HJÆLP OS_
Journalist

Er du embedsmand? Eller kender du en, der er? Jeg har brug for din hjælp

28. januar 2020 | Velfærdssamfundet | 2 min.

Jeg er gået i gang med en – synes jeg selv – spændende artikel. Men jeg har brug for hjælp.

Jeg har de seneste uger spurgt både nuværende og tidligere embedsmænd i ministerier og styrelser, om de vil fortælle mig lidt om, hvordan en embedsmands magt egentlig ser ud.

Embedsværket er en stor del af den politiske maskine, men deres indflydelse foregår typisk bag kulisserne, og hvis man ikke har haft sin daglige gang i et ministerium, kan det være svært at vide, hvordan en embedsmand arbejder. Men at deres arbejde har betydning i vores demokrati, er der vist ingen tvivl om. Senest har statsministeren for eksempel ansat en ny departementschef, der ifølge en analyse i Altinget “deler Mette Frederiksens syn på forholdet mellem politikere og embedsmænd”. Statsministeren vil, ifølge Altinget, tilsyneladende have embedsmænd, “der kan spille med, tænke politisk og strategisk og sige ja”. Statsministeren har i øvrigt også udpeget sin partikammerat Martin Rossen til en helt ny og indflydelsesrig stilling i embedsværket: stabschef i Statsministeriet.

Men hvordan arbejder den traditionelle embedsmand m/k? Hvilke værktøjer bruger hun? Hvordan ser hendes magt ud? Og hvordan ser hun selv på forholdet mellem embedsmænd og politikere?

De spørgsmål har jeg forsøgt at stille flere embedsmænd, men det er indtil videre kun lykkedes at få én i tale. Nogle har ikke svaret på min henvendelse, andre har sagt høfligt nej (selv om de rigtig gerne ville læse sådan en artikel, sagde de).

Kære medlemmer, det kunne lykkes at få flere embedsmænd til at bidrage – og man må gerne medvirke anonymt. Hvad er hende journalisten ude på, spørger du måske. At smide embedsværket under bussen og afsløre fordækte metoder og skummel adfærd? Nej. Jeg er ude på at give læsere og lyttere et vigtigt indblik i, hvordan vores samfunds demokratiske organer fungerer, såmænd.

Jeg håber at høre fra jer med input – jeg kan bruge det meste, så hvis du synes, at du ligger inde med indsigt eller viden, kan jeg fanges på min mail sidsel@zetland.dk eller på telefonnummer 22832207 (jeg er i øvrigt også på Signal med det telefonnummer, hvis man helst vil skrive til mig via en krypteret kanal).

Alt godt

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: