit udtryk, ligegyldigt, om de dør af fremskreden lungecancer, eller om de dør af corona, de er helt ligeglade. Det er så vigtigt at røre ved sine pårørende.”

Men bekymringen rækker videre – også til, om de ressourcer, vi bruger på at være forsigtige, i sidste ende betaler sig. Min søn er lige blevet testet, han er blevet sendt hjem en uge fra skole, fordi han havde hovedpine. Han går i 9. klasse! Han kan tilbringe de næste tre måneder derhjemme, fordi han indimellem får hovedpine. Fordi han sidder dårligt ved computeren, fordi han spiser dårlig mad, eller hvad nu teenagere gør,” siger hun. Så perspektivet synes jeg er dystert, for vi opfører os stadigvæk, som om vi er midt i en krig. Mod corona. Og derfor spørger jeg: Hvorfor er det værre at dø af corona end alt muligt andet?”

Og så er der – ikke mindst – omkostningerne på den lange bane. Hvad koster indsatsen mod corona os ikke i morgen, men om et år, to år, ti år? Hvordan vil den massive indsats og mængderne af ressourcer, vi bruger på corona, kunne ses i fremtidens sundhedsøkonomiske regneark? Hvad er det, vi ikke får råd til, fordi pengene er brugt?

Meldingen fra de to professorer i sundhedsøkonomi, jeg taler med – Kjeld Møller Pedersen og Jes Søgaard fra SDU – er, at der på den ene side naturligvis er en pris for den indsats, der bliver gjort nu. Men hvor stor den er per reddet liv, er ikke til at svare på. Jes Søgaard er selv sådan en, der hellere betaler et halvt procentpoint mere på mit kreditforeningslån for at have en vis sikkerhed og vælger ikke de der meget billige, hvor de lige pludselig kan stige”, og han kan godt forstå, at regeringen går med livrem og seler. Selv hvis regeringen ikke havde rørt en finger, ville vores vækst formentlig være gået ned, fordi eksporten havde taget et stød. Og under alle omstændigheder er det svært at vide, hvor mange liv vi ville have reddet, fordi vi ikke har nogen alternativ virkelighed, hvor vi handlede anderledes, til sammenligning. Men vi ved ikke desto mindre, at prisen for bekæmpelsen af virusset har været høj – og historisk set vil blive af fuldkommen ekstraordinære proportioner, hvis man tænker på, hvor længe der formentlig er til, vi har en gangbar vaccine.

Sundhedsøkonomi er imidlertid ikke kun et spørgsmål om pris på liv. Faktisk er det oftest et spørgsmål om, hvilke år af nogens liv man redder. Det forklarer Kasper Lippert-Rasmussen mig. Han er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, og da corona kom til Danmark, sad han midt i et forskningsprojekt, der netop handlede om, hvordan man prioriterer retfærdigt i et sundhedsvæsen. Og den akutte reaktion fra regeringen forstår han som udgangspunkt godt. De her billeder fra Italien, hvor det jo gik helt grassat, af overfyldte lighuse og læger, der græder, fordi patienterne vælter ind, og der er nogle, de simpelthen ikke kan behandle, for de har ikke ressourcer til at behandle alle. Det tror jeg er det, der rent psykologisk har været meget udslagsgivende,” siger han. I sådan nogle katastrofesituationer er der måske ikke så meget plads til refleksion. Og så skal man simpelthen bare handle, og så kaster man alle andre ting over bord. Men det betyder så også, at efterhånden som det her begynder at blive en normaltilstand, så må man spørge: Er det retfærdigt, det, der foregår?”

Tallene, der får ham til at rejse spørgsmålet, lyder sådan: Indtil videre er 633 mennesker døde. 185 var over 70, men under 80. 241 af dem var over 80 år, men under 90, og 131 var over 90. Det vil sige, at i alt 88 procent af dem, der er døde indtil videre, var ældre end 70 år. Det er virkelig slående”, hvor meget alder har af betydning med hensyn til corona, siger Kasper Lippert-Rasmussen, for ud fra en moralsk betragtning er det ikke de år af livet, det giver mest mening at sætte først, når man prioriterer sundhedsvæsenets ressourcer.

Det er, hvad han kommer frem til i en tidsskriftsartikel om emnet, der blev bragt i The Philosopher’s Magazine i sensommeren. Overskriften lyder Would Have Died Soon Anyway, og i artiklen gennemgår han forskellige moralteorier og når frem til, at der ikke rigtig er nogen af dem, der slår til, hvis man ud fra et rent moralsk synspunkt skal legitimere, at vi bruger alle de penge på bekæmpelse af COVID-19. Med regeringens strategi ender man – på den lange bane – med at flytte ressourcer fra nogle aldersgrupper – især yngre mennesker – til at behandle nogle problemer, som i langt overvejende grad er problemer for ældre mennesker,” siger Kasper Lippert-Rasmussen.

Jeg spørger ham, hvorfor det ikke er mere moralsk rigtigt at sige som statsministeren: Ethvert liv er en tragedie, og derfor må vi bruge de penge, der skal til.

Fordi retfærdighed,” siger han.

Selvfølgelig, fortsætter han, er ethvert dødsfald tragisk, og ethvert menneske har uendelig værdi. Men problemet er bare, at når vi taler om de her samfundsmæssige prioriteringer, så er det jo sådan, at uanset hvad vi gør, så er der nogle mennesker, som vil dø tidligere, end de ellers ville. Og så nytter det ikke i den sammenhæng så meget at sige, jamen, vi har alle sammen en umistelig værdi, eller vi er alle sammen mål i os selv.” I sidste ende kan man ikke undgå at prioritere mellem leveår i sundhedsvæsenet, siger han. Og så må vi have nogle principper, som fortæller os, hvad vi skal gøre i den slags situationer.”

Det er de principper, som regeringen har valgt at fravige, når det kommer til corona, ifølge Kasper Lippert-Rasmussen. Normalt vil man sige, retfærdighed handler om at tage hensyn til dem, der er dårligt stillede. Og der vil man sige, at ældre er bedre stillet end unge i denne sammenhæng. Folk har været heldige og har levet længere end en væsentlig del af dem, der er 20 år, vil gøre,” siger han. Det vil tale for, at man skal lægge mere vægt på yngre menneskers behov end på ældre menneskers behov.”

Lige nu oplever det meste af Europa en stigning i smittetallene igen. I Irland er hele regeringen gået i selvisolation. I Frankrig skal man have maske på, så snart man forlader sit hjem. Men der er én opsigtsvækkende undtagelse: nemlig Sverige, der kan berette om de laveste smittetal siden marts.

Netop den svenske strategi vakte massiv debat i foråret. For modsat Danmark og en række andre lande valgte Sverige at lukke skolerne for teenagerne, men ikke for de yngre – som fik registreret fravær, hvis ikke de mødte op. Folk blev opfordret til at holde afstand og arbejde hjemme, hvis de kunne, og forsamlinger på mere end 50 blev forbudt, mens folk over 70 blev opfordret til at selvisolere sig. Vi har ikke den smittestigning, som mange andre lande har,” sagde den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell i denne uge til France 24. I sidste ende vil vi se, hvor stor forskel det har gjort at have en strategi, der er mere bæredygtig, som kan holde i lang tid, i stedet for en strategi, der handler om at lukke ned, åbne op og lukke ned igen og igen.”

Og det er måske netop det vigtigste at sige: I slutningen af alt det her vil vi vide meget mere. Indtil videre har svenskerne mere end fem gange højere dødelighed end i den danske befolkning. Men det er ikke til at afgøre endnu, om svenskerne vil opleve at gå billigere gennem krisen, målt på økonomi, menneskeliv eller kvalitetsår’. Men i sidste ende vil vi sandsynligvis stå med en regning af en størrelse, der trumfer enhver anden, vi har brugt på en enkeltstående sygdom i nyere tid. Til pressemødet bad jeg sundhedsminister Magnus Heunicke uddybe, hvorfor det er rimeligt.

Det er et meget interessant spørgsmål,” sagde han. Sagen er den,” fortsatte han, at COVID-19 er en samfundskritisk sygdom. Det vil sige, at det ikke kun er en sygdom, der er meget, meget smittefarlig, det er en sygdom, som lægger samfund ned.” Magnus Heunicke sagde, at man kunne se ekstremt store konsekvenser” både i forhold til overdødelighed og økonomi i de samfund, som ikke reagerer tilstrækkeligt, enten fordi de ikke har ressourcer nok, eller de kan ikke politisk gøre det, eller der er ikke tillid i befolkningen til at gøre det, der skal til.”

Med andre ord: Det er lige så meget samfundet, der står på spil, som det er menneskeliv.

Da jeg talte med sundhedsøkonom Jes Søgaard, var han inde på noget af det samme. Selv om det umiddelbart kan ligne en besparelse at forsøge at undgå at lukke virksomheder ned, er det ikke til at vide, om det i sidste ende reelt vil være en besparelse. Prisen kan blive høj, hvis dødstallet stiger, og angsten breder sig. Når mange begynder at dø, så bliver man bange, så begynder virksomheder alligevel at lukke ned,” sagde han. Så omkostningerne ved ikke at gøre noget kan være kæmpestore også, i min optik.”

På hospicet i Djursland kan Mette Gammelgaard ikke lide at være corona-politi’ over for pårørende, der har svært ved at overholde afstandsreglerne. Hun ved, hvad der gør en god død. Det er, når den ligner det liv, man har haft. Og hvis det har været et liv med meget berøring, så skal det også være en død med berøring. Selv om det er blevet nemmere at tilbyde nu end under de hårde forårsmåneder, så er det stadig svært.

Der har jo været denne her diskussion om, at vores statsminister passer så godt på os. Og så er det på en eller anden måde kommet hen i en fortælling om, at enten så kerer man sig om de gamle og om, om de bliver syge og dør, eller også så kerer man sig om penge. Og dem, der kerer sig om penge, de er bare kynikere,” siger hun. Jeg tror, der er rigtig mange, der har købt ind på den fortælling, at enten passer du på hinanden, eller også er du kynisk.”