Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Emma Martiny er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Nu ved vi endelig, hvad der foregår, når man leger ånden i glasset. Og hvad det lærer os om samarbejde

SPIRITISMEMange har prøvet at få glasset til at glide hen over bordet og stave svar på udvalgte spørgsmål på vegne af en ånd, også selv om ingen oplever, at det er dem, der skubber til det. Ny forskning gør os klogere på, hvad der sker i denne proces. Foto: Jørgen Jessen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Kan man foretage handlinger og påvirke situationer og samtidig opleve, at man ikke gør det? Ja, det kan man, og ny forskning i, hvordan ånden i glasset-legen fungerer, viser, at et ubevidst samarbejde forstærker denne effekt.

Har du prøvet at lege ånden i glasset? Hvis ikke, foregår det sådan her:

Man sidder en gruppe mennesker omkring et bord og lægger hver en finger på et omvendt glas omgivet af bogstaver. Efter nogen tid begynder glasset at bevæge sig ud til bestemte bogstaver, og ofte vil det på et tidspunkt begynde at kommunikere nogle meningsfulde ord, som angivelig stammer fra en ånd. Man kan også bruge et ouija-bræt, hvor fingrene sættes på en træplade (‘planchette’) i stedet.

Mange teenagere, inklusive mig selv, har haft sære oplevelser, hvor der kom meget konkrete og velformulerede budskaber frem, uden at det virkede, som om nogen af de medvirkende styrede glasset. Jeg troede ikke selv rigtig på det. Jeg havde på fornemmelsen, at det havde med små bevægelser i fingrene at gøre. Men samtidig var det en ret massiv følelse af, at en fremmed kraft tog over.

Og det var absolut ikke bare i Haslev i 1980’erne, at vi skræmte hinanden i selskab med ånder på den måde. Ånden i glasset hærger Danmark,” kunne BT skrive i 2001 om en åndefeber’, der havde grebet nationen. Den sære tiltrækningskraft ved legen lader til at fascinere teenagere på tværs af generationer.

Ny tværvidenskabelig og danskbaseret forskning har brugt eyetracking (der registrerer deltagernes øjenbevægelser) til at nå dybere i en forståelse af, hvad der foregår i den uhyggelige leg. To og to blev forsøgspersonerne sat til at bruge et ouija-bræt, og løbende blev øjenbevægelserne registreret for at se, hvornår en af deltagerne fæstnede sit blik på det kommende bogstav.

De seks forskere fandt frem til et komplekst, ubevidst samarbejde mellem deltagerne, snarere end at én person fører an. Det, der opleves som en ånd, kan tilsyneladende betragtes som en fælles bevidsthed, der opstår mellem deltagerne. Det er ikke så mystisk, som det lyder – og det opklarer ikke bare mysteriet om ånder, det lærer os en del om, hvordan den ubevidste kommunikation mellem os mennesker helt konkret foregår.

Jeg har bedt en af forsøgets forskere, postdoc Marc Malmdorf Andersen fra Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet, uddybe pointerne fra forskningsartiklen. Her kommer forklaringen.

1. Vi påvirker omgivelserne mere, end vi tror

Lad os begynde med det simpleste spørgsmål: Hvordan bevæger glasset sig rent fysisk?

Alle deltagerne har som regel en oplevelse af, at det ikke er dem selv, der styrer glasset (undtagen når en deltager bevidst forsøger at narre de andre).

Svaret handler til dels om det fænomen, der kaldes den ideomotoriske effekt, hvor vores tanker, følelser og intentioner refleksmæssigt og ubevidst sætter kropslige bevægelser i gang. Her en bevægelse hen imod det bogstav, vi forventer eller håber vil komme som det næste.

Læg hertil det fænomen, at selv når vi bevæger os med vilje, undervurderer vi kraften af vores egen bevægelse. Det er påvist, at hvis man bliver bedt om at gentage et tryk med samme kraft, vil man trykke kraftigere end det tryk, man blev bedt om at efterligne. Vores hjerne undervurderer generelt de sanseindtryk, vi selv skaber. Marc Andersens yndlingseksempel på dette er vores adfærd i biografmørket:

I biografen synes vi ofte, at de andres slikposer larmer mere end vores egen. Det er, fordi vores hjerne undertrykker de sansestimuli, vi selv bidrager med gennem vores handlinger. Hjernen behøver ikke bruge energi på dem. Det er, fordi de er forventelige. Vi ved præcis, hvornår vores egen pose rasler, modsat de andres.”

Så ja, vi påvirker glasset langt mere, end vi oplever. Men hvis der sidder en gruppe, hvordan kan forskellige påvirkninger så frembringe noget meningsfuldt? Man kunne nemt forestille sig, at det egentlig bare blev et mærkeligt, meningsløst kompromis.

Staveplader

Brugen af staveplader til multihandicappede uden sprog, kaldet faciliteret kommunikation, er et beslægtet fænomen til ånden i glasset, idet hjælperen oplever, at det er den handicappede, der staver, mens adskillige simple forsøg viser, at det er hjælperne selv, der (ofte ubevidst) formulerer, hvad de forestiller sig, klienten ville sige. Efter at dette blev påvist i begyndelsen af 1990'erne, har faciliteret kommunikation været miskrediteret som metode. Diskussionen er blusset op igen, efter at Solrød Gymnasium af Undervisningsministeriet er blevet pålagt at tage en elev til eksamen, som kommunikerer støttet af sin fars bevægelser på et tastatur. 44 af underviserne på skolen har skrevet under på en protestskrivelse, da de mener, at det først skal testes, at det er drengen og ikke hans far, der kommunikerer. En sådan test er simpel at lave, idet man for eksempel kan give drengen og hans far to forskellige spørgsmål og se, hvilket der besvares.

2. Vores øjenbevægelser afslører os

Det svar gav Marc Andersen og hans kollegers selvfabrikerede eyetrackingudstyr. Udstyret viste dele af den proces, der fører til, at planchetten (svarende til glasset) ville bevæge sig hen på næste bogstav. Det skyldes, at ens blik uvilkårligt glider hen over et bestemt bogstav i cirklen, når man inde i hovedet gætter på, hvad det næste bogstav bliver – vel at mærke uden at man egentlig er bevidst om det. Ikke overraskende stiger præcisionen af disse forudsigelser, efterhånden som ordene former sig:

De første bogstaver i et ord opstår tilsyneladende mere eller mindre tilfældigt. Og så stiger sandsynligheden bogstav for bogstav for, at deltagerne forudsiger næste bogstav. Deltagernes forventninger til, hvilket ord der er ved at blive dannet, er med til at skabe det endelige ord,” forklarer Marc Andersen. Efter kort tid vil de skiftes til at kigge på det kommende bogstav, og efterhånden som ordet bliver klart, vil de så begge være i stand til at forudsige det kommende bogstav med deres blik.”

Man oplever måske ikke, at man selv har forudsagt bogstaverne, men blikkene fortæller noget andet. Og det er et sindrigt samarbejde, der foregår.

Bonusinfo: Marc Andersen har tidligere forsket i, hvordan man kan fremkalde såvel religiøse oplevelser som oplevelser af væsener, der ikke er til stede, alene ved at skabe forventninger om dem.

3. Ånden er fællesskabet

Det er nemlig ikke sådan, at den ene styrer skrivningen’, og den anden følger med. Det normale er, at der opstår en form for ubevidst samarbejde gennem deltagernes forudsigelser. Og det er et samarbejde, der er så effektivt, at forudsigelsen nærmer sig måden, én person blot staver sig igennem et ord. Ingen følte, at de selv styrede det, men tilsammen var de meget effektive.

Individuelt har deltagerne svært ved at forudsige, hvad ånden’ vil fortælle dem, men tilsammen er de ret hurtige til at forudsige det næste bogstav. Et par, der leger ånden i glasset, forudsiger tilsammen det næste bogstav lige så godt som én person, der bare staver et ord med vilje.”

Marc Andersen går endda så vidt som til at sige, at der på en måde er en slags ånd i glasset. Men den ånd er altså ikke et overnaturligt væsen:

Man tror, at det, man oplever, er en ånd, men vores forskning peger på, at den ånd, man oplever, i virkeligheden er et fællesskab eller den fælles interaktion.”

Denne fællesskabsånd er mere end summen af dens enkeltpersoner. For at forklare samarbejdet opmaler Marc Andersen en analogi:

Hvis vi to bygger et hus sammen, kunne man bare anskue det som summen af vores respektive arbejdsindsatser. Men det, der sker, er jo, at hvis jeg bygger noget, som du ikke havde regnet med, så må du reagere og bygge videre på det, og i det samspil opstår der noget, som ikke ville opstå hos én person eller hos to kloner af den samme person med samme bevidsthed.”

I hvert fald kan forsøget være en brik i at forstå mange sociale situationer såsom de synergieffekter, der kan opstå ved et godt møde på en arbejdsplads, ved kunstneriske samarbejder, ved middagssamtaler og meget andet. Ingen dominerer, men noget meningsfuldt opstår.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem