Brexit-afstemningernes resultat er mindre interessant end den demokratiske krise, de afslørede

STÆKKETPremierminister Theresa May mistede i sidste uge for alvor kontrollen med både regering og parlament. Foto: Jessica Taylor / Xinhua / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

15:54

Derfor skal du læse denne artikel

Brexit-forløbet har givet os et indblik i et politisk system, der virker langt mere levende end det danske. Men ser man bort fra underholdningsværdien, så er det britiske parlament et tragisk eksempel på en bedaget og konfrontatorisk form for parlamentarisme, der totalt er ophørt med at spejle samfundet.

Order. Oooooorder. Ordeeeeer.”

Skal man vælge en enkelt sekvens, der indkapsler det efterhånden tragikomiske Brexit-forløb, så må det være formanden for det britiske parlament, der forsøger at kalde Underhuset til orden.

John Bercows spydige, brutale, begavede og umiskendeligt britiske humor og hans rå og voluminøse stemme, som man forestiller sig er udviklet og løbende vedligeholdt i de propfyldte og støjende pubber i Westminster-kvarteret, fortæller sin egen store historie om briterne og den britiske politiske kultur.

Og så er selve situationen ekstremt sigende: Bercow som repræsentant for Storbritanniens stolte parlamentariske historie, der desperat forsøger at holde på formerne i et parlament, der er ved at falde fra hinanden.

Den seneste måneds faneflugt fra de to store britiske partier og sidste uges vilde afstemninger om farvellet til Den Europæiske Union er en foreløbig kulmination på en snart tre år lang nedtur for det britiske demokrati. Det, der nok begyndte som et opgør med det besværlige og uigennemskuelige europæiske demokrati, er i stedet endt med at udstille den todimensionelle britiske form for parlamentarisme som både utidssvarende og dysfunktionel.

Og i det britiske sammenbrud ligger der en lektie til politikere og demokrater i hele den vestlige verden.

VIRALJohn Bercow er blevet lidt af et fænomen på sociale medier, og blandt andre har tyske Spiegel TV lavet denne Bercow-kalvakade på youtubeVideo: Spiegel TV

Set på afstand var det kaotiske scener, der udspillede sig tirsdag, onsdag og torsdag i sidste uge i det britiske parlament. Set på klos hold var det endnu værre.

Britiske medier har i detaljer gengivet, hvad der gik for sig i hjørnerne i den rektangulære parlamentssal og i sidekamrene og på gangene rundtomkring i det store Westminster-slot, mens regeringen tabte den ene afstemning efter den anden.

Det var ventet, at May ville lide et nederlag i den store afstemning tirsdag om selve aftalen om ordnede vilkår i forbindelse med briternes exit, som May har forhandlet på plads med EU. Det bløde Brexit.

Både de hardcore såkaldte brexiteers i Mays eget parti og regeringens nordirske støtteparti havde på forhånd tilkendegivet, at de ikke ville stemme for aftalen. Ydmygende nok for May, men det var intet imod det, der skete onsdag aften.

Efter nederlaget i afstemningen om et blødt Brexit havde May lovet en ny afstemning om at udelukke et hårdt Brexit – altså et no-deal-Brexit – der dækker over et scenario, hvor Storbritannien udtræder af EU uden aftaler om, hvad der eksempelvis skal ske med EU-borgere i Storbritannien og omvendt, og uden aftaler om fortoldning af varer, grænsekontrol og samhandel i det hele taget.

Regeringens plan med afstemningen onsdag var sådan set ikke at tage et hårdt Brexit helt af bordet. Regeringen forestillede sig, at frygten for et hårdt Brexit i sidste ende kunne få enten oppositionen i det britiske parlament eller EU til at give sig tilstrækkeligt til, at May vil kunne få sit bløde Brexit igennem. May ville derimod blot – særligt for at undgå et oprør fra remain-fløjen i sit eget parti – udelukke et no-deal-scenario på denne side af den 29. marts, hvor Storbritannien ifølge den aktiverede paragraf 50 i EUs regler skal forlade EU, hvis ikke der er besluttet andet.

Mays egentlige plan var siden at søge tilladelse i EU om at få fristen forlænget – og så bare begynde forfra med at søge opbakning til et blødt Brexit.

Det så da også ud til at gå efter planen, da Parlamentet trådte sammen onsdag aften klokken 19.00. Godt nok lå der også et ændringsforslag til regeringens forslag på bordet, der lagde op til for tid og evighed at udelukke et no-deal-scenario, og som derfor kunne sabotere Mays gameplan, men regeringen var lykkedes med at få hovedfiguren bag tillægsforslaget, Caroline Spelman, til at droppe sit forehavende, kort inden afstemningen begyndte. Men så gik det alligevel helt, helt galt for May. Igen.

Spelman holdt sit løfte om at droppe sit forslag. Til gengæld bad en medstiller af ændringsforslaget, Yvette Cooper, parlamentsformand John Bercow om at overtage forslaget, og 16 minutter senere havde Parlamentet stemt for Coopers ændringsforslag med stemmerne 312 mod 308. Panik, panik.

Ser man nøje efter på tv-billederne fra de efterfølgende minutter, så vil man se hektisk hvisken og sms-aktivitet og åbenlyse skænderier på gulvet. For at undgå at blive bundet til at udelukke et no-deal-scenario for tid og evighed forsøgte Mays folk nu at få Mays egne partifæller til at stemme imod regeringens eget forslag (der jo nu var blevet ændret af Coopers forslag). Ude i baglokalerne gik det angiveligt endnu hårdere for sig, da flere af regeringens ministre nægtede at følge regeringschefens ordre trods trusler om fyringer og hævnakter.

Klokken 19.42 begyndte afstemningen om regeringens eget forslag, som May nu altså selv ville have stemt ned. En række af Mays partifæller afstod i protest fra at stemme, og andre igen ignorerede totalt truslerne og stemte simpelthen for forslaget, der endte med at blive vedtaget med 43 stemmers majoritet. May havde dermed – i princippet i hvert fald – frataget sig selv muligheden for at true oppositionen til at støtte en aftale.

VED FRONTENZetlands europakorrespondent har været i Storbritannien flere gange under Brexit-forløbet og snakket med – og taget snapshots af – nogle af de mange briter, der dag efter dag møder op foran Parlamentet for at demonstrere for og imod Brexit. Fotos: Philip Flores private fotos

Den seneste uges afstemninger i det britiske parlament er egentlig mere underholdende og rystende, end de er direkte interessante for os danskere. Med al sandsynlighed vil der nu begynde endnu et forhandlingsforløb om Brexit frem mod en ny frist senere på foråret eller til sommer, og i virkeligheden kan man stadig hverken udelukke et hårdt Brexit, et blødt Brexit, eller at Brexit helt bliver aflyst.

Det, der burde optage både os danskere, europæere og demokrater i den vestlige verden i det hele taget, er, hvor meningsløs den britiske form for parlamentarisme tager sig ud under Brexit-forløbet, for der ligger en vigtig lære om tidens politiske opbrud.

Prøv lige at kigge på denne grafik over stemmefordelingen i den seneste uges afstemninger i det britiske parlament.

Lad os begynde med det ved første øjekast absurde: at May i afstemningen om hendes aftale med EU havde 75 af sine egne konservative imod sig, også selv om det ikke blev udslagsgivende. Det samme med beslutningen om at forlænge Brexit-fristen, hvor majoriteten af Mays partifæller (forgæves) stemte imod May.

Og lad os så gå videre til det mindst lige så bemærkelsesværdige. Det ser ikke ud af meget i grafikken, men det var ni konservative medlemmer af Parlamentet, der sikrede det smalle flertal for oppositionens forslag om at udelukke et no-deal-Brexit. Og meget bedre ser det ikke ud for Labour, der måtte lide den tort, at seks parlamentarikere fra Labour forhindrede Parlamentet i at overtage kontrollen med Brexit-processen fra regeringen.

Parlamentet er simpelthen blevet uregerligt, både for regeringen og oppositionen.

Men hallo, er det ikke fint nok, at medlemmerne af det britiske parlament stemmer, som deres personlige overbevisning byder dem, i stedet for at følge partilinjen blindt? Er det ikke blot udtryk for, at det netop er et levende og agilt parlament?

Jo. Og nej.

David Cameron, den konservative premierminister, der i sin tid udskrev Brexit-folkeafstemningen, satte selv sine partifæller fri af partidisciplinen i denne sag, netop fordi den var ualmindelig. Problemerne med at holde styr på partitropperne i begge de store partier er selvfølgelig udtryk for, at Brexit både er en stor og afgørende beslutning og samtidig en kompleks og besværlig sag.

Som sådan er det ikke mærkeligt, at politikerne i de gamle partier fordeler sig på tværs af traditionelle parlamentariske skel. Det kom i særdeleshed til udtryk for nogle uger siden, hvor otte Labour-medlemmer og tre konservative helt brød ud af partierne for at stifte The Independent Group i Parlamentet i protest mod – blandt andet – partiernes manglende evne og vilje til at nå et Brexit-kompromis.

Problemet er, at et parlament uden ledelse og med splittede partier fører til en destruktiv form for parlamentarisme. I et ustyrligt parlament kan man hele tiden finde flertal for at være imod noget. Som i sidste uges britiske afstemninger. Man kunne blive enige om at afvise Mays aftale. Man kunne blive enige om at udelukke et no-deal-Brexit. Man kunne blive enige om at udskyde en beslutning.

Desto sværere er det til gengæld konstruktivt at føre politik ud i livet. For hvem skal føre forhandlingerne på vegne af den øjensynlige majoritet i det britiske parlament – på tværs af Labour og De Konservative – der i virkeligheden ønsker et bredt kompromis om Brexit?

Prisen for at imødekomme de kompromissøgende fløje i partierne vil for såvel May som Labour-leder Jeremy Corbyn være – frygter de i hvert fald tydeligvis – at de river deres egne partier midtover.

Jeg tør godt vove den påstand, at havde det britiske politiske system ikke været netop det britiske politiske system, så var Labour og De Konservative (også kaldet tories) for længst blevet splittet op i en række mindre partier, som vi har set det i de fleste af den vestlige verdens demokratier.

En nylig YouGov-måling fortæller, at 18 procent af briterne står bag den nye The Independent Group (hvilket selvfølgelig til dels kan skyldes nyhedens interesse), og meningsmålingerne fortæller også en historie om, at briterne i mindre og mindre grad føler sig naturligt hjemme i den ene eller den anden side af Parlamentet eller i de gamle ideologier.

Når det britiske Labour er et af de eneste socialdemokratiske partier, der stadig kan samle mere end hver tredje vælger bag sig, og det britiske Konservative Parti på samme måde er et af Europas stærkeste (på papiret), så er det næppe, fordi briterne i højere grad end andre europæere fordeler sig rundt om den traditionelle akse mellem udbyttede og udbyttere, progressive og bagudskuende.

Det har snarere en meget praktisk forklaring.

Det britiske politiske system er nemlig noget nær et de facto-topartisystem designet til konfrontation mellem et regeringsparti og et oppositionsparti, om man vil. Det kommer helt fysisk til udtryk i den måde, parlamentssalen er opbygget på (to blokke over for hinanden med en talerpult hver i modsætning til de halvcirkelformede parlamenter i det meste af Europa), men mere væsentligt: Det er næsten umuligt for nye partier at udfordre de store.

Selv da det højrenationale Ukip på et tidspunkt havde opbakning fra mere end hver tiende brite, havde partiet kun ét parlamentsmedlem.

Årsagen er en vinderen-tager-det-hele-konstruktion i de britiske valgkredse, der minder om den amerikanske model, hvilket vil sige, at det eksempelvis ikke er nok at få ti procent af stemmerne i alle valgkredse for at komme i Parlamentet. Man skal simpelthen vinde en eller flere valgkredse for at få en betydelig andel af mandaterne. Det kan give mening i en geografisk forstand, da eksempelvis nordirske partier lettere kan få repræsentation uden at være store i hele landet, men det gør altså også, at det er noget nær umuligt at udfordre Labour og De Konservative på landsplan.

Af samme grund er de oprørske medlemmer i den nye The Independent Group med allerstørste sandsynlighed også i færd med politisk harakiri, selv om gruppen på mange måder er repræsentativ for briternes ønske om en kompromissøgende linje i Brexit-spørgsmålet.

DET TAVSE FLERTALLige så skråsikre mange af demonstranterne foran Parlamentet forekommer, lige så tvivlende og nuancerede og kompromissøgende fremstår de mange briter, Zetlands Europakorrespondent har mødt under sine ophold i London. Fotos: Philip Flores private fotos

Selv hvis Storbritannien havde haft et mere flerdimensionelt og konsensusorienteret politisk system med halvcirkelformet parlamentssal, et større udvalg af partier og lavere tærskler for at komme ind i Parlamentet, ville det selvfølgelig ikke være nogen garanti for, at man (for længst) ville have landet et kompromis om Brexit. Men sandsynligheden taler for det.

Rigtigt mange politiske systemer i mange andre europæiske lande har været bedre til at tilpasse sig en ny og mere fragmenteret virkelighed, hvor vælgerne hverken føler sig låst til gamle ideologier eller repræsenteret af gamle koalitioner. Ja, uanset hvor meget man med rette kan kritisere det til tider uigennemskuelige EU, så er det dog lykkedes – via diplomati, kompromiser og forståelse for forskelligheder – at samle 27 lande om en fælles linje i Brexit-spørgsmålet i nu snart tre år.

Deri ligger der i hele Brexit-forløbet selvfølgelig også stof til eftertanke for alle regenter og regeringer og politiske ledere og medier og meningsdannere, der insisterer på at holde fast i en gammeldags forståelse af både parlamentarismen og befolkningerne.

Det skrives hele tiden om de britiske politikere – særligt i de britiske medier – at de ikke længere spejler den britiske befolkning. Det er noget nonsens.

Jo, det er stadig en form for aristokrati, der dominerer det britiske parlament, men ikke mere end det var tidligere, og når medlemmerne af Parlamentet i disse måneder i dusinvis nægter at følge Corbyns destruktive oppositionslinje eller nægter at bøje sig for de nationalkonservative traditionalister, så er det tværtimod netop et tegn på, at medlemmerne af Parlamentet ligner befolkningen mere og mere.

Præcis som i befolkningen er der mange medlemmer af Parlamentet, der ønsker et hårdt Brexit, mange, der slet ikke ønsker et Brexit, mange, der ønsker et blødt Brexit i forskellige varianter, mange, der ønsker en ny folkeafstemning, og mange, der for alt i verden ikke ønsker en ny folkeafstemning. De har selvfølgelig hundredvis af forskellige årsager til, at de mener, hvad de mener. Men ligesom i befolkningen ville der med garanti være et flertal for en mindelig løsning, et rimeligt kompromis, hvis ikke formalia og traditionerne stod i vejen.

Når John Bercow i disse uger, med rødmossede kinder, oldschool kulørte slips og den traditionelle Speaker-kappe svøbt om skuldrene, forgæves forsøger at råbe Underhuset til orden – “OOOOORDEEEEEEEER – så lyder det derfor også som en form for krampetrækning fra et system, der har svært ved at omstille sig til en ny virkelighed, hvor oplyste mennesker (herunder briterne) forholder sig kritisk til autoriteterne og nægter at lade sig inddele i rød og blå. Selvfølgelig fordi virkeligheden – særligt i politik – sjældent er sort og hvid.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: