Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Louise Stenstrup er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Tag med til menneskerettighedernes utopia. Det sted har aldrig været vigtigere

KAMPEvan Mawarire fra Zimbabwe er del af en ny generation, der nægter at være gidsler af fortiden. Foto: Siphiwe Sibeko / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Respekten for menneskerettigheder og demokrati er gået tilbage på globalt plan efter årtiers fremskridt. Menneskerettighedskonferencen Oslo Freedom Forum er blevet en slags fristed på området. Her samler prominente dissidenter og aktivister sig for at revitalisere kampgejsten. Det er der i allerhøjeste grad brug for, argumenterer Jacob Mchangama i en rapport fra konferencen.

Vi havde ellers vænnet os til, at det gik så godt.

De seneste 70 år har budt på helt uhørte landvindinger for demokrati og frihedsrettigheder i forhold til tidligere perioder. På mange niveauer, i mange dele af verden, er det gået fremad for menneskerettighederne.

Men måske der blot var tale om en historisk anormalitet. For de seneste år er udviklingen gået støt den anden vej.

I mere end 11 år er respekten for frihed og demokrati gået tilbage på globalt plan ifølge den amerikanske ngo Freedom House. 67 lande oplevede tilbagegang, mens 36 havde fremskridt.

Og måske er det seneste årtis negative udvikling blot en retur til normalen, hvor identitet, religion, nationalisme og sikkerhedshensyn igen vil veje tungere i vægtskålen end hensynet til principper som menneskerettigheder og demokrati.

For dem, der er ved at miste troen på frihedsidealer, er den årlige menneskerettighedskonference Oslo Freedom Forum imidlertid en glimrende modgift, der forsøger at revitalisere kampgejsten for både menneskerettighedernes nuværende og frafaldne frontsoldater og sympatisører. Jeg tog derop og talte med førende dissidenter fra hele verden. Det kom der overraskende indsigter ud af.

I Oslo Freedom Forum samles dissidenter, aktivister og kvinderettighedsforkæmpere – fra lande som Zimbabwe, Rusland, Maldiverne, Bangladesh, Bahrain, Saudi-Arabien, Somalia, Cuba, Venezuela, Pakistan – og fortæller deres ofte dybt personlige og stærkt rørende historier til omverdenen og de øvrige deltagere, der består af menneskerettighedsaktivister, journalister, politikere og i stigende grad også repræsentanter fra amerikanske tech-virksomheder.

Her er folk fra alle kontinenter, af alle hudfarver, religioner og kulturer, og var Oslo Freedom Forum et repræsentativt udsnit af verden, ville utopia være rundt om hjørnet. Men man skal ikke høre mange talere for at forstå, at konferencen snarere er en lille liberal boble i et lille liberalt land i en stor og illiberal verden.

Blandt højdepunkterne var den zimbabwiske pastor Evan Mawarire. I april 2016 lagde han en video op på Facebook, hvori han i en insisterende og patosladet tale tog et opgør med Zimbabwes korrupte magthavere. De havde ifølge Mawarire forrådt arven fra opgøret med Storbritannien og den racisme, der prægede kolonialismen. Videoen og hashtagget #thisflag gik viralt og førte til en bevægelse, som i protest mod Mugabe og hans Zanu-PF-parti iklædte sig flaget som symbol og blandt andet iværksatte en endags generalstrejke.

Det fik Mugabes styre til at skride til handling. Det er blevet forbudt at iføre sig det zimbabwiske flag offentligt, og Mawarire er to gange blevet anholdt og fængslet. Men endnu værre er, at hans gravide kone blev truet med voldtægt, og at ukendte mænd opsøgte hans børn på deres skole. Mawarire har nu sendt familien i sikkerhed i USA, men har selv valgt at blive boende og lede #thisflag-bevægelsen på trods af den overhængende fare for, at han igen bliver fængslet eller bliver udsat for tortur, som andre deltagere fra Zimbabwe er blevet det.

Bonusinfo: Borgerlige og politiske rettigheder er også blevet udvandet i demokratier som Spanien, Brasilien, Tjekkiet, Frankrig, Ungarn, Polen, USA og ja: Danmark.

Over en middag på Oslos Grand Hotel snakker jeg videre med Mawarire. Han nævner sin skuffelse over, at de, der ledte Zimbabwe til frihed og selvstændighed, nu fremstår som undertrykkere”.

De udnytter skamløst deres nationale heltestatus til at berige sig selv uden hensyntagen til den befolkning, hvis frihed og fremgang var frihedskampens erklærede mål.”

Han fremhæver, at Zimbabwes regering sidste år måtte erkende, at der var forsvundet diamanter svarende til en værdi af 15 milliarder dollars. Det i et land, hvis BNP er på lige under netop 15 milliarder dollars. Det generer ham dybt, at Mugabe – ligesom præsidenten Jacob Zuma er på vej til i Sydafrika – har tilsølet sorte sydafrikaneres drøm om, at opgøret med kolonitid og apartheid ville føre til fremgang og velstand og ikke, som dele af den hvide befolkning advarede om, til kaos og korruption. Mawarire er dermed ansigtet på en ny generation, der nægter at være gidsler af fortiden, og som er villig til at betale en pris for sine idealer.

Selv om de mange aktivister og dissidenter, der har måttet tåle fængslinger, tortur og umenneskelige afsavn, efterlader et dybt indtryk, er det noget så tørt som en diplomat, der for mig bedst beskriver, hvor særlig en konference Oslo Freedom Forum er. Luis Almagro er generalsekretær i Organization of American States (OAS), det amerikanske kontinents pendant til Europarådet. Forud for Almagros udnævnelse som generalsekretær var han udenrigsminister i Uruguays centrum-venstre-regering og har også været ambassadør i Kina og Iran.

Man kunne måske forvente, at Almagro ville tale om nødvendigheden af konstruktiv dialog, pragmatisme og alle de ord, vi er vant til at høre, når for eksempel danske regeringer taler om menneskerettighedsudfordringer i Kina eller Saudi-Arabien. Men Almagro er en mand med en mission.

Han blev valgt på mottoet Flere rettigheder for flere mennesker”, og han har gjort situationen i ét bestemt land til omdrejningspunktet for hans vision om, at Organization of American States skal udgøre det afgørende værn mod genkomsten af diktatur og undertrykkelse i Latinamerika. Det drejer sig selvfølgelig om Venezuela. Jeg får lov til at overvære generalprøven på Almagros tale og bliver med det samme slået over hans gennemslagskraft.

Almagro er ikke nogen stor taler eller retoriker, og han læser ganske monotont op af sine papirer, som han efter hver prøvelæsning gennemgår og tilretter med sin rådgiver. Men den manglende retoriske gennemslagskraft bliver til fulde opvejet af, hvor direkte, kontant og specifik Almagros kritik af Venezuela er. Almagro kalder Venezuela for et uhæmmet diktatur” og beskylder det nuværende regime for at være det værste i landets historie”, for at stå bag international narkohandel” og for at have begået drab”, tortur” og forbrydelser mod menneskeheden”.

I sin PowerPoint-præsentation viser han billeder af ledende venezuelanske ministre og embedsmænd, som han ved navns nævnelse holder direkte ansvarlige for de drab, den tortur og de fængslinger, som præger landet. For at være præcis er der ifølge Almagro dræbt nær ved 70 mennesker i løbet af 50 dages protester, mere end 2.700 er blevet arresteret, og mere end 1.000 er stadig tilbageholdt, mens Venezuela p.t. har 271 politiske fanger, inklusive oppositionslederen Leopoldo Lopez.

Almagro afslutter med en vigtig pointe:

Jeg kommer fra den politiske venstrefløj. Selve begrebet venstrefløj giver kun mening i et demokratisk system. Det gør det, fordi forsvaret for fundamentale friheder er essentielt for at opnå et retfærdigt, lige og inklusivt samfund, hvilket er, hvad venstrefløjen altid skal kæmpe for. Det er nemmere at angribe sine modstandere på baggrund af ideologiske forskelle end at forsvare demokratiske principper.”

Jeg får aftalt et interview med Almagro og møder ham næste morgen. Jeg spørger ind til hans direkte og kompromisløse stil, der virker ganske overraskende i en verden, hvor demokrati og frihedsrettigheder er på retur.

Han forklarer, at han altid har arbejdet på den samme måde, når det gælder menneskerettigheder og demokrati. Og det er særlig vigtigt for Organization of American States.

Hvis vi ikke er konsistente i forhold til vores arbejde med menneskerettigheder og demokrati, ville Organization of American States blive en værdiløs organisation.”

Det er også klart, at Almagro ser Venezuela som en test for Organization of American States’ effektivitet og frygter, at konsolideringen af et venzuelansk diktatur kan sprede sig til andre lande. Det var hele idéen med og baggrunden for de rapporter, som organisationen har udgivet i 2016 og 2017. Almagro så en række stærkt bekymrende praksisser i form af institutioners manglende uafhængighed, politiske fanger, tortur med videre.

Hvis man ikke skrider ind over for det, risikerer man, at andre lande kopierer de tendenser, og derfor har vi handlet håndfast med henblik på at udrydde den slags tendenser.”

Almagro afviser, at det stille diplomati bag lukkede døre ville være en bedre strategi, også selv om Venezuela har meddelt, at man vil trække sig fra Organization of American States. Rent faktisk har Almagro anbefalet, at Organization of American States iværksætter en procedure, der ultimativt kan resultere i, at Venezuela suspenderes fra organisationen. Almagro forklarer, at mere forsigtige strategier ikke har virket overhovedet. Der har været en dramatisk forværring af menneskerettighedssituationen. Det internationale samfunds tavshed er af regimet i Caracas blevet fortolket som en form for accept, og der er udviklet en stærk kultur af straffrihed.

Det er Almagros erklærede mål at ende denne politiske kalkule.

Det er umuligt at få indflydelse, hvis man ikke fordømmer. Og hvis du ikke fordømmer dem offentligt, er de fuldstændig ligeglade, og derfor bliver vi nødt til at råbe højt om menneskerettighedskrænkelser,” siger han.

Almagro vil ikke direkte forholde sig til, hvorvidt hans metode også burde anvendes af eksempelvis Europarådet og FN- organer, der ofte anvender en langt mindre konfrontatorisk og fordømmende retorik. Men han slår fast, at det er vigtigt, at man kalder tingenes ved deres rette navn – kalder menneskerettighedskrænkelser for menneskerettighedskrænkelser.

Det er umuligt at adressere problemerne, hvis man ikke definerer dem korrekt. Hvis du blot lader menneskerettighedskrænkelser fortsætte, og din position og dine ord er bløde, kan et folkemord fortsætte ufortrødent.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: