ARGUMENT_
Chefredaktør, skriver om identitet & fællesskab

Politikerne tror ikke, de kan ændre vores kultur. Derfor bliver klimadebatten fattig

22. maj 2019 | Dansk Politik | 8 min.

Det siges, at vi ikke – ikke sådan for alvor – diskuterer klima i den igangværende valgkamp, fordi klimaet er blevet apolitisk. Problemet er tilsyneladende erkendt, målet vedtaget. Alle partier (på nær den yderste højrefløj, der har travlt med at trolle sig ind i Folketinget) er enige om, at vi skal leve op til Paris-aftalens bydende nødvendige målsætning om et CO2-neutralt samfund i 2050. Dagsordenen bliver pligtskyldigt vendt i diverse tv-debatter, men der mangler ligesom gnist; i det øjeblik debatterne når dertil, som Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, bemærkede i et interview med tidligere klimakommissær Connie Hedegaard for nylig, kan man godt lige “gå ud og lave en kop te … uden at gå glip af noget”. Da TV 2-værten Cecilie Beck under partilederrunden på valgkampens første dag spurgte, hvem der havde den mest ambitiøse klimapolitik, rakte 11 ud af landets 13 partiledere hånden i vejret. Kampen er tilsyneladende overstået. Den er forbi, før den overhovedet kom i gang.

Der er bare ét problem.

Vi er ikke på vej mod et CO2-neutralt samfund.

Hvis vi, som Zetlands klimaskribent Mads Nyvold skriver i dag, fremskriver udviklingen på baggrund af det nuværende tempo, så vil der ikke gå 30 år, før Danmark er CO2-neutralt. Der vil gå 96 år.

Forskellen mellem 30 og 96 år er forskellen mellem to verdener.

Så hvorfor er det ikke – ikke sådan for alvor – dét, der får lov at fylde i valgkampen? Knap hver anden borger i Danmark betragter den grønne dagsorden som den vigtigste, og det gælder både borgere, der befinder sig på venstrefløjen, og dem, der læner i liberal og nationalkonservativ retning. Godt fire ud af ti Venstre-vælgere har grøn omstilling på deres toptreliste over vigtige emner, og næsten lige så mange Dansk Folkeparti-vælgere er enige, omkring 38 procent. På lørdag vil tusinder gå på gaden i den store klimamarch; det er tilsyneladende ikke hverken engagementet eller dyb bekymring hos borgerne, der mangler.

Men hvor der ved de seneste folketingsvalg i høj grad har været overensstemmelse mellem valgets helt store dagsorden og en udbredt bekymring hos store dele af befolkningen – nemlig spørgsmålet om indvandring – så er der nu, i 2019, ikke den samme overensstemmelse mellem den store dagsorden og bekymringen over klodens katastrofekurs hos den enkelte. Den samme intense konkurrence om politiske idéer finder ikke sted her. Men hvorfor? Hvorfor i alverden?

Da den franske forfatter Albert Camus i 1957 modtog Nobelprisen, sagde han i sin tale i Stockholm, at “enhver generation tror sig utvivlsomt kaldet til at genskabe verden”, men pegede samtidig på, at hans egen koldkrigsramte generation havde travlt nok med bare at forhindre verden i at tilintetgøre sig selv; forestillingen om et andet liv måtte vente og de utopiske længsler vige. I dag er opgaven dobbelt. Vi forhindrer kun verden i at tilintetgøre sig selv, hvis vi rent faktisk evner at genskabe den i et nyt billede. Men hvad er det for et samfund, hvad er det for en kultur, hvilket globalt fødevaresystem, hvilken økonomisk tænkning, hvilken tilværelse for den enkelte er det, der skal træde i stedet?

Jeg hører til dem, der tror, vi kommer meget langsomt fremad, hvis billedet af den verden, vi skal leve i, bliver tegnet med triste farver og uden kød på bordet. Hvis vi foran os ser en tilværelse som proteinfattig tændstikmand, der går i hjemmekartet tøj og har hængende mundviger. Drømmen om at genskabe en grønnere verden behøver ikke være drømmen om et ringere liv.

Jeg hører imidlertid også til dem, der tror, det bliver umådelig vanskeligt at gennemføre de nødvendige systemændringer – som kan komme til at påvirke alt fra vores boliger, transport, mad, ferier, havudsigt, økonomi og vaner – hvis forandringerne ikke har rod i en forandret bevidsthed om, hvad det gode liv rent faktisk er. Som ikke tager livtag med, at vores livsdrømme ofte er tæt knyttet til forbrugsdrømme. Forandringen, der skal ske, er teknisk, økonomisk og systemisk. Og derfor er den først og fremmest kulturel, for hvis vores mentale forudsætninger for at ændre teknik, økonomi og system ikke er til stede, kommer ingen af delene til at ske.

Integrationsdebatten, igen, var drevet af værdier, og måske var det derfor, den optog os så vildt og gjorde valgkampe dirrende. For nok handlede politikernes idékonkurrence på flygtninge- og integrationsområdet om størrelser som kvoter og antal og udviklingskurver, men den handlede i mindst lige så høj grad om kultur. Om, hvem vi er. Om, hvem vi ønsker at være. Om, hvilke normer, værdier, skikke og vaner der bør ordne livet mellem os. Uanset på hvilke sider af integrationsdebatten man befandt sig, handlede den om størrelser, der aldrig fuldt ud kan indfanges i lovtekster og politiske rammevilkår. Den handlede om, hvad frihed er, hvad et folk er, et hjem. Den handlede om, hvad modersmål betyder, hvad et fædreland vil sige, den handlede om tro og om kærlighed.

Kampen om klodens menneskeskabte temperaturstigning er også en værdikamp, men det afspejler debatten i den verserende valgkamp kun sjældent. I sit valgoplæg skriver Socialdemokratiet meget fint, at “vi har brug for en eksistentiel diskussion med hinanden om, hvordan vi lever som mennesker og samfund på denne planet”, men den diskussion, som partiet og de fleste andre partier – med enkelte markante undtagelser – tager, er langtfra eksistentiel . Den er teknisk og kringlet, den handler om kvoter og mængder og delmål, og selv om kvoter, mængder og delmål er totalt afgørende, hjælper det os ikke til at forestille os, hvordan livet ser ud i en verden, hvor vi bruger færre naturressourcer, end vi har.

Venstre og Socialdemokratiet kan hurtigt – og heldigvis for det – blive enige om behovet for grønnere biler, flere havvindmølleparker og sikkert også et grønnere landbrug. De kan formentlig også blive nogenlunde enige om en klimalov, selv om Mette Frederiksen under en tv-duel med Lars Løkke Rasmussen i søndags var tjep til at få det til at se ud, som om forskellen mellem hende og hendes opponent var afgrundsdyb. Men enhver med forstand på tingene peger på nødvendigheden af ikke bare grønnere transport, et grønnere landbrug og flere vindmøller, men på fundamentale forandringer. Endda fundamentale forandringer på samtlige planer af samfundet. Den grønne omstilling, som regeringens eget klimaråd skrev i begyndelsen af april, skal “omfatte alle sektorer og alle dele af samfundet – også på kort sigt”. Ellers ender vi “med at efterlade en stor og måske ligefrem ubetalelig regning til fremtidige generationer”.

Læg dertil, at vi aldrig før i menneskehedens historie har udryddet klodens dyre- og plantearter med den hast, udryddelsen har i dag, hvilket udgør sit eget selvstændige kapitel i tragedien om menneskets forhold til sit ophav.

Der udestår, med andre ord, et kolossalt arbejde. Fra de traditionelt regeringsbærende partier, især, udestår der idéer til lovgivning, som kan definere den verden, vi ønsker at leve i. Og det gør der, tror jeg, fordi der udestår en offentlig samtale om, hvilke værdier den lovgivning skal formes efter.

Hvem har det største ansvar og skal bære den største del af løsningen, individet eller systemet? Hvilken livsanskuelse skal ligge til grund for måden, vi værdisætter knappe ressourcer på – og måden, vi måske, måske ikke vælger at fordele dem mellem os på? Hvilket syn på naturen er nødvendigt for at begrænse vores brug af den? Hvilken kulturændring skal til, for at den grønne omstilling ikke bare omfatter alle, men også bliver for alle? Hvad skal afgøre, hvor nålen skal sættes mellem kærlighed til os selv og kærlighed til naturen? Og hvis vi antager, at en omkalfatrende kulturforandring er nødvendig, hvilke dyder og karakteregenskaber skal så drive den forandring frem?

Vi plejer at tale – eller har i hvert fald gjort det siden midten af forrige århundred – om begrænsninger som en dårlig ting. De kulturelle kampe har længe handlet om friheden fra disciplinering, om friheden til at udleve sine lyster og sit begær, om friheden fra skam. Der er alt muligt smukt at sige om den frihedskamp. Men det er også en kamp, der har det godt med overflod. Det er en kamp, der bliver vundet, når man kræver sin ret, ikke når man gør sin pligt. Det er en kamp, hvor respekt, agtelse og taknemmelighed ingen plads har, og en kamp, der har som sin skjulte, men dog temmelig alvorlige systemfejl, at den betragter knaphed som et onde, ikke et vilkår – det gælder også naturens knaphed og planetens begrænsninger.

Ingen, der ved noget om klimaudfordringens alvor, siger, at den grønne omstilling lader sig gøre uden hårde politiske prioriteringer. Men hårde politiske prioriteringer lader sig i et folkestyre kun gøre, hvis prioriteringerne resonerer med dem, vi er som folk, og dem, vi ønsker at være. Man kan ikke gennemføre nøjsom politik, hvis grådighed er en herskende norm. Man kan ikke begrænse forbrug, hvis selvbeherskelse regnes for en last. Man kan ikke underordne sig ressourcernes grænser, hvis det grænseløse liv bliver betragtet som det gode. K.E. Løgstrup, den store filosof og teolog, sagde allerede tilbage i 1980’erne, at vi i vores forhold til naturen gjorde os skyldige i “skamløshed”. Men hvilken betydning har det i en kultur, hvor skamløshed er en dyd?

Danmarks andel af verdens CO2-udledning er på grund af vores størrelse begrænset. Men at det skulle være grund til at holde sig fra debatten om, hvem vi vil være på vejen mod en grønnere verden, holder ikke. Flygtningestrømme og den danske økonomi er også – blot som eksempler – dybt forbundet med globale udviklinger, men vi lader ikke debatten om nogen af delene strande på, at vi er skæbneforbundne med resten af kloden.

På samme vis holder det heller ikke at vige fra klimadebatten som kulturdebat, fordi vi anser kultur som noget, der ligger uden for den politiske sfære. Vores nationale kultur er hverken entydig eller fastlåst, det er en foranderlig størrelse, og det er inden for enhvers rækkevidde at påvirke den – ikke mindst toppolitikere i landets største regeringsbærende partier. Som politiker er det bestemt en fordel at have gehør for tidens dominerende kultur, ligesom det er en total falliterklæring ikke at have ambitionen om at påvirke den. Knap halvdelen af alle danskere er som nævnt tilsyneladende mere end klar til at genoverveje deres egen plads i verden og tage diskussionen med sig selv og den anden halvdel – hvad skal ofres, hvad skal vindes, hvordan ser det gode liv i en grøn verden egentlig ud?

I værdidiskussioner er facit ikke givet. Vi kæmper for at finde det svar, der klinger mest sandt, men svaret kan aldrig sættes på matematisk formel. Så meget desto større grund er der til at tage debatten, ikke mindst under en valgkamp, hvor kontrakten mellem borgere og politikere for de kommende fire år indgås. Hvilke værdier skal den kontrakt hvile på? I hvilken ånd skal de kommende klimalove skrives? I hvilket billede af, hvem vi er, skal verden genskabes?

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem