Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Læsø havde været fyldt med etniske danskere, siden etniske danskere blev opfundet. Så ankom familien Ghosen

NYEFamilien Ghosens ankomst til Læsø gav en unik chance for at undersøge mødet mellem et homogent samfund og en flygtningefamilie i sin reneste form. Alle fotos: Helle Harnisch og privatfoto.

Derfor skal du læse denne artikel

Læsø har aldrig haft integrationsproblemer. Landets mindste kommune har nemlig aldrig huset flygtningefamilier. Indtil 2015, hvor den allerførste familie fra Syrien ankom. Dermed blev Læsø for alvor en del af det såkaldte multietniske samfund – og skulle igennem samme udvikling, som resten af Danmark har gennemgået. Vi var med, da de flyttede ind, og skrev en lang, dybdegående beretning i 2015. Nu er vi vendt tilbage, tre år senere. Her får du den fulde historie.

FØRSTE DEL

Kapitel 1: Ankomst

August 2015

13-årige Ahmed Ghosen trykker ansigtet helt op mod ruden.

Hans ånde danner en lille taleboble på det store færgevindue med blødt afrundede hjørner. På hver side af ham gør hans to brødre, langhårede Osama på 11 og 8-årige Wizzam med de dårlige tænder, præcis det samme. Målet er at få højre øje så tæt på vinduesglasset, at de lige akkurat kan skimte den ø, der ligger forude.

Læsø hedder øen.

De hørte navnet første gang for knap halvanden måned siden. Dengang boede de på et asylcenter i Løgumkloster i Sønderjylland. Nu er de midt på Kattegat, på vej mod et nyt hjem. Det er den 27. august, og Leeeso” er lige så stille ved at blive til virkelighed. Om en lille halv time er færgen Margrete Læsø’ inde i Vesterø Havn.

Det ser flot ud, siger Ahmed.

Prøv at se på bølgerne,” siger Osama, der kun har øje for havet.

Indtil i dag har de to brødre kun læst om øen på internettet på en computer i asylcenteret. Nu ligger den dér.

Ved et bord inde på midten her i opholdsstuen i Læsøfærgens agter sidder resten af drengenes familie sammen med en midaldrende kvinde med pagehår. Hun hedder Eva Halling og er ansat i en deltidsstilling af Læsø Kommune til udelukkende at tage sig af de flygtninge, der i disse år bliver flere og flere af i landets kommuner. De sidder op ad et andet vindue og kigger tilbage mod Frederikshavn og det hvide skumspor bag dem.

Drengenes far, Samer Ghosen på 37 år, er travlt beskæftiget af Rahaf på to – familiens efternøler. Den lille pige tager adskillige charmeture rundt i lokalet, og ved bordet kravler hun enten op på bænkens ryglæn eller rundt på sin far, der er iført en kort, sort jakke i kunstlæder, blå jeans og hvid T-shirt. Håret glinser af en form for hårprodukt, og han har et lille, trekantet skæg under underlæben. Han minder om en mørkhåret udgave af James Dean – bare uden det fandenivoldske blik. Samers blik er, lige nu, mere usikkert. Det flakker og slår ned.

Hans hustru, Elham på 34 år, er mere afslappet. Hun taler lavmælt og på et meget simpelt engelsk med den midaldrende kvinde. Hun smiler næsten hele tiden, og adskillige gange går smilet over i en latter. Hun bærer et sort tørklæde over sit hår. Det er der ingen andre, der gør her på færgen.

Ud over familien og kvinden med pagehåret er der bare fire mennesker i opholdsstuen. Et midaldrende par har netop spist et par stjerneskud fra færgens bistro og drikker nu det sidste af et par Gyldne Damer på dåse. De bliver afbrudt af skibets kaptajn, der kender dem og vil høre, om de skal spille golf i weekenden. De to øvrige passagerer, en ung mand og en kvinde i 30’erne, sidder ved hver deres bord og kigger ned i deres mobiltelefoner.

Ude i det større lokale lige ved siden af bistroen er der heller ikke megen aktivitet. Folk sidder spredt ved bordene. Spiser pomfritter. Har sparsomme samtaler med bekendte, der passerer. Læser avis. Forsiden på denne uges Læsø Posten bruger det meste af pladsen på en artikel om Strandliv i august’, og så er der en mindre nyhed om, at det planlagte byggeri af et nyt museumshus kompliceres”. Tempoet her på Læsøfærgen er lige præcis det, øens stamturister igen og igen fremhæver som det allerbedste ved øen forude. Det er langsomt. Og det er bare en af mange måder, dette øjeblik på færgen er som en anden verden i forhold til den blodige borgerkrig, den syriske familie er flygtet fra.

Inde i TV-stuen, hvor TV2 News altid er kanalvalget, banker verden dog på. En af dagens tophistorier er fundet af 50 kvalte flygtninge i en lille, forladt lastbil på en motorvej i Østrig – et tal, der senere bliver korrigeret til 71. Et mindre nyhedsindslag oplyser, at de danske kommuner kan forvente en milliardregning” for flygtningeindsatsen.

På glasruden, der deler agter-opholdsstuen i to, oplyser fire piktogrammer, at spisning og hunde er tilladt, men at man ikke må ryge, og at hunde ikke må sidde på de skiftevis mørkeblå og panglilla plastiksæder ved bordene. Der hænger maskinstrikkede gardiner i forskellige pastelfarver ved vinduerne, og de går næsten umærkeligt over i et grønligt linoleumsgulv. Interiøret er noget nær hverdagskost for langt størstedelen af denne færgeafgangs gæster. Den korte, hektiske højsæson, hvor indbyggertallet på Læsø mangedobles, er for længst slut.

Der er stadig turister, især fra Tyskland, hvor industriferien er spredt ud over en længere periode, men de, der tager færgen sådan en torsdag eftermiddag, er primært læsøboere, og mange af dem har været på arbejde derovre’ – altså i Frederikshavn.

Og så er der Rahaf, Wizzam, Osama, Ahmed, Elham og Samer. De er uden for kategori. Hverken fastboere eller midlertidige gæster. De har aldrig sat deres fødder på Læsø, men de ved, at de fra og med i dag skal kalde Kattegats største ø for deres hjem i hvert fald i tre år. Efter de tre år kan de selv bestemme, hvor de vil bo. Sådan er Udlændingestyrelsens regler.

De ved også, at de bliver Læsø Kommunes første flygtningefamilie i en tid, hvor flygtninge er på hele verdens læber. Der var godt nok tre unge afghanske mænd for 11 år siden, men de forlod hurtigt øen igen og har ikke efterladt aftryk. Læsø er på den måde en tidslomme – et slags ekko fra en tid, hvor Danmark var uberørt af verdens folkemasser i bevægelse. Øen modtog ingen flygtninge fra Irak i 00’erne, Balkan i 90’erne eller Palæstina i 80’erne.

Selv da den store flugt fra den blodige borgerkrig i Syrien begyndte i 2011, og da FN i 2014 annoncerede, at historiske 51,4 millioner mennesker var på flugt verden over, gik Læsø fri. På grund af kommunens ringe størrelse var dens flygtningekvote så lille, at det ville være alt for dyrt at arrangere danskundervisning, tolke og så videre, så øen fik lov til at betale Hjørring kommune for at tage de to, de blev tildelt.

Alt det ændrede sig med den eksplosive vækst i flygtningestrømmen i 2015. I marts opjusterede Udlændingestyrelsen landstallet radikalt – fra 4.000 til 12.000 – og Læsøs kvote røg op på ti. Nogen stor overraskelse var det ikke. Siden årsskiftet havde det ligget i kortene, at de gamle kvotetal ville blive overhalet af virkeligheden.

Med de nye tal stod det klart, at dette ville blive året, hvor Læsø i hvert fald med hensyn til flygtninge ville blive en del af den store verden.

Når familien Ghosen fra Syrien i aften er kommet på plads i dens nye hus, vil det markere, at alle Danmarks 98 kommuner har modtaget nogle af de mange hundrede tusinde mennesker, der i disse år får asyl fra krig og ufred. Danmarks mindste kommune med, i skrivende stund, 1809 indbyggere – 1815 med familien Ghosen – bliver således også den sidste til at kunne kalde sig en flygtningekommune.

Alt det tænker Elham og Samer dog ikke på. Eva har fortalt dem, at Læsø er et roligt sted, hvor folk glæder sig til, at de kommer, og det er det eneste, der rigtigt betyder noget. Deres eneste ønske er at få det normale liv igen, borgerkrigen fjernede for fire år siden.

De var godt nok blevet lidt forskrækkede, da ingen af de danskere i Løgumkloster, de spurgte til Læsø, ifølge familien vidste noget om øen – endsige hvor den var – og da de andre asylansøgere sagde, at det var et meget lille sted, hvor de ville dø af kedsomhed, men Eva har givet dem gåpåmod, de to gange hun har besøgt dem.

Lige nu vil de Læsø.

Da der er cirka et kvarters sejlads tilbage, samler Samer sine fire børn og går mod dækket, mens Elham og Eva bliver i opholdsrummet. Faren og børnene tager trapperne to etager op og går ud på styrbords side. Aftenen er lun, 18 grader for at være præcis, og næsten vindstille. Den støvregn, der har domineret store dele af denne sensommerdag, er drevet bort. Det klarer op. Der hænger stadig mørke skyer deroppe på himlen, men her og der finder striber af sol vej til havoverfladen.

Med den lille færges motor brummende under det mørkegrønne ståldæk læner de sig ud over rælingen. Sidst de var ude at sejle, var det i en lille, åben og overfyldt fiskebåd på vej fra Tunesien til den italienske ø Lampedusa i Middelhavet. Det er langt borte nu, selv om Samer har en video fra turen på sin telefon i jakkelommen. Han og Elham har hver for sig lige siddet og tænkt på den overfart, der var den mest dramatiske del af deres lange flugt fra krig, død og sult i hjemlandet, men nu er fokus på øen, der ligger et par hundrede meter fremme. De begynder at kunne ane detaljer. Strande. Klitter. Kirkespir. Lystbådemaster.

De tre drenge taler ivrigt sammen på arabisk, mens Samer stille står og kigger med Rahaf i favnen. Han smiler ikke. Kigger bare. Skiftevis på sine børn og på udsigten.

Omkring hundrede meter fra havnen krænger færgen til venstre og går med sænket fart ind gennem havneåbningen. Den bruger et par minutter på at komme på plads ved færgelejet og et par lange sekunder på helt stille at komme de sidste meter ind til fastsurring.

Klokken er et par minutter fra planlagt ankomst 18.20, da tovene strammer til, og færgen ligger stille.

Derefter går lyden af bovporten, der langsomt kører op i færgens stævn, igennem hele færgen. Før den er helt oppe, er landgangen på plads, og omkring tyve gående passagerer forlader færgen.

De fleste går direkte til bus eller bil – et sikkert tegn på, at det er pendlere. Nogle få bliver modtaget af ventende venner eller skal vente på bagagevognen – et sikkert tegn på, at det er turister. Resten af færgens passagerer kører fra borde, og det gælder også øens nye familie.

Som en af de første ti køretøjer ruller en grå Citroënminibus med store rustplamager på taget langsomt forbi de ventende på havnen. Der står Læsø Dagpleje’ på minibussens sider. Eva Halling sidder ved rattet, Samer på sædet ved siden af hende, og resten af familien bagved. Igennem vinduerne kan man lige akkurat ane nogle få tasker, én flyttekasse og en sort skraldesæk med dyner. Det er deres jordiske gods.

Ti minutter og små syv kilometer senere stopper minibussen igen. Udenfor på højre side kan familien se et gult parcelhus med et nyt, hvidt stakit foran og en garage ved siden af. Det er deres nye hjem. Birkealle 8, 9940 Byrum, Læsø.

Til højre ligger en rød murermestervilla, lidt længere oppe byens største arbejdsplads, plejehjemmet, og til venstre ligger endnu et parcelhus. Den slidte asfaltvej ligger helt og aldeles stille hen, mens de får deres ejendele ind i den trange entré. Kun oppe på Læsøs hovedtrafikåre, der går fra Vesterø Havn gennem øens hovedstad’, Byrum, og hele vejen til den tredje og sidste by, Østerby, kører en gang imellem en bil forbi.

I aften er familien rejsetræt, og Eva Halling forlader dem hurtigt, så de kan få fred. De to forældre retter fokus på at pakke ud og på at få Rahaf til at sove i sin nye seng, mens drengene får lov at lege. Især Elham har glædet sig til at se sit nye hjem og inspicerer det hele. Hun er meget glad.

Allerede i morgen skal kommunens lovpligtigt nedskrevne integrationsprogram gå i gang. Der kommer en tolk til øen, og de skal besøge både skole og vuggestue samt introduceres til indkøbsmuligheder, bussystem, bibliotek med mere. På mandag begynder drengene i skole, og Rahaf i institution. Onsdag begynder Samer til dansk. Og i næste uge begynder han i virksomhedspraktik hos øens eneste automekaniker, Byrum Auto & Traktorværksted. Elham begynder sprogundervisning og praktik på plejehjemmet tre uger senere, fordi hun skal hjælpe Rahaf med indkøring i vuggestuen.

Det er de praktiske rammer. De menneskelige er mere uforudsigelige. Ingen ved, hvordan de traditionelt konservative læsøboere, der omtaler selv folk fra Frederikshavn som dem ovrefra”, vil tage imod familien. Hvordan integrationen eller manglen på samme vil udspille sig. På sin vis vil de kommende måneder og år på Læsø blive et spejl på en integrationsproces mellem os” og dem”, som Danmark og resten af Europa for alvor og med svingende succes har været i gang med siden begyndelsen af 80’erne.

Familien Ghosens ankomst til Danmarks eneste flygtningefrie samfund varsler begyndelsen på et forløb, der vil spejle, hvad tusindvis af andre små og store samfund i Europa for længst er gået i gang med. Forløbet kan i al sin enkelthed koges ned til:

Vil de nye læsøboere falde til?

Kapitel 2: Flygtningene kommer

Juni 2015

Allerede 17. februar 2015 opretter Karsten Neve Petersen, der i ægte Læsø-ånd både er landmand, brandmand, sagfører og kirkeværge, den lukkede gruppe Venligboerne Læsø’, afledt af den landsdækkende venligboer-bevægelse.

I beskrivelsen pointerer han, at den er for folk, som vil være med til at få flygtninge vel integreret på Læsø. Læsø er en del af det internationale samfund, og vi må vise, vi er klar til at hjælpe dem, der flygter fra krig og rædsler.”

Han føler det også påkrævet at skrive, at politiske debatter ikke er velkomne, og at folk, der kommer med hadefulde udtalelser”, vil blive ekskluderet uden varsel. Det er ikke grebet ud af den blå luft.

I flere af de andre Læsø-grupper er der vrede kommentarer om alt fra halalkød i skolen til belastning af kommunens i forvejen pressede budget. Allerede i oktober 2014 skriver et medlem af Tørresnoren Læsø’ – der er tænkt som et sted, hvor alt fra sjove Youtube-klip til humoristiske indslag kan hænges op” – et indlæg, hvor hun retorisk spørger, om det ikke kunne være en god idé med flygtninge for at sætte lidt gang i øen. Det medfører straks debat, og et andet medlem skriver efter 20 minutter:

Lad nu være med at splitte lille dejlige Læsø ad med den slags.”

Sådan fører alle opslag om flygtninge til hidsig debat i kommentartråden nedenunder, uanset om de er positive eller negative. I begyndelsen af året bliver en gruppe med fokus på Politik på Læsø’ nedlagt, fordi galden flyder lidt for hidsigt. I februar, næsten samtidigt med venligboergruppen, åbner den mere modererede Læsø Politik’.

Beskyldninger om eksklusion og censur fyger dog rundt, og de er bestemt ikke uden årsag. Administratoren af den største gruppe, Folk der elsker Læsø’, gennemgår f.eks. først på sommeren alle indlæg og fjerner minutiøst alt, der er det mindste flygtningekritisk.

I juli kommer svaret i form af Debatforum Læsø’. Her lover administrator Jens Jensen, at ingen indlæg vil blive slettet, og flygtningekritikerne samler sig hurtigt her.

Den officielle besked om den første flygtningefamilies ankomst lander i kommunens indbakker 27. marts 2015. På en ø, hvor de fleste ved det meste om alle, spredes nyheden lynhurtigt. Før den lander på forsiden af Læsø Posten, har den været vendt utallige gange over kølediskene i Brugsen, over øl på en af øens tre bodegaer, på færgen eller i de utallige Facebook-grupper om Læsø.

Rundt omkring på øen er der enighed om, at den groft sagt er opdelt på midten. Halvdelen er positiv over for flygtninge. Halvdelen er negativ. Det vurderer begge sider.

Og ligesom med mange andre sager i den lille, isolerede kommune, så graver de to fløje sig ned. De taler ikke med hinanden, men rigtigt meget om hinanden.

I en debat om, hvorvidt venligboer-gruppen skal være lukket eller ej, konstaterer et af de mest engagerede medlemmer for eksempel, at hun foretrækker 37 fredeligt indstillede mennesker fremfor en gruppe med bare en enkelt af dem, der, siden de hørte, der skulle flygtninge til Læsø, har været ude og samle deres høtyve og fakler og nogle klyng dem op’-bannere”.

Ingen ser eller hører nogensinde noget til hverken høtyve eller bannere.

Det hele minder påfaldende meget om den opdeling af hele Danmark, som mange politiske kommentatorer italesætter i tiden efter folketingsvalget i juni. Læsø er en af de kommuner, hvor Dansk Folkeparti opnår det flotteste valg med 29 procent af stemmerne, lige foran Socialdemokraterne med 28,1 procent, men Alternativet og Enhedslisten er også til stede, dog kun med 2,8 og 5,4 procent.

Blandt de positive røster er borgmester Tobias Birch Johansen (V). Han udtaler flere gange til både lokale og landsdækkende medier, at Læsø, der igennem årtier har oplevet faldende indbyggertal, meget gerne vil have nye indbyggere.

Faktisk siger han, at han gerne ser, at der kommer 30 flygtninge til øen – især hvis det er børnefamilier.

Det har øen nemlig desperat brug for. 35 procent af øens indbyggere er over 65 år, og fra 1986 til 2015 er befolkningstallet faldet fra 2.607 til 1.809. Hvis der ikke sker noget radikalt, vil befolkningstallet ifølge Danmarks Statistik i år 2040 være nede på 1.439.

På dette område er Læsø igen et spejlbillede på resten af Danmark. Var det ikke for indvandring, ville vi føde for få børn til at bevare befolkningens nuværende størrelse. Plads er der også på øen. Det er den mindst befolkningstætte kommune med blot 16,5 indbyggere per kvadratkilometer – på Frederiksberg er der 11.861.

Kommunen er også opmærksom på at inddrage de gamle’ læsøboere i dens planer, og torsdag 11. juni indkaldes der til orienteringsmøde om flygtninge på Læsø”.

En times tid før mødestart klokken 19 dobbelttjekker Eva Halling, at teknikken fungerer. Hverken projektorer eller Powerpoint-show er hendes stærke side, og hun vil nødigt stå med problemer i aften, hvor hun i egenskab af kommunens integrationskoordinator skal fortælle interesserede læsøboere om de flygtninge, hvis præcise ankomsttidspunkt på dette tidspunkt endnu ikke er meldt. Hun aner ikke, hvor mange der har tænkt sig at møde op. Det kan være fire og en halv” – det er hun forberedt på – eller de 100 personer, der er plads til her i byrådssalen. For at være på den sikre side har hun og en medarbejder fyldt næsten 20 kander med kaffe.

Det kan Læsøfolket godt lide, så det må man endelig ikke løbe tør for,” konstaterer hun.

Allerede ved 18.30-tiden dukker de første borgere op på rådhuset, der har hjemme midt i Byrum i en lav, aflang etplansbygning fra 60’erne i røde mursten.

19.18.40 har 17 bænket sig med kaffe ved bordene, deriblandt borgmesteren, kommunaldirektør og kaptajnen fra Læsøfærgen. De kan nyde udsigten til fotografier og billeder af tidligere borgmestre og byråd samt lokal kunst på væggene, mens de småsludrer.

Er du fra Læsø?” spørger en.

Aaaj. Jeg bor på Læsø, men jeg er ikke fra Læsø. Det er vist sikrest at sige,” lyder svaret.

Endnu flere dukker op, og en af de mange samtaler handler om debatten om flygtningene på Facebook. Flere er ikke begejstrede for tonen.

Det er så let at sidde derinde med nej-hatten på,” lyder det fra en midaldrende kvinde.

Den lokale udsendte for Læsø Posten kommer også, og fem minutter i mødestart er der næsten fuldt hus. Rullebordet med kaffe er til gengæld næsten tomt. Integrationskoordinatorens frygt for blot en lille håndfuld fremmødte er gjort til skamme, og det er også det første, borgmesteren noterer sig i sin velkomst – at så mange har trodset både grill- og strandvejr. Han understreger videre, at beslutningen om at modtage flygtninge ikke er en, han har taget – det er kommunen forpligtet til.

Hvordan vi ville have gjort, hvis vi havde haft valget, skal jeg ikke gøre mig klog på.”

Hans sidste budskab er, at læsøboerne til gengæld selv kan beslutte, om det skal gå godt eller skidt med de ti, der indtil videre kommer.

Dernæst præsenterer social- og kulturudvalgsformand Lone Boe Christensen kommunens nyligt vedtagne integrationspolitik. Der er højtsvungne linjer om, at nye borgere, uanset etnisk herkomst, ses som medborgere”, om harmonisk sameksistens” og om, at de skal lære demokratisk sindelag”, men også lavpraktik om, hvor hurtigt de skal i skole, hvordan der skal arrangeres tolk, hvilke mål der er med bolig og så videre.

Udvalgsformanden er også samfundsfagslærer på Læsø Skole og sniger ind i sit oplæg, at de dér har haft om flygtninge. Hun fortæller, at stemningen blandt eleverne er meget åben – ”flygtningene er en del af deres kommende virkelighed” – og konstaterer, at hvis alle øens beboere har samme konstruktive tilgang, så er hun sikker på, at det vil gå godt.

Så er det Eva Hallings tur. Den bestemte dame med det grå pagehår noterer, at der er liv i projektoren, og hæver stemmen:

Så kommer vi til, hvordan vi får det til at fungere i virkeligheden.”

Dernæst fortæller hun med sikker om end ikke særlig nordjysk stemme om forskellen på indvandrere, asylansøgere og flygtninge. Om hvilke nationaliteter der primært finder vej til Danmark. Hun viser et billede af en sønderbombet by i det land, hvorfra langt de fleste kommer, Syrien, og af en åben båd fyldt med indvandrere fra det andenstørste land i statistikken, Eritrea. Og siger til forsamlingen, at flygtninge ikke bare kommer, fordi græsset er grønnere på den anden side.

Her bevæger Eva Halling, der – som dialekten afslører – ikke er fra Læsø men Frederikssund, sig på den knivsæg, hun tidligere på dagen har beskrevet. Hun er embedsmand og derfor apolitisk, men hun har også som direkte opgave at få integrationen til at gå godt – og hun er åben omkring, at hun synes, flygtninge på Læsø er en god idé.

Næste punkt i Powerpoint-præsentationen er et, der bliver talt rigtigt meget om både i Brugsen, på Facebook og hvor læsøboerne ellers mødes: Økonomien omkring flygtningene. Kritikerne har igen og igen spurgt, om kommunen har råd, og om det kommer til at gå ud over dens mange svage beboere, hvis den ikke har.

Koordinatoren forklarer, at flygtninge får, hvad der svarer til kontanthjælp, altså mellem 10.849 og 14.416 kroner per person over 30, afhængigt af om de har børn eller ej. (Mødet finder sted, før regeringens nye og lavere integrationssats vedtages i Folketinget). Staten betaler halvdelen samt nogle grundtilskud, kommunen resten, og så er der indbygget en række potentielle bonusser. Hvis det lykkes en kommune at få en flygtning til at påbegynde en kompetencegivende uddannelse, eller får vedkommende endda et arbejde, får kommunen f.eks. 47.724 kroner af staten. Hvis flygtningen består danskprøven, er der 35.794 kroner i belønning.

Det er dette regnestykke, der lidt senere får borgmesteren til at konstatere, at flygtninge faktisk er en god forretning, hvis man er god til det.”

Han holder en kort pause og gentager:

Hvis man er god til det.”

Efter flere slides, der beskriver henholdsvis kommunens og flygtningenes forpligtelser – ifølge loven skal førstnævnte f.eks. finde en bolig til sidstnævnte, som til gengæld skal deltage i integrationsprogrammet, hvis de vil have økonomisk hjælp – fortæller Eva Halling kort om, hvad kommunens borgere kan bidrage med.

De kan først og fremmest melde sig som kontaktpersoner eller lignende, som kommunen kan trække på, og så må de gerne fortsætte den indsamling af ting, flygtningene kan have brug for, som Venligboerne allerede er i gang med.

Hun roser den samling af møbler, legetøj og køkkenudstyr, som Venligboer-grupper allerede har stuvet sammen i en garage i Østerby. Eva opfordrer også øens mange små selvstændige erhvervsdrivende til at tænke på virksomhedspraktik til de nye beboere.

Og så er der ryge-tisse-pause, før kommunen besvarer spørgsmål fra salen.

I pausen bryder snakken øjeblikkeligt ud ved bordene. Den lokale 3F-formand forudser ved sit bord, at der ikke kommer til at være mange spørgsmål i aften. Sådan gør man ikke på Læsø. Det bliver i stedet i morgen og i weekenden, læsøboerne tager debatten – og det vil ikke gå stille af sig:

Der bliver taw på, det kan jeg godt sige,” konstaterer han på drevent vendelbomål.

Han får dog ikke helt ret. Der er ganske mange spørgsmål, og selv om kun få af øens erklærede kritikere af flygtninge er dukket op, så er det dem, der fylder mest til at begynde med. Karsten Skov Petersen, der er styrmand på færgen og en af de få kritikere, der offentligt vil stå ved det, han skriver på Facebook, vil gerne vide, om der er tænkt på sammensætningen af de flygtninge, der kommer, i forhold til de konflikter, de flygter fra, og om kommunen vil gå efter integration eller assimilering.

Jeg ønsker assimilering,” understreger han.

Eva svarer, at kommunen helst vil have familier og meget gerne fra samme land, og at han ikke skal regne med assimilation.

Integration går begge veje. Man kunne jo risikere at lære noget,” siger hun med et smil og får det meste af salen til at grine.

Karsten, der skal vise sig at være en mand, der er sikker i sin sag, smiler blot tilbage under sit markante overskæg.

Efter flere spørgsmål til den etniske sammenhæng rejser en Erik Reiffenstein, der godt nok ikke bor på øen, men overvejer at flytte dertil, sig op med et længere indlæg om situationen med indvandrere i Sverige, som han med forfærdelse” ser komme til Danmark også. Da han har talt i et par minutter, bliver han afbrudt af kommunaldirektøren, der påpeger, at dette møde ikke handler om globale eller nationale tendenser, men om hvad der skal ske på Læsø, og beder ham komme med et konkret spørgsmål.

Sådan et har han også:

De der otte, hvor mange bliver de så? De har jo ret til familieføringer. Bliver de til 20, 40 eller 50?”

Salen, der har holdt vejret, mens den tynde mand med de flagrende armbevægelser har talt, bryder ud i latter. Det får dog ikke Erik Reiffenstein til at resignere. Han har mere at sige, og kommunaldirektøren, der er kronraget og i hvid skjorte, afbryder endnu en lang talestrøm. Eva Halling vil dog gerne svare på det konkrete spørgsmål:

I store kommuner regner de med, at man skal gange med 1,5, men man skal passe på med statistik, når man er så lille, som Læsø er. Får vi familier, er det færre, og stramningerne med hensyn til familiesammenføringer er ikke trådt igennem endnu.”

Hun oplyser også, at det er indlagt i kvotefordelingen, at de otte for 2015 kan forhøjes med 50 procent uden varsel.
Erik Reiffenstein når at stille endnu et spørgsmål, der fremkalder latter – denne gang om der skal serveres halalkød i børnehaven – før Eva Halling får det spørgsmål, de fleste gemmer på:

Hvornår kommer de så?”

Det ved hun ikke. Når beskeden kommer, går der en måned fra den næste månedsførste. Kommer beskeden i morgen, 12. juni, kommer de første altså 1. august, og det er også hendes bedste bud. Hun fortæller, at hun har fået at vide, at der hænger en gul post-it’ ud for Læsø i Udlændingestyrelsen. Der står Ikke før 1. august”.

Det skal vise sig, at der går en måned mere.

Kort tid efter mødet dukker de første reaktioner op i de forskellige Facebook-grupper, og der kommer flere til dagen efter. Folk er positive over både kommunens håndtering af sagen og de fremmødtes modtagelse.

Jeg kan kun skrive for egen mening, men jeg kørte hjem fra mødet med en positiv holdning og tanker om de nye læsøborgere, der forhåbentligt kommer lige efter sommerferien,” skriver en, som får masser af opbakning i tråden under.

Også Karsten Neve, der har oprettet gruppen, roser kommunen – bl.a. for, at de var gode til at stoppe irrelevant tågesnak”, og en Jørgen Toftlund, der skriver, at han selv kom til øen for tre år siden, har en forudsigelse:

Hvis læsøboerne tager sig lige så godt af de nye læsøboere, som vi blev taget imod, så får de det rigtig godt her på Læsø!”

Alene det, at kommunen får så meget ros, er iøjnefaldende. Den er primært noget, man brokker sig over på disse kanter.

Helt konkret har mødet den konsekvens, at medlemstallet i Venligboer-gruppen vokser fra 37 til 57 allerede samme aften, og i månederne derefter ryger det op over 250. Eva får også en liste med 14 navne på lokale, der gerne vil være kontaktpersoner eller på anden måde hjælpe de kommende flygtninge.

Det tegner lovende, synes Eva.

NYTDen ældste af familiens drenge, Ahmed på 13, er også den mest engagerede i situationen i Syrien. Han og faren, Samer, tjekker jævnligt nyheder fra hjembyen Madaya.

Kapitel 3: De første møder

August-september

Det er en fodbold, der skaber den første Læsø-kontakt.

Samme aften familien Ghosen er landet, indtager Wizzam, Osama og Ahmed deres helt egen have med en fodbold. Ahmed er alene om at lege Ronaldo – han er Real Madrid-fan – mens Barca-drengene Wizzam og Osama skiftes til at være Messi eller Neymar. I ti måneder har de boet seks mennesker i en trang toværelses lejlighed på et asylcenter i Løgumkloster med en lille plet have. Nu har de deres helt hækindhegnede rum udenfor. Atypisk for drenge på 8, 11 og 13 år så foregår spillet næsten i stilhed. Kun få gange kan folk, der er udenfor på nabomatriklerne, høre deres lavmælte latter.

Efter en times tid mellem hække, kompostbunke og terrasse rammer en af dem den billige plastikbold, som lå i garagen, da de kom, forkert. Den sejler over plankeværket, ind i haven bag den røde murermestervilla på nabosiden i retning mod hovedvejen.

Ingen af de tre drenge tør gå ind efter den. Både fordi de er generte, og fordi det er deres første aften i det nye hus. Så de stopper spillet.

Næste dag, fredag, ringer en pige på. Det er familiens første gæst. Hun hedder Stella, er syv år, og i hånden har hun en fodbold. Det er godt nok ikke den samme, som drengene skød ind i hendes have, for den var punkteret, da hun fandt den denne morgen. Men hun overtalte sin far, John, til at købe en ny, fordi hun syntes, det var synd. Udvalget af fodbolde er begrænset på Læsø, men de fandt en pigeplastikbold. Lyserød og med Disneys Prinsesse Sofia på. Den får drengene.

Få minutter senere er Wizzam, Osama og Ahmed atter i gang med havespillet bag det gule parcelhus – og Stella er med. De kan ikke tale sammen, men det gør ikke noget. Det er jo fodbold.

Den første kontakt er skabt, og ligesom mange af øens beboere har forudset i ugerne op til den nye families ankomst, så bliver børnene en indgang for de voksne.

Da Stellas forældre, Lacri og John Kristensen, lidt senere ringer på for at hente Stella hjem, hilser de på Elham og Samer – og bliver inviteret forbi i haven lidt senere på dagen. Ligesom alle andre, der i dagene, ugerne og måneder derefter ringer på, bliver de budt på klassisk arabisk gæstfrihed. Elham kommer med rygende stærk tyrkisk kaffe og kage, hvis de har, og hvis det er indenfor, bliver de besøgende bænket i den sorte kunstlæderhjørnesofa i stuen.

John, der er arbejdssøgende tømrer, og Lacri, der kommer fra Rumænien og i øjeblikket er sygemeldt fra sit arbejde på plejehjemmet, bliver kun 20 minutter, men det skal vise sig at blive det første af en lang række gensidige nabobesøg. De to familier kommunikerer med lidt engelsk og mange fagter og får slået fast, hvad alle hedder, og hvor gamle de er. Det hele falder ganske naturligt. Der er ikke nogen forceret integration over det, Lacri og John har ikke meldt sig som kontaktpersoner på kommunen.

Efter de tyve minutter tager Lacri og John de fire nye børn på vejen med hjem for at prøve deres trampolin. De bliver kun ganske kort, før sommerregnen begynder at falde, og de tre drenge tager deres lillesøster med tilbage.

Om aftenen er Lacri og John enige om at være glade for deres nye naboer.

De bemærker, at forældrene er søde og børnene velopdragne. John har meget tidligt været en af de mest flygtningepositive læsøboere på Facebook, men i tiden lige op til den første families ankomst, hvor det var blevet klart, at de skulle være hans naboer, havde han skrevet mere kritiske opslag – dog primært rettet mod kommunen, som han syntes var alt for lidt kommunikerende om, hvem hans kommende naboer var.

Faktisk var der så lidt information, at han var blevet utryg. Han var begyndt at frygte en mand i hvid kjortel og langt sort skæg.

Det var der ingen grund til, tænker han nu.

I løbet af denne første weekend ringer det gentagne gange på døren ved Birkealle 8.

Mange af naboerne kigger forbi, og det samme gør flere af medlemmerne af venligboerne. Det gælder blandt andre førtidspensionisten Pouli Andersen, der bor få hundrede meter fra familien i et hus, han lejer. Det er her, i den spartansk indrettede stue, at han holder øje med og kommenterer flittigt i de mange Læsø-grupper på Facebook.

Mange af møblerne er fra Kokvad’, øens genbrugsplads, og der er han forbi stort set hver dag med sin anhænger bag på cyklen. Siden den første families ankomst blev annonceret, har han tænkt på dem derude og har fragtet alt fra et sofabord til et stort, hjemmebygget dukkehus hjem i pulterkammeret, hvor der også er børnebøger og køkkenudstyr. De skal bare sige til, så kommer han med det.

Pouli, der også er tilflytter – han kom til Læsø fra Østjylland i 2006 – tror både på, at Danmark og læsøboerne skal hjælpe folk på flugt fra krig, og at de nye familier kan blive en gevinst for den befolkningsskrumpende kommune. Han var en af de første til at love sin frivillige hjælp – hvor fattig den end kunne være i hans egne øjne. Men han er også en af dem, der ser med størst skepsis på den halvdel af øen, han vurderer ikke ønsker flygtningene som naboer.

Han er lynhurtig ved tasterne, når nogle af kritikerne ytrer sig på nettet, og en af de flittigste deltagere i det, han selv kalder Facebook-polemikken”.

Lørdag den 29. august ringer han på den nye families dør med en frugt- og kagekurv i hånden. Han har researchet på Syrien – han ved, at deres nationalsport er fodbold ligesom os” – og på islam, så han ved, at det er en passende gave. Den spinkle 64-årige mand smiler og taler hjerteligt med familien på dansk. Han kan ikke et ord engelsk, hvilket er en af årsagerne til, at han er usikker på, hvor meget han kan bidrage med ud over genbrugsfundene.

Ligesom de andre gæster får også Pouli, der kommer igen søndag med en veninde, der kan engelsk, en kop stærk tyrkisk kaffe med masser af grums i bunden. Det er uvant kost, men han drikker den, mens han med glæde noterer sig, at familiens spisebord, som ingen nogensinde sidder ved, er fyldt op med blomstervaser. Der er bl.a. en buket med lyserøde gerbera, en orkidé med et Velkommen til Læsø”-papskilt ved, to markbuketter, en flok forskelligfarvede georginer fra Lacris bed inde ved siden af og en hortensia-stueplante. I finerreolsystemet, der også stod i stuen, da familien flyttede ind, har Rahafs mange donerede bamser fået selskab af et par stykker til – det er også gaver fra gæster.

Da de indledende, fægtende samtaleøvelser er overstået, løber især Samer bare ind i den mur, han har ramt adskillige gange før, når han har talt med danskere. Han har så meget, han gerne vil fortælle, men han har ikke sproget. Nogle gange prøver han sig med simple arabiske gloser, men får kun uforstående blikke tilbage.

Hvis han havde ordene, ville han som noget af det første fortælle historien om, hvordan han og familien kom til Danmark.

Han ville fortælle om den desperate situation, de efter flere års venten på bedre tider til sidst befandt sig i i hjembyen Madaya i det vestlige Syrien, tæt på grænsen til Libanon. Det var et af de første steder, hvor oprøret brød ud, og Assad reagerede ved simpelthen at omringe byen og beskyde den udefra. Konsekvensen var udbredt mangel på fødevarer og konstant fare for både bomber og snigskytter. Et kilo mel kostede til sidst op til 500 kroner.

Familien Ghosen var en af byens mere velhavende og klarede sig, men de flyttede flere gange til forskellige familiemedlemmer, fordi deres hjem blev bombet. Skolerne lukkede, og strømmen begyndte at gå. De mistede også både familie og venner til snigskytter.

Samer har taget et familieportrættet fra deres have i Madaya, det står i stuen i Birkealle nu. Samer kan huske, hvordan de kunne høre snigskytternes skud lige på den anden side af muren, de står foran på billedet. Man kan se skudhullerne i muren bag dem. Om natten kunne de kun tænde lys i et rum og så være i rummet ved siden af, af frygt for snigskytterne.

Familien blev ved med at fortælle hinanden, at snart ville det blive godt igen, men hele tiden blev det kun værre.

Til sidst var det ikke muligt at leve i Madaya mere. Samer nåede grænsen, gav op og besluttede sig for at lade familien følge de mange, der allerede var flygtet.

Han solgte alt, han kunne, af deres ejendele. Han låste sin ellers driftige tøjbutik af. Her købte mange af de turister, der før krigen fandt vej til Madaya fra Damaskus, de kjoler, han fandt på forretningsrejser i Libanon, Qatar og Tyrkiet.

Da dagen oprandt 1. oktober 2014, skjulte han tidligt om morgen familiens samlede formue, 15.000 dollar, inde på kroppen og kørte familien i bil over grænsen. På den korte tur til grænsen til nabolandet blot en halv times kørsel væk, måtte de bestikke regerings- og militssoldater ved de cirka 20 vejspærringer, de passerede.

De kom hurtigt gennem Libanon, hvor anslået 1,5 millioner syriske flygtninge i dag bor, deriblandt en af Samers brødre.

Efter blot en lang dag kunne de midt om natten flyve til Tyrkiet med præbookede flybilletter. Det kunne lade sig gøre, fordi de som nogle af få syrere havde et pas. Tyrkiet var også hurtigt overstået. Efter kun to timer i transit bragte et nyt fly dem til Algeriet – som på dette tidspunkt ikke afviste syrere, der kom med fly.

Algeriet gik knap så let. Her var de kun for at komme til nabolandet Tunesien, hvorfra den letteste rute videre til Europa gik ifølge Samers research. De brugte fire dage på et hotel på at arrangere flugten og dernæst fire dage med lige så mange lyssky flytninger for at komme så tæt på grænsen som muligt. Familien, inklusive den 1-årige Rahaf, sneg sig over grænsen midt i det sorteste nattemørke, med frygten for grænsevagter siddende i sig hele vejen til det sikre hus, de havde betalt menneskesmuglere for at bo i.

På sin telefon har Samer en video fra båden, der bragte dem over Middelhavet til den italienske ø Lampedusa.

Hans stemme skifter toneleje, når han fortæller om storm, om vand i båden, om at være gennemblødt og kold, mens man står med fire børn i favnen i stævnen på en alt for overfyldt fiskekutter, man er bange for vil kæntre.

Han husker den lovede mad, der ikke var der, og skænderierne med de tunesiske menneskesmuglere, de havde betalt for turen. Aftalen var en stor båd med mad og redningsveste, men overfarten fandt sted i en lille, gammel fiskebåd hvis eneste navigationsudstyr var et rustent kompas fra oldefars tid”, som Samer kan lide at sige.

I båden sad de 40 børn og voksne klemt sammen. Der var ingen redningsveste. Ingen mad. Turen var af menneskesmuglerne blevet annonceret til at vare ni timer, men de for vild. 24 timer gik, så 36, og frustrationerne over forholdene i en allerede presset situation eskalerede mange gange undervejs.

Vreden rettede sig mod menneskesmuglerne, men forplantede sig også som konflikter mellem de forskellige nationaliteter på båden. Samer mæglede, men også han var vred. Fiskekutteren var så overfyldt, at et håndgemæng ville få dem alle til at kæntre, og Samer formåede kun med nød og næppe at mane en anden frustreret familiefar til ro.

Samer og Elham fortæller, hvordan de skærmede Rahaf fra vind, sol og vand. Når man hører historien, tænker man måske på de mange spørgsmål, børnene måtte have: Hvor skal vi hen? Hvad venter der os? Hvornår er vi fremme? Hvem er de, der styrer båden? Men børnene var stille på båden. Trods forældrenes forsøg på at normalisere flugt til udflugt, forstod de alvoren.

Udadtil udstrålede forældrene ro. Indeni? Indeni var vi ved at dø af det, siger Samer.

Efter 48 timer tog båden vand ind. Og den sejlede på den allersidste diesel, da de blev samlet op af en italiensk kystvagt. De blev bragt til flygtningelejren, hvor de ved et lykketræf ikke fik taget deres fingeraftryk. Embedsmanden, der håndterede dem, var fra Egypten, og Samer husker hans ord:

Europa er åben for jer. I kan rejse, hvorhen I vil.”

Øjeblikket derefter blev Elham indlagt på et hospital på grund af væskemangel og udmattelse.

Til slut ridser Samer helt udramatisk rækken af togture op igennem Europa op, indtil turen efter i alt 23 dages rejse sluttede i Kolding, hvor de stod af og lod sig registrere, selv om de egentlig havde bestemt sig for Sverige. Fordi de ikke orkede mere.

Og fordi de næsten havde brugt alle de 15.000 dollar, de havde sparet op før afrejsen. Samer havde hørt, at Danmark var et stille og roligt land, hvor man blev behandlet godt. Det var alt, han vidste, og det var nok.
Med historiens første smil fortæller han, hvor mærkeligt det var for familien at skulle lede efter noget politi at melde sig til. I Syrien var de vant til, at Assads politifolk og soldater vågede overalt. Her skulle de have hjælp af en lokal, arabisk grønthandler.

Men også det lykkedes, som han siger:

Hamdullah, vi kom frem. Hvordan vi gjorde det, det ved vi ikke”.

Men intet af det får han sagt, hverken til Pouli eller de mange andre gæster, hvoraf flere faktisk spørger ind til netop deres rejse.

Ordene står i kø, men det danske sprog mangler. I stedet trækker han ud på terrassen, hvor han ryger sine hjemmerullede cigaretter og en gang imellem taler i telefon med andre syriske flygtninge i Danmark, som han enten kender hjemmefra eller – det gælder de fleste – har mødt i asylcenteret i Løgumkloster, hvor familien endte med at sidde i ti måneder, før de tog det allersidste ben af rejsen til Læsø.

Disse første uger på øen er også første gange for alt det, der udgør et hverdagsliv ikke bare på Læsø, men i Danmark.

Drengene begynder i skole, Rahaf skal i vuggestue, og når hun begynder at kunne undvære sin mor, vil Elham før første gang nogensinde gå hjemme uden børn. Samer skal vænne sig til et familieliv, hvor han er mere ligeværdig med sin hustru, end han er vant til. Han er med til at handle i SuperBrugsen, hvilket ikke er let, når man for det første ikke kan læse dansk og for det andet kun kan spise halal.

Ni ud af ti gange ender der således halalslagtet kylling i indkøbskurven. Det er det eneste kød med det diskrete, grønne halalmærke, de kan opsnuse i kølediskene. Før det har deres søgende øjne passeret forbi rugbrødsposerne for at stoppe ved toastbrød og hveder. Der ryger også tomater og appelsiner i kurven.

Ved kassen er der kø. Hvis syrerne kunne læse dansk, ville deres øjne ikke kunne undgå de store avisoverskrifter om de mange hundrede flygtninge, der pludselig går på motorvejene i Sønderjylland – og om danskere, der insisterer på at køre dem til Sverige, på trods af at det er ulovligt. Disse septemberdages helt store historie ræsonnerer også på en ny måde på Læsø, der ikke ligefrem er kendt for at orientere sig meget mod verden. Det forhold, at øen selv har nogle flygtninge, gør det langt mere nærværende.

Folk taler om det der, hvor de mødes. Ugen før er det billedet af den 3-årige syriske dreng Aylan, hvis lig skyller i land i Tyrkiet efter en mislykket bådrejse, der fylder både i medierne og i læsøboernes bevidsthed. De tragiske flygtningehistorier fra ind- og udland gør det også sværere at være kritisk.

Skæbnen vil, at Elham, Samer og Rahaf her i køen kommer til at stå bag ved Karsten Skov Petersen, den konsistent åbne kritiker af flygtninges ankomst til Læsø. Han er ude at handle sammen med sin hustru, der skal indløse adskillige af Brugsens optjeningsmærker til rabat på ellers dyre rødvinsglas. De to familier hilser ikke på hinanden. Karsten har tidligere sagt, at han godt nok er kritisk, men ikke ønsker flygtningene ondt:

Jeg vil hilse på dem, hvis jeg havner i et selskab med dem, men ellers vil jeg lade dem være i fred.”

Karsten, der tidligere har stillet op til Folketinget for Dansk Folkeparti og senest var opstillet for De Konservative ved kommunalvalget, er en imødekommende mand på 59 år med en lang karriere som sømand både i ind- og udland, bl.a. for Mærsk. Han har boet ti år i Østen, de sidste fem i en muslimsk landsby i Sydthailand, og han har studeret islam lige siden. Det er nemlig specifikt flygtninge med denne religion, han er mere end skeptisk over for. Det har han masser af grunde til.

Han mener blandt andet, at ægte” muslimer kun kan drømme om at indføre et kalifat i Danmark og ikke regner kristne menneskeliv for noget. Han er også stærkt kritisk over for de muslimske kvinders tildækning, også i form af den milde hijab-version, som Elham bag ham i køen bærer, når der er gæster, eller hun er ude af huset.

Styrmanden, der flyttede til Læsø i 2011 og bor i Vesterø, er dog alt andet end en sur mand.

Han er det, man på jysk kalder lun, og han elsker at provokere. Ind imellem de mange LD Blue 100-cigaretter, han ryger, ynder han for eksempel at fortælle, at han selv er flygtning. Han og familien flygtede” fra Slagelse til Læsø, fordi de boede tæt op ad boligområdet Ringparken, der tidligere var på regeringens ghettoliste. Det samme gør sig gældende for nogle svenskere i Byrum, der er flygtet fra indvandringsmiljøet i Sverige.

Det er også derfor, jeg mener, at Læsø har taget sin flygtningekvote.”

Han lader den hænge et øjeblik, før han griner højt og hæst.

Inde bag lunet er Karsten oprigtigt bekymret ikke blot for Læsø, men hele Danmark. Han poster regelmæssigt opslag på Facebook om flygtninge-indvandreres overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, om den store arbejdsløshed blandt danskere med anden etnisk baggrund eller om terror med muslimsk baggrund. Det gør han ind imellem opslag om, at den danske velfærd er under pres, og at udgifterne til både indvandrere og asylansøgere underminerer det yderligere.

Af og til skriver han noget, der er på kanten. 23. november linker han til en Nordjyske-artikel med rubrikken Varm velkomst til flygtninge’ om borgere i Dronninglund, der med flag, kage og saftevand har taget imod nye flygtninge. Karstens kommentar:

Hvad var det, vi kaldte dem, der i sin tid bød nazisterne velkommen?”

Det er sådan nogle kommentarer, der får andre på øen – især dem der er med i venligboerne – til decideret at rynke på næsen, hvis man nævner hans navn. Spørgsmålet er, om de ville gøre det samme, hvis de satte sig ned og talte med ham.

Det kunne de gøre i hans og hustruens pertentlige have over en kop Nespresso-kaffe og en ostemad. Karsten ville klø sin kælne kat bag øret og med stor sandsynlighed fortælle gæsten om sin far, der var modstandskæmper under besættelsen. Karsten er i det hele taget ikke så let at putte i en kasse. Før familien Ghosen ankommer, erklærer han eksempelvis, at hvis der kommer unge, enlige mænd, så vil han og hustruen gerne indlogere en af dem i den lille lejlighed på førstesalen i deres 2-etagers parcelhus. Han fortæller også, at han faktisk har adskillige arabiske venner, bl.a. fra turene til Det Døde Hav, hvor han finder lindring fra sin psoriasis.

Og da han en dag stolt fortæller om de to døtre, han har fra sit ægteskab med en thailandsk kvinde, kommer det frem, at han har en svigersøn, der er muslim.

Både vennerne og svigersønnen er gode nok, især fordi de kan tage hans drillerier, lader han forstå. De er heller ikke et problem, fordi de ikke er ægte troende. Hvis de var det, ville de ikke ønske noget godt for Danmark, lyder hans analyse. Det samme gælder Læsøs nye beboere, og af samme grund bliver han i månederne fremover ved med at vende tilbage til lige præcis Elhams tørklæde.

Han synes, det sender de forkerte signaler, og vil meget gerne have, at nogen spørger hende og Samer ind til, hvorfor hun går med det.

INDGANGFamilien Ghosens fire børn, fra venstre Wizzam, Rahaf, Osama og Ahmed, udgør tilsammen en indgang til stort set alle Læsøs forældre, fordi mange klassetrin er slået sammen på Læsø Skole.

Tilbage på Birkealle bliver de nye naboer, familien Ghosen og familien Kristensen, ved med at se meget til hinanden.

Hele familien fra murermestervillaen er på besøg igen lørdag, hvor børnene atter leger, og Lacri spørger Elham, om hun og Rahaf ikke vil med hende og deres yngste, Sophia på to år, til Østerby i ugen, der kommer. Det vil hun gerne. De kører i Lacris bil, og det fremgår hurtigt, at Elham ikke har kørekort – det er ikke kutyme i Syrien – og at en køretur med en anden kvinde ved rattet derfor ikke er hverdagskost. De besøger Østerbys fiskeforretning, og Lacri får overtalt Elham til at tage imod en fiskefrikadelle. Hun vægrer sig, fordi Lacri har betalt, men da hun kalder det en smagsprøve, går det. Elham spiser dog ikke den grove, hårdt stegte delle med det samme, men tager dem med hjem.

De besøger også en kunstbåd, der er på besøg i havnen, og Elham får på sit simple engelsk forklaret Lacri, at en af fiskekutterne har cirka samme størrelse som den båd, der fragtede familien over Middelhavet.

Senere samme dag tager John og Stella de tre drenge med på den samme tur, hvor de også kører til Bansten-stranden nær ved og prøver at slå smut. Det er de ret gode til. John tilbyder også drengene is, men det takker de nej til.

De tidlige september-uger sætter kursen for et efterår, hvor de to familier ser hinanden næsten dagligt. John hjælper nabofamilien med at lappe cykler, og de er på flere udflugter. Efter små 14 dage på øen opstår der endelig en mulighed for, at Samer kan betale lidt tilbage.

John skal nemlig klippes.

Han har i et stykke tid forsøgt at få Lacri til at gøre det, men hun er ikke så vild med tanken, og så får hun en idé. Samer har jo sagt, at han bl.a. ernærede sig som frisør i Syrien. Han kan gøre det.

Jeg ved, hvordan det er at stå i gæld. Jeg tænkte, det kunne være en mulighed for at give igen”.

Samer er straks med på det. Han bruger i forvejen en del energi på, at hans families hår er velplejet og sidder, som det skal.

Så onsdag eftermiddag 9. juni sætter John sig på en stol i sit lyse køkken, der er i den tilbygning, han selv har bygget det meste af, med Samer bag sig og et spejl på gulvet foran. Samer har taget sit sparsomme klippeudstyr med, og Elham er der for at oversætte. Forinden har de kigget på frisurer på nettet for at blive enige om stilen.

Udgangspunktet var faktisk, at Samer skulle lære Lacri at klippe, men han glemmer hurtigt det pædagogiske. Han vil gerne gøre John tilfreds og spørger flere gange, om det, han gør med saks og trimmer, er o.k. Han virker så nervøs, at Lacri dagen efter går over til naboerne og forsikrer dem om, at John er rigtig glad for resultatet. Det bliver ikke sidste gang, at Samer klipper en læsøbo.

Da John i slutningen af oktober gør status, konstaterer han, at familien Ghosen er dem, han og Lacri ser mest på øen. Dem, de kommer bedst ud af det med. Det havde han ikke forudset, men trods sprogbarrierer og forskellig religion, så svinger de bare. Det hjælper helt sikkert, at det med religion i hvert fald udadtil ikke er noget, Elham og Samer går meget op i.

Når man spørger, siger de godt nok, at de beder mod Mekka de påbudte fem gange om dagen, og når det er bedetid, lyder den arabiske bøn fra Elhams telefon, men ingen ser dem nogensinde gøre det. Lacri bemærker også, at Samer drikker en øl en gang imellem. Og så er de jævnaldrende børn selvfølgelig den største sammenbinder.

Vi er virkelig blevet glade for vores nye naboer,” konstaterer John.

Klokken 8 om aftenen den 28. september banker John Bilgaard Eltved oppe fra nummer 13 på familien Ghosens dør. Han og hustruen var to af dem, der var forbi den første weekend med en ordentlig buket blomster fra deres have. Den dag snakkede John og Samer om at fiske. Samer viste ham den fiskestang, der stod i garagen, da familien flyttede ind, og fik forklaret, at han fiskede i Syrien og faktisk også havde gjort det i Sønderjylland. Han viste John et billede af en stor gedde på telefonen.

Jeg skal nok ta dig mæ ud å fisk,” sagde John.

Det er det, der skal ske nu.

John har nemlig tænkt på Samer og hans situation. Den nye syriske nabo kommer fra et godt liv som selvstændig erhvervsdrivende og har nu intet. Han bor sammen med fire børn, og ud over sin hustru er de fleste af familiens kontaktpersoner kvinder.

Han trænger til noget mandehørm. Til noget tid bare to mænd sammen. To mandfolk,” mener John.

Så nu skal de fiske.

En times tid senere står begge mænd i waders og varme trøjer samt huer i den kolde sommernat. De fisker efter fladfisk med spyd, og de har heldet med sig. Efter lidt instrukser gennemskuer Samer teknikken og hiver den ene fisk efter den anden op af vandet.

Big! Big one”, råber Samer, og John hujer sammen med ham.

De to mænd er i det hele taget temmelig højrøstede dér helt alene ude i vandet denne Læsø- sommernat. Indtil Samer pludselig stopper på op. Han kigger op på himlen, hvor en ensom satellit trækker forbi. Han er tavs. Længe. Og forklarer så John, at det er præcis den samme stjernehimmel som hjemme i Syrien. Det er begge mænd lidt paf over – før de går i gang med fiskeriet igen.

Dagen efter slår John noget op i Venligboernes Facebook-gruppe:

Samer og jeg var lige ude og fiske i går, for søren en meget glad mand.”

Dén Samer, den legesyge, der spiller fodbold med sine drenge, kaster rundt med Rahaf og spurter ud i de kolde danske bølger, dukker dog sjældent op til overfladen.

I Syrien var han en entreprenant og udadvendt mand, der var vant til at lykkes med de planer, han havde. Han og brødrene byggede f.eks. en succesrig bilvask og mekanikerservice op, før han, også med succes, kastede sig over frisørhvervet, og til sidst åbnede en tøjbutik, hvis udvalg rygtedes helt til hovedstaden.

På Læsø er han en stille, nærmest forsagt mand, der må acceptere at være sprogligt afhængig af sin hustru, der taler lidt engelsk og er hurtigere til at lære dansk. Han har ikke nogen stor rolle at udfylde ud over praktikpladsen hos mekanikeren og de få gange, han kan klippe nogen.

Af samme grund tillader han sig ikke mange af de drømme om fremtiden, han havde, før krigen brød ud.

Det kan jeg ikke lide så meget nu. Men vi kan drømme for vores børn. Jeg håber, at verden bliver åben for dem – at de får alle muligheder for uddannelse, sport og så videre. At de kan være åbne, lære og få det godt,” siger han.

Han er også stille, fordi han er den i familien, der har sværest ved at lægge krigen, de flygtede fra, bag sig. Det skyldes primært, at hans forældre er tilbage i hjembyen, men han kerer sig om hele sit sønderbombede land:

Vi håber hver dag, vi vågner, at der ikke kommer dårligt nyt. Syrien fylder meget. Der er ikke noget liv tilbage. Ikke noget mad. Vi vil have, at omverdenen siger stop.”

Det er også meget svært at forestille sig Samer deltage i en krig. Han hæver aldrig stemmen over for sine børn, nusser om sin Elham, og han er i det hele taget en både blid og omsorgsfuld mand, der ønsker sig alt andet end at ligge nogen til last.

Det ligger ham meget på sinde, både i forholdet til sine nye naboer og til det land, der har givet ham asyl:

Jeg er ikke kommet her for at overtage Danmark. Jeg er kommet, fordi der var et problem i mit land, og jeg blev nødt til at flygte. Jeg håber, at det en dag bliver godt igen. De, der kritiserer flygtninge, er nødt til at forstå vores situation. Så tror jeg ikke, de vil være kritiske. Jeg kan ikke lide at bede om hjælp, forstår du? Men jeg er nødt til det. Situationen i Syrien er meget svær,” forklarer han og tilføjer:

Jeg håber af hele mit hjerte, at de – både kritikerne og alle andre – ikke kommer i samme situation.”

Skulle nogen nogensinde gå direkte til Samer og hans familie med en kritik af deres tilstedeværelse i Danmark, ville han ikke hidse sig op. Han har ikke prøvet det, men han ved godt, at kritikerne i den grad findes. Skulle han møde dem, ville han vende den anden kind til, siger han:

Hvis en ikke er god mod mig, så er jeg god mod ham. Selv hvis en kom og nedgjorde mig, så ville jeg være ydmyg og ikke hidse mig op. Jeg er i sidste ende gæst hos dig”.

Da John fra nummer 13 og Samer fra nummer 8 kommer tilbage efter et par timers fisketur, forestår fileteringen. John tager den første fisk og viser Samer, hvordan man gør. Ikke fordi syreren ikke kan finde ud af at filetere, men fordi han aldrig har gjort det med en fladfisk. John når dog ikke at skære mere end et par snit, før Samer uden et ord tager kniven ud af hans hånd og gør det færdigt.

Og så lavede han de fineste fileter på to minutter”, konstaterer John.

15 fisk får Samer med hjem, og dem lever familien af de kommende tre dage.

KRITIKKarsten Skov Petersen og hans hustru bruger om sommeren meget tid i deres have. Karsten bruger også en del tid på netaviser som Jyllands-Posten og Den Korte Avis, hvorfra han flittigt linker til kritiske historier om flygtninge-indvandrere og udhuling af velfærdsstaten.

Kapitel 4: Dansk sådan

Oktober 2015

Hvad hedder du?”

Jeg. Hedder. Samer.”

Hvilket sprog taler du?”

Jeg taler. Arabisk. Og dansk.”

Hvor mange born har du?”

Jeg. Har. Fire born.”

Hvad hedder. Dine born?”

De hetter. Ahmed, Osama, Wizzam og Rahaf.”

Elham spørger, og Samer svarer. De øver sig på de præsentationsspørgsmål”, de har haft for i lektier til denne mandags sprogundervisning på Læsø Skole. Læreren, Mia Djernæs, er ikke kommet endnu, så de udnytter tiden. De havde også danskundervisning på asylcenteret i Løgumkloster, og her på Læsø begyndte undervisningen tre dage om ugen, fem dage efter ankomst. Elham kom dog først i gang to uger senere, fordi hun skulle køre Rahaf ind i vuggestuen. Men det er alligevel hende, der er klart bedst. Han tøver med ordene og er nødt til at snyde ved at vende papiret og læse svarene.

Han er også nødt til lige at afbryde terperiet for at spidse sin blyant ovre ved skraldespanden. De to syrere sidder i et lettere slidt mødelokale lige ved siden af lærerværelset. De fylder ikke meget ved det store, hvide, ovale bord med skallende, sorte kunstlæderstole rundtom. Ud over bordet er der to sorte reoler og en hvid tavle, hvor en lærer har skrevet en masse hv-spørgsmål med blå tusch til venstre og en række ja-nej-spørgsmål med rødt til højre:

Er han gift?”

Smiler han?”

På væggen er der klistret plakater og A4-papirer op, der alle har med danskundervisningen at gøre. Der er store plakater med Årets gang”, Nisserne i Ådal med alfabetet” og en taltavle”, samt to små, der viser mundens form, når man skal udtale eksempelvis et hårdt, dansk d. Dertil kommer adskillige gule post-its, der angiver, hvad de sidder fast på: Væg, hylde, reol, gulv, vindue og så videre. Sidstnævnte giver udsigt til en del af folkeskoleelevernes udeareal.

Læreren er forsinket, og gennem ventilationskanalerne kan man tydeligt høre en af skolens ældre klasser, der går i gang med en engelsktime.

Endelig er Mia her. Hun undskylder meget og siger på forceret langsomt dansk, at hun er forsinket. Hun går straks i gang med undervisningen.

Vi starter med at snakke om, hvad dag det er i dag,” siger hun.

Mandag,” siger Elham.

Den seksogtyvende,” siger Samer.

Oktober,” siger Elham.

2015,” siger Samer.

Derefter skal de gøre lige præcis det, de lige har siddet og øvet, og Samer skal begynde med at spørge. Det går fint, lige indtil han spørger til hendes telefonnummer. Da er hun nødt til at vende papiret.

Senere skal de med udgangspunkt i en tegneserie, Morgenmad hos familien Jensen’, som de også har haft for hjemme, øve en samtale om deres morgen. Elham skal spørge, og Samer svare. Han får at vide af Mia, at når man skal sige marmelade, skal tungen godt ud af munden”. Da Elham spørger, hvem der giver børnene tøj på, tøver Samer, og hun prøver at hjælpe ham i gang.

Neiii, Elham, du må ikke hjælpe,” afbryder Mia karikeret, og de griner alle tre.

Evnen til at tale det sprog, der tales i det land, man bor i, regnes for en afgørende forudsætning for det, man kalder integration. Integration er et stadig mere debatteret emne i Danmark og så vigtigt også for asylansøgere, at kommunerne nu af regeringen er blevet påbudt at formulere og iværksætte et treårigt integrationsprogram”, når der kommer nye flygtninge.

De kommuner som dem på Københavns Vestegn, der har haft flygtninge og indvandrere længe, formulerede deres integrationsprogrammer eller -planer allerede i begyndelsen af 80’erne – Ishøj allerede i 1975 – og i 1988 fik Danmark sin første samlede Integrationslov. Men der skulle altså gå yderligere 27 år, før Læsø fik noget nedfældet om emnet.

Programmet, der skal svare til en 37 timers arbejdsuge, skal støtte flygtningene i at tilegne sig de nødvendige forudsætninger for at blive selvforsørgende både i Danmark generelt og på arbejdsmarkedet”, som det lyder på

Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Det involverer bl.a. den danskuddannelse, Elham og Samer er i gang med, den virksomhedspraktik, de også begge kommer i, og tilbud om vejledning og opkvalificering. Integrationsprogrammet er så vigtigt for politikerne, at kun flygtninge med psykiske eller fysiske handicap eller stærk traumatisering kan gå fri. Ellers mister man sin kontanthjælp, hvis man fik asyl før 1. september 2015, eller sin integrationsydelse, hvis man fik efter.

Men det danske sprog – som eksperterne er enige om, er særdeles vanskeligt at lære, især hvis arabisk er ens førstesprog – er langtfra den eneste kilde til integration.

Noget så banalt som hverdagen er, i hvert fald ifølge antropologien, måske det vigtigste.

De parter, der skal integreres, skal mødes, og det ikke kun for at lære hinanden at kende, men lige så meget for at afkræfte de fjendebilleder, vi mennesker helt grundlæggende har det med at danne om dem, vi ikke kender. Det er det, antropologer i 120 år har kaldt for os-dem-dikotomien. Vi”, i dette tilfælde de etniske danskere, stiller os automatisk skeptisk over for dem”, i dette tilfælde flygtninge, der ikke bare opfører sig, men også ser anderledes ud.

Det er lige præcis det, både Pouli og John mener, når de siger, at flygtningefamilier vil gøre klogt i at holde meget lav profil det første lange stykke tid. Det kan de sige, fordi læsøboere ligesom alle andre er godt trænede i at stille os” over for dem”.

Der var engang, hvor det var Østerby over for Vesterø, og mens den konflikt er lille i dag, så er det i hvert fald stadig os” over for turister, tilflyttere, frederikshavnere (også kaldet dem ovrefra”) og alle andre fremmede. Det behøver man bare tale med et par tilflyttere om. Det er svært at blive accepteret af læsøboerne – især hvis man er den udfarende type.

Det er noget lignende, antropologerne Zachary Whyte og Birgitte Romme Larsen afdækker i deres aktuelle studie af to nye asylcentres etablering på Langeland og Norddjurs. Ud over den indledende skepsis holder lokalsamfundet det første lange stykke tid skarpt øje med, om asylansøgerne groft sagt opfører sig ordentligt – at de ikke smider skrald, at de cykler efter reglerne, den slags småting.

På Læsø bliver det f.eks. kortvarigt italesat, at de tre Ghosen-drenge, der selv cykler i skole, ikke har lygter på, da det begynder at være mørkt morgen og aften. De fleste kan godt se, at de sikkert ikke ved, at man skal, men det bliver alligevel det, antropologer kalder en markør – et eksempel på forskellen mellem dem og os. I dette tilfælde stopper snakken, da en nabo kommer med et sæt lygter og forklarer, at de kan købe flere i Brugsen. Samer fanger med det samme, at det er vigtigt.

Han sætter det første sæt lygter på en kold vinteraften – som sædvanlig i tynd vindjakke og sportssandaler – og køber resten dagen efter.

På en ø som Læsø, der i mange år har kunnet bryste sig af at være den mindst kriminelle i Danmark, har decideret ulovligheder selvfølgelig også været et emne i forbindelse med de nye flygtninge.

Det ville være ærgerligt, hvis vi skal til at låse vores huse,” som flere siger i forskellige versioner op til deres ankomst.

Men hverken de voksne eller børnene viser sig at have kriminelle tilbøjeligheder, og det harmonerer også med de undersøgelser, der har været af kriminalitetsniveauet i de små samfund, hvor der er blevet etableret asylcentre: Det kan ikke mærkes på statistikken.

Et andet hverdagsområde med masser af markører er skole og institution. Birgitte Romme Larsen argumenterer i sin ph.d.-afhandling Ind i Danmark’ for, at forældre bliver nøje bedømt på deres børn. De skal komme fast i skolen, de skal have en sund madpakke med, de skal gå til nogle gode fritidsaktiviteter – fordi det, som Romme Larsen siger, i en dansk kontekst ses som første gang, barnet deltager i et demokratisk fællesskab på egen hånd”.

Der er ingen, der siger det til de nye forældre, men det er klare krav til det at være familie i Danmark. Det er den uskrevne idé om den gode barndom – som etniske danskere i øvrigt også bliver bedømt på. Hvis de opfylder kravene, så kører det for dem rent integrationsmæssigt. Hvis ikke, falder de udenfor.

Det hele bliver naturligvis ikke lettere af, at danskere ligger under for det, antropologen kalder skandinavisk konfliktskyhed”, hvorfor ingen nødvendigvis siger noget, når nydanskerne gør det forkert”. Det gælder ikke mindst i små samfund som Læsø, hvor alle holder øje med hinanden.

Med fire børn i alderen 2 til 13 har Elham og Samer stort set kontaktflade med alle andre forældre på øen, fordi Læsø Kommune både af økonomiske og pædagogiske årsager har adskillige samlingsklasser på tværs af årgange. Der er altså et hav af vurderende blikke, de skal tilfredsstille.

Hverken Rahaf, Wizzam, Osama eller Ahmed virker dog til at have problemer. I frikvartererne er de tre drenge i fuld gang med klassekammerater. De spiller computer, stikbold, hockey og alt muligt andet. De taler af gode grunde ikke så meget med de andre elever, men de er i hvert fald ikke udenfor. Mødes de tilfældigt med nogle af de andre børn på gaden eller i Brugsen, så hilser de hjerteligt på hinanden.

Det er umuligt at sige, hvor tilfældigt det er, men bortset fra en af Romme Larsens markører, så lever de også op til de uskrevne krav. De kommer i skole eller institution hver dag, og de tre drenge er aktive i foreningslivet. De begynder allerede den første uge på øen til fodbold i Østerby Sportsforening – hvor deres ankomst i øvrigt er kærkommen, da det i flere år har været svært at stable hold på benene, fordi der er så få børn.

Det halter mere med den sunde madpakke. De får rigtigt meget kage, hvidt brød og saftevand. Heldigvis for dem er Læsø langt fra Københavns Østerbro og det såkaldte speltsegment. De er i hvert fald ikke ene om den slags ernæring i spisepausen.

Hverdagsopførslen som integrationselement er i det hele taget –– og ikke kun når det gælder børnene – ekstremt afgørende.

Grundlæggende er det et magtforhold mellem minoritet og majoritet, der udstilles, når sidstnævnte tager afstand til førstnævnte for at gøre noget forkert. Majoriteten har ikke bare oftest den politiske og økonomiske magt, men har også den bedste beherskelse af de gældende kulturelle udtryksmåder og færdigheder. Majoriteten har overtaget, når det kommer til det, den franske sociolog Pierre Bourdieu kalder kulturel kapital.

Ifølge Birgitte Romme Larsen er forståelsen af de kulturelle udtryksmåder i Danmark endda vigtigere end ansigtsfarve, religion og andre etniske kendetegn, som danskere faktisk er ret rummelige over for.

Hun bruger et iøjnefaldende eksempel i sin afhandling, hvor hun beskriver en congolesisk mand, der bliver skældt huden fuld af sin udlejer, fordi han ikke passer sin have, som både er grim at kigge på og, i hans øjne, udviser foragt for det store arbejde, de omkringboende lægger i deres plæner, hække og bede. Udlejeren oplyser også congoleseren om, at de omkringboende er utrygge, fordi han tit står ude på vejen – hvilket faktisk er et forsøg på at komme i kontakt med dem – og samtidig altid har sine gardiner trukket for i stuen.

Antropologen forklarer, hvordan denne ene, om end lidt aggressive, italesættelse af de hverdagsting, der skiller den fremmede ud fra mængden, faktisk er med til at gøre ham til en del af den. Da han begynder at passe sin have, trækker gardinerne fra og så videre, bliver han og familien taget imod med helt anderledes åbne arme.

Set i det lys gør Samer og familien alt det rigtige.

Han ser, at naboerne slår græs, og låner en græsslåmaskine, så han også kan gøre det. Familien begynder hurtigt at cykle – en anden markør på danskhed. Selv modviljen mod at bruge et spisebord lægger de, i hvert fald når der er gæster, fra sig. De skiller sig i det hele taget ikke meget ud med hverken hus eller udseende – det eneste, en udefrakommende måske vil lægge mærke til, er den blå vandpibe, shishaen, som står i familiens stuevindue. Og så er der selvfølgelig Elhams tørklæde.

En tredje markør er straks sværere at håndtere – både for læsøboerne selv og for de nye beboere.

Det handler om det forhold, at der ikke er en venligboer-gruppe for de gamle” læsøboere, der ikke har det let. Whyte og Romme Larsen beskriver i deres studie fra 2015, hvordan der på et af asylcentrene på Langeland kom en kommunebil med frokost til asylsøgerne, og at de fik gratis bustransport – samtidig med at de lokale oplevede, at kommunens ældre fik dårligere mad- og transportordninger.

Det er et argument, man oplever igen og igen i diverse flygtninge- og indvandrerkritiske fora: At de bliver forkælet” på bekostning af lige så trængende danskere – eller i hvert fald uden at sidstnævnte får samme særbehandling”.

På Læsø hører man også argumentet blive flittigt brugt. Har Læsø råd,” lyder et tilbagevendende spørgsmål, og meget tidligt i processen opstår et usandt rygte om, at et kommunalt tiltag for ledige, Springbrættet’, er blevet nedlagt, fordi ressourcerne skal bruges på flygtninge i stedet. Det får kommunens socialchef dog slået ned.

Men på Facebook linker færgekaptajn Karsten Skov Petersen flittigt til de regelmæssige historier om ældre, der får vakuumpakket mad, et ugentligt bad og liggesår, mens han mere eller mindre direkte skriver, at Læsø, der er en fattig kommune, må skære netop på ældreområdet. Nyheder som Flygtninge koster kommuner milliarder” ryger op på Facebook samme dag, de er på landets netaviser.

Jens Jensen”, administratoren af Debatforum Læsø’ på Facebook, italesætter særbehandlingen i et opslag 21. august om venligboernes indsamling af møbler og en ny idé om at indsamle penge.

Han ironiserer over, at sådan noget nok skal være med til at integrere de nyankomne og lære dem, at man skal yde, før man kan nyde”, hvilket får en Marco på banen:

Hvad satan????? Uden om kommunen, de får i forvejen i hoved og røv … Det er i orden, de får tøj og lignende, når de ankommer, men derefter forsørger de sig selv. De har flere penge end mange danskere.”

Præcis samme problem dukker op, da familien får sagt til nogle besøgende, at de godt kunne tænke sig en fryser. Det går venligboerne, med Nabo-John’ i spidsen, straks i gang med at efterlyse. John skriver en update, hvor han foreslår, at det eventuelt kan være med en klipning som tak. Det falder flere for brystet, og der går ikke længe, før nogen kontakter kommunen, som banker på hjemme hos John en morgen.

De havde meldt mig for at opfordre til socialt bedrageri,” konstaterer han med et let opgivende ansigtsudtryk.

En klipning kunne opfattes som sort arbejde, og så ville familien potentielt miste dens kontanthjælp. Facebook-opslaget blev pillet ned igen.

Det er heller ikke, fordi de frivillige kræfter er blinde over for problematikken.

Familiens kontaktperson Karsten Neve Petersen, der allerede i første uge både arrangerer fodboldsko til de tre drenge og kører dem til fodboldtræning, som de i øvrigt ikke skal betale for, er f.eks. bekymret for det signal, det sender til andre familier med få økonomiske midler.

Da en anden venligbo senere på året skaffer komplet badmintonudstyr, bliver det direkte kommenteret. De andre venligboere, deriblandt Pouli, frygter lige præcis, at særbehandlingen vil drive en kile ned mellem den syriske familie og de mange skeptikere.

Der er jo også andre her på øen, der ikke har så mange penge. Jeg ved godt, at de kommer uden noget og har mistet alt, men det betyder ikke, at de skal have alt forærende,” siger han.

Hvis integration kan beskrives som en proces – en bevægelse – så er det mere uklart, hvad selve bevægelsens mål er.

Måske fordi der er utallige definitioner af, hvad integration egentlig er. Skulle man forsøge at samle en sociologisk/antropologisk definition, ville den være treleddet.

Det første led handler om hverdagen, hvor den nyankomne skal få styr på de usynlige regler. Det andet led går på, at integration er lig med lige muligheder for social mobilitet – altså at den integrerede har de samme muligheder for uddannelse og job som andre i samfundet. Det er især det, regeringens integrationsprogram handler om. Det tredje led går på, at minoritetsbefolkningen – den der skal integreres – dels tilslutter sig landets mere eller mindre formelle regler og love, dels ligestilles med majoritetsbefolkningen.

Det er derfor, at selve målet med integration ikke er assimilation, hvor minoriteten fuldstændigt tilpasser sig majoriteten – ligesom Karsten ønsker. Det kan sagtens være, at det sker, men udgangspunktet for integration er ifølge den antropologiske konsensus mere pluralistisk eller multikulturelt.

På Læsø vil det i praksis betyde, at Samer, Elham og deres børn er integreret, når de har afkodet de førnævnte usynlige regler og sociale koder, når de respekterer deres nye samfunds spilleregler, og når de har opnået samme muligheder for at få et job eller en uddannelse væk fra øen, som de gamle’ læsøboere – samtidig med at de gamle læsøboere ikke ser skævt til de nyes kultur, men lever side om side med den.

Om alt det sker, ved vi først om flere år, men antropologerne Romme Larsen og Whyte peger på noget vigtigt, når de skriver, at der i små samfund som dette er en rodfæstet tradition for at få tingene til at fungere”. Det er det, der gør, at John og Lacri helt uden at overveje, om det nu kan fungere og er passende, inviterer nabofamilien over for at skære halloween-græskar.

Det er det, der får en ældre nabo til handlekraftigt at køre den muslimske familie til 1. søndag i adventsarrangement – og købe en nissehue til alle fire børn Og det er det, der gør, at en anden udenlandsk tilflytter fra Finland på samme direkte vis inviterer familien, hun i øvrigt aldrig har mødt før, til en ceremoni i sin samiske fredslavvu”, et indianerlignende telt, som hun har på sin jolle i Østerby.

Et helt fjerde integrationselement handler om den måde, samfundets ledere taler om de fremmede på. Det er sådan noget, diskursanalytikere skriver mange, lange afhandlinger om.

I oktober 2015 spidser den europæiske debat til: Hvad skal der ske med de mange hundredtusinder flygtninge, der strømmer ind i unionen? EUs statsledere mødes flere gange for at finde en fælles løsning, men uden det store held. Unionen knager og slår sprækker. Selv om de faktisk vedtager en omfordeling” af 160.000 flygtninge, så bliver den aldrig sat i gang.

I stedet er tendensen, at de respektive lande vedtager national lovgivning, der har det ene formål at holde flygtninge væk. 12. oktober vedtager Sverige, der indtil da har insisteret på at byde alle velkommen, at der nu skal være grænsekontrol. I Danmark afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen at gøre det samme med det argument, at det vil føre til flere asylansøgninger – indtil nu har Danmark i stor stil lukket øjnene og ladet flygtninge passere igennem landet mod Sverige, Norge og Finland uden at blive registreret. Det samme sker i andre lande, hele vejen fra Italien og Grækenland, i et eklatant brud med EUs Dublintraktat.

Samme dag som Sverige strammer grænsekontrollen, strammer Danmark til gengæld asylreglerne, igen for at skræmme flygtninge væk.

Opholdstilladelser gøres kortere, familiesammenføringer gøres endnu sværere for flygtninge med midlertidig beskyttelse, og ydelserne til nye asylansøgere nedsættes markant. Derudover lover Venstre-regeringen at øge indsatsen for at hjemsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold.

Den vil også give myndighederne flere redskaber til at håndtere illegale udlændinge i landet, så vi undgår kaotiske tilstande”, som Lars Løkke Rasmussen siger på et pressemøde med henvisning til de vandrende flygtninge på motorvejene i september.

De mange nyheder om flygtningekrisen” når dog ikke familien Ghosen.

De søger hver dag mod Facebook, Youtube og Al-Jazeera for nyt om krigen i deres hjemland. Deres tanker går især mod Samers mor og far, der stadig er i daglig livsfare i Madaya, som siden deres flugt efter en kort pause atter er blevet totalt afskåret fra omverdenen og har været det siden juli.

De første rapporter om hungersnød, folk, der spiser blade, og mennesker, der dør af sult, har fundet vej ud af den isolerede by, og Samer får nyhederne uden filter, når det en sjælden gang lykkes at skabe telefonkontakt til forældrene.

Jeg banker mig selv i hovedet, når jeg tænker på dem. Jeg kan ikke holde tanken om deres liv ud. Det var uudholdeligt, da vi flygtede, og det er meget værre nu,” siger han.

BESØGNabopigen Stella bliver den allerførste, der banker på den nye flygtningefamilies dør.

Kapitel 5: Vintermørke

November 2015

På den syv kilometer lange tur fra Vesterø Havn til Byrum lørdag kl. 14 passerer tre biler og en traktor i den modsatte vejbane. Inde i øens hovedby er der ingen gående på gaderne, og kun parkerede biler vidner om kunder i SuperBrugsen og gæster på Bakken, der både er restaurant og bodega. De få kunder i byens eneste supermarked er der højst sandsynligt, fordi det lukker lige om lidt. Efter kl. 13 kan man lige nå at fange Dagli’Brugsen i Vesterø Havn, der lukker 13.30, og derefter er der kun kiosken eller en 12 kilometers køretur til Østerby, hvor Spar lukker 17.30 alle dage.

Opslagsstanderen ved busstoppestedet, der i sommermånederne er fuldstændigt plastret til med de mange tilbud til turisterne, er her i slutningen af november stort set bar. Det største opslag er en lamineret liste med overskriften Her er åbent”.

Solen stod op klokken 8.24 i morges, og om lidt, klokken 15.43, går den ned igen.

Læsøboere er helt afklarede med, at øen går i noget nær dvale fra oktober til marts, og at den kun er decideret spillevende i juni-juli-august. I stedet lukker de sig inde i deres huse og bevæger sig ikke meget ud, medmindre selvfølgelig de tager en lang lavsæsonsferie. Sådan er livet her. Det er en præmis, de accepterer.

Men for nye på øen kan dvalen være svær.

Det gælder også for Samer. De første mange gange, man spørger ham, hvordan han har det, svarer han høfligt, at han har det godt, og at han er meget taknemmelig for at være på øen, men tilbringer man meget tid med ham, kommer sandheden frem; han keder sig. Han savner at tale med folk, og han savner at debattere med nogen om de ting, der går ham på. Om Putins alliance med Assad, de arabiske landes foragtelige behandling af de syriske flygtninge, situationen i hans hjemby. Han længes efter det ubesværede og regelmæssige sociale liv, der var en stor del af familiens hverdag i Syrien:

Vi var altid sammen med nogen.”

Med store armbevægelser fortæller han om det leben og den linde strøm af venskabelige samtaler og håndtryk, der var hans hverdag i Madaya, før krigen isolerede og splittede.

Han har også lyst til at bevæge sig og se noget nyt. Som forretningsdrivende var han vant til regelmæssige rejser – han var et kendt ansigt i metropolen Beirut, hvor han nød at begå sig hjemmevant.

Nu kommer han allerhøjst til Frederikshavn. Dér har han været to gange, siden han blev læsøbo, bl.a. for at drikke kaffe med den tolk, Læsø Kommune bruger fast, Moussa, som han er blevet ven med. Planerne om at besøge venner i Kolding og se København er ikke blevet til noget, primært fordi de ikke har råd. Det er dyrt at transportere seks mennesker med offentlig transport i Danmark, især når man først skal med en færge, der tilmed kun sejler tre eller fire gange om dagen. Om lørdagen går den sidste klokken 15.

I begyndelsen af november tilbød hans bror i Tyskland at betale en tur derned i juleferien, men selv denne tiltrængte hverdagsrytmebryder bliver højst sandsynligt ikke til noget. Flygtningekrisen” i Europa har betydet strengere kontrol både i Danmark og Tyskland, og terrorangrebet i Paris 13. november har ikke hjulpet. De danske myndigheder kan simpelthen ikke garantere, at familien ville kunne komme tilbage. Samer tror stadig på det, men Eva fra kommunen er skeptisk.

Til gengæld bliver der forhåbentlig snart ligesindede at tale med. Den næste flygtningefamilie, med to voksne og to børn, også fra Syrien, har været udpeget længe, men deres ankomst har trukket ud, fordi kommunen har haft problemer med at finde en bolig til dem, men nu er det på plads. Mandag 30. november kommer de, og blandt venligboerne glæder man sig på familien Ghosens vegne.

Hvor bliver det dejligt for dem at få nogen at tale med,” lyder det i forskellige udgaver både i Brugsen og på Facebook.

Meget tyder også på, at Læsøs flygtningekvote ikke er opfyldt med de ti, de vil komme op på med den nye familie.

Om morgenen den samme dag, de skal ankomme, udsender Udlændingestyrelsen de foreløbige asyltal for 2015 i Danmark, og statistikkerne melder om stadig større pres på grænserne. Oktober slår rekord med 3.646 ansøgere.

Det er 14 år siden, at så mange søgte. Styrelsen gør også status på hele året. 13.425 mennesker fra primært Syrien, men også i vidt omfang Eritrea, har indtil videre søgt om asyl, og 2015 står dermed til at slå de 14.792, vi nåede op på i 2014. I 2013 var tallet blot 7.557.

Selv om der er tale om historisk høje flygtningetal ikke bare for Danmark, men hele verden, så er det dog langtfra første gang, at både verden og Danmark modtager menneskestrømme af den kaliber, der kommer i disse år. Godt nok gik Danmark fri af de helt store migrationsbølger helt indtil slutningen af det 18. århundrede, men derefter har der været flere.

Politikerne kan endda trøste sig med, at mange af disse immigrerede folk, trods store problemer i begyndelsen, i dag er en naturlig del af Danmark – de er integrerede.

SKJULTFamiliens nabo Lacri skjuler sig bag ved Elham. Hun er ikke så glad for at få taget billeder.

Den første store immigrationsbølge begyndte i 1893 og kom fra Polen, hvor hele familier gæsteindvandrede for at arbejde i det danske landbrug, især som roehakkere.

Polakkerne var på dette tidspunkt hele Europas arbejdsreserve”, som det lyder i DRs dokumentarserie 100 års flygtningehistorie’, og Danmark var storforbruger. Efter nogle store år stilnede strømmen imidlertid af, fordi det rygtedes i hjemlandet, hvor dårligt polakker blev behandlet i Danmark. De danske storbønder købte og solgte de polske arbejdere, som noget nær varer, og de fik lov at knokle fra morgen til aften for dagslønnen på en krone.

Når de havde fri, var der tilmed masser af spændinger mellem polakkerne og de danske arbejdere. Der var nyhedshistorier om masseslagsmål. En ny lov i 1908, der påbød de danske bønder at give gæstearbejderne en kontrakt, vendte dog atter billedet. Herefter kom polakkerne i hobetal, og i 1911 var næsten hver tredje sæsonarbejder på Lolland-Falster polak.

Da 1. verdenskrig brød ud, vendte mange af dem hjem, men cirka 3.400 slog sig permanent ned i Danmark og kæmpede sig igennem årtier med sprogproblemer, mobning og diskrimination. I dag er der masser af polske efternavne i de danske telefonbøger, og det er primært der, man bemærker forskellen. Ellers er efterkommerne blevet en ligestillet del af Danmark.

Den anden store bølge kom faktisk samtidig med polakkerne.

Det var jøder, der flygtede fra de russiske pogromer. Zar Alexander den 3. byggede videre på en vidtgående jødeskepsis i den russiske befolkning og brugte jøderne som syndebuk for Ruslands store problemer med bl.a. hungersnød. 1903 var et særligt voldsomt år, og især en jødemassakre i byen Kischinew i påsken satte en folkeudvandring i gang.

Russiske jøder flygtede i hundredtusindvis til USA og Europa, og tusinder af dem havnede i København, hvor de boede nær hinanden i specifikke kvarterer. De første blev pænt modtaget, men da der kom flere, skiftede tonen, for eksempel i avisen Politiken, der i 1913 – med et ekko i den aktuelle politiske debat – skrev:

Danmark staar jo i Henseende til Social Forsorg ret højt, betydeligt højere vel end Rusland. Denne høje Standart er vor Ære, men det er jo Kedeligt, når den bliver Skyld i, at andre Landes Proletarbefolkning strømmer til os, fordi her er gratis Læge, Medicin, Oplysning og mange andre Goder af materiel og aandelig art.”

Artiklen lod videre læseren vide, at de russiske jøder ville komme til at ligge den københavnske kommunekasse til last og give problemer.

Der var heller ikke megen støtte hos ordensmagten. Københavns Politi opfordrede politikerne til at bruge den passus i Fremmedloven’ fra 1875, der krævede, at fremmede ikke måtte ligge samfundet til last, som hjemmel til at udvise jøder med anarkistiske anskuelser”. Berlingske fulgte trop med en leder, der, igen som dagens debat, italesatte flygtningenes kriminelle niveau.

I dag er de russiske jøder i vidt omfang vokset sammen med de gamle danske jøder, og jøderne er generelt smeltet sammen med det danske samfund.

Danmarkshistoriens suverænt største flygtningebølge var fra nabolandet i syd.

De første flygtninge fra Nazityskland kom allerede fra 1933, hvor Hitler kom til magten. Det var politiske flygtninge, og kun meget få – cirka 2000 – blev lukket ind. Det var, før der overhovedet fandtes konventioner, der forpligtede Danmark til at tage imod. Dansk politi havde f.eks. mulighed for at afvise politiske flygtninge af hensyn til rigets sikkerhed”, ikke mindst fordi man frygtede storebroren mod syd.

Senere begyndte jødeforfølgelsen som bekendt i Tyskland, og tusindvis blev drevet på flugt. Statsminister Stauning erklærede først, at det var Danmarks pligt at hjælpe”, men hans regerings handlinger signalerede noget andet. I efteråret 1938 lancerede Justitsministeriet en række tiltag til begrænsning af indrejse af ikke-ariske udlændinge”, hvilket næsten definitivt stoppede jødeimmigrationen. Justitsminister K.K. Steincke erklærede samtidig, at det såkaldte jødespørgsmål” ikke kunne løses af Danmark.

De få, der kom ind før stramningen, levede heller ikke under lette kår. De havde samme forhold som de russiske jøder – bad de om hjælp og belastede dermed staten, kunne de blive udvist. Der blev dog også, i privat regi, arrangeret en lang række steder, hvor de fattigste, mest udsatte flygtninge kunne spise og overnatte.

Det samme storsind viste danskerne selvfølgelig, da 7.000 danske jøder i oktober 1943 blev sejlet til Sverige for at undgå internering. Det hører dog med til historien, at kun meget få af de tyske jøder i Danmark blev advaret og reddet. Hundreder af dem endte i kz-lejre i Tyskland. De danske myndigheder udleverede også flere af de politiske flygtninge til Tyskland.

Det var hen mod 2. Verdenskrigs slutning, at den helt store bølge kom.

De russiske styrker trængte i løbet af isvinteren 1944-1945 tyskerne hastigt tilbage på østfronten, og da Hitler havde deklareret, at ingen tyskere måtte blive taget til fange, havde folk i øst kun en mulighed: Flugt.

Rigtig mange blev sendt til Danmark. I alt kom en kvart million tyskere til Danmark i løbet af krigens tre sidste måneder. I en periode ankom 9.000 om dagen, altså langt over de nuværende flygtningetal. Da der var flest lige efter befrielsen, udgjorde de flygtede tyskere fem procent af Danmarks befolkning.

Igen viste Danmark sig ikke som en fejlfri vært.

I marts 1945 besluttede Den Danske Lægeforening, at dets medlemmer ikke måtte behandle tyske flygtninge. Indenrigsministeriet fulgte efter og gjorde det ulovligt for flygtningene at modtage behandling på de danske hospitaler. I praksis betød det, at hundredvis af tyske børn døde af helt banale sygdomme i de store lejre, hvor flygtninge blev interneret under kummerlige forhold. Efter befrielsen var flygtningene der stadig, og de danske myndigheder forsøgte igen og igen at komme af med dem.

Vores redningsmænd, de allierede styrker, dikterede imidlertid, at Danmark skulle tage sig af dem. Danmarks regerings største frygt var, at de tyske flygtninge endte med at blive, ligesom så mange andre immigranter havde gjort. Det anførte udenrigsminister Gustav Rasmussen igen og igen over for De Forenede Nationer:

Det er ganske utænkeligt at Danmark kan optage disse tyske flygtninge i det danske folk. Vi ønsker ikke at gøre dem danske. Vi ønsker så hurtigt, som det overhovedet er muligt, at befri os af dette fremmede element, der er blevet påtvunget os af Hitlers regering i krigens sidste fase.”

Integrationspolitikken over for de tyske flygtninge var snarere en segregationspolitik. Flygtninge blev undervist, men kun i tysk. Målet var at holde dem tyske, og det efterstræbte man så meget, at det var forbudt for lejrvagterne at fraternisere”.

Der var dog også elementer i befolkningen, der protesterede. 60 danske præster gik f.eks. sammen om læserbreve, hvor de skrev om den ny nazisme, der i tysken ikke vil se et menneske”.

I 1947 lukkede de fleste flygtningelejre i Danmark, og de sidste flygtninge forlod landet den 15. februar 1949.

Bare ti år senere viste Danmark også, at modtagelsen af flygtninge kunne være radikalt anderledes.

Der kom nemlig omkring 1.000 ungarske flygtninge i løbet af vinteren 1956 efter Sovjets brutale nedkæmpelse af oprøret der.

Ungarerne blev hjerteligt modtaget – måske fordi danskerne havde den tyske besættelse frisk i erindringen. De 200.000 ungarere, der flygtede, tog i øvrigt stort set samme rute som de syrere, afghanere, irakere med mere, som i sommeren 2015 strømmede fra Balkan ind i Ungarn og videre til Østrig. De kom også med samme pludselighed og intensitet. I november 1956 modtog Østrig mere end 100.000 ungarske flygtninge.

Forholdene i de overfyldte flygtningelejre blev hurtigt uhumske, og Danmark besluttede simpelthen at sende et særtog for at hente 1.000 flygtninge. I Padborg blev de mødt med hornmusik, jubelscener og almindelige borgere, der gav dem mad.

I Danmark blev ungarerne også indkvarteret i lejre, og den nye organisation Dansk Flygtningehjælp fik til opgave at sluse dem ind i det danske samfund, hvor de, ulig tyskerne før dem, måtte bevæge sig frit. Mange steder oplevede de, at danskere betalte for deres restaurantregninger, busture og så videre.

Mange af ungarerne var så glade og taknemmelige, at de meget hurtigt begyndte at lægge planer for et liv i Danmark. Det viste sig dog vanskeligt at finde arbejde, også fordi arbejdsløsheden var på 11 procent, og de danske arbejdere var kritiske.

En kampagne i danske aviser gav dog hurtigt resultat, og de fleste fandt faktisk jobs. I dag er de ligesom f.eks. de polakker, der kom i begyndelsen af 1900-tallet, vokset sammen med den danske befolkning. Kun deres efternavne stikker ud.

Jobs blev der masser af i løbet af det efterfølgende årti, de brølende tressere. Der kom faktisk så mange, at de danske virksomheder havde svært ved at finde arbejdskraft nok, og det rygte spredtes i Øst- og Sydeuropa. Flere hundredtusinder gæstearbejdere fandt vej til Danmark. De kom især fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

B&W var bare en af mange begejstrede arbejdsgivere. I artiklen Velkommen Mustafa’ i Arbejderen i 1970 udtalte en leder, at det var meget fordelagtigt, at gæstearbejderne typisk ikke medbragte hustru og børn og derfor ikke lå samfundet til last:

Og har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises,” konstaterede han.

De første 10-15 år med gæstearbejdere var ganske uproblematiske. Danskerne var glade, fordi de tog de jobs, de ikke havde lyst til, og der var generelt et godt forhold, om end de nye kolleger havde det med at bo både småt og dyrt.

Den borgerlige regering var også svært tilfreds med gæstearbejderne. Den vurderede, at de i 1970 producerede værdier for 1,5 milliarder kroner årligt, men kun fik løn for 500 millioner, altså en samfundsmæssig bonus på omkring en milliard kroner.

I løbet af 70’erne skete der bare noget uventet.

Gæstearbejderne begyndte i stadig større stil at hente deres hustruer, børn, forældre og så videre til Danmark. De blev til indvandrere. Det var ikke en del af politikernes plan, og måske var det derfor, at det så tidligt gik skævt med at integrere de nye medborgere. Som noget af det første kom indvandrerne f.eks. til at bo i de samme nye boligområder, hvor der var ledige lejligheder: Ishøjplanen, Gellerupplanen, Vollsmoseplanen. Helt afgørende blev det også, at den økonomiske udvikling vendte i begyndelsen af 70’erne.

Den første stramning af arbejdsindvandringen kom allerede i 1970, og da oliekrisen ramte i 1973, stoppede politikerne den helt. Men hvad med dem, der allerede var i landet? Skulle de sendes hjem?

Befolkningen var lige så delt, som den er i dag i forhold til at modtage nye flygtninge. Man endte med at sende de senest ankomne hjem. Resten fik lov at blive, men de var også de første til at blive fyret og dem, der havde sværest ved at finde nyt arbejde. Integrationen på arbejdsmarkedet forsvandt altså for en stor dels vedkommende. Og de første debatter om integrationsproblemer dukkede også op i denne periode, hvor 7.000 såkaldte bådflygtninge fra Vietnam i øvrigt også fandt vej til Danmark.

I Ishøjplanen, hvor mere end hver femte indbygger i 1976 var indvandrer, registrerede man de første problemer med ledighed, ungdomskriminalitet og dårligt dansk. Ishøjs Per Madsen blev den første af en lang række socialdemokratiske borgmestre fra Københavns vestegn, der i et Berlingske-interview samme år forsøgte at råbe Christiansborg op.
Vi må bede om, at vi får en indvandrerpolitik i landet,” udtalte han.

Og der var faktisk ikke nogen indvandrerpolitik i eksempelvis uddannelsessystemet, hvilket måske var medvirkende til, at så mange indvandrere droppede ud. I 1976 var hver sjette elev på Strandgårdsskolen i Ishøj Kommune indvandrer, men kommunen havde ikke penge til at lære dem dansk. Kommunerne fik endnu ikke ekstra midler til sådanne opgaver.

Vi er bange for, at de kun får et halvt sprog at leve på. Med andre ord – de får ikke den grundlæggende sproguddannelse i dansk, og de får ikke en grundig indføring i deres eget modersmål,” lød det fra Per Madsen i avisen.

Borgmesterens svar på det efterfølgende spørgsmål blev skæbnesvangert:

Hvad vil det betyde for dem senere hen?

Det vil sandsynligvis betyde, at de står sidst i rækken, når der gives arbejdstilbud, og at de står først i rækken imellem de sociale tabere.”

I 1979 nåede den danske arbejdsløshed op på 7 procent. For indvandrerne var den dobbelt så stor.
Selv om arbejdsindvandringen helt blev standset, gjorde familiesammenføringer, at antallet af tyrkere, pakistanere og jugoslaver i løbet af halvfjerdserne voksede til over 30.000. De begyndte at sætte den danske tolerance på prøve, og især ét parti satte ord på frustrationerne. I maj 1979 skrev Fremskridtsparti-manden A.Th. Riemann i ugebladet Danske Tidende:

Vi må have smidt gæstearbejderne ud. De nasser på danske arbejdere”.

Han uddybede, at fremmedarbejderne” med vilje ikke arbejdede og i øvrigt formerede sig som rotter”. Udtalelsen førte ikke blot til den første dom under racismeparagraffen, den markerede også startskuddet til en hårdere og hårdere debat om de fremmede.

I firserne og halvfemserne fik politisk uro, fattigdom og krig hundredtusinder til at flygte fra steder som Libanon, Sri Lanka, Iran, Eksjugoslavien og Somalia.

Til at begynde med var Danmark åben for flygtninge – alle kunne komme til Danmark og få deres sag behandlet – og det kom til at splitte befolkningen stadig mere helt op til i dag. Det store spørgsmål var – og er: Hvor mange skal vi lukke ind? I 1983 fik Danmark f.eks. 300 asylansøgere, og samme år vedtog den daværende regering en ny udlændingelov, der af nogen blev betegnet som verdens mest liberale. I 1985 udbrød der borgerkrig i Sri Lanka, krigen mellem Iran og Irak var på sit højeste, og konflikten mellem Israel og Palæstina sendte tusinder af palæstinensere på flugt – og vi fik vi 9.000 asylansøgere. Hvor går grænsen?

Kritikerne stod til at begynde med alene i Fremskridtspartiet. I 1985 gik Glistrup til valg på et Danmark frit for indkomstskat og flygtninge”. I 1986 erklærede Søren Krarup, at indvandrerne ville blive Danmarks undergang. De andre partier tog totalt afstand fra sådanne udtalelser, men nogle danskere havde indtryk af, at flygtningene fik mere hjælp end dem, og det var en af årsagerne til, at Glistrups protestparti fik så stor en fremgang.

Fremskridtspartiets succes kom, ligesom Dansk Folkepartis fra 1995 og frem, til at påvirke de andre partier. I 1986 ændrede Schlüter-regeringen udlændingeloven, så flere kunne afvises. Det kunne bare ikke afbøde den nye bølge fra krigen i Eksjugoslavien, hvorfra 20.000 i løbet af få år kom til Danmark. Udadtil argumenterede Fremskridtspartiet for, at Danmark slet ikke skulle modtage nogen, og indadtil kunne regeringen ikke beslutte sig for, hvad der skulle ske med dem, der kom.

De endte med at få midlertidig opholdstilladelse og kunne ikke søge asyl. Flere sad i lejre på den måde i op til tre år, og mange gik psykisk ned på grund af den lange isolation. Det var ikke godt for integrationen, og der var i det hele taget flere tegn på, at den ikke havde det så godt – tendenser, man også kan se i dag:

Alt for få etniske danskere søgte – og søger – ind på universiteterne (dog med klar kønsmæssig slagside i kvindernes favør).

De havde – og har – svært ved at komme på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden er kontinuerligt cirka dobbelt så høj blandt nydanskere som gammeldanskere. De var – og er – cirka tre gange så kriminelle – dog uden at medregne hensyn til social skævhed.

OECD konstaterede gentagne gange i løbet af 90’erne – og igen i 00’erne – at Danmark er et af de allerdårligste lande til at integrere.

I dag er der heller ikke meget at juble over. En rapport fra Mandag Morgen konkluderede i september 2015, at Danmark har Europarekord i dårlig integration”, især på grund af beskæftigelsestal for flygtninge og indvandrere. Det blev bekræftet af nye tal fra Danmarks Statistik i november, der viste sort på hvidt, at næsten hver anden, 44 procent, af unge indvandrere på 25 år fra ikke-vestlige lande hverken er i arbejde eller under uddannelse – dog med stor forskel mellem de forskellige nationaliteter. Det tilsvarende tal for danske unge er 16 procent.

I løbet af 1990’erne nåede antallet af indvandrere og deres efterkommere i Danmark op på cirka 400.000 – med en tredjedel fra Norden og andre vestlige lande. Cirka en kvart million var indvandrere og efterkommere fra såkaldt mindre udviklede lande. Det var en gruppe, som de fleste danskere havde ingen eller kun meget ringe kontakt med. En omfattende undersøgelse i 1993 viste, at fire ud af fem aldrig havde talt med en dansker med oprindelse i et af de pågældende lande, hverken privat eller på arbejdet.

Vi taler dog rigtigt meget om flygtninge og indvandrere. Under valgkampene i 2001, 2005, 2007 og igen i 2015 var udlændingepolitik et af de mest omtalte og, ifølge de politiske kommentatorer, mest afgørende emner.

Bare ikke rigtigt på Læsø. Måske af den simple grund, at der ikke har været nogen. Eller det vil sige: Der har været indvandrere fra Sverige, Norge, Finland, Spanien, USA og så videre, men det er heller ikke dem, politikerne taler om, når de taler om indvandrere.

Sådan er det bare ikke mere. Indvandring og flygtninge er blevet et samtaleemne på øen, der ellers mest taler om sig selv.

Det er den meget konkrete konsekvens af, at der nu er nogle af de omdiskuterede flygtninge, altså familien Ghosen.

Når der går flygtninge på motorvejen i Sønderjylland, så vækker det genklang på Læsø, fordi der bor en syrisk familie på Birkealle. Når flygtninge flytter ind i en teltlejr i Thy 20. november, så taler man om det i Brugsen, fordi man måske lige har set Samer med en indkøbskurv. Og når selveste Sverige 23. november strammer asylreglerne, og den danske regering har masser af planer i samme retning, giver det for nogle noget ekstra at tale om, for hvad nu hvis reglerne var blevet strammet tilpas meget allerede for et år siden. Så var Rahaf, Wizzam, Osama, Ahmed, Elham og Samer måske ikke kommet.

Kapitel 6: Ny ankomst

December 2015-januar 2016

De lyse børnestemmer skærer igennem den dæmpede smalltalk foran bistroen på Margrete Læsø-færgen.

De to piger, Gana på fem år og Reem på syv, leger og tænker ikke på, om de forstyrrer. Storesøster, der har håret i en kulsort hestehale, kilder den lille, som snor sig med et hvin.

Deres far, Essam Khaled på 32 år, der har et storternet, bordeaux tørklæde om halsen og moderigtigt vintertøj på, ser ikke specielt overbevisende ud, da han tysser på børnene, men efter et par minutter sender han dem op til færgens legerum. Her er der godt nok både Lego og en skærm med en tegnefilm, men de to piger, der selvsikkert går væk fra forældrene for at lege på egen hånd, hopper direkte ind til boldene. Gennem glasvæggen rundt om legerummet kan faren iagttage storesøsteren fortsætte de godmodige drillerier.

Mellem dem sidder størstedelen af de få passagerer, der er med sidste afgang mod Læsø, klokken 16.50 denne mandag på den sidste dag i november. Snakken går småspredt. Om pakkekalendere, flirterier i weekenden og især om den aflyste færge i morges på grund af stormen, der stadig vugger båden så meget, at man skal koncentrere sig, når man går. Når man sidder ned, kan man se det på bistroens juletræ, der langsomt svajer fra højre til venstre. Et sted griner en mand højt. Under et bord lægger en hund sig til at sove.

Et par af passagererne bevæger sig dog forbi bordet, hvor de nye” sidder sammen med Læsø Kommunes deltidsansatte integrationskoordinator Eva Halling. De hilser høfligt. De nye”, som også er et samtaleemne rundtomkring ved færgebordene, er Læsøs syriske flygtningefamilie nummer to, og med officiel ankomst 1. december får de lige præcis øen op på den anviste kvote på ti for 2015.

Hvor langt har du været og hente dem så,” spørger en mandlig passager Eva, da hun passerer lidt senere.

Toftlund,” svarer hun.

Det er fint med så’n noen familier. Det er børn til skolen og liv til øen. Det er dejligt,” fortsætter han.

Ja,” nikker Eva.

Siden den første families ankomst er det ikke kun vejret, der er blevet hårdere – fra sensommervarme til vinterstorm – men også de danske integrationsregler. Familie nummer to falder i modsætning til familie nummer et ind under den nye regerings asylstramninger.

Det betyder først og fremmest, at de har markant færre penge mellem hænderne. Mens familien Ghosen får, hvad der svarer til kontanthjælp, altså 14.416 kroner per forælder før skat samt diverse supplerende ydelser som børnepenge, skal familien Khaled leve af den nye såkaldte integrationsydelse på 8.319 kroner før skat per forælder og meget lavere supplerende ydelser.

De får f.eks. kun en fjerdedel af børnepengesatsen de første seks måneder, efter at de har fået asyl. Omvendt får de hver 1.500 kroner ekstra om måneden, hvis de består danskprøve 2.

Den reducering i levemidler er ikke kun en udfordring for familien selv, men også for kommunen. Den har nemlig haft så store vanskeligheder med at finde en bolig, der både var billig og stor nok, at familiens ankomst blev skudt en måned. Den første uge skal de af samme grund bo i kommunens nedlagte bofællesskab for handicappede, mens lejligheden, der fraflyttes i morgen, i kommunens sociale boligbyggeri på Æblevej, sættes i stand.

Det er ikke den eneste udfordring”, Eva har fået med de nye regler. Kommunerne er blevet påbudt at udarbejde handlingsplaner for æresrelaterede konflikter og radikalisering. Det har hun indtil for nylig taget let på, fordi hun følte, det var at skyde gråspurve med kanoner”, som hun udtrykker det, men nu har hun fået en rykker. Midt i arbejdet med de to familier skal hun altså i ugen, der kommer, også til tasterne.

Inde i boldrummet klynker Gana lidt. Legen har været lidt for voldsom. Men storesøster skifter hurtigt til omsorg, og efter få øjeblikke er legen god igen. En pige, der får hjælp af sin mor til at tegne ved et bord klos op ad legerummet, løfter kort hovedet. Lidt længere væk hæver Essam blikket fra sin smartphone, og ikke langt fra ham nyder en kvinde en Tuborg Julebryg, mens hun strikker.

Da der er 15 minutter til ankomst, får Reem tørklæde over sit hår ligesom sin mor. Det er blåt med hvide prikker.

Ud af de store ruder i stævnen af færgen kan familien ane lysene på den ø, der nu skal være deres hjem. Det er bare hvide prikker i vintermørket – og så de to røde lys ved indsejlingen til færgelejet. Moren, Malak, ser dog ikke noget. Hun er blevet søsyg og skifter mellem at ligge helt ned på bænken eller lægge sig ind over bordet. Både hendes mand og Eva forsøger at opmuntre hende. Turen er snart slut.

Ti minutter senere lyder den indspillede hilsen i højtalerne. Den fortæller, at færgen er ved kaj om få minutter, og beder bilisterne gå til deres biler.

Vi håber, De har haft en behagelig overfart”.

Da den første familie var på deres første tur med Læsøfærgen i slutningen af august, lød indspilningen også på tysk. Det finder kaptajnen ingen grund til at ulejlige passagererne med her sidst i november.

Og så er færgen ved kaj. Klokken er 18.16, familien trækker i overtøjet og går ned til deres bil. Denne gang er det en stor personbil, der har kørt dem op igennem Jylland. Efter den første tur fandt Eva ud af, at dagplejens minibus havde et utæt tag. Kort efter kører 11 biler ud af Margretes bovport. Nogle få drejer af i Vesterø Havn, resten fortsætter over en mørk ø med spredte lyskæder og stopper for størstedelens vedkommende i Byrum. Det gælder også Eva og familien Khaled, der drejer ind på Holmelundsvej og parkerer ved et nyere, rødt etplans parcelhus med tre fløje.

Det er afkørslen lige før Birkealle. Hos familien Ghosen, der bor cirka 150 meter væk, er der mørkt ud mod vejen, men lys i stuen, hvor man lige aner den blå vandpibe i vindueskarmen.

Dagen efter er tophistorien i både aviser, radio og TV asyltallene for november, som det er lykkedes Jyllands-Posten at opsnappe. Oktobers rekord er overgået: 4.500 har søgt asyl. Det er ikke det endelige tal, der først kommer 21. december og er endnu højere: 5.039. Aldrig før har så mange søgt asyl i Danmark på én måned.

De nye tal får Dansk Folkeparti til at anklage regeringen, der siden dens tiltrædelse har lovet at mindske tilstrømningen af flygtninge, for løftebrud.

I en anden nyhed samme dag oplyser FN, at den ventede flygtningeafmatning på grund af vinteren dog er ved at indfinde sig, når man ser på Europa som helhed. I oktober kom 220.000 flygtninge og migranter til Europa – i november var det kun 140.000. En migrationsforsker forklarer, at den omvendte udvikling i Danmark skyldes, at de mange, der kom til EUs ydre grænser i september og oktober, først i november er nået frem til Danmark.

De fleste af de flygtninge, der kommer ind i Danmark, rejser i øvrigt stadig videre til Sverige, der, når året er omme, er nået op på 190.000 asylansøgere i 2015, og dermed er det EU-land, der suverænt tager flest per indbygger. Hele EU fik til sammenligning lidt mere end en million asylansøgere i samme periode.

Unionen får højst sandsynligt lige så mange flygtninge i 2016. Intet tyder på, at flygtningestrømmen stopper foreløbig.

Krigen fortsætter i Syrien, situationen er stadig kritisk i Eritrea, Etiopien oplever sin største hungersnød i flere årtier, der er atter uroligheder i både Afghanistan og Irak, og i de nærområder, hvor langt de fleste af verdens flygtninge fortsat er – 86 procent – bliver situationen stadig mere desperat. Læsøs kvote for 2016 er af samme grund lidt højere end for 2015: 11 nye indbyggere kan kommunen se frem til, og det er indbygget i Udlændingestyrelsens regler, at det tal uden videre kan justeres op med 50 procent.

På Christiansborg er politikerne så bekymrede, at regeringen går i gang med forhandlingerne om en ny runde flygtningestramninger. Et af forslagene på bordet vækker opsigt både herhjemme og i udlandet. Man vil beslaglægge værdigenstande, herunder smykker, fra flygtninge, der kommer til Danmark, for derigennem af finansiere deres ophold. Washington Post sammenligner direkte forslaget med praksissen i Nazitysklands kz-lejre.

Et er national symbolpolitik. Noget helt andet er kommunal realpolitik. Med flere flygtninge på vej bliver det endnu vigtigere, at Læsø Kommune gør det rigtige med dem, der allerede er kommet. Familien Ghosens ankomst har således været en slags lakmusprøve på, om det lille, i så mange år uforstyrrede Kattegat-samfund har kunnet magte flygtningeopgaven.

De første spæde konklusioner er positive. Fem måneder er selvfølgelig meget kort tid, og særligt familiens danskkundskaber bliver afgørende for, hvor integrerede Samer, Elham og deres fire børn bliver, men både øens menige indbyggere og de ansvarlige synes, at det går godt.

Det gælder naboerne Lacri og John, der i Elham og Samer har fundet nye venner. Ud over de mange picnicer, de sammen har været på, har de etableret en tradition med at dele mad- og kageoplevelser. Der går små madstafetter i pendulfart mellem de to parceller. Nummer 8 sender f.eks. lammekoteletter med salat eller grøntsagsretter.

Nummer 6 sender pandekager med nutella og syltetøj eller jordbærtærter. Det bliver tit desserter den vej, fordi syrerne insisterer på, at kød skal være halalslagtet. Det gælder dog ikke fisk. Nytårsaften er de nye naboer inviteret ind i murermestervillaen, og menuen er klassisk for Læsø: Stjerneskud – dog med laks og kaviar. Aftenen slutter først klokken 2.

John er i det hele taget ganske positiv. Han synes, at Samer skal åbne en lille frisørbiks nede hos den automekaniker, hvor han er i praktik. Så kan man blive klippet, mens man venter, og det er da genialt”. Han er også sikker på, at den nye familie kan få det endnu lettere end den første, netop fordi de er nummer to.

Jeg tror, Elham og Samer har format til at holde hånden under de andre,” siger han.

Det samme gælder Wizzam, Osama og Ahmed, der kan hjælpe de to nye piger i skolen.

Han pointerer også, at hvis den nye familie kun taler arabisk, kan det gå den forkerte vej – de to familier kan lukke sig om hinanden – men det tror han ikke, vil ske.

Lacri vurderer, at det forfærdelige, de er flygtet fra, måske er ved at træde i baggrunden.

Nu er det dagligdag her,” siger hun.

Ja. Nu er det ligesom blevet hverdag. Nu glider det bare. Herefter er det bare proces,” siger hendes mand.

Den første spæde positive konklusion gælder også Pouli, der trods sprogbarrierer har været på besøg hos den første familie flere gange og også med held har budt Samer og Ahmed på en sodavand hjemme hos sig selv.

Han er hurtig til at skabe kontakt med den nye familie, som han også giver en frugtkurv og besøger flere gange i den første halvanden måned. Her kan kvinden så meget dansk, at de næsten ikke behøver at bruge fagter. Førtidspensionisten fortsætter sine daglige ture til genbrugspladsen et par kilometer fra Byrum – nu afleverer han bare sine fund ved kommunens oprettede depotrum – og selv om han ikke håber, at der kommer endnu flere flygtninge til Læsø, mest fordi det vil betyde, at der stadig er krige at flygte fra, så er han klar til at byde dem velkommen, hvis der gør. Han håber, det bliver familier, og så tager han den derfra.

Eva Halling fra kommunen mener også, ligesom John og Lacri, at den første familie har været vigtig. Banebrydende,” siger hun.

De har været gode for os, fordi de har ladet sig integrere godt i skole og så videre, og fordi de har været så åbne”, siger hun.

Det indtryk har hun også dannet på grund af sin store kontaktflade med øens gamle” beboere. De er i det store hele positive, siger hun. Hun har faktisk ikke mødt nogen, der direkte ikke kan lide familien Ghosen. Hun er helt med på, at der er flere på øen, der er meget kraftigt imod, at den i det hele taget skal modtage flygtninge:

Men det kan vi jo ikke gøre noget ved.”

En af dem er ubetinget Karsten Skov Petersen.

En ting er, at han og hans ligesindede er decideret irriterede på Elhams tørklæde. Noget helt andet er, at han synes, flygtningene får særbehandling og koster kommunen for meget. Med hensyn til førstnævnte studser han blandt andet over, at den dansklærer, der underviser familien, er taget væk fra sin folkeskoleundervisning, så eleverne i de timer skal nøjes med uuddannede vikarer.

Med hensyn til det andet linker han den 20. december atter til en nyhedshistorie om, at Kommunernes udgifter til flygtninge eksploderer” – fra 300 millioner i 2010 til 1,5 milliarder i 2015. Artiklen ligger på tv2.dk, og her kan man på et interaktivt kort se, hvor meget flygtningene har kostet de enkelte kommuner, der har svaret på undersøgelsen. Læsøs regning lyder på 18.261.000 kroner. Derfra skal man trække tilskuddet fra staten, men de adspurgte borgmestre er enige om, at tilskuddet langtfra rækker.

Kort inde i det nye år underbygger et lækket notat fra Kommunernes Landsforening Karstens frygt. Her skitseres den akutte situation, kommunerne står i med store udgifter og behov for ansættelser. KL-formand Martin Damm vurderer, at staten skal ud med flere milliarder kroner”, hvis kommunerne skal kunne løfte opgaven.

Ellers er der såmænd ikke noget, konstaterer Karsten sarkastisk.

Spørger man dem, alle snakker om – Elham og Samer – er de grundlæggende glade og taknemmelige. På gaden hilser folk på dem, og de hilser igen med smil. Kritikerne, som Karsten, kender de ikke til. Facebook-gruppen, hvor de kritiske røster ytrer sig, er ikke en del af Elham og Samers virkelighed. Indtil videre er de ganske enkelt kun blevet mødt positivt.

Om de bliver efter de tvungne tre år, har de ikke tænkt på.

Er du glad, eller vil du gerne flytte,” spørger Samer Elham med et drillende smil.

Nej, jeg er glad for at bo her,” svarer hun, også med et smil, og fortsætter så:

Jeg er glad, hamdullah, og jeg har det godt. Jeg kan godt lide, at det er stille og roligt. Min mand kan godt lide, at der er lidt mere gang i den”.

Måske kommer der mere af det med den nye familie.

Det eneste, Elham synes er svært, er indkøbsmulighederne. Det er svært at få arabiske varer, især halalkød. Når Lacri er i Frederikshavn, køber hun altid fladbrød med fra byens arabiske grønthandler. Det betyder noget.

Men der er også større problemer end de lokale supermarkeder.

I begyndelsen af det nye år kan folk pludselig ikke længere få fat i Samer.

Tolken Moussa, der er blevet brugt, hver gang Læsø har haft brug for det, og derfor har fået et nært forhold til især Samer, som han er jævnaldrende med, får i adskillige dage ikke svar. Samer plejer ellers at vende tilbage med det samme. Moussa skriver på Facebook og sender tekstbeskeder. Samer tager heller ikke telefonen, når han ringer. Indtil 8. januar. Der svarer han på et opkald, men han opfører sig mærkeligt. Er irriteret og kort for hovedet. Forvirret.

Er der noget galt, Samer?” spørger Moussa.

Det er der. Samer er gået ned. Han sover ikke om natten og kommer ikke til hverken danskundervisning eller i praktik. I stedet sidder han ved computeren, som han er irriteret på, fordi den ikke virker ordentligt. Han tjekker Facebook. Læser nyhedssites. Og næsten hver dag ringer telefonen fra et syrisk nummer. Det er hans forældre, og de tigger og bønfalder deres søn om at gøre noget. Om at hjælpe dem.

Uden det internationale samfunds bevågenhed er belejringen af hjembyen Madaya fortsat. Siden juni er stort set ingen fødevarer kommet ind i byen, og nu er situationen kritisk. Folk er begyndt at dø af sult. Samers forældre har ikke flere penge og kun meget lidt mad. De er bange, svækkede og desperate. Samer har bare kun ord til dem, og det nager ham hvert eneste vågne øjeblik.

I begyndelsen af januar er der faktisk dukket nogle nyhedsoverskrifter op, uden at det fører til nævneværdige reaktioner i debatten. Der er artikler og videoer. Drengen med knoglerne helt fremme under huden, som ikke har spist i syv dage. I skrivende stund lever folk i Madaya af blade, katte og hunde. Nogle dør af sult og underernæring. Især børnene er udsat. Og de gamle.

På den måde er situationen ikke helt så rosenrød på Læsø som ved første øjekast. Krigen er – forventeligt, måske – flyttet med. Siden de første nyhedshistorier har det syriske regime givet Internationale Røde Kors lov til at køre ind i Madaya med nødhjælp.

Det er uvist, om det giver Samer lindring. Han er stadig tavs.

Mens Samer stadig har krigen helt tæt på sig, går det bedre for børnene.
Ahmed, Wizzam og Osama er måske lidt stille, men man skal ikke pirke meget til dem, før de falder over hinanden for at give high fives, spille fodbold, se Youtube-videoer eller vise, når de spiller How to train a dragon’ på de højt skattede iPads, de har fået ovre i skolen. Der går det også fint, om end de selvfølgelig er meget bagud på grund af sproget. Især Wizzam, der i forvejen er udnævnt til familiens IT-konsulent, har sprogøre. Han klarer sig ifølge nogle af lærerne allerede bedre end nogle af de andre i sin klasse. Han er også vellidt. Når han er i Brugsen, får han knus af sine venner. Osama er ikke langt bagefter. Han er begyndt at sige superduper” og dansk-engelske hybridudtryk (som i: I like hest”). Den ældste, Ahmed, er også den mest stille og nok også den, der fanger mest af sin fars tungsind. Han kan godt blive lidt voldsom i legen, men han er også den første til at tage sig af sine lillebrødre og til at hjælpe i hjemmet – især hvis far spørger.

Og lille Rahaf?

Hun er stort set den samme som den første dag på Læsø. Hun farer rundt og fortsætter med at være en isbryder, når nye mennesker banker på. Hendes favoritord på dansk er NEJ, som hun råber med et stort smil.

Spørgsmålet – det store spørgsmål, som alle havde, før den første familie kom – var, om de ville falde til. Der kan ikke svares entydigt, primært fordi det er for tidligt, men der er indikationer. Nogle – især Samers problemer – trækker i negativ retning, men flere går den anden vej.

Familien har fået venner. De er i gang med at lære dansk. De har om ikke et arbejde så en praktikplads og derigennem en tilknytning til arbejdsmarkedet. De respekterer den danske kultur og Læsøs kultur. Om deres kultur bliver respekteret på lige fod, er lidt sværere. Karsten og hans ligesindede respekterer i hvert fald ikke Elhams tørklæde, men uden kontaktflade er det uvist, hvor meget det betyder. Hvis du spørger naboerne, venligboerne eller oppe på rådhuset – alle dem, som de rent faktisk møder i hverdagen – så er respekten gensidig.

Måske kommer det ultimative svar på spørgsmålet 1. september 2018, hvor familien officielt bliver frie til at bo, hvor de vil.
Bliver de på øen, er de læsøboere. Rejser de, er de bare endnu en familie, der prøvede livet på den lille ø i Kattegat, men ikke faldt til.

ANDEN DEL

Kapitel 7: Så hvad nu?

Den 21. juli 2016

Elham går i rutefart mellem parcelhusets smalle køkken og det opdækkede spisebord.

Først kommer de klassiske retter fra det levantiske køkken: hummus, tabbouleh, falafel. Både min hustru, Helle, og jeg udstøder begejstrede lyde. Vi kender hendes mad.

Der kommer også ovnstegte kyllingelår, ikke fordi det er en særlig ret fra hjemlandet Syrien, men fordi det er det eneste halal-mærkede kød i Byrums eneste supermarked, SuperBrugsen.
Og til sidst kommer der et par overraskelser. En pande med panerede rødspættefileter og lige derefter en skål med den lokale specialitet: kogte jomfruhummere.

På reolen ved siden af spisebordet står der øverst oppe et lille udsnit af de mange tøjbamser, folk kom med i ugerne efter, familien flyttede ind for et år siden. Der er også et gruppebillede fra familiens yngste, Rahafs, vuggestue, der ligger lige om hjørnet fra deres hus, og nogle spartansk indrammede familiefotos fra hjembyen Madaya, nær Damaskus.

Siden har min familie og jeg, min hustru og vores søn Anker, holdt kontakten til Elham, Samer og deres fire børn. Vi har besøgt dem, når vi har været på ferie på Læsø, og skrevet sammen på Messenger på stadig mindre gebrokkent dansk. Vi er Facebook-venner. Og en lille smule virkelige venner også.

Efter frokosten får vi som altid tilbudt stærk tyrkisk kaffe, i dag ledsaget af smørbagte småkager. Og så sker der noget, der ville gøre enhver integrationsskeptiker glad. Samer vil gerne vise os en gave, de har fået af en nabo. Han hiver en pose med noget rød-hvidt stof frem. Ingen af familiemedlemmerne kan forklare på dansk, hvad det er, så Samer og den yngste af drengene, Wizzam, folder det ud. Det er et dansk flagstangsflag, som de nu smilende står og poserer med, mens Helle tager billeder.

Samer, der ellers godt kan være lidt tungsindig, ser helt stolt ud.

Jeg afsluttede min første, oprindelig del af fortællingen om familien med at skrive et stort spørgsmål.

Ville familien Ghosen falde til på Læsø?

Dengang, efter et halvt år på øen, var det for tidligt at svare på. Men hvad nu, to og et halvt år senere, i september 2018? Nu hvor de obligatoriske tre år på øen er gået, så de ifølge reglerne ikke længere er forpligtet til at bo her? Er de faldet til på Læsø?

Ja, det svarer de, at de er, når jeg spørger. Og det synes jeg også selv, de virker til at være. Det er i hvert fald det, jeg siger, når venner og familie spørger til dem.

Jeg fortæller først, at de alle sammen har arbejde, ansporet af Samer, der helt fra starten har understreget, at han ønsker at klare sig selv.

Jeg kan ikke lide kontanthjælp,” har han sagt gentagne gange, først med oversættelse og nu på dansk.

Om det så skal være som murer, mekaniker, rengøringshjælp, fiskeindustrimedarbejder eller pizzamand – typisk flere af jobfunktionerne på en gang – er underordnet. Samer har gjort det hele – og drømmer nu om at åbne sit eget pizzeria, hvilket i hans øjne er den nærmeste vej til den tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende, han var så glad for i Syrien.

Elham, Samers hustru, der lærte dansk først af de to, fik hurtigt arbejde på øens største arbejdsplads, plejehjemmet. Hun fik også et nært forhold til nabokvinden Lacri, der ligesom hende var ny i Danmark.

Ahmed, den ældste på 16, er den sjoveste at fortælle om. Han arbejder flere dage om ugen i slagteren i SuperBrugsen, hvor der ryger masser af svinekød over disken. Osama på 14 hjælper i sommerhalvåret til hos øens legendariske cykeludlejer, Jarvis. Og selv om Wizzam kun er 12, går han til hånde på øens turist-flagskib, Læsø Saltsyderi.
Lille Rahaf på fem år arbejder selvfølgelig ikke, men hun trives i sin børnehave og har været en god isbryder i især de første måneder på Læsø.

Tilsammen betyder de mange indtægter, at familien længe har kunnet klare sig uden integrationsydelse. De nåede ellers lige præcis at få den gamle takst, før ydelsen blev sat markant ned i slutningen af 2015.

De har ikke været rige – de har kun få gange haft råd til at rejse på længere ture i Danmark. Men der har trods alt været råd til at købe en brugt bil.

Rent socialt kan man diskutere, hvor tætte venskaber Elham og Samer har etableret. Naboerne John og Lacri, som de ellers meget hurtigt fik et nært forhold til, flyttede efter et år på grund af arbejde. Og selv om der er masser af mennesker, der hilser hjerteligt, er det i dag svært at pege på deciderede venner.

Det gælder heller ikke den anden syriske familie, der nåede at komme til øen, før flygtningestrømmen stilnede af – de har ikke sagt hinanden noget. Til mange af de velmenende læsøboers ærgrelse.

Familie nummer to blev til øens skuffelse også den sidste. Man havde regnet med mindst 20 nye indbyggere til at pynte på det slunkne indbyggertal. Læsø mangler simpelthen indbyggere – fortsætter indbyggertallet med at falde, er øens forretningsliv, skole og kommunestatus blandt andet i fare.

Da flygtningestrømmen over Middelhavet var på sit højeste i sensommeren 2015, var øens lokalpolitikere begyndt at håbe på både 30 og 40. Men strømmen stilnede som bekendt af – fra omkring 21.000 asylansøgere i 2015 til 6.000 i 2016 og 3.000 i 2017.

En del af forklaringen er, at strømmen som helhed stilnede af; en anden, at en brugt flygtningerute over Balkan blev lukket, samtidig med at EU indgik den omdiskuterede aftale med Tyrkiet om at sende flygtninge retur. Og en tredje er ifølge eksperter i blandt andet Rockwool Fonden Danmarks stadig strammere flygtninge- og integrationspolitik, der har vakt opmærksomhed internationalt. I februar 2016 trådte den såkaldte smykkelov for eksempel i kraft under stor international opmærksomhed, og senest har først tildækningsforbuddet og helt aktuelt håndtrykspåbuddet trukket overskrifter.

Den falmede drøm om flere flygtninge er også afspejlet i Facebook-gruppen Venligboerne på Læsø’. Seneste Læsø-relevante opslag er fra august 2017. Her beder et medlem om hjælp til at komme af med de møbler og køkkenredskaber, der blev samlet ind forud for den første families ankomst.

Flygtningene er også forsvundet fra de andre Læsø-sider, hvor der ellers var flittig –  og også nogle gange ophedet – debat i tiden op til og efter den første families ankomst.

Så ingen nye ligesindede til Læsøs syrere. Det har især Samer savnet. Han var i Syrien vant til et rigt socialt liv. Jeg kan lide at se mange mennesker,” som han siger.

I Syrien boede familien i en storby, og Samer har flere gange med store smil og ditto kropssprog illustreret det pulserende liv dér og de mange hilsner på sin vej gennem Madaya – hvor Læsø på så mange måder er mere stilfærdig.

Den første lange vinter, hvor han samtidig var stærkt bekymret for sine forældre tilbage i Syrien, gik ensomheden ham på. Han sank ned i et hul. Det er han dog ude af nu. Forældrenes område er befriet’ af Assad, og den truende sultkatastrofe afværget.

Det sociale har med afstand været lettest for de fire børn, der gennem skole og masser af foreningsliv har skabt netværk og venskaber. De har fra første aften på øen været begejstrede over alt det nye, især de to mellemste drenge, der ikke har været generte som Rahaf eller påvirkede af deres fars tungsindsperioder som Ahmed.

Så når folk spørger mig, plejer jeg at sige: Alt i alt synes jeg, de er faldet iøjnefaldende godt til.

Men antropolog og migrationsforsker Birgitte Romme Larsen får mig til at genoverveje mine tanker.

Hun har over en længere årrække lavet etnografisk feltarbejde på landet i Danmark, blandt andet i Nordjylland, på Djursland, på Langeland og i landsbyen Jelling. Her har hun specialiseret sig i det, hun kalder den mellemmenneskelige integration” – med særligt fokus på det daglige møde mellem flygtninge og mindre lokalsamfund i de danske landområder; det, nogle i medierne kalder Udkantsdanmark.

Og hendes erfaring er, at familien Ghosen sådan set er ret typisk. De fleste flygtninge i Danmark forsøger at passe ind”. Det er hendes første pointe.

Den er i øvrigt bakket op af de hårde tal om integrationen. Kigger man på data, ser man et andet og lysere billede, end nogle politikere og medier maler. Beskæftigelsesfrekvensen stiger for eksempel langsomt, men sikkert for indvandrere fra ikke-vestlige lande”. Det er i øvrigt bakket op af helt nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, der viser, at andelen af flygtninge, som Elham og Samer, i arbejde stiger markant. Spritnye tal viser desuden, at andelen af mænd med indvandrerbaggrund, der er kommet i arbejde fra kontanthjælp, er tredoblet på bare to år.

Indvandreres uddannelsesniveau stiger også. De unge indvandrerkvinder er endda foran deres etnisk danske ligesindede: Mens cirka 43 procent af de etnisk danske kvinder mellem 20 og 24 år er i gang med en videregående uddannelse, gælder det samme for cirka 46 procent af de 20-24-årige kvindelige efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Det borger godt for Rahaf. Og det ser heller ikke helt skidt ud for Wizzam, Osama og Ahmed: Mændene i samme kategori er kun to procent under de etnisk danske.

Ude i den mørkere ende af integrationsdebatten er kriminaliteten blandt flygtninge-indvandrere også faldende. Den er stadig markant højere end blandt den danske befolkning som helhed, men det er stadig meget små procent for begge grupper: Cirka 1,2 procent af alle indvandrere og deres efterkommere har begået kriminalitet – faldet fra cirka 1,9 procent i år 2000. For befolkningen som helhed gælder det lidt under en halv procent.

Og endelig viser tallene, at flygtninge-indvandrere fra ikke-vestlige lande bliver bedre til at tale dansk. Mere end 93 procent har for eksempel bestået folkeskolens afgangsprøve i mundtlig dansk og retskrivning.

På det område er jeg heller ikke bekymret for hverken de fire børn eller Elham, der stryger igennem de forskellige danskprøve-trin. Men Samer sakker bagud. Det er en forhindring for hans evige ønske om at forsørge sig selv. Det går dog langsomt fremad.

Forskeren Birgitte Romme Larsen har også en anden pointe. Når flygtninge arbejder på at passe ind”, så er de lokale indbyggere, danskerne”, ofte relativt ligeglade med, om de tror på en anden gud, har en anden hudfarve eller går med slør: Det vigtigste er, om de gør en indsats for at passe ind lokalt.

Sådan gik det også på Læsø. Alle jeg talte med på Læsø – selv flygtninge- og indvandringsskeptikerne – havde kun rosende ord om den nye familie.

Men når de nye medborgere træder forkert, som man jo uafværgeligt gør i et nyt kulturelt miljø, så bliver det ofte tillagt deres fremmedhed.

Den franske socialteoretiker Roland Barthes kaldte dette fænomen second myth – groft oversat en myte i anden grad. Oversat til lægmandssprog betyder det, at set med lokale øjne går de fremmedes kulturelle eller etniske baggrund fra at udgøre noget sekundært til at fungere som en primær forklaringsårsag. Sagt med andre ord: Den etniske eller kulturelle baggrund går fra at være netop det til pludselig at træde i forgrunden.

Jeg brugte tidligere eksemplet med familiens manglende brug af cykellygter, da de mørke morgener og aftener kom det første år. Det blev et samtaleemne på øen. Man undrede sig. Lige indtil en nabo bankede på, gav dem et sæt lygter og forklarede omstændighederne. Så strøg Samer i Brugsen og købte til resten af familien, og så var der ikke mere at tale om.

Birgitte Romme Larsen giver et andet eksempel fra sit eget feltarbejde, hvor en lokal præst henvendte sig. Han ville vide, hvorfor flygtningene cyklede i den forkerte side af vejen – hvad symbolikken så at sige var i det.

Hvorfor gør de det? Er det, fordi de ikke vil os?” spurgte præsten.

Og mit svar var helt pragmatisk: Jeg er sikker på, det er, fordi de ikke ved, at de skal cykle i højre side,” erindrer antropologen.

Svaret gjorde præsten oprigtigt overrasket – “Gud, det havde jeg slet ikke tænkt på!” – og han takkede for indsigten.

Begge eksempler er banale, når man genfortæller dem, men jeg kan sagtens genkende mig selv i det. Jeg betragter mig selv som et rummeligt menneske, jeg er antropologisk uddannet, men når kinesere stanger tænder i S-toget, eller unge arabiske mænd taler meget højt sammen på arabisk på gaden, så kæder jeg det sammen med deres andenhed” – ikke at kineseren nok ikke ved, at det er mærkeligt i Danmark, eller at etnisk danske unge kan være præcis lige så højrøstede. Det er en impulsreaktion, som jeg for det meste er bevidst om og skubber væk, men den er der.

Der er et fint ord for det: situationel racisme. Birgitte Romme Larsen understreger, at hun bruger racisme” her af mangel på et bedre ord. Man er ikke nødvendigvis racist, bare fordi man i situationen synes, fremmede opfører sig forkert”. Faktum er bare, at der er masser af lokale og turister på Læsø, der også kører uden cykellygter, uden at det bliver et samtaleemne.

Kapitel: 8. Rejse eller blive?

Den 26. juli 2018

Vi sidder igen i familien Ghosens sorte lædersofaer i deres tæppebelagte stue. Siden indflytningen har de fået et fladskærms-tv.

Det er tre år siden, de kom hertil. Så nu er de ifølge Udlændingestyrelsens regler ikke længere bundet til øen.

Udenfor er der 32 grader. Samer synes, det er lidt trykkende – han synes, forskellen i luftfugtighed gør heden værre her end i Syrien. Vi har vandmelon og ananas med, Elham kommer med te og is, og vi opdaterer hinanden.

Hvad er der sket siden sidst?

Vi taler om, at Ahmed – der stadig er på arbejde – skal begynde på Horne Efterskole lige om lidt. Samer fortæller med hjælp fra Wizzam, der stadig er den, der mestrer det danske sprog bedst, at Ahmed glæder sig, men også er nervøs.

Vi taler ikke om situationen i Syrien, hvor borgerkrigen nærmer sig en blodig afslutning i Idlib i nord. Tre millioner mennesker er fanget i, hvad der ifølge FN kan ende som århundredets største humanitære katastrofe”. Dels ønsker jeg ikke at tage emnet op, mens børnene er der – selv om Samer gentagne gange har vist voldsomme videoer derfra, mens drengene har kigget med – dels tror jeg ikke på, vi kan tage snakken på det basale dansk, vi bruger.

I stedet sender jeg senere nogle spørgsmål oversat til arabisk. Jeg spørger for eksempel, hvad de synes om situationen i Syrien nu. Samer svarer, at den er uklar og mistænkelig”, fordi der godt nok er blevet mere roligt, men politisk mere usikkert, end før krigen brød ud:

Der er tilfældige anholdelser, der er kidnapninger og forsvindinger.”

I stedet taler vi om, at der står et trommesæt ved siden af gulv-til-loft-vinduet ud til haven.

Det er mit,” siger Wizzam, og vi sender sigende blikke til forældrene.

Og vi har den største nyhed til gode:

Lige om lidt forlader familien øen.

Lige da de siger det, bemærker jeg de tomme hylder og flyttekasserne i hjørnet. Flytteprocessen er i gang.

Heldigvis – det tænker jeg – bliver næste adresse ikke i København. Det snakkede de om for et halvt år siden. Pludselig skrev Elham på Messenger, at jeg meget gerne måtte sige til, hvis vi hørte om ledige lejemål i København. Vi svarede, at det skulle vi nok, men skrev også, at København er dyr. Helle og jeg talte med hinanden om, at vi ikke troede, København nødvendigvis ville være god for familien Ghosen. Vi sagde det ikke til hinanden, men jeg tænkte ghetto.

Familien har besluttet, at de kun” flytter til Frederikshavn, lige ovre på den anden side af vandet. De skal bo i etageejendommene på Koktvedvej, som jeg har passeret hundredvis af gange på vej til og fra gymnasiet som ung. Dengang var de noget forfaldne, men de er blevet sat i stand. Frederikshavn er bedre end København, også for integrationen, tænker jeg. Der er ikke ghettoer, men trods alt lidt flere ligesindede i form af det, jeg i mangel af bedre vil kalde et indvandrermiljø. Det er godt, tror jeg.

Igen nuancerer forskeren Birgitte Romme Larsen mine tanker. For det første er det kun måske, at landet, provinsen, eller hvad man nu skal kalde det, er bedre for integrationen. Der er lettere vej til succes i mindre lokalsamfund, fordi der er så mange overlap i sociale kontakter, men der er også kortere vej til et nederlag. Der er simpelthen større risiko for fejllæsning a la det med at cykle i den forkerte side af vejen eller uden lygter, og summen af fejllæsninger kan være katastrofal”, som antropologen siger.

Det gælder i øvrigt også for etnisk danske tilflyttere. Københavneren” skal ikke fylde for meget eller gå galt i byen med sin humor mange gange, før han bliver helt afskrevet. For en syrer er mængden af nye, fremmedartede gøremåder, der skal afkodes, bare større, og vejen til fejllæsning derfor kortere.

Til gengæld kan Birgitte Romme Larsen fortælle, at mange af de nyligt ankomne flygtninge, hun har mødt igennem årene, sjovt nok tænker lidt som jeg: at en flytning til København kunne ende med, at deres børn røg hash og blev kriminelle.

Men her er der stille og roligt”, er en sætning, antropologen ofte har hørt blandt flygtninge på landet. Hvilket var præcis det, familien Ghosen glædede sig til, da de i august 2015 satte kursen mod Læsø efter en lang flugt fra en borgerkrig og dernæst ti måneder på forskellige asylcentre i Danmark.

Alligevel er størstedelen af de familier, antropologen har haft kontakt med i forskellige danske landområder, endt med at flytte, ikke til København, men til mindre eller mellemstore nærliggende byer som Grenaa og Randers.

De er flyttet af stort set de samme grunde, som familien Ghosen fortæller os, da vi sidder der i lædersofaen mellem flyttekasserne:

Det er besværligt at bo i et yderområde.

Elhams store mål er at uddanne sig til sosu-assistent, og for at gøre det har hun læst dansk i Frederikshavn. Hun har altså pendlet et par dage om ugen med færgen, der vel at mærke tager halvanden time hver vej. Næste skridt er først en 9. klasses eksamen og så en HF på fuld tid, og det går simpelthen ikke op.

I vinter var der mange aflysninger. Nogle gange måtte jeg overnatte i Frederikshavn. Og jeg har altså fire børn,” forklarer hun.

Det er for svært.”

Jeg kender Læsø, og jeg ved, at det er en gammel problematik. Det er færgen og det mere besværlige liv, der har fået mange til at flytte og over tid har gjort befolkningsfaldet til øens største udfordring.

Det bekræfter Læsøs borgmester, der er udskiftet siden familien flyttede til og nu hedder Karsten Nielsen. Han vidste ikke, at familien vil flytte, før jeg fortæller det, og han bliver ærgerlig over nyheden.

Det er vi kede af. Vi kæmper jo for at blive flere. Vi er trætte af det, når folk flytter.”

Han forstår det dog også. Han har selv prøvet at pendle, og det er træls”.

Næsten samme analyse har en af de flygtningekritikere, jeg talte meget med, da familien var nye på øen: Karsten Skov Petersen, der er styrmand på Læsøfærgen.

Selv om han ikke har haft nogen kontakt med flygtningefamilierne, så er det ikke en nyhed for ham, at den ene skal flytte. Karsten er rimeligt godt orienteret og har også en klar fornemmelse af, at den ene af familierne faktisk har gjort sig umage med at passe ind, mens den anden mere er sådan nogle, der vil beholde deres eget”, som han siger. Der er for eksempel forlydender om, at manden i den anden familie ikke vil have, at hans hustru giver hånd til andre mænd.

Forskellen har dog ikke påvirket hans generelle holdning til indvandring fra muslimske lande, som han synes skal være så lille som mulig, fordi den kulturelle forskel ganske enkelt er for stor. Som han med et drillende smil i stemmen konstaterer, så har Læsø også andre indvandrere fra Norge og Sverige, og nogle af dem er flygtet” fra byer som Göteborg og Malmø, fordi der netop var for mange problemer med flygtninge fra ikke-vestlige lande.
For Læsø specifikt synes han dog også, det er problematisk, at øen ikke har nok at tilbyde ikke-vestlige indvandrere – som uddannelse til Elham og fast arbejde til Samer.

Denne modvilje mod især muslimsk indvandring er Karsten Skov Petersen på ingen måde alene med, heller ikke på øen.

Dansk Folkeparti får også mange stemmer på Læsø, hvilket bringer os tilbage til en anden Karsten, borgmesteren Karsten Nielsen. Ud over at præsidere over Danmarks mindste kommune er han nemlig også DFs første og p.t. eneste borgmester.

Jeg kan ikke lade være med at spørge ham, om det ikke er lidt paradoksalt, at en DFer er ked af at miste flygtninge, som han sagde, da jeg interviewede ham. Men han affejer spørgsmålet:

Jeg blander ikke landspolitik og kommunalpolitik sammen. Vi har haft plads til vores to familier. De har været gode til at være her, og vi har været gode værter. Det er alt, der er at sige.”

Indvandring var da heller ikke et stort emne i valgkampen på øen. Karsten Nielsens mærkesager var ældreområdet, bedre personaletrivsel i kommunen og en større færge.

Og kommunal- og landspolitik er ikke det samme. Læsø-borgmesterens svar minder forbløffende meget om det svar, Birgitte Romme Larsen og hendes forskerkollega Zachary Whyte fik, da de spurgte en tidligere lokal DF-formand på Langeland, hvordan hendes opbakning til asylcentre på øen hang sammen med landspartiets politik. Var det ikke et paradoks?

Nej. Det er logik!” svarede hun, frit efter antropologens hukommelse. Rationalet: Asylcentret på øens nordspids holder den lokale skole åben (i kraft af elever fra asylcentret). Skolen gør, at de lokale børnefamilier bliver boende. Børnefamilierne holder den lokale købmand åben, og så længe den er åben, er der nogen til at bringe mad ud til DFs kernevælgere på øens nordspids, nemlig de ældre – nu da kommunen har skåret i sin madudbringning.

De to punkterede paradokser ovenfor bringer os lige ned i en problemstilling, der ifølge antropologen er fuldstændig underbelyst i Danmark: at de to store debatter om henholdsvis Udkantsdanmark” og integration” – udkantskrisen og flygtningekrisen – sjældent kædes sammen i den offentlige nationale debat. For selvfølgelig overlapper de.

Det er familien Ghosen og alle de andre familier, der fraflytter deres yderområder efter de obligatoriske tre år, tegn på. Det hjælper ofte at anlægge en universel vinkel, også når man ser på flygtninge, mener Birgitte Romme Larsen. Hvis der er et generelt problem med fraflytning på Læsø, fordi folk ikke kan få en hverdag til at hænge sammen, så er det, at familien Ghosen flytter, nok mere en udkantsproblematik end en integrationsproblematik.

Birgitte Romme Larsen sætter lidt flere ord på:

Set med lokale øjne er kategorierne indvandrer” eller flygtning” ikke nødvendigvis de mest relevante. Ofte ses disse mennesker her snarere som en velkommen opfyldning af kroppe i Brugsen, den lokale skole og andre steder. For politikerne i København er det asylansøgere’, men for langelænderne og læsøboerne er det sommetider også en gruppe mennesker, som de aktivt forsøger at få til øen – på linje med turister, efterskoleelever, tilflyttere, og hvad ved jeg. Man skal passe på med at reproducere magtens – og centrummets –  kategorier.”

Tilbage i stuen på Birkevej i Byrum på Læsø sidder vi med det ultimative svar”, som jeg skrev om, da jeg første gang fulgte familien. Nu, i september 2018, efter tre år på øen, ville familien være fri til at rejse.

Hvis de blev, skrev jeg, ville de være læsøboer. Rejste de, vil de være endnu en familie, der prøvede livet på den lille ø i Kattegat, men ikke faldt til.”

Dengang tænkte jeg, at det at blive ville være lig med en vellykket integration.

Sandheden viste sig at være langt mere nuanceret.

For det er lige præcis ikke integrationsproblemer, der har fået familien til at ville flytte. Det er udkantsproblemer. Ligesom – i øvrigt – mange andre familier, der har prøvet livet på øen.

Det er på sin vis trist, især for Læsø, men slet ikke lige så trist, som hvis familien var flyttet på grund af manglende vilje fra både deres og læsøboernes side. Det var det, jeg frygtede. Måske fordi jeg så på begge sider med magtens perspektiv” – det, hvor integration er det store problem. Ude i den konkrete virkelighed rundtom i landet er det slet ikke så enkelt.

Det er heller ikke enkelt her i stuen.

På spisebordet står en farvelgave med tilhørende kort til Elham fra kollegerne på plejehjemmet, som hun er ked af at skulle miste.

De tre drenge er spændte, men usikre på de nye skoler, der venter – og kede af at miste deres Læsø-venner. Samer er mest spændt – han er nok den mest eventyrlystne i familien, måske fordi han var vant til at rejse rundt og købe ind til sin butik, da de boede i Syrien. Måske også fordi han er den, der mest har savnet venner.

Men det er også ham, der først åbner muligheden for, at det ikke er et endegyldigt farvel.

Når Elham har sin sosu-assistent-uddannelse, og Samer har fået noget pizzaerfaring, så han kan drive sit eget pizzeria, så kunne det jo være.

Jeg vil gerne tilbage til Læsø,” siger han, og Elham ler samstemmende.

Men her og nu hedder planen Frederikshavn.

I august flyttede Elham, Samer og børnene fra øen og ind i en lejlighed på Koktvedvej.

Næste kapitel om den første flygtningefamilie på Læsø kan begynde.

Du kan downloade den første, oprindelige del af fortællingen her som epub – det typiske e-bogsformat – eller pdf.

  • Epub er det typiske e-bogsformat. Hvis du bruger iPad, iPhone eller Mac, kan du eksempelvis åbne filen i iBooks. Bruger du Android eller Windows, skal du downloade et program til e-bogslæsning. Det er den rareste måde at læse vores singler på.

  • Pdf er en helt almindelig fil, som du kan downloade og sågar printe, hvis du vil.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem