Denne økonom har et bud på, hvordan vi fikser polariseringen, fordeler goderne og giver værdighed til alle.

Samtidig

Foto: Princeton University Press

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

20:46

For et halvt århundrede siden kunne det være svært at kende forskel på en fisker og en rockstjerne i havnebyen Grimsby på Englands østkyst. Så snart fiskerne kom i land, brugte de løs af de mange penge, de havde tjent efter tre uger på havet. Grimsby-fiskerne fik syet eksklusive jakkesæt med silkefor, halvmåneformede brystlommer og plisseret stof ned ad ryggen.

Det var en boomende by,” fortalte den 65-årige fisker Bob Mackie til magasinet Time i 2016 .“Lommerne var fulde af penge, der bare ventede på at komme ind på pubberne.”

Bob Mackie kiggede tilbage på en storhedstid. Da han talte med magasinet, var det længe siden, Grimsby havde været verdens største fiskerihavn. Arbejdsløsheden var høj, og fiskeriet havde trange kår. Fiskerne kæmpede for deres eksistensgrundlag, og fortidens rockstjernestatus var stof til gode anekdoter og en enkelt våd øjenkrog. Noget havde forandret sig, og Bob Mackie var ikke i tvivl om, hvad det var. Det var EU og Europas fælles fiskeripolitik, der havde opløst fiskersamfundene”, som han sagde. Det har betydet, at vi har mistet vores arbejde.”

Den slags historier om lokalt forfald har den politiske økonom Martin Sandbu hørt mange af. Som økonomisk kommentator for den hæderkronede britiske avis Financial Times har han i årevis fulgt den økonomiske udvikling, der har skabt mismod hos fiskere i Grimsby, minearbejdere i USA og tekstilproducenter i Vejle. Deres situation optager ham så meget, at han har skrevet bogen The economics of belonging. Den forsøger for det første at rette op på, hvad der i Sandbus øjne er en række udbredte misforståelser af, hvad globaliseringen har ført til. For det andet indeholder bogen Sandbus plan for, hvordan vores samfund kan indrettes, så de dele af befolkningen, der har mistet deres arbejde og deres selvfølelse, igen kan føle sig som en værdifuld del af samfundet. Den korte udgave er, at vi skal tage magten over globaliseringen … i stedet for at lade den tage magten over os.

Over en videoforbindelse fra Martin Sandbus hjemmekontor i London fortæller han, at den største misforståelse, han vil rette op på, er, at mange af vores problemer udelukkende er globaliseringens skyld. Den forklaring har især floreret siden slutningen af 1990’erne, hvor en af verdens mest indflydelsesrige økonomer, Harvard-professoren Dani Rodrik, udgav en bog, der i sin titel stillede et spørgsmål, der siden er blevet gentaget mange gange: Er globalisering gået for langt?” Rodrik så en fare i, at verdens lande blev mere og mere viklet ind i hinandens økonomier. Han så blandt andet, at det kunne skabe sprækker mellem to samfundsgrupper. På den ene side dem med uddannelse, færdigheder og evner til at blomstre på et uhæmmet verdensmarked”. Vinderne, med andre ord. Og på den anden side: de, der ikke havde evnerne og derfor stod til at tabe i den globale konkurrence. Konsekvensen var, lød det, at markedskræfternes frembrusen skabte en dyb politisk kløft. Og store dele af befolkningen blev efterladt på tabersiden af kløften.

45-årige Martin Sandbu, der oprindeligt er fra Norge, er helt enig i problemets alvor. Han bruger betegnelsen the left behind”, altså de efterladte”, der har mistet både job, status og selvfølelse. Men ifølge ham er det ikke globaliseringens skyld. Globalisering er blevet en syndebuk,” siger han. Den store forandring i verden skyldes ifølge ham noget andet.

Det er hovedsageligt den teknologiske udvikling, der er årsag til, at vores økonomi og brancher har forandret sig så markant,” siger han.

Det, Martin Sandbu gerne vil forklare, er, at den politiske splittelse, der i de seneste år har præget den vestlige verden, ikke bliver helet, ved at landene trækker sig fra deres samarbejde med andre lande og lukker sig om sig selv. Løsningen er i stedet at lave markant om på en række økonomiske mekanismer og skabe mere lighed mellem grupper i befolkningen, mener han. En radikal plan” kalder han sit ret omfattende program for økonomisk forandring. Men for at føre den ud i livet, må vi først holde op med at skyde al skyld på globaliseringen, mener han.

MINENS MANDDonald Trump tager en minearbejder-hat på under et rally i West Virginia i 2016. Foto: Brendan Smialowski / AFP / Ritzau Scanpix

Fiskerne i Grimsby er et godt eksempel på Sandbus pointe. I Grimsby blev konkurrencen fra udlandet gjort til syndebuk i en grad, så 70 procent af byens befolkning stemte for Brexit. Forskere peger derimod på overfiskning som en væsentlig årsag til nedgangen i fiskeriet, og hvis noget var med til at gøre overfiskning mulig og samtidig skar arbejdspladser langs kysten, så var det ikke EU, men tilkomsten af større og mere avancerede trawlere.

Den teknologiske udvikling betød med andre ord, at det krævede færre mennesker at fange mange flere fisk.

Den samme udvikling skete, da vi udviklede robotter til industrien. Da vi fik computere til det arbejde, sekretærer ellers havde siddet med. Og da internettet forandrede vores måde at handle på,” siger Martin Sandbu. De teknologiske ændringer betød, at den økonomiske aktivitet blev fordelt på en ny måde.

Mange af de mennesker, der tidligere kunne have fået arbejde på en fabrik, havde i bedste fald udsigt til et meget dårligt job. Resten havde ikke udsigt til noget overhovedet.

Denne hovedpine var et vigtigt grundlag for fortællingen, da Donald Trump stillede op som præsidentkandidat i USA i 2016. Han førte kampagner på fabrikker og i miner og lovede at hente de jobs, der var blevet tabt, tilbage. Jobbene var blevet flyttet til Mexico og Kina, lød Donald Trumps forklaring – nu skulle de manuelt arbejdende amerikanere have deres job tilbage. Men var det USAs åbne tilgang til verden, der var skyld i det store tab af ufaglærte jobs? Nej, siger Martin Sandbu.

Det er først og fremmest teknologiske ændringer, der gør, at vi aldrig igen kommer til at have de store fabrikker med mange arbejdspladser.”

Martin Sandbu har et særligt godt argument for, at globaliseringen ikke er den største årsag til Vestens økonomiske opbrud: Timingen stemmer ikke,” siger han. Globaliseringen tog nemlig først for alvor fat i 1990’erne i USA og i 00’erne i Europa. Men når Sandbu gennemgår de økonomiske statistikker, så kan han se, at den ulighed, som globaliseringen er blevet beskyldt for at skabe, faktisk begyndte at opstå mindst et årti tidligere, nemlig i 1980’erne.

I mange år frem til 1980’erne steg den økonomiske lighed i hele den vestlige verden. Men så skete der noget. Enten stagnerede udviklingen eller også begyndte den at gå den modsatte vej,” siger han.

I årtier efter Anden Verdenskrig havde man altså en økonomi, hvor langt de fleste i befolkningen fik del i væksten. Ligheden mellem rig og fattig voksede. Det gjaldt sågar også geografisk, fortæller Sandbu, for i lang tid var det sådan, at fattige landsdele voksede hurtigere end de rige.

Men efterhånden overtog nye teknologier flere og flere processer i masseproduktionen. Automatiseringen betød, at antallet af fabriksjobs begyndte at falde allerede i slutningen af 1970’erne. Vi begyndte simpelthen at producere ting på en anden måde, og det var pludselig nogle helt andre jobs, der stod for at skabe værdi og vækst,” siger Sandbu.

Martin Sandbu siger ikke, at der slet ikke er mistet jobs på grund af handel og udveksling af varer mellem lande. For det er der selvfølgelig. I sin bog fortæller han om et amerikansk studie, hvor forskere prøvede at vise, hvilken effekt international handel havde på fabriksarbejde i USA fra 1999-2011. Det var i de år, Kina for alvor trådte ind på det verdensomspændende handelsmarked og begyndte at sælge varer til USA (‘the China shock’ har nogle kaldt det). I løbet af de 12 år faldt antallet af fabriksjobs i USA fra 17 millioner til 12 millioner. Forskerne regnede ud, at omkring 1 million jobs forsvandt enten direkte eller indirekte på grund af Kinas produktion og salg af varer til USA.

Det var med andre ord kun en femtedel af de tabte jobs, som handel med Kina havde ansvaret for. I Frankrig har forskere estimeret, at det er omkring 15 procent af industrijobbene, der forsvandt på grund af handel med fattigere lande. I Norge var det omkring 10 procent.

Resultatet af automatiseringen og – i mindre grad – det grænseløse marked blev under alle omstændigheder, at industrien i den vestlige verden ikke længere kunne ansætte tonsvis af mennesker. Økonomien forandrede sig, og det samme gjorde arbejdernes følelse af et tilhørsforhold til samfundet og deres plads i det. Det er dét, jeg kalder the end of belonging’,” siger Martin Sandbu, altså enden på at høre til’.

Så hvordan får man skabt en økonomi, hvor alle hører til? Det har Martin Sandbu lagt en økonomisk plan for i sin nye bog, The economics of belonging, som også er dét, han kalder sit endemål. For at nå det kræver det først og fremmest, at vi dropper al nostalgi om gamle dage og indretter os i en ny, teknologisk og produktiv verden, mener han.

Man kan begynde med at slå fast, at det ikke er en god løsning simpelthen at omfordele samfundets værdier, det vil sige tage fra de mest produktive og give til de mindst produktive. Det ville betyde, vi ender i en situation”, siger Martin Sandbu, hvor vi accepterer, at der findes to polariserede grupper, og at det eneste, vi kan gøre, er at omfordele fra den ene til den anden”.

Det bliver skruen uden ende, forudser han.

Den dynamik, der polariserer og skaber strukturelle ændringer i økonomien, er så stærk, at vi så ender i en situation, hvor vi hele tiden må omfordele mere og mere og mere. Det er ikke politisk holdbart.”

Løsningen er overordnet set at skabe et marked, der sikrer, at de allerfleste kan blive godt betalt og samtidig føle, at de har indflydelse på deres eget arbejdsliv.

Det første store punkt i Sandbus radikale plan”, som han selv kalder den, er at skabe et arbejdsmarked med højere produktivitet og efterspørgsel efter uddannede arbejdere. I de nordiske lande er vi på mange måder foregangslande, konstaterer Sandbu.

Tænk bare på bilvask,” siger Sandbu og fortæller mig om engang, han boede i New York og spiste frokost med en kollega, der også stammede fra Norge. De to kom til at tale om økonomi. De startede egentlig med at tale om, hvad forskellen på USAs og Norges økonomiske modeller bestod i. De endte med at tale om bilvask, fordi det var et godt eksempel på modellernes forskel. Der er langt færre mennesker, der arbejder med bilvask i Norge, for hvis du vil drive et bilvaskeri i Skandinavien, så må du investere i en maskine,” siger Sandbu. Andet kan ikke betale sig. Men billedet er noget anderledes i USA. I New York kan du få vasket din bil af lavtlønnede ansatte, ofte mænd, ofte med udenlandsk baggrund. Det er simpelthen billigere at ansætte dem end at investere i ny teknologi.”

Godt for de ufaglærte, som ellers risikerede arbejdsløshed, kunne man sige. Men den amerikanske model er uholdbar i længden, mener Sandbu. At bekæmpe teknologiske fremskridt for at forsvare manuelle jobs til en ringe løn er ingen løsning. I stedet skal politikerne understøtte skabelsen af nye og bedre jobs og flere rettigheder til arbejderne. Hvordan gør man så det? Det har Sandbu et væld af forslag til – her er nogle af de vigtigste:

  • Indfør en hæderlig mindsteløn. Det vil få arbejdsgiverne til at udvikle mere produktive arbejdsgange og ikke bare blive ved med at ansætte billig arbejdskraft til at udføre ineffektive opgaver.
  • Indfør borgerløn (altså et fast beløb udbetalt til alle borgere hver måned). Det vil give mennesker en grundlæggende økonomisk sikkerhed.
  • Lav et mere retfærdigt skattesystem med blandt andet højere skat på formuer og mere effektiv beskatning af multinationale selskaber.
  • Giv arbejdere bedre mulighed for at uddanne og efteruddanne sig, så de er i stand til at klare nye opgaver og arbejdsgange.
  • Giv arbejdere bedre støtte til at skifte job.
  • Giv arbejdere mere indflydelse på deres arbejdsplads. For eksempel ved at være repræsenteret i virksomhedens ledelse og have indflydelse på virksomhedens beslutninger.
  • Sørg for at udvikle områder uden for de store byer.
  • Giv støtte til små og mellemstore virksomheder, og gør det mere attraktivt at investere i virksomheder.
  • Før en aktiv finanspolitik, der kan øge efterspørgslen og holde gang i et mere produktivt marked.

Grundlæggende set kan man sige, at Sandbus planer handler om at rykke rundt på den økonomiske magtbalance, der findes i den vestlige verden i dag. Hvor multinationale virksomheder sidder på store dele af markeder, og hvor små virksomheder har svært ved at følge med. Og hvor den enkelte arbejder står uden reel indflydelse på sin egen situation.

Ubalancen bidrager til den ulighed, der rammer befolkningerne, mener Sandbu. Det er derfor, han foreslår at bremse akkumuleringen af velstand hos de få blandt andet ved en højere skat på formuer og mere fokus på at forhindre, at internationale selskaber kan rykke rundt på deres penge og betale mindre i skat end nationale selskaber. Hvis du nu har en boghandel i en mellemstor by i Danmark, så kan du ikke optimere selskabsskatten, på samme måde som Amazon kan,” konstaterer han.

Samtidig vil han give borgerne mulighed for at sige nej til lavtlønnede jobs med urimelige rettigheder. Det er især derfor, at han argumenterer for at indføre borgerløn. En sikret indkomst vil være med til at forskyde en del af magten i samfundet fra virksomheder til borgere.

Der kan ikke sættes en pris på det minimum af værdighed, der foræres ved at have muligheden for at sige nej,” siger Sandbu.

Jeg bemærker over for Sandbu, at mange af hans løsninger lyder som nogle, der hører til på venstrefløjen.

Det er han uenig i. Når man tager udgangspunkt i at snakke om polarisering, så kan det hurtigt komme til at lyde, som om man kommer fra venstrefløjen,” siger han, men mit program hører ikke nødvendigvis hjemme på den politiske venstrefløj.”

Hans mål er ganske vist at få større lighed. Men det skal ske samtidig med en højere produktivitet. Den vision kan sagtens høre til i politiske projekter både til venstre og til højre for midten, mener han.

Det oplagt kritiske spørgsmål til Sandbu er, om hans analyse af Vestens splittelse overser noget grundlæggende. Hans økonomiske analyse forklarer ganske vist en række udviklinger på arbejdsmarkedet – men måske overser den andre, som ikke har med økonomi at gøre? Hvis man kigger på, hvad der har drevet politiske bevægelser, der som Trump har haft succes med at tale til de befolkningsgrupper, Sandbu betegner som efterladte”, så er der tilsyneladende mere end økonomi på spil. Mange af partierne ønsker for eksempel at bremse indvandringen og styrke det nationale fællesskab.

Det kan vel ikke kun forklares med økonomi?

Jeg vil ikke underkende, at der er en kulturkamp, hvor indvandring er et stort, centralt punkt,” svarer han. Men der er jo en grund til, at disse holdninger er blevet politisk aktiveret, og jeg tror, at de grunde først og fremmest er økonomiske,” svarer Sandbu.

Det er ikke, fordi han mener, at en stor gruppe mennesker slet ikke ved, hvad de selv ønsker sig. Sådan må det ikke komme til at fremstå i vores interview, bemærker han. Han vil ikke beskylde nogen for at leve i en falsk bevidsthed. De her mennesker ved udmærket godt, hvad de stemmer på. Jeg tror, at mange vælgere stemmer på grundlag af indvandring, fordi de er imod indvandring.”

Alligevel, tilføjer han, tror han, at der er en dybere årsag til, at mange vælgere er optaget af indvandring.

Hvis man er under økonomisk pres, så medfører det stress, problemer, mangel på status og selvsikkerhed. Det er et helt naturligt fænomen, at når man er udsat for pres på den måde, så bliver man mere optaget af at beskytte sig og sit,” siger han.

Jeg spørger ham, om han er i risiko for at være endnu en intellektuel, der ikke lytter til det, de efterladte” selv siger, og i stedet fortæller dem, hvad han mener, der er galt.

Martin Sandbu trækker vejret ind og holder en tænkepause.

Altså for det første kan man godt lytte og samtidig sige, hvad man selv tror. At lytte er ikke det samme som at være enig,” siger han og tilføjer så:

Jeg skammer mig ikke over at være intellektuel og over at føre analytiske argumenter. Men jeg tror, at hvis vi får en forståelse for, at der er flere lag i årsagssammenhængene, så kan det føre til en bedre politik.”

Den politik kan sagtens føres i et samspil med mere globalisering, mener Sandbu. Det kræver bare, vi tør sætte regler op for handel og samarbejde. For eksempel ved at insistere på minimumsstandarder for importerede varer, så de svarer til standarderne i ens eget land. Vi skal med andre ord sørge for, at globaliseringen vokser i overensstemmelse med vores nationale værdier og ønsker om selvbestemmelse.

Forsøger vi at rulle globaliseringen tilbage, vil det ikke føre nogen vegne, forudsiger han. Det kommer i hvert fald ikke til at hjælpe de mennesker, der føler sig efterladt i dag.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: