Morten Sommer kan noget, de færreste kan. Han kan skrumpe tiden. Derfor er det egentlig også oplagt, at han står i spidsen for noget af det allermest lovende medicin mod corona i verden. For hvis én ting er altafgørende i kapløbet om at finde en behandling mod COVID-19, så er det … tid. Alt skal gå ekstremt hurtigt. Ting, der ikke burde kunne lade sig gøre i det tempo, skal ske alligevel. Og Morten Sommer er en slags tidsskrumpnings-ekspert.

Hans fysikstudie blev taget på et år under tid. Ph.d.en på Harvard blevet taget to år hurtigere end normalt. Som 22-årig stiftede han sit første firma. Som 28-årig blev han professor på DTU som en af de yngste nogensinde. Og ved siden af den akademiske karriere har han grundlagt en stribe virksomheder med fokus på nye lægemidler og biotek. “Det har nok altid ligget til mig at være hurtig,” siger han. Og aldrig har så mange mennesker i verden været afhængige af Morten Sommers fornemmelse for fart.

Den nye coronamedicin UNI911 er så lovende, at foreløbige resultater har vist, at stoffet kan være 30-40 gange så potent og virksomt som Remdesivir, den bedste behandling på markedet indtil videre. Lige om lidt går lægemidlet ind i den sidste afgørende testfase, og dermed vil det være blandt nogle håndfulde af de mest interessante mulige behandlinger af det verdensomspændende virus. “Så vil vi globalt være blandt en meget selektiv skare af produkter med stort potentiale, rigtig godt rationale og meget lovende data,” siger Morten Sommer.

Der er bare én ting, der kan undre lidt. I en tid, hvor der udspiller sig en kamp mellem nationerne om de kommende og begrænsede behandlinger mod corona, er der en påfaldende mangel på aktivitet fra den danske regering. Andre lande har henvendt sig for at indgå samarbejde, som kan sikre befolkningerne noget af den nye medicin. Men ikke Danmark.

Og dét kan få store konsekvenser.

Historien om det nye lægemiddel er historien om et gennembrud, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre på den tid. Tilbage i marts, da corona kom rullende ind over den vestlige verden, opdagede Morten Sommers forskerhold noget interessant. Hans biotekfirma UNION Therapeutics havde længe arbejdet med stoffet niclosamid. Det var tidligere typisk blevet brugt til behandling af bændelorm, men UNION havde haft held til at bruge det mod hudsygdomme. Det var nyt. Især fordi stoffet normalt kun kan optages i tarmen, men forskerne havde fundet en metode til at få det ud i andre dele af kroppen.

Så en dag opdagede Morten Sommer et helt nyt studie, der netop var blevet udgivet af det franske universitet Institut Pasteur. Det handlede om niclosamid. Undersøgelsen viste, at stoffet så ud til at virke ekstremt effektivt mod coronavirus. Dét var interessant. For kunne man kombinere den nye viden med firmaets særlige erfaringer med at få stoffet ud i hele kroppen? “Der tænkte vi: ‘Lad os prøve at gøre det med COVID-19,’” siger han. “For her havde vi et forspring.”

Nu blev alt speeded op i raketfart. I en voksende pandemi uden hverken vacciner eller medicin var det nu – eller så hurtigt som muligt – at der var brug for nye behandlinger. “Hvis det her skulle lykkes, gjaldt det om at accelerere en proces, der normalt tager årevis. Så vi gjorde alt for at skrumpe processerne,” siger Morten Sommer.

Lynhurtigt byggede forskerne og deres samarbejdspartnere et apparat, der kunne få niclosamid ind i lungerne – det mindede lidt om en blanding af en forstøver og en e-cigaret i kæmpestørrelse. De aftalte deadlines, folk normalt ikke ville have accepteret. Ting, der før var adskilt, blev kørt parallelt. Det væld af eksperter i forskellige tidszoner, Sommer normalt ville være rejst rundt i verden til, blev nu samlet virtuelt i højt tempo. “Det sparede meget tid at gå bort fra den gammeldags tilgang om, at hvis man mener noget alvorligt, skal man flyve over Atlanten og sige det face to face.”

Myndighederne speedede også op; godkendelse af ansøgninger, der normalt tog flere måneder, tog nu en uge. Al træghed, der tidligere havde fandtes i lægemiddelverdenen, blev erstattet med en sense of urgency, siger han. “Det var lidt et wakeupcall for hele den industri at prøve at gøre tingene meget hurtigere end normalt – og tænke det på en anden måde,” siger han. “Det er et ret spændende eksperiment.”

Og resultaterne med det nye lægemiddel, der fik navnet UNI911, var lovende, både når det gjaldt forsøg på dyr og mennesker – de såkaldte fase 1-studier. Her i september var analyserne færdige, og UNION er klar til at igangsætte de sidste, afgørende store studier, hvor medicinen skal testes på mennesker i Latinamerika, Asien og Europa, i de kommende måneder.

Morten Sommer og hans hold er ikke alene om at løbe stærkt. Rundtom i verden har man set en eksplosion af lynhurtige forsøg på at udvikle ny medicin og vacciner. På lidt over et halvt år er der blevet udført 1.500 kliniske forsøg, igangsat omkring 100 vaccineudviklinger og lavet flere hundrede behandlingsprogrammer. Det er helt uhørt i en lægemiddelbranche, hvor nye lægemidler kan tage et årti at udvikle. Og én altafgørende nøgle til, at den acceleration har været mulig, er penge.

Usædvanlig risikovillige og store investeringer har skabt grundlaget for tempoet. Og finansieringen er i høj grad kommet fra stater og regeringer. Nogle lande har købt 100 millioner doser af en kommende vaccine, inden man var sikker på, at den havde effekt.

“Der har været en risikovillighed til at lave regeringskontrakter, hvor lande har købt store mængder af vacciner på forhånd uden at vide, om de virker. Det har sørget for, at udviklingen af vacciner rent faktisk kunne ske – og ske så hurtigt. Og det har finansieret opskaleringen af produktionen,” siger han.

Det sidste her er vigtigt. En ting, vi ved om kommende vacciner og medicin mod corona, er, at der med al sandsynlighed ikke bliver nok til alle. Ikke med det samme i hvert fald. Derfor er det helt centralt at gøre produktionen – kapaciteten – så stor som muligt. At opskalere. Og her har staternes massive finansiering været afgørende.

Landene bruger imidlertid ikke bare pengene for at støtte udviklingen af nye behandlinger – de gør det også for at sikre sig adgang til et begrænset antal lægemidler. Den, der er med til at finansiere medicin og vacciner, får typisk også ret til at købe først. Dermed vil andre ikke kunne få.

Vi så det for nogle måneder siden med medicinen Remdesivir. USA havde købt stort set hele verdens lager af medicin i sommer, så hverken Danmark eller andre kunne komme til.

Derfor henvendte Morten Sommer sig også tidligt i juli til den danske regering. For det ville vel være oplagt, at de indgik i en form for samarbejde, så Danmark også ville være sikret den nye medicin? Men: indtil nu, snart tre måneder senere, er der stadig ingen afklaring. Tre måneder er en evighed i en coronatid, så Danmark er nu blevet overhalet af andre lande, som selv har henvendt sig.

“Vi har oplevet langt større hastighed og beslutningskraft i andre regeringer end i den danske regering. Og det ser også ud til, at vi får hoveddelen af vores næste store skridt i udviklingen sponsoreret af en anden nation,” siger han.

Morten Sommer er fortsat i dialog med regeringen, og han understreger, at han stadig bestemt gerne vil samarbejde – det var også derfor, han selv rakte ud til Danmark, modsat til andre lande, der selv kom til ham.

Problemet er dette: Danmark risikerer at komme langt tilbage i køen, når det gælder adgangen til den nye medicin. Det handler med andre ord om forsyningssikkerhed.

“Når et land hjælper til at finansiere, forventer det typisk forsyningssikkerhed og prioriteret adgang til medicinen til gengæld. Det giver rigtig god mening, at man prioriterer dem, der hjælper til med at finansiere udviklingen. Så der er en risiko for, at hvis man ikke kommer ind i den dialog, der foregår, kommer man længere bag i køen i forhold til adgang til den langtfra uendelige kapacitet,” siger han.

Sundhedsministeriet har ikke ønsket at kommentere kritikken, men henviser til Lægemiddelstyrelsen. Her vil man heller ikke forholde sig til konkrete sager, men oplyser, at man søger at støtte udviklingen af ny medicin eller vacciner via rådgivning og en hurtigere, mere rullende godkendelsesproces.

UNION Therapeutics har hidtil finansieret den nye medicin via deres nuværende investorer – blandt andre Den Europæiske Investeringsbank, medicinalfirmaet Leo Pharma og familierne bag høreapparatfirmaet Widex – plus en bevilling fra Innovationsfonden. Og nu altså med en anden nation, som Morten Sommer helst ikke vil løfte sløret for. “Jeg vil gerne sørge for, at der også er medicin i Danmark,” siger han. “Den anden dialog er bare rykket meget hurtigere.”

Man kan indvende, at Danmark er et lille land. Der er grænser for, hvor dybe lommer vi har til at medfinansiere ny medicin (UNI911 koster eksempelvis ikke meget under en milliard kroner at udvikle). På den anden side: Danmark har penge – og vi er et ekstremt stærkt land, når det gælder lægemiddelindustrien, med globale virksomheder som Novo Nordisk og Lundbeck i front.

Det kan hjælpe her at sammenligne med Canada – en noget større befolkning, men svagere på lægemiddelfeltet. Meget tidligt under corona puttede den canadiske regering cirka en milliard kroner i udviklingen af et lovende nyt antistof mod COVID-19. Det er nu meget tæt på at kunne komme ud i verden. “Det er helt fantastisk, at de er nået til det punkt på så kort tid. Og det er klart, at Canadas bidrag har haft en betydning for deres evne til at eksekvere så hurtigt,” siger Morten Sommer. Han tilføjer, at det ikke bare handler om forsyningssikkerhed. Canada kan nu profilere sig mere på lægemiddelområdet – og de kan tjene penge på den nye medicin. “Det bliver formentlig også en økonomisk succes for Canada,” siger han. “De står til at vinde meget her.”

På den måde kan et lille land – og Canada er ligesom Danmark et lille, men rigt land i den store sammenhæng – få meget ud af, at staten sætter muskler bag udviklingen af ny coronamedicin. “Hvis vi overlader det til de rene markedskræfter, om man får adgang til produktet, når det kommer, vil det meste sandsynligvis gå til USA. For de betaler mest,” siger han.

Men grundlæggende er diskussionen endnu større, end hvilke lande der kommer først i køen til vacciner og medicin. Det handler helt basalt også om, hvorvidt medicinen overhovedet bliver til noget – og hvor hurtigt det går. Hver måned betyder noget i en epidemi, hvor tid er afgørende, særligt i de perioder hvor smittespredningen accelererer. Det handler dybest set om, hvor mange liv man kan nå at redde.

“Der er klart et aspekt af, at man skal løbe hurtigt for at vinde. Vi ved ikke, om der er behov for en behandling om ti år. Men vi ved, at der lige nu er et stort behov. Så hvis et land eller andre har muligheden for at skubbe mere på, så bør man gøre det.”

Når man læser nyhedsdækningen af corona, vil det være naturligt at sidde med et brændende spørgsmål lige nu: Hvad med vacciner? Vi hører konstant om jagten på en vaccine. Så hvorfor snakker vi så meget om medicin her – hvorfor bruger Morten Sommer det meste af sin vågne tid på at udvikle ny medicin – hvis vaccinen bliver redningen?

Fordi vaccinen ikke bliver redningen. Ikke alene i hvert fald. Og det er vigtigt at forstå i en tid, hvor nyhedsbilledet kan forlede én til at tro, vaccinen bliver en mirakelkur, der med et trylleslag fjerner corona fra vores planet. Det kommer nok ikke til at ske, og det er der flere grunde til.

Først og fremmest: Der er stor forskel på vacciners succes, når det gælder forskellige sygdomme. Polio er stort set blevet udryddet med hjælp fra en vaccine – det tog dog også cirka 50 år. Hiv har man til gengæld stadig ikke fundet en vaccine mod trods årtiers forsøg. Influenza har man vacciner mod, men sygdommen er alligevel meget langt fra at være udryddet, selv om man laver en ny vaccine hvert år i takt med, at influenzaen forandrer sig. “Influenza er nok en god sammenligning. Hvis vi er heldige, får vi noget, der er lige så godt som en influenzavaccine. Men influenza dræber stadig rigtig mange mennesker hvert år. Så selv om vi har en effektiv COVID-19-vaccine, betyder det ikke, at der ikke vil være folk, der bliver syge,” siger han.

Samtidig vil der være patienter, hvor en vaccine ikke virker – for eksempel hvis de har problemer med nyrerne og er i dialysebehandling. Der er også en logistisk udfordring: Det er en uoverstigeligt svær opgave at vaccinere det meste af kloden på et år, mener Morten Sommer: “Det tager lidt længere tid.” Ikke mindst fordi man støder ind i en anden vaccineudfordring, den etiske. En del mennesker er imod vacciner (det er Sommer bestemt ikke, tværtimod) – men vaccinemodstanden ser ud til at være blomstret op i visse miljøer under corona. Kan man tvinge de mennesker til at blive vaccineret? Vil det være etisk?

“Det spørgsmål er specielt relevant nu, hvor vaccinerne er udviklet så hurtigt. Normalt har du safety data på flere år, inden en vaccine bliver brugt bredt. Men for de nye COVID-19-vacciner er de data meget begrænsede. Så du tager ikke en stor risiko, men en større risiko end ved en normal vaccine,” siger han. Det rejser det etiske spørgsmål, om mennesker, der nægter en coronavaccine, kan tvinges. “Jeg tror ikke, man vil lade folk massevaccinere – det er i hvert fald ikke gjort før. Og så vil en signifikant del af befolkningen nok ikke lade sig vaccinere, hvilket også kompromitterer effektiviteten af en vaccine.”

Med andre ord: Vaccinen vil forhåbentlig blive en stor del af løsningen, men den bliver sandsynligvis ikke hele løsningen. Der bliver i høj grad brug for medicin til coronapatienter. Eller som Morten Sommer siger det: “Der er akut behov for at finde de nye behandlinger.”

Det opløftende er, at der er en hel del lovende af dem på vej med raketfart. Og i spidsen for en af de mest interessante står en dansk forsker, der er ekspert i at skrumpe tiden.

Og nu kigger Morten Sommer på sit ur. Klokken er 16.00. “Jeg skal lige se, om jeg faktisk er lidt tidspresset,” siger han, let beklagende, men ikke uden autoritet. Han rejser sig. Det er tid til at komme tilbage på kontoret.