Findes der egentlig europæiske værdier? Det spørgsmål har stoppet EU’s 13.600 milliarder store budget

Foto: Bernadett Szabo / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

12:23

Der er, mildest talt, sket en del i mellemtiden, men måske husker du, hvordan det lød i slutningen af juli, da statscheferne i EU blev enige om de kommende års unionsbudget og en akut corona-genopretningsfond. Der blev ikke sparet på noget. En historisk dag for Europa,” skrev Frankrigs præsident Emmanuel Macron på Twitter. Det her er et afgørende øjeblik i EUs historie,” sagde Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd.

Ét var pengene, de var blevet enige om at afsætte: 8.000 milliarder kroner til budgettet frem mod 2027. 5.600 milliarder til genopretningsfonden. I alt svimlende 13.600 milliarder kroner. Noget andet var finansieringen. Det blev besluttet at optage et fælleslån. På den måde kunne halvdelen af genopretningsfondens milliarder gives som tilskud – og ikke som lån under finanskrisen. Ifølge diverse eksperter og kommentatorer var der tale om et europapolitisk nybrud, et vidnesbyrd om lige netop den kontinentale solidaritet, som hele EU-projektet baserer sig på. Man snakkede om Europas Hamiltonske øjeblik”, altså pendanten til det øjeblik i USAs historie, hvor finansminister Alexander Hamilton efter Den Amerikanske Revolution i anden halvdel af 1700-tallet samlede staternes krigsgæld hos én føderal regering og lagde grunden til De Forenede Stater.

I dag, små fire måneder senere, er der meget af det, der blev sagt og skrevet i de juli-dage, som lyder en smule tamt. Mandag i denne uge nedlagde Ungarn og Polen veto mod budgettet og genopretningsfonden, og da den endelige ratificering kræver enstemmighed blandt medlemslandene, er det nu usikkert, om det, der blev aftalt under sommerens maraton-topmøde, overhovedet bliver til noget. Det kan især få katastrofale følger for de lande i det sydlige Europa, der har været hårdest ramt af corona. Hvis de ikke snart modtager økonomisk støtte, kan statsbudgetterne briste. For eksempel i Spanien, der forventer et fald i BNP på op mod 13 procent.

Umiddelbart har vi her at gøre med en af de Bruxelles-historier, der kan være svære at komme ind på livet af. Først blev medlemslandene enige, så var de det åbenbart ikke helt alligevel, og nu risikerer det hele at støde på grund. Der er blevet snakket, forhandlet, snakket og forhandlet, og tilsyneladende er vi ikke kommet nogen vegne. I hvert fald ikke særlig langt. Men kig endelig ikke væk. Det er stort set umuligt at overvurdere vigtigheden af det, der lige nu får jakkesættene i EUs bygninger til at løbe ekstra hurtigt.

På en måde er alt på spil på én gang,” siger Catharina Sørensen, ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet og vicedirektør i Tænketanken Europa.

Det kortsigtede corona-beredskab er på spil. Det langsigtede budget, der for eksempel skal finansiere en storstilet grøn omstilling, er på spil. Sammenhængskraften i Europa er på spil. EU opløses hverken i morgen eller i overmorgen, men det polsk-ungarske veto er en anledning til at stille europapolitikkens mest grundlæggende spørgsmål: Hvad er EU egentlig til for? Er det udelukkende en økonomisk union, eller er det også et værdifællesskab?

Tilbage i juli havde EU-statslederne den store lommeregner fremme. Sydeuropæerne pressede på for hurtig og betingelsesløs økonomisk assistance, mens det, der blev kendt som Sparebanden – Danmark, Sverige, Holland og Østrig – stod fast på, at corona-hjælpen skulle gives i form af lån, og at den årlige regning til EU-budgettet i øvrigt skulle begrænses så meget som muligt. Mellem dem stod de europæiske stormagter Tyskland og Frankrig og forsøgte at lappe hullerne.

Det, der nu har fået Polen og Ungarn til at blokere for et koordineret EU-svar på coronapandemien, handler om noget lidt andet. Ikke om penge, men om værdier. Det handler om en såkaldt retsstatsmekanisme. Tanken er, at det fremover skal være muligt at forhindre medlemslande i at få udbetalt EU-midler, hvis de ikke lever op til fundamentale retsstatsprincipper. For eksempel hvis et land krænker domstolenes uafhængighed, indskrænker pressefriheden eller forfølger minoriteter.

Det er som sådan ikke en ny idé. Den har egentlig været på tale i tre-fire år, men det er ikke lykkedes at få mekanismen indført,” siger Catharina Sørensen fra Tænketanken Europa. Og nu gør den gruppe lande, Danmark inklusive, der støtter initiativet, så et nyt forsøg ved at få skrevet den ind i budgettet og genopretningsfonden.”

Retsstatsmekanismen er en speget sag. Den vil gælde alle lande, men i praksis er den møntet på to bestemte medlemmer – de to, der, sjovt nok, ikke vil gå med til vedtagelsen af den: Ungarn og Polen. De seneste år har den interne EU-kritik samlet sig i Budapest og Warszawa, hvor henholdsvis præsident Viktor Orban og formand for regeringspartiet Lov og Retfærdighed Jarosław Kaczyński har pustet sig op over for Bruxelles. De synes blandt andet, at det meste af EU følger en alt for blød linje på flygtninge- og migrationsområdet. Omvendt anklages de af unionen for igen og igen at underminere de grundlæggende demokratiske retsstatsprincipper, som alle EU-lande per traktat har forpligtet sig til at efterleve. I september udsendte kommissionen for første gang en rapport om retsstatssituationen” i EU, og i den blev det konkluderet, at det faktisk står ret skidt til. Især i Polen og Ungarn, hvor regeringerne for eksempel har det med at gribe ind i domstolenes arbejde.

Catharina Sørensen påpeger, at de to lande ikke er modstandere af en retsstatsmekanisme i sig selv: Ved topmødet i sommer accepterede de, at der ville komme en mekanisme, bare ikke hvordan den skulle se ud. Og i erkendelse af, at der er virkelig stor uenighed om netop det, så sparkede man den til hjørne og skubbede den konkrete udformning til efteråret. Håbet var, at ungarerne og polakkerne ville give sig, men det er der altså ikke noget, der tyder på, at de gør,” siger hun. Mens EU-toppen gerne vil indrette mekanismen sådan, at lande, der ikke respekterer retsstatslige grundregler, vitterlig bliver sanktioneret, kalder ungarerne og polakkerne på en elastisk model. De to lande kræver for eksempel, at EUs stats- og regeringschefer kun skal kunne vedtaget noget – en lov, en dom, en indskærpelse – som en overtrædelse af retsstatsprincippet ved enstemmighed – ikke ved et kvalificeret flertal. På den måde vil de nemlig hele tiden kunne redde hinanden.

Polen og Ungarn kan, med andre ord, gå med til en retsstatsmekanisme, men kun en, der er så løst formuleret, at den reelt ikke vil have nogen effekt. Det nægter det øvrige EU at acceptere, og de vil slet ikke lade det komme på tale helt at udelade mekanismen. I september sagde Morten Helveg, dansk europaparlamentariker fra De Radikale, eksempelvis sådan her til DR: For mit vedkommende vil jeg ikke afvise at stemme imod budgettet, hvis ikke der indgår en mekanisme til at sikre retsstatsprincipperne.”

Derfor står Europa i en på alle måder penibel situation: Mens smitten på 11. måned spreder sig ubønhørligt ud over kontinentet, kan unionen stadig ikke komme i gang med at optage de fælles corona-lån, som man i juli blev enige om, var fuldstændig nødvendige for at afbøde pandemiens økonomiske konsekvenser.

Efter Polens og Ungarns veto mandag sagde EUs tyske budgetkommissær Johannes Hahn, at det her handler ikke om ideologi, men om at hjælpe vores borgere gennem den værste krise siden Anden Verdenskrig.” Han og andre fra unionens top er godt frustrerede over, at de vigtige forhandlinger er havnet i en blindgyde.

Det er et betimeligt argument. Ved at italesætte vedtagelsen af budgettet og genopretningsfonden som et spørgsmål om at løfte EU-borgere gennem den værste krise siden Anden Verdenskrig” fremstår Ungarns og Polens indvendinger noget … upassende. Vil de da ikke redde europæiske liv og arbejdspladser? Men når budgettet og genopretningsfonden ikke for længst er blevet ratificeret, så er det netop, fordi striden om retsstatsmekanismen har gjort forhandlingerne dybt ideologiske. Vores egen statsminister sagde det nærmest selv i sommer: Vi står et uafklaret sted i forhold til retsstatsprincippet, hvor vi er mange lande, inklusive Danmark, der ønsker, at der bliver skabt en kobling mellem budgettet og vores grundlæggende værdier som europæere,” lød det til DR.

Det er den sidste bid af citatet, der er vigtig – “vores grundlæggende værdier som europæere”. Det understreger, at budgettet og genopretningsfonden ikke kan reduceres til ren og skær økonomi. Det handler også om værdier, og hvad EU overhovedet vil sige. Den europæiske værdikamp er på sit højeste lige nu,” vurderer Hans Kundnani, ekspert i europæisk politik ved den britiske tænketank Chatham House. I de vesteuropæiske medlemsstater er der tendens til ikke bare at tænke unionen som et indre marked, men også som et værdifællesskab, der står vagt om demokrati, frihed, pluralisme og tolerance. For især regeringerne i Ungarn og Polen fylder den slags til gengæld tæt på ingenting. De gør kun, hvad de finder politisk opportunt og er enormt optaget af ikke at få krænket den nationale suverænitet. Vi har sådan set længe vidst, at de to lande ikke ser EU som andet end et økonomisk fornuftsægteskab. Men de seneste dage er det virkelig blevet udpenslet. Riften er blevet til et åbent sår.

Hans Kundnani advarer dog mod at forsimple konfliktlinjerne. De proeuropæiske politikere snakker meget gerne om europæiske værdier’, men det handler ikke kun om, at de gerne vil værne om demokratiet. Tænk for eksempel på, hvor sjældent vi hører EUs statschefer henvise til europæiske værdier’, når vi diskuterer flygtningesituationen i Middelhavet,” siger han. Det er lige så meget en måde at overbevise hinanden om behovet for massiv økonomisk støtte.” Altså: fordi vi er fælles om et bestemt verdenssyn, må vi også hjælpes med at skaffe de nødvendige ressourcer i en tid som denne.

Så hvad nu? Det er jo ikke sådan, at EU bare kan skrotte budgettet for de kommende seks år, og coronapandemien går heller ikke lige i sig selv igen, bare fordi Europas politikere ikke kan enes. Der må fortsat forhandles, og det bliver der også, forsikrer Catharina Sørensen. Der er nyt topmøde i dag, torsdag, og så kan jeg love for, at spillet bag kulisserne fortsætter på højtryk,” siger hun.

Set udefra er det svært at få øje på, hvad der lige pludselig skal bryde dødvandet. I månedsvis har EU-politikere og -kommentatorer sagt, at Polen og Ungarn bluffede, og at de i sidste ende ville lade de økonomiske hensyn veje tungest. Beregninger fra Den Europæiske Centralbank har nemlig vist, at de to lande vil få, hvad der svarer til tre procent af deres bruttonationalprodukt i 2019 fra genopretningsfonden. Det er penge, de i den grad ville kunne bruge. Nu er vi bare et helt andet sted: Den polsk-ungarske modstand mod retsstatsmekanismen er større og mere stædig, end mange havde troet. I hvert fald håbet.

Hans Kundnani og Catharina Sørensen er enige om konsekvensen: dybere europæisk splittelse. Det kan ikke undgå at sætte skub i de allerede modne overvejelser om det europæiske samarbejdes fremtid. Der er mange lande, som ikke kan se meningen med unionen, hvis den ikke som minimum baserer sig på et fælles sæt af retsstatsprincipper,” siger sidstnævnte. Jeg tror ikke på en afvikling af EU som sådan, men vi bevæger os hen imod et Europa i flere forskellige hastigheder.”

På den måde er det budget og den genopretningsfond, der skulle løse både en coronakrise og en retsstatskrise, nu blevet til en helt tredje krise: en værdikrise.

Vicedirektør i Tænketanken Europa Catharina Sørensen kigger forbi bidragssporet i løbet af dagen. Stil hende endelig et spørgsmål.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: