Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Han var general i Vestens evighedskrige. Sådan lærte Michael Lollesgaard at holde håbet i live

Det handler om at indse, hvor lidt vi rent faktisk styrer.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

I Michael Lollesgaards nye liv er der heste på markerne, og fuglene synger i de blomstrende trætoppe. For to uger siden sluttede han sig til sin hustru i en lille nedlagt landbrugsejendom uden for Hundested på Sjælland. Der har de tre hektar land og en have, der står snorlige, efter Michael Lollesgaard har brugt de seneste to uger på at få sat skik på den.

Inde i huset står der billeder på gulvet langs væggene og venter på at blive hængt op. Michael Lollesgaard går rundt i shorts og sandaler, hans arme og ansigt er solbrune. Fra morgenstunden har han været hos sin nye bager og hente morgenbrød. Han har ferie for første gang i årevis.

Det skal jeg lige finde ud af, hvordan man gør,” siger han og klør sig i nakken.

Michael Lollesgaard er allerede rastløs. Indtil for ganske nylig boede han i en by af containere i Baghdad, Irak, hvor han som generalløjtnant var øverste ansvarlige for hele Nato-missionen. Der var ikke noget morgenbrød eller specielt meget havearbejde og fuglefløjt. Det har der faktisk ikke været i det meste af hans arbejdsliv: Ikke da han var chef for Hærkommandoen, ikke da han ledte FN-missioner i Mali og Yemen, eller da han var brigadechef for Danmarks udsendte i Afghanistan, oberstløjtnant i Irak, kommandant i Bosnien-Hercegovina.

De seneste 20 år har Michael Lollesgaard nok været en af de danskere, hvis ikke dén dansker, der har været allertættest på Vestens krige. Han har mistet soldater, været mål for terrorangreb med landminer og igen og igen set freden kollapse de steder, hvor han har været udsendt. Og det har lært ham noget, ikke bare om krig, død og alt det, der forrår vores verden – men om selve det at være menneske og om, hvor vigtigt det er for os mennesker at finde mening i tilværelsen, selv når den føles allermest meningsløs.

Det hele handler om at indse, at der er meget i verden, vi ikke kan kontrollere. Krig, fred, død. Men så er der alt det, vi faktisk har magt over. Og det er dét, den her historie handler om.

Kollaps. Igen og igen har Michael Lollesgaard set freden kollapse de steder, hvor han har været udsendt, og det har lært ham noget om livet: At det kun nytter noget at fokusere på de ting, man rent faktisk kan kontrollere. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Hvis der er én dag, der har formet Michael Lollesgaards liv, må det være en af de andre få fridage, han har haft. Det var den dag, han og hans hustru kørte fra New York til Long Island for at ligge på stranden. Dengang arbejdede han som militærrådgiver for den danske mission i FN, men denne tirsdag havde han altså fri, og stranden på Long Island lå øde hen.

Måske var det, fordi det var tirsdag, og skolerne lige var startet op igen, tænkte ægteparret. Men det var ikke derfor. For mens Michael Lollesgaard og hans hustru var kørt til Long Island, var fire passagerfly blevet kapret, og mens ægteparret lå på stranden, var flyene styrtet ind i USAs monumenter  – Pentagon ved Washington D.C og tvillingetårnene på Manhattan, World Trade Center. Mens de var på Long Island, havde verden ændret sig for bestandigt. Det var tirsdag den 11. september 2001.

Da de kom tilbage til Manhattan næste dag, var deres nabolag i downtown afspærret, og Michael Lollesgaard og hans hustru gik omkring på gaderne og forsøgte at forstå, hvad der var sket.

Vi brugte enormt meget tid på at gå rundt den første aften og snakke med folk, og vi så billeder af de savnede overalt, og vi talte med dem, der havde mistet nogen. I den første tid var det, hvad der fyldte. Det var en meget stærk oplevelse. Det var først nogle dage eller uger senere, at jeg begyndte at forstå, hvor meget det ville komme til at forandre vores tilværelse.”

Snart efter begyndte den krig, der skulle definere Vestens sikkerhedspolitik i de næste to årtier – og dermed også Michael Lollesgaards arbejdsliv. Krigen mod terror, som stadig finder sted i dag.

Det var en kæmpe ændring. Vi tog ligesom den fulde konsekvens af, at det var en ny tid og derfor et andet fokus, vi skulle have globalt set. Og dét kom til at forme mange år af min karriere.”

Den krig, nærmest uanset hvor den er blevet udkæmpet – i Irak, i Afghanistan, i Vestafrika – er ofte gennem de seneste mange år blevet beskrevet som en håbløs evighedskrig. En krig, der igen og igen har tvunget skiftende regeringer i USA og Europa til at bryde med de selvsamme principper, som de hævdede at kæmpe for i første omgang. Kampen er foregået med alt fra droneangreb, som har ramt civile, til ulovlige invasioner, indespærringer uden rettergang og massiv støtte til korrupte regeringer. Og for hvad? Al-Qaeda, Islamisk Stat og Taleban er ikke faldet endnu – og Vesten har heller ikke mange succeshistorier at fortælle om forsøgene på at sprede demokrati og frihed i de lande, hvor vi rykkede ind.

I 2022 står Irak uden regering knap et halvt år efter det seneste valg, som i øvrigt var dét valg med den laveste valgdeltagelse siden amerikanernes invasion i 2003. I Afghanistan er Taleban vendt tilbage og begyndt at genindføre formørkede regler og love, som nægter kvinder de basale rettigheder, de ellers havde formået at vinde i de seneste årtier. I Mali, hvor FN-styrker længe har bekæmpet terrorgrupper, vinder ekstremisterne frem, mens et illegitimt styre har kuppet sig til magten, vendt sig mod europæerne og inviteret brutale russiske lejesoldater ind for at hjælpe dem i stedet. I Yemen fortsætter det, der i årevis er blevet kaldt for verdens værste humanitære krise, med at være, ja, netop det.

Kigger man på det store billede, er det svært at finde optimismen. Faktisk er det nemt at blive deprimeret, siger Michael Lollesgaard. Men det er han ikke selv. Og det er der en helt særlig grund til.

På et tidspunkt indså jeg, at jeg ikke kunne redde hele verden, og at jeg kun var en lille brik i det store spil, nærmest uanset hvor højt op jeg kom i niveau. Man kan selvfølgelig prøve at gøre sin indflydelse gældende i større beslutninger, men det, man skal fokusere på, er det, man rent faktisk kan gøre noget ved,” siger Michael Lollesgaard.

Altså: Fokusér på det, du kan kontrollere. Og læg så resten væk.

Ansvar. Hvem har ansvaret for de krige, vi fører? Er det soldaterne, generalerne, eller de politikere, der vedtager missionerne? Michael Lollesgaard har ikke lyst til at se tilbage og give nogen skylden for de fejl, der er blevet begået i for eksempel Irak og Afghanistan. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Michael Lollesgaards karriere i militæret startede længe før 9/11. I 1979 begyndte han på Hærens Officersskole. Egentlig forestillede han sig dengang, at han skulle være ingeniør, men da flere af hans venner søgte ind på officersskolen, gjorde han også. I første omgang tænkte han, at han bare kunne blive reserveofficer.

Men så blev han grebet af det. Og han har aldrig forladt Forsvaret siden.

43 år og en slat i Forsvaret har jeg haft nu,” siger han. Så det er meget af ens identitet, der ligger i den uniform, for den har jo været så stor en del af livet.”

Michael Lollesgaard har aldrig haft et job, han har været træt af, siger han. Han har ledet missioner og store FN-operationer, han har undervist og trænet tropper og unge soldater, han har siddet i forskellige rådgiverstillinger, og så er han flyttet måske 16 gange. Og ikke på et eneste tidspunkt har han overvejet at forlade Forsvaret, sådan som mange af hans kolleger ellers har, siger han.

Det er svært ikke at lægge mærke til, hvordan Michael Lollesgaard taler om sig selv. I stedet for at sige jeg’ siger han som regel man’ eller én’. Som for eksempel når jeg spørger ham, om det ikke også har været hårdt arbejde at være udsendt i krigszoner.

Man kommer jo ud for nogle situationer,” siger han. Men det forbereder man sig jo på. Når man er soldat, så forbereder man sig på det ultimative.”

Men jo, det har været hårdt, medgiver han. Han er blevet gradvist hærdet under udsendelserne, siger han. Særligt i Irak, hvor de blev beskudt og angrebet nærmest dagligt, mens han var udsendt første gang i 2006.

Men udsendelserne har også lært ham noget vigtigt om at være soldat:

Som soldat tror jeg, det er vigtigt, at man fokuserer på sin egen indsats, og at man har god samvittighed i forhold til de beslutninger, man selv har truffet, mens man har været af sted. Og så må man glemme det store billede lidt,” siger han.

Det her er et ekko af en ældgammel græsk filosofi, stoicismen: at man må tage ansvar for det, man rent faktisk kan tage ansvar for – ens egne handlinger – mens alt andet, alt det, der ligger uden for ens kontrolsfære, må gå, som det nu går. Men det er også en svær øvelse, særligt i disse år.

20 år efter 9/11, i august 2021, blev vestlige styrker evakueret ud af Afghanistan, mens den militante bevægelse Taleban erobrede magten i landet igen. Evakueringen udviklede sig hurtigt til et dødeligt kaos. Tusindvis af afghanere strømmede mod lufthavnen i håb om at sikre sig en plads på et af de vestlige evakueringsfly. Nogle var så desperate, at de klamrede sig til flyenes hjul og vinger, mens de lettede fra jorden. Flere af dem døde.

Det var formentligt svært at se på for mange af Danmarks tidligere udsendte. Fra 2002 til 2013 var 43 danske soldater døde i krigen. Michael Lollesgaard talte i den tid med flere tidligere soldater, som spurgte ham, om kollapset i Kabul betød, at deres indsats i Afghanistan havde været forgæves. Nøjagtigt dét spørgsmål blev også diskuteret intenst af politikerne i de dage.

Til soldaterne gav Michael Lollesgaard klar besked:

Nej, din indsats har ikke været spildt,” sagde han. Du var dernede et halvt år, fordi du var blevet sat til at løse en opgave. Har du god samvittighed med din egen opgaveløsning, så er det godt nok.”

Betyder det så også, at han overordnet ser Danmarks militære operationer i Afghanistan som en succes? Ikke nødvendigvis. Men:

Der er jo en politisk kontekst, som man som soldat er sat lidt uden for, fordi vi er et demokratisk styret forsvar. Og det betyder, at det eneste, man kan gøre som soldat, er at løse de opgaver, man bliver sat til at løse,” siger han.

Men kan man som brigadechef og general godt dække sig ind på den måde, spørger jeg. Har han ikke også haft et ansvar for operationernes udfald?

Michael Lollesgaard smiler lidt. Selvfølgelig har man som general et ansvar. Men i sidste ende ér krig en politisk beslutning. Det ultimative ansvar ligger hos de politikere, der vedtager operationerne. Og selv da, siger han, er det svært at placere et ansvar for de ting, der går galt.

Det er altid nemt at stå i bagklogskabens lys og analysere sig frem til alt det, der gik galt. Men jeg tror da, at de mennesker, der har siddet og truffet beslutningerne om for eksempel Afghanistan, gjorde, som de gjorde, af den bedste vilje. Måske havde de for høje ambitioner, det tror jeg da, de havde, men jeg bliver nødt til at tro på, at de beordrede os til Afghanistan, fordi de troede på, at det ville virke,” siger han.

Det der med at kigge tilbage og give skylden, det har jeg det enormt svært ved. Måske tænker jeg sådan, fordi jeg selv har været tæt på beslutningstagerne. Jeg ved, at vores politikere er enormt seriøse. De kaster jo ikke bare soldater ud i et eller andet eventyr, fordi de synes, det kunne være sjovt. De gør det, fordi de tror på, at det tjener rigets sikkerhed.”

Vi sidder ved et vindue og kigger ud på Michael Lollesgaards grønne have. Da jeg kom, skinnede solen, men nu vælter det ned fra himlen. Lige nu, i dette øjeblik, kunne en atomkrig i princippet bryde ud mellem verdens stormagter, og vi ville i så fald intet kunne stille op. En potentielt dødelig sygdom kunne sprede sig tværs over kloden og lukke hele verden ned. Igen. Eller Michael Lollesgaard kunne falde af stolen og dø af et pludseligt hjertestop. Verden er fuld af uforudsigeligheder, som vi intet kan stille op imod, siger Michael Lollesgaard. Det samme er krig. Også for dem, der fører krigene mod hinanden.

Vi mennesker er ellers vant til kontrol. Efterhånden har vi fået bygget en verden, hvor vi kan kontrollere det meste. Vi spiser tropefrugter året rundt. De fleste sygdomme kan helbredes eller forebygges, og der er flere mennesker, der lider af overvægt end af sult i verden.

Men trods disse fremskridt er der stadig ting, vi ikke ved, og ting, vi ikke kan. Der er stadig tilfældigheder, som ikke kan forklares eller forhindres. Kræfter uden for os, som er stærkere end os. Naturen, universet, Gud. De kræfter, vi ikke kan kontrollere, har haft mange navne gennem tiden.

Michael Lollesgaard kalder det for den store sag”. Det, som soldater sendes i krig for at kæmpe for, men som de aldrig selv kan realisere. Hvad enten der er tale om at bringe frihed og demokrati til Afghanistan eller at gå til kamp mod terrorens formørkede ideologi i Irak. Som soldat bliver man nødt til at tro på noget, som man ved, man ikke har magt til at gøre til virkelighed alene. Ellers kan man ikke overleve i en krig, siger Michael Lollesgaard.

Det er derfor, han selv har øvet sig i at huske på det, han rent faktisk havde kontrol over, når han ser tilbage på sine udsendelser. Hans tid i Sarajevo er det bedste eksempel.

Håb. Håbet findes i sprækkerne – i de små fremskridt, som Michael Lollesgaard trods alt har set på sine mange missioner. I Sarajevo trænede han officerer, der engang havde bekriget hinanden, og i Yemen så han en hovedgade komme til live igen. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Da Michael Lollesgaard i 2007 kom til Sarajevo i Bosnien-Hercegovina, fik han til opgave at uddanne officerer i blandede klasseværelser. Altså både bosniakker, bosniske serbere og bosniske kroater, som førhen havde bekriget hinanden. Det var del af en forsoningsproces, som handlede om at slå forsvarene sammen.

Soldaterne boede på kaserner under kummerlige forhold, og Michael Lollesgaard og syv andre kolleger rejste rundt og tilbragte tid med dem. De havde ikke noget varmt vand, og om vinteren sov de uden varme. Men uddannelsen var en succes, fortæller han.

Alle var glade for det. Både fordi vi talte om doktriner og fik skabt noget godt fagligt, men lige så meget, fordi det rent faktisk lykkedes os at mixe folk og skabe nye sociale sammenhænge,” siger han.

Tag bare selve skolens sammensætning. Chefen for administration var bosnisk kroat, og chefen for logistik var bosnisk serber. Og ikke nok med det, de to kendte faktisk hinanden fra krigen. Den bosniske serber havde engang taget den bosniske kroat til fange. Nu arbejdede de pludselig sammen.

Dén forsoning er måske ikke afgørende for freden i Bosnien-Hercegovina, men det betød noget for Michael Lollesgaard. Også selv om det store billede krakelerer lidt for tiden.

Den 1. juni 2022 stemte Danmark ja til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet, og der er en reel sandsynlighed for, at de danske soldaters første EU-mission kommer til at gå til Bosnien-Hercegovina. Tilbage i november advarede FNs repræsentant i landet om, at Bosnien-Hercegovina var i overhængende fare for at kollapse, og at der er en meget reel” risiko for, at en ny, væbnet konflikt bryder ud i landet.

Det går ad helvedes til i Bosnien i dag, men den uddannelse eksisterer stadig. Det er jeg stolt af, og jeg mødes stadig med dem, jeg arbejdede med dengang. Jeg tror stadig på, at det er noget, der kan lede mod forsoning,” siger Michael Lollesgaard.

Også i Yemen er Michael Lollesgaard stolt af sine resultater, selv om landet stadig er midt i en blodig borgerkrig. Da han landede dér i 2019, kom han som FN-chef for at overvåge og implementere en våbenhvile mellem den yemenitiske regering og houthi-oprørerne i havnebyen Hodaidah. De to parter lå dengang i noget, der nærmest lignede en skyttegravskrig, med omkring hundrede meters afstand fra hinanden og skød på alt, hvad der rørte sig. Det var farligt – ikke mindst for havnen, der hver dag importerede livsnødvendige fødevarer og nødhjælp til en civilbefolkning i dyb krise.

Det var en hektisk udsendelse. Michael Lollesgaard boede på houthi-kontrolleret område, og hver gang han skulle krydse frontlinjen, skulle han akkompagneres af gravemaskiner, som kunne rydde jorden for landminer. Mens de kørte dér, kunne de vide sig sikre på, at det ville regne med skud mod dem fra den anden side.

Når han skulle mødes med houthi-oprørernes ledelse, skulle det foregå meget diskret. Hans sikkerhedsvagter måtte for eksempel ikke komme med, og Michael Lollesgaard måtte rejse alene omkring i civil.

Jeg ville blive kørt til et mødested, og der blev jeg så smidt over i en eller anden gammel, skramlet kasse, som så kørte mig ind i en afsides baggård. Og så kunne jeg mødes med præsidenten der. Det var helt spionfilms-agtigt,” siger han.

Michael Lollesgaards opgave føltes umulig. Måske var den også umulig. Yemen er stadig i lige så stor krise i dag, som landet var dengang. Men i Hodaidah skete der alligevel noget vigtigt, mens Michael Lollesgaard var der. De to parter accepterede at lade havnen være, så skibene fortsat kunne ankomme. De stoppede ikke med at skyde mod hinanden, men de stoppede med at skyde ind i byen. Og det var fremskridt, mener Michael Lollesgaard. Succesen var til at måle på byens hovedgade, der pludselig begyndte at summe af liv igen. Folk, der var flygtet fra byen, begyndte at vende tilbage, og om aftenen indtog de hovedgadens caféer og barer, selv om skudsalverne fortsatte med at brage i det fjerne.

De var forhåbningsfulde, fordi FN var der. Pludselig spredte der sig sådan en tro på, at nok skulle blive bedre, selv om kamphandlingerne jo fortsatte forholdsvist tæt på,” siger han.

Det er dét, han holder fast i nu. Konflikten blev ikke løst, men Hodaidah blev lidt sikrere.

Michael Lollesgaard rejser sig fra stolen, han får gæster til frokost lige om lidt. Han følger mig ned til døren, hvor en lille tyk kat venter på os. Den er adopteret, fortæller han, til at fange mus. Men lige nu sidder den på en bænk og kigger ud ad vinduet. Vi bliver enige om, at katten har et længselsfuldt blik, for det regner stadig, og det betyder, at katten må blive inden døre. Det er den sikkert træt af, siger Michael Lollesgaard.

Jeg tænker på, om han har det lidt ligesom katten. Er der en del af ham, der savner at komme ud?

Nu skal jeg se, om jeg kan blive tilfreds med at gå herhjemme og ordne have og muge hestefold. Vi får se.”

Egentlig kunne artiklen have sluttet her. Men da jeg gik fra Michael Lollesgaards hus, tyggede jeg på det, han havde fortalt mig. Vi bliver nødt til at tro på den store sag, siger han, og vi bliver samtidig nødt til at acceptere, at vi ingen indflydelse har på den store sag. At vi kun kan fokusere på det, vi rent faktisk har magt til at gøre noget ved. Men hvordan gør man egentlig lige det?

Hvordan fastholder man troen på noget, man alligevel ikke tror på, at man har indflydelse på? Jeg sendte ham en sms.

Jeg har flere spørgsmål,” skrev jeg. Kan jeg komme forbi Forsvarsakademiet i morgen?”

Tab. “Der har været rigtig mange dage, hvor det har været svært at tro på sagen," siger Michael Lollesgaard. Allersværest har det været, når han har mistet soldater. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Michael Lollesgaard har uniform på, da jeg møder ham næste dag på Forsvarsakademiet. Det siger måske noget om, hvordan det går for ham, det der med at holde ferie. Det er bare lige for i dag, forsikrer han mig. Nå ja, og så i næste uge, hvor han skal til New York for at deltage i en konference.

Vi finder et kontor og lukker døren, og jeg får stillet Michael Lollesgaard det spørgsmål, jeg ville stille:

Har du aldrig mistet troen på det, du gjorde?”

Han kigger ned i gulvet. Jo, siger han. Ofte.

Der har været rigtig mange dage, hvor det har været svært at tro på sagen. Især når man mister soldater. Altså, nogle gange mister man måske fem-syv soldater i ét angreb, og når det sker, og man står der til begravelsen og ser familierne, er det svært ikke at tænke: Hvorfor skal soldater fra fremmede lande sætte livet på spil i det her land? Er det overhovedet det værd?”

Den tanke er umulig at undgå, siger han. Han havde den, da hans soldater døde i Afghanistan, og han havde den i den grad, mens han var FN-chef for styrkerne i Mali.

Vi havde 14-15 baser rundtomkring i Mali, og den ene var mere ringe end den anden,” siger han.

Det var primært vestafrikanske styrker, som var under Michael Lollesgaards kommando. Fra Tchad, Senegal, Togo, Guinea og Burkina Faso. Lande, hvor der ikke nødvendigvis var ressourcer nok til at uddanne og forberede soldaterne ordentligt, inden de blev sendt af sted i krig, siger Michael Lollesgaard.

Det havde dødelige konsekvenser. I løbet af de to år, Michael Lollesgaard tilbragte i Mali, mistede han 50 soldater som følge af terrorangreb, primært vejsidebomber. Og det vejede tungt på hans samvittighed.

Jeg lå en nat og tænkte: Hvad fanden gør vi nu? Det her er bare noget lort.”

Det endte med, at han besøgte hver bataljon og tog på patrulje med dem alle sammen, og han satte samtidig undervisning og træning i gang for soldaterne. For en stund virkede det faktisk. I et halvt år havde de næsten ingen tab, fortæller han. Det var en sejr. Men så tog terroristerne hårdere metoder i brug, og snart begyndte styrkerne at lide tab igen.

Hver gang der blev løst et problem, dukkede der to nye op, som han sagde, da han kom hjem fra Mali i 2016. Og det sled på ham. Hver gang nogen døde, rejste han med kisterne hjem til deres familier og overleverede nyheden. Den første gang, han prøvede det, skulle han til Togo og aflevere syv kister på én gang, og da han ankom, var der mødt journalister op fra flere internationale medier i lufthavnen. De stod med kameraer og mikrofoner og ventede på hans forklaring.

Det var benhårdt at stå der,” siger Michael Lollesgaard.

Men det, der kom bagefter, var værre: da han skulle videre ud til de syv familier, som pludselig havde mistet deres primære forsørgere.

Det der, det tog hårdt på mig. At aflevere kisterne og tage ansvar for de der menneskeskæbner. Det kunne jeg ikke holde til i mere end to år. Derefter var jeg mentalt slidt op,” siger han.

Som chef plejede han at opfordre sine soldater til at tale med hinanden om de svære ting, så de kunne få bearbejdet alt det, der gjorde ondt. Men Michael Lollesgaard havde ikke selv nogen at tale med tvivlen om. Han kunne ikke som chef fortælle sine underordnede, at han ikke altid var sikker på, at de risikerede livet for en værdig sag.

I dag græder vi. I morgen græder vi. I overmorgen kører vi ud og kæmper videre,” sagde han i stedet på et tidspunkt til en af de enheder, der havde lidt nogle af de værste tab.

Måske var det dér, han fandt troen igen – når han fokuserede på det, han kunne gøre, den person, han kunne være for soldaterne. Og så snart han mærkede, at han ikke kunne være den person for dem længere, stoppede han.

Det må aldrig nogensinde blive sådan, at der kommer en slags automatik i håndteringen af dødsfald. Det skal være noget, der gør ondt. Det skal være noget, der kommer til at påvirke én til at gøre tingene endnu bedre. Men det har selvfølgelig også den side-konsekvens, at det kan få én til at føle sig håbløs og magtesløs,” siger han.

Michael Lollesgaard har sat en deadline for sig selv. Inden kalenderen siger august, skal han finde ud af, hvad han egentlig vil inde på Forsvarsakademiet. Ferien bruger han på ad hoc-opgaver, men hvad der kommer derefter, ved han ikke. Til november kan han gå på pension.

De seneste 20 år har han kæmpet Vestens krig mod terror. Også den tror han snart må få en ende. Krigen i Ukraine markerer et nyt paradigmeskifte for Vestens sikkerhedspolitik, siger han. I fremtiden tror han, at Vesten vil fokusere mere mod øst og mindre mod såkaldte stabiliseringsoperationer i Mellemøsten, siger han – fordi de seneste 20 år har vist os, hvor meget operationerne koster os selv.

Det handler om at stoppe, inden håbløsheden og magtesløsheden tager over.