Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mette Carendi er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi har dømt vrede ude af forældreskabet i årtier. Det var en fejl

ARGH!Alle forældre vil opleve afmagt og frustration, fortæller psykolog Mette Carendi.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Skoleskribent Sara Alfort er draget land og rige rundt på turné for sin nye bog Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid. Med sig har hun sin recorder, og undervejs har hun lyttet til Zetland-medlemmernes største bekymringer om deres forældreskab. Her i anden del af hendes artikel- og podcastserie, jagter hun svaret på et enkelt spørgsmål fra Zetland-medlem Annemarie Vad: Må jeg vise vrede over for mit barn? En 60 år gammel teori om det gode forældreskab må lade livet undervejs.

For nylig mødte jeg Annemarie Vad Jepsen til et foredrag i Aarhus.

Hun er i gang med at uddanne sig til sundhedsplejerske, og hun fortalte, at på studiet har hun blandt andet læst om det, der hedder tilknytningsteorier. Og så var det, at hun sagde, og at hun ikke var sikker på, at hun havde turdet få børn, hvis hun havde kendt til de teorier, før hun blev mor.

Og så var det, at jeg tænkte, at det bliver jeg vist nødt til at høre noget mere om.

For det er det, jeg gør i denne artikel- og podcastserie, som vi bringer andet afsnit af i dag. Jeg taler med dem, jeg møder på min vej, som har noget særligt på hjerte, et særligt spørgsmål, som de har brug for at få svar på.

En ganske særlig forældreservice, kan man sige. Du kan lytte til afsnittet ved at trykke på playknappen her ovenfor. Og så kan du læse historien som artikel her.

Det er nemlig, som om vi i dag bilder os ind, at vi kan forme vores børn med den måde, vi er forældre på, så vores børn bliver lykkelige, kloge, empatiske, robuste og succesfulde demokratiske borgere. Det er, som om vi tror, at alt det, vi gør og ikke gør som forældre i et 1:1-forhold endegyldigt vil forme vores børn langt ind i fremtiden.

Den idé lægger et grænseløst individuelt ansvar på forældrenes skuldre. Men er vi sikre på, at vi overhovedet har så meget magt som forældre?

Men lad os vende tilbage til Annemarie Vad Jepsen. For heldigvis – kan man sige – nåede Annemarie at få sine tre drenge, inden hun begyndte at læse om børns udvikling på studiet. Men hun er stadig i tvivl om, hvor meget der egentlig er godt at vide, når man opdrager børn, og hvor meget det er bedre ligesom bare at tage på rygraden.

Jeg tænker bare, om det overhovedet er godt at være bevidst om den store effekt, man har på sine børn. Jeg tænker, om det ikke gør noget ved relationen. For så er den jo nok ikke autentisk, og jeg forestiller mig også, at det er vigtigt, at de følelser, vi viser vores børn, også er oprigtige. Hvis jeg bliver vred, så skal jeg ikke vise den følelse ifølge tilknytningsteorien, men i stedet prøve at forstå mit barn,” fortæller Annemarie Vad Jepsen.

Jeg synes, det er alt for komplekst at være mor i det.”

Okay, så hvad handler det her egentlig om?

Teorien om, at barnets tidlige tilknytning til moren er afgørende for barnets udvikling, kommer fra den britiske psykiater John Bowlby. I 1951 skrev han en rapport for WHO med udgangspunkt i de mange børn, som Anden Verdenskrig havde gjort forældreløse, eller som havde været adskilt fra deres forældre i længere perioder under krigens evakueringer.

Han konkluderede, at en adskillelse fra moren var en traumatisk oplevelse for barnet, der gav alvorlige psykiske problemer.

Bowlbys teori er, at alle børn knytter sig til deres forældre, det bliver de nødt til. Men de knytter sig på forskellig måde afhængigt af, hvordan vi er sammen med vores børn. Så børn, der oplever, at deres forældre er opmærksomme, nærværende og omsorgsfulde, vil føle sig trygge. De vil knytte en relation, hvor de forventer, at de vil blive trøstet og beskyttet. Børn, der oplever uforudsigelige forældre, vil forvente uforudsigelighed. Og det vil få en betydning for, hvordan de vil forstå sig selv senere, hvordan de vil knytte relationer i fremtiden, og hvad de vil forvente af andre mennesker i fremtidige relationer.

Den tidlige relation vil altså påvirke barnets personlighed på længere sigt. Det er derfor, det er så vigtigt, hvordan vi reagerer på barnets gråd, signaler og følelser.

Så det er derfor, at de følelser, vi viser over for vores børn, kan have betydning for den vigtige tilknytning mellem mor og barn. Det betyder, at vrede, frustration, stress og afmagt bliver set som følelser, det ikke er så smart at have. Eller som det i hvert fald gælder om ikke at vise.

Det kan bare være ret svært.

Det er derfor, jeg er i tvivl, om man overhovedet gør det bedre af at vide noget om det, eller om det er bedre bare at være intuitiv,” fortæller Annemarie Vad Jepsen.

Det lyder, som om du er kommet i tvivl om nogle helt grundlæggende ting, efter du begyndte på uddannelsen som sundhedsplejerske?

Ja, jeg tænker, om jeg så gjorde det godt nok. Når jeg tænker tilbage til mit første barn, så blev jeg stresset indeni, når han græd. En del af det, tilknytningsteorien siger, er jo, at hvis man er stresset, så går man simpelthen glip af noget i den relation med ens børn. Men jeg tænker, at det er da slet ikke godt for forældrene at vide, at hvis de er stressede, så går de glip af en masse. Det gør jo bare det hele endnu værre.”

Annemarie Vad Jepsen fortæller, at hun gerne ville være sundhedsplejerske, fordi hun havde en god oplevelse med sin egen sundhedsplejerske, da hun fik sit tredje barn. Hun havde regnet med, at det ville gå godt med amningen, fordi det havde det gjort de første to gange, men det var svært.

Det var, som det ikke kørte 100 procent, og så satte hun sig ned – en dejlig rolig kvinde – og så siger hun, at jeg har ammet før, men det har han jo ikke. Og det var bare magi, det, der skete! Fra at jeg slog mig selv i hovedet med, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det, til at jeg kunne se mig selv som en ressource for mit eget barn,” fortæller hun.

Det syntes jeg var fantastisk. Hvis jeg og vi kan hjælpe hinanden på den måde, hvor vi kan se, at vi er ressourcer for hinanden, så tænker jeg, at det er godt.”

Okay, så det, jeg skal finde ud af, det er, om det er i orden at vise vrede og frustration og stress over for sit barn. Er det det, der er spørgsmålet?

Det kunne det jo godt være, fordi skal de ikke også lære det? Får vi noget ud af at skjule, hvordan det er?

Jeg tror, vi skal have fat i Mette Carendi. Hun er cand. mag. i psykologi, hun skrev bogen Harmoniske unger i 2015, og nu er hun i gang med en bog om lige netop tilknytning, vrede, og hvad man stiller op med de mest besværlige følelser over for sit barn. Den bog hedder Tænd for forbindelsen, forstå tilknytningens kunst. Jeg ringer til Mette Carendi og sætter hende ind i situationen.

Grunden til, at vi skal være varsomme med at ryge op i det røde felt med vores unger, det er ikke, fordi vores følelser er forkerte. Det er heller ikke, fordi børn ikke kan holde til følelser, men især for de små børn så er det, fordi det forskrækker dem, og de forstår ikke, hvorfor vi reagerer, som vi reagerer,” fortæller Mette Carendi.

Så grunden til, at det er en dårlig idé at råbe af sit barn er, at det ikke hjælper. Det betyder ikke, at de rydder op eller tager tøjet på hurtigere eller opfører sig, som vi gerne vil have det. Faktisk bliver de bare forskrækkede. Og helt små børn forstår overhovedet ikke, hvorfor vi står og råber.

Så det mest hensigtsmæssige er, at vi altid formår at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Men det er jo tekstbog, fordi det er jo ikke noget, der sker i virkeligheden. Det at få børn vil bringe dig ud i følelser, du ikke anede, du havde.”

Så Mette Carendis pointe er, at børn faktisk godt kan holde til, at vi bliver vrede, også edderspændt rasende, som hun siger, og viser den afmagt, som vil snige sig ind på enhver forælder. Det vigtigste er i virkeligheden, at det er den voksne, der bagefter rydder op, som hun kalder det.

Når kampens hede ligesom er løbet over, så er det de voksnes ansvar at initiere at komme tilbage til barnet og sige: Hov, vi blev godt nok sure på hinanden. Kom lige ind til mig, så får vi snakket om det,’” siger Carendi.

Så et meget kort svar på det spørgsmål, som du fik, er, at vores børn kan godt holde til, at vi er uperfekte. Det kan de sagtens holde til. Det har aldrig været meningen, at vi skulle være perfekte, og det tror jeg faktisk er en af de største udfordringer i dag. Jo mere information og viden vi får, jo mere stiger vores angst for at træde forkert. Ignorance is bliss.”

Samtidig er det alligevel ikke helt så enkelt. For vi er blevet klogere gennem generationerne. Tidligere blev børn skældt voldsomt ud, fordi vi troede, at det gjorde dem til bedre mennesker. Det tror vi ikke længere.

Mette Carendi forklarer, at efter at børn blev opdraget med kæft, trit og retning, så skete der et skift, hvor den anerkendende pædagogik overtog i stedet for den autoritære. Det betød, at vi kom over i den modsatte grøft. For eksempel med familieterapeut Jesper Juul, der skrev bestsellerbogen Dit kompetente barn i 1990’erne.

Det er jo en fantastisk god bog, men den var også et billede på en strømning i tiden, hvor man ikke måtte være autoritær, fordi autoritær blev knyttet sammen med at være krænkende. Mange af de forældre, der fik børn, havde oplevet, at de selv følte sig krænkede, og de oplevede, at der havde været en magtdominans. Derfor mente mange, at vi blev nødt til at flytte os fra det autoritære,” fortæller Mette Carendi.

Problemet er bare, at tilknytning er hierarkisk af natur. Det gjorde, at vi tabte lederskabet i forhold til vores børn. For hvis vi ikke må være autoritære, så må vi heller ikke være ledere, men hvordan faen får vi de to ting til at mødes? Det blev ligesom olie og vand.”

Det at være forældre bliver nødt til at betyde, at vi er en autoritet i en eller anden forstand. For det at være forældre er at være den voksne, den, der har ansvaret, den, der faktisk trods alt ved bedst. Så selv om vi har lagt tidligere tiders autoritære opdragelse bag os, går det ikke, at vi lægger vores forældre-autoritet fra os.

Så nu står vi et nyt sted. Nu har vi eksperimenteret med først at være enormt dominerende, grænseoverskridende og sat vores magt igennem. Det var ikke kun godt, og så prøvede vi helt at slippe al form for kontrol, styring og lederskab. Det gik sgu heller ikke så godt. Nu prøver vi lidt, hvordan faen kan vi gøre det her. Hvordan kan vi være lederen og være autentiske, og hvordan kan vi få ryddet op, når vi kommer derud, hvor vores dyriske instinkter, som vi alle har, tager over,” siger Carendi.

Det er der, hvor vi står nu. I stedet for at gå ud i grøfterne, så kører vi lidt ind på midten. Og det er et rigtig godt sted. For der kan vi få rigtig meget af den kontinuerlige skyldfølelse, der altid vader lige i hælene på forældreskabet, pakket lidt væk.”

Så det hele er med andre ord lidt kompliceret. Vi skal ikke tilbage til dengang, man råbte ad sine børn for at opdrage dem. Vi skal heller ikke tilbage til dengang, hvor man var rædselsslagen for at krænke dem ved at vise stærke følelser.

Når Mette taler om at pakke skyldfølelsen lidt væk, så er det faktisk også sig selv, hun taler om. Hun udgav bogen Harmoniske unger i 2015. Den blev et monsterhit. Hendes dreng var tre år på det tidspunkt. Da hendes dreng fyldte fem, var hun kørt helt i knæ.

Jeg skriver faktisk i min kommende bog om, hvordan jeg kom til at slå min søn. Det var en impuls, der ikke var målrettet, men jeg blev så frustreret, at jeg slår ud, og jeg ramte ham. Det er forfærdeligt,” fortæller hun.

Men vi vil alle have haft en impuls til at føle, at vi har lyst til at holde vores børn fast eller slå dem, fordi vi bliver så edderspændt rasende. Så det vigtige er at forstå, at det her vil ske.”

Blev du overrasket over, at du kunne komme derud, hvor du kom til at slå dit barn?

Ja, jeg tror, at jeg var lidt naiv omkring mit moderskab i starten, og jeg var også en meget mere kærlig, respektfuld og meget mere tålmodig mor i rigtig mange år, end jeg nogensinde havde turdet håbe på, at jeg var, men i fire-femårsalderen, så kunne jeg ikke mere. Jeg var simpelthen så træt,” siger hun.

Jeg havde jo også læst al udviklingspsykologien og tilknytningsteorien, og det kan jo være en ulempe at føle sig så godt klædt på, at man nærmest er bange for at slå en prut, fordi det kan skade ens barn. Så finder man ud af hen ad vejen, at de er sgu mere hårdføre. Man finder ud af, at hvis man får ryddet op på den anden side, så lærer jeg både noget om mit barn, men i allerhøjeste grad også noget om mig selv og om menneskelige relationer.”

Ændrede det din holdning til, hvordan det hænger sammen?

Jeg tror egentlig ikke, at det ændrede min holdning, for det ville da være bedre, hvis vi ikke havnede der. Det er jeg ikke i tvivl om, men det ændrede min forståelse for, hvad det betyder at være menneske. Og det gjorde faktisk, at jeg er en meget mere afslappet forælder, for nu ved jeg, at jeg kan komme tilbage, efter at jeg bare følte mig så skyldig og så dårlig som forælder. Jeg fik klinket skårene,” siger hun.

Mette Carendi fortæller, at hun tror, det handler om, at vi ikke skal være så bange for de svære følelser. Hun tror, grunden til, at vi er bange for de svære følelser, er, at vi aldrig har lært at håndtere dem.

Og så er det, hun vender det hele på hovedet. Indtil nu har jeg kun været optaget af, om det er i orden, at vi bliver sure som forældre. Nu siger hun, at det her faktisk også handler om, at vi skal lade børnene vise deres vrede, frustration og afmagt. Men det er vi ikke særlig gode til. Vi tillader faktisk ikke rigtig, at de kommer med deres raserianfald. Selv om det er sådan, at børn trods alt har endnu lettere ved at ende derude, hvor vreden tager over. Derfor burde vi være endnu mere rummelige over for voldsomme udtryk for frustration.

Så de vil tit havne i voldsomme følelser og kalde os grimme ting, sparke og slå. Det vigtigste er, at vi lærer at forstå og håndtere de situationer. For så lærer vi dem også at håndtere stærke følelser, og det bliver en kæmpe hjælp, når de bliver ældre,” siger hun.

Det er jo lidt ambivalent, at vi har brug for, at det er accepteret, at jeg kommer ud i stærke følelser over for mine børn. Men det handler endnu mere om, at vi skal lade være med at slå vores børn ned for det. For de vil med garanti havne der endnu flere gange, end du gør det, for der skal meget mindre til, at de havner i et raserianfald end dig.”

Så er vi bare generelt for dårlige til at give plads til, at både børn og voksne kan have stærke følelser?

Ja, vi er skidebange for stærke følelser.”

Mette Carendi fortæller, at det er noget, vi skal lære. For vi har højst sandsynligt ikke lært det som børn. Det, at vi bliver vrede, handler ikke om, hvem vi er som mennesker, siger hun. Det handler om, hvordan vi reagerer automatisk. Når vi forstår det, så kan vi også fjerne skylden ved at blive vred.

Og så bliver det væsentlig meget nemmere.”

Og også tage skylden ud af børnenes frustration?

Ja, lige præcis, fordi skylden er noget, vi har fået puttet på. Man kan sige, at følelser er jo bare. Der findes faktisk ikke gode og dårlige følelser. Der findes kun følelser, som vi bedre kan lide kulturelt end andre.”

Så hvis vi skulle opsummere, så kan man sige, at vi ender alle ude i nogle følelser, der viser afmagt?

Ja, det kan ikke undgås. Og det behøver ikke være farligt.”

Så længe vi tager ansvar for det?

Og får hjælp til det. Det værste er faktisk, at vi føler afmagt og tror, vi er de eneste, der har det sådan. For det har jo ikke noget med dig at gøre.”

Så pointen er, at vi bliver nødt til at kunne være os selv med de følelser, vi nu engang har. Og vi bliver nødt til at lade vores børn være sig selv med de følelser, de nu engang har. Forskellen er bare, at vi også bliver nødt til at tage ansvar for de voldsomme følelser, vi kan have. For ellers er det bare ret ubehageligt at være sammen med os.

Den voksende viden, vi har fået om børns udvikling, børns adfærd og børns hjerner har gjort os klogere som samfund. Men måske har den også gjort os mere forvirrede. Den viden har gjort os bekymrede for at træde forkert. Men det er jo umuligt ikke at træde forkert i en tæt menneskelig relation.

Hvis vi lytter til Mette Carendi, gælder det i virkeligheden ikke om at undgå at træde forkert. Det gælder om at tage ansvar for de følelser, vi nu engang har over for vores børn. Tvivl, usikkerhed, forvirring, afmagt, vrede, frustration – det er alt sammen ganske menneskeligt. Det vil altid være en del af forældreskabet. Og det er okay.

Problemet er måske snarere, at vi som samfund ikke er gode nok til at acceptere og håndtere en følelse som vrede. Vi aner ikke, hvad vi skal stille op med vrede. Vi tillader faktisk ikke rigtig vores børn at være vrede.

Måske er det i virkeligheden her, vi skal begynde. Måske gælder det om at lære vores børn, at det er okay at være i tvivl, det er okay at være vildt frustreret, det er okay at være hamrende vred – så længe der ikke er nogen, der kommer til skade. Måske gælder det om at lære dem, at frustration og vrede ikke i sig selv er forkert.

Annemarie Vad Jepsen, der stillede spørgsmålet, er travlt optaget af at skrive sin eksamensopgave, så i stedet for at ringe og forstyrre hende, så får du svaret her, Annemarie:

Kære Annemarie

Svaret er ja. Vi må gerne vise vores oprigtige følelser over for vores børn, og vi skal lade vores børn vise deres oprigtige følelser over for os. Det afgørende er, at vi er de voksne, der tør sige: Undskyld, jeg kom vist til at råbe.”

Det her er andet afsnit af podcasten og artikelserien Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid’. Vi har netop udgivet en bog, hvor jeg skriver meget mere om, hvorfor vi ikke afgør vores børns fremtid. I forbindelse med bogen tager jeg rundt i landet og holder foredrag, og det er de spørgsmål, jeg får på min vej, som jeg svarer på i podcasten her. Bogen kan du finde i Saxos netboghandel. Podcasten kan du lytte til ved at trykke på play-knappen under billedet.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: