Dette er første kapitel i serien “MeToo i folkekirken”. Du kan finde andet kapitel her.

Prolog:

En torsdag formiddag i slutningen af marts 2021 skridtede fire kvinder over de toppede brosten ved bispegården helt inde i midten af København. Hver af dem bar på en hemmelighed.

Maria, Katinka, Lena og en fjerde kvinde var inviteret til et nervepirrende møde – et møde på den københavnske biskops kontor lige over for den imposante Vor Frue Kirke.

De fire kvinder kendte ikke hinanden på forhånd. De kom cyklende, kørende, gående til bispegården fra forskellige hjørner af hovedstaden. Faktisk kendte de kun hinandens navne, men de vidste ikke, hvem der var hvem. Indtil nu. Indtil et skæbnefællesskab, de helst havde været foruden, havde ført dem sammen.

Det skæbnefællesskab var en mand.

Dette er historien om, da MeToo for alvor ramte en af Danmarks ældste institutioner, den danske folkekirke. Det er en fortælling med en af landets mest kendte sognepræster i centrum. Og den handler i høj grad om ulige magt og krænkelser. Om at komme til en præst i dyb sorg – i den mest sårbare situation – men opleve, at det udvikler sig til … noget helt andet og grænseoverskridende. Og om at forsøge at råbe et kirkeligt system op, der kritiseres for at være nølende og lukket. Et system, som – hvis ikke kirken er vågen – risikerer at beskytte krænkeren bedre end de krænkede.

Med udgangspunkt i måneders research, talrige interviews med afgørende kilder og med adgang til centrale dokumenter og mailkorrespondancer indleder vi i dag en serie om MeToo i folkekirken. Det her er første afsnit.

Maria var 2o år, da hun mødte både kirken, troen – og Flemming Pless – for allerførste gang. Det var januar 1997. Maria, der ligesom flere andre kvinder optræder anonymt, var færdig med sin studentereksamen og mærkede en spirende tro og åndelig optagethed.

Hun overvejede at læse teologi på universitet og havde hørt godt om Brorsons Kirke på Nørrebro i København, som havde en ret aktivistisk tilgang til at hjælpe hjemløse og flygtninge. En tilfældig lørdag fandt hun kirkens telefonnummer.

Flemming Pless, der på det tidspunkt var sognepræst i Brorsons Kirke, tog telefonen. Den karismatiske og offentligt kendte præst var faktisk lige i gang med at fejre sin 40-års fødselsdag, fortalte han, men Maria var meget velkommen som frivillig i kirken.

Kort efter havde hun sin første af mange frivillige vagter. Hun lavede suppe i køkkenet til de hjemløse, talte med angste flygtninge fra Eksjugoslavien, som overnattede i kirken, og så blev hun også ansat som kirketjenervikar. Når hun talte med Flemming Pless, udviste han stor interesse for hende – puffede til hende, satte sig tæt på hende, fjollede med hende. Hun undrede sig lidt over det, men blev også smigret, fordi han jo var præsten og hendes daglige chef. Men hun havde ikke troet, at en præst kunne være sådan.

Ved et af deres første møder hev han hende med op på pulpituret, det ophøjede galleri i kirken, hvor korsangere og orglet ofte er placeret, og hvor der ikke var andre. Han ville fotografere hende, sagde han uden nærmere forklaring. Imens han fotograferede og instruerede hende i, hvordan hun skulle sidde, begyndte han at spørge ind til hendes privatliv og parforhold. Et parforhold, som han hurtigt rådede hende til at komme ud af. Uden at han havde spurgt hende om lov, udøvede han faktisk sjælesorg.

Sjælesorg er karakteriseret ved at være en fortrolig samtale mellem en person, der søger kirken, og typisk sognepræsten. Emnerne kan handle om tro, men også være eksistentielle og personlige spørgsmål som sorg, angst, fremtid, håb og meningen med livet.

Det forstod Maria måske ikke i situationen, men flere år senere, da hun læste teologi på universitetet, og endnu senere, da hun selv var blevet præst, blev det tydeligt for hende, at det var det, der var sket. Sjælesorg. Blandt meget andet. Flemming Pless havde uopfordret trukket hende til side og spurgt ind til hendes liv og sat rammer op for, hvad hun burde gøre.

“Han agerede tydeligt præst og fortrolig i sin fremtoning og sine emnevalg, samtidig med at han var flirtende og fysisk grænseoverskridende.”

Vi har vist Flemming Pless forløbet og kritikken. Han ønsker ikke at udtale sig.

I løbet af de måneder fandt Maria ud af, at hun gerne ville døbes, og når en voksen er nået frem til den beslutning, skal man i dåbsoplæring. Men den dåbsoplæring, hun kom i hos Flemming Pless, handlede ikke kun om Gud eller sakramenterne. Under forløbet begyndte sognepræsten at kysse hende, og i løbet af påsken 1997 blev hun som 20-årig døbt af Pless i Brorsons Kirke. Hendes familie var der. Det var lige i dagene omkring det tidspunkt, hvor han hældte vand på hendes hoved og døbte hende i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, at de gik i seng sammen første gang. Nogle gange foregik det intime samvær i kirkens lokaler, nogle gange i præstegården.

Det hele gik så hurtigt. Som om hun havde sat sig i en rutsjebanevogn, der kørte af sted med hende. Hun var benovet over, at hun fik al den opmærksomhed fra selveste præsten. Og havde på hans opfordring gjort det forbi med sin daværende kæreste. Flemming Pless kurtiserede hende i kirken, løftede hende op, tog hånden op under blusen på hende, kaldte hende skat. Det skulle hun også kalde ham, sagde han.

“Han skrev underteksterne, og jeg skulle læse dem højt,” siger Maria.

Hun overnattede i hans embedsbolig, og han hos hende i hendes lille toværelseslejlighed. Nogle gange var han sød, andre gange opfarende og overfusende. Lige indtil den dag, hvor han pludselig stoppede al kontakt, og Maria blev ligegyldig. Han sagde, han havde dårligt hjerte. Da hun afkrævede ham en yderligere forklaring, sagde han, som hun husker det, “Maria, lige børn leger bedst”.

“Og det er faktisk det sandeste, han har sagt,” tilføjer hun.

Senere, da Maria i 2006 var i gang med at færdiggøre teologistudiet, var hun blevet kontaktet af en kvinde, som hun tidligere havde betroet sig til. Kvinden havde ikke selv været udsat for en krænkelse, men hun kendte til andre, der havde oplevet noget lignende, sagde hun. De ønskede at indgive en klage til Københavns daværende biskop og ville have Maria med. Men hun turde ikke. Fra sine måneder med Flemming Pless vidste hun, hvor god en relation han hævdede at have til den daværende biskop. Han havde sågar lånt den tidligere biskops sommerhus på Samsø ved flere lejligheder, havde han fortalt hende.
Helt konkret frygtede hun, at en klage fra hende til biskoppen ville mindske hendes chancer for at få et job som præst.

Så Maria gemte sine grænseoverskridende oplevelser med sin tidligere chef og præst væk. Holdt det for sig selv.

Men Maria var ikke alene.

Egentlig opfattede Katinka slet ikke sig selv som et religiøst menneske. Før hun i marts 2019 mødte Flemming Pless, havde hun aldrig tidligere talt med en præst. Men det forår havde hun mistet sin moster, som var en helt central figur i familien, nærmest en ekstra mor for hende. Hun var knust af sorg og sagde modvilligt ja, da en veninde havde overtalt hende til at tage med til gudstjeneste i Christians Kirke.

Da hun sad der på kirkebænken og orglet brusede, var hun blevet overvældet af følelser og savn, og hun var endt med at græde sig gennem gudstjenesten. Efter gudstjenesten kom Flemming Pless hen til hende, lagde sin hånd på hendes skulder og spurgte, om hun var okay. Han tilbød, at hun kunne tale med ham, men det afviste hun i situationen. Hun havde dog en oplevelse af at være blevet set på en omsorgsfuld måde, så senere samme aften skrev hun til Flemming Pless og takkede ham for omsorgen og den gode gudstjeneste.

I tiden efter skrev de lidt løst frem og tilbage. En dag skrev han: “Nu strækker jeg måske vores kontakt en kende, men har du lyst til at gå en tur og drikke en kop kaffe en dag?” Katinka sagde ja. Hun så det som en mulighed for at få en eksklusiv samtale med en præst, og hun håbede, at det kunne putte noget trøst ind i hende i en svær tid. Gåturen blev dog aflyst, da Flemming Pless skulle besøge en syg kvinde, der stod ham nær. I stedet havde han og Katinka lange telefonsamtaler og sms-korrespondancer om livet, hvor hun fortalte ham ting, hun ikke før havde fortalt andre mennesker. I samme periode gik Katinka til et par gudstjenester i kirken.

En aften omkring klokken 21.30 skrev Flemming Pless, om han måtte komme forbi hos Katinka. Det blev hun meget overrasket over, fordi de jo kun havde truffet hinanden nogle få gange i kirken, men hun lukkede ham ind 45 minutter senere. Han fortalte, at han i tre måneder havde haft en relation til den syge kvinde, men at han tidligere samme aften havde forladt hende, fordi han nu havde fået følelser for Katinka. Hun blev overrumplet og oplevede det som stærkt grænseoverskridende, da han pludselig “stjal sig til et kys”, som han havde formuleret det.

Katinka følte sig på intet tidspunkt blown away eller fysisk tiltrukket af sognepræsten, men i en måneds tid det forår hvirvlede han omkring hende, og hun hvirvlede med, fordi hun i sin sorg gerne ville have den eksklusivitet og tid, hun kunne få med ham som præst. Og hun syntes, han var fascinerende og god at snakke med.

“Jeg var så meget i sorg, så da en stor arm i præstekrave rakte hånden ud og sagde ‘jeg kan godt trøste dig’, så greb jeg den,” siger hun.

Hun var overbevist om, at han kunne hjælpe hende ud af sorgen, men samtidig havde hun det underligt med relationen, der inkluderede roadtrips, holden i hånd, restaurantbesøg og en enkelt gang sex, alt sammen på hans initiativ. Han havde, følte hun, forsøgt at presse sig ind i hendes liv med en kærestedagsorden, hun egentlig ikke ønskede. Alligevel kom det bag på hende, da deres relation fadede ud i begyndelsen af juni 2019.

Katinka havde en følelse af, at Flemming Pless havde brugt sin position som præst til at placere sig selv helt tæt på hende privat, hvorefter han havde trukket sig uden nærmere forklaring. Og så havde hun, som hun senere skrev i sin klage til Københavns biskop, indtryk af, at han havde ret frie tøjler til at gøre, som han ville. I den periode, de sås, havde han på et tidspunkt en passant nævnt, at han skulle til samtale hos biskoppen, fordi nogen havde klaget over ham. Da Katinka havde reageret med bekymring, havde Flemming Pless ifølge hende sagt: “Bare rolig, biskoppen har min ryg.”

Undervejs fik Katinka også en mistanke om, at hun ikke var den eneste, der var blevet forført af Pless i et sorgfuldt øjeblik. En dag, hvor hun var til gudstjeneste i Christians Kirke, blev en kvinde insisterende stående midt i kirken efter velsignelsen, mens resten af menigheden havde sat sig ned igen. Katinka bemærkede, hvordan hun nærmest nedstirrende sognepræsten, og at han blev forfjamsket. Han endte med at gå ned til hende under gudstjenesten og fik hende til at sætte sig.

“Det lignede et klamt mønster, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med det,” siger hun.

Et helt tredje sted i København havde en tredje kvinde – Vigdis Hoff – også haft grænseoverskridende oplevelser med Flemming Pless. Faktisk var hendes relation til sognepræsten allerede begyndt, da han stadig så Katinka.

Vigdis havde i efteråret 2019 taget det skridt, som hverken Katinka eller Maria havde turdet eller orket: Hun havde klaget til Københavns biskop over, at sognepræsten havde opført sig “stærkt seksualiserende og grænseoverskridende” i en periode, hvor hun sørgede over sin mors død og var ramt af stress. Forløbet havde lignet Katinkas. Men biskoppen havde dengang vurderet klagen som “misforståelser om hensigter”.

Eller, som biskoppen dengang skrev i sit svar på klagen, som vi har læst: “På den baggrund finder jeg det yderst vanskeligt at fastslå, at den adfærd fra sognepræstens side, som du klager over, alene skyldes hans initiativ, men måske i højere grad misforståelser om hensigter.”

Men biskoppen skulle blive klogere. (Og I dag siger biskoppen, at han fortryder, at han dengang ikke gjorde mere – mere om det senere).

Dengang i 2019 i biskoppens afslag var der også kommentarer fra sognepræst Flemming Pless: “Jeg kan sige, at jeg ikke har opført mig seksualiserende eller grænseoverskridende. Hverken som præst eller som den ven, Vigdis Hoff ønskede, jeg skulle være,” skrev han.

Pless troede heller ikke, skrev han, at en afklarende samtale med ham selv og Vigdis, ville kunne forlige sagen. Det hæftede biskoppen sig ved. “Derudover agter jeg ikke at foretage mig yderligere i denne sag,” skrev biskop Peter Skov-Jakobsen.

I det øjeblik, da afslaget kom, mistede Vigdis troen på kirken, ligesom hendes tillid til andre mennesker led et knæk.

“Jeg blev mere og mere ked af det. Jeg stod over for en magt, der var så stærk og ubøjelig, at jeg gav op,” fortæller hun.

De tre kvinder – Maria, Katinka og Vigdis – kendte ikke hinandens historier. Lige indtil nogle af dem ved et tilfælde hørte en podcast.

I begyndelsen af 2021 udgav den tidligere folketingspolitiker Carolina Magdalene Maier sin podcast Dysfunktion. Den handler om kvinder, der har været i forhold til mænd med psykopatisk eller narcissistisk adfærd.

Carolina Magdalene Maier dannede i tre år par med netop sognepræst Flemming Pless. Pless og Maier havde været et offentligt kendt par, der havde optrådt sammen ved officielle begivenheder med landets spidser. Statsminister Mette Frederiksen og hendes mand var nogle af dem, de mødtes med til private middage.

I podcasten nævnte Carolina Magdalene Maier ikke Pless ved navn. Alligevel sad der i en række forskellige hjem i københavnsområdet en række kvinder, som lyttede med – og pludselig indså, at de måske ikke var alene med deres erfaringer med den samme mand: Maria var en af dem.

Hver især skrev kvinderne til Carolina Magdalene Maier om deres oplevelser. Og nu stod det pludselig klart: De var ikke alene. I en periode fra slutningen af 1990’erne til 2020 havde sognepræsten brugt sjælesorgssamtaler med mindst fem kvinder i kirken som en adgangsbillet til at indlede et romantisk forhold. Sjælesorgen – og de sideløbende seksuelle eller intime forløb – havde i nogle tilfælde efterladt kvinderne i dårligere mental tilstand, end da de takkede ja til samtalerne med præsten.

Maria sagde til Carolina Magdalene Maier, at hvis hun hørte fra andre, der gerne ville klage over Flemming Pless, ville hun gerne vide det. Og det gjorde hun faktisk lidt efter lidt. Systematikken i beskrivelserne fik hende til at tilbyde at være tovholder for at samle kvindernes vidnesbyrd.

Det blev den 16. marts 2021 til en fælles klage over Pless til Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. De sendte desuden i en anonymiseret form samme mail til Socialdemokratiet i København, Regionsrådet i Region Hovedstaden og DR, som alle er steder, hvor Flemming Pless også har virket. De sendte den bredt ud, fordi der måske var andre kvinder andre steder, der også havde oplevet grænseoverskridende adfærd fra sognepræsten. Klagen begyndte sådan her:

Vi samtlige medunderskrivere af dette brev retter henvendelse til dig for at gøre opmærksom på og indbringe en klage over Flemming Pless’ embedsmisbrug og krænkende adfærd. Som det vil stå klart via konkrete eksempler i dette brev, misbruger Flemming Pless sit embede til at forføre kvinder (både kvinder, der søger sjælesorg, og ansatte). Derudover bryder han sin tavshedspligt og opfører sig krænkende.

Flere af kvinderne havde oplevet, at noget, som andre havde sagt til præsten i fortrolighed, var kommet videre til dem. Og at noget, som de selv havde sagt i fortrolighed, også var kommet videre til andre. Det var blandt andet informationer om en afdød, han havde begravet.

Hans adfærd har i årevis været i strid med god embedsførelse. Medunderskriverne af dette brev har på forskellig vis oplevet dette på egen krop. Nogle af os har længe været tavse om det. Men nok er nok. Vi vil ikke længere være de tavse skræmte.
Hvert eneste menneske, Flemming Pless krænker, eller hvis fortrolighed han bryder (levende eller afdød), er et for mange. Hvis vi vedbliver med at tie, er vi medskyldige i hans fortsatte systematiske misbrug af sit embede til at forføre kvinder og bryde sin tavshedspligt. (…) Vi forventer at du, på baggrund af denne henvendelse, tager skridt til at sætte en stopper for Flemming Pless’ embedsmisbrug og uetiske adfærd.

Vi har vist Flemming Pless kvindernes kritikpunkter og bedt ham forholde sig til dem. Han har svaret, at han kan genkende kvindernes historier, men han ønsker ikke at kommentere dem, fordi der er klaget over ham som præst og tjenestemand, og derfor kan han ikke udtale sig.

Nu var klagen sendt. Og så var det altså – fem dage efter – at kvinderne mødtes der på Bispetorvet i Indre By, hvor vi begyndte historien her. Biskoppen havde inviteret dem til et møde. Nu skulle Katinka, Maria og de andre fortælle om deres klage og deres oplevelser. Nu skulle retfærdigheden ske fyldest.

Det kom ikke til at gå, som de håbede.

Den femte kvinde fra klagesagen, Mette von Holten Lindholm, har ikke ønsket at deltage i artiklen her. Senere i serien fortæller vi om andre MeToo-sager fra det kirkelige miljø i Danmark, der ikke tidligere har været fremme, ligesom vi går dybere ned i, hvor stort omfanget er – og hvordan det officielle system håndterer sagerne. Skriv til mig på [email protected] eller krypteret på [email protected], hvis du ved noget.