Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Gitte Slejborg er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Jakob Ellemann-Jensen ligner den perfekte partiformand – for De Konservative

  • 20. september 2019
  • Argument
  • 6 min.
SKOVMANDHan går på jagt, taler om anstændighed og kender sin Emma Gad. Foto: Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Måske forsvandt Venstres liberale åre definitivt af syne, da Inger Støjberg gik nationalkonservativ-bonanza, og Lars Løkke Rasmussen drømte højt om en midterregering med Socialdemokratiet. Men bliver det Jakob Ellemann-Jensen, der formår at fortælle en ny historie om, hvad det vil sige at være liberal i dag? Eller er han mest af alt symptomet på et liberalt projekt i total identitetskrise?

Tilbage i maj, da Jakob Ellemann-Jensen stadig var miljø- og fødevareminister, spadserede han med rank ryg ind i manegen under åbningen af Naturmødet i Hirtshals. Arrangementet fandt sted i et cirkustelt, og Ellemann var ulasteligt klædt, lyseblå skjorte, mørk pullover, brune Fjällräven-bukser. Han lignede en driftig godsforvalter.

Ellemann går på jagt og fisker, han er naturens mand, og da han blev minister, bekendtgjorde han, at han ville lægge trykket mere på miljø end på landbrug og fødevarer, hvorfor bønderne i Venstre-baglandet hilste ham velkommen med afmålt begejstring, hvis nogen overhovedet. På Naturmødet drejede Jakob Ellemann-Jensen rundt i manegen. Han havde fået selskab af Mette Frederiksen, der var en måned fra, viste det sig, at indtage statsministeriet. Hun havde fyndige budskaber med sig hjemmefra; han havde en beleven charme og sagde ting om droppe landbruget på statens arealer og tog kegler blandt publikummet, der var i sandaler og fornuftige sko.

Jakob Ellemann-Jensen har været i hæren og stået ret som livgarder foran dronningens slot, han har en uddannelse som officer og en i erhvervsjura fra CBS. Han går ikke i brune sko efter klokken 18, for det gør kun folk uden stil, han går op i punktlighed, og han er taktfuld – en invitation på papir bliver besvaret på papir. I 2007 meldte han sig ud af Venstre i protest over udlændingepolitikken, eller rettere i protest over italesættelsen af politikken, som han forklarede til Politiken for nylig. Der var nogle ting, jeg havde svært ved at forlige mig med. En måde at italesætte nogle ting på.” Jakob Ellemann-Jensen er en af de politikere, der på sådan en ordentlig, gammeldags måde mener, at vi må være der for – som Søren Pind citerede ham for for nylig – “nationen”.

Da han tog en tur rundt i manegen i Hirtshals, lignede han den perfekte konservative politiker. I morgen bliver han valgt til formand for Venstre, Danmarks liberale parti.

Hvor befinder det liberale verdenssyn sig egentlig i dag? Måske mest af alt midt i en kæmpe identitetskrise. Idéen om, at det frie marked kan klare det meste, bliver udfordret grundlæggende af globaliseringens slagsider – for hvad med vores arbejdspladser, hvad med vores skattegrundlag, hvad med vores rettigheder, hvad med vores kulturelle tilhørsforhold, spørger vi, mens en anden realitet stabler sig op i baggrunden: Den konstante vækst, som skulle bringe alle ud af fattigdom og ind velfærdshimlen, er lige nu i færd med at smadre de naturressourcer og det klima, der er selve forudsætningen for vores velstand.

Og den liberale kongstanke om – i det mindste – at markedsgøre staten – hvad blev der af den? Hvad blev der af planerne om new public management og et samfundsapparat drevet som en konkurrencedygtig butik? Også dét ideal forekommer at være på vej i knæ. Man kunne rationalisere og strømline et stykke af vejen, men da den lokale folkeskole forsvandt, og effektivitetslogikken tordnede sammen med faglig stolthed, forsvandt også troen på dét projekt.

Og de åbne grænser? Den liberale drøm om en stadig mere åben verden? Glem det. Udfordringen ved dén verden viste sig at være for stor, da migranter gik op ad de danske motorveje, og den liberale regering sænkede grænsebommene og beordrede politiet til at beslaglægge asylansøgeres personlige ejendele af værdi.

