Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Helikopter

Fredag 6. maj 2022

Hvordan hjælper man dem her? I Talebans Afghanistan står Vesten over for et dilemma

Der er nu gået ni måneder, siden Taleban vandt krigen i Afghanistan og satte sig på magten. Siden er der skabt sikkerhed, men også enorme økonomiske problemer. Og rundtomkring i verden bøvler regeringer og nødhjælpsorganisationer med et problem – hvordan hjælper man afghanerne uden at hjælpe Taleban?

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

I dagens Helikopter forsøger vi at svare på et rigtig svært spørgsmål.

Dagens store historie

Foto: Javed Tanveer / AFP / Ritzau Scanpix

Det afghanske dilemma

I dagene efter at Taleban vandt krigen i Afghanistan, lovede de, at de var forandrede. Der skulle være fred og sikkerhed i Afghanistan, og kvinder skulle have flere rettigheder end sidst, den islamistiske gruppe var ved magten. Har de holdt, hvad de lovede? Og hvad betyder svaret for de nødhjælpsorganisationer, som gerne vil hjælpe afghanerne, men ikke Taleban?

I løbet af den netop overståede ramadan har hundredvis af afghanere mistet livet. Terrorgruppen Islamisk Stat har taget skylden for terrorangreb i flere byer, især rettet mod det shiamuslimske mindretal.

Men de her angreb fortæller ikke hele historien. Siden Taleban i august sidste år vandt krigen i Afghanistan, og den internationale koalition trak sig ud, har der faktisk været en urolig fred i landet.

Til gengæld er økonomien gået totalt i stå. Da Taleban tog magten, stoppede regeringerne i Vesten med at støtte Afghanistan, og den støtte udgjorde mellem 60 og 70 procent af landets bruttonationalprodukt. Taleban har ikke været i stand til at gøre noget ved det hul, der er opstået.

Det har enorme konsekvenser. FN anslår, at over halvdelen af den afghanske befolkning, 24 millioner, har brug for nødhjælp for at klare sig igennem dagen. Der er historier om familier, der sælger deres børn. Om mennesker, der sælger deres nyrer.

“Afghanistan var jo på vej op økonomisk,” siger Klaus Løkkegaard, der er sekretariatschef i Dacaar, Dansk Komité for Bistand til Afghanske Flygtninge. Nødhjælpsorganisationen har været i Afghanistan siden 1984. “Der var nogle relativt fine vækstrater i en lang årrække. Der var mange i beskæftigelse, især i de større byer. Der var lokal industri, lokale entreprenører, der fik sat gang i en masse ting. Økonomien var nærmest på toppen, da Taleban overtog. Og siden da er det gået dårligere end i rigtig, rigtig mange år.”

Taleban lovede også, at kvinder skulle have flere rettigheder, end de havde, da den islamistiske gruppe sidst sad på magten. Piger skulle for eksempel kunne gå i skole. Men siden er gruppens ledere gået tilbage på det løfte, og mange steder må piger kun gå til og med 5. klasse. Det er i det hele taget, som om de mest reaktionære dele af Taleban har fået mere at skulle have sagt. Kvinder må for eksempel ikke længere sætte sig op i et fly uden en mand som ledsager.

Ind med åbne øjne

Med de vestlige landes retræte fra Afghanistan er også nødhjælpen til afghanerne blevet standset, for ingen vestlige regeringer vil hjælpe Taleban. Nødhjælpsorganisationer som Dacaar forsøger at arbejde uden om den nye regering i Kabul og kommer faktisk, på grund af den forbedrede sikkerhed, ud til områder, som de før ikke kunne nå.

Men Klaus Løkkegaard er godt klar over, at han indirekte støtter Taleban, når han hjælper den menige afghaner. For så styrker det regeringens stabilitet.

“Undlod Danmark, undlod Dacaar at hjælpe den menige afghaner, så ville Taleban som regering have en endnu større udfordring. Folk, der sulter, viser historien, er jo tættere på at gøre oprør. Så det er klart, at hjælpen til den menige afghaner også er en form for hjælp til regeringen. For der er ingen tvivl om, at regeringen ikke på nogen måde kan sikre sin befolkning,” siger han.

Men det går man ind i med åbne øjne, fordi det handler om at hjælpe den enkelte afghaner?

“Ja. Vores mandat er humanitær bistand. Vores mandat er ikke at sikre en regering. Men du har ret i, at alle i øjeblikket må gå ind på et kompromis. Vi så rigtig gerne, at situationen så anderledes ud, men for at hjælpe og leve op til vores mandat må vi indgå nogle kompromiser undervejs.”

Det skal du også vide

Næsten 500 civile er blevet evakueret fra Mariupol. Den sydukrainske by har været skueplads for nogle af de hårdeste kampe i krigen i Ukraine. I flere uger har civile været fanget i den sidste ukrainske højborg i byen, stålværket Azovstal, men nu oplyser den ukrainske hær, at evakueringerne så småt tager fart (DR).

Jens Rohde forlader dansk politik. Kristendemokraternes eneste folketingsmedlem stopper i politik efter det næste folketingsvalg. Rohde har været godt omkring i de 24 år, han har været folkevalgt. Han begyndte i Venstre, var forbi Radikale Venstre og slutter altså i Kristendemokraterne (Ekstra Bladet).

Lars Findsen er i retten. Men vi ved faktisk ikke rigtig hvorfor. Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste blev anholdt den 8. december sidste år under mistanke for lækage af statshemmeligheder. Den 17. februar blev han af Østre Landsret løsladt efter 70 dages varetægtsfængsling. Indtil videre er samtlige retsmøder i sagen foregået bag lukkede døre, og det er sparsomt, hvad der er nået ud til offentligheden (Berlingske).

Dagens citat

“Jeg føler, at denne operation har trukket ud”

Belarus’ diktator, Aleksandr Lukasjenko, er begyndt at undre sig over sin allierede Vladimir Putins krig i Ukraine (TV 2).


Dagens Zetland-historier

Spørgsmål. Er vi egentlig i krig med Rusland? Det er på tide, vi genlærer krigens sprog, skriver Thomas Aagaard.

Fredagsfavorit. Mads Olrik har fundet argumentet for, at vi alle er blevet til Gollum. Og to andre ting at bruge din weekend på.


Andreas Thorsen

Det var det. Vidste du, at mænd efter sigende har 28 gange større risiko for at komme til at stikke en genstand op i numsen, end kvinder har? God weekend. Og pas på dernede.

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-vært