Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Restriktionerne er væk. Men for både anti-vaxxere og Men In Black er kampen kun lige begyndt

Coronaskeptikerne fandt mening i modstanden. Hvad gør de nu, hvor samfundet puster ud?

Illustration: Ovadia Benishu for Zetland

Der ligger et hus i Sønderjylland, genau in der Mitte, siger hende, der bor i det, lige midt mellem Lillebælt og Nordsøen og så et kvarters tid i bil til grænsen. Det er hvidt, og der ligger grus i indkørslen. Store træer svajer i vinden, i haven bor to svanegæs, og fra tid til anden kører en lastbil forbi ude på landevejen, men ellers er her helt stille. Det er et godt sted at trække sig tilbage fra samfundet.

Udefra kan man ikke se det, men vi har her at gøre med en moderne Hvidsten Kro, et forsøg på et tilflugtssted for mennesker, som ser sig som medlemmer af en moderne modstandsbevægelse. Det plejede at være en bed and breakfast, Bylderup-Bov Bed and Breakfast hed den, men det er slut nu, i hvert fald hvis man som gæst er vaccineret imod coronavirus, for så må man ikke komme ind i huset.

Og grunden til det er jo, at mine to yngste jo forhåbentlig ikke har taget den endnu,” siger Mianne Søndergaard. Det er hendes hus, og med den’ mener hun naturligvis vaccinen. At jeg vil vise dem, at jeg virkelig mener, at den er farlig. At jeg virkelig ikke ønsker, at de tager den.”

Mianne Søndergaard har i 13 år haft sin bed and breakfast her, men hun er meget imod coronavaccinerne, som hun mener er farlige. Hun er anti-vaxxer, hun tror, vaccinerne kan gøre hende syg, selv hvis hun bare er i rum med en, der er blevet stukket. Hun giver heller ikke hånd til vaccinerede, og som sådan er vi nået hele vejen rundt i forhold til sidste år, hvor der som bekendt fandtes de stik modsatte årsager til, at nogle ikke ville give hånd til andre. Hun stoler ikke helt på journalister, så hun optager vores samtale på sin telefon. Ellers er hun venlig og imødekommende, selv om der er nogle ting, der gør hende temmelig vred.

Altså, det er den fuldstændig forkerte verden, vi har,” siger hun. Og det kan gøre mig så harm.”

Nu håber hun, at hun i det hvide hus genau in der Mitte kan skabe et fristed for dem, der tænker, som hun gør. Et sted, hvor man kan leve sammen uden for samfundets mere eller mindre udtalte krav om at blive vaccineret. Måske skal de, som skal bo her, dyrke kartofler i haven. I hvert fald naturmedicin. Mianne Søndergaard har mange planer om, hvordan hendes kamp skal fortsætte, for den fortsætter, så meget står klart.

Og som sådan bliver hun et billede på noget både interessant og paradoksalt, som sker i Danmark i disse måneder. Coronarestriktionerne er faldet, langt de fleste er efterhånden blevet vaccineret, og med det er hverdagen, kan man måske sige, lykkedes med sit comeback. Det er, som om samfundet er i færd med kollektivt at puste ud efter mange, lange måneder, og som sådan har præmissen for coronaskeptikernes kamp forandret sig helt grundlæggende. Alligevel fortsætter anti-vaxxere som Mianne Søndergaard deres kamp. Systemkritikerne i Men In Black står der også endnu. Det er vigtigt at huske, at langt de fleste danskere har en grundlæggende tillid til både myndigheder, politikere og videnskaben, men selv om de to grupper repræsenterer et fåtal af befolkningen, er de interessante, fordi de hver især repræsenterer de to store strømninger, modstandsbevægelsen flyder ad: den indvortes, den individuelle, nærmest kropslige kamp imod vaccinen, og den udvortes, demonstrationerne imod blandt andet restriktioner og det, nogle opfatter som en gedulgt magtelites forsøg på at korrumpere vores demokrati. De to strømninger er på mange måder forskellige, men de har en ting til fælles: Det, de hidtil har kæmpet imod, har forandret sig. Så hvad gør det ved dem? Hvad kæmper denne modstandsbevægelse imod nu, hvordan finder man mening nu, hvor det, man fandt mening i, synes ovre?

Det sidste spørgsmål har i sig måske svaret på dem alle. Det handler netop om meningsfuldhed. Kampen har forandret sig, den handler konkret om noget andet, end den før gjorde, men den giver stadig mening for dem, som er i den. For den står i virkeligheden om mere end restriktioner og vacciner. Modstandsbevægelsen og dens fortsatte kamp viser os værdien af de fællesskaber, der ser sig i opposition til et ellers homogent samfund, men den fortæller os også, at coronapandemien egentlig bare var anstødsstenen, som åbenbarede en utilfredshed, der fandtes før den. Og som stikker langt dybere end til afstandskrav og mundbind. Tusinder af danskere stoler hverken på videnskab eller myndigheder. Tusinder af danskere føler, at demokratiet er i stykker, og at magten forvaltes af mennesker, som vil os det ondt. Tusinder forstår vores samfund på en helt anden måde, end deres landsmænd gør, coronaen har blot bragt dem frem i lyset. Og det kan være, vi nu opdager det for sent til at få dem tilbage i folden.

MASKER Men In Black har vist sig som kendere af de visuelle virkemidler. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

En mand går rundt på Christiansborg Slotsplads iført en guldfarvet Guy Fawkes-maske, en reference til den revolutionære, anarkistiske hovedperson i filmen V for Vendetta. Spændt om livet har han en stor, sort tromme med rød drypmaling, som han i takt med musikken slår ihærdigt på. Musikken stopper, og Ali Sufi stiller sig op på scenen iklædt en sort Men In Black-hættetrøje. Han har været med til at starte bevægelsen tilbage i oktober 2020 og medvirker i den sang, som ved demonstrationer siden da er blevet spillet på repeat i Københavns gader: Mette ciao, Mette ciao, Mette ciao, skrevet over en italiensk antifascistisk slagsang fra Anden Verdenskrig. Dengang havde Men In Black virkelig vind i sejlene. Men så begyndte caféerne at åbne, og nattelivet, måske livet som sådan, vendte tilbage. Slagordene på gaden blev mere og mere afdæmpede.

Det er lørdag den 11. september 2021, dagen efter at alle resterende restriktioner er blevet løftet. Den mest voldsomme og berygtede manifestation af modstanden mod coronarestriktionerne har været stille i månedsvis, men det er netop på denne dag, at Men In Black har valgt at vende tilbage. For selv om restriktionerne er ophævet, er Men In Blacks kamp ikke slut. Den er kun lige begyndt.

Vi har været væk i et par måneder. Men det har den danske regering ikke. Og det har deres trusler mod vores frihed heller ikke,” siger Ali Sufi fra scenen. Alle bryder ud i jubel, og en kvinde blandt publikum råber: Vi har savnet jer!”

Lidt over en uge senere skal Ali Sufi bare have det sjoveste, der er på menukortet, siger han og bestiller en caffe latte med saltkaramel. Vi er på en café i København. Han fortæller, hvad planerne for Men In Black er nu, hvor restriktionerne er afskaffet. Med på caféen er endnu et medlem af bevægelsen, som ønsker at være anonym. Der har længe gået rygter om, at Men In Black bare var en gruppe voldsparate hooligans, som ville stoppe, så snart de igen kunne gå til fodbold, men det passer øjensynligt ikke, for stadion er for længst genåbnet, og Men In Black er her stadig. Så hvad er gruppens mission nu, hvor coronarestriktionerne er fortid?

Ved indfødsretsprøven i 2021 skulle man blandt andet svare på spørgsmålet: Hvad demonstrerer protestgruppen Men In Black imod?” Det rigtige svar var coronarestriktioner’, og det er nok også det, de fleste associerer gruppen med. Men for Men In Black handler det ikke om coronarestriktioner, vacciner eller mundbind. Det handler om at være magtkritisk og antielitær, uanset om caféer og stadioner holder åbent eller ej. Samtidig har der været en tendens til at kalde Men In Black-medlemmer for konspirationsteoretikere. Det er en stor misforståelse, som har været med til at stemple gruppen helt fra begyndelsen, siger Ali Sufi.

Hvis man går helt tilbage til vores første udtalelser, så kan man se, at vi aldrig har sagt, at coronavirus ikke findes. Vi har heller aldrig sagt, at folk ikke skal tage imod vaccinen, for vi er ikke anti-vax. Vi er da ligeglade med, om man er vaccineret eller ej. Det eneste, vi har sagt, er, at folk ikke skal tvinges til noget. Vi kæmper for danskernes frie valg.”

Hvem ved, om Men In Black var blevet til noget, hvis ikke corona fandtes? Ali Sufi gør ikke. Men coronakrisen skabte et momentum. En perfekt anledning til, at en masse ligesindede mennesker kunne mødes og dele deres frustrationer og bekymringer. Men In Black begyndte nemlig med en lille håndfuld mænd, som ikke kendte hinanden. De var faldet over diverse opslag på sociale medier, og pludselig var de alle medlem af samme gruppe på beskedtjenesten Telegram, hvor de kunne tale om deres frustrationer.

Det vigtige var, at vi alle var enige om, at der foregik noget uretfærdigt i vores samfund. Der var bare en eller anden kemi mellem os. Det var syret at opleve, at vi sad en gruppe mennesker i et rum sammen, som aldrig havde mødt hinanden, men alle var enige,” siger Ali Sufi om de første møder i Men In Blacks inderkreds.

Det var coronarestriktionerne, som samlede Men In Black. Men deres fællesskab stopper langtfra der, for nu har Ali Sufi og den håndfuld, som har været med til at skabe protestbevægelsen, en platform, som kan bruges til meget mere. Det har gruppen tænkt sig at gøre, og det har de været enige om siden længe inden genåbningen. De ønsker ikke at gå ind i politik, men nærmere at vise politikerne, at der er – og kan komme – et massivt pres nedefra. Man kan indvende, at politikerne, de kritiserer, jo er demokratisk valgte og derfor repræsenterer netop folket, men deres drømmescenarie er ikke desto mindre mere direkte demokrati.

Et eksempel på politiske emner, som ikke handler om corona, men som stadigvæk går ind under Men In Blacks principper, er den nuværende debat om øremærket barsel. Det er ikke, fordi hverken Ali Sufi eller andre medlemmer af gruppen har en bestemt holdning til spørgsmålet, men de har en holdning til processen: at danskerne efter deres mening ikke har haft noget at skulle have sagt i debatten, fordi beslutningen er blevet truffet i Europa-Parlamentet. Igen kan man indvende, at aftalen er indgået af en demokratisk valgt forsamling, men sådan ser Ali Sufi det ikke.

Der kommer bare beslutninger oppefra fra den ene dag til den anden uden nogen som helst form for debat op til. Folk skal da have lov til at have en indflydelse på beslutninger, som påvirker dem i deres hverdag. Altså hvor meget har vi som borgere indflydelse på vores eget liv snart?” siger Ali Sufi.

Netop den sidste sætning indrammer kernen i Men In Black: danske borgeres direkte indflydelse på eget liv.

BAGMAND Ali Sufi er en af de bærende kræfter bag Men In Black. Foto: Mathias Svold / Ritzau Scanpix

Men In Black kan altså ikke, som nogen har prøvet, bare affejes som voldsparate hooligans, der manglede nogle at slå på, da fodbolden som så meget andet lukkede ned i foråret 2020.

Malthe Lehrmann er antropolog ved forskningsprojektet Hope på Aarhus Universitet, som studerer danskernes reaktioner på de her vilde tider, og han ser en reel og for så vidt legitim systemkritik i det, de sortklædte mænd m/k siger. For Men In Black er det systemet, den er gal med. Her er magten kommet for langt væk fra folket, som nødvendigvis må kræve at få den igen. De forstår det visuelles magt og har været maskerede, brugt pyroteknik og organiseret store demonstrationer, som et par gange er endt voldeligt.

De kommer pludselig i mediernes søgelys som den reelle modstandsgruppe,” siger Malthe Lehrmann.

Der er mange tusind danskere i de her grupper. Det kan være svært at fastslå et præcist antal, da der ikke ligefrem er tale om medlemslister og kontingenter, og det er klart, at ikke alle har bevæget sig lige så langt ud som andre. Men vil man alligevel sige noget om, hvor mange danskere vi taler om, kan man se mod især Facebook, hvor de organiserer sig. Her følger over 30.000 Folkebevægelsen For Frihed, der har kæmpet imod restriktionernes frihedsindskrænkelser. Næsten lige så mange følger Men In Black, og omkring 16.000 følger paraplyorganisationen Frihedsbevægelsens Fællesråd, der forsøger at samle de forskellige modstandsbevægelser. Gruppen Kend Din Grundlov, der mener, at Dronningen har den reelle magt i Danmark, og som sådan burde skride ind over for en korrupt regering, har næsten 20.000 følgere.

Alle grupperne protesterer imod den frihedsindskrænkning, som vi har set under corona,” siger Malthe Lehrmann. De er alle imod restriktionerne, som er kommet under corona, og de stiller alle spørgsmål ved den videnskab, som ligger til grund for restriktionerne. Det er fællestrækket for dem alle sammen.”

Der ligger i de her grupper en generel kritik af det, der over en bred kam kaldes magteliten, en frygt for, at demokratiet er gledet ud af hænderne på folket. Vi bliver styret af en opportunistisk gruppe af mennesker, lyder det. De mennesker har dog forskellige ansigter alt afhængigt af, hvor i modstandsbevægelsen man spørger. Og det er langtfra alle, der abonnerer på deciderede konspirationsteorier.

Men en af de slående ting er, at der findes en grundlæggende idé om, at den danske demokratimodel er blevet korrumperet,” siger Malthe Lehrmann, og at politikken har fjernet sig fra folket. Der ligger sådan set en reel systemkritisk nerve i bevægelserne. Og når jeg siger reel kritisk, så er det for at sige, at det sådan set er en politisk kritik. Og den vil jeg gerne adskille fra konspirationsteorierne, for de bliver ofte blandet sammen, når vi taler om det. Men så undgår man at se den reelle kritik, der ligger i sådan nogle bevægelser som Men In Black, Frihedsbevægelsens Fællesråd og JFK21, som alle peger på, at det danske demokrati er blevet inficeret med kræft, en sygdom. De peger på en global kapitalismekritik. Man frygter, at medicinalindustrien og techindustrien er i gang med at udhule nationalstaterne og trælbinde de enkelte befolkninger til de agendaer, de sidder med.”

Der er altså en reel politisk magtkritik i flere af bevægelserne. Samtidig har Malthe Lehrmann i modstandsbevægelsen sporet en følelse af, at man er blevet vækket. Vækkelsen føles enormt meningsfuld for dem, der når den.

Og de kører meget på en følelse af at føle sig fremmedgjort,” siger han. Både fra sin nære familie, men sådan set også fra systemet og institutionerne, man har været koblet op på eller haft kontakt med. Man har grundlæggende en følelse af, at der er noget helt forkert i den måde, verden er indrettet på. Det kan være alt fra at have haft et dårligt møde med et jobcenter eller en arbejdsplads. Men det har også at gøre med meget mere abstrakte størrelser. En mere abstrakt samfundskritik. Det er en generel identitetsbærer for de her mennesker.”

Medlemmerne af modstandsgrupperne oplever et grundlæggende problem i den måde, samfundet har udviklet sig på, særligt i de seneste omkring 20 år. Konkurrencestaten er en kræftsvulst, siger de, som fremmedgør mennesker. Og man skal ikke, mener Malthe Lehrmann, afskrive modstandsbevægelsen som tosset.

De her folk er ikke dumme, det er meget vigtigt at sige. Det siger jeg, fordi det tit er den måde, de bliver portrætteret på. At de er nogle vanvittige sølvpapirshatte. Det er langtfra tilfældet, men det er nogle meget rabiate mennesker, som har nogle enormt stærke holdninger til tingene.”

For Men In Black fortsætter kampen altså, selv om restriktionerne er væk. De vil grundlæggende forandre og, mener de, forbedre vores demokrati. Det andet store skifte i coronasituationen handler om vacciner. For hvad gør man som vaccinemodstander, når det meste af landet allerede har takket ja til det, man frygter?

I det hvide hus genau in der Mitte rasler vinden lidt i træerne. Vi er tilbage på Hvidsten Kro 2021. For at forstå Mianne Søndergaards vision, for at forstå hende og hendes syn på verden, må man, som med så mange andre, forstå hendes barndom. Dengang var hun ofte syg, siger hun.

Jeg har nærmest haft et dropstativ med penicillin i min barndom. Så var det for halsen, så var det det ene og det andet, jeg fik simpelthen så meget penicillin, da jeg var barn.”

Da hendes tredje søn fik astmatisk bronkitis, da han var et halvt år gammel, besluttede hun sig for, at han ikke skulle have almindelig medicin. I stedet, siger hun, blev hun opmærksom på, hvad naturen kan gøre. Hun tror ikke på, at medicinen virkede. Men det gjorde, mener hun, nogle blomsterdråber og magnetkugler sat rundtomkring på kroppen.

Man kan kalde det Mianne Søndergaards vækkelse. Den står ikke alene. Hun ville være sygeplejerske, indtil hun opdagede kosttilskud. Hun tog til messer og homeparties i Tyskland, lidt ligesom Tupperware-parties, bare med aloe vera og helseprodukter. Hun solgte selv kosttilskud, og hun fortæller med tårer i øjnene om manden Dubi, som sad i kørestol med sklerose, men som en dag igen kunne gå, ifølge hende på grund af alternativ behandling. Så gik Mannatech, firmaet, hun solgte kosttilskuddene for, dog ned i Tyskland efter historier om, at Jehovas Vidner stod bag.

Så gik det også ned, og Dubi er her ikke mere,” siger hun og holder en lille pause. Nej. Så … Det er virkelig trist. Så jeg ved, hvad naturen kan. Jeg ved det virkelig.”

Mianne Søndergaard havde i flere år også en dagpleje, hvor børnene ikke nødvendigvis blev passet på den måde, myndighederne strengt taget ville have det. Der var løsere rammer.

Og så ville skæbnen, da vi var stoppet med at være dagplejere, at, ja, så fik min mor kræft,” siger hun. Og i min verden gik der et år, så havde de slået hende ihjel. Det er sådan, jeg ser det. Hun havde en knude, som hun opdagede. Det skulle hun aldrig have gjort. Den skulle selvfølgelig ud, sagde de. Men nej, det skal den ikke. Den var 20 år gammel og indkapslet. Hun har så hørt et eller andet sted, at man skal mærke efter, og hun mærkede så, at den var der. Og i løbet af et år med kemo var hun kradset af.”

Den etablerede lægevidenskab ville være meget uenig i, at det er bedre at lade kræftsvulster sidde end at behandle dem, det findes der ikke noget belæg for, at det er. Men det er jo sådan set pointen, Mianne Søndergaard står i opposition til det etablerede, hun tror ikke på det. Og det er i det lys, man skal se hendes reaktion på coronarestriktionerne, da de lagde sig som en dyne over Danmark i marts 2020. Mianne Søndergaard gav ikke mange potter pis for dem. Der gik lige et par uger, men så fandt hun, at der var noget, der ikke stemte.

Efter 14 dage tænker jeg: Ah, der er sgu noget skummelt ved det her.’ Helt ærligt. Jeg kunne ikke forstå det, og jeg begyndte at sige til folk: Jamen, det giver da ingen mening, det her.’”

Det gav ikke mening, syntes hun, at hendes mand, der kører lastbil, godt måtte komme på arbejde, mens hans bror, der arbejder for kommunen oppe i Ebeltoft, ikke måtte. Han kører hele dagen og klipper græskanter, ganske alene, så hvorfor blev han sendt hjem? Forklaringen er, at det kun var offentligt ansatte, der blev sendt hjem. Men for hende gav det ingen mening.

Han kunne bare sidde hjemme og få den løn, han plejer. På statens regning. Øh, hallo!”

Mianne Søndergaard har i de måneder, der er gået, siden pandemien kom til Danmark, trukket sig mere og mere tilbage fra det samfund, der omgiver hende. Hun har aldrig haft mundbind på, hun er aldrig blevet testet, og hun skal aldrig have en vaccine. Hun har ikke villet have folk med mundbind ind i sin bed and breakfast.

Og når de kom med masker på, sagde jeg: Af med det lort, jeg vil ikke se det. Er I bange for baktusser og støvmider og al den slags, så kan I godt vende om og gå.”

Nu vil hun altså ikke længere tillade adgang for vaccinerede. Hun tog beslutningen i juni, hvor hun fik en booking fra Holland.

Og jeg ringer til vedkommende og spørger: Hvordan er I med forhold til test og vaccine? Ja ja, men de var færdigvaccinerede. Nå, men så er jeg desværre nødt til at sige, at så kan jeg ikke tage imod jer. For jeg ønsker ikke folk i min B&B, som har taget den, for den er stadig i forsøgsstadiet. Jeg prøver ikke at såre folk. Jeg vil gerne vente og se, hvad der sker med den, siger jeg, for jeg har et meget skrøbeligt helbred. For jeg vil jo ikke gøre folk kede af det.”

For en ordens skyld skal vi lige have det her med: Vaccinerne er testet på titusindvis af mennesker og godkendt af både de europæiske og danske lægemiddelmyndigheder.

Under coronakrisen har der været en tendens til at tale om forskellige protestbevægelser som om de var en del af den samme strømning. Det er nok en forkert måde at se det på. Systemkritikere som Ali Sufi og anti-vaxxere som Mianne Søndergaard har noget til fælles, for de er mistroiske over for dele af det etablerede samfunds reaktion på krisen. Sagen er blot den, at der måske er mere, der skiller dem ad.

For Malthe Lehrmann er det store spørgsmål nu, hvad modstandsbevægelsen, der er blomstret under krisen, udvikler sig til i fremtiden. Den er fragmenteret, går i mange retninger. Der er eksempelvis dem, der graver og søger det, han kalder modviden, om vaccinerne, og der er dem, der har sagsøgt statsministeren. Søren Ventegodt, lægen, der fik frataget sin autorisation i 2012, efter han blev dømt for at have rørt to patienter på deres kønsdele, står i spidsen for Organisationen til Oplysning om Corona. Han vil tage et retsopgør, fordi han mener, at nedlukningen af samfundet var ulovlig.

Samtidig sker der i disse måneder en slags fortætning af modstandskampen. Frihedsbevægelsens Fællesråd for eksempel betegner sig selv som en paraplyorganisation, og andre samles i partier. Kampen bliver mere organiseret og systematisk, og det er ret interessant set i lyset af, at frihedsbevægelsen indtil nu har skullet ses som et hav af forskellighed. Kritikken er kommet forskellige steder fra, der har ikke været et decideret center, som har organiseret arbejdet. Det er det, der nu er under forandring.

Spørgsmålet er så, om et så fragmenteret billede nogensinde helt kan samles. Malthe Lehrmann kan have sin tvivl.

Så det her med, at du har sådan en multitude,” siger han, et mere eller mindre fragmenteret landskab af græsrodsbevægelser, det betyder, at det er ret svært at forestille sig en bred, samlet organisering, som for eksempel Frihedsbevægelsens Frihedsråd har forsøgt på ved at kalde sig selv en paraplyorganisation.”

Faktisk foregår der sideløbende med fortætningen en yderligere splittelse i modstandsbevægelsen. De forskellige grupper kæmper om, hvem der skal definere frihedskampen. Man kan måske se det, som man for mange, mange år siden så kampen mellem Stalin og Trotskij om, hvem der skulle definere kommunismen. Lenin var død, og nogle skulle tage magten. Stalin vandt, og Trotskij blev slået ihjel med en issyl.

Det er sådan set den samme operation, der sker lige nu, hvor man forsøger at danne splid i nogle af de andre grupper og erklære de andre som ikke sande frihedskæmpere. Det er det, der sker lige nu,” siger Malthe Lehrmann.

Der er en enorm kompromisløshed i måden, man definerer sig som frihedskæmper. Det skal helst være ikke-systemisk, i direkte opposition til de systemer, man mener er blevet korrumperet. Problemet for Frihedsbevægelsens Frihedsråd er, at det begynder at ligne det, det gerne skulle bekæmpe, netop en del af systemet. Og så er det svært at være i opposition.

Man er begyndt at underminere Frihedsbevægelsens Fællesråd som en reel stemme i frihedskampen, fordi man mener, at de lægger sig for tæt op ad noget, der repræsenterer systemet,” fortæller Malthe Lehrmann.

Der er for eksempel nogen, der spreder rygter om, at der er PET-agenter i organisationen.

Så det bliver ret interessant at se, om det vil skabe større splittelse, eller om man finder ud af at møde hinanden i et samlet udtryk, som kunne repræsentere frihedskampen generelt.”

Men In Black har ikke noget at gøre med andre bevægelser eller organisationer, men de repræsenterer også frihedskampen – på deres helt egen måde. Vi gør det hele lidt anderledes. Men altså, der er jo ikke en rigtig opskrift på at demonstrere og blive hørt,” siger Ali Sufi om Men In Blacks opsigtsvækkende demonstrationer. Og jo, der er også mange medløbere til demonstrationerne, det er de klar over, siger han. Vi kunne især mærke under nedlukningen, at folk havde brug for at komme ud, høre noget musik og drikke nogle øl. Og det må de også gerne, for mennesker er sociale væsener, som man ikke kan forbyde at mødes.”

Men nu er barer og klubber genåbnet, og så må man lære at differentiere. Demonstrationerne skal ikke være en undskyldning for at feste, men en protest fra en organisation, som ønsker at blive taget alvorligt. Lige nu er Men In Blacks største udfordring nemlig at slippe af med det image, de har fået. Efter flere af deres demonstrationer er deltagere blevet sigtet for blandt andet at kaste med kanonslag og øldåser mod politiet. Det har givet hele gruppen et ry som voldsparate demonstranter, som er på gaden for at lave ballade. For Ali Sufi er det langtfra det, Men In Black handler om. Han understreger, at han altså ikke gør det her, fordi han keder sig og ikke har andet at lave, for det har haft massive personlige konsekvenser at stå frem som aktivt medlem af Men In Black.

Jeg overvejer hele tiden at stoppe, for det er psykisk hårdt at blive udskammet hele tiden. Men vi var væk i tre måneder, og da vi kom tilbage, og jeg stod på den scene igen, og jeg så, hvor mange mennesker der var, så tænkte jeg: Jeg skal være med til det her.’”

For som han fortæller over sin saltkaramels-latte på caféen i København, har Men In Black været med til at skabe et helt nyt fællesskab. En håndfuld mænd, som ikke kendte hinanden og kun havde én ting til fælles: følelsen af at blive behandlet uretfærdigt. Nu er den håndfuld blevet meget større, end de nogensinde havde turdet håbe på. Om bevægelsen kan vare ved, kan Ali Sufi ikke svare på, for hvem ved, hvad der kommer til at ske om en måned eller to? Men ifølge ham har bevægelsen allerede haft en indflydelse ved at skabe debat. Og det er jo det, som Men In Black siger, at de ønsker: mere debat blandt almindelige mennesker, ikke kun blandt politikere.

Frihedskampen, som den ser ud i efteråret 2021, mere end halvandet år efter, at den tog sin begyndelse, er en bevægelse i bevægelse. Sådan er det måske med frihedskampe. Man kan proppe alt muligt ind i sådan en, så længe det er i opposition til den magt, der ses som undertrykkende, og således også her. Den handler om alt fra overvågning over den globale kapitalisme og til selve vores demokratis tilstand. Det har det, mener kritikerne altså, ikke supergodt.

Det, der bliver interessant, er, om de kan finde et fælles fodslag, hvor der er fleksibilitet nok til at have forskellige udlægninger af, hvad det vil sige at være frihedskæmper,” siger Malthe Lehrmann. Men det er bare ikke det, jeg kan se i min forskning lige nu. Tonen er blevet skruet op, både i forhold til fjendebilledet, staten, og de ikke-vaccinerede. Den er blevet meget mere kompromisløs, retorikken. For de ser sig som den sidste bastion og har et indtryk af, at verden er ved at gå alvorligt under. Nogle af dem siger, at det allerede er sket, så nu kan vi bare kæmpe til sidste blodsdråbe. Og de er klar til at stå med øksen. Så kommer referencerne til Holger Danske som beskytterne af den sidste glød af den danske civilisation.”

Malthe Lehrmann har lavet forskning i for eksempel Mongoliet, langt hjemmefra, hvor de problemer, han afdækker, netop er det, langt hjemmefra. Under corona er de kommet tæt på, nu foregår de i hans eget land. Han taler om, at han som antropolog er interesseret i forskelligheden og andetheden, alt det, man ikke kan begribe, og at der sker noget, når andetheden kommer tæt på hjem. Vi har måske en forestilling om, at Danmark er et homogent land med en konsensussøgende selvforståelse. Vi er også mere homogene end andre lande, men det er bare ikke hele virkeligheden. Det er vigtigt for ham at bringe nogle nuancer ind i fortællingen.

For der er en reel risiko for en mere radikal splittelse i befolkningen,” siger Malthe Lehrmann. Og jeg har da tit tænkt den farlige tanke, at der ikke er langt fra deres retorik og deres tilgang til de her ting og så til borgerkrigen. Hvor dialogen ikke er til stede. Og det synes jeg er en uhyggelig tanke. At det er der, vi er. Men for mig at se er det der, vi til dels er. De her mennesker oplever at være blevet negligeret og overset på forskellige måder i deres liv. Der er et system, som de hverken ser sig set eller hørt af. Jeg håber personligt, at vi kan få et blik for andetheden i Danmark. Spørgsmålet er, om det er for sent nu. Om det er noget, der skulle være sket langt tidligere. For der er ingen tvivl om, at jo mere der bliver presset på med vaccinereklamer og så videre, jo mere får du tegnet den her modstand op.”

Den her gruppe mennesker, den danske andethed, forsvinder ikke med coronarestriktionerne.

Nej, det tror jeg bestemt ikke, det gør,” siger Malthe Lehrmann. Corona har bare været en mulighed for de her stemmer, som vi normalt ikke hører, til at samle sig og få formuleret en kritik af vores demokrati.”

Det er ikke billigt at gøre, som Mianne Søndergaard har gjort. Hun plejede at tjene omkring 250.000 kroner på en sæson i sin bed and breakfast, men nu har hun stort set ingen indtægt. Hun har taget et privat lån med dyre renter, fordi banken ikke har været til nogen hjælp, siger hun, og så modtager hun det, hun kalder donationer fra ligesindede.

Konsekvenserne har også været mere personlige.

Vi er nødt til at være nogle, der stikker næsen frem,” siger hun. Det har kostet mig. Jeg har ikke set min midterste søn i tre måneder. Jeg har ikke set mine børnebørn i tre måneder. De er trætte af mig, fordi jeg sender ting til dem. Den midterste sagde til min mand, at hvis mor ikke stopper med at sende ting, så tager jeg sprøjten’. Så siger min mand: Nej, gu’ gør du ej. Tænk på, at du har børn, som du gerne skal være der for.”

Med sprøjten mener hun altså en coronavaccine, som Mianne Søndergaards mand også mener er livsfarlig, hvilket vi igen skal sige, at der ifølge eksperter ikke er noget, der tyder på. Og det er ikke kun familierelationer, der har lidt under hendes kamp.

Man kan sige, at det er skideheldigt, at min mand og jeg ikke har mange venner,” siger hun. Min mand og jeg har egentlig altid bare været os. Vi har været sammen, siden vi var 15-16 år. Vi har været gift i snart 34 år og altid været hinandens bedste venner. Alle andre går i skydeklubber og traktorklubber, og jeg ved ikke hvad. Og det har vi egentlig aldrig gjort. Vi har mistet nogle venner, men det har ikke været mange, for vi har ikke haft mange, vi kunne miste. Eller miste vil jeg måske ikke engang sige. Det er bare sat på pause, for jeg er typen, der kan sætte en streg i sandet og starte forfra. Lige nu, hvor de mener, vi er lige til den lukkede afdeling, især mig, så må de jo tænke det. Det mener jeg jo ikke. Og det skal nok igen blive godt en dag.”

Mianne Søndergaard har altså ofret både familie og venner og indkomst for sin overbevisning. Så kan man spørge, om kampen så overhovedet er meningsfuld længere. Det mener Mianne Søndergaard, at den er. Fristedet genau in der Mitte giver mening for hende.

Og jeg har fået de sødeste breve fra folk,” siger hun. Jeg har lige printet et ud, du kan få med hjem, fra en ældre dame.”

Hun finder brevet frem og begynder at læse højt:

‘Jeg kom i tanke om at sende dig en ekstra hilsen. Da du jo har direkte afsavn i denne skæbnesvangre tid.’ Så lå der 100 kroner heri. Så sødt. Læste du, at Uffe Ellemann kun overlevede COVID, fordi han var vaccineret? For mig ser vax netop ud til at være årsagen til hans sygdom. Hav det godt. Husk mange C-vitaminer. Venlig hilsen Nina på 83,’ ikke? Jamen altså. Man kan da ikke andet end blive rørt.”

Set fra Bylderup-Bov bed and breakfast, det moderne Hvidsten Kro, tror Mianne Søndergaard ikke, at coronakampen er ovre. Hun tror, restriktionerne kommer tilbage, især når hun læser om en professor i København, som nu taler om, at mundbind kan blive et våben imod også influenza. Men selv hvis coronakampen var ovre, havde hun fundet en ny meningsfuldhed i at skabe det her sted.

På et tidspunkt holdt jeg lav profil, fordi jeg legede lidt Hvidsten Kro. Det var der omkring epidemiloven. Der var mange, der blev bange og bare ville ud af landet. Så jeg åbnede op for, at de mellemlandede her. De havde telefoner, som ikke kunne spores, og biler i andres navne. Kun kontanter og nogle, som sørgede for at bruge deres kort i den by, de kom fra, så man troede, de stadig var i landet.”

Hvad var det for nogle mennesker?

Nogle, som var bange for epidemiloven. Jeg kan ikke fortælle det helt, men nogle, som ved nogle ting, som dem højere oppe ikke vil have kommer ud. For eksempel omkring tvangsfjernelser af børn. I bund og grund drejer det her sig rigtig meget om børn. Så mellemlandede de her og så videre ned. Jeg skulle ikke trække opmærksomheden hertil. Men det gør jeg så nu.”

Er det sådan, du ser det også nu? Som en Hvidsten Kro, et sted, hvor folk kan være?

Ja, lige bortset fra, at vi ikke er hemmelige. Man kan samles her og …”

Hun holder en lille pause.

Ja.”