Hvad er der så tilbage? Det liberale ideal som et åndsprojekt, en drøm om det frie ord, den frie tanke, det frie, ubundne individ? Dét projekt findes for så vidt i bedste velgående. Der bliver lige nu udkæmpet en ekstrem liberal værdikamp for fuldt blus, den tager bare ikke sit udspring i det liberale landskab, men ude på venstrefløjen. Her bliver det gamle liberale krav om individuel frihed genfortolket under identitetspolitiske paroler: Det liberale idealmenneske er et menneske, der kan tale frit, forsamles frit, tænke frit, det er et myndigt menneske fri for systemets utidige indblanding – og på sin egen vis er det nu den drøm, det identitetspolitiske menneske har taget til sin foreløbige ekstrem ved at insistere på at være lige præcis den, hen har lyst til.

Med andre ord. Når Venstre i morgen vælger en formand, der kan synes som den perfekte leder for De Konservative, besegler det en mærkelig fortælling om det liberale Danmark, der står tilbage uden et liberalt projekt.

Om noget beviste folketingsvalget i foråret, at den økonomiske liberalisme for nuværende er ukampdygtig som politisk projekt i Danmark. Liberal Alliance – partiet, som Søren Pind i sin nye biografi betegner som Venstres økonomiske højrefløj – kollapsede så eftertrykkeligt, at det sendte daværende partileder Anders Samuelsen ud af Folketinget med forliste drømme om topskattelettelser og billigere biler at udleve sin personlige frihed i. Venstre, derimod, gik frem på at forlade sin position som det borgerlige Danmarks centrum og erklære sig villig til – i hvert fald hvis det stod til Lars Løkke Rasmussen – at forenes på midten med Socialdemokratiet i en SV-regeringen for det brede middelklasse-Danmark.

Og mens Løkke krabbede sig ind mod midten, vedblev Inger Støjberg at være Inger Støjberg og fik et fabelagtigt valg under sin værdipolitiske fane, der som Jakob Ellemann-Jensen har sit eget konservative islæt – blot i en noget anden udgave. Mens den politiske venstrefløj er blevet klubben for dem, der forsvarer liberale værdier som pluralisme og retten til forskellighed, har selverklærede liberale typer som Inger Støjberg slået til lyd for gennemført nationalkonservative idéer om, at alle helst skal tænke nogenlunde ens og ligne hinanden mest muligt, og at staten skal blande sig endog rigtig meget i dit liv og din burka-mundering, hvis du ikke makker ret. Kan man tolke Venstres fremgang ved det seneste valg som andet end en sejr til kombinationen af denne hårde Inger Støjberg-opskrift og Løkkes vej mod den økonomiske politik i midten af dansk politik? Som benhård nationalkonservatisme, der møder en socialdemokratisk velfærdskrammer?

Med andre ord: Det liberale projekt var både værdimæssigt og økonomisk temmelig svært at få øje på. Men Venstres vælgere var glade.

Så hvad nu? I morgen går Venstre i den stik modsatte retning af valgkampens succesfulde opskrift, når partiet som formand vælger en selverklæret anstændighedspolitiker, der ikke går rundt med længsler om en SV-regering. Der skal ikke strammes mere i udlændingelovgivningen, og vi skal huske at tale pænt til hinanden, siger han. Det borgerlige Danmark skal genrejse sig; det er ikke en regering i midten af dansk politik, der er brug for, men en, der har farven blå. At dén kombination er et attraktivt politisk projekt, vil de uden tvivl erklære sig enige i ovre hos Det Konservative Folkeparti, eftersom det forekommer at være netop deres projekt. Men er der rent faktisk tale om liberalt projekt?

Selv har Jakob Ellemann-Jensen sagt, at han er liberal, ikke liberalist. Men hvor vi i dag ved, nogenlunde hvad en liberalist er for en størrelse – frihed til og fra alt, måske selv fra ansvaret – står det mindre klart, hvad det egentlig vil sige at være liberal. Hvad vil det sige at være liberal i en globaliseret verden, hvor en andens frihed kan blive din byrde på en skala, vi aldrig tidligere har behøvet forholde os til? Hvad vil det sige at være liberal i en verden, hvor varer flyder så frit, at forbruget af de varer og tjenester, vi som danskere nyder godt af, ikke nødvendigvis giver afkast til skattekassen? Hvad vil det sige at være liberal i en verden, hvor historien viste sig ikke at være slut alligevel, og supermagter, der ikke abonnerer på vores verdenssyn, dominerer klodens dagsorden langt mere end for bare få år siden?

Det er spørgsmål, det ville være spændende at få et bud på. Også fra en konservativ formand for Danmarks Liberale Parti.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem