Denne artikel har Jonathan Tybjerg fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Den egentlige grund til, at vi risikerer strejke og lockout? Her er din (overskuelige) håndbog

  • 12. marts 2018
  • 11 min.
CHEFFORHANDLEREUnder de igangværende overenskomstforhandlinger har stemningen mellem innovationsminister Sophie Løhde og formand i CFU Flemming Vinther mildt sagt været dårlig. Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Der er stadig ikke blevet indgået en ny overenskomst for de offentligt ansatte. For hver dag, der går, nærmer vi os en konflikt, der kan få Danmark til at gå i stå. Midt i junglen af spin, tal og gule breakingbjælker kan det være svært at over- og gennemskue, hvad det handler om. Her er et forsøg på at skabe overblik.

Truslerne er fløjet gennem nyhedsæteren de seneste uger.

Trusler om konflikt. Strejke. Lockout.

De forhandler stadig, de offentligt ansattes faglige organisationer og arbejdsgivernes repræsentanter, men har endnu ikke kunnet enes om en ny overenskomst for de 800.000 offentligt ansatte. Og derfor har de taget konsekvensen og truet hinanden med en konflikt, der kan lamme den offentlige sektor.

Men hvad handler det egentlig om? Hvordan kan det lyde, som om de stridende parter siger det samme, men i virkeligheden mener noget forskelligt? Og hvad er løsningen på hele moradset?

Det er nogle af de ting, vi ser på i denne lille håndbog.

Lad os begynde med at tage det helt forfra.

Sådan her forhandler vi overenskomster
I Danmark forhandles de overordnede løn- og arbejdsvilkår af arbejdsmarkedets parter. Det er det, der kaldes den danske model, og det er unikt, idet der (normalt) er minimal politisk indblanding, og lovgivningen står i baggrunden. I stedet forhandler de faglige organisationer på vegne af deres medlemmer, og arbejdsgiverorganisationerne på vegne af deres medlemmer.

Den danske model kræver, at arbejdsgivere og lønmodtagere kan håndtere deres uenigheder og gå på kompromis i overenskomstforhandlinger.

De offentlige overenskomstforhandlinger forhandles separat for stat, regioner og kommuner, men det foregår sideløbende, og områderne påvirker hinanden. Det er de ansatte repræsenteret af alle de faglige organisationer, der samler sig i Forhandlingsfællesskabet, der forhandler i kommuner og regioner, og Centralorganisationernes Fællesudvalg, der forhandler i staten. Arbejdsgiverne er repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og på statsligt plan Moderniseringsstyrelsen.

Sådan forløber det
Forhandlingerne om en ny overenskomst finder typisk sted hvert andet år og følger en bestemt proces.

  1. Parterne udveksler krav.
  2. Parterne forhandler overordnet for stat, regioner og kommuner.
  3. Parterne forhandler for de enkelte faggrupper.
  4. Forhandlingsresultatet bliver sendt til afstemning hos medlemmerne. Er parterne dog ikke blevet enige, sker følgende:

  5. Parterne kan varsle konflikt (strejke eller lockout) en måned i forvejen.

  6. Når der er en måned, til overenskomsterne udløber, forhandler parterne videre i Forligsinstitutionen.
  7. Bliver de ikke enige i Forligsinstitutionen, kan en konflikt træde i kraft.
  8. Kan de stadig ikke blive enige, kan regeringen skride ind for at stoppe konflikten ved at lave et regeringsindgreb.

I de nuværende forhandlinger står vi ved punkt fem og seks. Der er varslet strejke fra den 4. april og lockout fra den 10. april (det vender vi tilbage til). Indtil da forhandler parterne i Forligsinstitutionen.

Her er de vigtigste nøglepersoner:

Sophie Løhde, innovationsminister og chefforhandler for de statslige arbejdsgivere

Mål: Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen forsøger at øge det lokale ledelsesrum. Det vil sige, at arbejdsgiverne i de enkelte institutioner for eksempel kan fordele en større andel af lønkronerne eller kan bestemme, om der skal være betalt frokostpause i stedet for, at det er reguleret i den centrale overenskomst. Samtidig vil Sophie Løhde gerne have en aftale med så små lønstigninger som muligt.
Styrke: Hun er fagligt velfunderet og bevæbnet med et stærkt embedsværk.
Svaghed: Hun er urutineret sammenlignet med de andre forhandlere.

Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup og chefforhandler for KL

Mål: 80 procent af udgifterne i den offentlige sektor går til personale, og kommunerne tjener ikke penge på samme måde som de private arbejdsgivere. Derfor arbejder Michael Ziegler for, at lønningerne stiger så lidt som muligt. Derudover arbejder han for, at der sker færrest mulige ændringer i reguleringen af lærernes arbejdstid, så arbejdsgiverne fortsat vil have stor magt over den.
Styrke: Rutineret, vedholdende og udholdende.
Svaghed: Det politiske bagland i kommunerne er broget, og der har været større problemer end forventet med lærerne efter lockouten i 2013.

Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, chefforhandler CFU

Mål: Den tidligere konstabel kæmper for, at de statsansatte får lønstigninger, som kan mærkes, og derudover vil han have skrevet en række uskrevne ting ind i overenskomsten som eksempelvis betalt frokostpause.
Styrke: God til at finde opbakning fra de andre fagforbund.
Svaghed: Har et dårligt forhold og manglende tillid til modparten, innovationsminister Sophie Løhde.

Anders Bondo, formand Danmarks Lærerforening, chefforhandler Forhandlingsfællesskabet

Mål: Arbejder først og fremmest på at få ændret reguleringen af lærernes arbejdstid, men er også chefforhandler på de andre kommunalt ansattes vegne. Arbejder først og fremmest for mærkbare lønstigninger
Styrke: Rutineret og har stor opbakning fra de andre forbund.
Svaghed: Mange lærere orker ikke en ny konflikt.

Her er de største uenigheder:

Løn
Det er egentlig naturligt nok, at lønnen spiller en væsentlig rolle i overenskomstforhandlinger. Den er trods alt grunden til, at mange går på arbejde. Men i forhandlinger om de offentlige overenskomster har lønnen faktisk ikke altid spillet en stor rolle.

Grunden er, at lønudviklingen i det offentlige er bundet til lønudviklingen i det private gennem en reguleringsordning. Men nu er de offentlige arbejdsgivere og de offentligt ansatte blevet uenige om reguleringsordningen. Så lad os lige se på, hvordan den fungerer:

Reguleringsordningen blev aftalt i 1983 og skulle sikre, at de offentligt ansattes lønninger fulgte med de private lønninger, uden at det offentlige arbejdsmarked blev lønførende. Princippet er i sin enkelhed, at 80 procent af forskellen mellem lønstigningerne i det offentlige og private bliver udlignet. Lad mig give et eksempel:

Hvis der i det private er en lønstigning på fire procent, mens lønnen er steget med tre procent i det offentlige, så skal lønstigningerne i det offentlige justeres med 80 procent af forskellen. Da forskellen er et procentpoint, skal de offentligt ansatte have 0,8 procentpoint oven i deres lønstigning, så den samlet set bliver på 3,8 procent. På samme måde skal forskellen reguleres, hvis lønnen falder.

Striden om reguleringsordningen opstod i 2008. Her var der højkonjunktur og store lønstigninger i det private. Derfor forhandlede de offentligt ansatte sig frem til en overenskomst med lønstigninger, der svarede til det niveau, det private arbejdsmarked havde fået i de fede tider. Knap var forhandlingerne færdige, før den finansielle krise ramte Danmark. Mens lønstigningerne i det private bremsede op, stod de offentligt ansatte med en favorabel overenskomst, der gjorde dem lønførende.

Den her ti år gamle overenskomst har ifølge arbejdsgiverne skabt et løngab, der skal lukkes.

Det krav kom for alvor på bordet ved overenskomstforhandlingerne i 2015. I forhandlingernes 11. time hev daværende finansminister Bjarne Corydon (S) og Moderniseringsstyrelsen en beregning af løngabet frem. Og krævede, at hullet skulle lukkes.

Det resulterede i en hensigtserklæring om at bringe den i 2008 indledte forskel i lønudviklingen mellem den private og statslige sektor til ophør i den næstkommende overenskomstperiode”. Med andre ord skulle løngabet lukkes i den overenskomst, parterne forhandler nu.

PRIVATLØNSVÆRN

I overenskomstforhandlingen i 2015 blev parterne enige om et privatlønsværn, der dybest set er en ændring af reguleringsordningen. Den betyder, at hvis lønnen stiger mere i den offentlige sektor end i den private sektor, skal 100 procent af forskellen udlignes, men hvis den private sektor får større lønstigninger end den offentlige sektor, er det fortsat kun 80 procent af forskellen, der skal udlignes.

Det, der sker ved den nuværende overenskomstforhandling, er, at arbejdsgiverne – særligt Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen – holder fast i det, man blev enige om i den tidligere overenskomst. Og fortsat bruger de beregninger.

Fagforeningerne har derimod haft lidt mere tid til at regne på tallene og fundet frem til, at overenskomsten i 2008 blot udlignede det forspring, som privatansatte havde i perioden inden. Så hvis man begynder beregningen af lønforskellen tidligere, følger lønningerne hinanden. Og derfor er løngabet hokuspokus”, som de skriver. Og derfor vil de have skrevet det ud af overenskomsten.

Samtidig mener fagforeningerne, at de ved de seneste overenskomster i lyset af den økonomiske krise er gået med til overenskomster uden den store lønudvikling, og nu vil de have del i den øgede rigdom, der er kommet i samfundet med det økonomiske opsving.

Begge parter bruger altså rigtige tal, men de viser bare noget forskelligt. Og lægger op til forskellig udvikling i lønnen. Ligesom begge parter har argumenter, der er helt fair, men også modsatrettede.

De forskellige virkelighedsopfattelser har indtil videre resulteret i, at de ansatte i staten har krævet en samlet lønstigning på 8,2 procent over de næste tre år, mens den statslige arbejdsgiver i Moderniseringsstyrelsen har tilbudt 6,7 procent – hvilket Moderniseringsstyrelsen baserer på deres beregninger af forventede lønstigninger i det private.

BONUSCITAT: "Kunne jeg gøre nogle ting om her i livet, er aftalen fra 2015 en af dem" - Flemming Vinther, formand CFU, til Politiken.

Betalt frokostpause og samarbejdsproblemer
Optakten til overenskomsten gik fra dårlig til værre, da Moderniseringsstyrelsen i oktober måned sendte et brev til de statsligt ansatte om, at den kutyme, der har været lokalt om, at frokostpausen er betalt, ikke er en del af selve overenskomsten. De statsligt ansatte opfattede det som en krigserklæring og et forsøg på at sløjfe den betalte frokostpause, så de skulle arbejde 2,5 timer mere om ugen. Ifølge Moderniseringsstyrelsen var det ment som en juridisk vurdering og ikke udtryk for, at de ville sløjfe frokostpausen.

Frokostpausen er blevet et symbol på en dybereliggende konflikt, hvor Flemming Vinther, formand i CFU, mener, at Moderniseringsstyrelsen i en lang række sager har opført sig uacceptabelt som arbejdsgiver – og at innovationsminister Sophie Løhde ikke har gjort nok for at få Moderniseringsstyrelsen til at ændre adfærd. Derfor har CFU opsagt deres samarbejde med Moderniseringsstyrelsen og vil først genoptage det, når ministeren har ændret sin attitude. For Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen handler sagerne om at give de lokale arbejdsgivere en større kontrol over for eksempel frokostpausen.

Lærernes arbejdstid
Ved overenskomsten i 2013 ledte uenigheder om lærernes arbejdstid til en lockout af lærerne, der blev løst ved et regeringsindgreb, som betyder, at lærernes arbejdstid i dag er reguleret ved lov. Det mener de offentligt ansatte er uholdbart. Derfor underskrev fagforbundene en musketered om, at de ikke ville forhandle med arbejdsgiverne, før der var udsigt til, at lærerne kunne få en ny aftale om deres arbejdstid. Udmeldingen er et resultat af en større solidaritet mellem fagforbundene, som er opstået de senere år.

Der har været forhandlinger om lærernes arbejdstid, men der er ikke kommet noget resultat.

Hvad sker der så nu?
Der er flere mulige udfald:

1. En aftale i Forligsinstitutionen
Lige nu forhandler parterne i Forligsinstitutionen, hvor forligsmanden har en række værktøjer til at få parterne til at mødes:

  • Når forligsmanden indkalder parterne til møde, har de pligt til at møde op.
  • Parterne skal aflevere alle relevante oplysninger om forhandlingerne.
  • Forligsmanden kan afkræve indrømmelser af parterne.
  • Forligsmanden kan udsætte konflikten i to omgange af 14 dage.
  • Forligsmanden kan fremsætte et mæglingsforslag, som parterne skal stemme om.

2. Strejke og lockout
Hvis parterne ikke kan blive enige i Forligsinstitutionen, er der varslet strejke fra den 4. april for omkring 100.000 offentligt ansatte og lockout for 440.000 offentligt ansatte fra den 10. april.

Forskellen på en strejke og lockout er helt basalt, at ved en strejke nedlægger de ansatte arbejdet, mens arbejdsgiverne ved en lockout sender de ansatte hjem.

Lige meget hvad får de ansatte ikke løn, da de ikke arbejder. I stedet bliver de ansatte kompenseret af de faglige organisationers strejkekasser.

Det, der virkelig betyder noget, er, at der typisk er en lille udvalgt del af medlemmerne, der skal strejke, mens en lockout rammer langt flere ansatte. Det ses også i den nuværende konflikt.

Rent økonomisk gør det en kæmpe forskel for de faglige organisationer, om de skal kompensere 100.000 medlemmers løn eller 440.000 medlemmers løn. Det er forskelligt, hvordan de enkelte organisationer kompenserer deres medlemmer, men de vil typisk give noget, der minder om fuld løn, i tilfælde af en strejke, mens de giver noget, der svarer til den øverste dagpengesats, i tilfælde af en lockout.

3. Regeringsindgreb
Hvis konflikten går i gang, og parterne stadig ikke kan blive enige – og omkostningerne af arbejdsnedlæggelsen bliver for store for samfundet, hvor institutioner, skoler og en stor del af sundhedssystemet lukker ned – kan regeringen løse konflikten ved et regeringsindgreb.

Det sker helt konkret ved, at regeringen udarbejder et lovforslag. Lovprocessen vil være den samme som normalt, og forslaget skal altså igennem de tre behandlingsfaser og vedtages i Folketinget.

De faglige organisationer frygter, at regeringen i tilfælde af en konflikt vil lave et hurtigt indgreb, der lægger sig tæt op ad det udspil, innovationsminister Sophie Løhde er kommet med.

Det har fået flere til at sætte spørgsmålstegn ved, om den danske model fungerer i det offentlige, og foreslå en ændring af modellen.

For nu er det dog denne model, vi skal forholde os til.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem