Den sælsomme historie om, hvad der egentlig skete i de der dage, da flygtninge begyndte at vandre op ad motorvejen

DEFINERENDE DAGEFotograf Martin Lehmann blev anholdt, da han gik på motorvejen sammen med flygtninge i sommeren 2015. Foto: Martin Lehmann, Politiken / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

I sensommeren 2015 blev flygtninge på de danske motorveje et billede på noget større, nemlig at det europæiske samarbejde vaklede. Den dengang nye danske regering tog hidtil usete midler i brug og blev kritiseret for at balancere på kanten af menneskerettighederne. Det var dage, som kom til at definere årene, der fulgte – og som stadig spøger i dag.

Klokken seks om morgenen den 7. september 2015 stod Frank Vilhelmsen i sit køkken og hørte Europa knage. Det var mandag, og han drak kaffe. Det så ud til at blive en varm dag.

I radioavisen sagde de, at en stor gruppe flygtninge samme nat var landet med færgen fra Tyskland, og 72-årige Frank Vilhelmsen, som i nogle år havde været lokalformand for Røde Kors i Rødby, vækkede sin kone, så de sammen kunne køre ned i genbrugsbutikken og finde tøj og ting, som en flygtning måtte have brug for, og fra butikken kørte de så videre ned mod havnen, ned til Stop’n Sleep Hotel, en nærmest aggressivt anonym bygning med udsigt til en tankstation og det første stykke motorvej, Danmark har at byde på, når man ankommer til landet via vandet. Indenfor var flygtningene, der var omkring 200 af dem. Nogle børn gik rundt med skilte, hvorpå der stod, at de ville til Sverige, og TV Øst var der, og lokalradioen var der, og udenfor stod nogle betjente. Flygtningene fik morgenmad. Stemningen var rolig, indtil den ikke var det længere.

På et tidspunkt mellem klokken 10 og 11 forlod alle flygtningene pludselig hotellet. Frank Vilhelmsen havde ikke kunnet se nogen ændring i gruppen, der havde ikke været noget opbrud på vej, i hvert fald ikke noget mærkbart, men nu rejste flygtningene sig på én gang og gik ud af bygningen, over parkeringspladsen og den lave hæk, der adskilte den fra motorvejen, og så begyndte de at gå. Frank Vilhelmsen så dem forsvinde nordpå, og han så også andre flygtninge dukke op, nogle kom oppe fra en motorvejsbro, de havde nok været indkvarteret andre steder i byen, og nu sluttede de sig til gruppen, og så gik de altså. Op ad motorvejen.

Frank Vilhelmsen tænkte, at det var et utroligt syn.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. God fornøjelse.

Det var Europa, Frank Vilhelmsen hørte knage den mandag morgen, fordi flygtningene i Rødbyhavn var et billede på noget større. Først og fremmest var de der, fordi de flygtede fra krig, det var den umiddelbare årsag til deres pludselige tilstedeværelse på de danske motorveje, men de var der også, fordi nogle af de fundamentale principper, det europæiske samarbejde bygger på, blot få uger forinden var blevet sat ud af kraft.

Den 21. august havde den tyske regering i solidaritet med Grækenland og Italien, der var ved at bukke under for antallet af flygtninge, der var ankommet til deres kyster, ensidigt besluttet at suspendere EUs Dublin-forordning, der siger, at en flygtning skal søge asyl i det første EU-land, vedkommende ankommer til. Flygtninge var velkomne i Tyskland, grænserne stod åbne, og hvad angik Grækenland og Italien, var det nok meget godt, for i juli var der ankommet 107.000 flygtninge til græske og italienske øer i Middelhavet, og i løbet af året ville Grækenland alene ende med at modtage 856.723. Året før modtog landet 41.038.

Den 31. august havde den tyske kansler, Angela Merkel, sat ord på sin ambition, måske sit håb, da hun ved en pressekonference havde sagt wir schaffen das” om Tyskland og tilstrømningen af flygtninge. Vi kan klare det, overkomme det. Hundredtusinder bevægede sig op gennem kontinentet.

Da Merkel sagde, som hun sagde, var regeringen i Danmark ny, den bestod kun af Venstre, som havde opnået en lidt paradoksal valgsejr den 15. juni. Venstre havde fået bank ved valget, men det havde Dansk Folkeparti ikke, så Lars Løkke Rasmussen havde fået nøglerne til Statsministeriet igen, og noget af det første, den nye regering havde gjort, var gennem et såkaldt straksindgreb at indføre en såkaldt integrationsydelse. Ordene dækkede over, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative havde bestemt, at nytilkomne fra den 1. september kun kunne få, hvad der nogenlunde svarede til en SU. Eksempelvis ville enlige uden børn i integrationsydelse modtage 5.945 kroner om måneden, hvor de før ville kunne modtage kontanthjælp for op til 10.849 kroner.

Integrationsydelsen havde givet den nye regering ballade, den var blevet kritiseret for at bevæge sig til kanten af, hvad menneskerettighederne kunne bære, blandt andet af Europarådet, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Institut for Menneskerettigheder, og den var blevet sat i bås med Viktor Orbáns Ungarn, som i årene inden var gået til højre på en måde, som var blevet kaldt nærmest fascistoid. Formålet var dog klart. Det var, at flygtningene, der var på vej op gennem Europa, skulle se på Danmark og tænke, at det nok ikke var noget for dem.

Nu gik hundredvis af dem på motorvejene.

Dagen inden, søndag den 6. september, befandt integrationsminister Inger Støjberg sig på en færge mellem Aarhus og Sjællands Odde. Hun blev ringet op og fik fortalt, at der gik folk ind over grænsen, og at det ikke var til at vide, hvem disse mennesker var, fordi de ikke var blevet registreret, og fordi der ikke var et system, hvor de europæiske lande varskoede hinanden om, hvad og hvem der var på vej. Hun forsøgte at danne sig et overblik.

Ingen var blevet varskoet,” siger hun i dag.

Vi stod i et Europa uden et system, og derfor blev hele lande overrumplet.”

Inger Støjberg havde fundet Angela Merkels tale underlig. Hun mente, at den ville komme til at definere Europas historie, og at nævnte historie ville dømme den hårdt. Hun mente ikke, at det var et spørgsmål om, hvorvidt Europa ville stå forandret tilbage efter så stor en tilstrømning af flygtninge, men om, hvor forandret Europa ville stå tilbage, og det var derfor, hun havde stillet sig frem op til valget, ofte sammen med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, og gjort det til Venstres helt store slagnummer, at Danmark ikke længere skulle være et eftertragtet land at tage til. Det skulle være et afvisende land, et hårdere land, et lukket land, således målet og det løfte, Venstre gik til valg på. I 2014 modtog Danmark femteflest asylansøgere i EU i forhold til indbyggertal, og det skulle der gøres op med. Derfor integrationsydelsen og derfor det, der fulgte.

I Rødbyhavn vendte flygtningene, der var taget af sted så pludseligt, tilbage efter nogle timer. Politiet havde fulgt dem på motorvejen, og lidt nordpå var de blevet vendt om.

Frank Vilhelmsen og en gruppe andre frivillige stod klar med mad i en idrætshal, hvor en masse madrasser var ved at blive lagt ud, men flygtningene havde kun været tilbage i ganske kort tid, da de igen rejste sig mere eller mindre på én gang og gik mod udgangen. Politiet stoppede dem og sagde, at de skulle blive i hallen i tre dage, for så længe tillod loven myndighederne at holde på dem.

Derefter blev hallen lukket af. Stemningen var ikke så god,” siger Frank Vilhelmsen.

Flygtningene var delt op i mænd og kvinder, og mændene var meget højtråbende. De ville til Sverige, det var det, det gik ud på.”

Samme mandag sad en mand ved navn Mikkel Iversen i sin lejlighed i København og tænkte, at han måtte gøre noget. På sit tv så han flygtningene på motorvejene på Lolland, han så mennesker, som lå i vejkanten og frøs, og han tænkte, at alt virkede sat ud af kraft, at hverken politiet eller politikerne syntes i stand til at kunne håndtere situationen.

Mikkel Iversen arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke og var 39 år gammel. Klokken 11 om aftenen satte han sig ind i sin Volkswagen Up sammen med en ven og kørte ud i mørket og ned mod Lolland, og mens hans ven kørte bilen, sad Mikkel Iversen på Facebook på sin telefon, for han havde meldt sig ind i en gruppe, Venligboerne, hvori han kunne følge med i, hvor flygtninge, der ville til Sverige, kunne samles op. Han tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, at Danmark var gået i krig for at hjælpe de her mennesker, men at vi så lod stå til, når de flygtede.

I gruppen fik han at vide, at omkring 40 flygtninge sad ved en markvej lidt uden for Maribo, og da han og hans ven ankom lidt over midnat, så han, at den var god nok, for der sad de, omgivet af tasker og efterladenskaberne fra 15 familiepizzaer, som en eller anden havde købt til dem. Nogle af dem sov, det var skidekoldt, og andre talte med nogle politibetjente. Omkring fem-seks biler var der også, deres ejere var ligesom Mikkel Iversen kørt ned for at samle flygtninge op og køre dem til Sverige.

Stemningen var først og fremmest forvirret. Flygtningene, som alle var mænd, ville ikke videre, for deres familier var blevet indkvarteret i en idrætshal inde i Maribo et sted, og de ville ikke adskilles mere, end de allerede var. Pludselig råbte en politimand, at alle, som ikke var flygtninge, skulle forlade området, Mikkel Iversen forstod først ikke hvorfor, men så så han, at der ude på den mørke mark lå en gruppe politifolk i kampuniform. Han og hans ven hoppede ind i bilen og kørte.

Da vi er kørt, hører vi i radioen, at flygtningene er blevet anholdt,” husker han.

Alle 40, der lå der i vejkanten.”

En dag i begyndelsen af september, han kan ikke præcis huske hvilken, gik Saber ind over grænsen til Danmark et sted i Sønderjylland. Han var 27 år gammel, han kom fra en lille by syd for Damaskus, hvor de fleste levede af landbrug, men det var fire år siden, han havde forladt den.

I 2011 flygtede han med båd til Libyen, hvor han blev i nogle år, men der var borgerkrig, ligesom i Syrien, og i sommeren 2015 måtte han flygte igen. Han sejlede på Middelhavet i fem dage for at nå frem til Italien.

Det var meget svært,” husker han i dag.

Vi var på havet i fem dage, og båden var højst ti meter lang og tre meter bred. Jeg tror, vi var måske 150 mennesker på båden. Jeg kunne ikke sidde ned. Der var en kvinde på båden, som fødte et barn. Barnet døde, og de lagde det i havet. Det var meget forfærdeligt.”

Nu, i begyndelsen af september, stod han på en motorvej syd for Kolding. Og var glad.

Inger Støjberg var aldrig hjemme i de første dage i september, enten var hun til lange møder i Integrationsministeriet, eller også var hun i Rødby.

Når jeg selv stod i det, var jeg aldrig i tvivl om, at det her ville få stor betydning for Danmark. I al fremtid sådan set.”

På tv så hun billeder af mennesker, der risikerede deres liv på Middelhavet. Hun fandt det forfærdeligt, men hun fandt også, at det var nødvendigt at stoppe tilstrømningen.

På møder diskuterede hun med ministre, ordførere og embedsmænd, hvordan det bedst kunne lade sig gøre, og der var mange møder, blandt andet et på Marienborg en aften, hvor Inger Støjberg netop havde fået tildelt PET-vagter, som skulle følge hende døgnet rundt. Hun havde bagt kage til dem.

Da hun ankom, stod Lars Løkke Rasmussen i indkørslen med sine to hunde og bød velkommen. Deltagerne på mødet var ud over Inger Støjberg statsministeren, udenrigsministeren, finansministeren, justitsministeren, den politiske ordfører og udlændinge- og integrationsordføreren, og de syv Venstre-politikere talte om, hvordan man kunne lukke grænsen, måske stoppe færgerne, uden at medierne fik nys om det.

Mandag nat på Lolland kørte Mikkel Iversen og hans ven videre, de tog ind til Maribo, hvor de havde hørt, at der stod en gruppe flygtninge ved stationen. Det gjorde der ikke, i Maribo var der kun politifolk, og klokken var efterhånden blevet tre om natten, så de blev enige om at køre hjem til København.

Mens de to holdt ved stationen i Maribo, skrev en kvinde til Mikkel Iversen på Facebook og spurgte, om hun måtte ringe til ham, for hun havde set et opslag, han havde lavet om, at nu kørte han og hans ven af sted, og da han fik hende i røret, sagde hun, at hun havde en syrisk familie hjemme i sin lejlighed, hun havde samlet dem op tidligere på dagen, og nu var hun helt forvirret, hun var endda lidt chokeret over sig selv, for hun havde ikke prøvet sådan noget her før, og hun havde et vigtigt møde om morgenen. Hun spurgte, om Mikkel Iversen ikke ville køre dem til toget til Sverige tirsdag morgen, og det ville han godt.

Efter en times søvn stod han i hendes lejlighed. Den syriske familie bestod af en mand, en kvinde, hendes søster og to spædbørn.

De var søde, men de var meget nervøse,” siger han.

De ville så gerne til Sverige. De havde været på en lang rejse, og nu var der kun én grænse tilbage.”

På vej til Tårnby Station fik Mikkel Iversen et opkald fra kvinden, familien havde overnattet hos, som fortalte ham, at der var politi i togene, og at det ville være sikrere at køre familien over broen i bil. Han fik at vide, at han i stedet skulle køre til Ørestad, hvor en anden mand ville møde ham og køre familien det sidste stykke til Sverige, og der mødtes de så, på en vindblæst parkeringsplads, to mænd, som ikke kendte hinanden, men som for en dag var blevet del af den samme bevægelse.

I Mikkel Iversens bil lå hans datters dukke, og et af de syriske børn var blevet glad for den, så han havde sagt, at hun gerne måtte tage den med til Sverige, men hun havde glemt den, da hun kom over i den nye bil, så Mikkel Iversen måtte køre op på siden af den og dytte og rulle vinduet ned, så dukken kunne finde tilbage til hende.

Det var et utrolig følsomt øjeblik for mig, måske også fordi jeg selv var rimelig nybagt far.”

En sten faldt fra hans hjerte, da han et par timer senere fik at vide, at familien var kommet over grænsen uden at blive stoppet.

Det var det sidste, jeg hørte til dem.”

Samme tirsdag fik Frank Vilhelmsen at vide, igen i radioen, at der nede på Rødbyhavn Station holdt to togvogne med flygtninge, som nægtede at forlade dem, fordi de frygtede at blive tvunget til at søge asyl i Danmark, hvis de gjorde det. Han og de andre frivillige pakkede en trailer med mad og vand og kørte derned, men flygtningene ville ikke have noget af det.

I Rødbyhavn boede to syrere, Abdullah og Zaki, som var kommet ned for at hjælpe til, og Abdullah gik efter aftale med politiet ned gennem toget og talte med flygtningene, som nu gerne ville tage imod.

Jeg ved ikke, om de var bange for, at det var forgiftet eller med sovemedicin eller et eller andet,” siger Frank Vilhelmsen i dag.

Imens lå færgerne ude i Femern Bælt. De måtte vente med at komme ind, for også de var fyldt med flygtninge.

Frank Vilhelmsen lavede et Facebook-opslag fra Røde Kors-butikken i Rødbyhavns profil, hvor han skrev, at der var brug for barnevogne, fordi mange af flygtningene i idrætshallen bar rundt på deres babyer i armene. Da han kom ned til hallen næste morgen, stod der mere end 100 barnevogne.

Det var helt utroligt. Det skal jeg lige love for.”

Saber blev stoppet af politiet i Kolding og endte efter en tid i Sandholmlejren og så et asylcenter i Sønderborg i København.

Jeg ville gerne til Danmark, Tyskland eller Sverige, for jeg kunne ikke blive i Libyen,” siger han i dag.

I Syrien ville Assad gøre mig til soldat, men jeg flygtede. Jeg har venner, som tog til Jordan og Libanon. En af dem tog tilbage til Syrien og sagde til mig, at der var okay at være nu. Jeg ved ikke, om han er død. Det er svært.”

Saber har arbejdet som køkkenassistent i forskellige restauranter i de seneste tre år, men han håber på en dag at kunne uddanne sig til kok. Han kan godt lide at lave mad, selv om han faktisk ikke rigtig kan forklare det, for det var ikke noget, der interesserede ham, da han boede i Syrien.

Det viste sig, at regeringens integrationsydelse ikke bare kunne kritiseres for at være på kant med menneskerettighederne, faktisk gik den så langt som til at overskride dem. Det mente FNs Flygtningehøjkommissariat i hvert fald, for den diskriminerede mellem udlændinge og danskere, der vendte hjem fra udlandet, og det måtte den ikke. Inger Støjberg måtte rette ind og regnede sig frem til, at omkring 1.700 danskere årligt ville komme på integrationsydelse, fordi de kom hjem efter at have boet i udlandet i syv af de seneste otte år.

Ministeren fik en ny idé. Den 7. september indrykkede regeringen annoncer i libanesiske aviser, hvorpå der stod, at de danske asylregler var blevet strammet, og så var der ballade igen, denne gang fra blandt andet erhvervslivet, som frygtede, at Danmarks omdømme i verden ville lide skade, men også fra ombudsmanden, som mente, at annoncerne ikke var retvisende. På de danske asylcentre, hvor annoncerne også blev hængt op, skabte de forvirring, og Røde Kors måtte hænge forklarende tekster op ved siden af. Inger Støjberg fik en næse af ombudsmanden, men ignorerede den, hvilket mange fandt helt vildt. Få uger senere rettede ministeriet i annoncerne, og ombudsmanden trak sin kritik tilbage.

En del blev i den tid hastebehandlet, blandt andet en regelændring, som lød, at myndighederne skulle kunne tilbageholde flygtninge længere end tre dage. Ministeren sagde på møder med sine embedsmænd, at det var nødvendigt, fordi der skulle dannes overblik over, hvem der var i landet. I folketingssalen var der voldsom debat om, hvorvidt det at gøre sådan var humant, liberalt, alt muligt fundamentalt, og det mente hun, at det var.

På tv så hun historier som Mikkel Iversens.

Jeg var meget tidligt ude og advare imod det og sige, at det var menneskesmugling,” siger hun.

Det var der jo ingen, der ville høre på. Der var helt sikkert folk, der gjorde det af et godt hjerte, men som ikke var klar over, hvad de var medvirkende til, og så var der grupperinger, som forsøgte at tjene penge på det. Det var en mærkelig tid. Det var som at være med i en film.”

Da Mikkel Iversen besluttede at køre mod Lolland, troede han, at det var lovligt at hjælpe flygtninge videre til Sverige, fordi en politimand i midnatsradioavisen havde sagt, at det kun var ulovligt, hvis man tog penge for det. Det var en misforståelse, og det, han gjorde, var i lovens forstand menneskesmugling. Flere blev dømt for det.

Han blev bevidst om sit lovbrud i dagene efter. Hans reaktion var den, at man selvfølgelig skulle overholde loven, men at loven, når den var så uretfærdig, som han mente, at den var her, også skulle udfordres, for sådan havde det altid været, tænkte han.

Det var også ulovligt for Rosa Parks at nægte at afgive sin plads i bussen, og det var også ulovligt at sejle jøderne til Sverige under Anden Verdenskrig.”

Politiet kom aldrig efter ham.

Inger Støjberg fandt regeringens beslutninger nødvendige. Det var sådan, det var. Kritikken levede hun fint med.

Hun fandt integrationsydelsen og annoncerne nødvendige, og senere, i november, fandt hun det nødvendigt med de 34 stramninger, regeringen, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Socialdemokratiet vedtog, selv om de fik hendes eget parti til at slå sprækker.

Særligt en af de 34 stramninger mødte voldsom kritik. Den tidligere socialdemokratisk ledede regering havde inden valget strammet reglerne for familiesammenføring, sådan at flygtninge først fik krav på det efter et år i Danmark, og allerede der var det blevet diskuteret, om det ikke karambolerede med menneskerettighederne. Nu skulle familiesammenføring til flygtninge med det, man kaldte midlertidig beskyttelsesstatus, først kunne ske efter tre år. Inger Støjberg indrømmede, at hun gik til kanten af konventionerne, og justitsminister Søren Pinds jurister skrev i lovforslaget, at det at sætte grænsen op til tre år var forbundet med en vis procesrisiko”, hvilket skulle forstås sådan, at de var med på, at det her måske ikke holdt i retten.

FNs Flygtningehøjkommissariat opfordrede regeringen til at droppe den nye lov, da dets eksperter mente, at den langvarige adskillelse af børn og forældre kunne få ødelæggende konsekvenser for flygtningebørnenes videre liv, og i Danmark mente Institut for Menneskerettigheder, at loven var i strid mod både den ene og den anden rettighed og konvention. Venstres udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth sagde til Ritzau, at regeringen gik til kanten, og at han ikke kunne udelukke, at den også gik en smule ud over kanten. Den tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech kritiserede sit parti kraftigt og sagde, at Danmark med stramningerne undergravede landets egen retsstat, og folketingskandidat og menneskerettighedsadvokat Kåre Traberg Smidt sagde til Danmarks Radio, at Venstre nu rokkede ved grundsøjlen i retsstaten. Senere, i forbindelse med eksempelvis smykkelov og burkaforbud, skulle flere højtstående medlemmer af partiet melde sig ud i protest, mens selve det liberale fundament, som Venstre stod på, blev draget i tvivl.

Inger Støjberg fortrød ikke. Hun mente at have retten på sin side. Og nødvendigheden.

Der har været en refleksion i mellemtiden, og jeg tror, at rigtig mange anerkender problemstillingen nu. Jeg tror, at alle er enige om, at man ikke bare kunne have fortsat, som om intet var hændt. Den refleksion har taget os tre år, men jeg kunne godt have ønsket mig, at vi var kommet herhen hurtigere,” siger hun.

Der er intet, jeg ville have gjort anderledes.”

Torsdag morgen den 10. september fik flygtningene i idrætshallen i Rødbyhavn at vide, at de nu havde lov til at rejse. Politiet ville ikke længere holde dem i hallen, for de tre døgn, de kunne tilbageholdes i, var ovre.

Frank Vilhelmsen var dernede, da de tog af sted. Der var trafikkaos, for der var kommet en bunke biler, som gerne ville transportere flygtningene til København og videre til Sverige. Nogle få skulle til Sandholm, de ville søge asyl i Danmark. Efter flygtningene var kørt, blev der stille i Rødbyhavn. Frank Vilhelmsen stod tilbage.

Det var meget mærkeligt. Det var det.”

Saber er glad i Danmark.

Selvfølgelig,” siger han.

Jeg har ingen problemer her, her er ikke som i Libyen eller Libanon. Jeg ser meget fjernsyn og kan se, hvordan det er i de lande, men jeg ser ikke syrisk tv, for det er militærets tv. Det er ikke sandheden, det viser. I stedet ser jeg film. Jeg kan godt lide film, især karatefilm.”

Saber håber, at han kan blive i Danmark.

Jeg har det godt her. Jeg tror, jeg kan have en fremtid her.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem